Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen
30. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen
Hellespont
I dag er vi kørt fra Edirne til den halvø, der danner indsejlingen fra Ægæerhavet til Marmarerhavet og videre til Sortehavet. Vi er stadig i den europæiske del af Tyrkiet – i gammelt thrakisk land, men ikke længere fra Asien-siden, end at det ifølge legenden om Hero og Leander er muligt at svømme over det smalle stræde.
Hellespont eller Dardanellerne hedder strædet og halvøen hedder i dag Gallipoli på engelsk eller Gelibolu på tyrkisk. I Thrakiernes tid hed den Chersonese. Byen vi bor i hed dengang Callipolis, nu hedder den det samme som halvøen, Gelibolu. Mange dramatiske begivenheder har udspillet sig på denne halvø gennem historien, og alle de fortællinger bliver der god tid til at skrive om, for vi har lejet os ind på et lille hotel her for 4 nætter.
Men denne blog skal handle om vores indtryk af Tyrkiet nu og her og lidt om vejret og en vejrudsigt der lyder på storm.
Indtryk fra Edirne
Det første indtryk, da vi kørte ind i Edirne var, at vi er kommet til en anden verden. De mange ældre kvinder med tørklæder og i lange løshængende gevandter, der dækker over kroppe, der har født alt for mange børn. Trafikalt kaos i alt for smalle gader, små åbne butikker og byhuse i forfald. Ind i mellem bilerne en hestekærre eller en morlille, der samler affald i en sækkevogn på størrelse med en telefonboks.
Kvinder i kø på posthuset i Edirne. Vor tids brønd?
Nyt og gammels mødes
Men da vi først var installeret på hotellet og gik en tur ned i gågaderne, så var kaos forvandlet til orden, butikkerne var med udstillingsvinduer, der var fine caféer, springvand og fontæner og kvinderne var unge og smarte og med udslået hår. Sagt med andre ord: en stor, moderne og købedygtig middelklasse.
På anden dagen i Edirne fulgte vi guidebogens anbefaling og gik en tur langs Tunca-floden for at se på gamle broer. Det var silende regn og da vi nåede til det sted, hvor broturen skulle tage sin begyndelse, kunne vi ikke se andet end vand. Da vi spurgte om vej, blev vi inviteret på te hos en tysktalende Tyrker. Han bor nu i Tyskland, men har et lille hus ved bredden af Tunca-floden, hvor han tager hen, når han holder ferie. Til daglig bor hans bror eller andre bekendte i huset. Han fortalte os, at floden var gået over sine bredder, det var en ren katastrofe. Og de gamle broer var lukket for biltrafik af samme grund. Men vi kunne nok gå derhen og tage et par billeder. ”Men pas på sigøjnerne”, formanede han, ”det er scheise Leute”.
”Der er en hel lejr af dem deroppe”, peger han, ”der bor også nogen af dem her nede, men de er OK”.
Således formanet går vi videre og når det dige, der er anlagt som værn og gangsti langs floden.
Og ganske rigtigt står broerne i vand til halsen og de fleste af dem er det umuligt at passere i en bil. Fra diget er der udsigt til to sider. Til højre flyder den udbredte flod, til venstre ligger byens slumkvarterer. Som i en favela klumper folk sig sammen i faldefærdige skure i byens udkant.
Da vi kommer ud til bilen i morges er der sne og is på ruden og temperaturen er under frysepunktet. Vejrer er køligt men klart.
På vej ud af byen ser vi, hvordan nye bydele skyder op på den anden side af floden. Tyrkiets byer udvikler sig som andre byer i verden. Det gamle forfalder, nyt bliver bygget til at huse en voksende middelklasse. De fattigste klumper sig sammen i de faldefærdige bygninger, indtil man langsomt får saneret bykernen, så den igen bliver attraktiv at bo i – nu for de mest velstående.
Optræk til snestorm
Vi havde tænkt os på vejen at stikke forbi udgravningerne af en græsk/ romersk ruinby, der i dag hedder Enez og som ligger på den Græsk/ Tyrkiske grænse helt ude ved Ægæerhavet. Men undervejs bliver det koldere, mere blæsende og det begynder at sne. Så vi bliver bange for at blive fanget langt ude i ødemarken i en snestorm. Heldigvis vælger vi at køre direkte til hotellet i Gelibolu. For det er virkelig blæst op og der er masser af sne i luften, så det er godt at være inden døre.
