Alexander den Store
Aleksander den III eller mere kendt som Alexander den Store (356 – 323 f.v.t.) blev konge da han var 20 år og hans far Filip 2. , i 336 f.v.t. blev myrdet ved sin datter Kleopatras bryllup (ikke den senere så kendte Kleopatra – med den betagende næse). Alexander nåede at være Makedonsk konge i 13 år, før han døde af malaria i 323. I 10 af de 13 år havde han være på felttog. Da han døde bar han følgende titler: Konge af Makedonien, leder af det græske statsforbund, Farao (i Egypten) og konge af Persien. Han var gift med en høvdingedatter fra Baktrien, hun hed Roxane og de blev gift i 327 f.v.t som symbol på, at krigen mod perserne var slut. Og han blev gift med én af Dareios d. 3. døtre i 324 f.v.t. . Darios var den besejrede persiske konge. Han var blevet ombragt af sine egne mænd, da han flygtede østpå, for at undgå Alexander den Stores hær efter et slag. Alexander erklærede sig derefter for Persernes konge og Dareios efterfølger og hævner, på den måde fik han skaffet Dareios banemænd af vejen. Ægteskabet med Dareios datter skal ses i det lys, det var en måde at legitimere positionen som persisk konge. Det blev indgået i forbindelse med et massebryllup, hvor yderligere 80 makedonske officerer blev gift med 80 persiske adelsdamer. En bryllupsceremoni, der også skulle symbolisere forsoning og ligeværd mellem Persere og Makedonere.
Alexander den Stores erobringer betød, at Perserriget kom på græske hænder, og selv om riget faldt fra hinanden under Alexanders efterfølgere, “diadokerne“, lykkedes det alligevel at bevare den græske indflydelse. De vigtige hellenistiske kongedømmer (uden for Makedonien og Grækenland, red) var ptolemæernes rige i (Egypten), seleukidernes rige i Syrien og Mesopotamien og attalidernes rige i Lilleasien.
Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Hellenismen
Alexanders baggrund
Da Alexander blev født havde Makedonien været et kongerige siden 808 f.v.t. Hans Far Filip den 2. var blevet en magtfuld konge og ved sin død var han den ledende kraft i et fælles græsk statsforbund, det Korinthiske forbund. Han havde 7 koner, den 4. var Alexanders mor. Hun hed Olympia og var en anset prinsesse fra nabostaten Epiros.
Makedonien var en feudalstat og den var således ikke en af de græske bystater, der havde forskellige former for demokrati eller oligarki som den foretrukne styreform. Den makedonske idealstyreform refererede til Homer og de mykenske kongedømmer med Agamemnon i spidsen, der er beskrevet i Iliaden. Selv betragtede Filip d. 2. halvguden og helten over alle græske helte – Herakles – som en af sine 7 forfædre.
Som feudalstat var Makedonien et valgkongedømme, og hærforsamlingen var øverste myndighed i vigtige beslutninger, som ex. at vælge den nye konge blandt tronprætendenterne. Blandt mulige tronprætendenter var en afdød konges sønner eller kongedøtres ægtemænd.
Alexander voksede op i residentstaden Pella, som tidligere er beskrevet på denne blog. Som tolvårig fik han Aristoteles som lærer. Dette forhold fik betydning resten af livet for dem begge.
Alexander og Aristoteles
Aristoteles var elev af den betydelig ældre Platon, men også i opposition til ham. Platon har skrevet om sin idealstat, der et tre delt kastesamfund, der ledes af en elite af filosoffer, et broderskab af vise og veluddannede mænd over 50 år gamle. Den anden kaste er vogterne, de er ordenshåndhævere og krigere, som skal kontrollere samfundet og forsvare det mod indre og ydre fjender. Den store brede offentlighed skal opdrages til at adlyde og til at producere mad og klæder til samfundet. Til det groveste arbejde har man slaver.
