Guernica
25. marts 2025 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
D. 26. April 1937 blev den lille bjergby i Baskerlandet i Spanien angrebet af tyske bombemaskiner der sønderbombede byen og dræbte ca. 1600 beboere kvinder, børn, mænd gennem en række bombetogter og uden at byen overhovedet kunne forsvare sig.
Det er et stærkt indtryk at besøge byen i dag og ikke mindst museet for fred, Guernica peace museum, hvor man gennem en række rum beskæftiger sig med fred og konfliktløsning og skildrer de lidelser det tyske Luft Waffe udøvede på en fuldstændig forsvarsløs befolkning.
Da den højreorienterede nationalist general Franco kunne ikke få brugt med de frihedssøgende baskere under borgerkrigen mod den republikanske regering i Spanien, aftalte han dette angreb på den forsvarsløse by med Hitler. Til sin død nægtede Franco at tage ansvar for angrebet. Han fastholdt at det var „De Røde‟, der havde sat ild til byen. Det skønt hans tropper indtog byen blot 3 dage efter bombedamentet.
Missionen fik operationsnavnet Condor. Et billede på museet hvor Marshal Goering uddeler ordner til de tyske luftkaptajner efter operationen er et hjerteskærende levn for krigens grusomheder. Tyskerne satte ingen liv på spil og udførte blot denne opgave som en øvelse på senere togter da anden verdenskrig brød ud.
Lærer menneskeheden dog aldrig af fordoms lidelser.
Museet gør sit for at sætte fokus på fred og fredsforskning, men desværre lever vi stadig i en verden, hvor magtsyge og løgnagtige mennesker mener, de har lov til at undertvinge andre – om nødvendigt med militær magt.
Mange kender Pablo Picassos billede netop med titlen ”Guernica”. Det hænger ikke på udstillingen i originalen, men indgår i forskellige versioner, som en del af fortællingen om byens lidelser. Picasso fik allerede i 1936 af republikanerne opgaven at male et billede til verdensudstillingen i Paris i 1937, der skulle være 776,6 cm langt og 349,3 cm højt. Først da han i april 1937 læste om bomberne over Gernika besluttede han sig for motivet og skildrede gennem en række figurer og symboler krigens lidelser, sådan som de har udspillet sig til alle tider. Billedet fik titlen Gernika, og netop det billede har udødeliggjort begiverne i byen.
I dag er Guernica på mange måder en genopført og nybygget by. Der er flere museer og en mindepark ”Park of the European Nations” med skulpturer bl.a. af Henry Moore og Eduardo Chillida. De to kunstnere skildrer i to gigantiske skulpturer to forskellige muligheder, vi har som mennesker når bomberne falder: Vi kan krybe i skjul eller tage hjælmen på og kæmpe.
Toledo
2. marts 2025 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Toledo
Hvis man gerne vil have Spanien serveret som en magi-terning er Toledo et fantastisk sted. Den gamle bydel er ikke større, end man hurtigt kan gå rundt om dem, og den er anlagt som en labyrint, så der er hele tiden dukker nye og uventede detaljer op. Den repræsentere i overmål Spaniens historie, i alt fald frem til at Filip d. 2. i 1500’tallet beslutter at flytte hovedstaden til Madrid. Kirken flyttede dog ikke med, så Toledo er stadig Spaniens religiøse centrum.
Byen blev grundlagt af romerne, den var visigoternes (vestgothernes) hovedstad frem til 712, hvor den blev erobret af maurerne. Den blev generobret af de kristne i 1085. Frem til 1255 levede kristne, jøder og muslimer fredeligt sammen i byen.
Foto: Gadeparti i Toledo
Flere steder i byen et der tydelige spor efter de mange perioder i byens historie. Førromerske kirker blev til moskeer, for senere at blive ombygget til kirker. Det gælder fx. El Salvator kirken, hvor man har udgravet resterne af den gamle moske i forbindelse med en restaurering.
Foto: I en udgravning under El Salvator kirken er resterne af det, der engang var byens næstvigtigste moske.
I samme El Salvator kirke bæres en af buerne af en søjle med udskæringer, der stammer fra en kirke, vestgotherne (visigotherne) havde på samme sted. Søjlen er i dag flankeret af plastikblomster og faner fra korsriddertiden.
Foto: søjle med udskæringer fra Visigothernes tid
Da Toledo blev erobret af kong Alfonso under La Reconquista i 1085 var tiderne stadig usikre, så det var først da mauerne var blevet fordrevet til Andalusien i 1212, man for alvor tog fat på at rekonstruerer byen med nye store kirker. Indtil da var det de eksisterende bygninger, der blev omdannet og indrettet til kirker. Det gælder således også Toledos domkirke, der er bygget oven på byens største moske.
Foto: Katedralen i Toledo bygget i gotisk stil mangler de klassiske to tårne. Det ene tårn er af byggemæssige grunde blevet erstattet med en kuppel.
Moskeen blev fjernet og byggeriet blev sat i gang, men den stod først færdig 270 år senere, da El Grego‚s søn, Jorge Manuel, fik færdiggjort det sidste tårn, hvis fundament ikke kunne bære et traditionelt gotisk tårn, med en kuppel.
Foto: Mudéjar byggestilen finder man overalt i Toledo.
Toledo er kendt for en særlig byggestil – Mudéjar stilen, der er en blanding af kristen og muslimsk arkitektur, og hvis særlige kendetegn er hesteskoformede arkader.
Foto: San Roman kirken er i dag et visigotisk museum
San Roman kirken – i dag indrettet som museum – er et klassisk eksempel på denne stilart. Kirken rummer også 1200’tals frisker, der blev afdækket ved en renovering i 1926. En af disse freskoer er et vidunderligt billede af dommedag, hvor de afdøde kristne åbner lågene på deres kister, for sammen med englene at stige til himmels.
Et andet eksempel på denne byggestil er Synagogen El Transito. Bygherren var Samuel HaLevi, der var finansminister ved Kong Peter d. 1. hof i Toledo i 1300’tallet. Få år efter bygningen stod færdig døde han i byens torturkammer under jødeforfølgelser. Synagogen, der er forsynet med tekster på både hebraisk og arabisk blev ligeledes brugt som kirke.
Foto: Synagogen El Transito i Toledo
En særlig krølle på den historie er, at det er Samuel HaLevi’s palæ i Toledo i dag er indrettet som museum for El Greco. El Greco har dog aldrig boet i huset. Hans originale bolig eksisterer ikke mere. Men en kunsthandler købte Samuel HaLevi’s palæ i begyndelsen af 1900’tallet og indrettede det som han forestillede sig, El Greco’s hjem kunne have set ud.
