Helleristninger på Bornholm
12. juli 2024 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Helleristninger på Bornholm
– Skibe, en grådig lodsejer og en død hare
Helleristninger er en af vores vigtigste indgange til at forstå Bronzealderen. Ved hjælp af 3.500 år gamle ristninger af skibe og mennesker, soltegn og jagtscener får vi billeder, der sammen med arkæologiske fund giver os viden om, at bronzealdermennesket var rejsende og havde viden og udsyn om datidens verdensbilleder og religiøse ritualer helt ned til Middelhavet.
Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor der er heller (flade klipper) i lighed med dem vi ser i Sverige og Norge – og som formodes at have været bagtæppet for religiøse ritualer. Men på Bornholm er også fundet ristninger på løse klippesten og klippevægge. Nogen helt tilbage fra Jernalderen.
I år var vi en tur på Bornholm, hvor vi boede i Allinge og fik lejlighed til at se et par af de Bornholmske helleristninger på Storløkkebakken og Masdebakken.
Stenbrud
Området ved Allinge og omkring Hammeren på Bornholm er berømt for sine stenbrud – en af øens vigtigste indtægtskilder i sidste del af 1800’tallet og første halvdel af 1900’tallet.
Stenbruddene har både været godt og skidt, når vi taler om helleristninger.
Man må formode, at en del helleristninger er blevet sprængt væk uden overhovedet at være blevet opdaget.
I 1884 og efterfølgende i 1893 fandt man i et stenbrud på Store Masdebakke nogle af Bornholms fineste helleristninger. Desværre kunne Nationalmuseet og lodsejeren ikke blive enige om en fredning eller en pris, da Nationalmuseet ønskede at købe området. Forhandlingerne gik i hårdknude og den grådige lodsejer sprængte stenene bort.
Stenbruddet ved Store Masdebakke
Forinden var helleristninger blevet tegnet af, så motiverne er bevarede.
Senere fandt man helleristninger ved Lille Masdebakke, som i dag er fredede og bevaret for eftertiden.
Helleristningerne ved Lille Masdebakke
Hellerne med ristningerne har været religiøse samlingssteder gennem flere tusinde år, og omkring hellerne er fundet genstande, man regner med har været anvendt i forbindelse med ritualer. Lige ledes er den fundet grave fra mange forskellige årgundreder, nogle så nye som 400 e.v.t.
Helleristningerne ved Storløkke blev fundet i 1929, lige ledes i forbindelse med sprængning af sten. Der er i det hele taget fundet helleristninger på rigtig mange lokationer på Bornholm.
Ristninger ved Storløkkebakken
http://bornholmsoldtid.dk/bronzealder/a-kort-og-information-af-bornholms-helleristninger/
Naturoplevelser
At gå på jagt efter helleristninger byder samtidig på mange naturoplevelser. Man kommer steder hen, man ellers aldrig ville have fundet.
På vej til Masdebakken kom vi forbi en død hare, der lå på stien. Naturvejlederne siger altid, at vi mangler døde kadavere i den danske natur. Så det burde vi sætte pris på, Men det havde nu ikke gjort noget, hvis den havde ligget og spredt stanken af forrådnelse lidt længere væk fra stien.
Samothrake
19. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Samothrake
Mytiske og mystiske Samotrake er en ø i det østlige hjørne af Ægæerhavet, der har været beboet af thrakere og besøgt af søfarende siden bronzealderen. Øens forhistorie henlægger som meget andet på denne ø i mørke. Det gælder ikke mindst de kultiske og religiøse ceremonier, der gjorde øen verdensberømt i Antikken – så berømt at både danske Grundtvig og Kierkegaard skriver om samothrakerne i 1800’tallet.
I dag er øen måske bedre kendt som stedet, hvor der i oldtiden stod en bevinget gudinde – figur – NIKE.
Franskmænd tog i 1863 figuren med til Frankrig, hvor den i dag pryder indgangen til Louvre i Paris.
Et kendt sportsmærke har taget figuren til sig og gjort sig verdens kendt med logoet ”vingen” og firmanavnet ”Nike”.
Nu er vi her. På øens Samothrake. Lige der hvor NIKE gudinden stod tilbage i oldtiden. Og lige der, hvor Filip II af Makedonien mødte sin tredje kone – den 17 år gamle Olympias – en kongedatter fra Illyrien, der ca. 9 mdr. efter blev mor til Alexander d. store. Om faren nu var Filip II forklædt som Zeus – eller Zeus forklædt som Filip II, det står lidt hen i det uvisse; senere betroede Olympias i alt fald efter sigende sin søn, at Zeus var hans rette far.
Vi er sejlet fra Alexandropolis, en by i det østlige Grækenland tæt ved Tyrkiet. Sejltiden er godt 2 timer. Vi så en flok delfiner følge skibet på skibet vej, det tog vi for et godt varsel.
Vi har booked to nætter på øen og kom til vort overnatningssted søndag d. 17.3 ca. kl. 17:30, det ligger lidt sydligt direkte ud til Ægæerhavet. Stedet hedder ”Akrogialt” og er en traverne med nogle værelser for enden af den smalle vej mod syd direkte ud til havet.
Der er ikke så mange veje på øen. Ud over sletten mod vest, hvor der dyrkes korn, vin og oliven, er øen mest af alt er et bjergmassiv af vulkanske granitklipper og med Saosbjergenes højeste punkt på godt 1,6 km.
Homer igen
Homer skrev i Illiaden at Apollon betragtede kampene ved Troya fra denne top. Minoerne fra Kreta har været her. Der er små lertavler med tekst på linear A fra 1700 tallet f.v.t. Og således er hele historien fra den tid og frem til i dag repræsenteret på øen.
I dag mandag har vi besøgt udgravningsområdet ”De Store Guders Helligdom”. Det var lige her den umådeligt smukke bevingede ”Nike” figur stod og skuede ud over en række helligdomme og templer og ud over kysten mod byen Alexandropolis på fastlandet. Men retfærdigvis skal det siges, at Nike er meget yngre end ”De Store Guders Helligdom”. Måske en del mere end 1000 år yngre.
Hvad er De Store Guders Helligdom
Med bogen ”Makedonien” af Thyge C. Bro og og Nanna Westergård-Nielsen om Samothrake som guide, tekster på nettet og den lokale skiltning tilbragte vi 3-4 timer i udgravningerne i et forsøg på at forstå hvad vi så.
Stedet har været et aktivt helligsted i 2000 år – regnet fra 1700 f.v.t – 300 e.v.t. I udgravningen gør man en del ud af at illustrere, hvordan stedet har ændret sig undervejs. Fra i alt fald omkring år 700 f.v.t og frem har det været kendt for sine mystiske religiøse indvielsesritualer. Meget tyder på, at det har været et helligsted, hvor søfarende fra alle nationer er kommet for at søge gudernes velvilje, om det så har været frugtbarhed, krigslykke eller medvind på rejsen. Men før man kunne møde guderne, har man skulle gennemgå et hemmeligt indvielsesritual.
Netop fordi de var hemmelige, så findes der ikke meget på skrift om dem. Den tidlige græske historiker Herodot (ca. 484-424 f.v.t.) skriver som om han har gennemgået ritualerne – uden dog at indvi læserne i dem. Og så ved vi som sagt, at Alexander den stores forældre mødte hinanden under ritualerne omkring 357 f.v.t. Vi har ikke hørt noget om, hvor mange dage en indvielse strakte sig over, men på pladsen har der både været spise- og sovefaciliteter (i Stoaen), så der er grund til at antage, at det har været over flere dage.
På basis af de arkæologiske fund antager man, at indvielsesritual formodentligt har bestået af:
- En renselsesceremoni. Her er mysterne (dem der skulle indvies) blevet samlet i en “teatral” cirkel, hvor der har været plads til ca. 200 personer, hvor der har musik og hvor mysterne er blevet præsenteret for forskellige rituelle repræsentationer af guderne.
- Position og danseceremonier ad den hellige vej, der formodentlig har haft trance/orgastisk karakter, som det kendes fra Dionysos-festerne. Filip II byggede en dansehal i kompleksen omkring år 350 – altså nogle efter selv at have deltaget i ritualerne. Den hal har udvendigt været dekoreret med en i alt 114-115 m lang dansefrise med dansende kvinder.
- Selve indvielsesritualet, som antages at have foregået i eller ved templet. Det antages at indvielsesritualet er afsluttet med et rituelt bryllup mellem halvguden Cadmos fra Fønikien (Europas bror) og Harmonia (datter af Ares og Afrodite).
Efter Filip II og Olympias forening har øen spillet en central rolle i Det Makedonske Kongerige videre historie og efterfølgende makedonske konger har sat deres præg på stedet med prægtige bygningsværker af marmor fra øen Thassos. Især en cirkelrund bygning – Arsinoe II rotunde med en diameter på 17 m falder en i øjnene. Der er bygget at Lysimarkos dronning omkring 280 f.v.t.
Ingen af bygningerne har dog overlevet tidens tand.
Nike kom til mellem år 200 – 150 f.v.t. Kloge mennesker strides om, hvem der rejse den og hvilken sejr i hvilken krig den skulle hylde. Men nu er den tilbage i en kopi. Man har 3d scannet figuren på Louvre og lavet 2 marmor kopier. Den ene står foran museet på stedet, der har en samling af genstande fra udgravningen.
Tre antikke byer omkring Kavala
14. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Tre antikke byer omkring Kavala
Det handler om miner, magt og mad
Områderne Østmakedonien og Thrakien i Grækenland er rige på det hele. Og de har derfor i antikken været efterstræbt af thrakere, grækere, persere, makedonere og romere.
