Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid
15. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid
Harappa kulturen
Forskerne kalder Harappa-kulturen for den første egentlige urbanisering i syd-asien. Civilisationen tager sin begyndelse ca. 7000 f.v.t. Den ældste by er (indtil nu) fundet i Mehrgehr i det nuværende Pakistan.
Harappa-segl fundet i Dholavira
Harappakulturen boomer for alvor i Akkadisk tid i perioden 2350-2100 f.v.t. Det er samtidigt med kong Sargon og hans barnebarn Naram Sin’s storhedsperiode i Mesopotamien. Ud over segl vides det fra samtidige sumeriske optegnelser over handelen i havnebyerne Ur og Oman, at der var et betydeligt handelssamkvem med Induskulturen (Meluhha). Det vides også, at Kong Sargon modtog Vandbøfler i gave fra en indiske konge, og at disse avledes som offerdyr ved templet i Akkad.
Historikeren Asko Parpola drister sig til i Politikens Verdenshistorie (1982) at kalde Harappa kulturen for kedelig, fordi de udgravede byer har så mange lighedstræk, at den ligner en stor gentagelse af sig selv. Det er nu en hård dom. Men det gælder for hele Harappa-kulturen i dette store kulturområde i Indus området, at viden om byggeri og evnen til at strukturere store byer har været rigt udviklet.
I det følgende vil vi beskrive, hvad vi har fået ud af at besøge udgravningerne af de to Harappa-byer Dholovira og Lothal.
Dholovira
Byplan for Dholavira dækkende 100 Ha land
Dholavira by, der med Citadel eller slot og tilstødende håndværk- og beboelseskvarterer, stadion, døde by, bade og kæmpe vandopsamling bassiner har dækket 100 hektarer, med mure og bygninger udført i fint tilhuggede sten og med en skarp sans for geometri og byplanlægning. Lige gader og rektangulære huse bygget i tilhuggede sten.
Nordporten i Dholavira
Dette store byområde har været omkranset af en kraftig mur og selve citadellet (slottet), hvor man antager at kongefamilien boede, har været forsynet med yderligere forsvarsværker.
I Dholavira har forskerne kortlagt 6 historiske epoker i byens udvikling. Byen er fuld udbygget og på sit højeste omkring 2200 f.v.t. På det tidspunkt har hele byen blomstret, og den har været rigt udsmykket med kalkede/malede huse. Når gæster kom udefra er de blevet mødt ved Nordporten af et stort relief med – formodentligt – byens navn stående lysende i 10 Harappa-skrifttegn.
Ved ingangen til nordporten er fundet et 3 m langt indgangsskilt med 10 tegn
Vandforsyning
Et af de 9 vandreservoir i Dholavira
Helt enestående er byens kolossale vandreservoirer, der er bygget over flere epoker. I alt er der bygget ni kæmpebassiner, en del af dem indbyrdes sammenhængende og forbundet til byens største brønd, der lå inden for forsvarsmuren.. Bassinerne har været forsynet med trapper, der gav adgang til vandet, og et enkelt af dem med en rampe, så man kunne køre en vogn ned til vandspejlet. Med byens beliggenhed mellem to floder var der rige muligheder for at opsamle vand. Beboelsesområderne i byen (middle og lower city) har både haft vand kanaler til brugsvand og afløb for spildevand.
Håndværksproduktion
Vægtlodder
I byen har der været en rig håndværks kultur med fremstilling af smykker i keramik, halv- og hel ædelstene, bronze og guld, sølv, elfenben, muslingeskaller, fajance, perler, armbånd, halskæde, keramik, kobber og bronze redskaber, knive, spillebrædder og figurer i terrakotta af dyr og mennesker. En hel særstilling har vægtklodserne udført i omhyggeligt slebne sten terninger i et utroligt fint målesystem ned til 0,2 gram.
Mål og vægt
Det anvendte vægtsystem har fulgt Mellemøstens fælles standarder, som de kendes fra Babylonien og rigerne Bahrain og Oman, som man handlede med. Dette ses bl.a. af de mange små segl og seglaftryk i ler, der er fundet både i Dholavira og i Mellemøsten. Seglene blev brugt til at stemple vareforsendelser, så varernes ophav kunne identificeres.
