Helleristninger på Bornholm

12. juli 2024 | Posted in Hjemme | By

– Skibe, en grådig lodsejer og en død hare

Helleristninger er en af vores vigtigste indgange til at forstå Bronzealderen. Ved hjælp af 3.500 år gamle ristninger af skibe og mennesker, soltegn og jagtscener får vi billeder, der sammen med arkæologiske fund giver os viden om, at bronzealdermennesket var rejsende og havde viden og udsyn om datidens verdensbilleder og religiøse ritualer helt ned til Middelhavet.

Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor der er heller (flade klipper) i lighed med dem vi ser i Sverige og Norge – og som formodes at have været bagtæppet for religiøse ritualer. Men på Bornholm er også fundet ristninger på løse klippesten og klippevægge. Nogen helt tilbage fra Jernalderen.

I 2023 var vi i Bohus Len i Sverige, hvor vi i 4 dage studerede svenske helleristninger og de svenske forskeres fortolkninger af de gamle tegn. 

I år var vi en tur på Bornholm, hvor vi boede i Allinge og fik lejlighed til at se et par af de Bornholmske helleristninger på Storløkkebakken og Masdebakken.

Stenbrud

Området ved Allinge og omkring Hammeren på Bornholm er berømt for sine stenbrud – en af øens vigtigste indtægtskilder i sidste del af 1800’tallet og første halvdel af 1900’tallet. 
Stenbruddene har både været godt og skidt, når vi taler om helleristninger.
Man må formode, at en del helleristninger er blevet sprængt væk uden overhovedet at være blevet opdaget. 

I 1884 og efterfølgende i 1893 fandt man i et stenbrud på Store Masdebakke nogle af Bornholms fineste helleristninger. Desværre kunne Nationalmuseet og lodsejeren ikke blive enige om en fredning eller en pris, da Nationalmuseet ønskede at købe området. Forhandlingerne gik i hårdknude og den grådige lodsejer sprængte stenene bort.

Resterne af stenbruddet ved Store Masdebakke

Stenbruddet ved Store Masdebakke

Forinden var helleristninger blevet tegnet af, så motiverne er bevarede. 
Senere fandt man helleristninger ved Lille Masdebakke, som i dag er fredede og bevaret for eftertiden.

Helleristningerne ved Lille Masdebakke

Hellerne med ristningerne har været religiøse samlingssteder gennem flere tusinde år, og omkring hellerne er fundet genstande, man regner med har været anvendt i forbindelse med ritualer. Lige ledes er den fundet grave fra mange forskellige årgundreder, nogle så nye som 400 e.v.t.

Helleristningerne ved Storløkke blev fundet i 1929, lige ledes i forbindelse med sprængning af sten. Der er i det hele taget fundet helleristninger på rigtig mange lokationer på Bornholm.

Ristninger ved Storløkkebakken

http://bornholmsoldtid.dk/bronzealder/a-kort-og-information-af-bornholms-helleristninger/

Naturoplevelser

At gå på jagt efter helleristninger byder samtidig på mange naturoplevelser. Man kommer steder hen, man ellers aldrig ville have fundet.

På vej til Masdebakken kom vi forbi en død hare, der lå på stien. Naturvejlederne siger altid, at vi mangler døde kadavere i den danske natur. Så det burde vi sætte pris på, Men det havde nu ikke gjort noget, hvis den havde ligget og spredt stanken af forrådnelse lidt længere væk fra stien.

Read More...

Lysets Land

18. april 2020 | Posted in Hjemme | By

Historieskrivning med Nanna

Lysets Land

Engang for længe siden var der en landsby, der hed Lysets Land. I landsbyen var et palads og i paladset boede kongen og dronningen og deres søn – prins Alfor. I landet boede mange fantastiske væsener. Feer, drager og enhjørning fløj sorgløse rundt i gaderne og markedet sprudlede af liv. Indbyggerne i byen blev derfor kaldt for lysvennerne. I byens hjerte var en krystal, hvis kraft betød, at byen altid lå badet i lys. Ville man have mørke, skulle man gå inden for i husene og trække gardinerne for.


Porten til Lysets land

Kongen havde 4 lysets beskyttere. De hed Athena, Olivia, Bastian og Nanna. De var flyvende væsener, der svævede over byen og holdt øje med, hvad der skete.

Athena havde slimkraft. En slimkraft, der var så stærk, at den kunne binde alting sammen.

Olivia havde fe-kraft. Med den kunne hun gøre folk usynlige og hun havde selv evnen til at skyde med pile mens hun fløj. Når hun ønskede kunne hun ved hvert vingeslag skyde en serie pile afsted.

Bastian havde en beskyttende kraft. Han kunne slå et magisk skjold ud over en hvilket som helst lysven, som så var beskyttet mod onde kræfter.

Den sidste af de fire beskyttere hed Nanna. Hun var deres leder. Hun havde magt over tiden og livet. Hun kunne skubbe verden fem sekunder tilbage i tiden. Hun kunne hele syge og give ekstra liv. Hun kunne tage form af alle mulige dyr og væsener.

Naboriget hed Mørkets Land. Her herskede heksen Sorte Isa. Sorte Isa havde is-kræfter. Selv om hun ikke brugte sine is-kræfter, blev alt hvad hun rørte ved sort og grimt. Sorte Isa kunne ikke holde alt det lys og al den glæde, der strålede fra nabolandet ud. Hende eneste tanke var, at hun skulle have fat i den krystal, der bankede i hjertet af Lysets Land. Hun drømte hver nat, at hun kom så tæt på den, at hun kunne fryse den, så den kun kunne udstråle mørke.

Den forvildede enhjørning

En dag havde en enhjørning fra lysets land forvildet sig ind i Mørkets Land. Sådan fik Sorte Isa en mulighed for at realisere sin drøm.

Hun tog bolig i enhjørningen og begav sig til porten til Lysets land. Da hun kom til kongerigets port og bankede på, lukkede to af kongens soldater porten op.


Sorte Isa som enhjørning

Sorte Isa – der jo nu havde bolig i enhjørningen – fortalte, at den var på flugt fra Mørkets Land, fordi Sorte Isa havde frosset dens landsby til is.

For at komme ind i Lysets Land, skulle man tegne tegnet for hjertets magi. Heldigvis for Sorte Isa så enhjørningen tegnet. På den måde kom hun ind i Lysets Land.


Tegnet for hjertets magi

Nanna, Bastian, Olivia og Athena flyver rundt om kongepaladset og leger flyve-tagfat, da Nanna pludselig opdager, at den enhjørning, de længe ikke havde kunne finde, er kommet tilbage.

De flyver ned for at spørge den om, hvor den har været henne, da de opdager, at der er noget helt galt. Den hjemvendte enhjørning går rundt og hilser på alle sine venner, men hver gang den har berørt en af lysvennerne med sit horn, farves lysvennen på et øjeblik sort, og kort efter flyver den op og bort med lange sorte vingeslag.


En fe er ramt af Sorte Isa’s kraft

Nanna siger til lysets beskyttere, at de skal gemme sig og holde øje med, hvad der sker. De skal finde ud af, hvad der sker med lysvennerne eller hvor de flyver hen.

Nanna følger en drage med øjnene, og hun opdager, at slimet løber ud af munden på den. Nanna beder Olivia om at trylle dem alle sammen usynlige, så de kan følge efter dragen. De opdager, at den flyver ind i Mørkets Land. Nanna siger, at de ikke skal flyve efter den ind i Mørkets Land. Det er bedst, de vender om og får stoppet enhjørningen, så den ikke gør mere skade.