El Grego
2. marts 2025 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til El Grego
El Greco født Domenikos Theotokopoulos var en græsk maler. Han signerede sine værker Δομήνικος Θεοτοκόπουλος for at understrege sin græske oprindelse. El Greco havde primært sit virke i Toledo i Spanien og regnes som en af de betydeligste kunstnerne i overgangen mellem europæisk renæssance og barok.
Sådan skriver Wikipedia.
El Greco er født 1.10 1541 i Iraklio, Kreta, Grækenland og død 7.04 1614 i Toledo, Spanien.
Billede: Vista y plano de Toledo, udført i perioden 1610-1614, giver et vue over byen Toledo af El Greco.
El Greco var således født græsk men blev en spansk maler, billedhugger, arkitekt og kunstteoretiker. Han fornyede 1500-tallets religiøse billedkunst i Spanien, og i begyndelsen af 1900-tallet fik han betydning for en række kunstnere, bl.a. ekspressionisterne og i Danmark J.F. Willumsen.
Tidlige arbejder
El Greco blev født på Kreta, hvorfra han kendte den byzantinske billedtradition, som han også fandt i Venedig; her slog han sig ned ca. 1566. Han arbejdede en tid i Tizians værksted, men blev senere mere tiltrukket af Tintorettos og Bassanos ekspressive malestil.
I 1570 tog han over Parma til Rom, hvor han malede et par portrætter, bl.a. af lægen Giovanni Battista Porta (ca. 1570-75, Statens Museum for Kunst).
På grund af sin åbenlyse kritik af Michelangelo blev El Greco imidlertid hurtigt ildeset i de toneangivende kredse i Rom. Han rejste derfor til Spanien, og fra 1577 (38 år gammel) var han i Toledo, hvor han fik bestilling på højaltertavlen til San Domingo el Antiguo. Tavlen med syv malerier, opbygget som en triumfbue, stod færdig i 1579 og betød en radikal fornyelse af den spanske religiøse billedtradition. Hovedbilledet med Marias himmelfart (Art Institute of Chicago) og Treenigheden (Museo Nacional del Prado, Madrid), der kroner tavlen, viser indflydelse fra såvel Tizian som Michelangelo.
Det kunstneriske gennembrud
Allerede her fremstår El Greco som en kontroversiel fortolker af religiøse emner, og senere kom han gang på gang i strid med bestillerne pga. sin frie behandling af en ellers cementeret ikonografi. Kong Filip 2. afviste en altertavle til slottet El Escorial med Den hellige Mauritius og den thebæiske legion (1580).
Til kirken San Tomé i Toledo udførte El Greco til gengæld 1586-1588 hovedværket Grev Orgaz‛ begravelse, der beskriver et under ved grevens gravlæggelse i 1323.
Billede: Foto Palle Møldrup 2025.
Dette blev El Grecos kunstneriske gennembrud, og han etablerede snart et omfattende værksted for at klare den store efterspørgsel. Han udførte dog fortsat højst originale billeder, hvor hans interesse for den religiøse mysticisme fandt afløb i en ekspressiv malemåde.
Stil
Ved hjælp af et næsten fosforescerende lys, kolde farver, dybe skygger og ikke mindst forvrængninger i perspektiv og kropsproportioner opnåede han et dybt personligt, ofte næsten ekstatisk udtryk som fx i Kristus i Getsemane have (1590’erne, Toledo Museum of Art, Ohio).
Karakteristisk for El Grecos sene værker er de lange og slanke figurer med næsten dansende bevægelser som fx i Laokoon og hans sønner (1610-14, National Gallery of Art, Washington).
El Greco udførte små modeller i gips og voks som forarbejder til nogle af sine oliebilleder. Han stod endvidere ofte for såvel de plastiske som de arkitektoniske detaljer i indfatningen af sine altermalerier.
El Grego i Toledo, Spanien
I Toledo er El Grecos billeder udstillet på en række steder. For det første er der selve museet for El Greco. Her hænger f.eks. en række sene værker af evangelister og disciple og et stort billede af byen Toledo (se ovenfor).
Dertil en række kirker f.eks. kirken San Tomé med værket Grev Orgaz‛ begravelse. Billedet blev malet hertil og det var også her begravelsen fandt sted.
Men begravelsen fandt faktisk sted ca. 250 år før El Greco fik opgaven at male billedet. Det var nemlig i denne kirke denne Lord Orgaz ønskede at blive begravet. Den katolske kirke havde to krav for at en sjæl kunne sikres en plads i himlen. Ud over at have levet et kristent liv skulle han begraves på et helligt sted, inde i en kirke og så skulle der betales for messer, der skulle holdes, for at opholdet i skærsilden blev så kort som muligt.
Derfor skulle der betales for plads inde i kirken og betales for messer. Men Lord Orgaz bestemte i sit testamente, at vasaller på hans herregård fremover skulle betalte for dette ved en årlig skat til kirken Santo Tomé. Således kunne pastoren fortsætte med at hjælpe de fattige, holde messer der kunne sikres herremandens sjæl og tages vare om graven i de kommende århundreder.
Detalje fra billedet, hvor Jesus og Maria sammen med andre frelste venter på at modtage Lord Orgaz i himmerriget.
Således var bønder og borgere fra Orgaz forpligtet til at betale en skat hvert år på to væddere, 14 kyllinger, et stort læs brænde, nok vin til at holde de årlige messer og 800 maravedis (datidens møntfod).
250 år senere mente bønderne og borgerne i Orgaz, at nu måtte de have betalt nok og at Lord Orgaz sjæl måtte være frelst og kommet i himlen. Men præsten ved kirken forudså, at hans indkomst dermed ville gå ned og forsvinde og lagde derfor sag an mod bønderne og borgerne. Der gik 19 år og endelig vandt præsten sagen. Så de stakkels bønder og borgere måtte udrede den store gæld. Præsten besluttede derfor, at han ville gengælde disse for de mange penge og bad derfor den mest berømte maler i Toledo, El Greco om at dekorere kapellet, så alle kunne se, det mirakel der var hændt to et halvt århundrede før. Ifølge legenden var to helgener St. Augustine og St. Stephen nemlig steget ned fra himlen under begravelsesceremonien og gravlagt Lord Orgaz for at være så god en kristen i hele sit liv.
På denne detalje fra billedet er malet et portræt af præsten, der bestilte billedet, hvor han står og læser op fra bibelen.
Underet som billedet beskriver er, at ifølge legenden steg to engle (her iført brokadekåber) ned fra himlen for selv at gravlægge Lord Orgaz. Bag englene ses et selvportræt af El Grego, der elegant løfter sin hånd.
Nu var det bare således, at den pris El Greco ville ha’ som betaling var 1.200 guld dukater, og det var langt mere end 19 års skat fra Orgaz borgere kunne dække, så præsten måtte derudover betale med kirkesølv, nogle varer fra sin egen ejendom og derudover forpligte sig til at betale for malerens pensler, billedrammer, maling og lærred i år fremover.
