Silkevejen til Sortehavet

29. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Silkevejen til Sortehavet

Tilbage i Tyrkiet

Den første overnatning i Tyrkiet har vi i byen Agri, på det samme Grand Cenas hotel som sidst. På vej dertil kommer vi gennem ufattelig mange check-points og politikontroller med kampvogne, depoter med sandsække, der er lige klar til at bruge til afspærringer, helikoptoroverflyvninger og maskingeværklædte gendarmer.
Vi kan ikke blive kloge på, hvorfor beredskabet tydeligvis er forhøjet, siden vi var her sidst. Men på det danske udenrigsministeriums hjemmeside kan vi se, at Agri er et af de risikoområder man anbefaler, at man som dansker ikke kører igennem, med mindre det er højst nødvendigt. Men som Lisbeth snusfornuftigt konstaterer: “Det er jo strengt nødvendigt, for eller kan vi jo ikke komme hjem”.
Det minder os om, at vi er i et uroligt grænseland mellem Tyrkiet, Armenien, Azarbaijan og Iran. Men det er også tankevækkende, at vi slet ikke så et tilsvarende beredskab på den Iranske side af grænsen.

Næste overnatning har vi på Sports Otel Sule Kule i Erzurum, hvor vi også overnattede på udturen. Denne gang tager vi os tid til at tage en tur indtil byen. Portieren hjælper os med en taxa, og anbefaler varmt, at vi starter med at se Kemal Atatürks hus i Erzurum.
Atatürk har boet i huset i 52 dage, men de dage var til gengæld skæbnedage i Tyrkiets historie. I dag er huset et fint museum, men al tekst er på tyrkisk, så det er ikke helt nemt at få fat på den dybere mening. Men lidt efterfølgende research hjælper.

Landsfaderen

Vi skal skrue tiden tilbage til 1919. Vi er i året efter første verdenskrigs afslutning, hvor Osmannerriget var på tabernes side, Rusland var revolutionsramt, Sultanen var sendt i eksil og han fætter, der midlertidigt var indsat på tronen, var villig til at sælge ud af landet for at bevare sin position. Stormagterne var ved at gøre klar til at dele byttet, samtidig med at Grækenland invaderede Smyrna – nu Izmir – med en 200.000 mand stor invasionsstyrke. Det var på det tidspunkt Mustafa Kemal (senere Ataturk) trådte i karakter. Han tog turen op langs Sortehavet til Erzurum, og undervejs fik han samlet befalingsmændene for de hærenheder, der endnu var funktionsdygtige. I huset i Erzurum holdt de en kongres, hvor de opridsede konturer og grænser for en tyrkisk nationalstat. Derefter fik de mobiliseret hæren og i et dræbende slag fik de sendt den græske invasionshær hjem. Undervejs havde sultanen gjort sig så umulig, at han røg samme vej. Ved fredsforhandlingerne i Lausanne i 1923, hvor Osmannerriget skæbne efter 1. Verdenskrig blev beseglet, deltog kun én repræsentant for Tyrkiet, han hed Ismet Pasa. Han kom med det papir, man havde vedtaget på kongressen i Erzurum i 1919, og han fik stort set alle sine krav opfyldt. Få måneder efter at grænserne var fastlagt i en fredstraktat, flyttede man hovedstaden fra Istanbul til Ankara og udråbte republikken den 29. oktober 1919.

Man skal ikke være blind for, at Ataturks revolution bedst kan betegnes som et militærkup. Det førte til et populært men også autoritært styre, der ikke tog med fløjlshandsker på oppositionelle grupper eller etniske minoriteter. Et system, som gav militæret rollen som revolutionens vogtere, der greb ind, hvis den politiske linje afveg fra den vej, der var udstukket af kemalismen. Det er i det historiske lys, det nuværende styre i Tyrkiet skal forstås. Overalt i Tyrkiet er Ataturk til stede som landsfaderen, der grundlagde republikken.

Erdogan balancerer på hans knivsæg, mens han forsøger at sætte en ny dagsorden for Tyrkiet. En dagsorden, hvor der er mere plads til religion, kultur, historie og politisk nytænkning og mindre magt til militæret. Det er ikke et mindre autoritært Tyrkiet. Men det er et Tyrkiet med nye autoriteter.

Besøget i Ataturk’s hus var hurtigt overstået, i stedet brugte vi noget tid på at se den gamle Seljuk madrassae i Erzurum, der i dag er museum. Her, som på mange af de andre museer vi har besøg, får Sultanatets tid god plads.

Silkevejen fra Tabriz til Trabzon

Det var den samme portier på hotellet i Erzurum, der varmt anbefalede os at køre til Trabzon ved Sortehavet. Og det blev et råd vi fulgte. På den måde kom vi til at følge den gamle karavanevej fra Tabriz i Iran til Trabzon ved Sortehavet. En silkerute, der blev etableret på den tid, hvor korsridderne angriber Konstantinopel i 1204 og Djenkis Khans rytterhær hærger i Persien. Al den uro betyder, at købmændene ser sig om efter nye handelsruter, og Ruten fra Tabriz til Trabzon åbner sig som en ny mulighed. I Trabzon kan varerne hentes i skibe af købmænd fra Genova og Venedig, der ved erobringen af Konstantinopel har fået fri adgang til Sortehavet via Bosperusstrædet.

Mens dette skrives har vi været 8 dage ved Sortehavet, og vi har kørt ca. 800 km langs kysten. Vi har overnattet i Trabzon, Unye, Sinop, Inebolu og Amasra, på nær Inebolu har vi boet to nætter i hver by. Af nød og lyst.

De kære biler

Turen fra Erzurum til Trabzon er en flot, men også udfordrende tur op over høje bjergpas og gennem lange tunneller. Vi kommer til Trabzon uden problemer og hviler ud en dag inden vi fortsætter til Unye. På den tur bliver det klart, at Y’eren bruger alt for meget vand og der er noget galt med trækkraften. To tændrør er helt tilsodede. Jørgens røngtenblik siger “ny toppakning”. Heldigvis har vi et komplet paknings sæt med. Men hjælp fra hotellet finder vi et værksted, der kan løse opgaven, og mingelere med andre aftaler, så vi kan komme til allerede næste morgen. Så vi har en hyggedag i Unye, mens der bliver knoklet med bilen på værkstedet. Kl. 20 aften er den færdig og vi ta’r en taxa hen og henter den. Regningen lyder på lidt under 2000 danske kr.

Næste dag er det heldagsregn. Men vi har allerede booket hotel i Sinop, og sådan lidt regn skulle da heller ikke betyde noget. Så kalecherne bliver for første gang oppe, da vi kører fra Hotellet i Unye torsdag morgen. Men alt den regn er ikke godt for bilerne. Undervejs på turen står A-egens benzinpumpe af. Bilen går i stå midt på en bro på en omfartsvej uden om Samson, der er en anden af de større byer ved Sortehavet. Vi får den trukket og, da træktovet knækker, skubbet hen til et værksted i silende regn og gennem vandpytter på størrelse med mindre søer. Det er et Autoelektro værksted. Først tror vi, det er en kortslutning på grund af regn, men det viser sig, at det er pumpen, der er stået af. Heldigvis har Jørgen en Hardy-pumpe i sit reservedelslager, så den er hurtigt skiftet.

I mellemtiden er Palle og jeg blevet sendt i forvejen, fordi Y-eren en lidt langsommere end de andre biler. Mens vi holder en pause undervejs, ser vi de andre køre forbi. For første gang på turen kører vi ikke i samlet flok. Men vi når alligevel frem til hotellet i Sinop samtidigt, stadig i silende regn. Undervejs har der været ild i B’eren. Det meget vand har kortsluttet lyskontakten. Så vi får endnu en dag i Sinop, hvor B’eren får trukket nye ledninger.

Fra Sinop til Amasra

Turen fra Sinop til Amasra langs kysten er guidebogens top 1 over oplevelser langs Sortehavets kyst. Men det er også en krap tur langs en kyst, hvor bjergene rækker helt ud i det azurblå hav. Så vi gør os en rækker overvejelser, før vi beslutter os for at tage den tur. Men vejret er godt, vejrudsigten lovende og bilerne burde være i god form efter værkstedsdagene. Og der er udfordrende bjerge uanset hvilken vej vi vælger at køre. Så vi beslutter os for at tage turen, men vi deler den i to, så vi får en overnatning i Inebolu undervejs.

Det er en smuk tur, hvor man kommer helt på det rene med grækernes begejstring for Sortehavet på Homers tid. Det er et landskab, der på mange måder minder om den græske Ægæerhavskyst, men baglandet med et fugtigt subtropisk klima er mere frodigt og floderne mere vandrige end ved de græske kyster. Det har været det rene spisekammer for de græske bystater, der anlagde deres kolonier ved de mange naturlige havne langs Sortehavskysten i 700’tallet f.v.t. Og det er de anlæg, der i dag er den historiske baggrund for alle de byer, vi gør holdt ved på vores tur langs kysten.

Men strækningen fra Sinop til Amasra er vildere end de andre strækninger, vi har kørt. Hvor vi hidtil stort set har kunne køre langs kystlinjen, så bliver vi nu tvunget ind bag kystlinjen, for at komme uden om de fremskudte klipper. Og selv om vi ikke kommer meget mere end 500 m.o.h. på noget tidspunkt på ruten, så skal vi op af utallige 400-500 m høje bakker ned 10% stigninger, for lige så hurtigt at skulle ned igen, for at runde en floddal, og så op op, ned ned af 10% stejle nedkørsler. Y’eren kører gerne opad, her kommer kompressoren til sin ret, men på nedturerne får den alt for meget benzin, som bliver brændt af i lydpotten, så det lyder, som om det ene kanonslag efter det andet bliver skudt af en nytårs aften. Vi har et justeringsproblem, som selv ikke Jørgen har gode svar på, hvordan bliver løst.

