Posted in: Ikke kategoriseret
Hvis man gerne vil have Spanien serveret som en magi-terning er Toledo et fantastisk sted. Den gamle bydel er ikke større, end man hurtigt kan gå rundt om dem, og den er anlagt som en labyrint, så der er hele tiden dukker nye og uventede detaljer op. Den repræsentere i overmål Spaniens historie, i alt fald frem til at Filip d. 2. i 1500’tallet beslutter at flytte hovedstaden til Madrid. Kirken flyttede dog ikke med, så Toledo er stadig Spaniens religiøse centrum.
Byen blev grundlagt af romerne, den var visigoternes (vestgothernes) hovedstad frem til 712, hvor den blev erobret af maurerne. Den blev generobret af de kristne i 1085. Frem til 1255 levede kristne, jøder og muslimer fredeligt sammen i byen.

Foto: Gadeparti i Toledo
Flere steder i byen et der tydelige spor efter de mange perioder i byens historie. Førromerske kirker blev til moskeer, for senere at blive ombygget til kirker. Det gælder fx. El Salvator kirken, hvor man har udgravet resterne af den gamle moske i forbindelse med en restaurering.

Foto: I en udgravning under El Salvator kirken er resterne af det, der engang var byens næstvigtigste moske.
I samme El Salvator kirke bæres en af buerne af en søjle med udskæringer, der stammer fra en kirke, vestgotherne (visigotherne) havde på samme sted. Søjlen er i dag flankeret af plastikblomster og faner fra korsriddertiden.

Foto: søjle med udskæringer fra Visigothernes tid
Da Toledo blev erobret af kong Alfonso under La Reconquista i 1085 var tiderne stadig usikre, så det var først da mauerne var blevet fordrevet til Andalusien i 1212, man for alvor tog fat på at rekonstruerer byen med nye store kirker. Indtil da var det de eksisterende bygninger, der blev omdannet og indrettet til kirker. Det gælder således også Toledos domkirke, der er bygget oven på byens største moske.

Foto: Katedralen i Toledo bygget i gotisk stil mangler de klassiske to tårne. Det ene tårn er af byggemæssige grunde blevet erstattet med en kuppel.
Moskeen blev fjernet og byggeriet blev sat i gang, men den stod først færdig 270 år senere, da El Grego‘s søn, Jorge Manuel, fik færdiggjort det sidste tårn, hvis fundament ikke kunne bære et traditionelt gotisk tårn, med en kuppel.

Foto: Mudéjar byggestilen finder man overalt i Toledo.
Toledo er kendt for en særlig byggestil – Mudéjar stilen, der er en blanding af kristen og muslimsk arkitektur, og hvis særlige kendetegn er hesteskoformede arkader.

Foto: San Roman kirken er i dag et visigotisk museum
San Roman kirken – i dag indrettet som museum – er et klassisk eksempel på denne stilart. Kirken rummer også 1200’tals frisker, der blev afdækket ved en renovering i 1926. En af disse freskoer er et vidunderligt billede af dommedag, hvor de afdøde kristne åbner lågene på deres kister, for sammen med englene at stige til himmels.

Et andet eksempel på denne byggestil er Synagogen El Transito. Bygherren var Samuel HaLevi, der var finansminister ved Kong Peter d. 1. hof i Toledo i 1300’tallet. Få år efter bygningen stod færdig døde han i byens torturkammer under jødeforfølgelser. Synagogen, der er forsynet med tekster på både hebraisk og arabisk blev ligeledes brugt som kirke.

Foto: Synagogen El Transito i Toledo
En særlig krølle på den historie er, at det er Samuel HaLevi’s palæ i Toledo i dag er indrettet som museum for El Greco. El Greco har dog aldrig boet i huset. Hans originale bolig eksisterer ikke mere. Men en kunsthandler købte Samuel HaLevi’s palæ i begyndelsen af 1900’tallet og indrettede det som han forestillede sig, El Greco’s hjem kunne have set ud.