I opposition hertil satte Aristoteles sine medarbejdere til at indsamle og beskrive 158 forskellige staters forfatninger. Ud fra dette materiale forsøger Aristoteles at se årsags sammenhænge i forfatningshistorien. Aristoteles foretrak demokrati for monarki. Dermed mente han den velafbalancerede middelklasses statsstyre, som han kalder ”politeia”. Han er bange for en letpåvirkelig folkemasses flertalstyranni, som kan føre til overgreb på en retsløs befolkningsminoritet.
Da Platon dør i 347 f.v.t. bliver Aristoteles ikke udpeget som leder af Platons ”akademia”. I 344 f.v.t. kommer han til Pella og bliver lærer for den unge Alexander. På det tidspunkt er han begyndt at arbejde med at systematisere naturen og med udvikling af hans senere dydsæstetik baseret på den gyldne middelvej.
Efter 2 -3 år i Pella vender Aristoteles tilbage til Athen. Han starter med støtte fra Filip og Alexander sit eget forskningscenter. Her skabtes datidens største bibliotek og en stor samling af planter, mineraler og andre effekter hvoraf mange kom fra de ekspeditioner, som Alexander gennemførte under sine felttog i Asien.
Alexander havde ud over sin 37.000 mand store hær med sig en hær af historiografer og videnskabsmænd, som indsamlede planter og dyr, målte op og tegnede, interviewede folk og skrev. Deres rapporter sendte de hjem til Aristoteles i Athen og Alexander korresponderede med ham om deres iagttagelser.
Baggrunden for krigen mod Persien
Perserriget er den dominerende stormagt i Middelhavet omkring år 500 f.v.t. og Perserkongerne så sig selv som verdenserobrere. Deres strategi var at få andre stater til at underkaste sig persisk overherredømme. Staterne beholdt en høj grad af indre selvstyre, men blev skatskyldige til perserne og skulle stille med soldater til den persiske hær. Strategien var at man minutiøst planlagde et angreb på et territorium, man havde udset sig. Så opmarcherede man hæren, så den var klar til angreb. Derefter sendte man diplomater til landet. Og hvis landet valgte at underkaste sig, så blev der sendt gesandter til Perserkongen, som ved en ceremoni overrakte kongen jord og vand, som symbol på underkastelse. Ved den strategi havde Perserkongerne omkring år 500 f.v.t. underlagt sig den østlige Middelhavskyst fra Makedonien til Libyen (incl. alle de græske bystater på Lilleasiens kyst), den sydlige Sortehavskyst, den sydlige kyst omkring Det kaspiske Hav og store dele af det nuværende Afghanistan, Kyststrækningen ved Det indiske Ocean, den nordlige del af den persiske havbugt og det røde hav. Ligeledes havde Perserne underlagt sig Ægypten.
Det græske fastland og Peloponnes var splittet i deres holdning til Perserne. Mange græske tyranner støttede Perserne, fordi Perserne ønskede stærke lokale ledere og de så med stor skepsis på demokratiske bystater som eksempelvis Athen. Den persiske hær talte også mange græske lejesoldater, både officerer og menige.
Det lykkedes for Athen og Sparta at stå sammen om at forhindre den persiske fremmarch på det græske fastland. Første gang standsede man Persernes fremrykning ved det berømte slag ved Marathon i 490 f.v.t. og siden fortsatte krigen i årene 480-449, og endte med Athens sejr over Perserne. Sejren over Perserne betød, at mange af bystaterne på Lilleasiens kyst gjorde oprør mod Perserne og genvandt deres selvstændighed.
De næste hundrede år af Grækenlands historie fra 431 -337 f.v.t er en lang historie om indbyrdes rivalisering og krige mellem de græske bystater i forskellige alliancer og ofte med persisk støtte til den ene af parterne. Lidt skematisk kan man tale om:
Den peloponnesiske Krig (431-404), der ender med Spartas sejr over Athen
Den Korinthiske krig (395 – 387), der ender med kongefreden i 387. Her støtter Perserne først Det korithiske Forbund (Athen, Theben, Korinth og Argos) mod Sparta, med det resultat at Perserne generobrer de græske bystater på Lilleasiens kyst. Derefter støtter Perserne Sparta, så krigen ender med opløsningen af Det korinthiske Forbund ved den såkaldte kongefred i 387.
