Lidt nyere græsk historie – i Ukrainekrigens skygge
30. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Lidt nyere græsk historie – i Ukrainekrigens skygge
I Arta på det græske fastland er vi tilbage i en mere nutidig historie. Efter anden verdenskrig udbrød der borgerkrig i Grækenland mellem de kommunistiske og de højre-nationale partisangrupper, der havde samarbejdet om at hælde de tyske nazister ud af landet. De højre-nationale løb med sejren, og vi har tidligere her på bloggen skrevet om de mange tusinde græsk-makedonske flygtninge, der hjulpet af kommunisterne og via Nordmakedonien fik nye hjem i Østeuropa og Canada.
Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise
Lige før Arta ligger en historisk bro. Her underskrev de to partisangrupper en samarbejdsaftale i 1944. Desværre holdt den som nævnt kun til tyskerne var ude af landet.
Fredag den 25. marts kører vi til byen Astakos for at tage en færge til øen Ithaka, hvor Odysseus efter myten var konge, da grækerne stævnede ud, for at hævne Menelaos, hvis kone – den smukke Helena – den trojanske prins Paris havde bortført til Troja.
I byen bliver vi modtaget af piber og trommer. Et stort optog er på vej gennem byens hovedgade.
Små børn i nationaldragter og store børn i hvidt og blåt går tydeligt klassevis i strækmarch gennem byen med græske flag til taktfaste rytmer fra gardemusikken. Langs gaden klapper bedsteforældre, forældre og søskende opmuntrende med. Optoget afsluttes af en gruppe ældre veteraner ligeledes i nationaldragter. Lidt efter samles alle på havnen og der er travlt med serveringer i de mange havnecaféer.
Klokken 13.00 lægger færgen til som planlagt og vi er på vej på ø-eventyr.
Fra Piso Aetos anløbshavnen på øen Ithaka er der kun 10 km til hovedbyen Vathy, hvor vi har booked et B&B for 3 nætter. Værtinden Kristina fortæller om dette smukke og særprægede lille hotel.:
”Efter jeg kom tilbage fra Sydafrika med mine to døtre i 1982, hvor jeg en årrække var skolelærer, købte vi huset her. Det var da en olivenoliefabrik, med ældgammelt maskineri drevet af et par maskiner, der med bælter til store aksler trak de forskellige pressere.”
Vi fik vist de gamle billeder, hun havde og kunne genkende noget af det gamle indbo, der nu indgik i det utroligt smukke hus.
Huset er fuldstændig renoveret og indvendigt båret af store jernkonstruktioner, der gør huset i stand til at modstå selv kraftige jordskælv.
Ialt 7 værelser hvor 14 -16 gæster kan nyde udsøgte værelser centralt i byen.
Foruden Kristina hjælper hendes to døtre og børnebørnene med at drive hotellet.
Ved morgenmaden lørdag morgen fortæller vores værtinde, at der er et arrangement på torvet i byen kl. 12, det er en demonstration for fred. Hun er selv en af arrangørerne.
Vi vil selvfølgelig gerne deltage. Den 25. marts marcherede alle Grækenlands børn for at fejre grækernes befrielsen fra osmannerne (tyrkerne) i 1829. Den 26. marts danser de samme børn for fred i Ukraine.
Alle vi møder på vores vej er naturligvis oprørte over krigen i Ukraine og over russernes fremfærd. Men i Italien og Grækenland er det fredssymbolerne, der kendetegner markeringerne – ikke den massive støtte til Ukraine, som vi fornemmer præger billedet i Danmark. Vi ser ikke et eneste ukrainsk flag, men derimod de regnbuefarvede flag med fredstegn.
Grækernes dilemma er vores allesammens dilemma. Vi vil både have frihed og fred. Men når valget bliver så konkret, som det er lige nu i Ukraine, så vælger flertallet friheden over freden. Så har vi krigen og alle dens ufattelige følger og strømmen af mennesker på flugt.
Vi spørger lidt til det franske initiativ, hvor Frankrig sammen med Tyrkiet og Grækenland vil starte en evakuering af Mariupol over Sortehavet. ”Kan det mon skabe forsoning mellem Grækenland og Tyrkiet, der jo begge er medlemmer af NATO”, spørger vi.