Af målene på bygninger kan ses, at meget præcise længdemål har været anvendt. Alt i alt en kultur med en høj grad af organisering og systematisering.
Vedligehold og forfald
Et jordskæv sætter byen tilbage en periode, men udbedring og udbygninger finder sted. Omkring år 2100 ophører vedligeholdelsesaktiviteterne imidlertid og især citadellet forfalder. Byen er periodevis forladt, men genindvandring finder sted frem til 1450 f.v.t.
Det syvende udgravede lag viser, at byen ikke længere fungerer som et velorganiseret by fællesskab, men at indbyggerne bor på bopladser (settlements) i cirkelformede huse.
Lothal
Lothal ligger ca 90 km sydvest for Ahmedabad. Lothal er den anden tilgængelige ruinby fra Harappakulturen, som vi besøgte.
By og havn
Havnebassinet i Lothal
Byen er påbegyndt omkring 3700 f.v.t. og har været fuldt udbygget fra ca. 3000 f.v.t. Byen har været central i handelen med Mellemøsten og Egypten i kraft af sin beliggenhed tæt ved havet. I byen er bevaret en enestående dok bygget i brændte lersten med en dybde op til 4,3 meter og en længde på 217 meter og 37 meter i bredden. Dokken har kunnet rumme adskillige af de største skibe på en gang. Sluser har gjort det muligt at holde en konstant vandstand i havnen, og dermed har det været muligt et beskytte skibene mod tidevand og stormflod. Forskerne har afbildninger af bronzealderens skibe og har regnet på deres størrelser. Man formoder handelsskibe på 18-20 meter i længden og med en lasteevne på 60-75 tons har krydset det arabiske hav med im- og eksport varer.
Ved havnebassinet har været et varehus, der har været 245 meter langt og i to etager til opbevaring og inspektion af varer.
Håndværk og handel
Som i Dholavira har man fundet den samme variation i varer og værksteder til fabrikation af varer. Perler i mange materialer og størrelse, segl og seglaftryk, muslingeskaller anvendt til mange formål, kobber og bronze ting, redskaber, keramik, spil, dyre- og menneske figurer, legetøj, vægte og måleredskaber, og begravelses- og rituelle objekter. Hertil mange vidnesbyrd om handel med Mellemøsten og Egypten.
Ødelæggelse og genopbygning
Alt dette får et stort knæk da området bliver oversvømmet omkring 2350. Ødelæggelserne bliver dog udbedret og man anlægger en ny velordnet bydel. Yderligere tilbygninger og forbedringer finder sted frem til 1900 f.v.t. hvor øjensynlig en tsunami vælter ind over området og tager størstedelen af byen med sig. Med tsunamien bliver byen endeligt forladt og området bliver derefter ikke genbosat. Forskere har konstateret at der i et stort område i Indusdalen i de næste 200 år er store flygtningestrømme (fra 1900 til 1700 f.v.t).
Hvor blev Harappa-folket af
Hvis man skal prøve at koge de forskellige teorier vi har læst sammen, så fremstår der en nogenlunde sammenhængende historie.
Omkring år 2000 f.v.t er en del af harappaerne vandret sydpå, muligvis på grund af klimaforandringer. Dholavira og Lothal er nogle af de sidste byer, der er blevet delvist forladt. Nordfra er i samme periode kommet en indvandring i Indusdalen af et arisk folk. Arierne bragte hesten, veda-troen og skriftsproget sanskrit med til Indien. Arierne så sig selv som ædle, og deres tekster bar præg af en vis nedladenhed over for ”den indfødte befolkning”, som de kaldte ”de mørke”. Arierne selv var opdelt i tre kaster: En krigerkaste, en præstekaste og en håndværkerkaste. Disse kaster var principielt ligestillede.
En teori er, at Harappafolket gradvis blevet integreret i de dravinske folkeslag. En anden teori er, at der er sket en opblanding mellem arier og harappafolket. Sandsynligvis er begge dele tilfældet. Den hinduistiske tro, som den kendes i dag anses for at være en blandingsreligion af traditionel harappa-tro, dravinske religiøse forestillinger og veda-troen.