Amasra

Men trods prutterierne når vi frem til Amasra i fin stil. Beliggenhedsmæssigt ligger Amasra skønnere end noget vi endnu har set. Arealmæssigt er det en ganske lille by, der ligger på to knolde ud i Sortehavet, hvor den bageste knold er en ø, der er forbundet til fastlandet med en bro fra romertiden.
Men på det lille areal er der tydelige spor af Tyrkiets verdenshistorie. Der er græsk havneanlæg og bymur, romersk kastel, byzantinske kirker, osmanniske huse, moskeer, havnemiljø, fiskerestauranter og det moderne Tyrkiet samlet på et frimærke.

Det er Tyrkiets nationaldag, der er fest og farver, solen skinner fra en skyfri himmel og det er 25 grader varmt. Lokalbefolkning og turister – de fleste fra andre dele af Tyrkiet – samles her for at slappe af, nyde stemningen og slå gækken løs. Søndag aften er der gang i Raki-flaskerne på restauranterne. Mandag formiddag er der optog gennem byen, alt hvad der er af politi-, brand- og skrællebiler kører gennem byen med fuld udrykning. Bagefter er der taler der hylder demokratiet og musik på byens torv, og masser af boder, hvor man kan købe alverdens godtkram og søde sager.

Read More...

Farvel til Iran

22. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Farvel til Iran

Kurs mod nord

Da løjerne i Isfahan er slut, sætter vi kurs mod nord og vælger den lige vej tilbage. Vi har en overnatning i Delijan, to i Qazvin, en i Zanjan, tre i Tabriz og en i Maku. Vi genser gamle bekendte og møder nye venner.
Vi bliver klogere på dagligdagen, kærligheden og lidelsen. Det er svært at være Iraner i disse tider. Dette indlæg kommer til at handle om det nære, om vejret, om pengene, om maden og om kærligheden.

Vejret

Det er blevet oktober, og vejret er blevet mere lunefuldt. I Yadz oplever vi, at det pludselig om aftenen blæser om med storm og regn. Natten og morgenerne er kølige, men midt på dagen er det stikkende varmt. Da vi kommer tilbage til Isfahan fortæller Ali, at det har regnet voldsomt, mens vi har været væk, det har løbet med op til 5 cm vand i gaderne.

På vej nordpå er billedet det samme. Kølige morgener, hurtige vejromskift og ind i mellem kraftige regnbyger, men mest om natten. Det har ikke været nødvendigt at køre med kalechen oppe, på de små biler, men det lune tøj er kommet frem. Men trods regn er flodlejerne vi passerer stadig tørrer.

Økonomien

Da vi kom ind i Iran vekslede vi 500 € og fik omkring 65 mill realer i 100.000 og 50.000 sedler. De fyldte som en lille skotøjsæske. De penge kommer vi rigtig langt for. Benzin koster 50 øre literen, en overnatning mellem 100 og 200 kr og et måltid for to sneg sig sjældent op over 50 kr. Kun i de deciderede turistområder var det lidt dyrere. Så for os var det en svir at være i Iran, vi kunne bo på de bedste hoteller og spise på de fineste restauranter, og alligevel kom det hele til at koste under halvdelen af vores budget.

Men for Iranerne er det bestemt ingen svir. Inflationen er galopperende uden lønninger følger med. Det betyder, at folk i al almindelighed ikke har penge at købe andet end de mest basale ting for.

Vi får at vide, at mindstelønningerne i industrien ligger på 11. mill realer om måneden. Det svarer i vores penge til ca. 550 kr., men hvis man måler det i lokal købekraft, så er det en hel del mere. En af vores ny bekendte, der er i en overordnet stilling i en produktionsvirksomhed, fortæller, at for 10 år siden svarede hans månedsløn til 1000 $, og hvis han sparede lidt op, så kunne han rejse på ferie i udlandet. Men selv om hans løn er steget nominelt hvert år, så svarer den i dag til 180 $. Udviklinger er gået langsomt ned af bakke, men helt turbulent de sidste 5 mdr, hvor lønnens værdi er faldet fra ca. 500 $ til 180 $. I dag skal han spare op for at få råd til at købe en ny mobiltelefon.

En stor udfordring for dem der handler er det, at kursen på realer svinger fra dag til dag på “det frie marked”. Mens vi er der, er den officielle kurs 50.000 realer for en euro, men i praksis veksler vi til mellem 120.000 – 160.000 realer på markedet, og en enkelt dag er kursen helt oppe på 200.000. Dem der har midler, spekulerer i at købe og sælge, men for langt de fleste, der lever af handel og service, er det en stor udfordring. I bazarernes guldgader ser vi kvinderne komme, ikke for at købe, men for at sælge deres guldsmykker.

Iranerne lider under vægten af et konservativt og ineffektivt styre og internationale sanktioner. Dem der kan lidt sprog drømmer om at immigrere til Canada eller Australien, hvor mange har familierelationer. Andre lukker øjnene og håber, at det snart går over. “Vi skal nok klare det selv”, siger de, underforstået vi har ikke brug for indblanding udefra. Men der et stort ønske om at blive anerkendt af det internationale samfund. Derfor er der også stor begejstring for vores køremærke med “the mark of friendship”. Iran og iranerne har brug for venner.

Maden

Vi bliver ofte spurgt om, hvad vi synes om det persiske køkken. Og hvis jeg skal svare helt ærligt – hvad jeg ikke gør, når det er Iranere, der spørger – så synes jeg, det er lidt for konservativt og kedeligt.
Iran er overvejende selvforsynende med fødevarer og udbuddet af råvarer som kød, frugt, ris, bønner, linser, kikærter, kartofler og grøntsager er stort. Endvidere er der et stort udbud af og tradition for at anvende (krydder)urter af forskellig slags i maden. Særlig for det iranske køkken er anvendelsen af safran, berberis, valnødder, granatæbler og rosenknopper.

Vi har spist uendelige mængder af kylling, okse- og lammekebab, ris med safran og berberis, salat, yoghurt og sur pickles. Kebab serveres altid med et råt løg, en bagt tomat og en grøn chili. Når man er heldig, kan man få en bønne eller spinat/urte ret, eller kylling i tomat- eller granatæble og valnøddesauce.

Aubergineretter findes også, men er ikke altid veltilberedte. Maden er ikke stærk krydret, som i Indien eller Tyrkiet, men jeg synes desværre ikke at det Iranske køkken formår at levere de store smagsoplevelser, hvor man får råvarer og krydderier til at tale til hinanden. Og så er det ærgerligt at skønne råvarer som gulerødder og kål altid serveres råt revet i salater eller som sur pickles.

Kærligheden

 

Til sidst skal vi have en kærlighedshistorie. Den handler om Meti og Messi, der ikke må få hinanden. Meti er universitetsuddannet og arbejder som forsker inden for IT-teknologi på et teknisk universitet. Hun taler flydende engelsk og er i gang med at lære fransk. Messi arbejder på universitetshospitalet med medicinsk design. Han har vel det, der svarer til en bachelor uddannelse, og gør karriere gennem sit arbejde. Han taler desværre ikke engelsk, så denne historie er fortalt af Meti, mens de sammen viser os rundt i Qazvin. De har en fælles interesse i gamle biler. Og de vil gerne giftes. Men for at de kan blive gift, så skal Messi gå til Meti’s mor og bror, for at få lov til at gifte sig med Meti. Og det kan han først gøre, når han har et hus. For Meti’s familie har et hus, så hun kan ikke gifte sig med en, hvis familie ikke har et hus.

Da de mødte hinanden havde Messi 7 classic cars. Han solgte de 5 mest værdifulde, for at få råd til at købe et hus. Men så kom inflationen, huspriserne tog himmelflugten og et hus var uden for rækkevidde. Så som Meti siger: “Måske bliver vi gift engang ud i fremtiden, måske aldrig”. Og så smiler de sødt til hinanden.

Farvel

Vi slutter Iranturen hvor vi startede – i Maku. Vor ven Musa fra turistkontoret kommer om morgenen med et hold journalister, der følger os på den sidste køretur fra Maku og op til grænsen. Musa hjælper os med alle grænseformaliteterne og det går helt glat.
Vi vinker farvel for foden af Aratbjerget, der står og ser ned på os i klart solskin med sne på toppen. Magisk i dag som dengang man første gang fortalte historien om Noah og arken, der støde på land med alle dyrene på Aratbjerget.

Read More...

Pasargadae – Shiraz – Persepolis

19. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Pasargadae – Shiraz – Persepolis

Fra Yadz til Pasargadae

Vi kører fra hotellet i Yazd lørdag morgen og kl. er omkring 13, da vi holder ved indgangen til Pasargadae. En tur uden mange stop undervejs, det meste af vejen gennem gold ørken, men afbrudt af små landbrug og enkelte store industrianlæg. Da vi når til hovedvejen mellem Shiraz og Isfahan er der mere aktivitet, flere grønne oaser, flokke af får og geder, og en enkelt kamelflok (dromedarer) kommer vi også forbi.

Pasargadae

Pasargadae anlægget dækker et stort areal, og det et blevet optaget på UNESCO verdensarvslisten for sin grundplan. Byen er anlagt prototypisk for den persiske have – og derfor er Pasargadae – ud over at være verdens ældste imperiale hovedstad også det ældst kendte udgravede haveanlæg i verden. Men desværre er der ikke gjort meget på stedet for at visualisere fortidens storhed. Guidebogen skriver, at mange turister ikke finder Pasargadae værd at besøge. Den mening deler vores rejsefæller, der hurtigt dømmer Pasargadae ude. Området er sølle og lydkulissen, der strømmer ud fra højtalerne er forstyrrende for helheden. Så Palle og jeg blive ene om at gå på opdagelse i området.

