Foto: Plaza Espania blev bygget i forbindelse med Den Ibero-amerikanske Udstilling i 1929

Sevilla
Sevilla blev målet efter Granada. En spændende og smuk by, hvor vi sagtens kunne have brugt flere dage.

Vi boede på et super hyggeligt hotel i den gamle bydel, det var bygget i persisk stil, det kunne lige så godt kunne have ligget i Iran. Den indre by var et virvar af små, smalle gader – det mindede meget om, hvad vi havde set i Toledo.
Vi havde kun to overnatninger, så vi sprang de store tunge attraktioner som domkirken og borgen over. I stedet drev vi – efter råd fra en gammel kollega – ud i den nyere del af byen, der var bygget i forbindelse med Den ibero-amerikanske udstilling i 1929[1].

På vejen kom vi forbi et større bygningskompleks engang omringet af voldgrave. Det var en gigantisk tobaksfabrik, bygget i 1700-tallet på kongefamiliens ordre. Der var engang 10.000 kvinder ansat, og stalde til 400 muldyr, der drev maskinerne. En af de ansatte hed Carmen og lagde navn til en opera.

Foto: Tidligere tobaksfabrik, der nu er universitet i Sevilla

Sevilla var dengang den vigtigste havn for modtagelse af de oversøiske varer. I dag holder Sevillas universitet til i bygningen.

Plaza Espania er et gigantisk anlæg, der blev bygget i anledning af udstillingen. Centralt er en halvcirkelformet bygning, hvor oprindeligt de forskellige spanske regioner havde deres repræsentationer. Foran er en gigantisk plads, der i dag mest har karakter af en forlystelsespark, hvor man fx kan leje en robåd og tage en sejltur rundt om pladsen. Selve bygningen rummer i dag en række offentlige kontorer, bl.a. immigrations- og socialkontor.

Foto: Det kan virke noget bizart, at man skal møde op midt i et travlt turist- og gøglerområde for at få forlænget sin opholdstilladelse eller modtage sin bistandshjælp.

Vi besøgte ikke Columbus grav i Sevillas enorme domkirke. Men da vi slentrede langs floden, kom vi forbi en bronzestøbning med hans kontrafej.

Foto: Christoffer Columbus på havnen i Sevilla

Her lå også en kopi af et skib, vi først antog var Santa Maria, men det viste sig at være en kopi af det spanske skib, der foretog den første verdensomsejling fra 1519-1522. Det var en barsk tur. 4-5 skibe og 250-270 mænd med Portugiseren Fernão de Magalhães som kaptajn sejlede ud, kun et skib og 18 mænd vendte tilbage. Oplysningerne om ekspeditionen i de to kilder, der er linket til er ikke helt identiske.

Det var superhyggeligt bare at drive rundt ved floden og nyde en drink på en af de mange udendørs barer. Og for en gang skyld var det en både varm og solrig dag.

Foto: Christoffer Columbus får overrakt tilladelsen til at udforske søvejen til Indien af Ferdinand og Isabel

Romerne i Spanien
De næste dage i Spanien stod i romernes tegn. Af mine to søstre havde vi fået varme anbefalinger om at lægge vejen forbi Merida, hvor der er udgravet en større romersk by med, teatre, templer og beboelseshuse. Men lidt uden for Sevilla ligger også en større romersk udgravning – Italica.

Foto: Gudinden Diana byder en velkommen, når man kommer til udgravningen Italica

Så lige lidt historie om romerne i Spanien.
Når man rejser her, kan man godt ærgre sig over, at man tog lidt let på det, da man i latintimerne i 2. real læste om De Puniske Krige, der udspillede sig i årene 264 – 146 f.v.t.
Mange kender citatet „I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges‟, der tillægges den romerske senator Cato, der døde 147 f.v.t.
Det skete så i året efter hans død med afslutningen af den 3. puniske krig i 146 f.v.t., hvor Karthago blev brændt ned til grunden af romerne.

Foto: Byen Italica blev anlagt som opholdssted for sårede og veteraner efter den 2. puniske krig

Karthago og De Puniske Krige hørte uløseligt sammen, og krigsscenen under den 2. puniske krig fra 218-201 var helt overvejende på den Ibiriske Halvø, som Hanibal drev sine krigselefanter igennem, inden han førte dem over Alperne til det afgørende slag, der fandt sted på Po-sletten i Norditalien.