Kongefreden var den første koine eirene ‘fælles fred’, dvs. en fred, som gjaldt alle bystater i Hellas, fastslog den enkelte bystats selvstændighed som et princip, som blev håndhævet af en dertil udpeget stormagt, i dette tilfælde Sparta med Perserkongen i ryggen. I kraft af Kongefreden lykkedes det Sparta at få opløst Det Boiotiske Forbund og unionen mellem Argos og Korinth.
Theben nægtede dog på sigt at anerkende Spartas overherredømme, og kampene fortsatte efterfølgende i Den boiotiske Krig , og efter slaget ved Leuktra (nær Theben) i 371 og Slaget ved Mantineia på Peloponnes i 362 mister Sparta sin militære og politiske betydning.
Den 3. Hellige krig (355 – 346) er en krig om adgangsvejen til Oraklet i Delfi mellem Fokien og Theben. For at få afsluttet krigen beder Theben i 346 Filip d. 2 af Makedonien om hjælp.
I 356 f.Kr. besatte fokaierne Apollons helligdom i Delfi og begyndte at bruge oraklets skatte til hvervning af en hær. Nabostaterne fik i 355 f.Kr. det Amfiktyoniske Forbund til at erklære hellig krig mod Fokis, men det lykkedes fokaiernes lejetropper i ni år at holde stand mod alle nabostaternes hære, og de blev først definitivt besejret, da amfiktyonerne i 346 f.Kr. overdrog ledelsen af krigen til Filip 2. af Makedonien. Efter Filips erobring af Fokis blev fokaierne dømt til at erstatte alle tempelskattene, deres byer blev ødelagt, og befolkningen spredt ud i flere hundrede ubefæstede landsbyer.
Kilde: www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Antikken/Antikken,_græske_stednavne/Fokis
Den panhellenistiske Idé
Den uendelige række af krige mellem de græske bystater fik betydning for græsk idéhistorie. De græske filosoffer skelnede skarpt mellem statis, der var en uacceptabel borgerkrig inden for en bystat og polemos, der var en berettiget krig mod ydre fjender.
Platon fostrer i Staten den idé, at krige mellem græske bystater måtte anses for at være statis, kun krig mod barbarer er polemos. Hermed er idéen om et græsk folk født, og Platons tanker fører til en græsk nationalisme omkring den panhellenistiske idé.
Hermed er vejen banet for Filip den 2. og Alexander den stores indtræden på den græske scene som verdenserobrere i grækernes navn. Men endnu mangler en afgørende brik. Filip og Alexander skal have rystet deres status som makedonske barbarer af sig og anerkendes som grækere.
Det sker efter den 4. hellige krig i 338 f.v.t. , hvor Filip den 2. med Aleksander ved sin side i slaget ved Khaironea besejrer resterne af det gamle korintiske forbund (Athen, Theben, Korinth og Argos). Krigen resulterer i at der oprettes makedonske garnisoner i Theben og Korinth og Filip og Alexander drager til Athen, hvor de hyldes som æresborgere.
Derfra drager de til Delfi, hvor Filip den 2. hædres som leder de Pythiske lege, hvorved Makedonien formelt anerkendes som græsk kongerige.
Efterfølgende bliver Filip udnævnt til græsk hegemon.