På billedet deltager også El Gregors søn også i begravelsen
Når du som besøgende i den lille kirke ønsker at besøge denne, for at betragte dette helt enestående maleri, må du betale 4 EURO pr. person hvorigennem du bidrager til biskoppen af Toledos kirkekasse, så alle besøgende betaler afdrag på El Greco’s billede.
På El greco museet i Toledo vises pt. en særudstilling med parafraser over El Gregos billeder. Her er vist en mere nutidig og satirisk version af Lord Orgaz begravelse.
Rejsebrev om turen fra Belgien til Toledo i Spanien
2. marts 2025 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Rejsebrev om turen fra Belgien til Toledo i Spanien
Der ligger nu et rejsebrev om vores tur fra Brügge i Belgien til Nordspanien gennem Le Mans i Frankrig, Santillana del Mar, Altamiragrotterne, Comillas, Oviedo, Leon, Hospital de Orbigo, Valladolid og Avila.
Brevet handler en del om Spaniens tidlige historie.
Hulemalerier
21. februar 2025 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Hulemalerier
Vi har i dag besøgt den helt enestående historiske seværdighed museet om Altamira hulen med de skønne hulemalerier af dyr ca. 18.000 år gamle. Hulen er beliggende ved den nordspanske kyst i regionen Cantabrien tæt ved den historiske by Santillana del Mar.
Picasso samlede menneskets malerhistorie med følgende udsagn: ”mennesket har ikke udviklet sig kunstnerisk siden de enestående hulemalerier i Altamira”. Grotten blev opdaget i 1879. I de følgende år valfartede folk til hulen, for at se de smukke billeder af bisoner, hjorte og andre dyr i deres mange forskellige positioner.
I dag kan man genopleve alt dette på det meget smukke og meget informerende museum, hvor man på grund af risikoen for maleriernes forsvindes ved menneskers ånde, har genopført en kopi at hulen og samtidig præsenterer en række fund fra alle kontinenter på menneskers aktive skildren af liv, ritualer, tro og håb af dyr og andre skabninger på klipper og i huler.
Vi har tidligere besøgt og skrevet om helleristninger fra Sverige og Bornholm. Figurer herfra er der paralleller til andre steder i verden.
I samlingen er der også de meget gamle små figurer af ”Venus” eller moder jord der er fundet bl.a. i Tjekkiet, Tyskland, Tyrkiet, Rusland. Flere af disse er over 40.000 år gamle.
Museet præsenterer desuden den spændvidde i metoder, der i dag underbygger den arkæologiske og historiske forskning. Denne tværvidenskabelige forskning bidrager til mere velunderbyggede resultater og muliggør en helt anden kompetent og naturvidenskabelig velfunderet måde at tidsbestemme fund.
Belgien
18. februar 2025 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Belgien
På vej til Spanien gjorde vi ophold et par dage i Belgien. Vi besøgte Alla og Guido, der bor i et nul-emission-hus som Guido har bygget i 1980’erne, men fik ombygget i 2001 som et pioner-projekt. Derfra kørte vi over Gent til Brugge, hvor vi havde et par overnatninger, inden vi kørte videre til Frankrig.
Foto: Guido og Alla foran huset med hunden Frodo.
Ikke langt fra deres hjem ligger et lille slot, hvor Peter Paul Rubens levede og malede i 1600’tallet. Et fint sted, hvor vi kunne går tur med hundene mellem nogle af de utallige diger og kanaler, der gennemskærer Belgien, og som i århundrede har gjort det muligt at bebo landområder, der uden kystsikring ville ligge under vand.
Foto: Rubens slot
Lørdag formiddag fik vi en guided rundvisning i byen Lier og en masse sjove historier. Belgien var en del af romerriget, og blev derfor kristnet allerede i 300’tallet. Mange byer stammer fra den tid og kirke og klostervæsen dominerede tidligt byerne. Noget der tiltrak vikingerne. De led et afgørende nederlag, da de forsøgte at plyndre et kloster i nabobyen Leuven i 891. Men ifølge legenden kom de også til Lier og stormede kirken, men jorden åbnede sig og opslugte vikingene, og i stedet sprang der en kilde. Derfor er der i dag en brønd foran kirken.
Foto: Brønden foran kirken, der er fra 800’tallet bygget i klassisk romers stil.
En anden – og måske sand historie er, at hertug Johannes IV af Brabant i 1425 ønskede at grundlægge et universitet og et fåremarked i Belgien, blev bystyret i Lier spurgt, om de ønskede et universitet eller et fåremarked – og så valgte de fåremarkedet. Universitetet gik så i stedet til nabobyen Leuven. Det har giver indbyggerne i Lier tilnavnet fårehovederne.
Foto: Skulpturen Fårehoveder i Lier
Gent og Brügge
Havne- og handelskvarter i Brugge m. statue af Jan van Eyck
Både Gent og Brügge er byer med smukke, gamle bydele og kanaler, der vidner om fordoms store rigdomme. Byernes storhedstid var i 1400’tallet, efter afslutningen af 100-årskrigen mellem England og Frankrig.
Læs mere om Belgiens historie i denne rejseartikel
Samothrake
19. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Samothrake
Mytiske og mystiske Samotrake er en ø i det østlige hjørne af Ægæerhavet, der har været beboet af thrakere og besøgt af søfarende siden bronzealderen. Øens forhistorie henlægger som meget andet på denne ø i mørke. Det gælder ikke mindst de kultiske og religiøse ceremonier, der gjorde øen verdensberømt i Antikken – så berømt at både danske Grundtvig og Kierkegaard skriver om samothrakerne i 1800’tallet.
I dag er øen måske bedre kendt som stedet, hvor der i oldtiden stod en bevinget gudinde – figur – NIKE.
Franskmænd tog i 1863 figuren med til Frankrig, hvor den i dag pryder indgangen til Louvre i Paris.
Et kendt sportsmærke har taget figuren til sig og gjort sig verdens kendt med logoet ”vingen” og firmanavnet ”Nike”.
Nu er vi her. På øens Samothrake. Lige der hvor NIKE gudinden stod tilbage i oldtiden. Og lige der, hvor Filip II af Makedonien mødte sin tredje kone – den 17 år gamle Olympias – en kongedatter fra Illyrien, der ca. 9 mdr. efter blev mor til Alexander d. store. Om faren nu var Filip II forklædt som Zeus – eller Zeus forklædt som Filip II, det står lidt hen i det uvisse; senere betroede Olympias i alt fald efter sigende sin søn, at Zeus var hans rette far.
Vi er sejlet fra Alexandropolis, en by i det østlige Grækenland tæt ved Tyrkiet. Sejltiden er godt 2 timer. Vi så en flok delfiner følge skibet på skibet vej, det tog vi for et godt varsel.