Man får nemt fjender, når man bor oven på en guldmine. Når de mineralrige bjerge ligger, så man kan kontrollere indsejlingen fra Middelhavet til Sortehavet, og har en lang kyststrækning med naturlige havne bliver det dobbelt interessant. Denne cocktail bliver endnu mere giftig af, at det gennemstrømmes af to vandrige floder som Strymon og Nestos, der både fører guld med sig fra bjergene og danner et frugtbart floddelta.
Det er i dette område vi har besøgt tre antikke byer: Filippi, Amfipolis og Abdera.
Filippi
Lidt nord for Kavala ligger Filippi eller Phillippoi, som byen hedder på græsk. I oldtiden hed byen Krenides. Øen Thasos grundlagde her i 500 tallet f.v.t. en guldgraverlejr ved foden af bjerget Orbelos med tæt adgang til kystbyen Kavala.
Som vi kunne se på det arkæologiske kort (det arkæologiske museum i Kavala) over miner i bjergområdet i Pangaionbjergene, har området budt på alle de eftertragtede råstoffer som guld, sølv, kobber og tin, som i bronzealderen fik afgørende betydning for samfundsudviklingen.
Det var også et væsentligt interesseområde for Perserne, der helt fra Darius (den første), der regerede fra 522-486 f.v.t. som persisk storkonge havde blandet sig og besat områder hvor thrakerne og skyterne havde deres basis.
Da Darius forsøgte sig med et togt nordfra mod Athen blev han dog slået i 490 ved Maraton bugten. Hans søn Xerxes vendte tilbage i 480. Det er herfra vi kender fortællingen om slaget ved Thermopyles, nedbrændingen af Athen og derefter det store søslag, hvor persernes flåde blev slået og perserne endeligt opgav erobringen af det græske hovedland.
Athen havde stor interesse i bl.a. guldforekomsterne så ikke underligt blev det en eksilpolitiker Kallistratos fra netop Athen, der stod i spidsen for Krenides-kolonien fra år 360 f.v.t.
Thrakerne havde historisk haft stor interesse i området ikke mindst p.g.a. de rige guldfund og fortsatte presset på området. Dette førte til at Krenides i 356 f.v.t. bad den makedonske konge Philip d. II om hjælp mod de Thrakiske stammer. Han indtog byen og lod makedonske kolonister bosætte sig.
Efter Philip II død gik hans søn, den nye konge Aleksander III (den senere Aleksande den store) ind og afgjorde stridigheder om byens opland og fik derigennem en grænseaftale med Thrakien.
Senere blev området også en vigtig forpost for Aleksanders store togt mod perserriget, som satte ind øst for området ved overgangen ved Dardanellerne (nu tyrkisk område).
Byen fik nu navn efter den afdøde kong Philip.
Besøget i Filippi
Vi besøgte Krenides (nu Filippi) på en dejlig solskinsdag i marts. Området ligger meget smukt med bjergene som baggrund mod nord. Fund efter den græsk/makedonske tid findes på det tilknyttede museum, der er et besøg værd i tilknytning til besøget på det store område som Filippi har dækket.
Men området præges af den senere romerske tid. De græske/makedonske templer og beboelser ligger under resterne af romerske templer, agoraer m.v. fra tiden efter romernes besættelse af området i 200-100 tallet f.v.t. og flere århundreder frem til det østromerske riges stohedstid med basilikaer fra 400 og 500 tallet e..v.t..
Via Egnatia
Den berømte romerske vej Via Egnatia – der over land forbandt Adriaterhavet med Sortehavet – kom nord-vest fra og gik igennem både Kavala og Filippi. Vejen kan stadig ses i udgravningsområdet og flere steder både før og efter Filippi.
Vejen er opkaldt efter den romerske guvernør i Makedonien Gnaeus Egnatius, og udmærker sig ved at være et af de bedst beskrevne og bedst kendte vejanlæg der findes. Byggeriet igangsattes i 146 f.v.t.
Fra Rom går Via Appia, den første anlagte romervej fra 312 f.v.t., til havnebyen Brindisi. Efter en sejltur over Adriaterhavet fortsætter vejen som Via Egnatia fra havnebyen Durres (tidligere Dyrrachium) i Albanien de godt 1.100 kilometer hele vejen til Bosperus strædet og byen Byzans, senere Konstantinopel nu Istanbul.
Mange steder er vejen anlagt oven på endnu ældre makedonske og thrakiske veje.
Store romerske begivenheder er knyttet vejen: Cicero benyttede Via Egnatia på sin vej til eksil.
Cæsar rykkede så langt frem som muligt ad vejen før slaget mod Pompejus i 48 f.v.t.
Og i 42 f.v.t. rykkede Octavian og Marcus Antonius også frem ad Via Egnatia i opgøret med Brutus og Cassius, der mistede livet ved to slag nær Filippi i oktober 42 f.v.t.
Og igen formodes det at Via Egnatia blev brugt af Octavian (den senere Augustus) under sin fremrykning mod Actium i 31 f.v.t. hvor han slog Kleopatra og Marcus Antonius.
Filippi har været en meget vigtig romers by og var det også i den tidlige kristendom hvor Paulus i år 49 e.v.t. på sin anden missionsrejse kom til Makedonien. Han var rejst fra Lilleasien, overnattet ved eller på Samothrake med landgang næste dag i Neapolis og herfra til Filippi hvor han grundlægger den første menighed i Europa. Han bliver fængslet men det lykkes ham at fortsætte sin rejse til Thessaloniki hvor en ny menighed slutter sig til ham, men igen måtte han flygte videre til Veria (Berøa i apostlenes gerninger). Herfra til Dion og videre til Athen.
Amfipolis
Vi besøgte Amfipolis i 2022 og nu igen i 2024, da vi ikke havde så meget tid den første gang.
Byen har et fint lille museum, der bl.a. har et sølvskrin, og en guld-olivenkrans, udgravet af spartaneren Brasidas grav i Amfipolis. Herom nedenfor.
Men lad os starte med Homer. Den græske fortæller, der tilskrives Illianden og Odysséen.
Homer skriver i Illiaden om byen Eion. Efter denne by er ”Eion”, far til kong Rhessus opkaldt, der kæmpede på Troyas side i Illiaden.
Vi er her i Mykensk tid måske ca. 1.500 – 1.150 f.v.t.
Senere er der tegn på beboelse og der er udgravet en begravelsesplads fra 700 tallet f.v.t. i området.
Den persiske konge Darios den 1. indtager området omkring floden Strymos i 510 f.v.t
Men Athenienserne går efter de rige forekomster af metaller og i 476 f.v.t indtager general Cimon området, og byen bliver en egentlig atheniensisk koloni fra 437 til 424 f.v.t.
Men man var ikke glade for den atheniensiske måde at styre byen på og tog med åbne arme imod spartaneren Brasidas efter slaget om Amfipolis i 422 f.v.t.
I de efterfølgende år forsøgte athenienserne mange gange at erobre området tilbage, men det blev den makedonske konge Perdikkas i 362, der indsatte sig selv som makedonsk beskytter af Amfipolis.
Den makedonske kontrol over området varede til den romerske invasion ca. 160 år senere.
Kort opsummeret:
Efter Aleksander den stores død i 323 f.v.t. tog hans general Antipater magten i Makedonien og fra 317 f.v.t. hans søn Kassander, der gjorde en ende på Aleksanders familie, men som selv døde omkring 298 f.v.t.
Herefter bliver det Antigonos II der i 276 erobrer Makedonien og Thrakien og indleder det antigonesiske kongehus. Godt 100 år efter i 168 f.v.t og efter over 50 års krige kom Makedonien under romersk herredømme.
Uden for Amfipolis er museet i gang med at udgrave en kæmpe gravhøj kaldet Kastas. Med en omkreds på 487 meter, en diameter på 165 meter og en højde på 21 meter og med stensætning omkring højen er der tale om en meget stor gravhøj. I 1960’erne blev ca 70 grave afdækket, men først i 2014 er den store makedonske kammergrav fundet. Der graves stadig og da vi uanmeldt besøgte området blev vi venligt henvist til at vente med at komme, til det arbejde der nu var i gang kunne præsenteres. Ud fra antallet af personer og deres ca. alder er der muligvistale om Kassanders grav.
Kastas siges at være et største nyere fund fra antikken og at gravhøjen får Filip II grav i Vergina til at ligne en dværg. Der er planlagt et nyt museum på stedet, der forventes at åbne 2028-30.
Abdera
Abdera, der ligger i Nestorflodens delta, var en af kystbyer i Thrakien, der blev koloniseret af grækere fra Lilleasien omkring år 650 f.v.t. Det vil sige, at grækerne anlagde en kystby ved en af de naturlig havne langs kysten og etablerede en bosætning, hvorfra de kunne handle med de “indfødte” thrakere.
I 512 f.v.t. blev de invaderet af perserne og de var involveret i persernes angreb på skytere og makedonere. I 491 overgav flåden fra Thassos sig til perserne i Abdera havn, der efterfølgende blev persisk flådebase indtil perserne forlod området.
Hvornår det sker er lidt uklart, muligvis har perserne betalt for at kunne benytte havnen i de efterfølgende år.
I alt fald er der på museet i Abdera en fortælling om et af byens berømte bysbørn Demokritos.
Fortællingen er, at han blev uddannet af babylonske og persiske præster og magikere (astrologer) i Abdera, og at som yngre rejste til Persien, Indien, Egypten og de græske bystater i Lilleasien – altså i de daværende persiske besiddelser. Han var en kort overgang i Athen, men vendte derefter tilbage til Abdera og boede der til sin død.
Demokritos regnes i dag for græsk filosof og videnskabsmand, der er mest kendt for sammen med Leucippus at have udviklet teorier om atomet og universet.