Når man ankommer i dag, ligger indgangen, så man bliver ført direkte til Kyros store gravkapel, der er den mest spektakulære og velbevarede del af anlægget, og dermed også den største attraktion.
Derfra kan man så køre med shuttlebusser rundt i anlægget. Bussen kører dog ikke op til Citadellet, der ligger på en klippe højt over “byen”. Det har været i brug som citadel fra Kyros tid 550 f.v.t. og til slutningen af Sasanidernes tid omkring 628 e.v.t. Vi når – som de fleste – desværre ikke derop og ser det, men der er nok heller ikke så meget at se, når det kommer til stykket.

Men shuttlebussen kører os hen til Kyros paladsområde, hvor vi står af og prøver at danne os et overblik over herlighederne. Og det er her, vi finder ud at, at det hele er vendt på hoved, hvilket gør det endnu vanskeligere at danne sig et billede af, hvordan det må have set ud, da Aleksander den store og hans hær ankom til Pasargadae efter at have ødelagt Persepolis.

Dengang lå indgangen et helt andet sted end den gør i dag.
Man kom ind af en port (gate), der i dag regnes for at have været verdens første fritstående portanlæg, og ind i et haveanlæg, der skulle forestille paradisets have. For at komme frem til modtagepaladset med audienshallen, skulle man passere en bro over en rindende flod. Først bag modtagepaladset, mere have og nogle administrative bygninger lå Kyros private palads. Kyros mausolæum blev bygget helt tilbagetrukket i anlægget. Denne hjemmeside kan hjælpe til at give et billede af, hvordan man tænker det har set ud.

http://www.heritageinstitute.com/zoroastrianism/garden/

På området ligger resterne af endnu en bygning – et stentårn – , som man ikke ved hvad er. En tilsvarende – men mere intakt bygning findes i Naqsh-e-Rostam, der er dødeby til Persepolis – som vi desværre heller ikke får besøgt. Den mest udbredte opfattelse i dag er, at det er en rituel bygning eller et ildtempel, der muligvis har været anvendt i forbindelse med begravelser på Achaimenidernes tid.
Bygningen hedder i folkemunde Zendan-e Salaiman – Salomons fængsel.

Da Alexander den III, den stores hær kom til Pasargadae plyndrede de Kyros den stores grav. Det gjorde ifølge legenden Alexander rasende. Alexander havde stor respekt for Kyros, som han så som sit forbillede og han sørgede for, at alt, hvad der var blevet ødelagt i Pasargadae blev genopbygget. Det vides ikke med sikkerhed, hvem eller hvad, der er ansvarlig for Pasargadae’s ødelæggelse.

Efter besøget i Pasargadae spiser vi sen frokost, og så går turen til Pars International Hotel i Shiraz. Det er næsten mørkt, da vi når frem.

Persepolis

Allerede næste morgen kører vi til Persepolis. Persepolis har alt det, man savner i Pasargadae. Det er storslået fra første sekund man træder inden for lågen, og lydbilledet er afdæmpet og understøtter oplevelsen af storhed.
Hvor Pasargadae var anlagt som en guddommelig paradisets have, så er Persepolis anlagt for at manifestere et magtens centrum. Anlægget blev påbegyndt af Dareios den 1. og videreført
af Hans efterfølgere. Komplekset ligger på en 300*450 m kunstigt skabt platform eller terrasse, der er næsten 15 m høj, og det bestod af omkring 15 bygninger, da Alexander d. III, den store erobrede og afbrændte det i 330 f.v.t.

Anlægget har tjent et hovedformål. Det var her, repræsentanter for alle rigets satrappier mødte frem hvert år til nytår med tribut til kongen. Gennem knæfald og gaver genbekræftede man sin versalstatus under storkongen af Persien. Man har også afleveret de inddrevne skatter. En meget væsentlig del af bygningsmassen i Persepolis var kongelige skatkamre. Det fortælles, at alle Aleksanders økonomiske problemer forsvandt som dug for solen, da makedonerne tømte skatkamrene i Persepolis.

 

Hvordan de forskellige delegationer fra forskellige dele af riget mødte frem rigt belæsset med gaver er rigt illustreret i de mange udsmykninger, der er indhugget i paladsets vægge, og en vigtig kilde til viden om tidens skikke, våben, handelsvarer og klædedragter.

I Persepolis er også inskriptioner, der fortæller om identitet og religiøse forestillinger i perserriget. Nogle motiver går igen i mange af udsmykningerne. Det gælder ex. en løve, der æder en enhjørning, og kongen der kæmper mod en løve og stikker den en kniv i brystet. Men også zaratrusternes religiøse symbol – Fravashi – er et gennemgående motiv.

På mange måder minder Persepolis mig om Bygningsværker, vi har set i Egypten – især vækker de kæmpestore søjlehaller minder om Karnakkomplekset i Luxor. Også de to gravkomplekser, der er hugget ind i klipperne højt over Persepolis giver mindelser om dødebyen ved Luxor. De to gravkamre tilskrives Xerxes den 1. og Artexerxes den 1.
Over gravkomplekserne er tydelige Zaratrustiske symboler: øverst Fravashien og universet, nedenunder mageren og ildalteret.

Tre timer i bagende sol og mere end 30 graders varme tilbringer vi i Persepolis med at beundre og fascineres af fortidens gådefulde – men på mange måder også genkendelige univers. Perserriget var
verdens første imperium, siger man, og derfor også alle de efterfølgende imperiers moder.
Alexander den III, den store, plyndrede Persepolis og brændte den derefter af. Han tog titel af persisk storkonge ved siden af sine andre titler, og han flyttede sit verdensriges hovedstad til Babylon.
Da han døde gik det hele i opløsning p.g.a. de efterfølgende magtkampe mellem hans generaler.

Shiraz

Vi kører efter besøget tilbage til Shiraz, hvor vi tilbringer et par timer i en anden af Irans mange haver. Den hedder Aramgah-e-Hafez. Det er en mindehave for Iran’s største poet, Hafez, der levede i 1300’tallet.
Alle Iranere elsker Shiraz. Når vi siger, vi har været i Shiraz, så falder de en næsten om halsen. “Shiraz er sådan en vidunderlig by”, siger de, og så nævner de Hafez have, hvor også andre berømte digtere og kunstnere er begravet. “Det er sådan nogle dejlige mennesker, der bor i Shiraz”, er den næste kommentar.

Shiraz er poesiens, roen og refleksionernes by – Iranernes have. Turisterne taler Shiraz ikke så meget til. Her er ingen hurtige fix som i Isfahan, der ubetinget er turisternes darling, med dens hurtige puls og kvikke bemærkninger.

Read More...

Gennem ørkenen til Yazd

17. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Gennem ørkenen til Yazd

Mens dette skrives er vi nået til Tabriz, der er sidste stop i Iran. Herfra starter hjemturen. Men bloggen er som sædvanlig bagefter os. Så her er vi nået til vores rundtur i lejet bil med chauffør, hvor vi kører til Yadz, Pasargade, Persepolis og Shiraz.
Jeg vil dele det i to opslag. Først et om Yadz og efterfølgende om Pasargade, Persepolis og Shiraz.

Fra Isfahan til Yazd

Chaufføren kommer som aftalt kl. 9.30 og Ali er på hotellet ½ time før for at være sikker på, vi kommer godt afsted. Vi aftaler to stop undervejs til Yazd, et ved fredagsmoskeen i Na’in og et i Maybod ved Ardevin.
Turen fra Isfahan til Yadz er en ørkentur, der bringer os igennem små ørkenbyer, der ligger som oaser spredt ud over landskabet på steder, hvor adgang til vand gør det muligt at dyrke jorden.

Det allerførste stop er ved et lille tested, der ligger på en vindblæst markedsplads, hvor der midlertidigt er indrettet en moske. Vi piger falder i svime over en lille dreng, der øver sig i at blive voksen og kunne lave te over bål.

Drengene falder over værktøjshandleren, der har bredt sine varer ud på et tæppe på jorden. Chaufføren sørger for, at vi alle får te.

Ørkenbyen Na’in

Næste stop er i Na’in, der er en rigtig ørkenby. Berømt er byens Masjed – e Jameh. Hvis nogen synes, vi tidligere har omtalt en Masjed – e Jameh, så er det, fordi det bare betyder fredagsmoskeen. Sådan en er der i alle Iranske byer, og det er den moske, hvor man samles til fredagsbøn. Moskeen i Na’in er en af Irans ældste aktive moskeer, den er fra 1000’tallet og et af datidens arkitektoniske mesterværker.

Jeg når dog aldrig ind i moskeen. Lige som de andre går ind ringer Ali. Der er panik på hotellet. Vi hentede vores vasketøj lige før afrejsen, og det viser sig, at Palle har fået et par forkerte bukser med.
Den anden gæst er øjensynlig ikke tilfreds med at have fået udleveret Palles udslidte bukser, som han sidst havde på, da han reparerede bil.
Så vi må finde bukserne frem af oppakningen og give den til chaufføren, så de kan komme med en anden bil tilbage til Isfahan. Vi siger, at de ikke behøver at eftersendt de andre bukser med bil til Yazd.

Så i stedet går jeg en tur rundt og ser på ørkenbyen, der ud over moskeen også gemmer på et henfaldnes borganlæg og traditionelle beboelseshuse og butikker i lerklinet ørkenbyggestil med flade tage. Det er rent Hodja fra Pjort.

Inder vi kører fra Na’in spiser vi frokost på en turistrestaurant chaufføren kender. Det er et lidt pudsigt sted, hvor indehaveren sidder ved et bord med en mikrofon, så han kan give bestillingerne videre til køkkenet, der ligger under restauranten. Ved siden af ham er en køkkenelevator – d.v.s. En platform med et påmonteret bord, der sænkes ned i køkkenet, hvor maden så anrettet og derefter hejses op i restauranten.