Vi har booked to nætter på øen og kom til vort overnatningssted søndag d. 17.3 ca. kl. 17:30, det ligger lidt sydligt direkte ud til Ægæerhavet. Stedet hedder ”Akrogialt” og er en traverne med nogle værelser for enden af den smalle vej mod syd direkte ud til havet.
Der er ikke så mange veje på øen. Ud over sletten mod vest, hvor der dyrkes korn, vin og oliven, er øen mest af alt er et bjergmassiv af vulkanske granitklipper og med Saosbjergenes højeste punkt på godt 1,6 km.
Homer igen
Homer skrev i Illiaden at Apollon betragtede kampene ved Troya fra denne top. Minoerne fra Kreta har været her. Der er små lertavler med tekst på linear A fra 1700 tallet f.v.t. Og således er hele historien fra den tid og frem til i dag repræsenteret på øen.
I dag mandag har vi besøgt udgravningsområdet ”De Store Guders Helligdom”. Det var lige her den umådeligt smukke bevingede ”Nike” figur stod og skuede ud over en række helligdomme og templer og ud over kysten mod byen Alexandropolis på fastlandet. Men retfærdigvis skal det siges, at Nike er meget yngre end ”De Store Guders Helligdom”. Måske en del mere end 1000 år yngre.
Hvad er De Store Guders Helligdom
Med bogen ”Makedonien” af Thyge C. Bro og og Nanna Westergård-Nielsen om Samothrake som guide, tekster på nettet og den lokale skiltning tilbragte vi 3-4 timer i udgravningerne i et forsøg på at forstå hvad vi så.
Stedet har været et aktivt helligsted i 2000 år – regnet fra 1700 f.v.t – 300 e.v.t. I udgravningen gør man en del ud af at illustrere, hvordan stedet har ændret sig undervejs. Fra i alt fald omkring år 700 f.v.t og frem har det været kendt for sine mystiske religiøse indvielsesritualer. Meget tyder på, at det har været et helligsted, hvor søfarende fra alle nationer er kommet for at søge gudernes velvilje, om det så har været frugtbarhed, krigslykke eller medvind på rejsen. Men før man kunne møde guderne, har man skulle gennemgå et hemmeligt indvielsesritual.
Netop fordi de var hemmelige, så findes der ikke meget på skrift om dem. Den tidlige græske historiker Herodot (ca. 484-424 f.v.t.) skriver som om han har gennemgået ritualerne – uden dog at indvi læserne i dem. Og så ved vi som sagt, at Alexander den stores forældre mødte hinanden under ritualerne omkring 357 f.v.t. Vi har ikke hørt noget om, hvor mange dage en indvielse strakte sig over, men på pladsen har der både været spise- og sovefaciliteter (i Stoaen), så der er grund til at antage, at det har været over flere dage.
På basis af de arkæologiske fund antager man, at indvielsesritual formodentligt har bestået af:
- En renselsesceremoni. Her er mysterne (dem der skulle indvies) blevet samlet i en “teatral” cirkel, hvor der har været plads til ca. 200 personer, hvor der har musik og hvor mysterne er blevet præsenteret for forskellige rituelle repræsentationer af guderne.
- Position og danseceremonier ad den hellige vej, der formodentlig har haft trance/orgastisk karakter, som det kendes fra Dionysos-festerne. Filip II byggede en dansehal i kompleksen omkring år 350 – altså nogle efter selv at have deltaget i ritualerne. Den hal har udvendigt været dekoreret med en i alt 114-115 m lang dansefrise med dansende kvinder.
- Selve indvielsesritualet, som antages at have foregået i eller ved templet. Det antages at indvielsesritualet er afsluttet med et rituelt bryllup mellem halvguden Cadmos fra Fønikien (Europas bror) og Harmonia (datter af Ares og Afrodite).
Efter Filip II og Olympias forening har øen spillet en central rolle i Det Makedonske Kongerige videre historie og efterfølgende makedonske konger har sat deres præg på stedet med prægtige bygningsværker af marmor fra øen Thassos. Især en cirkelrund bygning – Arsinoe II rotunde med en diameter på 17 m falder en i øjnene. Der er bygget at Lysimarkos dronning omkring 280 f.v.t.
Ingen af bygningerne har dog overlevet tidens tand.
Nike kom til mellem år 200 – 150 f.v.t. Kloge mennesker strides om, hvem der rejse den og hvilken sejr i hvilken krig den skulle hylde. Men nu er den tilbage i en kopi. Man har 3d scannet figuren på Louvre og lavet 2 marmor kopier. Den ene står foran museet på stedet, der har en samling af genstande fra udgravningen.
Tre antikke byer omkring Kavala
14. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Tre antikke byer omkring Kavala
Det handler om miner, magt og mad
Områderne Østmakedonien og Thrakien i Grækenland er rige på det hele. Og de har derfor i antikken været efterstræbt af thrakere, grækere, persere, makedonere og romere.
Man får nemt fjender, når man bor oven på en guldmine. Når de mineralrige bjerge ligger, så man kan kontrollere indsejlingen fra Middelhavet til Sortehavet, og har en lang kyststrækning med naturlige havne bliver det dobbelt interessant. Denne cocktail bliver endnu mere giftig af, at det gennemstrømmes af to vandrige floder som Strymon og Nestos, der både fører guld med sig fra bjergene og danner et frugtbart floddelta.
Det er i dette område vi har besøgt tre antikke byer: Filippi, Amfipolis og Abdera.
Filippi
Lidt nord for Kavala ligger Filippi eller Phillippoi, som byen hedder på græsk. I oldtiden hed byen Krenides. Øen Thasos grundlagde her i 500 tallet f.v.t. en guldgraverlejr ved foden af bjerget Orbelos med tæt adgang til kystbyen Kavala.
Som vi kunne se på det arkæologiske kort (det arkæologiske museum i Kavala) over miner i bjergområdet i Pangaionbjergene, har området budt på alle de eftertragtede råstoffer som guld, sølv, kobber og tin, som i bronzealderen fik afgørende betydning for samfundsudviklingen.
Det var også et væsentligt interesseområde for Perserne, der helt fra Darius (den første), der regerede fra 522-486 f.v.t. som persisk storkonge havde blandet sig og besat områder hvor thrakerne og skyterne havde deres basis.
Da Darius forsøgte sig med et togt nordfra mod Athen blev han dog slået i 490 ved Maraton bugten. Hans søn Xerxes vendte tilbage i 480. Det er herfra vi kender fortællingen om slaget ved Thermopyles, nedbrændingen af Athen og derefter det store søslag, hvor persernes flåde blev slået og perserne endeligt opgav erobringen af det græske hovedland.