”Nej”, svarer vores værtinde resolut, ”Jeg stoler ikke på tyrkerne over en dørtærskel. De har besat Cypern”.
Vi siger ikke mere. Men grækerne forsøgte sig også med en invasion af Tyrkiets Vestkyst ved Smyrna (nu Izmir), da tyrkerne var i knæ efter første verdenskrig. En aktion der ikke faldt ud til grækernes fordel, og resulterede i at 100.000-vis af grækere blev udvist af Tyrkiet.
Vi har tidligere skrevet om forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet her på bloggen:
Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje
Ind i Grækenland
29. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Ind i Grækenland
Fra Brindisi sejlede vi til Igoumenitsa i Grækenland. Turen blev længere og lidt mere dramatisk end den havde behøvet.
Færgen fra Brindisi er en kæmpe færge med tre bildæk, de to nederste til lastbiler og det øverste halve dæk er til mindre lastbiler, campere og personbiler. På de to nederste dæk holdt der måske 50 kæmpe lastbiler og på det øverste dæk holdt vi omkring 25 biler. Vi blev lempet op på øverste dæk via en rampe, der så blev trukket op, så der kunne holde lastbiler under rampen.
Oprindeligt lød sejlplanen på ind tjek kl. 11.00 afgang kl. 13.00. Kl. 13.15 fik vi en SMS om, at vi først behøvede at være der kl. 13.00, da færgen var 2 timer forsinket. Dermed rykkede den forventede ankomst i Igoumenitsa til kl. 01.00. Så vi var glade for, at vi havde booket et hotel i med 24/7 åbent.
Sejlturen var fin nok, og der var god og solid forplejning, især beregnet på de mange lastbilschauffører, der også havde kahyt. Balladen begyndte, da vi lagde til havn i Igoumenitsa.
Der skete nemlig ikke rigtig noget oppe på tredje dæk. OK, der var jo mange lastbiler, der først skulle fra borde. Men da der var gået en lille time uden der overhovedet var sket det mindste, begyndte utålmodigheden at brede sig på tredje dæk.
Tilbage i skibets reception var der ingen hjælp eller svar at hente, men rygterne begyndte at svirre. Der var problemer at få sænket rampen. Nogen mente at rampen sad fast, andre at der holdt en lastbil under rampen, der ikke kunne starte. Begge dele kunne for så vidt være sandt. Nogen mente problemet kun kunne løses i Brindisi, så vi ville være nødt til at sejle med tilbage. Det eneste man kunne få ud af receptionen var, at vi kunne få en kop kaffe på skibets regning og vi kunne lægge os til at sove i salonen, så skulle de nok vække os, når vi kunne køre fra borde.
Imens kunne vi følge nye lastbiler, der kørte om bord og nye chauffører, der fik morgenmad i Caféen og nøgler til kahytter.
Til sidst var jeg så træt af de svirrende rygter, at jeg forlangte at tale med kaptajnen. Så kom der en styrmand der forklarede, at en lastbil ikke kunne starte, der var sendt bud efter en mekaniker og at færgen ikke vil sejle før alle biler var kørt fra borde.
Vi prøvede at få lidt søvn i salonen, og kl. 6.30 blev vi kaldt til bilerne. Nu var der masser af personale på tredje dæk, rampen var sænket og bilerne begyndt at køre fra borde.
Kl. 7.00 var det solopgang og vi kunne tjekke ind på hotellet og få et par timers søvn og et bad, inden vi skulle tjekke ud igen kl. 12.00.
Det gode ved at være i Grækenland er, at man kan tale med folk. Engelsk og tysk er meget udbredt sprog. Så vi fik gode snakke både i receptionen på hotellet og hos den bager vi holdt ind ved, for at få lidt morgenmad kl. 12.00.
Der er ifølge guidebogen ingen grund til at spilde tiden i Igoumenitsa, der blev fuldstændigt udbombet under anden verdenskrig.