Efter perserne har forladt området kæmper det thrakiske kongedømme Odryserne og Athenerne om kontrollen over byen og under den peloponnesiske krig er byen en overgang allieret med spartanerne mod athenerne. Der følger således nogle turbulente år frem til det bliver en makedonsk by 346 f.v.t. Efter Alexander d. stores død i 323 bliver Abdera en del af Lysimarkos kongedømme. Senere bliver byen en del af romerriget.
Det nye Abdera
Det antikke Abdera ligger i dag som en ruinby helt ude ved kysten og den moderne havn. Det nye Abdera ligger ca. 6 km nordligere. Området ligger i det frugtbare Nestor-delta og i dag produceres her vin, frugt, ris og lammekød. Der er et fint museum med spændende udstillinger, bl.a. om religion og dagligliv i antikken og en særudstilling med rekonstruktion af gamle græske musikinstrumenter.
Kavala
12. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Kavala
Kavala er hovedstad i Østmakedonien i Grækenland. Den beskrives som en af de smukkeste beliggende byer i Grækenland. ” den ligger som et amfiteater op ad bjerget Symbola på halvøen Panagia”. Citat fra Thyge C. Bro og Nanna Westergård-Nielsen – Makedonien, Europas første stormagt.
Vi nyder de første dage at gå fra den lille lejlighed, vi har lejet og ind mod centrum langs kysten og at se hvordan gående mødes og hilser og snakker med hinanden. ” Kavala er tilmed en levende og idyllisk by”, skriver Thyge og Nanna.
Kavala hed i antikken Neapolis. Der er fund fra neolitisk tid Ca. 7 – 6.000 år siden og fra bronzealdrene fra 5.000 – 3.000 år siden. Senere grundlægger beboere fra øen Thasos en koloni på stedet omkring 650 år f.v.t. Minerne i Pangaionbjergene mod vest og frugtbare dale er en magnet for nybyggerne, der tidligt omgiver Neapolis med en bymur.
Neapolis gik efter perserkrigene med i Det Deliske Søforbund – blev belejret af Sparta i 411-410 f.v.t. men holdt forbindelsen med Athen, der kvitterede med at give Neapolis forskellige privilegier. Samarbejdet med Athen blev bl.a. symboliseret ved en stele hvor gudinderne Athena og Artemis hilser på hinanden.
I 350 f.v.t. bliver Neapolis indtaget af den makedonske konge Filip II og indlemmet i Makedonien, som havneby for Filippi, der ligger ca. 25 km inde i landet nord for Neapoli/Kavala.. I byen er der levn fra et tempel bygget af marmor fra øen Thasos, der igen har afløst et tidligere tempel fra 600 tallet f,v,t. Der er også rester af bymuren fra 400-tallet.
Ligeledes er der levn af den berømte romerske vej Via Egnatia, der kommer via Thessaloniki og Filippi til byen. Byen blev indtaget af romerne i 168 f.v.t. Det var også i Kavala at Paulus gik i land i år 42 e.v.t. og begav sig til Filippi og skabte sig en menighed der.
Ved romerrigets deling blev Kavala en del af det Østromerske rige med Konstantinopel som hovedstad. Fra år 400 – 600 bliver der bygget mange byzantiske (græsk-romerske) kirker i byen og fortet bliver udbygget. Byen får det byzantinske navn Christoupolis. I den byzantinske periode var der til stadighed bevægelser i Bulgarien og Serbien, der arbejdede for at frigøre Balkanlandende fra byzantinsk dominans, herunder provinserne Thrakien og Makedonien.
Omkring 1190 nedbrændte normannerne byen under det tredje korstog
Osmannerne indtog byen i 1391 e.v.t., hvor byen igen blev raseret og brændt af. Derefter lå den forladt frem til 1520, hvor Osmannerne beslutter at genopbygge byen.
Et tegn på den lange osmanniske tid er det prægtige bygningsværk af en akvædukt, der er direkte inspireret af romerske akvædukter og opført i sultan Suleiman den Prægtiges tid ca. 1550 e.v.t.
Kavalas nyere historie
Kavala forblev under osmannisk overherredømme frem til Balkankrigene i 1912-13, hvorefter hele Græsk Makedonien med Thessaloniki som hovedstad – ved stormagternes hjælp blev en del af Grækenland.
Men det var på trods af Bulgarien. Rusland var allieret med bulgarske frihedskæmpere i den russisk-osmanniske krig i 1877-78; som Osmannerne tabte. Ved fredsslutningen efter krigen blev russere og osmannere enige om etablering af et Stor-Bulgarien, der inkluderede de tidligere osmanniske provinser Thrakien og Østmakedonien. Det satte de europæiske stormagter sig imod, og gav derfor områderne tilbage til osmannerne.
Bulgarien gjorde efter balkan krigene (1912-13) igen krav på landområderne Thrakien og Østmakedonien, og besatte områderne af flere omgange (fra 1916-18 og igen under anden verdenskrig). Bulgarerne stod bl.a. bag udryddelsen af det jødiske samfund i Kavala i 1944.
Efter anden verdenskrigs afslutning fulgte en borgerkrig i det nordlige Grækenland mellem kommunister, der havde kæmpet mod besættelsesmagterne Bulgarien og Tyskland, og revisionister, der ønskede at bevare kongemagten. Borgerkrigen medførte mange lidelser og en masseudvandring af makedonske kommunister. Efter anden verdenskrig har byen kæmpet for at komme på fode igen.
Mehmet Ali Pasha
Mehmet eller Mohammed Ali Pasha har sit eget museum i Kavala med en bronze rytterstatue uden for. Det var ikke noget, vi havde lagt meget i, før vores gode ven Jakob Erle skrev og fortalte, at han var grundlægger af det egyptiske kongehus.
Det fik os til at lægge vejen forbi museet, og her fik vi en lang og spændende livshistorie.
Mehmet blev født i Kavala i 1769 og voksede op i beskedne kår. Han blev beskæftiget inden for tobakshandel, gjorde karriere i sultanens hær og vandt chefens datter. Sammen byggede de det prægtige hus, der nu er museum, og fik 5 børn.
I 1798 fik den osmanniske sultan i Istanbul problemer med Napoleon og franskmændene i Egypten.
Han bad derfor Mehmet om at stå i spidsen for en hær, der med støtte fra englænderne kunne få franskmændene til at opgive deres forehavende i Egypten. I 1805 lykkedes det at få franskmændene til at opgive Egypten, og Den Store Port (styret i Istanbul) udnævnte ham til Guvernør (Wali) i Cairo.
Det lykkedes ham at blive en meget folkekær guvernør. I en alder af 40 år lærte han at læse. Han havde en meget praktisk tilgang til at løse problemer. Han tog ved lære af både franskmændene og englænderne og transformerede Egypten til en moderne stat med egen stående hær.
Som belønning gav sultanen ham rettighederne til skatteopkrævningen på øen Thassos. Pengene brugte han på at bygge et hospital og en koranskole for fattige drenge i Kavala.
Inden sin død i 1849 – 80 år gammel, blev han anenkendt af sultanen som uafhængig hersker af Egypten (Khedibe) med ret til selv at udpege sin efterfølger. Dynastiet regerede Egypten indtil Gamal Abdel Nassers revolution i 1952.
Rejsebrev fra Danmark til Kavala i Grækenland
6. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Rejsebrev fra Danmark til Kavala i Grækenland
Rejsebrev fra Danmark til Kavala i Grækenland
Den 4. marts 2024 ankom vi til vores lille ferielejlighed i Kavala i Grækenland. Kavala er en kystby, der ligger mellem Tessaloniki og den græsk-tyrkiske grænse i provinsen Trakien.
Undervejs har vi gjort ophold i Travental, Magdeburg og Altranstädt i Tyskland, Eger i Ungarn og Cluj og Turda i Rumænien, og det er de ophold, dette rejsebrev skal handle om. Undervejs har vi haft 8 overnatninger og vi har kørt godt 3000 km.
Travental
Historien bringer én mange spændende steder hen, hvor man ser landskaber og steder, som man ellers ville suse forbi. Som nu vores korte ophold i Travental.
Sidste år tyggede jeg mig igennem et digert værk af Dan H. Andersen om Store Nordiske Krig (1700 – 1720) og fik den idé, at besøge så mange lokationer fra krigen som muligt i løbet at de næste år. På et tidspunkt må krigen få sit eget rejsebrev. Men her lidt om optakten.
Den 4. august år 1700 påbegyndte Svenskerne med Kong Karl d. 12. i spidsen en landsætning af tropper på kysten mellem Humlebæk og Espergærde og i løbet at få dage havde en hær på 10.000 svenske soldater slået lejr i området – målet var at ødelægge den danske flåde, der lå ankret op i København.
Årsagen til landsætningen var
- At den danske konge – Fredrik d. 4. – havde brudt en aftale (Altona-aftalen) om ikke at angribe Gottorperne i Slesvig-Holsten, der på det tidspunkt var svensk interessesfærde. Aftalen var sikret af et par tyske hertuger og af stormagterne England og Nederlandene. Af den årsag havde den engelske og nederlandske flåde spærret den danske flåde inde og bombarderet København, mens Karl den 12. landsatte sine tropper på dansk jord.
- At den danske konge – Fredrik d. 4. – havde indgået en (hemmelig) alliance med hertugen af Sachsen og Polens konge August den 2. den Stærke og Zar Peter den 1. den Store af Rusland imod Sverige, der på det tidspunkt var den stærkeste magt i Østersøområdet.
Så mens svenskerne gjorde klar til afgang mod København fik Fredrik d. 4 – der var i Slesvig-Holsten med den danske hær – travlt med at opfylde alle kriterierne fra Altonaaftalen, betale den aftalte krigsskadeerstatning og trække sig ud af alliancen med Polen og Rusland.