Athen havde stor interesse i bl.a. guldforekomsterne så ikke underligt blev det en eksilpolitiker Kallistratos fra netop Athen, der stod i spidsen for Krenides-kolonien fra år 360 f.v.t.
Thrakerne havde historisk haft stor interesse i området ikke mindst p.g.a. de rige guldfund og fortsatte presset på området. Dette førte til at Krenides i 356 f.v.t. bad den makedonske konge Philip d. II om hjælp mod de Thrakiske stammer. Han indtog byen og lod makedonske kolonister bosætte sig.
Efter Philip II død gik hans søn, den nye konge Aleksander III (den senere Aleksande den store) ind og afgjorde stridigheder om byens opland og fik derigennem en grænseaftale med Thrakien.
Senere blev området også en vigtig forpost for Aleksanders store togt mod perserriget, som satte ind øst for området ved overgangen ved Dardanellerne (nu tyrkisk område).
Byen fik nu navn efter den afdøde kong Philip.
Besøget i Filippi
Vi besøgte Krenides (nu Filippi) på en dejlig solskinsdag i marts. Området ligger meget smukt med bjergene som baggrund mod nord. Fund efter den græsk/makedonske tid findes på det tilknyttede museum, der er et besøg værd i tilknytning til besøget på det store område som Filippi har dækket.
Men området præges af den senere romerske tid. De græske/makedonske templer og beboelser ligger under resterne af romerske templer, agoraer m.v. fra tiden efter romernes besættelse af området i 200-100 tallet f.v.t. og flere århundreder frem til det østromerske riges stohedstid med basilikaer fra 400 og 500 tallet e..v.t..
Via Egnatia
Den berømte romerske vej Via Egnatia – der over land forbandt Adriaterhavet med Sortehavet – kom nord-vest fra og gik igennem både Kavala og Filippi. Vejen kan stadig ses i udgravningsområdet og flere steder både før og efter Filippi.
Vejen er opkaldt efter den romerske guvernør i Makedonien Gnaeus Egnatius, og udmærker sig ved at være et af de bedst beskrevne og bedst kendte vejanlæg der findes. Byggeriet igangsattes i 146 f.v.t.
Fra Rom går Via Appia, den første anlagte romervej fra 312 f.v.t., til havnebyen Brindisi. Efter en sejltur over Adriaterhavet fortsætter vejen som Via Egnatia fra havnebyen Durres (tidligere Dyrrachium) i Albanien de godt 1.100 kilometer hele vejen til Bosperus strædet og byen Byzans, senere Konstantinopel nu Istanbul.
Mange steder er vejen anlagt oven på endnu ældre makedonske og thrakiske veje.
Store romerske begivenheder er knyttet vejen: Cicero benyttede Via Egnatia på sin vej til eksil.
Cæsar rykkede så langt frem som muligt ad vejen før slaget mod Pompejus i 48 f.v.t.
Og i 42 f.v.t. rykkede Octavian og Marcus Antonius også frem ad Via Egnatia i opgøret med Brutus og Cassius, der mistede livet ved to slag nær Filippi i oktober 42 f.v.t.
Og igen formodes det at Via Egnatia blev brugt af Octavian (den senere Augustus) under sin fremrykning mod Actium i 31 f.v.t. hvor han slog Kleopatra og Marcus Antonius.
Filippi har været en meget vigtig romers by og var det også i den tidlige kristendom hvor Paulus i år 49 e.v.t. på sin anden missionsrejse kom til Makedonien. Han var rejst fra Lilleasien, overnattet ved eller på Samothrake med landgang næste dag i Neapolis og herfra til Filippi hvor han grundlægger den første menighed i Europa. Han bliver fængslet men det lykkes ham at fortsætte sin rejse til Thessaloniki hvor en ny menighed slutter sig til ham, men igen måtte han flygte videre til Veria (Berøa i apostlenes gerninger). Herfra til Dion og videre til Athen.
Amfipolis
Vi besøgte Amfipolis i 2022 og nu igen i 2024, da vi ikke havde så meget tid den første gang.
Byen har et fint lille museum, der bl.a. har et sølvskrin, og en guld-olivenkrans, udgravet af spartaneren Brasidas grav i Amfipolis. Herom nedenfor.
Men lad os starte med Homer. Den græske fortæller, der tilskrives Illianden og Odysséen.
Homer skriver i Illiaden om byen Eion. Efter denne by er ”Eion”, far til kong Rhessus opkaldt, der kæmpede på Troyas side i Illiaden.
Vi er her i Mykensk tid måske ca. 1.500 – 1.150 f.v.t.
Senere er der tegn på beboelse og der er udgravet en begravelsesplads fra 700 tallet f.v.t. i området.
Den persiske konge Darios den 1. indtager området omkring floden Strymos i 510 f.v.t
Men Athenienserne går efter de rige forekomster af metaller og i 476 f.v.t indtager general Cimon området, og byen bliver en egentlig atheniensisk koloni fra 437 til 424 f.v.t.
Men man var ikke glade for den atheniensiske måde at styre byen på og tog med åbne arme imod spartaneren Brasidas efter slaget om Amfipolis i 422 f.v.t.
I de efterfølgende år forsøgte athenienserne mange gange at erobre området tilbage, men det blev den makedonske konge Perdikkas i 362, der indsatte sig selv som makedonsk beskytter af Amfipolis.
Den makedonske kontrol over området varede til den romerske invasion ca. 160 år senere.
Kort opsummeret:
Efter Aleksander den stores død i 323 f.v.t. tog hans general Antipater magten i Makedonien og fra 317 f.v.t. hans søn Kassander, der gjorde en ende på Aleksanders familie, men som selv døde omkring 298 f.v.t.
Herefter bliver det Antigonos II der i 276 erobrer Makedonien og Thrakien og indleder det antigonesiske kongehus. Godt 100 år efter i 168 f.v.t og efter over 50 års krige kom Makedonien under romersk herredømme.
Uden for Amfipolis er museet i gang med at udgrave en kæmpe gravhøj kaldet Kastas. Med en omkreds på 487 meter, en diameter på 165 meter og en højde på 21 meter og med stensætning omkring højen er der tale om en meget stor gravhøj. I 1960’erne blev ca 70 grave afdækket, men først i 2014 er den store makedonske kammergrav fundet. Der graves stadig og da vi uanmeldt besøgte området blev vi venligt henvist til at vente med at komme, til det arbejde der nu var i gang kunne præsenteres. Ud fra antallet af personer og deres ca. alder er der muligvistale om Kassanders grav.
Kastas siges at være et største nyere fund fra antikken og at gravhøjen får Filip II grav i Vergina til at ligne en dværg. Der er planlagt et nyt museum på stedet, der forventes at åbne 2028-30.