Næste overnatning havde vi planlagt i byen Arta. Det var en køretur på godt 150 km, hvoraf en del var ny-anlagt motorvej. Undervejs skulle vi krydse floden Acheron. Det er den flod, de gamle grækere kaldte Styx, i hvis midte lå en ø, der var nedgangen til Hades. For at komme hertil, skulle man færges over af færgemanden Charon. Det blev man kun, hvis de pårørende havde lagt en mønt til færgemanden under den dødes tunge. Uden mønt ingen færgetur, og man var dømt til at vende tilbage, hvor man kom fra og blive genganger. (for en sikkerheds skyld gav min søster og jeg min mor en mønt med, da vi begravede hende i januar).
Men det var ikke kun de døde, der kunne blive færget over til øen. Også levende kunne blive færget over og aflægge et besøg hos dødeoraklet i Nekromanteion. Her kunne man efter omhyggelig forberedelse få lov at tale med de dødes sjæle. Processen før man blev ført ind i det allerhelligste minder om den proces, man skulle gennemgå for at komme til Asklepios – guden med de helbredende evner. Renselse, faste og de rigtige drømme før man kunne nærme sig de dødes sjæle eller skygger (psyke).
I Odysséen beskrev Homer, hvordan Odysseus mødte de døde sjæle og erfarede den videre skæbne for en række af de græske mytiske figurer og Trojas helte: Ødipus moder, Mykenes konge Agamemnon, der blev slagtet som en okse ved krybben af sin kone ved hjemkomsten, Akilleus sjæl og Herakles skygge. Også hans egen mor dukker op og fortæller nyt om livet på Ithaka.
Geografien har ændret sig siden dengang, men Nekromanteion ligger der stadigt og man kan besøge krypten, hvor pilgrimmene gjorde sig klar til mødet med de dødes sjæle. Vi går også en tur i omegnen og ser Persefones hule. Persefone er frugtbarhedsgudinden Demeters datter, som Hades har bortført og gjort til underverdenens dronning. En gang om (for)året får hun lov at stige op fra Hades og deltage i De Eleusiske Mysteriefester, der skal sikre det kommende års høst.
Etruskerfortællinger 2
25. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Etruskerfortællinger 2
Vores interesse for etruskerne går tilbage til starten af 1980’erne, hvor der var store etruskerudstillinger i Brede og Malmø. Vi var især optaget af deres jernudvinding, fordi der var paralleller til det, vi havde set i Tanzania. Dengang var tesen, at mangel på træ var en af årsagerne til etruskerkulturens forfald.
På de museer og udstillinger vi har besøgt nu i Italien, har dette tema slet ikke været berørt. Derimod har det – helt i tidens ånd- handlet meget om identitet.
Hvor kom etruskerne fra, hvilken kulturarv har de efterladt, hvilken rolle spillede de i forhold til grækerne og romerne og hvor forsvandt de hen?
Det jeg skriver nu baserer sig på de forskellige iagttagelser vi har gjort på vores rejser, hvor vi rundt om Middelhavet, i Lilleasien og i Persien (Iran) har studeret den tidlige jernalder:
Bronzealderen
Bronzealderens højkulturer og ”stormagter” var Egypterne, Babylonerne og Hittitterne. Herfra har vi masser af skriftlige kilder, segl, regnskabssystemer og lange episke tekster – overvejende af religiøs karakter. Vi har tre skriftsystemer: Egyptiske hieroglyffer, Babylonsk kileskrift og Hittittiske hieroglyffer. Vi har tekster, der er affattet på alle tre sprog på samme stele, skriftrulle eller plakette, og det har derfor været muligt at afkode alle tre sprog og dermed læse teksterne. Vi har bevaret brevveksling mellem Faraoer og Hittitterkonger. Brevene er skrevet på lertavler, der senere er brændt, og derfor bevaret for eftertiden. Tiden har været præget af udbredt samhandel, viden-udveksling og naturligvis stormagtskrige. Derfor stammer verdens første fredsaftaler og menneskerettighedserklæringer fra denne periode.
Der er også mange mindre kulturfolk i denne periode, der deltager i det globale handelskredsløb. Det er typisk kulturer, der ikke udvikler eget skriftsprog, og som vi derfor kun kender fra andres omtale af dem.