Five myths about Ahmedabad
15. oktober 2016 | Posted in English, Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Five myths about Ahmedabad
Founder of the city Ahmed Shah’s tomb in Ahmedabad
Sage Dadhichi’s sacrifice
Lord Indra was in search of a weapon to destroy the demon Vruttasur. He was advised to secure the bones of a living person with noble qualities to make such the weapon – Vajra. Sage Dadhichi, who lived on the banks of the river Shwabhramati (Sabarmati) at Dudheshwar readily accepted the request of Indra and sacrificed himself for the cause. It is on the foundations of such selfless sacrifice that the history of the city rests since millennia.
The story about a hare chasing a dog
Legend has it that once on a hunting trip, king Ahmedshah found a hare chasing a dog. He pondered over the unnatural phenomenon and came to the conclusion that the soil of the land must have some unusual power. Impressed by the dauntlessness and bravery, he chose to establish a settlement on the same soil and that is how Ahmedabad was founded.
Goddess of prosperity held within the city
Ahmedabad has been a prosperous city since ages. Legend has it that once a guard saw a magnificent and aristocratic lady leaving the city through the Bhadra Gate, late at night. He asked her who she was. The lady replied that she was Goddess Lakshmi and wanted to leave the city. Bound by duty, the guard asked her to wait till he returned with the king’s permission to let her go. Lakshmi promised to wait till he returned. Realizing that the city will be doomed without her, the guard decided to sacrifice himself for the prosperity of the city and so beheaded himself. Ever since, Lakshmi has remained within the city keeping her promise to be here till the guard comes.
Four Ahmeds found the city:
The city of Ahmedabad is believed to have been founded on piousness. King Ahmed Shah sought the advice of the priest Al Khizr khwaja while establishing the city of Ahmedabad. The priest advised the king to find four pious men named Ahmed who have never in their life missed an afternoon prayer, to lay the foundation stone of the city. This, the priest said, would ensure the city’s prosperity. The four Ahmeds who laid the four corner stones of the city included King Ahmedshah who laid a stone in the east, Saint Ahmed Khattu in the west and two others from Gujarat -Kaji Ahmed and Mulla Ahmed for the north and south. The city is thus founded on the tenets of piousness, peace and collective concern.
Maneknath and the fort wall
A sage called Maneknath used to live on the banks of the river Sabarmati. Legend says that he wove a mat during the day when king Ahmedshah would carry out the construction of the fort wall. At night, however, Maneknath would unravel the mat and the fort wall would collapse. This is how he protested for several days. Once, the king asked him to demonstrate his powers by entering a small jar. The sage readily agreed. But as soon as he did so, the king closed the lid thereby trapping the sage within the jar. In memory of the sage Maneknath, the founding bastion of the fort wall was named as Manek Buraj and his place as Manekchowk. This story of Maneknath points to the pride in a place while the naming of the Buraj in his memory speaks of mutual respect, within rivalry.
Indiens kringlede vej ud af fattigdom
13. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Indiens kringlede vej ud af fattigdom
Som rejsende kan man observere – og nogle gange kan ens observationer kombineres med viden man samler op – fra aviser, fjernsyn, samtaler eller nettet. Tilsammen dannes billeder på nethinden og fortællinger, der forsøger at skabe sammenhæng i det man observerer.
Vi har i alt kørt omkring 500 km t/r i en lejet bil med chauffør, de fleste af dem mod Nordvest til Dholavira, men i dag har vi også været 80 km t/r med syd til Lothal. Og så har vi været rundt i Ahmedabad både i bil (30 km i timen) og til fods (6-7 km i timen).
Vi ser et multikulturelt samfund, vi ser et tolerant samfund og vi ser et samfund med mange sociale lag og store sociale forskelle. For at holde af Indien og af at rejse i dette land er man nødt til at være lidt kaostolerant. For indtrykket er ret kaotisk – men det er nok kun tilsyneladende. For forudsætningen for multikulturel tolerance er et meget regelbundet samfund. Og Indien er fuld af regler – både af juridisk og etisk/ moralsk karakter.