Abdera
Abdera, der ligger i Nestorflodens delta, var en af kystbyer i Thrakien, der blev koloniseret af grækere fra Lilleasien omkring år 650 f.v.t. Det vil sige, at grækerne anlagde en kystby ved en af de naturlig havne langs kysten og etablerede en bosætning, hvorfra de kunne handle med de “indfødte” thrakere.
I 512 f.v.t. blev de invaderet af perserne og de var involveret i persernes angreb på skytere og makedonere. I 491 overgav flåden fra Thassos sig til perserne i Abdera havn, der efterfølgende blev persisk flådebase indtil perserne forlod området.
Hvornår det sker er lidt uklart, muligvis har perserne betalt for at kunne benytte havnen i de efterfølgende år.
I alt fald er der på museet i Abdera en fortælling om et af byens berømte bysbørn Demokritos.
Fortællingen er, at han blev uddannet af babylonske og persiske præster og magikere (astrologer) i Abdera, og at som yngre rejste til Persien, Indien, Egypten og de græske bystater i Lilleasien – altså i de daværende persiske besiddelser. Han var en kort overgang i Athen, men vendte derefter tilbage til Abdera og boede der til sin død.
Demokritos regnes i dag for græsk filosof og videnskabsmand, der er mest kendt for sammen med Leucippus at have udviklet teorier om atomet og universet.
Efter perserne har forladt området kæmper det thrakiske kongedømme Odryserne og Athenerne om kontrollen over byen og under den peloponnesiske krig er byen en overgang allieret med spartanerne mod athenerne. Der følger således nogle turbulente år frem til det bliver en makedonsk by 346 f.v.t. Efter Alexander d. stores død i 323 bliver Abdera en del af Lysimarkos kongedømme. Senere bliver byen en del af romerriget.
Det nye Abdera
Det antikke Abdera ligger i dag som en ruinby helt ude ved kysten og den moderne havn. Det nye Abdera ligger ca. 6 km nordligere. Området ligger i det frugtbare Nestor-delta og i dag produceres her vin, frugt, ris og lammekød. Der er et fint museum med spændende udstillinger, bl.a. om religion og dagligliv i antikken og en særudstilling med rekonstruktion af gamle græske musikinstrumenter.
Kavala
12. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Kavala
Kavala er hovedstad i Østmakedonien i Grækenland. Den beskrives som en af de smukkeste beliggende byer i Grækenland. ” den ligger som et amfiteater op ad bjerget Symbola på halvøen Panagia”. Citat fra Thyge C. Bro og Nanna Westergård-Nielsen – Makedonien, Europas første stormagt.
Vi nyder de første dage at gå fra den lille lejlighed, vi har lejet og ind mod centrum langs kysten og at se hvordan gående mødes og hilser og snakker med hinanden. ” Kavala er tilmed en levende og idyllisk by”, skriver Thyge og Nanna.
Kavala hed i antikken Neapolis. Der er fund fra neolitisk tid Ca. 7 – 6.000 år siden og fra bronzealdrene fra 5.000 – 3.000 år siden. Senere grundlægger beboere fra øen Thasos en koloni på stedet omkring 650 år f.v.t. Minerne i Pangaionbjergene mod vest og frugtbare dale er en magnet for nybyggerne, der tidligt omgiver Neapolis med en bymur.
Neapolis gik efter perserkrigene med i Det Deliske Søforbund – blev belejret af Sparta i 411-410 f.v.t. men holdt forbindelsen med Athen, der kvitterede med at give Neapolis forskellige privilegier. Samarbejdet med Athen blev bl.a. symboliseret ved en stele hvor gudinderne Athena og Artemis hilser på hinanden.
I 350 f.v.t. bliver Neapolis indtaget af den makedonske konge Filip II og indlemmet i Makedonien, som havneby for Filippi, der ligger ca. 25 km inde i landet nord for Neapoli/Kavala.. I byen er der levn fra et tempel bygget af marmor fra øen Thasos, der igen har afløst et tidligere tempel fra 600 tallet f,v,t. Der er også rester af bymuren fra 400-tallet.
Ligeledes er der levn af den berømte romerske vej Via Egnatia, der kommer via Thessaloniki og Filippi til byen. Byen blev indtaget af romerne i 168 f.v.t. Det var også i Kavala at Paulus gik i land i år 42 e.v.t. og begav sig til Filippi og skabte sig en menighed der.
Ved romerrigets deling blev Kavala en del af det Østromerske rige med Konstantinopel som hovedstad. Fra år 400 – 600 bliver der bygget mange byzantiske (græsk-romerske) kirker i byen og fortet bliver udbygget. Byen får det byzantinske navn Christoupolis. I den byzantinske periode var der til stadighed bevægelser i Bulgarien og Serbien, der arbejdede for at frigøre Balkanlandende fra byzantinsk dominans, herunder provinserne Thrakien og Makedonien.
Omkring 1190 nedbrændte normannerne byen under det tredje korstog
Osmannerne indtog byen i 1391 e.v.t., hvor byen igen blev raseret og brændt af. Derefter lå den forladt frem til 1520, hvor Osmannerne beslutter at genopbygge byen.
Et tegn på den lange osmanniske tid er det prægtige bygningsværk af en akvædukt, der er direkte inspireret af romerske akvædukter og opført i sultan Suleiman den Prægtiges tid ca. 1550 e.v.t.
Kavalas nyere historie
Kavala forblev under osmannisk overherredømme frem til Balkankrigene i 1912-13, hvorefter hele Græsk Makedonien med Thessaloniki som hovedstad – ved stormagternes hjælp blev en del af Grækenland.
Men det var på trods af Bulgarien. Rusland var allieret med bulgarske frihedskæmpere i den russisk-osmanniske krig i 1877-78; som Osmannerne tabte. Ved fredsslutningen efter krigen blev russere og osmannere enige om etablering af et Stor-Bulgarien, der inkluderede de tidligere osmanniske provinser Thrakien og Østmakedonien. Det satte de europæiske stormagter sig imod, og gav derfor områderne tilbage til osmannerne.
Bulgarien gjorde efter balkan krigene (1912-13) igen krav på landområderne Thrakien og Østmakedonien, og besatte områderne af flere omgange (fra 1916-18 og igen under anden verdenskrig). Bulgarerne stod bl.a. bag udryddelsen af det jødiske samfund i Kavala i 1944.
Efter anden verdenskrigs afslutning fulgte en borgerkrig i det nordlige Grækenland mellem kommunister, der havde kæmpet mod besættelsesmagterne Bulgarien og Tyskland, og revisionister, der ønskede at bevare kongemagten. Borgerkrigen medførte mange lidelser og en masseudvandring af makedonske kommunister. Efter anden verdenskrig har byen kæmpet for at komme på fode igen.