Hotel Galipoli Konukeri
Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store
29. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store
Edirnes historie
Edirne ligger tæt ved den græske og bulgarske grænse og har i gennem historien været en strategisk vigtig by.
”The Rough Guide to Turkey” skriver at der altid har været bosættelse her på dette sted. På museet i Edirne kan vi læse, at Thrakierne har boet i området siden den neolitiske kultur ca. 10.000 f.v.t. og at området har været et vigtigt bindeled mellem de indoeuropæiske kulturer i øst og vest, ikke mindst i den periode, hvor man gik fra overvejende at være nomader til gradvist at blive bofaste.
Bronzealderen
I bronzealderen udvikles de første byer, bystater og stater i Anatolien, er Thrakierne et af de første europæiske folkeslag, der udvikler en særlig kulturel identitet, og derigennem afgrænser sig fra de omliggende kulturer. Den del af de Thrakiske stammer, der levede tættest på Anatolien havde tætte kontakter dertil og var influeret at de første bondekulturer her, mens Thrakierne længere mod nord i højere grad fortsatte deres nomadetilværelse.
Thrakierne udvikler sig i 700’tallet f.v.t. til et rytterfolk
I overgangen fra bronzealder til jernalder kom der flere indvandrende folkeslag nordfra til Thrakien, hvor de bosatte sig i nogenlunde fredelig sameksistens med Thrakierne. Det første egentlige anslag mod Thrakierne kom, da den Persiske kong Dareios invaderede landet i 513 f.v.t. på vej mod Bosporus-strædet. Thrakerne kom under Persisk dominans indtil Tzar Ter den 1. (480 – 464) fik etableret et stærkt Odrysisk kongedømme.
Seuthes den 3 flytter Thrakiernes hovedstad
Thrakiernes (Odryserne) havde deres hovedstad i Edirne indtil 320 f.v.t. Dengang hed byen Uscudama. Det var Odrysernes konge Seuthes den 3. (330-300), der flyttede hovedstaden fra Uscudama (Ediene) til Seuthopolis (Kazanlak i det nuværende Bulgarien).
Byste af Seuthes den 3. fundet i hans grav
Seuthes den 3. startede sin regeringsperiode, mens Aleksander den 3. den Store herskede i Makedonien. 330 var året, hvor Alexander den Store på sit store felttog havde besejret Perserne og derfor lod sig udråbe til Persernes konge. Men selv om Makedonierne og Odryserne var thrakiske broderfolk (i alt fald ifølge Pavlov) havde Seuthes ikke til sinds uden videre at skulle underkaste sig Makedonerne. Odrysernes modstand mod Makedonernes overherredømme startede ved Phillip den 2. ’s (Alexander den Stores far) død i 336. I forbindelse med tronskiftet, forsøgte mange thrakiske stammer et oprør mod Alexander den Store. Men da først hans kampagne gik i gang (333) støttede mange thrakiske stammer ham med ryttersoldater.
I 325 bliver Alexander den Stores guvernør Zopyrion dræbt i et slag mod Geaterne, en thrakisk stamme, der levede omkring Donau og som aldrig havde underkastet sig Makedonierne. Den uro det skabte, benyttede Seuthes den 3. til en nyt oprør mod Makedonerne. Lysimachus fulgte efter som ny Guvernør i Thrakien, og efter Alexander den stores død i 323 forsøgte Seuthes sig igen med et oprør. Efter mange kampe måtte Seuthes acceptere Lysimachus overherredømme. Lysimachus udråbte sig til Konge over Thrakien og Seuthes valgte at flytte det Odrysiske kongedømme til det centrale Thrakien ( nu Bulgarien) og at etablere en ny hovedstad i Seuthopolis (nu Kazanlak i Bulgarien). Her ligger han begravet, hans grav blev fundet intakt i 2004 sammen med gravene efter en lang række andre Odrysiske konger, heraf en del der var før Seuthes. Stedet kaldes de Thrakiske kongers dal.
Indgang til grav. De Thrakiske kongers dal
Grækere, Romere og Osmanner i Edirne
Edirne fik senere af grækerne navnet Oresteia og senere af romerne navnet Hadrianopolis, den blev udråbt som hovedstad for det romerske Trakien af Kejser Hadrian.
