Tit når vi er ude og fortæller om bronzealderen i Grækenland, Mellemøsten og Lilleasien siger folk ”og det var dengang vi levede herhjemme i jordhuler”. Men intet er mere forkert. Herhjemme var vi ganske godt med i bronzealderen, det viser talrige arkæologiske fund, og vi spillede en aktiv rolle som handelspartnere med Middelhavskulturerne.
For nogle år siden så vi nogle helleristninger ved Blekinge i Sydsverige og blev meget forundret over mængde og motiver. Min første reaktion var, at her står vi og ser på en invasion: Masser af skibe og mennesker, men også heste og mest imponerende et skib med en figur, det er svært at tolke som andet end en gudefigur.
Fig. 1 Helleristningen Hestehallen i Blekinge
Siden har vi læst en del om helleristningerne i Bohus Len. I foråret besluttede vi os for, at det var tiden til at se nærmere på den nordiske bronzealder – og ikke mindst på helleristninger i Tanum.
Vi planlagde turen sammen med Mette Schou, der engang i tidernes morgen kendte Thorkild Högberg og derfor skrev opgave om helleristninger, da hun gik på seminariet. ”Man kunne jo også tage op og se dem”, sagde Mette en dag vi besøgte hende, ”hvorfor har jeg aldrig tænkt på det?”
”Helleristninger i Bohus Len er ristet over en periode på næsten 2000 år”, fortæller Gerhard Milstreu, da vi besøger Tanums Hällristnings Museum i Underslös. Det vil sige fra tidlig Bronzealder og et pænt stykke ind i keltisk jernalder. Forestillingsverden, ritualer og symbolsprog ændrer sig naturligvis over så lang en periode, og bl.a. derfor findes der ingen entydige tolkninger af det rige billedmateriale, stenhuggerne gennem tre adskilte bronzealdre har efterladt på klipperne.
Petroglyffer kalder man det på engelsk og understreger dermed slægtskabet til andre samtidige indskrifter rundt omkring i verdenen.
Der findes omkring 4000 heller med ristninger fra bronzealderen i Norden, heraf ligger de 2000 i Bohus Len. En helle kan bestå af op til 200 enkelttegn. Så det er en ganske betragtelig mængde hilsner fra bronzealderen, der ligger spredt ud over skandinavien.
Det mest almindelige tegn er skåltegnet, en cirkelrund fordybning i klippen. Det næst mest almindelige er skibet. Skåltegn findes over hele verden og deres betydning kender forskerne ikke. Og det skyldes nok deres mangetydighed. I Tanum ses skåltegn ristet på alle hellerne, men med meget forskellig symbolik. Så jeg tænker, de skal forstås i konteksten.
Skåltegnenes gåde
Skåltegnet ved kvinden her kan tolkes som et frugtbarhedtegn, og man kommer let til at tænke på en fødende kvinde.
Men hvad så med tyrene her, der drives hen mod et skib med tydelig fallos. Skal det også her tolkes som et frugtbarhedssymbol? Under tyrene ses en mand, der pløjer med en ard. Motivet er en del af den meget komplekse helleristning ved Aspebjerget, og det kan illustrere et frugtbarhedsritual.
I en anden scene på Aspebjerget ser vi skåltegnet anvendt som noget, der mest minder om et høstudbytte, der er på vej til at blive vejet. Noget der mest af alt minder om en handelsscene, og som måske/ måske ikke har noget at gøre med den nærliggende krigsscene. Er vi her vidne til et overfald på uskyldig handlende i en havneby?
Ved helleristningerne ved Vitlycke ser vi en række skåltegn på en linje, som om de danner en grænse. På hver side af linjen står svært bevæbnede mænd med hævede økser til kamp. Mændene er udrustet med fallos, økse, sværd og skjold.
Sognepræst Ove Bruun Jørgensen tolker i bogen ”Billeder og Myter fra bronzealderen” scenen som kampen mellem guderne Baal og Mot og linjen som ”dødens strand”, således som myten fortælles i de kanaanæiske Ras Shamra myter. Baal var frugtbarheds- og regngud og Mot var dødsrigets gud.
Ved tolkningerne af billederne skal man være opmærksom på, at de forskellige motiver ikke nødvendigvis er lavet samtidigt.
Skibene
Skibene er det næst hyppigste motiv på helleristningerne. Bare antallet af skibe vidner om skibsfartens betydning gennem hele Nordens Bronzealder. Forskerne har påvist at der er et sammenfald mellem de perioder, hvor der har været en opblomstring i antallet af nye helleristninger og perioderne med højkonjunkturerne i Middelhavsområdet.