Mehmet Ali Pasha
Mehmet eller Mohammed Ali Pasha har sit eget museum i Kavala med en bronze rytterstatue uden for. Det var ikke noget, vi havde lagt meget i, før vores gode ven Jakob Erle skrev og fortalte, at han var grundlægger af det egyptiske kongehus.
Det fik os til at lægge vejen forbi museet, og her fik vi en lang og spændende livshistorie.
Mehmet blev født i Kavala i 1769 og voksede op i beskedne kår. Han blev beskæftiget inden for tobakshandel, gjorde karriere i sultanens hær og vandt chefens datter. Sammen byggede de det prægtige hus, der nu er museum, og fik 5 børn.
I 1798 fik den osmanniske sultan i Istanbul problemer med Napoleon og franskmændene i Egypten.
Han bad derfor Mehmet om at stå i spidsen for en hær, der med støtte fra englænderne kunne få franskmændene til at opgive deres forehavende i Egypten. I 1805 lykkedes det at få franskmændene til at opgive Egypten, og Den Store Port (styret i Istanbul) udnævnte ham til Guvernør (Wali) i Cairo.
Det lykkedes ham at blive en meget folkekær guvernør. I en alder af 40 år lærte han at læse. Han havde en meget praktisk tilgang til at løse problemer. Han tog ved lære af både franskmændene og englænderne og transformerede Egypten til en moderne stat med egen stående hær.
Som belønning gav sultanen ham rettighederne til skatteopkrævningen på øen Thassos. Pengene brugte han på at bygge et hospital og en koranskole for fattige drenge i Kavala.
Inden sin død i 1849 – 80 år gammel, blev han anenkendt af sultanen som uafhængig hersker af Egypten (Khedibe) med ret til selv at udpege sin efterfølger. Dynastiet regerede Egypten indtil Gamal Abdel Nassers revolution i 1952.
Rejsebrev fra Danmark til Kavala i Grækenland
6. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Rejsebrev fra Danmark til Kavala i Grækenland
Rejsebrev fra Danmark til Kavala i Grækenland
Den 4. marts 2024 ankom vi til vores lille ferielejlighed i Kavala i Grækenland. Kavala er en kystby, der ligger mellem Tessaloniki og den græsk-tyrkiske grænse i provinsen Trakien.
Undervejs har vi gjort ophold i Travental, Magdeburg og Altranstädt i Tyskland, Eger i Ungarn og Cluj og Turda i Rumænien, og det er de ophold, dette rejsebrev skal handle om. Undervejs har vi haft 8 overnatninger og vi har kørt godt 3000 km.
Travental
Historien bringer én mange spændende steder hen, hvor man ser landskaber og steder, som man ellers ville suse forbi. Som nu vores korte ophold i Travental.
Sidste år tyggede jeg mig igennem et digert værk af Dan H. Andersen om Store Nordiske Krig (1700 – 1720) og fik den idé, at besøge så mange lokationer fra krigen som muligt i løbet at de næste år. På et tidspunkt må krigen få sit eget rejsebrev. Men her lidt om optakten.
Den 4. august år 1700 påbegyndte Svenskerne med Kong Karl d. 12. i spidsen en landsætning af tropper på kysten mellem Humlebæk og Espergærde og i løbet at få dage havde en hær på 10.000 svenske soldater slået lejr i området – målet var at ødelægge den danske flåde, der lå ankret op i København.
Årsagen til landsætningen var
- At den danske konge – Fredrik d. 4. – havde brudt en aftale (Altona-aftalen) om ikke at angribe Gottorperne i Slesvig-Holsten, der på det tidspunkt var svensk interessesfærde. Aftalen var sikret af et par tyske hertuger og af stormagterne England og Nederlandene. Af den årsag havde den engelske og nederlandske flåde spærret den danske flåde inde og bombarderet København, mens Karl den 12. landsatte sine tropper på dansk jord.
- At den danske konge – Fredrik d. 4. – havde indgået en (hemmelig) alliance med hertugen af Sachsen og Polens konge August den 2. den Stærke og Zar Peter den 1. den Store af Rusland imod Sverige, der på det tidspunkt var den stærkeste magt i Østersøområdet.
Så mens svenskerne gjorde klar til afgang mod København fik Fredrik d. 4 – der var i Slesvig-Holsten med den danske hær – travlt med at opfylde alle kriterierne fra Altonaaftalen, betale den aftalte krigsskadeerstatning og trække sig ud af alliancen med Polen og Rusland.
Den aftale blev underskrevet på et lystslot i Travental den 18. august år 1700. På den måde lykkedes det – via diplomati – at standse svenskernes march mod København. Englænderne og Hollænderne ophævede belejringen af København og hjalp med at sejle den svenske hær over sundet tilbage til Sverige.
Travental ligger tæt ved Bad Segeberg i Holsten og ejedes på det tidspunkt af Hertugen af Plön. Nogle år senere – I 1761 kom det under den danske krone under Christian VII, og blev elskovsrede for Struensee og dronning Caroline Mathilde.
De oprindelige bygninger blev revet ned 1867 og under prøjserne blev der i stedet opført et hestestutteri med opdræt af spanske hingste.
I dag er det Landdagsmuseum, der er stadig hesteopdræt og dele er udlejet til beboelse og kunstgalleri. Gennem året er her forskellige markeder og kulturelle aktiviteter. I pinsen afholdes et årligt Oldtimertræf.
Magdeburg
Det var ikke verdenshistorien men arkitekten Hundertwasser, der var årsag til, at vores første overnatning blev i Magdeburg. Nå ja, det lå også fint på ruten.
Magdeburg er hovedstad i delstaten Sachsen-Anhalt og en gammel tysk by ved Elben. Efter anden verdenskrig blev den en del af DDR. Den gik ikke fri af ødelæggelser under 2. verdenskrig, men der er en del velbevarede gamle bygninger i byen.
I 1990’erne begyndte man at udfylde hullerne fra krigens tid i bymidten. Centralt i denne genopbygning står Hundertwassers “Grønne Citadel”. Hundertwasser designede fire bygningskomplekser, der tilsammen udgør en arkitektonisk helhed med tusindvis af finurlige detaljer. Citadellet rummer 17 forskellige forretninger i grundplan, herunder Artshotel, hvor vi boede, et teater, mange caféer, kunstgallerier og specialforretninger. I bygningerne er derudover en række lejemål til liberale erhverv som læger, advokater, tandlæger, kiropraktorer m.v.
Altranstädt
Altranstädt ligger ca. en times kørsel sydøst for Magdeburg og det er igen Store Nordiske Krig, der bringer os forbi.
Altranstädt ligger i Sachsen – altså i August den stærkes hertugdømme. I september 1706 lader Karl d. 12. sine svenske tropper besætte Sachsen og Karl d. 12. rykker sit hovedkvarter til slottet i Altranstädt for at presse sin fætter August den Stærke til en fredsaftale. Forud er gået 6 års krig i Baltikum og Polen mellem de svenske hærenheder og August og Zar Peters mere eller mindre forenede hære. Svenskerne har mistet områder til russerne i Baltikum, men har vundet kontrollen over Polen.