Under romersk herrredømme (hvor Konstantin den Store flytter hovedstaden fra Rom til Konstantinopel (nu Istanbul) forblev byen af stor betydning som en fremskudt base på Balkan.
Så indtog Osmanen Murat den 1. byen i 1361, og gjorde byen til hovedstad i det Osmanniske rige i stedet for Bursa, der ligger syd for Istanbul. Byen fik nu navnet Edirne. Det skete 90 år før det lykkes Ottomanerne ved Mehmet eroberen, at besejre og indtage Konstantinopel/Byzans. Edirne var stedet, hvorfra Mehmet eroberen fik støbt de berømte kanoner, der gjorde det muligt for ham at gennembryde Konstantinopels mure.
I den ældste moske i Edirne, Eski Cami fra 1414 prædiker Imamen stadig med sværd i hånd for at minde muselmænd om, at man må kæmpe for troen. Nogen har fjernet hans hoved på billedet på plakaten , der står uden for moskeen.
Snapshots from Edirne in Turkey
28. december 2014 | Posted in English, Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Snapshots from Edirne in Turkey
Yesterday we arrived to Edirne in Turkey
Today we took a walk and we visited 3 mosques, an archaeological site, a Historical Museum and an old marked, all of it within short walking distance. It is an amazing city.
The three mosques we visited are
Eski Cami from 1414
Üc Serefeli Cami from about 1447
Selimiye Cami from 1569
First we went to see the old Macedonian Tower and the excavation of part of the old city Hadrianopolis, founded by the Roman emperor Hadrian (117-138 AD)
Then we visited the Mosques. The first ones we visited had many local visitors in guided groups, learning about the mosque.
The third, and biggest, and most impressive one – the Selimiye Cami – looked bright in the morning sun
Inside there was a remarkable light and outside the mosque there was a remarkable live
‘
Then we went to the archaeological museum. Here we found some very old images of men on horseback
On our way to the marked, we met symbols of Ata Türks modern Turkey
A young couple dancing with a peace dowe and a Olive branch under a fountain with lions
After visiting the fishmarked we went to a restaurant and had dinner.
Thrakerne hjalp Troja i krigen mod Mykenerne
26. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Thrakerne hjalp Troja i krigen mod Mykenerne
Historie og identitet
Journalist i DR Frank Esmann lavede sidste år en række radioudsendelser om Balkan. I Bulgarien laver han et interview med en bulgarsk forsker, hvor han spørger: Hvorfor gå i så meget op i jeres historie? Forskeren svarer: Fordi det vi har, det er vores historie.
Historien genfortælles
På Balkan foregår der i disse år en genfortælling af historien, der skal bidrage til at forstå sig selv og ”de andre” i et Europa, der ikke er delt i et Øst og et Vest. Magt og kultureliterne på Balkan er i gang at skabe nye fortællinger om national identitet, som befolkningen kan identificere sig med. Historieforskningen spiller en stor rolle i den forbindelse. Men det er vigtig at huske, at historieforskning ikke er en eksakt videnskab. Her er mange muligheder for fortolkning.
Det makedonske spørgsmål
Alexander den 3. den Store siddende på sin Illyriske moders skød. Foto fra Skopje, dec. 2013
Sidste år, på vores tur til Makedonien (FYROM) og Grækenland skrev vi en del om netop dette emne, og John (text) Petersen , der er historiker og som bor i Makedonien (god ven) har efterfølgende på sin blog beskæftiget sig en del med den Makedonske italesættelse af historien. Det store konfliktstof ligger i, at 1/3 af Makedoniens befolkning forstår sig selv som et albansk mindretal, mens majoriteten er i gang med at italesætte sig selv som et Makedonsk folk med rødder direkte tilbage til Alexander den 3. den Store. Albanerne hævder derimod, at de såkaldte Makedoner i virkeligheden er Bulgarer.
På museet i Varna købte jeg er nyligt udgivet bog af en bulgarsk historiker Plamem Pavlov [1], som giver en bulgarsk version af den historie, set med bulgarske øjne.