Skibene på helleristningerne anvender forskerne til tidsfastsættelse af de forskellige ristninger.
Men en ting er at tidsbestemme skibene. En hel anden opgave er det at fastslå betydningen af de enkelte skibe.
Skibskronologi:
Mulige tolkning af skibets funktion
Helleristningen fra Vitlycke er en af de mest besøgte og omdiskuterede, og det er også ved den helle, at det store UNESCO verdensarv-museum er placeret. I den tidligere omtalte bog af Sognepræst Ove Bruun Jørgensen argumenterer han for, at det på hellen er muligt at finde spor efter en stor del af Ras Shamra myten.
Ras Sharma myten findes indridset i kileskrift på tavler, fundet i nogle ruiner i den forhistoriske havneby Ugarit i det nordlige Syrien. Byen havde tilknytning til Hittitterriget, betalte tribut til den ægyptiske Farao og havde tætte handelsforbindelser med Cypern og Mykene i dens storhedstid omkring 1450 f.v.t. Byen brød sammen omkring 1185 f.v.t. samtidig med bronzealderens store kollaps i hele Middelhavsområdet i de år.
Myten er prototypisk for de frugtbarhedsmyter, man kender fra middelhavsområdet i den tidsperiode.
Ægteskabsscenen øverst på Vitlycke hellen kan tolkes som Baals ægteskab (forening) med hans søster Anat. Ægteskabet bevidnes/ velsignes af overguden El.
Scenen nedenunder med tyren skildrer ifølge Ove Bruun Jørgensen Anat, der føder frugten af deres forening i form af en tyr. Her skal indføjes, at i bronzealderen var det almindeligt at guder kunne tage form af tyre. Fx kender vi flere myter om Zeus, der forvandler sig til en tyr.
Neden under tyrefødslen genfinder vi guden EL, nu med udstrakte arme.
I myten hedder det[1]:
ELs hånd blev lang som havet
Og Els hånd som floden (strømmen)
Els hånd blev udstrakt, lang som havet
Og Els hånd som floden
El tager to håndfulde vand
Tolkningen er, at Els arme illustrer, at han hersker over verden fra hav til hav. Under de udstrakte arme genfinder vi Anat – Baals søster – der i en sørgende position er i gang med at søsætte sin døde mands lig, der skal på rejse til dødsriget.
I dødsriget møder Baal dødsguden Mot, som han overvinder i den tidligere omtalte tvekamp på dødens strand.
Afslutningsvis ser vi den genopstandne Baal kører over himlen i sin regnvogn.
Da der er tale om en cyklus, så har myten som sådan ingen start eller slutning, men de forskellige faser formodes at være gennemspillet ved årlige forårs- og høstfester.
Sognepræst Ove Bruun Jørgensens bog er velargumenteret (selv ville han vel sige veldokumenteret), men ikke ligefrem letlæst. Hans tolkninger indgår heller ikke i de beskrivelser, vi finder på UNESCO verdensarv-museet i Vitlycke. Men derimod er de stadig god latin hos Tanums Hällristnings Museum i Underslös.
Scandinavian Society for Prehistoric Art, Tanums Hällristnings Museum Underslös udgiver årligt et tidsskrift, der hedder Adoranten (tilbederen). De to danske forskere Jeanette Varberg og Flemming Kaul er flittige bidragsydere til tidsskriftet. De må begge siges at være nogle af vores hjemlige fremmeste forskere i Bronzealderen.
I årgang 2019 har de en artikel om handel mellem Skandinavien og Middelhavslandene i bronzealderen. Heri anfører de, at Mykene ser ud til at have været center for vare (og idéudveksling) mellem syd og nord i perioden 1450 – 1185 f.v.t.
Hvis det er tilfældet, så er det troligt, at Ras Shamra myten har været igennem en græsk vridemaskine inden den er nået frem til Bohus Len.
Flemming Kaul er i andre artikler optaget af, i hvilken grad helleristninger illustrerer billeder af guder, eller om de gudelignende personer på hellerne er mennesker, der er udklædt som guder i forbindelse med rituelle gennemspilning af myterne.
Han påpeger, at mange af de artefakter, der er gengivet på hellerne (skjolde, lure, soltegn m.v.) svarer til arkæologiske fund i Danmark, som med sikkerhed har været brugt i forbindelse med rituelle handlinger.
[1] Sognepræst Ove Bruun Jørgensen, ”Billeder og Myter fra bronzealderen”, 1987, side23