Den aftale blev underskrevet på et lystslot i Travental den 18. august år 1700. På den måde lykkedes det – via diplomati – at standse svenskernes march mod København. Englænderne og Hollænderne ophævede belejringen af København og hjalp med at sejle den svenske hær over sundet tilbage til Sverige.
Travental ligger tæt ved Bad Segeberg i Holsten og ejedes på det tidspunkt af Hertugen af Plön. Nogle år senere – I 1761 kom det under den danske krone under Christian VII, og blev elskovsrede for Struensee og dronning Caroline Mathilde.
De oprindelige bygninger blev revet ned 1867 og under prøjserne blev der i stedet opført et hestestutteri med opdræt af spanske hingste.
I dag er det Landdagsmuseum, der er stadig hesteopdræt og dele er udlejet til beboelse og kunstgalleri. Gennem året er her forskellige markeder og kulturelle aktiviteter. I pinsen afholdes et årligt Oldtimertræf.
Magdeburg
Det var ikke verdenshistorien men arkitekten Hundertwasser, der var årsag til, at vores første overnatning blev i Magdeburg. Nå ja, det lå også fint på ruten.
Magdeburg er hovedstad i delstaten Sachsen-Anhalt og en gammel tysk by ved Elben. Efter anden verdenskrig blev den en del af DDR. Den gik ikke fri af ødelæggelser under 2. verdenskrig, men der er en del velbevarede gamle bygninger i byen.
I 1990’erne begyndte man at udfylde hullerne fra krigens tid i bymidten. Centralt i denne genopbygning står Hundertwassers “Grønne Citadel”. Hundertwasser designede fire bygningskomplekser, der tilsammen udgør en arkitektonisk helhed med tusindvis af finurlige detaljer. Citadellet rummer 17 forskellige forretninger i grundplan, herunder Artshotel, hvor vi boede, et teater, mange caféer, kunstgallerier og specialforretninger. I bygningerne er derudover en række lejemål til liberale erhverv som læger, advokater, tandlæger, kiropraktorer m.v.
Altranstädt
Altranstädt ligger ca. en times kørsel sydøst for Magdeburg og det er igen Store Nordiske Krig, der bringer os forbi.
Altranstädt ligger i Sachsen – altså i August den stærkes hertugdømme. I september 1706 lader Karl d. 12. sine svenske tropper besætte Sachsen og Karl d. 12. rykker sit hovedkvarter til slottet i Altranstädt for at presse sin fætter August den Stærke til en fredsaftale. Forud er gået 6 års krig i Baltikum og Polen mellem de svenske hærenheder og August og Zar Peters mere eller mindre forenede hære. Svenskerne har mistet områder til russerne i Baltikum, men har vundet kontrollen over Polen.
Ved at besætte August´s hjemmebane i Sachsen og lade sachserne forsørge de svenske tropper lægger Karl d. 12. maksimalt pres på August. Og aktionen lykkes for så vidt som, at August går med til at trække sig ud af alliancen med Rusland, opgive sin indflydelse i Polen og betale erstatning til svenskerne. Traktaten underskrives i Altranstädt, der på den måde skriver sig ind i Europas historie. Et år går der, før alle betingelser er opfyldt og svenskerne gør sig parat til opbrud i september 1707.
I dag er slottet i Altranstädt museum, men midlertidigt lukket. For at komme hen til slottet kører man ad Swedenstrasse, og når man er ved slottet er man ikke i tvivl om, at her har Karl d. 12. holdt hof. Bl.a. er der en lav obelisk med hans monogram i slotshaven.
Efter et kort besøg tog vi videre mod vores logi i tjekkiet.
Eger
Eger i det nordlige Ungarn.
Turen til byen Eger i Ungarn gik fra Tjekkiet gennem Slovakiet ad smalle, snoede veje, med udsigt til bjergtoppe på mellem 900 til 1.000 meter.
Velankommet til denne i høj grad barokke by kørte vi ind i centrum hvor vores overnatningssted for to nætter lå klods op ad Eger Castle. Et meget fint istandsat lille hotel – Patria Panzio – direkte i centrum af byen og med parkering op ad den gamle slotsmur.
Byens historie går langt tilbage. Men i 1000-tallet under den kristne konge Sct. Stefan får byen købstadsrettigheder og med tilflytning af nye indbyggere fra områder omkring Rhinen blomstrede byen op, og en større kirke blev bygget inden for forsvarsmurene.
Denne positive udvikling sluttede brat i 1241 da mongolerne invaderede og raserede byen og brændte den af og fortsatte deres hærgen gennem Europa.
I 1245 blev Lambert biskop i Eger og fik den ungarnske kongens tilladelse til at bygge et sten forsvarsværk og byen blomstrede op i det 14. og 15. Århundrede.
I 1453 erobrer osmannerne Konstantinopel – det østromerske riges hovedstad. Dermed blev presset fra osmannerne mod Europa stadig større. I 1552 satte en osmannisk hær med efter sigende over 30.00 soldater ind mod Egers forsvarsværker. Egers borgere og væbnere under ledelse af Baron Istvan Dobo forsvarede sig bravt og det endte med at osmannerne trak sig tilbage. En historie der i dag er en national fortælling, som alle skolebørn i Ungarn bliver introduceret til bl.a. gennem eksekutioner til Egers.
Her kan den heroiske historie genopleves på det store forsvarsværk, hvor flere udstillinger og film viser dette heltemodige kapitel i byens historie.
Selvom de ødelagte forsvarsværker blev repareret og udbygget lykkedes det ikke i længden at holde presset fra osmannenerne og i 1595 indtog osmannerne byen. De forlod den først i 1687 efter konstant pres fra habsburgerne. I byen efterlod de en solidt bygget 40 m høj minaret. Da var byen fattig og udmarvet og kun omkring 400 huse var beboelige – hvoraf de fleste var besat af efterladte tyrkiske familier. Da man senere forsøgte at fjerne minareten lykkedes det – ifølge legenden – ikke at vælte den, selv med 400 okser. Så det endte med, at den fik lov at stå, efter man fik placeret et kors på toppen.
Habsburgerne kanaliserede dog ny energi i byens udvikling og i løbet af 1700-tallet steg befolkningen fra ca. 1.200 personer til ca .17.000 og mange smukke bygninger rejstes hvoraf mange stadig præger bybilledet.
Pest og en brand i 1800 satte byen lidt tilbage. I slutningen af 1800 tallet blev turisme og historiske udgravninger af byen genstand for ny opmærksomhed.
I 1910 boede der ca. 2.500 jøder i byen i 1944 var alle dræbt af tyske nazister og ungarske medløbere. Byen led under tysk besættelse og den fremrykkende sovjetisk hær, men undgik at blive bombarderet.
I 1968 besluttede man at frede de smukke barokbygningr i den indre by. Det var vi glade for. Byen emmer af 1700 tals stemning – gode vine og historiske oplevelser.
Da jeg fortæller vores hotelvært – en ældre herre, at vi skal videre til Cluj i Rumænien sukker han: “Det er jo tidligere ungarnsk land”. Jeg trøster ham med, at nu er vi jo forenede i EU og der er ikke længere krig. “Nej gudskelov”, siger han, “Tænk på de stakkels mennesker i Ukraine”.
Cluj
Det var også historien, der fik os til at lægge vejen forbi Cluj-Napoca i Rumænien. På Moesgårds udstilling i 2022 “Ud af kaos” fandt vi en nøglefortælling fra folkevandringstiden med udgangspunkt i Cluj-Napocas historie, så vi tænkte det kunne være os til hjælp.
Vi er flere gange kørt gennem Rumænien uden rigtig at få “lukket det op”. Museer vi ville besøge har været lukkede, få har talt engelsk og vi har fundet meget lidt tilgængelig information på engelsk.
Det billede ændrede sig fuldstændigt i Cluj. Cluj er en universitetsby, og byen vrimler med unge, der rigtig gerne taler engelsk. “Cluj er ungdommens by, en by man gerne vil bo i, den mest trygge by i Rumænien”, fortalte en ung pige, der var kommet til Cluj fra Moldova for at studere.
De unge var overalt, på caféerne, på museet og på markedet, hvor de solgte kærlighedgaver i anledning af at var 1. marts. Man studerede, men samtidigt havde man jobs, der kunne financiere studierne.
Cluj har også et nationalmuseum, som vi besøgte. Det hedder Nationalmuseet for Transsylvanien Historie, og mindede os således om, at Rumænien som land er en konstruktion efter 1. verdenskrig, hvor Ungarn mistede 2/3 af sit territorium – herunder netop Transsylvanien. Eger og Clujs skæbne og historie har været tæt forbundet siden år 1000.
Turda
Turda er den sidste by vi gør et længere ophold i, inden vi sætter kurs direkte mod Kavala. Turda er mest kendt for sine saltminer.
Allerede romerne brød salt i minerne i Turda, og herefter har der været saltudvinding kontinuerligt frem til midten af 19´tallet.
Det har efterladt et gigantisk system af minegange og kæmpemæssige underjordiske gallerier, der virkelig er et besøg værd. I dag er minen et besøgscenter, der både er museum og eventpark.
Vores næste blogopslag kommer til at handle om vores ophold i Kavala, Grækenland
MG teams on tour til Grækenland
12. oktober 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til MG teams on tour til Grækenland
Fra Danmark til Grækenland
Vi er på tur sammen med Erling, Lisbeth, Jørgen og Lone, vores rejsefæller fra turen til Iran.
Denne gang går turen til Grækenland. Dette blogopslag handler om nogle af højdepunkterne fra vores tur fra Danmark til Grækenland.
Vi startede fra Danmark den 22. september 2022 og kørte med tog fra Hamburg til Innsbruck, derfra over Alperne og Dolomitterne til Slovenien. Efter en overnatning i Dolomitterne krydsede vi grænsen mellem Østrig og Slovenien gennem Ljubeljtunnelen i 1000 m højde.