En bulgarsk synsvinkel på Det makedonske Spørgsmål
Pavlov tager sit udgangspunkt i det indoeuropæiske folkeslag, der hedder Thrakerne. Thrakerne er et velbeskrevet folkeslag i den antikke græske historie og der er arkæologiske fund, der bekræfter Thrakerenes tilstedeværelse omkring Donau – fra Orchid søen i vest (nuværende Makedonien) til Djepr floden (løber gennem Kiev i Ukraine) i øst, fra Karpaterne i Nord og Aegærerhavet og Thessalien i syd tilbage fra ca. 2500 f.v.t (d.v.s. samtidig med Hittitterne på den Anatolske højslette, der også var et indoeuropæisk folk).
Palle ved Orchid søen, nov. 2013
Trakiernes historie
Ifølge Pavlov beskriver Herodot (ca. 450 f.v.t.) Thrakanerne som det folkerigeste folk (i verden) efter Inderne. I Homer’s Illiaden omtale s Thrakierne som en af Trojas allierede, og at den thrakiske Tzar Rez deltog i krigen på Trojas side. På samme tid blev der grundlagt et Thrakisk kongerige i Lilleasien.
Model af Homer’s Troja. Foto fra Puskinmuseet i Moskva, sept. 2014
Pavlov forstår Thrakerne som en ”samlebetegnelse” for en lang række indoeuropæiske stammefolk med fælles kulturelle rødder – et fælles etnos, på samme måde, som vi senere har Germanere som en samlebetegnelse for mange (også indoeuropæiske) stammer i det nordvestlige Europa med meget beslægtede sprog og vaner. De Thrakiske folk etablerede sig i mindre kongedømmer, på samme måde som Germanerne også gjorde det.
Model af stridsvogn fra Sortehavet ca. 600 f.v.t. Puskinmuseet i Moskva, sept. 2014
På Herodots tid var det mest betydende af kongerigerne Odrysae, hvorfra man kender en række navngivne og betydningsfulde konger, startende med Ter den 1. (480-464 BC).
Men ud over Odrysea nævner Pavlov kongeriget Getae og ikke mindst Makedonien som betydningsfulde thrakiske kongedømmer.
Mellem linjerne kan man læse, at Makedonerne og Odryserne konkurrerede om overherredømmet over de Thrakiske territorier, der på dette tidspunkt rakte fra adriaterhavskysten (Illyrien, nu Albanien) over hele det nordlige Balkan til Ægæerhavets Lilleasienskyst. Som bekendt blev det Makedonierne, der gik af med sejren. Stort set alle Thrakierne blev samlet i et rige under Phillip den 2. far til Aleksander den 3. den Store. Kun nogle getaesiske stammer nord for Donau (nuværende Rumænien) forblev selvstændige.
Pavlov skriver om Makedonerne at de var de mest Helleniserede af de thrakiske folk, med at de gamle grækere aldrig ophørte med at omtale dem som andet end barbarer. Alexander den 3. den Stores erobringstogt fik – stadig ifølge Pavlov – stor betydning for alle Thrakiske folk. Forestillingen om en hegemonisk verdensorden omfattende alle kendte klassiske kulturer under et Hellenistisk militær – bureaukratisk oligarki sammen med indflydelsen fra de gamle civilisationer i Øst (ex. Persien) fik blivende betydning i både Makedonien og i de andre Thrakiske samfund. En undtagelse var de getanske stammer nord for Donau, der senere er kendt som Dacians (Rumænere).
Efter Alexander den 3. den Store’s død opdeles hans rige mellem hans generaler og Lysimarcus bliver hersker over det meste af Balkan.
[1] Pavlov, Plamen; Bulgaria and the Bulgarians, a brief histoty, Borina Publishing house, Second edition, 2013
Forskere strides om stenskovs oprindelse
25. december 2014 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Forskere strides om stenskovs oprindelse
Stenskoven uden for Varna
Turist guide bogen om Varna, som vi købte på det arkæologiske museum, skriver om sten skoven en ca. 18 km vest for Varna: ”et unikt natuligt fænomen i et ellers næsten ørkenagtigt landskab, som kan få en til at spekulere på, om man står over for ruinerne af en ældgammel by, resterne af en mystisk tusindvis af år gammel skov eller et vildsomt Mars-agtigt sted, man er blevet teleporteret til.”
Området er ca. 1 km langt med stenpiller eller søjler i op til 6 m højde. Et fænomen af smuk geologisk egenart, som forskere øjensynlig ikke lige har opskriften på. Men teorien er vel nærmest, at der for 50 mill år siden skete nogle dramatiske oversvømmelser, der skyllede ind over de nederste lag af Alperne og da vandet trak sig tilbage tog det jord og løs overflade med sig, og tilbage har vind og vejr bearbejdet resterne til disse gigantiske stalitter, som man kan nyde i dag.