Et par af den kan man kalde up-comming kulturer, fordi de efterfølgende kommer til at spille en større rolle og udvikler egne skriftsprog. Det er Mykenerne (grækerne), assyrerne og fønikierne.
Nævnes må også det største europæiske folk på denne tid thrakerne. Thrakerne udviklede aldrig deres eget skriftssprog.
Bronzealderens sammenbrud
Homer’s fortællinger i Iliaden og Odysséen er på mange måder dommedagsfortællinger, der handler om bronzealderens sammenbrud. Krige mellem rivaliserende konger og gudernes vrede indvarsler de store kulturers undergang. Tilsæt hertil et ukendt havfolk, der gør sejllads på Middelhavet til en usikker affære. Sørøveri kom simpelt hen på mode, og alle med sejlførende fartøjer har sikkert taget deres del af kagen. Men interessant er det, at især assyriske kilder taler om folk fra Sortehavet – Kimmerere, et nomadefolk fra de pontiske stepper ved Sortehavet.
”Kimmererne omtales i assyriske kilder og hos den græske historieskriver Herodot; i 696-695 f.Kr. De angreb Lilleasien og ødelagde det frygiske rige. Senere angreb de Lydien, hvis konge, Gyges, forsøgte at få en alliance mod dem i stand med Assyriens konge Assurbanipal. Ca. 600 f.Kr. lykkedes det den lydiske konge Alyattes (ca. 610-560 f.Kr.) at drive kimmerierne bort fra Lilleasien.[i](Den store danske, Gyldendal).” Andre kilder taler om Skytere eller Russere.
I græsk historieskrivning kalder man perioden fra Mykenekulturens fald til arkarisk tid – det vil sige fra krigen i Troya omkring 1200 f.v.t og frem til årene omkring 700 f.v.t. for den mørke periode. Det vil sige en periode, der ikke er beskrevet i de græske historiske kilder.
Arkarisk tid begynder der, hvor grækerne genopfinder sig selv med bl.a. Homers fortællinger om en fjern fortid og hvor andre græske forfattere som Herodot fortæller om nutiden.
Jernalderen
Alt dette er skrevet for ligesom at introducere til den tid, hvor Etruskerne træder ind på den verdenshistoriske scene. Jeg tænker ikke, det er forkert at kalde sidste årtusind før vores tidsregning for metallernes årtusind.
Metaller var ikke ukendte i bronzealderen. Guld, sølv og bronze var velkendte materialer, og der blev arbejdet systematisk med metallurgiske legeringer. Der blev eksperimenteret med det nye materiale jern igennem hele det andet årtusinde, men først da man fandt ud af at hærde jern til stål fik det for alvor betydning.
Dog ikke sådan at jern udkonkurrerede bronzen – end sige guld eller sølv. Tvært i mod. Alle former for minedrift blomstrede. Det sidste årtusind før vores tidsregning var også mønternes årtusind. Der skulle bruges guld og sølv i massevis, både til at berolige og bestikke guderne, begave kongerne og ikke mindst til at skaffe lejesoldater.
Her kommer Lydien igen ind i billedet. I Lydien flød guldet i floderne, det var bare at fiske det op og smelte det om til værdifulde genstande og ikke mindst til verdens første mønter.
Etruskerne og Lyderne
Lad os lige antage, at man kan trække en parallel mellem metallerne og computernes udbredelse. Da computeren kom frem i 1980’erne gik alle intellektuelle kræfter de næste 25 år med at finde ud af, hvordan den bedst kunne bruges til at forandre verden. Og så eksploderede digitalisering stort set på samme tid verden over.
Omkring år 1200 f.v.t går der overalt i Middelhavet rygter om et nye metal, der findes i bjergene, der får helt særlige egenskaber når det udvindes og hærdes ved meget høj varme. Alt hvad man behøver er en åre med en rød bjergart og masser af træ, der kan brændes til trækul og en masse øvelse. I tilgift kan man være heldig at finde både guld, sølv, tin og kobber. Det er vel ikke svært at tænke sig en ”jernfeber”, der får sendt alle folk med evner inden for minedrift og udsmeltning på vandring ind i Europa og Lilleasiens mange uudforskede bjergkæder for at finde metalårer. Det rygtes også, at de dygtigste smede finder man i området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, så det er klogt at lægge vejen deromkring.