Den Iberiske Halvø havde før romernes erobring af Spanien både græske og fønikiske (karthanske) bystats-kolonier langs kysten, et lokalt stammefolk som man ved meget lidt om og en del keltiske (af romerne kaldet galliske) bosættelser. Et andet potentielt oprørsk folk, som romerne senere tog sig ”kærligt af”.

Foto: Gladiatorkampe var vigtig adspredelse og underholdning for krigsveteraner og andre gode borgere. Arenaen i Italica er særlig interessant, fordi der er adgang til hele det netværk af underjordiske gange, hvor dyr og gladiatorer holdt til inden kampene.

Minedrift var romernes hovedinteresse på Den Iberiske Halvø, men med tiden blev det også den også en vigtig leverandør af fødevarer til Roms befolkning.

Det gode ved at besøge de romerske udgravninger i det vestlige Spanien er, at byerne er grundlagt af romerne på forholdsvis fladt terræn, primært som retræte for krigsveteraner. Det er ikke romersk byggeri oven på tidligere græske og makedonske bosætninger, som vi har set det i Grækenland og Tyrkiet, men rene romerske byer. Italica blev forladt, men i Merida ligger en del af den romerske by i dag under det moderne Merida.

Foto: Romersk gulvmosaik

Italica
På Italica’s hjemmeside kan man læse følgende:
Byen blev grundlagt i 206 f.Kr. af Publius Cornelius Scipio Africanus som et sted at genoprette sårede tropper og som et opholdssted for hans krigsveteraner. Det var fødestedet for kejserne Trajan og Hadrian.
Under kejser Augustus udviklede byen sig, hvilket førte til det, der blev kaldt nova urbs. En ny by, der endda havde kloaksystemer, tjenester… med andre ord, en af ​​de mest avancerede byer i den romerske verden på det tidspunkt.

Merida
Merida er endnu yngre. Den blev først grundlagt af Augustus lige omkring år 0; ligeledes som en otium-by for romerske krigsveteraner.

Foto: Teateret i Merida er usædvanligt velbevaret. I begge byer er både anlæg for gladiatorkampe og græsk teater. Men det romerske publikum var ikke vilde med de græske komedier og tragedier. De ville hellere have mime-, synge- og dansespil, gerne med aktuel politisk brod.

Da arkæologerne begyndte udgravningen af teateret i Merida, undrede de sig over hvor velbevaret det var, og at søjlerne havde fået lov at stå, i stedt for at blive genbrugt i andet byggeri. Men da de nåede ned i lagene fandt de måske forklaringen. For under udgravningen fandt man 5 vandaler, der var blevet begravet levende under murbrokker, da de havde forsøgt at fjerne en søjle. De havde stadig de reb i hænderne, de havde forsøgt at trække søjlen fri med.

For begge byers vedkommende er især byplan, toilet-, bade-, vand- og kloaksystemer, teatrene og mosaikgulve velbevarede, ligesom der er en del privatboliger – paladser – der imponerer.
Merida har desuden et imponerende museum med fund fra udgravningerne.

Foto: Under udgravningerne fandt man denne skulptur, der forestiller Eneas flygtende fra Troya med sin far på skulderen og sin søn ved hånden. En af Roms skabelsesmyter er, at han efter Troyas fald flygtede til Italien og grundlagde Rom. Kejser Augustus mente, han kunne føre sin slægt tilbage til Eneas.

Alentejo i Portugal
Alentejo er den store region der i syd ligger nord for Algave, og som mod nord strækker sig rundt om Lissabon.

Foto: Vores hus i Reguengos de Monsaras

Fra Spanien kørte vi ind i Portugal til byen Reguengos de Monsaras. Her i den sydlige del havde vi booked et lille hus for 4 nætter. Den første dag gik turen til en stensætning med en 4 meter høj ”fallos” omkranset af oprejste store sten. Vel sagtens levn fra en kultur på alder med stensætninger andre steder i Europa f.eks. Stonehenge – ca. 3.000 år f.v.t.

Foto: Stensætning lige ved foden af den gamle fæstningsby Monsaraz. Kun den høje sten i midten står på sin oprindelige plads.

Monsaraz ligger hævet over grænseområdet til Spanien og med udsigt ud over de store søområder, der er en del af floden Guadiana, der fortsætter stik syd med udløb mellem Faro og Huelva i Sydspanien.