Næste stop er Meybod, en anden ørkenby – mere anlagt på turister, og måske derfor virker den endnu mere charmerende end Na’in. Her ligger Narin Castle, der er et 2000 år gammelt ørkenfort, endnu ældre, når arkæologerne graver dybere ned, men det ældste af det, der ligger over jorden, har ligget der i et par tusind år.

I Meybod ligger også et stort karavanserai og et af de berømte kegleformede ishuse, der er indrettet til museum. Over for ishuset ligger et vandreservoir, der er en del af et underjordisk vandsystem – en qanat.

Et vandreservoir er et underjordisk bassin, der er forbundet til jordoverfladen via en skakt, der oftest ved jordoverfladen er dækket af en kuppel med vindtårne. Desuden er der en trappekonstruktion, der gør det muligt at hente husholdningsvand fra vandreservoiret.

Foran ishuset er to lave bassiner. Her har man blandet vand fra qanaten med halm og ladet det fryse til is om vinteren. Så har man skåret isblokke ud og lagt dem i bunden af frysehuset. På den måde har man kunne opbevare fødevarer køligt i de varme sommermåneder.

Vandmuseet i Yazd

Alt det bliver vi meget klogere på under vores ophold i Yadz, hvor der er et vandmuseum. Her kan man gennem billeder og tegninger se, hvordan man gennem århundrede med simple redskaber og hårdt og risikofyldt arbejde har fået etableret de underjordiske gange, som vandet løber i og de mange skakter, der er nødvendige for anlæg og vedligehold.

En windlass (vindehjul) som det, der er vist i museets gård, har været anvendt til at hejse både mænd og spande op og ned i forbindelse med gravearbejdet.

Man mener, at qanatsystemet kan dateres tilbage til omring år 900 f.v.t. og at det er etableret i et samarbejde mellem bønder, der gerne ville have vand og kobberminearbejdere, der gerne ville af med vandet, når der sprang kilder frem i bjergene i forbindelse med brydning af malm. Man ved med sikkerhed, at systemer fungerede, da Achaimeniderne med kong Kyros fik magten omkring 550 f.v.t. Achaimeniderne understøttede nemlig udbygningen af qanatsystemerne ved at sikre skattefrihed til de familier, der hjalp med at bygge qanater i fem generationer frem. De overførte også systemet til Egypten, hvor teknologien muliggjorde etableringen af Oasen Kharagha. I dag er de mest veldrevne qanater i områderne omkring Yadz og andre dele af det centrale Iran med til at sikre omkring 20% af den lokale landbrugsproduktion.

Hotellet

I Yadz bor vi på Yadz Traditional Museum Hotel. Det er et smukt sted og hotellet er oprindeligt bygget i 17’tallet, men fint restaurerer og rigtig hyggeligt, bygget omkring en stor åben gård, der er dækket over med et kæmpe vindsejl. Her er vindtårne og fine udsmykninger med gamle redskaber og antikviteter, og under hotellet løber en qanat, der er adgang til via en dyb trappe. Men der er også noget utilforladeligt ved stedet. Værten er højtråbende, viser gerne rundt og fortæller, men han er fyldt med fup og smarte fiduser, og personalet er åbentlyst mere optaget af at rage til sig end at yde god service. Men trods det er der en hyggelig og især meget afslappet stemning blandt de relativt mange gæster, der hygger sig sammen i det fælles gårdmiljø.

Yazd

 

Yadz beskrives i turist- og rejsebeskrivelser som en ørkenby. Men en større provinsby vil nok være en mere rammende betegnelse. Der er ikke noget Hodja fra Pjort over Yadz. Jo, der er vindtårne og qanats, men det er der også i de mere typiske ørkenbyer. Men der er også provinsmoderne hovedstrøg, industrikvarterer, larmende trafik og almindeligt, kedeligt slum. Men der noget i Yadz, man ikke finder andre steder i Iran. Der er zaratrusternes hellige ild og stilhedens tårne.

Zaratrusmen

Zaratrusmen har været perserrigets herskerreligion i alt fald fra Achaimeniderne tid (550 f.v.t.) og frem til den Islamiske invasion i 661. Det er en monoteistisk tro på én guddommelig kraft – Ahura Mazda. Som jeg Forstår det er Ahura Mazda ikke skaberen. Universet er skabt af de fire elementer: Ild, jord, vand og luft (vind). Men Ahura Mazda er den spirituelle kraft, der skaber orden i universet, styrer solen og månens gang på himlen og dualismen mellem nat og dag og det gode og det onde. Den guddommelige kraft har i sig både det gode og det onde, men balancen mellem det gode og det onde kan kun opretholdes gennem gode ord, gode tanker og gode handlinger. Alle skabninger rummer et stykke af Ahura Mazda (kraften) og når døden indtræffer, så frigives denne kraft, så den kan vende tilbage til verdensaltet. Men det er vigtigt, at den ånd, der vender tilbage til Ahura Mazda ikke er forurenet, derfor skal den gennemgå en renselsesproces.

Zaratrusmens grundlægger er profeten Zarathustra. Han antages af det nuværende autoritative zaratrustiske præsteskab at være født i Iran i 1767 f.v.t. i the Great Kharazm. Myten fortæller, at han som 20 årig satte spørgsmålstegn ved den gældende tro og datidens præsteskab. For at afdække sandheden om skabelsen søgte han ud til bjerget Oshidarneh, hvor han levede i 10 år for at opnå erkendelse gennem bøn og meditation. Han blev profet i en alder af 30 år, den 26. Marts.
Da han var 42 år aflagde han et besøg hos kong Gashtash Kiyani i Balkh. Han gjorde Zaratruismen til officiel religion i landet, og herfra spredte den sig ud over Iran.
Zarathustra blev martyr som 77 årig i et ildtempel i Balkh, da byen blev invaderet af erobrere fra Turan.
( Kilde: planche i Ildtemplet i Yadz).

Palle og jeg besøger om eftermiddagen et zoratrustisk skolekompleks, hvor der osgå er et museum. Det er en offentlig/ privat skole, der skal sikre god uddannelse til børnene. Der er stiftet af et velstående medlem af det Zaratrustiske samfund i Yadz omkring 1930. Her får vi en god indføring i zaratrusmens idegrundlag og den nutidige religiøse praksis.

Senere på dagen besøger vi Ildtemplet i Yadz, hvor vi ser den evige ild, der er holdt ved lige siden Sasanidernes indstiftede den omkring år 450 e.v.t.
Bøsøget er lidt skuffende, fordi stedet virkes så sterilt. Her er ingen munke at se, der kløver brænde eller bærer ved til bålet. Gennem et glasrude kan man se en flamme brænde og det er så det. Ved siden af er et udstillingscenter, der et en skrabet udgave af det museum, vi har besøgt tidligere på dagen.

Stilhedens tårne

Til gengæld er det en stor oplevelse at komme ud til Dakhmeh-ye Zartoshtiyn – bedre kendt som stilhedens tårne. Det er her, zaratrusterne har henlagt de dødes kroppe, så de kunne blive renset af rovfugle, inden knoglerne blev kastet i en fordybning i tårnet og dækket med et plastisk materiale, så man undgik at forurene luften og jorden.

Selve begravelsesritualet er kompliceret og kan kun gennemføres af specielt udvalgte personer – en slags bedemænd – fordi det handler om at holde rent og urent adskilt.
Dette begravelsesritual har været holdt i hævd fra Sasanidernes tid i 400’tallet og frem til 1960. I dag begraves de døde på en kirkegård for foden af stilhedens tårne i cementkister, så man på den måde undgår at forurene jorden.

Read More...

Eventyr i Isfahan

14. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Eventyr i Isfahan

Isfahan

Vores gode ånd i Isfahan hedder Ali Samandarian. Vi mødte ham første gang i Namak Abrood, hvor han var kørende i en 2 dørs guldbronzefarvet Pontiac med flødefarvet tag fra begyndelsen af 1970’erne.

Ali driver sammen med sin far og bror virksomheden Arianowear i Isfahan. En virksomhed, der får produceret mærketøj i Tyrkiet, som sælges til det bedre borgerskab i Iran. Han er effektiv, han elsker amerikanerbiler, han skruer selv, og han sætter barren højt, når det kommer til standard. Alt skal være perfekt. Han har 6 eller 7 amerikanerbiler i sin stald heraf en, der engang har tilhørt en af præsidenterne.
Alt er ikke rosenrødt i Alis verden. Krisen kradser. Men det er en anden historie.

Ali kommer og tager imod os på en tankstation ca 10 km før Isfahan. Så følger vi efter hans sorte Hyundai, og kører til hans garageanlæg, der ligger under forretningen. Den er i dagens anledning delvist ryddet, så der er plads til vores 3 MG’er. Her kan de stå trygt parkeret, mens vi holder en uges kørefri.

Naqsh-e-Jahan Square

Det er tirsdag den 2. Oktober, vi kommer til Isfahan og tjekker ind på hotel Safavi, der ligger i gåafstand til Naqsh-e-Jahan Square – der måske er verdens smukkeste plads, i alt fald den næststørste, umådelig helstøbt og den fremstår næsten som den blev designet for 400 år siden af Shan Abbas 1, den store (1587-1629), på mange måder Safavidernes svar på Christian d. 4.

Midt på pladsens langside ligger Ali Qapu paladset, fra hvis balkon Abbas kunne iagttage de polokampe, der på hans tid blev afviklet på pladsen. Til venstre for shahen, i den nordlige ende af pladsen ligger Qeisarich portalen, der danner indgang til en bygning, der i dag rummer bystyre og et museum, der også er kunstgalleri. Over for sig kunne han betragte Sheikh Lotfollah Moskeen, måske verdens smukkeste og mest helstøbte lille moske, enkel i sin grundplan – uden minareter og andre dikkedarer, men med et helstøbt kirkerum og en smuk kuppel. Til højre – mod syd ligger endnu en pragtperle, Jameh – Abbasi Moskeen. Det hele smukt bundet sammen af arkader og gallerier til en helstøbt enhed.