På det europæiske fastland er det især kelterne og etruskerne, der lærer at beherske kunsten at udvinde det nye metal. Kelterne kom nordfra og etruskerne kom sydfra, de mødes i de centraleuropæiske alper og derfra vandrer grupper af etruskerne mod den italienske halvø og grupper af keltere (gallerne) mod de franske alper. Andre bliver i de bulgarske bjerge og smeder våben til Thrakerne, atter andre slår sig ned i Østrig og overtager senere rollen som storleverandører til den romerske hær, på det tidspunkt, hvor træ bliver en alvorlig mangelvarer hos etruskerne.
Da etruskerne slår sig ned i Umbrien og Toscana blander de sig med den lokale indfødte befolkning.
Denne hypotese vil i alt fald kunne forklare de sproglige og genetiske mysterier, der knytter sig til etruskerne. Men det kan også forklare de mange fællestræk, vi kan se mellem den thrakiske og den etruskiske kultur. På mange punkter er der tale om en meget parallel udviklingshistorie, her tænker vi især på keramikken, gravgaverne og de smukt dekorerede gravkamre.
[i] Den store Danske, Gyldendal (nettet)
Om turen gennem Italien
24. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Om turen gennem Italien
Vi startede hjemmefra den 12. marts, så vi har nu været på farten i 10 dage. Vi er nået til Brindisi på Italiens hæl, og vi har købt billet, så vi nu krydser Adriaterhavet og lander i Igoumenitsa på Grækenlands vestkyst.
Det har været en lang, men også meget smuk tur ned gennem Italien. Lidt kølig. Vi kunne godt tænke os, at der blev skruet lidt op for varmen, men det gode vejr har jo øjensynligt lejret sig i Danmark. Tillykke med det.
Vi gjorde ophold tre nætter hos en lille familie tæt ved den gamle etrusker by Chiusi. Vi har allerede fortalt lidt om Chiusi, der ligger meget smukt på grænsen mellem Umbrien og Toscana.
En spændende og overskuelig by, hvor man har gjort meget for at formidle byens historie også på engelsk.
Den lille familie vi boede ved var en alenemor med 2 børn på 8 og 6 år, hvor det yngste barn, en pige ved navn Ariane, var handicappet og meget kontaktsøgende. Enrico, hendes storebror, var 8 år og meget nysgerrig på verden. Det var en kompliceret livshistorie med mange eksotiske elementer: En far der opgav sit advokatjob for at blive kunstner, en mor der ville skilles for at blive lærer i Eritrea og et stormombrust ægteskab på Sardinien med en ældre mand, der er far til de to børn, men nu skrevet helt ud af familiehistorien. Livet var helt bestemt ikke let i den lille familie.
Fra Chusi fulgte vi etruskernes rute ned gennem Italien. Vi kørte gennem Orvieto, Tuscania til Tarquina, hvor vi overnattede. Tarquina er bestemt også en meget smuk by. Den ligger nord for Rom ved Tiberen med udsigt til Det Tyrrenske Hav. Den del af Middelhavet er opkaldt efter etruskerne. Det er ved Tarquina, man har fundet den største etruskiske dødeby med mange flot dekorerede grave. Der vil komme mere om det i en andet opslag – Etruskerfortællinger 2.
Fra Tarquina kørte vi uden om Rom og forbi Vesuv ved Napoli, hvorefter vi krydsede ind over landet og havde en overnatning i bjergbyen Potenza. Derfra kørte vi til Brindisi og nu er vi så klar til nye eventyr i Grækenland.
Etruskerfortællinger 1
18. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Etruskerfortællinger 1
Ved tårnet til kirken i Chiusi er en skulptur af hunulven med Romulus og Remus, det er en klar reference til myten om Roms grundlæggelse.
Chiusi var en etruskisk kulturby længe før Rom blev grundlagt. Den er grundlagt af etruskerne allerede omkring år 1000 f.v.t. Det er formodentligt sådan, at etruskerne spillede en afgørende rolle ved Roms grundlæggelse og mange af de latinske traditioner inden for især arkitektur kan føres tilbage til etruskere. Det gælder bl.a. traditionen med at bygge byer på høje, men også romernes viden om byplanlægning, vand, kloakering stammer fra etruskerne.