Da de kommer tilbage opdager de, at kongen er blevet syg og at krystallen er ved at miste sin kraft. Hele riget ligger hen i et gråt tusmørke. Dronningen er ulykkelig, og prins Alfor er udenfor og leger med en enhjørning. Han ved ikke, at den enhjørning i virkeligheden er Sorte Isa.

Nanna fortæller kongen, hvad de har oplevet og kongen tror på dem. Kongen ser ud af vinduet og opdager, at Alfor intetanende leger med Sorte Isa. Han opdager også, at krystallen er ved at miste sin kraft.


Den forheksede drage med slim ud af munden

Lysets beskyttere flyver ned mod Alfor, og Bastian kaster sit magiske skjold, så Sorte Isa’s magi ikke kan ramme Alfor. Athena kaster sin slimmagi på enhjørningen, så den ryger op ad væggen.

Sorte Isa kæmper sig ud af enhjørningen, der hænger fast i slimen. Og inden Nanna og hendes team når at stoppe hende, flyver hun med lynets hast hjem til sit eget palads. Her samler hun sine tropper, og erklærer Lysets Land krig.

Krigen mellem lyset og mørket

Hendes hær består af de forheksede lys-venner og de flyver i samlet flok hen mod paladset i Lysets Land, der stadig henligger i tusmørke. Så starter krigen.

De fire lysets beskyttere aftaler hurtigt en plan. Hvis de kan dræbe Sorte Isa vil forbandelsen blive hævet, uden der sker de forheksede lysvenner noget. Nanna skal være lokkemaden. Hun tager form som en forhekset enhjørning og flyver hen mod Sorte Isa. ”Jeg ved hvor krystallen er”, siger Nanna, ”bare følg mig”. Nanna fører Sorte Isa til et sted bag slottet, hvor Bastian, Olivia og Athena venter dem.


Isa følger efter Nanna om bag slottet, hvor Bastian, Olivia og Athena venter på dem.

Da de når til den lange mur forvandler Nanna sig til sig selv, og de fire lysets beskyttere begynder at skyde på Sorte Isa. Athena kaster sit slim, Olivia fyrer pile mod hende, Nanna skyder med laser og Bastian når helt frem til hende, og bokser hende i maven. Hun falder om på jorden og de fire lysets beskyttere tror, hun er død. Men da de kommer hen til hende, vågner hun op, og hun forsøger at ramme dem i hjertet med sin is.

I det sekund vælger Nanne at sætte tiden 5 sekunder tilbage. ”Hun er ikke død”, råber Nanna, og begynder igen at skyde laser på Sorte Isa. Bastian slår samtidigt sit skjold ud, for at beskytte dem alle fire mod isen. Så opdager de, at hun er såret og lige ved at dø.

Nanna beder Bastian og Athena om at holde vagt ved Isa, mens hun og Olivia gør sig usynlige og flyver hen, for at se, hvordan det er gået med Sorte Isa’s hær. De ser, at det er lykkedes for kongens mænd at overmande hæren, og at alle de forheksede lysvenner et blevet taget til fange i paladsets gård.

Nanna flyver tilbage til Sorte Isa og siger, at hun vil hele hende, hvis hun hæver forbandelsen over alle lysvennerne. Sorte Isa siger ja og hæver forbandelsen.

Alle lysvennerne er rigtig glade, da de er tilbage og der atter kommer lys over Lysets Land.

Sorte Isa vender slukøret tilbage til sit mørke land og lukker sig inde i mørket i hendes palads. Derefter lever de alle sammen lykkeligt til deres dages ende.

Read More...

De to feer – anden del

5. april 2020 | Posted in Hjemme | By

Hvis du ikke har læst første del af eventyret, så kan du blade tilbage til det næstsidste opslag på bloggen.

Dag 4: Olivia og Athena

Hvad der skete på A’s tur til byen med kaninungerne

Da feen A skal afsted med kaninungerne til dyrehandleren, bygger hun et flot kaninbur, som kaninerne bliver sat ind i.

Så tryller hun buret med kaninerne så småt, at hun kan bære det over nakken.

Hun tager hunden Vigga med sig, og går ind til byen.

Den travle by. Til højre ses kaninburet

Inde i byen er der travlt. Der er mange mennesker og biler på gaden og mange boder og butikker. Men feen A finder nemt dyrehandleren. Dyrehandleren lover at sætte et skilt på buret, hvor der står, at kaninerne kun må sælges til den gode fe O.

På vejen hjem møder feen A prins Fillip og prinsesse Isabella. De er meget kede af det. De vil gerne giftes. Men kongen har bestemt, at prinsessen skal giftes med en soldat. Han tror soldaten er bedre til at passe på prinsessen end prinsen.

De spørger feen A, om hun kan hjælpe dem.

Feen A’s have med kaninbur og grøntsager

Feen A siger: ”I skal gøre det sådan her”. Og hun fortæller, at prinsen skal søge tjeneste på slottet. Han skal sige, at han gerne vil hjælpe i køkkenet med at rydde op og lave mad. At han er en dygtig kok.

Så skal han lave en grøntsags-gratin til kongen. Den skal laves af grøntsager fra Feen A’s have. Agurker, blomkål, salat og gulerødder. Når kongen har spist den fortryllede gratin, vil han blive meget glad for prinsen og sige ja til, at han må gifte sig med prinsessen.

Så følger prinsen og prinsessen med hen til feens have, hvor de samler grøntsagerne i en kurv. De siger farvel og går tilbage mod slottet.

På vejen tilbage møder de en trold.

 

Dag 5: Olivia

Mødet med trolden

Prins Fillip og prinsesse Isabella bliver forskrækkede, da de ser trolden. Han er ulækker at se på, han ligner et gammelt, mosbegroet træ. Han har små horn i panden og slimet løber ud af munden på ham. Han lugter af gammel gulerod.

Trolden råber: ”Nu dræber jeg jer”.

Trolden griber ud efter kurven med grøntsager, men da duften af blomkål rammer hans næse, smider han kurven fra sig og løber sin vej.

Prinsen og prinsessen samler grøntsagerne i kurven igen. De går ind i skoven og finder en kilde, hvor de vasker troldeslimet af grøntsagerne.

I kilden er der piratfisk i vandet. De bliver tiltrukket af lugten af troldeslim. En hel stime kommer svømmende lige hen mod prinsen og prinsessen. De bliver så forskrækkede, at de løber deres vej og farer vild i skoven. Til sidst ved de ikke deres levende råd.

Men så kommer prins Fillip i tanke om, at han kan prøve at fløjte på Prinds.

Prinds er i haven ved den gode fe O’s hus. Han er netop i gang med at spise et æble, da han hører prinsens fløjt. Prinds vrinsker, virrer med hovedet og stamper med hovene. Den gode fe O kommer ud af huset.

Hun kan se, at Prinds har færden af noget vigtigt. Hun sætter sig op på ryggen af ham og de rider afsted.

De finder prinsen og prinsessen og sammen tager de hjem til O og får kaffe og kage.

Dag 6 Olivia og Athena

Den heldige dag

Den gode fe O ser prinsen og prinsessens kurv med grøntsager. Hun spørger: ”hvad er der med de grøntsager”. De fortæller, at der er kommet troldeslim på dem.

”Hvordan er det kommet der”, spørger feen O.
”Det er en lang historie”, siger prinsen og prinsessen.


Prinsesse Isabella fortæller den lange historie til feen O

Så fortæller de den gode fe O hele historien. Feen O hjælper dem med at gøre grøntsagerne helt rene og giver dem lidt ekstra fortryllelse.

Så rider O sammen med Prinsen og prinsessen hen til kongeslottet. Da de er steget af hesten, riden feen O hen til feen A, for at tale med hende om trolden.

De bliver enige om, at de vil prøve at lokke trolden hen til A’s hule med drageungerne.