Men endnu bliver vi ikke sluppet løs på pladsen. Ali organiserer en guide ved navn Masoud, der skal tage os med ud at spise, på et af byens berømte spisesteder, Arshia Traditional Restaurant.
Her får vi gode traditionelle Iranske retter, bl.a. kylling i en granatæblestuvning, salat og ris. Under tilbehør får jeg bestilt en yoghurt ret. Det viser sig at være en dessert, der serveres ved iranske højtider. Det er en gul budding, der er jævnet med fine uldhår, der er skrabet af halsen på nyfødte lam. Der er en kæmpe portion, og vi får alle en smag, men det er lidt for meget “uld i mund” for os, så Masoud spiser med god appetit resten.

Armenerne i Isfahan

Lone, Palle og jeg følges med Masoud tilbage til hotellet. Undervejs fortæller han om det armenske kvarter i byen, hvor hans kone har en forretning med brudetøj. Armenerne kom i stort tal til Isfahan under Abbas d. 1. den store. Han skulle bruge dygtige håndværkere til at skabe sit store projekt – Isfahan skulle være ikke mindre end verdens smukkeste hovedstad. Derfor blev tusindvis af håndværkere tvangsforflyttet fra byen Jolfa i Armenien til Isfahan. Her skabte de et nyt kvarter, “New Jolfa”. På et tidspunkt boede der over 42.000 armenere i Isfahan, i dag er tallet reduceret til 5000. Der er også flere kristne kirker, lige som der er et større jødisk samfund og en række synagoger. Jødernes historie kender Masoud dog ikke noget til. Han selv har en Master i turisme og organisation, men han arbejder altså som freelance turguide.
Undervejs fortæller han også, at Isfahan fra starten af er anlagt som en stor have, med floden som den ene akse og gågaden – Charbagh-e-Abbasi – som den anden akse.

Tilbage ved hotellet siger vi farvel til Masoud i forventning om, at vi ses igen torsdag. Om aftenen går vi en tur til Naqsh-e-Jahan Square og nyder synet, livet på pladsen, hvor mange lokale beboere hænger ud eller er samlede til picnic. Familier sidder simpelthed rundt omkring på pladsen på tæpper og nyder deres madkurv. Der er også andre turister end os, og selvfølgelig masser af handlende, men vi turister er heldigvis stærkt i undertal. Mange Iranere kommer hen for at snakke. Bl.a. en mor og hendes to døtre, der vil vide, hvem vi er. Da jeg fortæller, at jeg har været lærer, så fortæller den en unge pige, at hun også var lærer, men det var umuligt at leve af det, så nu har moderen og de to døtre åbnet en Coffeeshop. Det er meget bedre, og så er de deres egne herrer.

Reparation og service på Y’eren

Næste dag har Ali organiseret det således, at der er tid til at lave biler, og så kan pigerne tage på tur med guiden imens. Men det er kun Palle, der vil have Y-eren på værksted, da det kommer til stykket.

Vi har haft den udfordring med Y’eren, at den har lækket vand på det meste af turen. Der er blevet lavet nødtørftige reparationer undervejs, men inden vi nåede Isfahan var der ikke længere nogen tvivl: to af boltene, der holder vandpumpen var simpelt hen utætte, den eneste løsning var at få afmonteret vandpumpen og boret nye gevind til nye bolte. Derudover var der behov for almindelig service: olieskift, smøring, rensning af kaburator og efterspænding af bolte.

Den udtørrede flod

Mens Palle og Ali skruer og skærer nye gevind og pakninger sammen med en lokal mekaniker, som Ali bruger til sine veteranbiler, ser vi andre lidt nærmere på byen. Vi starter med et se nærmere på “det store haveanlæg” d.v.s. gågaden og floden. Den ikoniske bro over floden, der gennemskærer Isfahan hedder Si-o Se Pol, men floden har ikke været vandførende de sidste 3 år, og det betyder temmelig meget for helhedsindtrykket.
Nu skal jeg ikke gøre mig til ekspert i noget med vand, og det er nemt i disse tider at råbe klimaforandringer. Men det er et generelt problem, at floderne i store dele af Central- og Sydiran er tørlagte. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det hænger sammen med de mange meget store dæmningsanlæg, vi støder på, når vi kører gennem landet. Dæmningerne og de store opdæmmede søer er vigtige for drikkevandsforsyningen, for el-produktionen og for vand til landbruget. Men vandet kan nu engang ikke være flere steder på samme tid. Så de opdæmmede vandmasser har sin pris.
I alt fald kan jeg ikke overbevise mine rejsefæller om, at vi skal gå en tur i haveanlægget langs den udtørrede flodseng. “Det er kedeligt at gå langs det sandbækken” lyder det, “lad os hellere gå en tur op i byen”. Det gør vi så.

Jameh moskeen

Jørgen, Lone og jeg beslutter os for at gå en tur ud til Jameh moskeen, eller fredagsmoskeen, som de siger i Bazaren.
På kortet set det ikke så langt ud, men i virkelighedens verden viser det sig at være en lang og ret kedelig gåtur. Vi går ad de lige hovedstrøg gennem ret kedelige forretningskvarterer med byggerier af meget svingende kvalitet og med tæt trafik. Undervejs støder vi på nogle meget gamle gravkapeller, hvor vigtige personer ligger begravet, men vi kan ikke rigtig blive kloge på, hvad det er vi ser.

Da vi endelig når frem, kommer vi til en kæmpe (bygge)plads. Moskeen ligger for enden af et kæmpe bazarområde, der strækker sig over 1,7 km fra Naqsh-e-Jahan Square til Jameh-moskeen. Her i denne ende af bazaren er man øjensynligt ved at konstruere en plads, der i størrelse kan matche Naqsh-e-Jahan Square. Men for os ser det mest ud som en kæmpe byggeplads. Vi finder dog ind i bazaren og når endelig frem til Jameh – moskeen.

Jameh-moskeen – eller Atigh Great Mosque – som den hedder, er Irans største moske. Her blev anlagt en moske oven på et ildtempel kort tid efter dannelsen af det Abbersinske kalifat for omkring 1300 år siden. Den er på samme tid et arkitektonisk museum og et aktivt religiøst center.
Arkitektonisk har den spor efter alle Irans efterfølgende dynastier, der på hver sin måde gennem årene ved til og ombygninger har sat sit præg på moskeen. Religiøst ved at være Isfahans og måske også Irans vigtigste religiøse center.

At det er en aktiv moske er vi ikke i tvivl om. Den store gård er bygget op med et stort podie, og overalt ligger store tæpper, klar til at blive rullet ud over den kæmpe gårdsplads. I et hjørne sidder en Imam ved et stort skilt, til hvem man på engelsk kan stille spørgsmål til Islam. Jeg spørger, om der er ved at forberede en festival. Men han siger, at festivalen har været afholdt for 21 dage siden. Så måske er de bare ved at gøre klar til næste fredagsbøn.

Næste dag forsøger vi at gå turen fra Naqsh-e-Jahan Square til Jameh eller Atigh Great Mosque gennem bazaren, men vi løber vild i gyderne og opgiver projektet. Vi mangler det forkromede overblik eller en god guide.

Mere Armenien

Men vores guide Masoud svigtede os om torsdagen. Vi havde ellers håbet, han ville vise os rundt i det armenske kvarter, men han havde øjensynligt fået et bedre tilbud. I stedet tog vi selv taxier ud til Jolfa Valk Katedralen, der er armeniernes hovedkirke i Iran. Den er bygget i sin nuværende form i 1655 for midler indsamlet i Jolfa i Armenien.

Ud over kirken er der et museum og et mindesmærke, der begge handler om armenierne herunder det armenske folkemord, som Tyrkerne begik i 1915. Her bliver der ikke lagt fingre imellem, her bliver et folkemord kaldt et folkemord, øjensynligt uden at udløse store diplomatiske kriser mellem Iran og Tyrkiet.

Man bliver budt velkommen til kirken af to ærkeengler. Men det mest iøjnefaldne ved kirken – for en i øvrigt uvidende iagttager – er de bemalede torturscener, som man forestiller sig, at Jesus har gennemlevet inden korsfæstelsen i Jerusalem. Man tænker uvilkårligt, at det må være et tidsbillede på farerne ved at leve i Perserriget i 1600’tallet.

Vi er ikke til fredagsbøn dagen efter. I stedet tager vi på en 5 dages rundtur til Yazd og Shiraz, hvor bl.a Pasargadae og Persepolis venter på, at vi kommer forbi. Men det bliver som nævnt ikke en MG tur. Og den tur skal have sit eget blogopslag.

Vi er tilbage i Isfahan tirsdag den 9. om eftermiddagen. Vi tjekker ind på et nyt hotel – helt bogstaveligt – Hotel Keryas, der er bygget som et traditionelt hotel. Det er kun 6 mdr gammelt, og det ligger lige klods bag ved Jameh – Abbasi Moskeen på Naqsh-e-Jahan Square.

Bilerne på Naqsh-e-Jahan Square

“Vi har et program for jer i morgen”, skriver Ali på WhatsApp. Lidt efter dukker han op. “Vi har arrangeret en køretur i morgen. Vi starter fra min garage kl. 9.00 og så skal vi køre ind på Naqsh-e-Jahan Square. Der skal vi holde et par timer, og borgmesteren kommer. Bagefter er der paradekørsel på gågaden”. Stakkels Erling. Han har svoret, han ikke ville røre sig ud af flækken i morgen. “Jeg er ligeglad med, hvad du finder på Rikke, jeg sidder hele dagen i haven og læser i en bog”, var hans besværgelse. Men med meldingen fra Ali fik piben pludselig en anden lyd.