Den påfølgende vinter sammenkaldte Filip de græske bystater i Korinth. Alle mødte frem, bortset fra spartanerne, som ikke ville bøje sig, men dem var han ligeglad med, da der på den tid var færre end 1.000 fuldværdige borgere i Sparta. På mødet blev der udlyst almen fred, og de angældende stater blev garanteret frihed og selvstændighed som medlemmer af Korinth-forbundet, selv om de dermed frasagde sig retten til at føre en egen udenrigspolitik. Hvis én bystat fandt på at angribe en anden, forpligtede de andre sig også til at gå til samlet angreb på den, der havde brudt freden. Filip selv blev udnævnt til “hegemon“, og var dermed formelt herre over Grækenland. Grækerne måtte aflægge troskabsed til ham og hans efterkommere. I efteråret 337 f.Kr indkaldte han til et nyt møde i Korinth, hvor han fremlagde sin plan om at invadere Persien for at hævne Xerxes‘ hærgen i 480-79 f.Kr, samt at befri de græske byer i Lilleasien for det persiske overherredømme. Det påfølgende forår sendte han en fortrop på 10.000 fodsoldater og 1.000 ryttere over Hellesponten som en forberedelse til den store invasion. [7]
Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Filip_2._af_Makedonien
Som tidligere beskrevet bliver Filip den 2. myrdet i 336, og rollen som græsk feltherre, der skal invaderer Persien overgår til Alexander den store. Dette sker dog ikke uden fornyet modstand fra kræfter i Athen og fra Theben. Oprøret starter i Theben, og Alexander den Store svarer igen ved at jævne byen med jorden. Alle overlevende indbyggere bliver derefter solgt som slaver.
Alexander den 3. den Stores felttog
Alexander påbegynder felttoget mod Perserne i 334 f.v.t. Der er afskedsceremoni i Dion ved Olympen, der er Makedonernes vigtigste kultsted og her ofres der til guderne inden afrejsen. Hans invasionshær består som tidligere nævnt af ca. 37.000 våbenføre mænd, heraf 5000 ryttere, som Alexander selv anfører. Men derudover er et næsten lige så stort følge af græske bosættere, håndværkere, spejdere, kartografer, videnskabsfolk m.fl.
Antipatros, der var en af Kong Filip den 2. betroede er statholder i Makedonien og Grækenland, han råder over 13.000 mand til at holde orden på hjemmefronten under felttoget.
Man går over Trakien og passerer Hellesponten, der er det snævre stræde, som forbinder Marmarahavet med det Ægæiske Hav. Derfra følger man kystlinjen langs Ægæerhavet og befrier de græske bystater på Lilleasiens kyst. Derefter bevæger man sig ned mod Syrien og Palæstina. Målet er at lægge beslag på den persiske flådes baser.
I 333 har Dareios fået samlet sin hær, og den forsøger at standse Alexander ved Issos. Men Alexander vinder en stor sejr og Dareios flygter. Alexander kan nu besætte havnene i Fønikien og Palæstina. I 332 rykker han ind i Egypten, hvor han bliver modtaget som en befrier.
Alexander i Egypten
Perserne har 10 år før knust et oprør i Egypten og plyndret de hellige templer. Alexander indvilliger i at udføre de gamle riter og ofre og udråbes til ny Farao. Han arrangerer festspil med opvisning af græsk idræt og musik. Han besøger Amens tempel i ørkenen, hvor oraklet erklærer, at han er Zeus’ søn. Inden han drager videre grundlægger han byen Alexandria ved Nilens udløb. Byen er velplaceret og bliver snart verdens største by.
Babylon
Efter Egypten rykkede Alexander efter endnu en stort slag ind i Babylon. Her bliver han også modtaget som befrier. Han giver ordre til at genopføre de templer, Perserne har ødelagt. Og han bliver udråbt til konge af Asien.
Det næste mål på turen er perserkongens gamle hovested Susa i det Iranske højland. Byen har allerede overgivet sig til en af sine generaler, og Alexander den Store kan lægge beslag på et af Perserkongens ufatteligt rige skatkamre. Derefter får han ubegrænset med penge, så han kan hverve tropper til sit fortsatte felttog. Han kan endda sende penge hjem til sin statholder i Grækenland, til nedkæmpelse af et oprør der er startet i Sparta.
Derefter gør Alexander det af med de persiske tropper, der spærrer vejen til Persepolis. Og også her lykkes det ham, at lægge beslag på skatkammeret. Han nedbrænder det palads, der har tilført kong Xerxes. Det er en symbolsk hævnagt for Xerxes ødelæggelser af de græske templer 150 år tidligere. Til gengæld lader han Kyres kongegrav restaurere i Pasargade, hvormed han hævder sin rolle som befrier og antyder sit krav på at være legitim arving til den persiske trone. Kyros blev nemlig anset for at være en befrier, da han i sin tid grundlagde det persiske rige.