Stedet nydes også af Bulgarere, der med andagt og med leg lever sig ind i dette mystiske landskab. Det er bestemt et besøg værd.
Industri og atter industri
Omkring Varna er der rigtig meget industri, i egentlige industriområder, som nyder stor gavn af de mange kaj pladser i det store havneområde. Der er meget produktion af byggematerialer og kemisk industri, maskinindustri, møbelindustri, føde- og drikkevareindustri, produktion af husholdningsmaskiner og skibsværfter.
En svævebane transporterer granuleret limsten over en afstand på ca. 5 km fra bruddet og ud til kysten. Kablerne til banen er spændt op på højspændingsmaster.
Så en tur ud i naturen i denne del af Bulgarien er en tur fyldt med kontraster. Drejer man hovedet til højre, så ser man et petrokemisk anlæg, ser man til venstre er det ren landlig idyl.
Byen
Industrien sætter sit præg på byen Varna, som overhovedet ikke bærer præg af sin turisme. Det er en aktiv by med aktive mennesker, der nyder 1. Juledag med lange spadser ture i den store park eller ved den lange og brede strandbred. Bader i det opvarmede bassin 10 skridt fra havet og drikker en øl ved de få restaurationer, der holder åbent her ved juletid. Der er overhovedet ingen faldbyden af turisme- tingel-tangel. Faktisk bliver vi betragtet som lokale, og folk henvender sig på bulgarsk og må så erkende, at de får svar på engelsk – og det er helt fint!
Bulgarsk bad. Mange mænd og en enkelt kvinde nyder et bad i varmtvandsbassin ved Sortehavskysten i Varna
Netop denne oplevelse af at befolkningen hviler i sig selv, gør det både spændende og rat at være her. Som udlændig falder man ind i byens liv, og er ikke genstand for alles blikke og den næste hurtige handel.
Merry Christmas from Varna in Bulgaria
24. december 2014 | Posted in English, Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Merry Christmas from Varna in Bulgaria
Marry Christmas
To all our friends
from
Palle and Rikke
in Varna Bulgaria
We went out the 24. December to find Christmas in Varna
We looked in the streets of Varna
We could not find the Christmas
We looked at the museum
But we only found a 7000 year old gold treasure
We looked at the beach of the Black Sea
But we only found relaxed and beer drinking people
It became darker and we looked at the harbour
but we only found a star and guitar playing boys
We gave up looking for Christmas and started to look for a place to have our dinner
and suddently the Christmas was there
Happy Christmas from Santa Claus, the Snow Queen and the people of Varna
Verdens ældste guldfund er gjort i Varna
23. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Verdens ældste guldfund er gjort i Varna
Typisk landsby langs landevej i Rumænien
Hjemmeslagterne i Rumænien
Inden vi forlod Rumænien blev det tydeligt at julen stod for døren. Især på det sidste stykke vej fra Bukarest til grænsebyen Giurgiu, blev der i vejsiden foran næsten hvert hus slagtet gris til salg, i de stykker man kunne ønske.
Det var tydeligt, at vi helst ikke skulle fotografere, så det blev kun til et par billeder, der hvor det var OK. Men antallet af husslagtninger var vel halvtreds på et ret kort stykke vej. Det var tydeligt, at det var her man kørte hen for at få sit grisekød til julen.
Super veje i Bulgarien
I Rumænien tilbragte vi rigtig mange km på ualmindelig dårlige veje. Så snart vi Krydsede Donau og kom til Bulgarien blev kørslen ren limousine cruising. Super velanlagte veje gennem et storladent landskab med store landbrugsarealer så langt øjet rakte. Det var markant anderledes end det meget fattige Rumænien.
Broen over Donau ved grænseovergangen mellem Rumænien og Bulgarien, med fuld aktivitet på den Bulgarske side
Indgangsparti til museet i Varna
Varna ved Sortehavet
Turen er gået til Varna Ved Sortehavet. I Varna området er gjort fund af menneskelig aktivitet, der går mere end 100.000 år tilbage. Det er også stedet, hvor de ældste guldfund i verden er gjort. Begravelser med ualmindelig rige guldfund, der er fra 5000 år før vor tidsregning, er udstillet på det meget besøgsværdige museum for arkæologi i Varna. Museet har en meget flot og stor samling af de rige fund, der er gjort, dækkende en lang historisk udvikling over stenalder, kobber og bronzealdrene.