Vi blev hentet kl. 8 i to taxaer næste morgen. Da vi ankom til garagen stod vores biler pudsede og polerede, og ventede på os, og der var et mylder af mennesker og 50’er biler. Alle var glade og forventningsfulde, undtagen mig. Jeg var ramt af en akut maveforgiftning, og det lykkedes mig diskret 3 gange at kaste op i en plasticpose, før vi sammen med 12 lokale 50’erbiler kørte paradekørsel ind på Naqsh-e-Jahan Square og parkerede foran Qeisarich portalen.

Mens bilerne holdt parkerede der i 1 ½ times tid fik vi en rundvisning i museums-galleriet, hvorfra der er den mest fantastiske udsigt over pladsen. Derefter var der taler af borgmesteren og af Palle, der overrakte et eksemplar af en Pub-møde plakette og vores kørelogo til borgmesteren, der kvitterede med en gave.

Så var der journalister og fotografer, der skulle have alle detaljer om vores tur og om vores oplevelser i Iran, og selvfølgelig ville de vide, hvad vi synes om Iran og om at rejse i Iran.

Tre bevæbnede politifolk passede på bilerne under denne seance. Derefter var der udkørslen af samme vej, som vi kom ind, og paradekørsel fra pladsen og hen til gågaden, hvor der helt ekstraordinært blev lukket op, så vi kunne køre hele vejen af gågaden ned til floden. Selvfølgelig lige netop på den tur sprang benzinslangen på A’eren læg. Ali var straks på pletten, og sammen med et par andre kørere, der var fikse på fingrene, blev der lavet en midlertidig reparation, så vi efter ca. ½ time kunne køre videre.

Da turen er slut er jeg fuldstændig færdig. Så da bilerne igen er parkeret i Ali’s garage, bliver jeg kørt hjem på hotellet, hvor jeg går i seng og sover til næste morgen. De andre har en hyggelig og afslappet eftermiddag og om aftenen er de ude og spise på Hotel Abbasi sammen med Ali og hans kone.

MG i Iran og mere publicity

Ali har også et program for os torsdag morgen, inden vi kører ud af Isfahan. Så igen bliver vi bedt om at være klar kl. 8, så bliver vi hentet i taxaer og kørt hen til garagen. Jeg er heldigvis nogenlunde frisk og får også klemt lidt morgenmad ned, inden vi skal afsted.

Da vi kommer til garagen er der kun vagtmanden, og han vinker os ind i butikken. Her sidder en kvindelig journalist fra Teheran Daily News. Vi har hilst på hende allerede i Namak Abrood, hvor hun dækkede rally’et fra Teheran til Det Kaspiske Hav. Nu er hun fløjet fra Teheran til Isfahan, for at lave en dokumentar til deres web – TV om vores tur, vores mission og vores oplevelser i Iran. Især kredser hun meget omkring betydningen af vores logo med “Mark of Friendship”.
Vi får en god snak med hende inden Ali kommer, alt hvad vi siger og gør bliver optaget på film og med mikrofon. Så tager hun med på turen i Ali’s bil. Første stop er hos den lokale MG forhandler i Isfahan.

Hjemmefra har vi troet, at vi overvejende skulle møde MG folk i Iran i deres forhandlernetværk. Men undervejs er vi blevet mere og mere i tvivl om dette netværks eksistens. Vi har set et par enkelte MG’er på turen, det er det hele. Vi har hørt, der skulle ligge en MG samlefabrik i Tabriz, men noget konkret om den er der ikke kommet frem.

Nu står vi så hos hovedforhandleren i Isfahan. Han har importeret biler til Iran de sidste 45 år. Han startede med et General Motors hoved-agentur. Siden blev han KIA forhandler. For 8 år siden fik han også MG i sin stald. I 2011 var han i Kina, inviteret af MG fabrikken, og han viser en række billeder derover fra. Han har også et par plancher med billeder af alle de MG’er, der er produceret gennem tiderne.
Han understreger meget, at de laver service på alle typer af MG. Og for at understrege rigtigheden af dette udsagn, bliver Jørgens A’er kørt ind over graven, benzinpumpen bliver afmonteret og den bliver forsynet med nye benzinslanger.

I hans butiksvindue med nye biler står en enlig KIA. Han fortæller, at de er hårdt ramt af sanktionerne. Især på grund af, at kursen på de Iranske realer svinger op og ned fra dag til dag. Og iranernes humør og købelyst svinger i takt med kurserne. Økonomisk usikkerhed er en svøbe, der hænger over landet, og kurslisterne synes at være de mest læste – og måske de mest objektive nyheder – som den menige Iraner beskæftiger sig med. Så lige nu satser han hele butikken for at levere service til de biler, der allerede kører på vejene. Der er reservedele, de ikke kan få fat i på grund af sanktionerne, og så må de gå kreativt til værks og finde alternative løsninger. Han fortæller, at han gennem årene har solgt 1000 MG’er i Isfahan, og at der i alt i Iran kører 5000 nyere MG’er. Der er også enkelte ældre modeller hos samlere rundt om i landet. Han mener, at projektet med en samlefabrik i Tabriz blev opgivet for et år siden.

Da A’eren igen er køreklar og diverse gaver har skiftet hænder, og morgenavisen med MG A på forsider præsenteret, så sige vi farvel og starter ud på den sidste tur sammen med Ali og journalisten. Han fører os gennem Isfahan til vi når den udfaldsvej, der skal føre os til Delijan. Vi siger farvel til dem begge på en tankstation, hvor bilerne bliver fyldt op med benzin til turen. Det bliver en bevæget afsked.

 

Read More...

Fra Namak Abrood til Isfahan

8. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Fra Namak Abrood til Isfahan

Fra Namak Abrood til Isfahan

Vi har undervejs besluttet, at Isfahan skal være slut destinationen for vores biler. Når de er godt parkeret der, vil vi tage en guided rundtur til Yadz og Shiraz og tilbage til Isfahan i en Van med lokal chauffør.
Vi synes at både bilerne og chaufførerne trænger til en god lang pause inden vi påbegynder hjemturen.

Vi bliver en ekstra dag i Namak Abrood for at hvile ud og nyde Det Kaspiske Hav inden sidste etape. Det bliver en fredag med heldagsregn, så vi når næppe uden for døren på det ellers så smukt beliggende hotel. Til gengæld er hotellet tæt på at blive forvandlet til et vandland. Den gigantiske glasfacade, der gør hotellet fra 1960’erne til et helt unikt bygningsværk, er hullet som en si, og de stakkels medarbejdere går hele dagen rundt med mopper og store spande i den gigantiske hall og tørrer vand op.

Heldigvis er det tørvejr lørdag morgen og vi sætter ud på det, der viser sig at være turens – i alt fald indtil nu – smukkeste etape. Vi kører ca. 150 km af bjergveje gennem et helt unikt landskab. De første 100 km er op ad bakke. Vi kører længe moderat opad igennem en floddal, i ca. 1500 m højde er bygget en dæmning, hvorefter vi følger den opdæmmede sø et stykke, så slipper vi floden og kravler over et pas i 2500 m højde.

Derfra starter nedturen fra bjergkammen, vi kommer til en ny opdæmmet sø på den anden side af bjergryggen og derfra følger vi floden ned mod højsletten og byen Karaj, der ligger i ca 1200 m højde.

Lidt før vi rammer højsletten gør vi holdt ved en restaurant. Det er rent 1001 nats eventyr. Udefra ser den ret uanselig ud, men da vi kommer indenfor går vi ned ad en lang trappe, og hernede åbner den sig op i et kæmperum og en vidunderlig have, der ligger helt ud til den brusende flod.
Vi får lækker mad: fisk, lammekoteletter og masser af salat og tilbehør, der smager som Østens mystik. Det skylles ned med lokal yoghurtdrik, vand og Coca Cola.

Rundt om Teheran

Karaj ligger tæt ved Teheran, men vi har besluttet, at Teheran ikke er noget godt sted for vores små biler. Men Imam Khromeini Airport ligger så tilpas langt fra Teheran, at vi kan få en mellemstation på Lufthavnshotellet Ibis.
Så turens indtil videre dyreste og mest kedelige overnatning har vi der. Det koster 38€ for et dobbeltværelse. Men det er OK og vi får et lidt sent men let aftensmåltid på hotellet.

Kashan

Næste stop er Kashan. Ifølge guidebogen en spændende by med mange gamle traditionelle huse. Så vi beslutter os for to overnatninger, så vi har en dag til at gå på opdagelse i byen.
Vi får booket os ind på Hotel Noghli House, der også får varme anbefalinger i guidebogen. Men desværre ligger det langt fra hovedvejen og i en snæver gyde. Belært af erfaringerne fra Zanjan holder vi ind i udkanten af byen, ringer til hotellet og får dem til at sende en taxi, der kan køre foran os hen til hotellet. Der skal en del overtalelse og en del hjælp fra de lokale handlende på det sted vi holder, før processen lykkes. Men det lykkes, og både vi og bilerne kommer godt frem. Hotellet har en aflåst gård, hvor bilerne kan holde parkeret og hvor vi er i gåafstand til de mest spænende seværdigheder.