Persiens endeligt
I 330 når hæren frem til Ekbatana, der er hovedstad i Medien, hvor Dareios befinder sig. Men Dareios forsvinder østpå inden Alexander når frem. Alexander ønsker at fange ham levende, så Dareios kan adoptere ham, og derigennem gøre ham til legitim arving til persernes trone. Men Dareios mænd når at dræbe Dareios inden Alexander får fat på ham. Da Alexander får fat i hans lig, lader han Dareios få en fyrstelig begravelse i Persepolis og lades sig udråbe til persisk konge og Dareios hævner. Han begynder nu at optræde i persisk dragt og han indfører persiske hofceremonier.
Hermed er hans mission for Det korinthiske Forbund afsluttet. Den græske hævn er fuldbyrdet og Alexander sender den græske del af hæren hjem. Mange af de græske soldater ønsker imidlertid at fortsætte under Alexander, og de lader sig hverve til den makedonske hær.
Samarkant
Endnu i 330 bryder han op fra Ekbatana og drager af silkevejen gennem Afghanistan og Turkmenistan helt frem til Samarkand. Undervejs møder han modstand af guerillakrigs lignende karakter, og hans hær bliver mere afhængig af persiske bueskytter end af det tungere makedonske infanteri. I 328 er de østlige provinser pacificeret, og han fylder sin hær op med krigere fra lokale stammer, hvis høvdinge er blevet hans versaller.
Konsolidering
En del af Alexanders strategi for at konsolidere riget er at bygge garnisonsbyer efter græsk forbillede. Disse byer fungerer dels som militære støttepunkter, dels som kommunikationscentre, der knytter riget sammen. I alt kan tælles 70 garnisonsbyer i Persien fra denne periode, ca. Halvdelen er grundlagt af Alexander. Flere af den bliver handelscentre og befolkes med græske handelsfolk og kolonister. De får i almindelighed navnet Alexandria. En af hans mænd (Harpalos) får til opgave at udstedte en mønt, der er fælles for hele hans rige. Der udnævnes embedsmænd – satraper og guvernører – i kredsen af Alexanders egne loyale mænd. Men overalt indgås alliancer med de lokale konger, stammehøvdinge og andre ledere. Administrationssproget er græsk, men Alexander gør meget ud af at sikre tolkekapacitet. Hans organisering er baseret på, at man udnytter lokal viden, at der samarbejdes med lokale ledere, og at lokale soldater indrulleres i hæren.
Opdagelsesrejse til Indien
Nu er der ikke længere militære begrundelser for ikke at rejse hjem. Men alligevel ønsker Alexander at fortsætte sin felttog ”til verdens ende”, d.v.s. gennem Kyperpasset til Indien. Han drives formodentligt af en blanding af overmod, nysgerrighed og eventyrlyst. På hele turen kommunikerer han ivrigt med Aristoteles i Athen om de mange videnskabelige rapporter, der sendes hjem. Grækerne vidste ikke meget om Asiens geografi hinsides Perserriget. Alexander antager, at han i Samarkand befinder sig nord for Sortehavet.
Så det lykkes ham at overtale sin hær til at drage videre. De bruger et halvt år på at forberede turen ved hjælp af sendebud, korttegnere, tolke og spejdere. I efteråret 327 f.v.t. marcherer de afsted. Ved floden Hydaspes bliver de mødt af den indiske fyrste Paros og en vældig hær med bl.a. 200 Elefanter. Det lykkes Alexanders kavaleri at få splittet den Indiske hær og jage elefanterne på flugt. Det er han sidste store slag. Alexander slutte alliance med Paros og fortsætter østpå.
Her mødes for første gang græsk og indisk kultur. De makedonske soldater og de græske forskere betragter med forbløffelse og måske også med afsky de hovmodige braminer, de udstødte kasteløse, de mærkværdige fakirer og de hellige køer. Krokodillerne i floden får dem til at tro, at Indus er en biflod til Nilen. Men inderne påstår, at Indus løber ud i oceanet. De beretter også, at der endnu længere østpå findes en flod, der hedder Ganges og at Indien er meget større end grækerne drømmer om. Aleksander beslutter at fortsætte til Ganges, men nu vil hans Makedonske hær ikke med længere. De er udmattede af to måneders troperegn.