Foto: Monzaras er en gammel fæstningsby, der ligger højt – tæt ved grænsen til Spanien – en velbevaret typisk middelalderby.

Den højtliggende Monsaraz var meget stille denne tirsdag i marts måned. Byen har brolagte gader og hvidkalkede huse med selve borgen i den ene ende. Vi så her i marts måned nogle få beboere med deres forretninger bl.a. en filminstruktør, der nu havde en butik med typiske turist varer, men hvor man også kunne købe to af hans film på dvd.

Foto: Der er også en dejlig lille cafe ”O Gaspacho”, hvor vi mødte andre turister og havde gode snakke.

Værten fløjtede lidt til fado-sange samtidig med han anrettede. ”Synger du også?” ja-Jo han sang fadoer når hans gode ven kom forbi og spillede guitar til.
Her fik vi en dejlig urtesuppe, en spinat tærte. ½ l rødvin fra marker i nærheden og til slut kage og kaffe.

Tilbage til de 4 turister – et par fra USA og et par fra Canada – der ellers ikke kendte hinanden sad nu og spiste og snakkede. Da vi kom ind og de hørte, vi var fra Danmark, sagde amerikanerne: vi er meget kede af det – vi beklager det er jo frygteligt med den præsident. De havde lige drøftet det vanvittige krav fra USA’s præsident om at overtage Canada og så kom vi fra Danmark og nu blev Grønland også en del af vores meningsudvekslinger.

Tak for go’ politisk snak og tak til en god fado-sanger for en dejlig frokost.

Næste dag havde vi en aftale om en vinsmagning på en vingård ca. 12-15 km fra det hus vi bor i. Vinhuset hedder ERVIDEIRA. Det var vores udlejer, der lavede aftalen om et besøg på vineriet. Han havde givet os en fl. hvidvin ved indflytning og lagde enrabatkupon, vi kunne bruge ved et besøg. Vi tog derud og havde en hyggelig vinsmagning med 2 hvidvine, en rosé og 3 rødvine samt en hedvin- lidt ala portvin, men jo produceret her i Alentejo.

Foto: Vinsmagning med rundvisning, her fra vinkælderen.

Der var 2 amerikanske par, der også deltog i vinsmagning. De boede i Main og vi grinede lidt over, at deres datter havde været på uddannelse i København – vores datter Trine var tilbage i 2000-2001 på high school i Santiago i Californien. Vi besøgte USA året efter (2002). Og manden havde cyklet rundt i DK, over Sjælland-Lolland-Langeland-Ærø-Fyn og Jylland og den cykel han købte, har han endnu.

Foto: Astrolaboratoriet ligger tæt på det område, der blev oversvømmet, da området bag Alqueva dæmningen fyldtes med vand. Det tog 8 år at fylde bassinet.

Næste dag havde vi en aftale om besøg på observatoriet der ligger tæt på bjergbyen Monsaraz. Aftalen blev til kl. 21:30. Inden kørte vi en fin tur lidt sydpå rundt om det vældige søområde og beså dæmningen og elektricitetsværket, drevet af vand herfra. Det er Vesteuropas største vandkraftværk. Værket blev nu på forsøgsbasis suppleret med et hydro-solcelleanlæg, som man havde planer om at udbygge.

Foto: Alqueva dæmningen ved floden Guadiana, der på et langt stræk er grænseflod mellem Spanien og Portugal. Anlægget stod færdigt i 2013.

Aftenen afsluttedes på observatoriet. Da det var regnvejr var der ikke lejlighed til at kikke stjerner. Vi modtog i stedet en 1 ½ times lektion om vores solsystem og planeter, stjerneplaceringer, stjernehobe og meget mere på engelsk, som til tider kunne være lidt svært at forstå. Men foredraget var suppleret med billeder i realtid fra teleskoper rundt om i verdenen, der kunne gengive det aktuelle himmelrum over Monsaraz. Det var ret vildt og spændende.

Foto: Planeterne øverst fra venstre: Jupiter, Neptun, Venus, Saturn, Pluto, Merkur, Mars og Uranus. Billederne er tagen af Voyager 1 og 2. Rækkefølgen og størrelsesforholdene er vilkårlige.

[1] Den ibero-amerikanske udstilling fandt sted i den spanske by Sevilla. Den blev indviet den 9. maj 1929 og lukket den 21. juni 1930. Den blev bygget for at demonstrere venskabsbyen mellem Spanien, Latinamerika, USA, Portugal og Brasilien.