Ude af tunnelen gjorde vi holdt ved et sært mindesmærke. Det viste sig at være et mindesmærke over alle de straffefanger, der under 2. verdenskrig var døde, da de af nazisterne blev tvunget til at bygge tunnelen. På den anden side af vejen lå ruinerne at den fangelejr, hvor de boede mens arbejdet stod på.
I Slovenien overnattede vi tæt ved byen Postojna på et hyggeligt lille pensionat Gril.
Kroatien
Turen ned langs Kroatiens vestkyst er utrolig smuk. Her er storslået natur, udsigt til sandøer og havne der bugner af store lystsejlere. Men ind imellem også lokale fiskere, der dyrker muslinger på snore og andet havbrug. Afstikkere ind i landet viser, at der også er en bagside af landet og at rigdommene er ulige fordelt.
Salona og Split
Vi tog en ekstra overnatning i byen Split. Som mange andre af byerne på Adriaterhavets østkyst med naturlige havne, er Split oprindeligt grundlagt som græsk bystat under navnet Aspalathos. Senere blev den illyrisk inden romerne erobrede området 168 f.v.t og gjorde den til hovedstad i den romerske provins Illyricum.
Romerne kaldte byen Salona. Den lå lidt oppe i bjergene og man kan stadig finde rester af byen, bl.a. det gamle romerske teater, hvor der blev festet med bl.a. gladiatorkampe. Teateret var bygget på samme måde som Colosseum i Rom, og man kan tydeligt se trappen, hvor de vilde dyr blev ført ind, og burene hvor de blev opbevaret, ind de blev sluppet ind i arenaen.
Teateret var også rammen om nogle at de sidste henrettelser af forfulgte kristne i år 305 under Kejser Gaius Aurelius Valerius Diocletianus. https://da.wikipedia.org/wiki/Diocletian.
Tæt ved teateret ligger et kapel til ære for de kristne martyrer fra perioden.
Kejserpaladset i Split
Kejser Gaius Aurelius Valerius Diocletianus var barnefødt i Salona. Som kejser besluttede han at opføre et kejserpalads helt ude ved kysten, i det der i dag er Split, hvor han levede tilbagetrukkent de sidste 11 år af sit liv.
Paladset måler 180 x 215 meter i grundplan og er omgivet af en mur med fire tårne og fire porte og rummer bl.a. hans gigantiske 8-kantede og 25 m høje mausoleum, der i dag udgør kernen i Splits katedral.
Efter Diocletianus død forfaldt paladset gradvist. Men da slavere og avarer omkring år 600 erobrede Salona flygtede befolkningen og forskansede sig bag slottets mure. Det tidligere palads forvandlede sig siden gradvist til en selvstændig bydel beskyttet af de tykke mure.
Inden for murene er tydelige spor af tidligere herrefolk, for hvem Split har været et centralt handelscenter på Adriaterhavets østkyst: Byzantinere, Venetianere (næsten i 800 år) og Østrig-Ungarere. Efter første verdenskrig blev Split en del af det Serbisk-Kroatisk-Slovenske kongedømme og efter anden verdenskrig af Jugoslavien.
Jeg var der første gang med mine forældre i 1963. Jeg husker området som en kæmpestor og ret forfalden udendørs basar, med tæpper, kurve og andre varer stablet op af bymurerne. Min mor, søster og jeg blev sat i pant hos en tæppehandler, mens min far bar det nyhvervede kelimtæppe hen til bilen, hvor det blev spændt fast på tagbagagebæreren. Herefter skulle han i banken og indløse en passende mængde rejsechecks, der skulle veksles til lokale dinarer før vi endelig kunne blive frikøbt.
I dag er paladsområdet forvandlet til en attraktiv bydel, der både er trækplaster for lokale, turister og filmindustrien. Mange scener fra Game of Thrones er optagen i Split – andre i det nærliggende Dubrovnik.
Mens vi var der, var der bryllup i katedralen. Et kroatisk – tysk par blev forenet ved en storslået bryllupsceremoni, tydeligvis en forening at to familier med magt over tingene.
Samtidig kunne vi gå på jagt i historien og genfinde rester af de gamle romerske templer for bl.a. Venus, Jupiter og Kybele. Gamle venetianske bygninger er indrettet til museer, andre gamle bygninger er i dag forretninger og caféer.
Diocletianus mausoleum er som nævnt ombygget til en katedral med et gigantisk klokketårn, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen.
Det hele fremstår smukt renoveret og for forunderlig vis er det lykkedes at bevare 2000 års skiftende arkitektur og utallige ombygninger i mange forskellige stilarter, og at få det hele til at gå op i en højere enhed inden for murerne af kejser Diocletianus gamle palads.
Der er sket meget, siden jeg besøgte Split første gang 11 år gammel i 1963.
Når man kører fra Split mod Dubrovnik har man hidtil skulle passere et lille stykke af Bosnien-Hercegovina. Men for fire måneder siden indviede man en bro over til halvøen Peljesac, så det nu er muligt at bypasse Bosnien-Hercegovina.
Montenegro
Palle og jeg er en gang før kørt gennem Montenegro og Albanien på vej til Grækenland, første gang var i 2013. Dengang kørte vi – som på denne tur – gennem Montenegro uden at gøre andre ophold, end dem man nu gør under en gennemkørsel: en kaffepause, en frokostpause og lidt fotosafari.
Erling havde glædet sig rigtig meget til at skulle ræse i Montenegros bjerge, sådan inspireret af James Bond i Casino Royale.
Montenegro er smukt, men fremstår som lidt af en fribytterstat. Alt er vist tilladt, hvis man bare har penge nok. Landskaberne langs landevejene domineres af kæmpe reklameskilte og spekulationsbyggerier, hoteller og kasinoer helt ud til kystlinjen. Verdensarvbyen og middelalderfæstningen Kotor er oversvømmet af krydstogtskibe og turister i et omfang, der nærmest gør den nærmest utilgængelig. Så ingen af os græd over, at det blev et kort besøg.
Albanien
Albanien var smukkere, renere og dyrere end da Palle og jeg kørte igennem det i 2013. Men det er stadig et billigt rejsemål af et europæisk land at være.
Vi boede på det samme hotel Rose Garden i Shkroder som for 9 år siden. Hotellet lignede sig selv, men værtsparret, der tog imod og dengang, er nu 88 og 90 år gamle. De bor stadig i en lejlighed i stueetagen, men nu er det børnene, der driver hotellet. Det er indrettet i en tidligere herskabsvilla, der har været i familiens eje i mange slægtled.
Det virker som om albanerne omsider har fået rystet mange års kommunistisk diktatur af sig, og at en ung generation af albanere arbejder sig op i en ny middelklasse.
Et eksempel på ”den nye middelklasse” møder vi i den familie, vi bor hos i byen Lin ved Orchid-søen i det nordøstlige hjørne af Albanien. Rosa og hendes mand mødte hinanden i Grækenland, hvor de begge arbejdede i turistindustrien i byen Pylos på Peloponnes. De er begge født i Albanien og manden kom fra Lin. Efter 10 år sammen i Grækenland flyttede de til Lin, hvor de overtog mandens familieejendom. I dag har de 2 børn, sønnen Jordan på 10 og datteren Sofia på 7 og driver et B&B i den nænsomt renoverede ejendom. For et par år siden købte de endnu en ejendom i byen ”Rosas Home”. Her bor familien nu selv og på første salen boede vi i tre fine værelser, hvor med eget toilet og bad.
Byen Lin har 1500 indbyggere, små butikker, skole, læge og posthus, og børnene går i den lokale skole. Flere familier har som Rosa åbnet dørene for turister. Rosa selv har god gang i forretningen og beskæftiger to niecer, men en bil ejer familien beklagelig vis endnu ikke.
Men byen har også mange ældre borgere, der kun lige har til dagen og vejen og som lever af lidt tuskhandel – blandt andet med de turister, Rosa trækker til byen.
Ca. 70 km fra Lin kørte vi over grænsen og ind i Grækenland.
Historietimen
28. april 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Historietimen
Vi er på vej hjemover. Efter besøget i Sparta kørte vi til Olympia og brugte to dage på at se nærmere på det antikke olympiske stadion og de 2 tilknyttede museer. Derfra kørte vi til Athen, hvor vi mødtes med børn og børnebørn lørdag den 9. april og sammen kørte vi til Peloponnes onsdag den 13. april og var samlet indtil påske mandag den 18. april.
Vi har haft et par lange køredage gennem det smukke og varierede græske landskab med masser af snoet bjergkørsel og overraskende store sletteområder i det indre fastland.
Vi har gjort holdt i det gamle Theben – nu Thiva, hvor Palle tog sig en lur, mens jeg besøgte et meget spændende museum. Vi overnattede i en lille og ret turistet kystby ved navn Kamena Vourla og boede på et hotel med udsigt lige ud til Det Ægæiske Hav. Desværre er vejret blevet koldt og regnfuldt, omkring 10 grader, så det var ikke ligefrem badevejr.
Vi har brugt noget tid ved Thermopylæ og hvor vi så stedet for det berømte slag mellem den Persiske hær på mange 100.000 soldater og ca. 1000 grækere, heraf 300 spartanere med kong Leonidas i spidsen. Derfra kørte vi videre i indlandet ca. 300 km, vi kørte forbi bjergkæden Olympen med det højeste punkt Mytikas 2911 m.o.h. Med evig sne, og altid indhyllet i skyer, ligger de bjerge, hvor de græske guder tog bolig, vist nok omkring år 1000 f.v.t. Herfra er vi kørt til landsbyen Vergina, der ligger oven på det Makedonske kongeriges vigtigste kongeby Aigai med alle kongegravene.
Vi har efterhånden fået skabt os et overblik over Grækenlands historie, så nu er tiden kommet til en historietime.