Et besøg på museet i Chiusi viser, at der sker en kraftig hellenisering af etruskernes kultur i årene fra år 600 f.v.t og frem til de gradvis blev latiniserede og integreret i Romerriget omkring 300-tallet f.v.t. Det vil sige, at etruskerne benyttede det græske alfabet i deres gravskrifter og at keramik og deres billedunivers mere og mere kom til at afspejle græske myter og traditioner.
Forskerne hæfter sig ved, at tidlig etruskisk kunst vidner om en ligestilling mellem kønnene, der ikke genfindes i hverken græsk eller romersk kultur.
Hvor kom etruskerne fra
Det er en udbredt teori, at etruskerne er et italiensk urfolk, men nyere DNA-analyser har bekræftet Herodots fortællinger om, at etruskerne har haft tætte forbindelser til Lydien.
Mange af deres tidlige gravtraditioner er typiske centraleuropæiske, og der er en lige linje fra villanovakulturen til den senere etruskiske kultur.
Man ved ikke meget om etruskernes sprog, men den førende teori er, at der var tale om et ikke-indoeuropæisk sprog.
De første jernalderfolk i Europa
Etruskerne var et af de folk, der trådte ind på scenen i overgangen mellem bronze- og jernalderen.
De udvandt metaller fra bjergene: guld, sølv, bronze og ikke mindst jern. Derfor er de formodentligt blevet tiltrukket af metalforekomsterne i bjergene i Appenniner og de ældste bosættelser ligger også i de bjergrige områder i Umbrien og Toscana. Senere som handelskulturen udviklede sig flyttede hovedbyerne længere sydpå og tættere på kysten.
Kilde: https://no.wikipedia.org/wiki/Etruskere
På Langtur til Grækenland
16. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til På Langtur til Grækenland
16. marts 2022
Vi er nået til Po-sletten i Italien efter tre dages kørsel – overvejende på motorvej. Undervejs er vi kørt igennem lange skovstrækninger, vi har set masser af tyske vindmølle- og solcellemarker, flokke af råvildt og to storke, der spadserede på en mark. Vi overnattede ved Leipzig og Ingolstadt i Tyskland inden vi i går krydsede de foldede Alper, vist nok det, der hedder Øst-alperne.
Lidt tankevækkende at et mikro-kontinent kaldet Adria kunne løsrive sig fra den afrikanske kontinentplade og i 50 millioner år sejle rundt på verdenshavet inden det for ca. 100 millioner år siden skruede sig ind under den eurasiske kontinentalplade og presse grundfjeld op, sine steder helt op i 4 km højde. Sikke en ravage det må have lavet, men alligevel var det ikke årsag til en af de 5 store masseuddøen på jorden. Det er foregået i et langsomt og roligt tempo over ca. 5 millioner år, og de kæmpestore dinosaurusser, der levede på den tid, har haft tid nok til at tilpasse sig de store geologiske forandringer.
Uanset hvad, så er alperne et fantastisk syn, når de dukker op for øjnene af en på motorvejen syd for München og man tager turen over den gigantiske Europabro frem til Brennerpasset i 1380 m. højde. Vi mindes begge turen fra vores barndom. Dengang var turen over Brennerpasset i en DKW fra 1958 en noget større udfordring, om end slet ikke sammenlignelig med da Kristian Kold tog turen over alperne til fods med en trækvogn på vej hjem fra Smyrna (i dag Iznik i Tyrkiet) i 1847. Men han havde nok også noget at tænke over efter 5 års ophold i den Osmanniske by. Først som missionær og siden som bogbinder.
Nu er hele turen overstået på 3-4 timers motorvejskørsel, og vi er landet på den flade Po-slette. ”Har du lagt mærke til, at Alperne er væk igen”, siger Palle. Efter endnu en times kørsel tjekker vi ind på vores lille overnatningssted, et B&B ved en af Po-flodens kanaler.
I morgen fortsætter vi turen til en af etruskernes hovedbyer – Chiusi, syd for Firenze.