De tror æbler vil være den rigtige lokkemad.

Så feen O plukker en stor kurv med æbler. Og A lægger lækre æbler ved døren til dragehulen.

Så tager de hunden Vigga med sig og går ud i skoven for at finde troldens hule.
De starten med at finde kilden, hvor prinsen og prinsessen mødte trolden. Her får Vigga færden af troldens slim.

Så følger de efter Vigga indtil de kommer til troldens hule. Troldens hule er bygget ind i en høj og der ligger en stor sten foran indgangen.

De to feer gemmer sig i skovbunden, så de kan holde øje med, hvad der sker omkring hulen.


Trolden ved troldens hule

Dag 7: Olivia og Athena

Troldens endeligt

De to feer ligger og holder øje med troldens hule. Der er helt stille, kun hunden Vigga er urolig, og har svært ved at ligge stille. Så kommer den gode fe O i tanke om, at hun købte to squishies i en bod, da hun var i byen. Hun lister dem op af lommen. Den ene har form som et æble. Den anden har form som en narhval – med en spids narhvalstand i toppen.

I narhvals-squishien puster hun søvnmagi. I den anden puster hun en magi af æbleduft. Så kaster hun æble-squishien hen foran vinduet til troldens hule.

Her skal vi lige fortælle lidt om trolde. Trolde en af natur ækle. Den elsker alt hvad der er ulækkert. De slubrer gerne opkast, tis og lort i sig. På den måde er de, på en måde, med til at holde naturen ren. Det er også derfor, de altid savler. Og når de bøvser, så lugter det af en blanding af bæ og rådne gulerødder. Men de har en svaghed. De elsker æbler.

Troldens hule og de to squishier.

Så da æbleduften fra squishien trænger ind i troldens hule, vågner den med et gevaldigt grynt. Det lyder så højt, at de to feer bliver helt forskrækkede. Så kan de høre, at trolden begynder at rumstere inde i hulen.

De to feer giver Vigga besked på at blive ved hulen. Feen O puster magi på Vigga, så hun er sikker på, at trolden vil blive helt forelsket i den.
Så løber de to feer i forvejen hjem til feen A’s hytte ved drageungernes hule. Undervejs lægger de æbler ud på ruten.

Nu kommer trolden gryntende og bøvsende ud af sin hule, mens den klør sig på maven. Vigga løber den glad i møde, mens den logrer med hele kroppen. Den danser glad rundt om trolden og får trolden til at følge efter sig hen til det første æble. Og sådan fortsætter det. Vigga lokker trolden fra æble til æble indtil de kommer til A’s hytte og drageungernes hule.

Da trolden se alle de dejlige æbler, der ligger foran dragens hule, glemmer den helt at være forsigtig. Den kaster sig ned på alle fire, den grynter og savler, og med begge hænder propper den fire æbler af gangen ind i sin store mund, mens savlet løber ned ad dens mave.

Dragehulen i feen A’s have

Så kaster feen O den anden squishie. Narhvaletanden trænger ind gennem huden i troldens nakke. Trolden farer op i raseri. Den tror, der er blevet stukket af en kæmpe gedehams. Den kan mærke, der sidder noget i dens nakke, men den kan ikke få fat i det. Så får den øje på æbletræet. Den prøver at komme op at stå, den vil hen til æbletræet, for at klø sig op ad det. Men så bliver den overmandet af en uendelig træthed. Den falder ned igen med et brag, lige pladask over i æblerne.

Nu går den onde fe A hen og åbner indgangen til dragehulen. De atten små drageunger tumler ud. Da de får øje på trolden, stiller de sig i en kreds om den, og så begynder de at spy ild.

Inden længe er trolden blevet forvandlet til en rygende askehob.

Men så er drageungerne blevet sultne, og inden de to feer når at tælle til tre, så har de spist alle grøntsagerne i feen A’s have. Og jorden er helt svedet af.

 

Read More...

Eventyret om de to feer

28. marts 2020 | Posted in Hjemme | By

Her i Coronatiden er Olivia og Athena begyndt at mødes med mormor på facetime. Hver dag digter vi på en fortælling og O og A tegner imens. Olivia er 7 år og Athene er 4 år.

Dag et: Olivia og Athena

De to feer

Der var engang to feer. Den ene hed O og den anden hed A.

O er den gode fe. Hun er mørk og hun har brune øjne. Hun bor i et hus, men med det der nu er fortalt, ved vi ikke meget om, hvor huset ligger, eller hvordan hun bor.

A er den onde fe. Hun er lille af bygning, hun har et viltert lyst hår og hun bryder sig ikke meget om at have tøj på. Helst tager hun bare et tæppe omkring sig, når hun skal udenfor.

Den onde fe og dragens hule

A bor i en hytte ude i skoven. Ved hytten er en hule, og i den hule bor en drage. Hulen er indrettet således, at dragen har et rør, der stikker op gennem taget i hulen. Inden i rører er der spejle, så dragen altid kan ligge inde i hulen og holde øje med, hvad der sker i skoven. Hvis der kommer nogen forbi, så spyr den ild ud af et andet hul. På den måde kan den give signal til den onde fe.

Men den onde fe har andre måder, hvorved hun kan lokke prinsesser til sig. Et stykke fra sin hytte har hun bygget et slikhus. Det ligger, så man netop kan se det fra vejen. Men mellem vejen og slikhuset har hun spændt et næsten usynligt net ud. Nu sidder hun på lur, og håber på, at der går en prinsesse i fælden.

Og det er netop, hvad der gør. Prinsesse Isabella har nemlig i dag for første gang fået lov at gå en tur i skoven. Og hun bliver nysgerrig, da hun ser slikhuset inde i skoven, hun lister sig forsigtigt nærmere, men før hun har gået tre skridt, så hænger hun pludselig og dingler i et træ – fanget i et net.

Den onde fe må holde sig på maven, så meget bobler hun over af glæde inden i, da hun ser prinsessen er fanget i nettet. Med sin tryllestav tryller hun prinsessen så lille, at hun nemt kan bære hende, når hun kaster nettet over ryggen og så bærer hun sit bytte hjem til drages hule.

Dragen lover, den nok skal passe på prinsessen. Den onde fe vikler prinsesen ud af nettet. Så slår hun med tryllestaven, så prinsessen dog får sin rigtige størrelse igen. Så går hun ud igen med nettet. ”Måske kan man få en fangst mere”, siger hun til dragen.

På et slot lidt længere borte bor Prins Fillip. Han har en hest, der hedder Prinds. Netop den dag er han redet ud for at jage. Over ryggen har han sin bue og et pilekogger. Han har ikke haft meget held med jagten, så derfor er han ved en fejl kommet ind i naborigets skov.

Den onde fe har endnu ikke fået sat nettet op, da hun ser Prins Fillip komme ridende på sin Prinds. I en fart tryller hun sig om til et rådyr. Så sætter hun i løb og snarrådigt får hun lokket prinsen til at sætte efter sig, så han ridder lige hen til dragens hule.

Dragen ligger i sin hule og holder sit ene øje fæstet til periskopet, mens den holder øje med prinsessen med det andet øje. I det øjeblik han får øje på prins Fillip på sin hest, vender den begge øjne mod periskopet og spyr ild op af hullet. Prinsessen bliver så forskrækket over den pludselige bevægelse, at hun giver et højt skrig fra sig.

Prins Fillip siger til Prinds: ”Hørte du skriget”. Så holder han hesten an, stiger af og går hen mod dragens hule. Og vips, så har den onde fe kastet sit net over prins Fillip, og inden længe sidder han fanget i dragens hule sammen med prinsessen.