I stedet beslutter han at bygge en flåde. Med den ror de ned ad Ganges til det Indiske ocean. Alexander udforsker flodens delta og foretager en sejlturet på oceanet, hvor intet land er i sigte. Han ofre til Poseidon og mener, han er nået til verdens ende.
Sidst på sommeren 325 f.v.t. starter de hjemturen. De deler sig i to grupper. Den en gruppe med Nearkhos som leder sejler flåden langs den indiske (nuværende Pakistanske) og irakiske kystlinien til Babylon i bunden af den Persiske havbugt. Selv drager Alexander med resten af hæren over land langs den samme kyststrækning gennem den iranske ørken. Turen er hård og tager mange af soldaternes liv. De forenes igen udmattede og udtærede i Babylon i 324.
Kongen vender tilbage
Alexander den stores tilbagevenden til Babylon betyder genoptagelse af hans regeringsførelse. Under den lange rejse fra Indus til Babylon, der varer det meste af et år, er han muligheder for at modtage efterretninger og at udstikke befalinger meget begrænsede. Men det ændrer sig, da de når Babylon.
I sin egenskab af græsk hegemon befaler Alexander, at de titusinder af landflygtige, der er drevet i eksil af politiske grunde, skal have lov at vende hjem. Befalingen oplæses under et massemøde under de olympiske lege på Det olympiske Stadion i 324.
Omtrent samtidigt arrangerer han det massebryllup i Susa, hvor han selv bliver gift med Darios d. 3. datter Stateira og hvor yderligere 80 makedonske officerer blev gift med 80 persiske adelsdamer.
Begge handlinger er tænkt som en udsoning mellem grækere, makedoner og persere.
Ligeledes foreslår Alexander den makedonske hærforsamling, at veteraner og sårede fra krigen skal tilbage til Makedonien, men hæren skal blive i Persien. Forslaget møder modstand, med det ender med, at hærforsamlingen godtager forslaget som en midlertidig løsning.
Alexander gør således Babylon til sin residensby, og han vender aldrig selv tilbage til Grækenland eller Makedonien.
Efterspillet
I stedet går han i gang med at planlægger sin næste ekspedition, der skal gå rundt om Den arabiske halvø til Egypten. Blot en uge før den planlagte afrejse dør han.
Efter hans død rejser hans enke Roxane til Pella, hvor hun føder hans søn Alexander den 4. Begge bliver ombragt i en arvestrid da Alexander den 4. er ca. 12 år gammel. Alexander den 4. Ligger begravet i gravhøjen i Pella ved siden af hans farfar Filip den 2.
Ptolemaios, der efter Alexander den stores død udnævnes til Satrap i Egypten, menes at have bortført Alexanders lig for at begrave det i Alexandria i Egypten. Hans begravelsessted er indtil videre ukendt.
Ptolemaios er en af Alexanders ungdomsvenner, der har gjort hele rejsen med. Han bliver Alexanders efterfølger som Farao i Egypten. Han bliver 81 år gammel.
På tilsvarende vis bliver det Alexanders nærmeste mænd, der med tiden bliver konger over de nye riger, der opstår af det gamle Perserrige efter Alexanders død.
Kilder:
Hovedkilde til denne fortælling er Politikens Verdenshistorie bind 4, 1983
Derudover er anvendt danske, engelske og tyske leksikale opslag på internettet og informationsmateriale fra de besøgte udgravninger og museer.
Blandt de makedonske udgravninger og museer, som vi har besøgt tæller Orchid, Heraclea Lyncestis (nu Bitonia), grundlagt af Filip d. 2, Pella, Agia grundlagt af Filip den 2.’s bedstefar Archelaus (nu Vergina) og Dion, der ligger ved foden af Olympen (gudernes bjerg). Dion var Makedonernes kultby.