På museet i Thiva (tidligere Theben) var en historisk oversigt, der kan bruges som skelet til en oversigt over hovedlinjerne i Grækenlands historie.
6.800 – 3.200
Neolitisk periode
Det er fra den periode, hvor vi kender de første bysamfund. Langt de fleste fund er sten og keramik, men perler, guld og kobber er også bland fund fra denne periode. Ligeledes er nogle af de ældste lag fra Troja, Olympia og Theben fra denne periode med apsis-formede huse, væve og dragter af uld.
3.200 – 2.000
Tidlig Bronzealder
Det er i den periode, man arbejder med legeringer af metaller og forfiner kobber til bronze, som muliggør helt nye typer af våben og redskaber.
I perioden finder vi også de første skriftskulturer i bl.a. Babylonien og Ægypten.
Fund fra perioden er ex. Priams guldskat fra Troja.
2.000 – 1.700
Mellemste Bronzealder
Perioden er minorernes storhedstid. Sporene efter minorerne i Grækenland er flest på Kreta, men også ved de mykenske borge er spor efter en tidligere minorisk bosættelse. Især har vi set det ved Mykene og Theben. Tyren og kvindefigurer med slanger spiller en helt central rolle i den minoriske kultur, og der er fundet mange vægmalerier fra perioden. Minorerne var et semitisk talende folk og der er fundet enkelte linear-A tekster fra Kreta.
1.700 – 1.600
Mykensk civilisation
Mykenerne er et indoeuropæisk folk, der velbevæbnede indvandrer til Grækenland og gradvis udkonkurrerer minoerne, overtager og udbygger deres paladser og udvikler en ny græsk kultur, der delvis udkonkurrerer og delvist integrerer den minoriske kultur.
1.400 – 1.200
Mykensk Paladskultur
Igennem 400 år blomstrer den mykenske paladskultur omkring paladser i Argos, Tiryns, Mykene, Sparta, Pylos og Theben og mange andre steder. Perioden er præget af stor rigdom, kulturel opblomstring og masser samhandel både mellem paladserne med også over middelhavet med egyptere, hittitter, babylonier og fønikier. Linear B skriften blev almindelig brugt til at holde regnskab med lagerbeholdninger og indkommende og udgående varer og gaver. I Theben er fundet mere end 42 cylinderformede segl fra forskellige leverandører, der er kommet sammen med varer eller gaver. I paladskulturen lå paladserne øverst på matriklen (akropolisen), mens kultpladserne lå i forbindelse med gravpladserne. Man byggede ikke templer i paladsperioden.
Den minoriske tradition med vægbemaling og dekoration af paladserne blev videreført.
1.200 – 1.050
Paladskulturens undergang
Man ved ikke med sikkerhed, hvad årsagen var til Paladskulturens undergang. Det har nok været en kombination af krig, sørøveri, indbyrdes rivalisering, klimaforandringer (det blev koldere), oprør og jordskælv. En kendsgerning er det at alle paladserne blev nedbrændt i den periode. Derfor er ganske mange lertavler med linear-B tekster bevaret, og derfor ved man med sikkerhed, at mykenerne var græsksprogede og dermed indoeuropæisk folk.
1.050 – 700
Før-geometrisk og geometrisk periode
Tidligere blev denne periode omtalt som ”den mørke periode”, fordi der ikke findes skriftlige kilder fra perioden og fordi den græske kultur ikke manifesterer sig i denne periode, der markerer overgangen mellem bronze og jernalderen.
Men i dag har arkæologernes arbejde kastet lys over den mørke periode og det er muligvis svært at sætte en skarp skillelinje mellem den geometriske og den arkariske periode.
De væsentlige forandringer fra paladskulturen til den geometriske periode er en ny organisering af det offentlige liv i bystater og det er i den periode de orientalske guder med Zeus i spidsen træder ind på scenen og templerne erstatter kultpladserne.
Homers episke digte, der introducerer gudeparnasset er fra denne periode, og det er her vi får de første olympiske lege og den pan-helleniske identitet etableres.
700 – 480
Den arkaiske periode
Den arkaiske periode er kendetegnet af etableringen af de græske oversøiske kolonier omkring Sortehavet og Middelhavet helt over til den spanske kyst. Det er i denne periode, at den græske kultur udbredes til bl.a. etruskerne, makedonierne og thrakerne, der både overtager det græske skriftsprog og de græske guder og myter. Det er her, oraklerne får deres storhedstid og at Lydierne slår de første guldmønter. Men det er også i denne periode, filosofferne og historieskriverne kommer på banen, og hvor Homers episke digte afløses af lyrisk poesi. Endvidere får man for første gang nedskreven love og et civilretsligt system.
Tidspunktet for afslutningen af perioden er også tidspunktet for afslutning af Perserkrigene.
479 – 323
Klassisk periode
Den klassiske periode er en urolig tid. Efter opgøret med Perserne opstår der en stadig rivalisering mellem bystaterne, ikke mindst på grund af forskellige syn på den rigtige styreform.
Athens storhedstid er i denne periode, hvor den klassiske kunst forfines, det skrives tragedier og bygges kolossale teatre og filosoffer som Sokrates og Platon udvikler deres tanker og Platon får sit akademi i Athen og Aristoteles begynder systematisk at kortlægge plante og dyreliv på Lesbos.
Det er også i de år Sparta mister sin betydning som toneangivende militærmagt.
Periodens afslutning markeres ved Aleksander den tredje den stores død. På det tidspunkt er Makedonien blevet den førende militærmagt i Grækenland og det persiske rige besejret.
323 – 31 f.v.t.
Den Hellenistiske periode
Efter Aleksander den stores erobring af Perserriget spredes den græske kultur til hele Mellemøsten og Asien og helt over til Indien.
I samme periode får romerne gradvist det militære overtag, først over Makedonien i 168 f.v.t. og derefter over hele det græske fastland og de Ioniske bystater. Men også Romerriget er forankret i den græske kultur, selv om der sker en gradvis latinisering.
Årstallet 31 f.v.t markerer året for Augustus endelige overtagelse af magten i det samlede Romerrige.
31 f.v.t – 330 e.v.t.
Den romerske periode
Grækerne bevarer en særstilling i Romerriget, hvor det græske sprog næsten er ligestillet med latin og den græske kultur lever videre, men hvor den politiske magt er forankret i Rom.
330 – 1204
Den byzantinske periode
Perioden starter da Kong Konstantin erklærer Kristendommen for statsreligion i Romerriget og flytter hovedstaden til Konstantinopel. Efter Roms fald fortsætter grækerne med at være samlet under den østromerske kejser frem til det 4. korstog 1204.
1204 – 1460
Perioden med vestligt overherredømme
Stort set hele det græske fastland falder til frankerne og siden venetianerne i forbindelse med det fjerde korstog. Perioden slutter 7 år efter at Konstantinopel er faldet til osmannerne og Det Østromerske Rige (Byzans) ikke længere eksisterer.
1460 – 1830
Den osmanniske periode
Perioden starter da Osmannerne får fodfæste på det græske fastland, men det er først i 1715, at osmannerne har kontrol over hele det græske fastland og de mange græske øer. Perioden slutter da det selvstændige kongerige Grækenland kan udråbes i 1830 med den tyske prins Otto som konge.
De olympiske lege i antikken
28. april 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til De olympiske lege i antikken
De olympiske lege fra 776 f.v.t – 393 e.v.t
Den første olympiade blev afholdt i 776 f.v.t. til ære for Zeus og olympiader blev efterfølgende afholdt hvert 4. år i 1169 år – ifølge kilderne uden en eneste afbrydelse.
Olympisk fred
En af årsagerne til, at legene kunne gennemføres kontinuerligt var, at der under legene herskede olympisk fred. Det vil sige at de indbyrdes krige mellem de græske bystater blev sat på pause i den periode, hvor legene varede.
En del af fortællingen om Leonidas heroiske kamp mod perserne ved Thermopylæ er (ifølge museet i Sparta), at Leonidas drog i kamp med 300 spartanske krigere, der alle allerede havde fået en søn, for at bremse persernes fremrykning, indtil hovedstyrken kunne nå frem. Det var ren opofrelse, ingen regnede med at overleve. For perserne angreb nemlig netop under en olympiade, og den måtte ikke forstyrres.
Kun for græske mænd
I datidens forståelse var legene en genoptagelse af en gammel mykensk tradition og en markering af, at en ny storslået græsk æra var begyndt. Den olympiske by er da også bygget ved et tidligere mykensk kultanlæg med begravelsesplads.
For at deltage i legene skulle man være en fri græsk mand. Slaver og barbarer kunne deltage som tilskuerne – stadig var det dog kun for mænd.
Mændene konkurrerede nemlig nøgne og det var ikke et syn for kvinder, der kunne idømmes dødsstraf for at overvære begivenheden.
Der er en fortælling om en kvinde, der forklædte sig som træner, fordi hun så meget ønskede at se sin søn deltage i et løb. Skæbnen ville, at sønnen vandt og hun blev så grebet af begejstring, at det afslørede hende. Hun blev dog ikke dømt til døden, men fremover blev det bestemt, at også trænerne skulle være nøgne, så episoden ikke kunne gentage sig.
Fejring af Zeus
Olympiaden var en Pan hellenistisk begivenhed til fejring af Zeus. Derfor er Zeus-templet helt centralt på pladsen, men der har øjensynligt endnu tidligere ligget er Heratempel, og Hera spillede en central rolle i fejringen af de vindende atleter. I en periode blev der også afholdt olympiske lege for kvinder, hvor Hera var i centrum. Disse lege lå forskudt i forhold til mændenes lege og blev ligeledes afholdt hvert 4. år.
Ved de første lege var løb den eneste disciplin og begivenheden varede en dag. Snart kom hestevæddeløb, brydning, boksning med og senere 5-kamp.