Men i alt virvaret har den onde fe og dragen glemt alt om Prinds. Og Prinds. Ja han galopperer alt hvad han har lært, og han stopper først, da han når til den gode fe O’s bolig. Den gode fe ser straks, at der er noget galt. ”Hvad er der sket med Prins Fillip?”, spørger hun Prinds. Prinds vrinsker og virrer med hovedet. Den gode fe griber sit sværd og springer op på Prinds ryg, og inden længe nærmer de sig den onde fe A’s bolig.

Den gode fe er nået frem til dragens hule

O kender godt A og hendes drage. Så da de nærmer sig kaster hun en søvnmagi, der lægger sig som en tung tåge over hytten og hulen. Så trækker hun sit sværd, slår dragen ihjel og befrier prinsesse Isabella og prins Fillip. Da A vågner af sin søvn svinger O sin tryllestav over hendes hoved og siger:

”A, din forbandede fe. Dette er min bestemmelse. I de næste 14 dage kan du kun begå gode gerninger. Og du skal opfylde alle de ønsker, dem du møder har. Dog har én person højst tre ønsker, du skal opfylde.”

Dag to – Athena

Dragens begravelse

Den onde fe A sørgede for, at dragen blev begravet i en høj bag ved dens hule.

Så går hun ind for at undersøge hulen. Inde i hulen finder hun 18 drageæg. Og inden længe bliver de klækket og ud kommer 18 små drageunger.

Den onde fe ved  dragens hule med alle drageæggene

For at de kan vokse sig store, skal de hver dag have 20 hundrede grøntsager.

Så den onde – men nu gode – fe A, anlægger en tryllehave bag huset. Og hver morgen går hun ud og tryller grøntsager frem til drageungerne: Blomkål, broccoli, spinatblade, tomater, agurker og løg. Hun planter også et trylletræ, så hun hver dag kan høste atten krukker med guacamole.

Der er også et hjørne, hvor hun dyrker mælkebøtter og gulerødder til sin kanin, der hedder Nanna. Den bor i et bur bag dragehulen. Og så er der et bed til salat, som dragerne får som fredagsslik.

Inde i hytten har A en kat, der hedder Snehvide. Den bor i et kattetræ inde i stuen.

Hun har også en hund, der hedder Vigga. Hunden har en hundekurv, en madskål og et bjerg med 100.000 kødben fra kyllingelår.

 

Dag tre: Olivia og Athena

Prinds og Kaninungerne

Prinsen og prinsessen ønsker af den onde fe A, at hun tryller dem hjem. Prinsen forærer den gode fe O hesten Prinds, som tak for hendes hjælp.

Kongeslottet

O bliver lidt hos den onde – nu gode – fe A og mens hun er der, får kaninen Nanna unger. A og O aftaler, at når kaninungerne er lidt større, så sælger A en han og en hun til dyrehandleren inde i byen, og så kan O købe dem der.

Feen A’s hus og have. I huset er en seng en dyne og en pude og mange vinduer. I haven er græs og 18 madskole

Så rider feen O hjem til sit hus.

Hun har et stort hus og mange møbler. På loftet har hun en skatkiste med guldmønter. Nogen gange får hun guldmønter, når hun har hjulpet nogen. Andre gange giver hun guldmønter til nogen, hun gerne vil hjælpe.

Hun har ikke noget mad i huset, for det tryller hun bare frem, når hun er sulten.

Men hun har alligevel et stort køkken, for når hun har gæster, skal de ikke opdage, at hun bare tryller maden frem.

Den onde – nu gode – fe A er taget hen på hospitalet, for at gøre gode gerninger. Når en patient kommer ind med et brækket ben, så svinger hun tryllestaven, og så bliver patienten rask lige med det samme.

Da kaninungerne er blevet store, så tager A, som hun har lovet en han og en hun kanin-unge med ind til byen og sælger dem til dyrehandleren.

Feen O rider ind til dyrehandleren efter kaninerne, og derefter rider de hjem til feen O’s hus og have

Den gode fe O er blevet rigtig gode venner med Prinds. En dag ridder de ind til byen og henter kaninungerne.

O døber kaninungerne Merle og Bastian.Hun indretter sin have, så der er masser af græs, gulerødder og æbler til Prinds og kaninerne.

Hun passer på, at kaninerne ikke får for mange gulerødder, så de bliver fede. Derfor må de kun få gulerødder om fredagen.

 

 

 

 

 

 

Read More...

Hjemrejsen

13. november 2018 | Posted in Hjemme, Ude | By

Iznik, Istanbul, Edirne og hjem

Sidste del af turen fører os fra Sortehavet til Edirne, hvor vi kører bilerne på et biltog og forbereder os på 36 timers togrejse til Villach i Østrig. Derfra er der en køretur fra Villach til Wien, hvor et andet tog venter os, og bringer os til Hamburg.

Fra Amasra til Iznik

Turen har budt på mange smukke køreture, og en af den er turen fra Amasra til Bolu. Strækningen fører igennem nogle smukke og i vores verden oversete naturområder. I Tyrkiet er de mål for meget lokal turisme. Det oplever vi allerede i Asmara, hvor mange andre rejsende viser os billeder fra nationalparker, som de varmt anbefaler os at besøge. Men vi nøjes med at nyde, at køre gennem bjerge dækket af jordbrune, gule og vissengrønne efterårsfarver og rødløvede buske og frugttræer med hvidkalkede stammer.
Vi overnatter på et hotel i Bolu. Her får vi om aftenen besøg af byens turistchef, en kvinde, der gerne ser os blive en dag mere og besøge nogle af naturperlerne i området. Især Bolu sø og kildespring og vandfald i det bjergrige område får varme anbefalinger. Men vi siger, det må blive en anden gang. Vi har allerede booket to overnatninger i Iznik på hotel Limnares, der ligger lige ned til Iznik sø.

Iznik

Model af Iznik i den storhedstid i 1200’tallet udført i kakler

Iznik hed engang Nikæa. Det var her Konstantin den store i 325 sammenkaldte alverdens biskopper, så de en gang for alle kunne afgøre, hvad der var den sande kristendom. Omkring 30 biskopper var de vist, her i kristendommens barndom. Men spørgsmålet var ikke så nemt at besvare. Men en vigtig beslutning blev taget. Det var bestemmelsen af Jesus natur. Her blev treenigheden fastslået. Det blev bestemt, at Jesus er guddommelig, gjort af det samme stof som skaberen selv og en del af treenigheden: faderen, sønnen og helligånden. Efterfølgende muligt af skelne mellem ægte og falske kristne bevægelser og evangelister og biblen fandt efterhånden sin endelige form.

Iznik søen

Vi har før været rundt om Iznik søen på ruten fra Istanbul til Bursa. Den ligger utrolig smukt omgivet af bjerge, og jeg har haft et stort ønske om at se byen, nysgerrig efter at fornemme stedet og stemningen. Denne gang havde vi så tiden til at tage en afstikker fra hovedvejen og se lidt nærmere på stedet.

Når man drejer fra hovedvejen kommer man ind på en smal 2-sporet og ikke særlig velholdt asfaltvej, der fører gennem velplejede marker, frugtplantager og olivenlunde. Overalt holder biler og traktorer i vejsiderne og høstarbejdet er i gang. Der bliver plukket frilandstomater, høstet æbler, majs, kål, oliven og kastanjer, og kartofler bliver taget op. GPS’en fører os nord om byen, og vi kommer gennem et supertrist industriområde, inden vi når frem til hotellet, der ligger ned til Iznik søen og med ryggen til den gamle bymur. Der er to mure fortæller værten, den første er fra romertiden, den anden fra Byzans. Desværre er det ikke et ordentligt kort over byen, kun en lille pamflet der antyder, at byen stadig ligger “inden for murerne” af den gamle befæstede by.