Ved at besætte August´s hjemmebane i Sachsen og lade sachserne forsørge de svenske tropper lægger Karl d. 12. maksimalt pres på August. Og aktionen lykkes for så vidt som, at August går med til at trække sig ud af alliancen med Rusland, opgive sin indflydelse i Polen og betale erstatning til svenskerne. Traktaten underskrives i Altranstädt, der på den måde skriver sig ind i Europas historie. Et år går der, før alle betingelser er opfyldt og svenskerne gør sig parat til opbrud i september 1707.
I dag er slottet i Altranstädt museum, men midlertidigt lukket. For at komme hen til slottet kører man ad Swedenstrasse, og når man er ved slottet er man ikke i tvivl om, at her har Karl d. 12. holdt hof. Bl.a. er der en lav obelisk med hans monogram i slotshaven.
Efter et kort besøg tog vi videre mod vores logi i tjekkiet.
Eger
Eger i det nordlige Ungarn.
Turen til byen Eger i Ungarn gik fra Tjekkiet gennem Slovakiet ad smalle, snoede veje, med udsigt til bjergtoppe på mellem 900 til 1.000 meter.
Velankommet til denne i høj grad barokke by kørte vi ind i centrum hvor vores overnatningssted for to nætter lå klods op ad Eger Castle. Et meget fint istandsat lille hotel – Patria Panzio – direkte i centrum af byen og med parkering op ad den gamle slotsmur.
Byens historie går langt tilbage. Men i 1000-tallet under den kristne konge Sct. Stefan får byen købstadsrettigheder og med tilflytning af nye indbyggere fra områder omkring Rhinen blomstrede byen op, og en større kirke blev bygget inden for forsvarsmurene.
Denne positive udvikling sluttede brat i 1241 da mongolerne invaderede og raserede byen og brændte den af og fortsatte deres hærgen gennem Europa.
I 1245 blev Lambert biskop i Eger og fik den ungarnske kongens tilladelse til at bygge et sten forsvarsværk og byen blomstrede op i det 14. og 15. Århundrede.
I 1453 erobrer osmannerne Konstantinopel – det østromerske riges hovedstad. Dermed blev presset fra osmannerne mod Europa stadig større. I 1552 satte en osmannisk hær med efter sigende over 30.00 soldater ind mod Egers forsvarsværker. Egers borgere og væbnere under ledelse af Baron Istvan Dobo forsvarede sig bravt og det endte med at osmannerne trak sig tilbage. En historie der i dag er en national fortælling, som alle skolebørn i Ungarn bliver introduceret til bl.a. gennem eksekutioner til Egers.
Her kan den heroiske historie genopleves på det store forsvarsværk, hvor flere udstillinger og film viser dette heltemodige kapitel i byens historie.
Selvom de ødelagte forsvarsværker blev repareret og udbygget lykkedes det ikke i længden at holde presset fra osmannenerne og i 1595 indtog osmannerne byen. De forlod den først i 1687 efter konstant pres fra habsburgerne. I byen efterlod de en solidt bygget 40 m høj minaret. Da var byen fattig og udmarvet og kun omkring 400 huse var beboelige – hvoraf de fleste var besat af efterladte tyrkiske familier. Da man senere forsøgte at fjerne minareten lykkedes det – ifølge legenden – ikke at vælte den, selv med 400 okser. Så det endte med, at den fik lov at stå, efter man fik placeret et kors på toppen.
Habsburgerne kanaliserede dog ny energi i byens udvikling og i løbet af 1700-tallet steg befolkningen fra ca. 1.200 personer til ca .17.000 og mange smukke bygninger rejstes hvoraf mange stadig præger bybilledet.
Pest og en brand i 1800 satte byen lidt tilbage. I slutningen af 1800 tallet blev turisme og historiske udgravninger af byen genstand for ny opmærksomhed.
I 1910 boede der ca. 2.500 jøder i byen i 1944 var alle dræbt af tyske nazister og ungarske medløbere. Byen led under tysk besættelse og den fremrykkende sovjetisk hær, men undgik at blive bombarderet.
I 1968 besluttede man at frede de smukke barokbygningr i den indre by. Det var vi glade for. Byen emmer af 1700 tals stemning – gode vine og historiske oplevelser.
Da jeg fortæller vores hotelvært – en ældre herre, at vi skal videre til Cluj i Rumænien sukker han: “Det er jo tidligere ungarnsk land”. Jeg trøster ham med, at nu er vi jo forenede i EU og der er ikke længere krig. “Nej gudskelov”, siger han, “Tænk på de stakkels mennesker i Ukraine”.
Cluj
Det var også historien, der fik os til at lægge vejen forbi Cluj-Napoca i Rumænien. På Moesgårds udstilling i 2022 “Ud af kaos” fandt vi en nøglefortælling fra folkevandringstiden med udgangspunkt i Cluj-Napocas historie, så vi tænkte det kunne være os til hjælp.
Vi er flere gange kørt gennem Rumænien uden rigtig at få “lukket det op”. Museer vi ville besøge har været lukkede, få har talt engelsk og vi har fundet meget lidt tilgængelig information på engelsk.
Det billede ændrede sig fuldstændigt i Cluj. Cluj er en universitetsby, og byen vrimler med unge, der rigtig gerne taler engelsk. “Cluj er ungdommens by, en by man gerne vil bo i, den mest trygge by i Rumænien”, fortalte en ung pige, der var kommet til Cluj fra Moldova for at studere.
De unge var overalt, på caféerne, på museet og på markedet, hvor de solgte kærlighedgaver i anledning af at var 1. marts. Man studerede, men samtidigt havde man jobs, der kunne financiere studierne.
Cluj har også et nationalmuseum, som vi besøgte. Det hedder Nationalmuseet for Transsylvanien Historie, og mindede os således om, at Rumænien som land er en konstruktion efter 1. verdenskrig, hvor Ungarn mistede 2/3 af sit territorium – herunder netop Transsylvanien. Eger og Clujs skæbne og historie har været tæt forbundet siden år 1000.
Turda
Turda er den sidste by vi gør et længere ophold i, inden vi sætter kurs direkte mod Kavala. Turda er mest kendt for sine saltminer.
Allerede romerne brød salt i minerne i Turda, og herefter har der været saltudvinding kontinuerligt frem til midten af 19´tallet.
Det har efterladt et gigantisk system af minegange og kæmpemæssige underjordiske gallerier, der virkelig er et besøg værd. I dag er minen et besøgscenter, der både er museum og eventpark.
Vores næste blogopslag kommer til at handle om vores ophold i Kavala, Grækenland