En begivenhed, der afholdes løbende gennem næsten 1200 år, udvikler sig gennem tiderne. Men som nu var der dengang en olympisk komite, der havde sæde i byen Elis og som styrede begivenhederne med hård hånd. Og efterhånden som legene udviklede sig til en 5-dages begivenhed, blev der stillet større og større krav til logistikken omkring legene.
Forberedelser til legene
Det var de enkelte bystater, der udvalgte de sportsudøvere, der skulle have lov til at deltage i legene. De skulle møde i byen Elis en måned før begivenhedernes start og træne sammen og vise deres dygtighed. Var de ”under standard”, syge eller på anden måde ukampdygtige, fik de ikke lov til at stille op. På den måde sikrede man kvaliteten af legene.
Det betød, at der var træningscentre, overnatningsmuligheder m.v. i byen Elis.
To dage før legenes start gik man så i position fra Elis til Olympia og havde en overnatning undervejs ved en hellig kilde.
Det olympiske stadion blev også over årene udbygget, så man fik overnatningsmuligheder til sportsudøvere, trænere og komiteens medlemmer, køkken og spisefaciliteter, træningsfaciliteter, bade m.v. ud over selve det olympiske stadion. Især i den romerske periode var der mange moderniseringer, blandt andet blev der lavet anlæg med varme bade og spise og sovefaciliteter blev udbygget.
Tilskuerne måtte klare sig ved at overnatte i teltlejre ved den nærliggende flod.
Konger og Kejsere
Blandt tilskuerne var de græske konger og senere de romerske kejsere. I alt fald to gange var de også deltagere i legene. Kong Philip II fra Makedonien vandt i hestevæddeløb i 356 f.v.t.
Kejser Nero deltog i legene i 67 e.v.t. bl.a. i hestevæddeløb. Og selv om han ikke gennemførte løbet blev han erklæret vinder. Ingen turde overgå ham. I den forbindelse blev en af helligdommene på pladsen ombygget til en pragtvilla, hvor kejseren kunne bo sammen med sin smukke unge kone.
Sidste olympiade var i 393 e.v.t. Legene blev afskaffet af den kristne kejser i Konstantinopel, da legene blev opfattet som en hedensk begivenhed.
Slaget ved Thermopylæ
22. april 2022 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Slaget ved Thermopylæ
Thermopylae er et område i Grækenland mellem Thessalia og Lokris, ca. 136 km nordvest for Athen, hvor der i antikken fandtes en passage ud til havet.
Denne passage var i året 480 f.v.t. stedet for en græsk modstands kamp mod en stor persisk hærstyrke, der kom nordfra.
Stedet er der stadig i dag, men havet har nu trukket sig længere væk fra kysten, og efterladt et bredt landområde, der ikke eksisterede dengang. Men der er både et mindesmærke og et informationscenter, der fortæller om dette sted.
Baggrund
Grækerne havde indgået et forbund mellem flere græske bystater mod de fremrykkende persiske styrker. Det var ikke første gang græske bystater var på kant med det store persiske rige, der strakte sig fra Indien i øst til Middelhavet, og sydpå til Egypten med i alt 26 folkeslag. Det var verdens største rige. Men i det græske fastland var modstanden stor mod at underlægge sig dette storrige. Derfor var flere bystater gået sammen for at forsvare sig mod perserne.
De græske bystater på kysten ved Lilleasien (nu Tyrkiet) havde alle haft valget mellem at tilslutte sig perserriget eller blive ødelagt. Da de gjorde oprør med støtte fra det græske fastland, invaderede perserkongen Darios den Store Grækenland gennem Makedonien, men led nederlag til Athenerne og deres forbundsfæller ved Maraton i 490 f.v.t..
Slaget ved Thermopylæ
I 480 f.v.t. forsøgte perserne igen nu under ledelse af perserkongen Xerxes at invadere fastlandet. De kom både nordfra på land, hvor de var gået over Hellespont ved Dardanellerne i det nuværende Tyrkiet via to pontonbroer de konstruerede over det smalle stræde og derfra ind i Thrakien og Makedonien, men også via søvejen sydfra med en stor flåde af skibe, der sejlede op langs Lilleasiens kyst.
På land have perserne således samlet en stor landstyrke på sletten nord for bjergpasset Thermopylæ. Grækerne havde slet ikke samme styrke, men forsøgte at spærre fremrykningen
I spidsen for en lille gruppe stod kong Leonidas af Sparta med 300 spartanske krigere og 700 Thespaliere.
Passagen var kun ca. 15 m bred. Perserne rykkede først frem med en styrke af folkeslag under Perserriget. Det lykkedes den lille græske styrke at nedkæmpe denne. Derefter satte den persiske kong Xerxes sin elitestyrke ind. Også denne blev nedkæmpet af spartanerne. Presset var dog voldsom og spartanerne samledes derfor på en mindre høj fast besluttet for at kæmpe til sidste mand. Persene satte nu deres frygtede artilleri i form af bueskytter ind. Med en pileregn og efterfølgende bagholdsangreb blev alle de græske soldater dræbt sammen med Kong Leonidas af Sparta.
Men deres indsats blev efterfølgende hædret fordi det betød at den græske flåde, under ledelse af Thermistokles, der var meget mindre end den persiske ved en række træfninger og strategiske manøvre slog perserne i søslaget ved Salamis.
Tilbagetrækningen
Det betød at perserkongen Xerxes trak sig tilbage til Asien og overlod det til hærføreren Mardonius at fuldføre erobringen af Grækenland. Athenienserne flygtede fra byen Athen, der blev rømmet inden perserne nåede frem og afbrændte byen.
Modet var stort blandt de græske bystater og ønsket om at slå perserne lige så stort.
Det følgende år 479 blev resten af den persiske hær slået ved Platæa og den persiske flåede i slaget ved Mycale. Herefter forsøgte perserne ikke siden at erobre det græske fastland.
Derimod var ødelæggelserne på det græske fastland og tørsten for at hævne stor og medførte mere end 100 år efter, at den makedonske konge Philip II og hans søn Aleksander (Den Store) at indtage hele det store Perserrige i en alliance med en række græske bystater.
Myternes fortællekraft
8. april 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Myternes fortællekraft
Argos regnes som Grækenlands ældste by, og myterne om Argos står i kø for at blive fortalt.
Vi har været her før, og vi har også tidligere skrevet på bloggen om især Mykene. Inden vi tog hjemmefra læste vi Villy Sørensens gendigtning af Odysseus eventyr højt for børnene. Hvis du hører til dem, der ikke har haft oldævl i gymnasiet, så må vi lige forklare:
Agamemnon var ifølge Homer konge i Mykene og han var hærfører for en græske hær, der i 10 år belejrede Troja, for at hente den skønne Helena hjem. Helena var gift med Agamemnon’s bror Menelaos, der var konge i Sparta, men var blevet bortført af prins Paris fra Troja. Prins Paris havde nemlig været dommer i en skønhedskonkurrence mellem de tre gudinder Hera, Afrodite og Athena, og Afrodite havde lovet Prins Paris, at hvis han gav hende det gyldne æble, så ville hun sørge for, at han blev gift med verdens smukkeste kvinde.
Der var bare det lille problem, at verdens smukkeste kvinde allerede var gift med Menelaos.
Med i felttoget foruden Agamemnon og Menelaos var Odysseus, der var konge over øen Ithaka og Nestor, der var konge over Pylos.
Disse begivenheder blev beskrevet af Homer i to værker fra ca. 700 f.v.t Iliaden og Odysseen.
Alle hovedpersonerne i Homers værker boede på Peloponnes. Vi har på vores vej besøgt Argos, hvor det hele startede og de fire Mykenske borge, der er grundstoffet i fortællingerne, Mykene, Tiryns, Sparta og Pylos. Vi har også besøgt øen Ithaka og nedgangen til Hades ved floden Styx udløb.
Vi har undervejs prøvet at få styr på de mange græske myter, der går forud for Homers fortællinger. En vigtig kilde til dette har været Leo Hjortsø’s bog Græske guder og helte, som har været vores godnat-læsning på turen.
Argos – altings begyndelse
Det hele startede i Argos med det argivinske kongehus.
Stamfaderen til det argivinske kongehus var ifølge de græske myter floden Inachos, og flodguden af samme navn.
Han indførte dyrkelsen af Hera og gjorde sin egen datter Io til hendes præstinde.
Men hvem andre end Zeus forelskede sig i Io. Og selvfølgelig blev Hera rasende, forvandlede hende til en kalv og jog hende til Egypten. Her nedkom hun med Epafos, og han blev stamfar til både de egyptiske, lybiske og fønikiske konger. En af Epafos sønner fik tvillingerne Aigyptos og Daneos, og de herskede sammen over Nildeltaet.
Aigyptos fik 50 sønner og Daneos fik 50 døtre.
Men selvfølgelig kunne de to brødre ikke enes, så Daneos flygtede med sin familie tilbage til Argos, hvor han som retmæssig efterkommer af Io (og Zeus) blev konge.
Men hermed var dramaet ikke slut. Aigyptos og Daneas søgte forsoning, og den skulle besejles med et bryllup mellem Aigyptos 50 sønner og Daneas 50 døtre.
Daneas udstyrede nu sine 50 døtre med hver sin kniv, og beordrede dem til at myrde deres mænd på bryllupsnatten. Det gjorde de 49 af døtrene.
Det overlevende par var Lynkeus og Hybermestra. Lynkeus blev forsonet med kong Daneas og dennes efterfølger på tronen som konge over Argos.
Parret fik tvillingerne Akrisios og Proitos.
Perseus
Proitos blev konge i Tiryns, hvis vældige mure, man kan se den dag i dag, ifølge sagnet skulle være bygget af ham.