Vi har igen problemer med Y’eren. Kompressoren knurrer og smider olie, og vi er faktisk i tvivl om hvorvidt vi kan køre videre i den. Så Palle går i gang med studere kompressorers opbygning og muligheden for at skaffe et reparationskit.

Iznik i dag

Hovedgaden i Iznik

Sidst på eftermiddagen går jeg en tur op i byen, for at få et første indtryk af, hvad der er tilbage af den gamle by. Byen er oprindeligt grundlagt af Antigones, en af Alexander den 3. Den Stores generaler, i 316 f.v.t., og videreudbygget af Lysemarcus efter 301. Det var også ham, der gav den navnet Nikæa, efter hans seneste kone. Den er opbygget som en klassiske hellenistisk by, med en nord/ syd og en øst/ vest akse, der skærer hinanden i byens centerpunkt. Præcis her ligger Iznik’s Aya Sofia. Engang en smuk, klassisk byzantinsk bygning dekoreret med freskoer. Den er bygget nogen lunde samtidig med navnesøsteren i Istanbul. Men gennem årene har den mistet stjerneglansen, ramt af krige, jordskælv, ombygning til moske og almindeligt forfald. Engang lå den i gadeplan, i dag ligger den halvt i kælderplan ud mod hovedgaden, som tidens fylde har hævet et par meter over det plan, hvor den oprindelige romerske vej var anlagt. Bag kirken ligget et smukt grønt anlæg, der betyder, at Aya Sofia i dag tager sig bedst ud bagfra.

I aftenlyset ser jeg kun kirken fra forsiden, mens jeg scanner byens to sydlige kvadranter. Det jeg ser, er en stor landsby. Forretningerne i Hovedgaden – Ataturk Caddesi – sælger overvejende traktorer, reservedele og isenkram til markarbejde. Og trafikken er for 50 % vedkommende traktorer med anhængere, der kommer hjem fra markarbejde med høstarbejdere og grøntsager på ladet. På en måde føler jeg mig lidt snydt. Nikæa er en af de vigtigste by i kristendommens historie. Og så frister den i dag en skæbne som en hengemt landsby. Men omvendt er det måske netop byens held. At den har fået lov at gemme sig bag et skjold af uambitiøs bondefornuft, hvor almindelige mennesker er flyttet ind i resterne af fortidens storhed, og har udnyttet det, der kunne anvendes og ladet resten henfalde i historiens glemsel. Det er vel ret meget i Jesus ånd. Her er plads til både rige og fattige helt almindelige mennesker i et ualmindeligt frugtbart hjørne af verden med et ualmindelig smuk natur.

Det gamle Iznik

Østporten i den gamle bymur med rester af den gamle, romerske vejbelægning.

Næste dag får vi set nærmere på byen. Det viser sig, at den gamle bymur stort set er komplet. Den har haft 8 indgange. Den oprindelige hovedindgang – Lefke Kapisi – ligger mod øst, og det er også den, der i dag er bedst bevaret. Starter man her og går ned ad Kilicaslan Caddesi, får man nok den bedste fornemmelse af den oprindelige by. En god kilometers gang, så er man ved søen. Undervejs kommer man forbi byens vigtigste pladser, moskeer og gamle byzantiske bygninger, som ex. Iznik Museum (under ombygning) og Aya Sofia. Går man kun til centerpunktet og til højre (mod nord) kommer man forbi en anden gammel byzantinsk bygning – et badeanlæg, der i dag er indrettet som kulturcenter. Her kan man købe kunsthåndværk og en kop kaffe i gården, og i de game baderum er der fotostater med billeder fra igangværende arkæologiske udgravninger. Nikæa eller Iznik har i dag UNESCO status. Men der er stor mangel på materiale, der fortæller om byens historie, og som kan hjælpe sådan nogen som os med at lukke byen op.
Går man videre, venter der en belønning længere fremme. Det er Istanbul porten. Det var her, vores udforskning startede. Selve den gamle port er velbevaret, og der arbejdes hårdt på at restaurere nogle game bygninger, der har været en del af det tidligere forsvarsanlæg. Som nævnt har Iznik været beskyttet af en dobbeltmur. Den første mur blev anlagt af Lysimarcos omkring 300 f.v.t. Den anden mur er fra 1200’tallet. Den blev anlagt efter at Venetianerne – eller latinkatolikkerne som man siger her – indtog og hærgede Konstantinopel fra 1204 -1261. I de år søgte kejserfamilien tilflugt i Nikæa, slog sig ned ved søen og ventede på chancen for at generobre Konstantinopel. Den chance kom i 1261. Men murerne stod ikke distancen, da Osmannerne angreb byen i 1331, hvor byen sammen med Bursa kom under Osmanniske styre i et slag ledet af Orhan Gazi, der var Osmans søn. Det var næsten 125 år før Konstantinopels endelige fald i 1453. I 1402 faldt Iznik en kort overgang i hænderne på Timor Link, der hærgede byen, men efter hans død i 1405 blev den igen Osmannisk og siden tyrkisk. Orhan Gazi gjorde Bursa, der ligger ca. 75 km fra Iznik til Osmannerrigets første hovedstad. Her ligger både Osman og Orhan begravet.

Gadeparti ved den gamle bymur

 

Det er sjældent, man i en by finder så levende rester af fortiden som i Iznik. Fra Istanbulporten kan man et langt stykke følge en sti mellem de to mure, og man kan fornemme, hvordan folk har boet og stadig bor i huse, der ligger klinet op ad den inderste mur. Her er bolig og værksteder bygget sammen med muren, i værkstederne drejes trævarer, og mellem børn, hunde, katte og høns produceres æblekasser, marmorplader, fliser og andre nyttige ting til det lokale marked.

Mere Y

Da vi kommer hjem fra vores ekspedition har drengene været i gang med Y’eren. Det har afsløret, at ikke alt var, som det skulle være efter reparationen i Unye, hvor toppakningen blev skiftet. En del skruer skal efterspændes, Men værst er det, at remmen til kompressoren har været spændt for stramt. Så der er gået en pakdåse og lejerne lyder ikke helt, som de skal. På resten af turen bliver det nødvendigt med mellemrum at efterfylde kompressoren med olie. Så vi krydser fingrene og håber på, at den kan holde hele vejen hjem.

Istanbul

Vi kommer til Istanbul uden yderligere problemer. Turen nord om Iznik søen er smuk, vi kører gennem olivenlunde, hvor høsten er i fuld gang. Derefter kører vi ad nyanlagt motorvej. Marmarerhavet som vi tidligere sejlede over passeres via en smuk Højbro, og senere kører vi ad en ligeledes nyanlagt tunnel under Det gyldne horn, og så lander vi lige i smørhullet. Det er altid lidt panisk at lande med tre veteranbiler i en storby. Vi har gennem Airb&b for længst booket en luksuslejlighed i Sultanehmet på Det gyldne Horn. Gennem meget smalle gader når vi frem til den plads, hvor udlejer har forsikret os om, at bilerne fint kan holde parkeret.

Begyndervanskeligheder

Selv om vi er der til aftalt tid, så glimrer udlejer ved sit fravær. Så vi danner trafikprop, trængsel og kaos foran Sokollu Mehmet Pasha Moskeen, netop som fredagsbønnen er slut og mænd strømmer ud efter fredagsbønnen. Da vores vært Saban endelig dukker op, får han dirigeret rundt med allerede parkerede biler, så vi kan holde i gaden “på Istanbuls vis”, som har siger. Y-eren kommer til at holde i anden position. Det ser ret håbløst ud, især når man ved, hvor megen opmærksomhed vores tre biler skaber, når de holder parkerede. Der går da heller ikke ret lang tid, før Saban kaster håndklædet i ringen. Mens vi spiser frokost på en lille restaurant ringer han og foreslår, at bilerne bliver flyttet til et nærliggende parkeringshus.