Et røverisk overfald

Vi spiser frokost på hotellets restaurant og efter frokosten beslutter de andre sig for at tage et hvil, mens Palle og jeg beslutter os for at gå ud og se lidt på byen.
Hotellet minder i sin arkitektur om hotellet i Zanjan, og det er bygget over samme skabelon som de gamle karavanseraier. Det ligger inde i et netværk af små gyder og traditionelle huse. Hotel Noghli House består af to sådanne bygninger, der ligger lidt fra hinanden, men med fælles reception. Mellem de to huse er en udgang til et gydenetværk. Hvis man går den ene vej kommer man til en moske med bazar, tager man den anden vej, går man ned mod byens centrum og de store gamle paladser.
Vi tager vejen ned mod centrum. Det er varmt, kl. er 4 om eftermiddagen, det er siesta tid, bazaren åbner først kl. 5. Vi går ret alene i den øde gyde, men ind imellem kommer der motorcykler forbi med varer, lokal trafik tænker vi, folk der skal tilbage og passe deres arbejde, når bazaren åbner igen kl. 5. Vi går og hyggesnakker og tager billeder af alt det særlige, man får øje på i de smalle gyder, der er som taget ud af en film om det mellemste Østen eller Hodja fra Pjort. Pludselig kommer der en motorcyklist forbi os i halvhøj fart, og jeg mærket et kraftigt ryk i min taske, som jeg har over skulderen, mens han gasser op. Heldigvis har jeg fat i tasken med begge hænder, jeg holder godt fast mens jeg råber “ Hvad fanden har du gang i”. Palle stå lige bag mig og ser mig dreje i en 360 graders piruette, mens jeg råber og ender liggende i gyden bag motorcyklens baghjul. Palle når at stirre ham ind i øjnene inden han er væk, vi hører ham og en anden motorcykel forsvinde ud af gyden i høj fart.

Lidt chokerede går vi tilbage til hotellet og ind i receptionen, hvor vi fortæller om hændelsen, mens vi besigtiger skaderne. Jeg har under turen båret min taske over skulderen i en lærredspose, der fulgte med tasken, da jeg købte den. Den lærredspose har taget voldsom skade under hændelsen og den ene hank er sprunget. Det er nok der, der har reddet os. Tyven fra Kashan har mistet grebet om situationen, da hanken sprang.

Tilbage på hotellet sætter vi os i 1001-nats gårdhaven og drikker beroligende sødt rosenvand, som hotellet serverer for os i en grøn keramikkande, af små lerkrus, mens jeg forsøger at reparere nettet.

Traditionelle huse og religiøs festival

Heldigvis ender historien godt og uden men. Resten af vores ophold i Kashan er en stor succes. Det er første gang på turen, vi for alvor selv er på opdagelse i en Iransk by. Kashan har alt hvad man kan drømme om, men i et lille format, så det også er overskueligt.

Vi går en aftentur i de små gader og den nærliggende bazar. Byen er pyntet op til festival med flag og bannere i sorte, grønne og røde farver. Ved Moskeerne og i bazaren hænger sorte og grønne bannere overalt. Fatima på hotellet fortæller, at anledninger er, at man fejrer eller måske nærmere mindes profeten Imam Husayn ibn Ali og hans Martyrium i denne måned.

Husayn ibn Ali var barnebarn af Mohammed og en af Ali og Fatimas sønner. Han blev forfulgt, forrådt og fornedret af Yazid 1, der havde udråbt sig selv til Kalif efter Hussein’s far Ali’s død. Dagen, hvor det endeligt lykkedes Yazid at få Hussein ombragt, hedder Ashura og det er den 10. Dag i den første måned i den islamiske kalender. I år var det den 21. September, altså dagen før vi kørte ind i Iran.

Husayn ibn Ali blev halshugget efter at have været belejret i 10 dage, hvor han, hans familie og følge havde været uden mad og vand i 10 dage i byen Kabala i det nuværende Iran. En begivenhed, der siden var med til at samle muslimer til oprør mod Umayyadernes kalifat og skabe et stærkt afsæt for den Shiamuslimske bevægelse.
Så der har været mange aktiviteter i denne anledning i alle de byer vi har besøgt. Optog, sang og teater og mange sortklædte mennesker. Vi er spændt på at se, hvordan gadebilledet ændrer sig, når vi når til måneskifte den 9 oktober.

Kashan er kendt for sine traditionelle huse, men paladser er måske et mere korrekt ord for de pragtbygninger, vi besøger. De er bygget i 1800-tallet af rige Qajar-familier. Qajar-dynastiet var tyrkisktalende herskere med rødder i Azarbaijan. De havde deres storhedsperiode i Iran fra sidst i 17’tallet til 1925. Mange af de smukke palæer, hamamer (badehuse) og haver vi ser i de større byer har spor efter qajarerne. Selv om de var muslimer og byggede mange moskeer, så finder vi i udsmykningen af bygningerne også mange jagtscener og portrætter af mennesker. Et andet særligt fænomen de dyrkede, var spejlsale.
Som herskere var de enormt dygtige til at spille Englænderne og Russerne ud mod hinanden for egen vindings skyld. For Iran som nation var de næppe den store gevinst. Iran afstod i deres regentperiode store landområder til russerne ligesom de forærede store oliekonsessioner til englænderne uden det kom de almindelige iranere til gode.

Persiske haver

Efter besøg i paladser og et badehus tog vi piger en taxa ud til Fin Garden, der er en af de 9 Iranske haver, der er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Måske skuffede besøget lidt oven på de overdådige paladser, vi havde besøgt om eftermiddagen. Men Fin Garden er en prototype på et Iransk haveanlæg, skal vi senere finde ud af. Og det er det ældste bevarede haveanlæg i Iran, det har sin grundstruktur tilbage fra 1590 i Safavidernes periode, men er efterfølgende blevet renoveret nogle gange bl.a under Qujarerne.

Storpolitik i Fin Garden

Anlægget gemmer også på et drama. En alt for reformivrig premiereminister under en alt for ung Shan blev henrettet i anlæggets badehus i 1852. Amir Kabir hed premiereministeren, der gerne ville reformere landet ved at reducere mullaernes magt. Den slags slipper man sjældent godt fra. Så han blev sat i husarrest i Fin Garden. Naser-Al-Din hed den unge Shah, der under pres afsagde hans dødsdom og sendte en bøddel til Fin Garden med den underskrevne dødsdom. Men inden bødlen fik svunget krumsablen, skar han sin pulsåre over med barberens ragekniv og forblødte på gulvets baderummet.

Oven på denne drabelige historie tog vi piger taxaen til den store bazar i Kashan, hvor vi fik set mange af de små arkitektoniske godbidder en bazar også byder på som Moske, karavanserai og madrassa (koranskole).

Næste morgen er vi på vej til Isfahan.

Read More...

65 vintage cars ved Det Kaspiske Hav

5. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til 65 vintage cars ved Det Kaspiske Hav

65 vintage cars ved Det Kaspiske Hav

Det var et smukt syn, at se både de fine europæiske og amerikanske biler rulle op mod hotellet i Namak Abrood og samtidig at se det smukke turkise og blå hav, fra Det Kaspiske Hav, verdens største sø.

Mange mærker havde gjort turen hertil fra forskellige steder i Iran, men især Teheran. Biler som Chevrolet, Plymouth, Cadillac, Ford, Mercedes, BMW, Folkevogn, Lancia, Jaguar, Citroen, Maserati, Morris Mini og den iranske Hillmann en del af disse mærker i forskellige modeller især fra 60’erne og 70’erne.

Det blev til mange snakke og mange fotos. Ramin modtog os sammen med en journalist fra en større avis, der dækkede begivenheden og der var koordinatorer for de forskellige mærkeklubber og regionale afdelinger samt den kvindelige koordinator af Racing–afdelingen.

Alt meget uformelt og meget, meget venligt.

Næste dag var der fælles køretur til en naturpark, med svævebane til et bjerg, boder, og cafeteria. Her fik vi også snakket med en del af løbs-deltagerne og kørte videre videre til en restaurant, hvor ejeren havde sponsoreret frokost. Her fik vi en god land snak med Ramin om situationen i Iran og de svære betingelser efter den omsiggribende boykot af landet.

Det var en helt speciel oplevelse at være med til. Og ikke nok med den varme velkomst, de havde også trykt vores danske køreplade med ”MG, The Marque og Friendship” med ind i løbsbanneret og lavet en speciel stor poster med en særlig velkomst til os.

Interessen fra løbsdeltagerne var stor. Vi var lidt specielle, både fordi vi var udlændinge, men jo især fordi vi var kørt fra Danmark til Iran.

Det var en go historie. Så både avis og TV lavede interviews og Rikke kom i det nationale TV, hvor hun blev spurgt om hvad vi syntes om Iran og om deltagelse i denne tur.

Read More...

Fra Maku til Det Kaspiske Hav

2. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Fra Maku til Det Kaspiske Hav

Fra Maku til det Kaspiske Hav

Vor ven Ramin, Advokat og kontaktperson for Motorcykel and Automobile Federation of The Islamic Republic of Iran, som vi har skrevet en del med i det sidste årstid, skrev til os, mens vi var i Tyrkiet. “Vi er i gang med at arrangere et løb. Kan I køre til Namak Abrood ved det Kaspiske Hav og møde os der den 26. september?”.

Udsigten til at møde en masse spændende folk og biler vandt over magelighed og tidstabeller. Man er jo heldigvis fleksibel.
Så vi speedede tempoet lidt op, og kørte ind i Iran to dage før planlagt.

Maku

Ved grænsen blev vi mødt af en repræsentant fra Motorcykel and Automobile Federation of The Islamic Republic of Iran og den lokale engelsklærer, der var hentet ind som tolk. Musa hed han, og han var os en stor hjælp. De ledsagede os til Maku Tourist Hotel. Efter en sen frokost og et bad, blev vi hentet i en minibus og fik en sightseeing i Maku Free Zone.