Akristos blev i Argos og blev konge der. Han fik en datter, der hed Dánae efter sin oldefar. Nu følger flere dramatiske begivenheder, der også involverer Apollon og oraklet i Delfi og en indespærring af Dánae i et tårn. Så slår Zeus til igen og befrugter den smukke indespærrede kongedatter, der nedkommer med en søn, der får navnet Perseus.
Perseus går igennem en masse prøvelser, det er bl.a. ham, der hugger hovedet af Medusa, men ender med at komme tilbage til Argos og blive konge der. Imidlertid bryder han sig ikke om Argos, og bytter derfor kongedømmet med Proitos, som nu bliver konge i Argos.
Perseus lever derefter næsten lykkeligt i Tiryns med sin kone Andromeda og sin svigermor Kassiopeia, og efter hans død bliver de tre til stjernebilledet Kassiopeia.
Pelops
Pelops er den sagnkonge, der har givet navn til Peloponnes. Han var søn af den lydiske kong Tantalos, der nød de olympiske guders gunst og derfor var inviteret til middag på selve Olympen.
Men han misbrugte gudernes tillid, og ved bordet stjal han gudernes nektar og ambrosia. Han begyndte at mistro gudernes visdom og for at prøve dem, inviterede han dem til middag på slottet i Lydien, hvor han for dem serverede sin egen søn Pelops for dem tilberedt som en ragout.
Det gennemskuede guderne selvfølgelig. De beordrede derfor Hades til at hente Pelops op fra dødsriget, samtidig med at den udødelige Tantalos blev dømt til fortsat liv i evige kvaler.
Således genopstået hørte prins Pelops i Lydien om en smuk prinsesse, der var datter af Kong Oinomaos, hvis kongedømme var provinsen Elis på Peloponnes.
Prinsesse Hippodameia var meget ombejlet, men kong Oinomaos havde den dårlige vane at slå hendes bejlere ihjel, måske fordi han havde fået en spådom om, at han en dag skulle falde for sin svigersøns hånd. Teknikken han brugte var hver gang den samme, han indbød bejlere til en konkurrence i hestevædeløb, gav ham et forspring og stak ham så ned bagfra med sin lanse.
Prins Pelops skytsgud Poseidon gav Pelops en gylden vogn med fire bevingede heste, så han kunne komme standsmæssigt til Elis og melde sig som bejler.
Prinsesse Hippodameia blev straks så forelsket i Pelops, at de sammen bestak kongens kusk Myrtilos til at løsne naglerne på kongens stridsvogn inden løbet, og på den måde kom Myrtilos af dage, og Pelops blev gift med prinsessen og konge over Elis.
Hippodameia og Pelops fik mange børn, der blev konger over forskellige egne af Peloponnes. Nogle af deres sønner blev gift med Perseus døtre, og dermed blev de også konger over Argos og Tiryns. Men alt dette skete selvfølgelig ikke uden et utal af mellemspil, forbandelser og intriger.
Disse forbandelser forfulgte de to sønner, der senere blev konger i Mykene, Argos og Tiryns, brødrene Atreus og Thyeste.
Mykene
Mykene var ifølge Homer bygget af Kykloper. Ingen andre levende skabninger kunne tumle sten af den størrelse, mente man på hans tid.
Den første sagnkonge vi hører om på Mykene hedder Eurystheus. Han var af Perseus slægt. Men at det blev ham der fik kongeværdigheden – og ikke Zeus søn og helten Herakles skyldtes alene Hera’s list.
For Zeus havde igen været på elskovseventyr. Denne gang havde han haft er affære med Perseus underskønne barnebarn Alkmene.
Alkmene var godt nok en gift kvinde, men manden var på felttog, så Zeus forklædte sig som ægtemand og besøgte den kærlighedshungrende kvinde. Det blev en god nat, og da Zeus er gud over nat og dag og kan hvad han vil, gjorde han natten tre gange så lang. Da det blev morgen og han havde sagt farvel, dukkede den rigtige ægtemand op. Det blev til endnu en hed elskovsnat, og resultatet blev tvillingesønner. Herkules som Zeus var far til og Ifikles, som Amfitryon var far til.
Efter natten og inden Alkmenes nedkomst proklamerede Zeus, at den prins, der nu skulle fødes som den første efterkommer efter Perseus, Kongen af Tiryns, skulle herske over denne by og Mykene og alle Perseus’ efterkommere skulle lyde hans bud.
Hera var rasende, og hun vidste at Zeus ord stod ved magt. Men så opdagede hun, at Perseus havde er svigerdatter, der også var gravid. Hun fik nu fødselsgudinden til at forsinke Alkmenes fødsel, mens hun selv fremmede Nikippes. Og således kom Eurystheus til verden før Herkules og blev konge over både Tiryns og Mykene. Og Herkules måtte altså i stedet lyde hans bud.
Her skal ikke berettes mere om Herkules ufattelige trængsler, som tæller nogle af antikkens mest spændende heltesagn.
Atreus og Thyeste
I stedet vender vi tilbage til fortællingen om brødrene Atreus og Thyeste og om Astreus to sønner Agamemnon og Minelaos, der tilbragte 10 år af deres liv i krig i Troja, hvor krigsmålet var at hente Minelaos smukke kone hjem, som prins Paris med hjælp af Afrodite havde bortført.
For det er naturligvis ikke uden grund at det fantastiske gravkammer, der ligger lige uden for Mykenes mure hedder Astreus skatkammer.
Vi ved ikke meget om Eurystheus ud over, at Herkules måtte trælle for ham i 12 år. Men øjensynligt døde han ugift og barnløs. Derfor tog borgerne på Mykene til Delfi for at spørge Apollon om, hvad de skulle gøre. Oraklet svarede, at de skulle finde den ny konge i Argos.
Kongerne i Argos var brødrene Atreus og Thyeste. Oraklet havde ikke sagt noget om, hvem af dem, det skulle være.
Atreus var gift med Aerope, en kongedatter fra Kreta. Men ak, Aerope forelskede sig i Thyeste og bedrog Atreus på det skammeligste. Hun gik så vidt som at forære ham Atreus kæreste eje, et lammeskind af det pureste guld. På den måde gik det til, at Mykenes borgere valgte Thyeste til konge. Men nu greb Zeus ind til fordel for Atreus og forlangte omvalg. For at overbevise borgerne lod han Atreus udføre et mirakel, der fik solen til at bevæge sig fra vest til øst.
Atreus blev nu konge over Mykene og forviste Thyeste fra Argolis.
Næste del af historien er for grusom til at blive fortalt her. I fortællingen indgår både barnemord, kannibalisme, incest, voldtægt og fadermord.
Men udfaldet blev at Atreus blev myrdet og Thyeste blev konge over Mykene igen for en stund og Atreus to sønner Agamemnon og Menelaos flygtede til Sparta hos den mægtige kong Tyndaros.
Leda og svanen
Kong Tyndaros var lykkelig gift med Leda og de havde flere børn. Men også Zeus havde et godt øje til Leda. Denne gang forvandlede han sig til en svane og i svanens skikkelse hyggede han sig med den kælne og godtroende Leda.
Af det bekendtskab kom der to børn Helena og Polydeukes. Tyndaros og Leda havde som sagt flere børn, heriblandt datteren Klytaimestra.
Kong Tyndaros tog godt imod de to kongesønner, der også blev hans svigersønner. Agamemnon blev gift med Klytaimestra og Menelaos med den skønne Helena. Kong Tyndaros stillede også en hær til rådighed, så de kunne generobre Mykene fra Thyeste. Da hans egne sønner faldt i krig, så ender denne del af historien med, at Agamemnon blev konge i Mykene og Menelaos i Sparta.
Vi er nu der, hvor fortællingen om krigen mellem Grækerne og Troja begynder, nemlig ved Menelaos kongeborg i Sparta, hvor prins Paris kommer sejlende og med Afrodites hjælp bortfører den smukke Helena. Hvor grækerne ender med at besejre trojanerne, og hvor Nestor og Menelaos med Helena kommer vel hjem til henholdsvis Menelaos borg ved Sparta og Nestors borg ved Pylos.
Agamemnons endeligt
Agamemnon kom anderledes galt afsted, da han kom hjem til Mykene fra Troja. Under hans fravær havde Klytaimestra nemlig forelsket sig i Thyestes søn Aigisthos, der nu både var konge og ægtemand.
Derfor beredte de en varm velkomst til Agamemnon, da der gik rygter om, at han var på vej tilbage til Mykene. ”Slagtet som en okse ved krybben af min kone”, berettede Agamemnon til Odysseus, da han på vej hjem til Ithaka opsøgte de dødes rige ved Nekromanteion.
Odysseus vender hjem
Da guderne besluttede, at nu var tiden inde til at Odysseus kunne vende hjem til Ithaka, da steg Athene ned fra Olympen og opsøgte Odysseus søn Telemachos i Odysseus kongsgård og opfordrede ham til at rejse ud og lede efter sin far. Telemachos sejler fra Ithaka til Pylos og opsøger der Nestor på hans borg, hvorefter Nestor sender ham videre til Menelaos og Helenas borg i Sparta, da han mener, de må have de seneste nyheder om Odysseus færd.
Telemachos vender tilbage til Ithaka uden at have mødt sin far, men kort tid efter dukker Odysseus op fra havet og fortæller Telemachos om sine eventyr.
Hermed er vores ring sluttet. Vi har på vores vej i denne rækkefølge besøgt: Nekromanteion ved indgangen til Hades, øen Ithaka, Argos, Tiryns, Mykene, Menelaos borg ved Sparta og Nesters borg ved Pylos.
Det er umuligt at undervurdere myternes fortællekraft og deres betydning for hele middelhavskulturen og for, at der i dag er et Grækenland.