Videre den blomstrende periode som græsk bystat med immigration fra Millet (nu Tyrkiet), over den romerske tid og videre til Byzantinsk og Osmannisk tid. Den græske bystat Millet, der grundlagde Varna som havneby ca. 500 BC så vi en model af på Museet i Berlin. Den ligger på den tyrkiske Agæerhavskyst, lidt syd for Ismir.
Model af byen Millet (Milas) i Lilleasien, som den så ud i den romerske periode omkring år 100 e.v.t. Pergamonmuseet, Berlin
Kristendommen kom tidligt til Varna. Allerede i det første århundrede etableret af apostelen St. Andrew, men først rigtig godkendt da romerne accepterede og bekendte sig hertil i 300 tallet.
Storheden fik en brat afslutning i 614 da Avarer og Slavere indtog og brændte byen. Der var til da 14 store basilikaer og et rigt græsk/romersk/byzantinsk liv.
Byen ”genopstår” i 800 tallet under det første Bulgarske kongerige og får igen sin store betydning som havneby. Men der er også mål for først byzantinerne og siden tyrkerne, der fuldstændig satte sig på Bulgarien i 1393 og udsatte befolkningen for stor undertrykkelse igennem 500 år.
Først efter den Russisk-Tyrkiske krig i 1878-79 får Varna sin frihed igen som en del af Bulgarien.
I dag har Varna over 300.000 indbyggere og et yndet feriested. Vi ser frem til nogle spændende dage her.
Udsigt til hvid jul på den Rumænske højslette
21. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Udsigt til hvid jul på den Rumænske højslette
To dage på landevejen har bragt os gennem smukke landskaber og udkantsområder i Slovakiet, Ungarn og Rumænien. Vejret er mildt, men der er sne på bjergtoppene og sjap på den Rumænske højderyg. Men efter 5 timer på elendig vej i Rumænien nød vi, at en del af vores EU-skattekroner er brugt på 120 km imponerende øst-vest gående motorvej i Midtrumænien.
120 km motorvej mellem Deva og Sibiu i Rumænien, der er bygget for EU-midler
Trætte nåede vi langt om længe frem til vores logi – Vila Victoria i byen Rämnicu Vâlcea. Her blev vi modtaget at et rummeligt værtspar, der lavede mad til os. Vi fik en lang snak om livet i al almindelighed og om den politiske situation i Rumænien, på en aften, hvor Rumænien fik ny præsident. Han hedder Klaus Iohannis, har tyske forældre og har vist noget overraskende vundet over den socialistiske kandidat. Til trods for at vores samtale havde en noget kaudervælsks karakter, på en blanding af spansk, fransk, tysk, engelsk rumænsk og dansk, så er der ikke nogen tvivl om, at vores værtsfolk ikke har de store forventninger til, hvad han kan udrette. Han forsvinder ud af det politiske landskab igen, når han har skrabet det til sig, han kan komme af sted med, det er deres klare forventning.
Selv er de ikke optimistiske omkring Rumæniens fremtid. De ser et land, hvor alting kun går ned ad bakke. Leiraen (Rumænsk møntfod) er styrtdykket, overalt er der arbejdsløshed og de unge immigrerer – Tre millioner Rumænere bor ifølge dem i Italien og Spanien i dag. Og både Italien og Spaniens økonomier er i knæ. Driften af de rumænske miner er overtaget af hollændere og franskmænd. Byggekomponenter importeres fra Tyskland og andre steder. Ud over korruption er kun landbrug og turistindustri tilbage som levevej i Rumænien. Så langt kom vi. De sproglige kompetencer rakte ikke til at få styr på ejerforhold i landbrug og den tilhørende bearbejdningsindustri. Men små landbrug er ret udbredte.
Således familien selv. De er folkepensionister, men driver altså hoteludlejning i deres ret store villa, hvor også deres ene søn bor med sin familie. Måltidet vi nød var alt sammen egenproduktion: Kartofler, hamburgryg, frikadeller og syltede agurker. Dertil et glas druebrændevin og et glas rødvin. Kun appelsinerne til dessert kom fra Grækenland. Grisen, der havde produceret hamburgryggen og frikadellerne, havde gået i baghuset og var blevet slagtet her til jul. Den vejede 100 kg i slagtet vægt. Kartofler og druer til vin og raki er dyrket på deres egen jord.