Maku Free Zone er et område af West Azerbaijan, der ligger op mod den tyrkiske grænse. Free Zone betyder, at det er muligt at etablere virksomheder og produktion til eksport i området, uden at skulle betale told og afgifter til den Iranske stat. Zonerne er anlagt efter kinesisk model som en model til at tiltrække udenlandske investeringer. Men de er ikke så nemme at løbe i gang, slet ikke i den nuværende økonomiske situation. Vi forstår på snakken, at Tyrkiet og Azerbaijan er de vigtigste eksportmarkeder og det er fortrinsvis iranske virksomheder, der etablerer sig inden for zonen.
Derudover har man held til at tiltrække nogle sportsbegivenheder, så som Mountain Climbing og Off-Road
Drivning.

Sightseeing i Maku

Også turisme satses der på inden for zonen. Her er papir taknemmeligt, for der er langt mellem de fine beskrivelser og den oplevede virkelighed. Men gode fortællinger hjælper fantasien på gled.

Vi ser resterne af Castle of Maku, der klistrer sig ind til en stejl bjergvæg, der hvælver sig som en paraply ud over den gamle bymur. Dette var engang en vigtig station på Silkevejen. Og det forstår man godt. Maku ligger i en snæver dal omgivet af høje bjerge, bl a. Arat bjerget, hvor Noah ifølge biblen i sin tid landede med sin Ark. Dalen er 15 km lang, men ikke mere en et par km bred. Herskeren af Maku har suverænt kunne kontrollere trafikken mellem den Østanatolske højslette og Vest og ruten til og fra Tabriz.

Vi besøger også noget, der hedder Baghcheh Joogh Palace, det er fra sidst i 18’tallet og som tilhørte et medlem af Qajar-dynastiet. Det er fra en periode, hvor englænderne og russerne konkurrerede om Irans Shah’ers gunst, politisk indflydelse i regionen og ikke mindst rettigheder til olie koncessioner. Vores guider fortæller, at paladset stadig rummer kostbare gaver fra den tid.

Vi besøger  “The Great Mosque”, og får en introduktion til “The Great Prophet” Mohamed Ali og Fatima, det var Mohammed’s datter og svigersøn. De er de største her i Shia-land, hvor Ayatollahen skal kunne føre sin familie tilbage til de to i lige linje.

Vi slutter turen på en traditionel persisk restaurant, hvor vi sidder på tæpper i en lille hytte og spiser af traditionelle fade, der har form som en parabol. Vores værter slutter festen med en gang vandpibe.

Næste dag får vi god hjælp af Musa, så vi får installeret lokale SIM-kort på vores telefoner, og han slipper os heldigvis ikke, før det hele virker.

Fra Maku til Tabriz

Så kører vi fra Maku til Tabriz. Vi kører ad landevej gennem et varieret landskab af dale omgivet af bjerge, der visse steder ligger lagdelt eller som små toppe i grønne og røde farvenuancer. Det er en lang og meget smuk tur ad landeveje omgivet af bjerge – næsten 300 km – og vores 3 biler vækker megen opmærksomhed. Ti km før Tabriz holder vi ind ved et “Ice-creme marked”. Her bliver vi hentet af en repræsentant for the Motorcykel and Automobile Federation i en Plymouth og at par andre gutter i en firhjulstrækker, og så blev vi kørt i kortege til et megahotel – Hotel El-Gori Pars Hotel, der ligger i udkanten af byen, men i den ende, vi skal videre fra næste dag.

Ved ankomsten er vi trætte og sultne. Det viste sig at være svært at finde et egnet spisested undervejs. Vi får et par alkoholfri øl i hotellets lobby, mens vi venter på at vores lokale kontaktpersoner dukker op. Inden længe er vi 10, og indehaveren af den smukke Plymouth kommer med en gave til os, en kæmpe kasse med de lækreste makron-agtige småkager. En velkommen gave, som vi hurtigt lader gå rundt, så hele selskabet får del i festen. Vi snakker lidt rutemuligheder og lidt valutakurser, men sulten kalder og vi bryder op og slutter dagen med en middag i hotellets roterende restaurant på 11 etage.

På egen hånd i Iran

Næste dag er vi helt på egen hånd. Vi er både i tvivl om rute og næste overnatning og om der er lavet aftaler med nye kontaktpersoner.
Vi bruger en app der hedder WhatsApp til at kommunikere med Ramin og de andre medlemmer af the Motorcykel and Automobile Federation. Med et lokalt Simkort i telefonen er det muligt både at være på Google Maps og WhatsApp, mens vi kører. Så vi arbejder med løbende planlægning.

Vi beslutter at køre ad motorvej til byen Zanjan, der ligger ca. 300 km fra Tabriz på vejen til Teheran. Via Google Har vi fundet et hotel – Zanjan – Dadamaan Traditionel Luxury Hotel – , der er indrettet i et gammelt Karavanserai i Zanjan.

Genvordigheder i Zanjan

Det viser sig at være svært at finde hotellet, selv om det på Google så ud til at ligge lige ved indkørslen til byen. Men i virkelighedens verden viser det sig, at de veje Google har anvist er ensrettede i modsat retning. Vi skal have lokal hjælp, og langt om længe – ved hjælp af en taxa-chauffør og et par unge fyre i motorcykel – bliver vi guidet gennem nogle smalle gyder frem til hotellet, hvor vi får parkeret bilerne og checket ind. En noget selvbestaltet guide er meget aktiv med at hjælpe os, og vi tror, han er tilknyttet hotellet. Men det viser han sig ikke at være. Så da hotelfolkene tager over, så viser det sig, at vi slet ikke kan parkere ved hotellet. Så må Palle, Jørgen og Erling afsted til et parkeringshus med bilerne. Imens bliver vi piger på hotellet og nyder livet og stemningen. Her er masser af liv. Hotellet er et firlænget byggeri med en stor åben gård i midten, og i gårdmiljøet er en cafe, hvor især mange lokale kvinder mødes og drikker te og spiser store konditorkager.
Der går næsten 2 timer før drengene er tilbage og de er fuldstændig udmattede. Turen gennem byen til parkeringshuset af smalle gyder i kaotisk trafik havde været et sandt mareridt. Hotellet portier var kørt forrest i hotelbilen. Da de endelig nåede frem til parkeringshuset viste det sig, at de var blevet ført til udkørslen i stedet for indkørslen. Så på den igen, gennem flere smalle gyder og kaotisk trafik når de frem til indkørslen og bliver så dirigeret op på 7. etage af en smal opkørsel med masser af bump på vejen.

Efter et bad er det tid til at gå ud og få lidt at spise. Men det viser sig også vanskeligt at finde en ordentlig restaurant. Vi ender med at få lidt brød og kebab i en kælderrestaurant, hvor vi er de eneste gæster. Vi når at se så meget af byen og bazaren at vi tænker, at Zanjan er et sted, det er værd at vende tilbage til.
Næste morgen er vi tidligt oppe. Vi skal ud af byen inden et nyt trafikkaos er over os.

Kl. 8.30 kører Palle, Jørgen og Erling med hotelportien til parkeringshuset, bilerne kommer tilbage til hotellet, vi får pakket og der bliver taget de obligatoriske billeder af biler, hotelpersonale og os, og så er vi afsted.

Fra Zanjan til Rasht

Vi har en lang tur foran os. Ramin har foreslået, at vi kører til Teheran og overnatter på et hotel der, så kan vi kører sammen med dem til Namak Abrood dagen efter. Men vi holder fast i, at vi vil køre op til Det Kaspiske Hav og den vej op til Namak Abrood. På kortet og Google kan vi se en genvej, så der er ca 150 km til Rasht, hvor ca 50 km er op over et bjerg. Men på hotellet siger de, at den vej kan vi ikke køre, det er en stejl bjergvej, der ikke egner Sig til vores biler. Det lytter vi til. I stedet tager vi motorvejen til Qazvin og derfra hovedvejen op til Rasht. De første 150 km på motorvej glider ret kvikt, vi er i Qazvin omkring kl. 13.00. Efter en kort pause starter vi på det, vi tror er en lang kravletur op over bjergene, men det viser sig at være en lang nedkørsel. Over 50 km kører vi fra 1600 m højde til ca 30 m o.h. ned mod Det Kaspiske Hav. Undervejs passerer vi en opdæmmet sø og et stort dæmningsanlæg. De sidste ca. 100 km kører vi i en smuk floddal omgivet af høje bjerge.

Hotellet i Rasht har vi valgt med større omhu i forhold til parkering. Det hedder Kadus Grand Hotel, det ligger på en hovedfærdselsårer centralt i byen og der er gode parkeringsforhold. Det er et 5-stjernet hotel med portierer i liberi, krystallysekroner og hyggepianist, der spiller Chopin. Ren kolonistil og en helt anderledes stemning end i Karavanseriet i Zanjan. Her er ikke reserveret værelser til på forhånd, men vi får et dobbeltværelse og en suite med to værelser. Prisen er 4,8 mill Real pr. par, det svare med dagskursen til 250 DKK.

Langs der Kaspiske hav til Namak Abrood

Næste dag kører vi fra Ratch til Namak Abrood, en stor del af vejen langs kystlinjen ved Det Kaspiske Hav. En let og romantisk tur på 170 km tror vi. Men det viser sig at være 170 km lang og enerverende bykørsel i kaotisk trafik med kun et enkelt eller to havkig undervejs.
Vi ankommer til Namak Abrood omkring kl. 15.00 og samtidigt med de klassiske biler fra Teheran. Det er et flot og imponerende syn. Der er 65 biler med i løbet “Teheran – Caspic Sea”, og de har kørt 475 km på 5 timer. Så selv om deres tur også har været mest ned ad bakke, så er vi glade for, at vi ikke skulle med på den tur.

Vi får en varm velkomst i Namak Abrood. Det klassiske løb har fuld pressedækning, så vi bliver interviewet flere gange. Men spørgsmålet vi mest skal svare på lyder “hvad synes i om Iran”.

 

Read More...