Vores “luksus”-kælderlejlighed i Istanbul

Mændene flytter bilerne, mens vi piger ser lejligheden an og køber ind. Lejligheden er en slem skuffelse. Det viser sig at være en kælderlejlighed, med udsigt til gadeplan fra højtsiddende vinduer. Den er nyistandsat og hvidmalet og derfor lys, men der slipper ikke meget dagslys ind. Den er OK møbleret, der er et lille køkken og to badeværelser som lovet, men der er absolut ingen luksus over den. Til gengæld er beliggenheden perfekt. Kvarteret er roligt, den ligger lige bag hippodromen, uden for døren er masser af små forretninger, et supermarked og gode, billige restauranter.
Det er på en af restauranterne, vi mødes med drengene igen. De er kobberrøde i hovederne af arrigskab over den måde, bilerne bliver behandlet på i parkeringsgaragen. Store knægte, der råber og skriger og insisterer på at få nøglerne, så de kan bakke rundt med bilerne, som det passer dem. Det lykkes den ene af dem at køre Y’eren ind i en anden bils kofanger, hvorefter den selvfølgelig går i stå. Derefter forsøger han at aktivere startmotoren ved at dreje nøglen, men i stedet for kommer den til at sidde fast i tændingslåsen. Unge mænd ved ikke, at gamle biler ikke skal startes med nøglen, de er forsynet med et separat starthåndtag.
Først på det tidspunkt lykkes det at få dem forklaret, at bilerne skal holde bagest i p-kælderen, så de ikke behøver at blive flyttet de næste 5 dage. Og at nøglerne bliver hos os, indtil vi henter bilerne igen.

Gensyn med Istanbul

Efter disse startproblemer får vi 5 gode dage i Istanbul med mange gode oplevelser. For er der en ting vi 3 teams er gode til, så er det at snakke tingene op i stedet for ned. Og at grine af fortrædelighederne i stedet for at falde i et fælles dybt sort hul.

Indgangen til den 3. gård i Topkapi

For mig er gensynet med Topkapi paladset det største, selv om en del af de steder vi ville besøge derinde er lukket p.g.a. ombygning. Og så er der alt for mange andre turister den lørdag, vi er der. Det er vores 3.
besøg i paladset, og denne gang virker det hele langt mere overskueligt end tidligere. Man begynder at få en lille fornemmelse af det liv og de magtkampe, der har udspillet sig i Osmannerrigets “Den høje Port” for 2, 3 og 4 hundrede år siden. Besøget suppleres fint af et besøg i Stor Visirens palads, der er indrettet som museum og ligger ud til Hippodromen.

Uskyldens museum i Istanbul

Også et gensyn med Uskyldens Museum er en dejlig oplevelse. Denne gang har vi læst romanen, og med Orhan Pamuk og Fortælleren Kamals stemmer i audioguiden, er det en anderledes oplevelse end sidst. For mig mere intens. Palle synes at oplevelsen bliver mindre intens, fordi audioguiden betyder, der mindre overladt til fantasien. Men i symbiosen mellem bog, audioguide og museum har Orhan Pamuk sat en ny standard for et fiktivt univers, der på samme tid fortæller en historie og afspejler en epoke i det moderne Tyrkiets historie.

Dervich munkene danser i Orientexpressens gamle ventesal.

Så er det en dejlig oplevelse at se Dervich-danserne folde sig ud i Orientsekspressens tidligere ventesal. Fire dansere og fem musikere giver en illustration til Sufi-muslimernes mystiske og magiske univers, elsket af nogen og lagt for had af andre. Både de radikale muslimer og Ataturk har periodevist forbudt Dervich – munkene at danse Rumi’s budskab om tolerance, kærlighed og barmhjertighed.

Gadekig i Istanbul

Men det er også dejligt bare at drive rundt på det gyldne horn, at gense steder, man før har været og se og forstå dem i nyt lys og nye sammenhænge. At prøve at føle byens puls, at opleve hvem der trives og hvem der mistrives, at lytte til sladder, indsnuse dufte og flyde med strømmen.

Edirne og hjem

Fra Istanbul kører vi til Edirne, hvor vi overnatter på vores “gamle” hotel Arca. Feride og Gurol er fantastiske værter, der hjælper os helt til stationen og gennem tolden. De hjalp os også i sin tid med at købe billetter. Så alt ser ud til at klappe, indtil der pludselig kommer 5 toldere i en hvis varebil. De vil have de 3 biler med til gennemlysning og de optræder ubehageligt, råbende på tyrkisk og meget lidt kommunikerende. Så Palle, Jørgen og Erling bliver dirigeret ind i bilerne og ad bagveje bliver de ført til den bulgarske grænse, hvor bilerne skal tømmes, så de kan blive gennemlyst.
Vi var i rigtig god tid ved toget. Men denne smuttur på i alt 50 km frem og tilbage, på det tidspunkt hvor de andre biler bliver kørt på toget, betyder, at toget pludselig skal vente på, at bilerne er tilbage – og således bliver næste 3 kvarter forsinket. I hele den proces er både vi piger, der er tilbage ved toget og drengene i bilerne uvidende om, hvad der foregår. Men alle forsikrer os om, at toget nok skal vente på, at bilerne er tilbage.

Det blev en lidt kedelig afslutning på, hvad der ellers har været en dejlig tur/ retur gennem Tyrkiet, og det giver os stof til samtale på den 36 timer lange togrejse i sneglefart om gennem Serbien, 6 mand i en minimal liggekupe. Men til alt held er der en fin spisevogn med toget, hvor man i dagtimerne kan strække benene ud og hygge sig med en kop kaffe og lidt mad. Man kan have sin egen mad med, hvad man stærk opfordres til, men det viser sig, at der er mulighed for at købe mad undervejs også.

Toget kører til Villach i Østrig. På vejen til Wien har vi planlagt en overnatning inden vi snupper den sidste tur med nattog. Det bliver på et gasthaus i en hyggelig Østrisk landsby, der hedder Hartmannsdorf.

Heldigvis går alt vel. Alle biler kommer kørende hjem i fin stil, ingen “Istanbuler”, som Jørgen siger, og med jævnlig påfyldning af olie får kompressoren også trukket skovlhjulet rundt de sidste 1200 km, så vi kan trille ind på gårdspladsen i Jordløse ved egen kraft.

Men der bliver lidt at kikke på for amatørmekanikerne i de lange vinterdage inden næste tur.

Read More...

Tro, identitet og næstekærlighed

8. november 2015 | Posted in Hjemme | By

Når jeg kalder indlægget her tro, identitet og næstekærlighed, så er det en slags foreløbig konklusion på den rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen, som blev påbegyndt i blogindslaget om den taknemmelige samaritan.

“Giv kejseren hvad kejserens er, og gud hvad guds er”, svarer Jesus farisæerne, da de spørger ham, om det kan passe, at man skal betale skat til kejseren. Mønten er præget med kejserens billede, derfor tilhører den kejseren. “Men vi er skabt i guds billede, derfor tilhører vi gud” konkluderer vores præst, Rikke Gotfredsen.

Det er en stærk identitetsfortælling, der her rulles ud. En identitetsfortælling, der gør det muligt for os som mennesker at vokse i to universer: et versligt og et åndeligt regimente. Lidt kort fortalt kan vi se det verslige som vores yderside som samfunds- og medborger, det åndelige er vores værdier og hjertesprog.