De har en søn mere. Han bor i Columbia. Der var sparet sammen til, at faderen kunne besøge ham i 2015.
Landsby med kirke på Den rumænske Højslette
Man kan ikke (be)dømme et helt land på en dags besøg, men mønsteret ligner noget vi har set i andre lande på Balkan. Familiebaseret økonomi, mange migrantarbejdere, der sender penge hjem, bl.a. til at istandsætte og vedligeholde de familieejede bygninger. Mange af disse bygninger står til dagligt tomme rundt om i landsbyerne. I de utallige landsbyer, vi er kørt igennem i dag, er der max. steget røg op fra 25% af husene. Resten er tilskoddede. Ude i landskabet står utallige faldefærdige tidligere industrianlæg, og ind i mellem ser man så helt sprit nye højteknologiske industrianlæg, der spyer røg og damp op i atmosfæren.
Men det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at udsigten til hvid jul på Den rumænske Højslette er god.
Svenskerne hærgede Kraków inden de invaderede Danmark
19. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Svenskerne hærgede Kraków inden de invaderede Danmark
Når man har en dag til at gå på opdagelse i Kraków, så kan man enten udvælge sine mål med omhu eller lade heldet råde. Vi gjorde en blanding af de to ting, og det førte os rundt i atelieret hos Polens nationalmaler og på en historisk rundtur under markedspladsen i Kraków.
Om af fremmale sin identitet
Jan Matejko (1838-93) hedder Polens nationalmaler. Han blev født og han levede det meste af sit liv i Kraków i det hus, der endnu rummer hans atelier og hans bohave. Hans mor var ligeledes født i Kraków, mens faren var fra Tjekkiet. Krakow var sidst i 1700’tallet i forbindelse med Poles opløsning blevet en del af det Østrig-Ungarske kejserrige. Som 10 årig var han vidne til det mislykkede oprør mod Østrigerne, som to af hans brødre tog del i. Som nyuddannet maler støttede han en ny opstand i 1863-64. Da også den opstand mislykkedes, besluttede han i en alder af 24 år at dedikere sin kunst til at nære den polske identitet og nationalfølelse.
Han blev en førende skikkelse inden for en polske nationalpatriotisk bevægelse for historisk malerkunst, der blomstrede op i anden halvdel af 18’tallet. Kraków blev centrum for denne bevægelse, fordi forholdende her var relativt friere end i den Preussisk besatte del af Polen. Matejko blev i 1873 udpeget til leder af skolen for fine art i Kraków, en post han besad til sin død i 1893. Han bidrog således til at uddanne en hel generation af patriotiske polske malere i et århundrede, hvor Polen som nation var fjernet fra det europæiske landkort.
Værk af Matejko. Den polske hær har standset Osmannernes fremrykning ved Wien. Den polske konge overrækker en depeche til en kurer med besked til kejseren om sejren.
Om at grave sin historie op af jorden
I forbindelse med renoveringen af markedsbygningen på markedspladsen i Kraków er byens historie blevet blotlagt lag for lag. Og i stedet for at lukke det hele til, så har man bevaret udgravningerne i en underjordisk museumsanlæg, der fører en på en spændende rundtur gennem byens historie. Og man har gjort et stort arbejde for at levendegøre historien i denne autentiske kulisse med lyd, billeder og artefakter.
Svenskerne hærgede Kraków
Nyt for os var det, at de svenske tropper efter 30’års krigen i 1655 i to år hærgede og plyndrede Kraków inden de tog videre og i 1657 invaderede Danmark, gik over isen ved Als og til sidst omringede København. Den krig sluttede ved Roskildefreden i 1658.
For Krakow fik den svenske hærgen voldsomme følger. Kongen, der af svenskerne blev drevet ud af slottet Wavel, der siden år 1000 havde været Polens magtcentrum, valgte efterfølgende at flytte Polens hovedstad til Warszawa og Krakow’s mistede sin betydning som handels- og kulturcenter indtil Østrigerne efter 1794 gjorde Kraków til center i den polske del af det Østrig-ungarske kejserdømme.