Kystnær vindmøllepark ved Kutch
Vækst og udvikling
Vi ser også en delstat (Gujarat) i rivende udvikling. Overalt bygges der. I området ved Kutch Gulf ud mod det Indiske Ocean (Arabic see), var de i gang med at opsætte en kæmpe park af kystnære vindmøller. Men vi får fortalt, at hovedsatsningen i forhold til vedvarende energi er solceller. Her er fuld sol på himlen ca. 330 dage om året. En anden branche der boomer er byggeindustrien og alle de virksomheder, der følger med et byggeboom vand, sanitet, betonelementer, fliser, vinduer, mineraluld m.v. og dertil transport- og servicesektorerne.
Der investeres også massivt i landbrugssektoren. Vores hotelvært i Dholovira, der også er vicepræsident i landsbyrådet fortæller, at regeringen støtter bønderne med 90% af investeringerne til overrisling på optil 7 ha på de enkelte brug. Det vi ser er store grønne marker overalt: bomuld, ris, majs, durra og andre kornsorter.
Dyr og mennesker
Men Gujarat er traditionelt et nomadeområde, og overalt er der hyrder med kameler, kvæg, får og geder. De går på markerne, på vejene og i byerne. Bare en lille kilometer fra vores hotel her i centrum af Ahmedabad – en by med 6,5 mill indbyggere -, lige ved siden af en benzinstation samles 20-30 stykker kvæg til malkning morgen og aften. Resten af dagen går de rundt i gaderne og holder vegetationen nede.
Noget andet vi synes er særligt er, at der er mange abekolonier i Ahmedbads centrum. De holder formodentligt til i forbindelse med templerne. Aben er lige som koen et helligt dyr i Indien.
Servering på et af de mange nye pure veg motorvejshoteller
Og når vi nu er ved det med dyrene. I den første uge har vi kun fået vegetarisk mad og så mælkeprodukter som yoghurt, kærnemælk og lassi (syrnet mælkedrik tilsat salt eller sukker eller frugt). Vi har kun set kød serveret i det muslimske kvarter i bymidten. Alle de motorvejsrestauranter, vi har spist på har været ”pure veg”. Hinduernes modvilje mod at slå dyr ihjel og at spise kød gør sig stadig gældende – og vores fornemmelse er, at det er i stigende grad.
Fattigdom
I avisen i dag er en artikel, der nok skal skabe røre i det indiske politiske establishment. Indien er faldet fra en 83. til en 97. plads i den globale ”sult”- ranking – blandt klodens 118 udviklingslande. Ifølge artiklen er næsten 39% af børnene i Indien under 5 år fejl eller underernærede. Det er godt nok et fald fra 54,2 % i år 2000, men det er ifølge avisen langt fra godt nok.
Fattigdommen ser vi hver dag og overalt. Rige og fattige bor, arbejder og færdes op og ned af hinanden, der hvor vi har været. Vi bliver ikke overfaldet af tiggere eller handlende, som andre steder vi har været, men vi har hele tiden småpenge på os, der finder vej til tiggende hænder. Og det har de lokale – som vores taxachauffør – også.
Der er et lag i det indiske samfund, der ikke har en bolig. Nogle lever decideret på gaden, ofte af småhandel eller service. Måske har de en vogn, hvor der er varer om dagen og som de sover på om natten, måske en hel familie på en vogn. Andre redder op på gaden og lægger sig til at sove. Men vi er også kørt forbi ”slumbyer”, ubebyggede områder, hvor folk bor i småskure eller telte, og hvor tøj hænger til tørre i træer og buske.
Ghandis Asram i Ahmedabad
Denne rejse er min sjette til Indien siden 2001. Det jeg godt kan li’ ved Indien er, at landet her forandrer sig på en indisk måde. At der er plads til både mennesker og dyr, både traditionel og moderne levevis side om side på land og i by. Så lad dette indlæg slutte med et Ghandi-citat:
Our Culture
It is my finest opinion that no culture has treasures so rich as ours has.
We have not recognized its value….
If we do not follow our culture we would be committing sueside as a people
-
Ghandi
Civilisationerne begyndte måske ved verdens ende
12. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Civilisationerne begyndte måske ved verdens ende
Man taler tit om at noget ligger ved verdens ende. Men aldrig har vi følt det så sandt, som her i Dholavira Tourist Resort. Vi er i det vestligste hjørne af Indien, på en lille ø på kanten af Kutch Rim. Vi er, som hotelværten siger, i den sidste by i Indien. Mellem os og Pakistan er kun et ca. 40 km bredt marskområde beboet af pelikaner.