Den skillelinje Jesus her indstifter er på mange måder den, der muliggør, at vi kan leve i et moderne samfund og samtidig påberåbe os en (kultur)kristen identitet – og kristne værdier. Det sidste vil jeg vende tilbage til senere i dette indlæg med udgangspunkt i et radioindslag med Marie Krarup.

Jødedommen har om muligt en endnu stærkere identitetsfortælling. Fortællingen om jøderne som guds udvalgte folk. Som en del af rejsen ind i kristendommen har vi startet en lille læsegruppe sammen med Rikke Gotfredsen, hvor vi læser religionshistorie (bibelhistorie) – med udgangspunkt i det gamle testamente. Her forsøger vi at komme tættere på de religiøse forestillinger i mellemøsten i overgangen mellem bronze- og jernalder.

Det gamle testamente manifesterer sig som en unik identitetsfortælling for jøderne, der er samlet efter man er vendt tilbage til Jerusalem fra eksilet i Babylon omkring år 500 – 400 f.v.t. På det tidspunkt har Perserne det politiske overherredømme over Israel/ Palæstina.

Religionshistorisk kan den kristne grundfortælling lyde således: Gud har forsøgt at forme sit jødiske folk (ex. Jer. 18 1-6), men gang på gang svigter folket gud. Gud straffer folket ved at sende fremmede hære (ex. Assyrer og Babylonere) som straf for deres gerninger. Efter hver begivenhed indgår Gud og jøderne en ny kontrakt, men lige lidt hjælper det. Til sidst sender Gud sin egen søn. Jesus opsiger kontrakten med folket (Matt. 22. 1-14) og Gud vælger sig et nyt folk. Det nye folk består af dem, der frivilligt lader sig forme i Guds billede.

Hvad er næstekærlighed

Et nøglebegreb i kristendommen er næstekærlighed. Begrebet er omstridt – ikke mindst i den tilspidsede danske flygtningedebat. Lige nu er spørgsmålet konkretiseret af sagen om Lisbeth Zornig’s hjælp til en flygtningefamilie, som hun for åben radio (radio 24/7) kørte til Sverige.

Det er i den diskussion Marie Krarup udmærker sig ved at kunne afgøre, at Lisbeth Zornig ikke handlede af næstekærlighed.

Marie Krarups argumenter lyder nogenlunde således: Hvis Lisbeth Zornig havde handlet i menneskekærlighed så:
Så skulle hun have overladt flygtningefamilien til de danske myndigheder, så de kunne blive registreret i Danmark.
Så skulle hun ikke have flash’et (som det hedder på nudansk) sin handling i Radio og på Facebook. Næstekærlighed er noget man gør i ydmyghed ikke i offentlighed.

Med andre ord, så tilhører en flygtningefamilie ifølge Marie Krarup kejseren (her de danske myndigheder) ikke gud.
Det er jo et interessant skel, Marie Krarup her sætter, som nok kan dele vandene mellem tidehvervskristne og kulturkristne. Er vi alle lige for gud, eller er det kun kristne, der er døbt i guds navn, der tilhører gud? Er det sandt, at “de andre” kan vi til enhver tid overlade til kejserens forgodtbefindende, uanset hvad der er deres håb og ønsker.

Som jeg ser det, viser Jesus  i sine handlinger (ex. den taknemmelige sameritan), at næstekærligheden gælder alle, vi holder i vores hånd.

I anden sammenhæng har jeg hørt tidehvervspræster forklare, at næsten altid er individder. Man kan ikke kollektivt betragte ex. flygtninge som vores næste. I Lisbeth Zornig’s tilfælde, kan der vist ikke være tvivl om, at det er en individuel familie hun hjælper i en konkret situation, og hun hjælper dem til at nå det, deres hjerte banker for.

Men hvad så med det at flash’e sine handlinger. Gør det handlingen mindre næstekærlig? Hvis man som jeg var så heldig at følge Lisbeth Zornig’s handling live på radio 24/7, så er der ingen tvivl om, at Lisbeth Zornig  handlede med hjertet – uden nogen form for strategisk overvejelse.

Men hvad, hvis der havde været tale om en strategisk handling. Et bevidst ønske om at være rollemodel. Så må man spørge, og ikke netop Jesus var verdensmester i at flash’e sine handlinger. Om hans handlinger kan siges at have været fri for strategisk tænkning. Jesus prædikede ydmyghed. Men var han ydmyg i sine handlinger? Eller så han sig selv som rollemodel? Hvis det sidste er tilfældet, kan vi så konkludere, at Jesus i sit virke ikke agerede af kærlighed til næsten?

Read More...

Høsttid i udkanten

12. oktober 2015 | Posted in Hjemme | By

IMG_0964

Der er dejligt ude på landet og høsttiden er noget helt særligt. Dage går med at bjerge frugt og nødder, henkoge, sylte og lave pesto. Der skal slagtes og ordnes kød, skabe og fryser bliver fyldt med forråd til næste høst.

Det dejligste på landet er det rolige tempo, den tydelige sammenhæng mellem mellem fortid, nutid og fremtid og mellem natur, kultur og mennesker. Man lever af og med naturen fordi man kultiverer den. Landet eller – jeg synes udkanten eller periferien er smukke ord for det, der omgiver byerne – er et sted, hvor livet leves af børn og ældre.

Byerne – centrene – er vækst- og værested for unge og voksne. Byerne er for de mennesker, der har travlt med at tilegne sig viden, for at forme fremtiden i nutidens billede.

Landet, udkanten, periferien er der, hvor man har ro, råd og ressourcer til at eksperimentere og tænke nyt.

 

IMG_0993

Hans Erik serverer grillstegt økologisk pattegris af egen produktion til høstfest

Forleden var vi til høstfest på Friskolen i Jordløse. Her blev serveret økologisk pattegris. Kartofler og rodfrugter var dyrket i naturbørnehaven og i de nye skolehaver. Maden blev tilberedt af beboerforeningen. Desserten var et orgie af hjemmelavede kager, der var medbragt til konkurrencen “den store bagedyst”. Skolebørnene sørgede for underholdningen.

IMG_0948

Halloween kage – et indslag i den store bagedyst

Høstfest i Jordløse er børn og pensionister, der skaber rum for et fællesskab, som de travle forældre med arbejde i byerne er en naturlig del af, når de har fri.

Read More...

Hvad kan man håbe på

20. september 2015 | Posted in Hjemme | By

Gudstjenesten i Jordløse kirke i dag handlede om håb. Men hvad kan man som kristen tillade sig at håbe på?

Prædiken tog sit udgangspunkt i to tekststykker. Det ene er hentet fra Jobs bog i det gamle testamente, det andet er hentet fra Lukas evangeliet. De to stykker har ikke umiddelbart meget med hinanden at gøre, men håb er et begreb, der kan binde de to tekststykker.

At fastholde sin uskyld

Jobs bog er en gammeltestamentligt omskrivning af en babylonsk skæbnefortælling. Guderne leger med mennesket, for at prøve troens ægthed. Den på alle måder rige og korrekte Job fratages af Satan (med guds vidende) sin rigdom, sit helbred og sin familie. Hans omgivelser mener, at det er hans egen skyld, han må have syndes, siden en sådan straf nedkastes over ham. Men Job fastholder sin uskyld. 
Job fornægter ikke gud, og han bevarer håbet om, at der findes en højere retfærdighed.  At en dag i dette liv eller i det hinsides, vil han blive stillet for en dommer, en forsvarer vil træde frem, og hans uskyld vil blive fastslået.