Protestanter snød de polske myndigheder
19. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Protestanter snød de polske myndigheder
Slettelandskab med Karkonoszebjergene i baggrunden
Turen fra Berlin til Krakow bød på slettelandskab, et kirkebesøg og sluttede med middag i Kraków på en restaurant, som Valdemar Atterdag efter sigende indviede for 650 år siden på torvet i Kraków.
Krig og fred på polsk
Fra Berlin kører vi ind i Polen ved kort efter byen Cottbus og humbler os gennem 85 km dårlig asfalteret motorvej. Vi er næsten ved at opgive ævred og se os om efter en alternativ landevej, da kortet lover bedre vej forude. Og ganske rigtigt, fra den polske by Boleslawiec til Krakow er vejen af høj standard, men desværre ikke gratis at køre på. Når man studerer polsk historie er det svært at tro, at det er tilfældigt, at det netop er vejen fra den tyske grænse til den første Polske by af betydning, der er dårlig. Fra 1772 – 1945 har Preusserne på den ene side og Russerne på den anden side haft et godt øje til Polen. I 1795 – efter tre krige – havde Preuserne, Østrigerne og Russerne delt Polen mellem sig, og det 800 år gamle rige var slettet af landkortet. Det genopstod som en del af fredsslutningen efter 1. Verdenskrig, men – som de fleste ved – blev det startskuddet til 2. Verdenskrig, at Tyskland besatte Polen 1. September 1939 og at Rusland besatte den østlige del. Efter 2. Verdenskrig fik Polen nye grænser. Den østlige del forblev Russisk, til gengæld fik Polen, som tidligere fortalt, en god bid af det tidligere Preussen. Polakkere i stor tal blev flyttet fra det øst, der nu var en del af USSR til de nye polske besiddelser i vest.
Juletræet bæres ind i den smukke bindingsværkskirke i Jawor
De protestantiske bindingsværkskirker
Men den historie, der nu skal fortælles udspillede sig ca. 125 år før Polens gradvise opløsning i 1780’erne. I perioden efter 30 års krigen – og Den Westfalske fred – nød protestanterne i Polen en vis religionsfrihed. Men det var nok ikke planen, at protestantismen for alvor skulle rodfæstne sig. I alt fald blev der sat den begrænsning på protestantisk kirkebyggeri, at det skulle være midlertidigt. Derfor måtte man kun anvende træ, ler, sand og strå som byggematerialer.
I byerne Jawor og Swidnica findes der derfor to enestående kirker, bygget i bindingsværk. De bærer begge navnet Fredens Kirke . De er projekteret af samme mand, A. Von Säbisch og de er bygget af byernes protestantiske menigheder, som stadig ejer og driver dem. Kirkerne er eksempler på helt enestående bindingsværksarkitektur. De er bygget med fire indvendige gallerier, så de hver især kan rumme flere tusinde kirkegængere.
Interior billede af kirken i Jawor
Vi lægger vejen omkring kirken i Jawor, der ligger tættest på vores rute, men som efter sigende skal være den enkleste dekorerede af de to kirker. Men vi en kendelig imponeret over, hvad vi ser.
Kraków
Vi slutter dagen af i Kraków, hvor vi igen mærker historiens vingesus. Vi spiser middag på en restaurant, hvor Valdemar Atterdag holdt hof sammen med den polske kong Kasimir den 3. af Polen og 4 andre monarker i 1364.
Hvorfor er Valdemar Atterdag i Krakow
Anledninger er brylluppet mellem kejser Karl den 4. og den polske konges barnebarn, fordi Kasimir den 3. ikke har nogen direkte arvinger. Brylluppet er en 20 dages fest i Kraków.
Den helt kort fortælling er nok at Valdemar Atterdag havde stort behov for at få Kejser Karl IV’s støtte over for Hasestæderne og flere nordtyske fyrster.
Valdemar kender Kejser Karl fra ungdomsårene og Karl ender med at bakke Valdemar op i så høj grad, at han inviterer ham til Pragh og han lader udfærdige flere breve til Valdemars fjender, der i høj grad medvirker til at Valdemar kommer ud af en række konflikter, som den vindende part. Det er storpolitik, for Karl arbejder også på gennem sit giftemål og andre strategiske skridt at kunne overtage hertug/kongetitlen over Polen og dermed befæste sit store rige.
Fortællingen om Kongemødet i Krakow i 1364