Efterlivet

Lukas nytestamentlige fortælling en næsten lige så kryptisk som Jobs bog. Igen er det tilfældet, der råder. Jesus med sit følge kommer forbi landsbyen Nain i Galilæa. Fortællingen forgår efter, Jesus har prædiket for sine tilhængere om kærlighed til fjenderne (om at vende den anden kind til) og han har advaret menneskene mod dømmesyge. 
Underet i Nain er ét i en lang række af undere, der viser, at Jesus er herre over liv, rigdom og helbred i sin vandring på jorden.
 I Nain genopliver han på sin vandring en enkes søn, og han gør det for enkens skyld. For som præsten Rikke Gotfredsen siger, på den tid var der ikke meget håb for en enke.

Men er det en barmhjertighedsgerning Jesus her bedriver? Eller er det snarere en symbolsk handling? Som dødelige kan vi næppe håbe på, at vores afdøde børn genopstår på denne side af livet. Derfor giver det mere mening for mig, hvis sigtet med Jesus handling er at vise os, at der er et liv efter døden. At Vor Herre og Guds søn både hersker over livet og efterlivet. Vi har derfor som kristne lov at håbe, at vores liv har mening, fordi der er et liv efter døden. Og det gælder for alle, det gælder både venner og fjender. I døden er det kun gud, der er dommer.

Her vil jeg gerne citere vores berømte astrolog Anja Andersen. Hun blev i et P1 interview spurgt om sin tro. Og hun svarede, at hvis hun ikke troede, så ville verden jo slutte, når hun lukkede sine øjne for sidste gang. Men sådan er det heldigvis ikke.

Kan man udlede en kristen værdi af disse to fortællinger? I så fald må det være, at vi har ret til at fastholde vores håb og vores uskyld, selv om samtiden (for)dømmer os, og at vi mennesker ikke kan dømme over liv og død.

Read More...

Om at bekymre sig

13. september 2015 | Posted in Hjemme | By

IMG_4590

Den brændte søjle i Istanbul, hvor efter legenden Noahs økse ligger indmuret.

Dagens tekst og prædiken i Jordløse Kirke handlede om at bekymre sig. Hvornår er der grund til bekymring?

Den første tekst – fra Første Mosebog – havde Rikke Gotfredsen udeladt. Men den er nok værd at beskæftige sig med. Hovedpersonen i fortællingen er Noah, der efter syndfloden har ført sin ark på fast grund på Ararats bjerge og lukket dyrerne ud. Han bygger nu et alter og brandofrer af dyrerne til Gud. Og Gud modtager offeret og indstifter en pagt med Noah. Han lover Noah en ny start med et nyt folk, og han lover aldrig mere at forsøge – gennem naturkatastrofer – at udslette sit skaberværk. Som symbol på pagten sætter han regnbuen på himlen.

Der er andre ting i teksten om Noah i Første Mosebog, det kan være værd at beskæftige sig med, når man vil prøve at forstå Det gamle Testamente i en samtidig kontekst. Især synes jeg det er interessant, at årsagen til syndfloden synes at være, at andre guder har forgrebet sig på og avlet børn med menneskedøtrene. Den vinkel er interessant, når man tænker på, hvor aktiv Zeus og de andre græske guder var på den tid med at avle børn med menneskedøtrene. Men lad det hvile. I dag er det vigtige budskab, at Gud lover Noah, at mennesker ikke længere behøver at bekymre sig om skaberværkets overlevelse, den bekymring kan vi mennesker overlade til Gud.

Dagens anden tekst stammer fra Mattæus-evangeliet og et et uddrag af bjergprædiken. Den handler også om at bekymre sig, men denne gang handler det om, at man ikke skal bekymre sig om ussel mammon. Man kan ikke på en gang tjene Gud og mammon siger Jesus – man må vælge. I må ikke være bekymrede for jeres liv, for hvad I skal spise og drikke eller for jeres klæder. Hvis man følger gud – eller i Jesus forståelse – sin samvittighed, så skal Gud nok sørge for, at man får det, man behøver.

Hvis man skal uddrage en kristelig værdi af det, så må det være, at man skal tænke på næsten, før man tænker på sin egen rigdom.

Bekymring og flygtningestrømmen

Der findes nok ikke en dag i verdenshistorien, hvor det budskab ikke er aktuelt. Men i disse dage, er det et godt indspark i debatten om de flygtninge, der flyder ind over Europas grænser i noget, der kan minde om en syndflod. Vi skal holde op med at diskutere flygtningespørgsmålet i økonomiske termer. Det er uden betydning om Danmark bliver rigere eller fattigere målt i BNP af at modtage flygtninge. Det er ikke noget, vi skal bekymre os om. Det er strengt taget heller ikke noget, det er muligt at regne på, hvis man ville.

Men vi skal bekymre os om, at vi i fællesskab løser problemet på en måde, så vi kan se os selv i øjnene på den yderste dag.

Read More...

Den taknemmelige samaritan

6. september 2015 | Posted in Hjemme | By

250px-Shomroni_tora2

I Jordløse Kirke fortalte vores præst Rikke Godfredsen i dag om den taknemmelige Samaritan, det takkede Jesus, fordi han blev helbredt for spedalskhed. Ni andre blev helbredt sammen med ham, men de glemte at takke.

Jeg tænker ikke, at taknemmelighed er en speciel kristen værdi. Men det er en religiøs værdi at være taknemmelig for skaberværket og det guddommelige, den værdi kan vist genfindes i alle trossamfund.

Hvad lavede jeg i kirken

Dette er indledningen til dette efterårs rejseprojekt – det bliver en rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen. Inspirationen kommer fra vores sidste lange rejse til Tyrkiet og Grækenland, men også fra mange tidligere rejser. Lige meget hvor man vender sig hen i verden, så spiller religion en kolossal rolle.

Men der er en anden ting, der trigger mig. Det er det forhold, at jeg synes, det er vigtigt, at vi har en kirke i Jordløse. En kirke med en præst, en degn, en graver og en organist. MEN HVORFOR ER DET VIGTIGT.
I dag var der barnedåb i kirken. Det var vigtigt for den familie, der var samlet om at det lille nye barn – Viggo – der i dag fik kirkens velsignelse. Men det havde unægteligt været større, hvis kirken havde været fyldt at Jordløse-boere, der havde budt ham velkommen i lokalsamfundet.

Så projektet er dobbelt. Det handler både om at udforske kristendommen som religiøst fænomen og om at udforske, hvad kirkens rolle er – eller kan være – i vores lille lokalsamfund. En del af projektet er at bruge efteråret til at gå i kirke, en anden del af projektet er en mini-studiekreds om historien bag Biblen – her især det gamle testamente.

Hvem er samaritanerne?

Her bliver historien spændende for mig. Samaritanernes navn relaterer sig til byen Samaria i Israel, en by der faldt til Assyrerne i 722 f.v.t. Efter Assyrerne fulgte Babylonierne og de eksilerede en del jøder til Babylon i et forsøg på at gøre den til “gode babylonier”.  Det lykkedes ikke, og de vender som jøder tilbage til Jerusalem under Perserne. Her vil de ikke vedkende sig slægtskab/ trosfællesskab med de Samaritanske jøder, der er blevet i Israel og Judæa – og visa-vers . Da Israelitisk religion bliver til lovreligion i 398 f.v.t. indfører jøderne forbud mod at gifte sig med ikke-jøder – herunder samaritanere.

Historien om Jesus, der helbreder en samaritaner og en samaritaneren, der takker Jesus, handler vist om at kunne se ud over etniske og religiøse skillelinjer. Det handler om at kunne se næsten i den anden uanset religiøs lov.

Netop det, at kunne se næsten i den anden på tværs af etniske og religiøse skillelinjer, kan man forstå som en kristen værdi, der indstiftes af Jesus.

Kilde: Bibelkundskab, Introduktion til Det Gamle Testamente, Århus Universitetsforlag, 1999

Read More...