Men vi er ikke kørt herud for at se verdens ende – men snarere civilisationernes begyndelse. Måske. DNA detektiverne har stadig en del at gøre, hvis vi skal have rede på, hvordan oldtidens folk har blandet sig, og hvilke bevægelser, der har ført udbredelsen af hvad med sig.
Men helt sikkert er det, at nogle af verdens ældste segl er fundet i Dholavira. Og med segl taler vi her om stempler, der blev brugt ved varemærkning. Et firmas logo eller brand som vi også kender det i dag.
Segl var kendt og blev anvendt overalt i Bronzealderens antikke verden, men det er uvist, hvorfra idéen stammer og hvordan den er blevet spredt. Det Unikke i Dholovira er at seglene er meget enkle, fine og smukke og at de både har et billedudtryk og en (på nuværende tidspunkt ikke afkodet) tekst.
Dholovira udgravningen – Middle town i aftenlys
Beboerne i Dholavira har tilhørt Induskulturen, der hyppigt omtales som Harappakulturen. Fordi den første by der blev udgravet af moderne arkæologer i 1800’tallet blev kaldt Harappa. Dholovira er en sen udgravning, den er først blevet udgravet i 1990’erne, på et tidspunkt, hvor man har haft teknikker til at identificere lag og registrere fund, så man efterfølgende kan tidsbestemme dem i forhold til hinanden.
Fund fra bl.a. Urs i Mesopotamien og Bahrain tyder på, at Harappakulturen har haft handelskolonier på den Arabiske halvø, og at der har været en udbredt samhandel mellem Harappaerne i øst og Sumererne i Vest – i alt fald fra omkring år 3100 – 2100 f.v.t.
Gadebillede fra Ahmedabad
9. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Gadebillede fra Ahmedabad
Jeg sad i taxien fra lufthavnen og ventede, mens Palle og taxichaufføren prøvede at få rede på hotelsituationen. Kl. var ca. 7.30. En smuk og velklædt ung kvinde gik på den modsatte side af vejen med en bylt på hovedet. Pludselig standser hun op og anbringer bylten på en stander, der står ved siden af et busstoppested. Derefter klatrer hun med øvede bevægelser op ad de tværgående ribber på busstoppesteds bagvæg, hvorfra hun med en let bevægelse griber bylten og svinger den op på taget af busstoppestedet.
Men øjnene følger jeg hende, da hun igen er nede på jorden. Nu går hun tilbage og jeg får øje på en ældre kvinde, der sidder og venter på gaden med to små børn. Den unge pige går to gange mere med bylter fra deres værested, og de bliver med samme præcision og omhyggelighed anbragt på busstoppestedets tag. Derefter går hun tilbage til familien. Hun tager det mindste barn på armen og svinger en håndtaske over skulderen. Den ældre kvinde tager det ældre barn ved hånden og de hilser farvel til hinanden. Den yngre kvinde krydser gaden. Lige ud foran bilen, hvor jeg sidder og langsomt prøver at forstå, hvad jeg er vidne til, møder hun en veninde, og sammen går de leende og snakkede af sted.
Da de er ude af synsvidde tiltrækker busstoppestedet atter min opmærksomhed. Jeg observerer hverken ventende passagerer eller busser, der standser for at sætte passagerer af. I stedet ser jeg pludselig en anden ung kvinde med et lille barn, der kravler ned fra taget på bagsiden af busstoppestedet, og fortsætter rundt om det.
Nu begynder jeg at iagttage gadelivet omkring mig. Unge mennesker krydser gaden med en rygsæk svunget let over skulderen. Familier kører på scootere på vej til skole og arbejde. Der kan let sidde far, mor og to børn på en scooter. Mange har tørklæder over ansigtet for at beskytte sig mod smog. Pludselig svinger en ung kvinde på er scooter ind foran bilen, parkerer, tager mobiltelefonen frem og giver til at SMS’e.
Lidt længere fremme sidder en anden ”gadefamilie”. De er to-tre kvinder og en gruppe børn af forskellig alder. En hvid Audi standser ud for familien, og der bliver uddelt bananer til alle, Nogle af børnene går hen og snakker med chaufføren og der bliver udvekslet forskellige effekter gennem bilruden. Bilen og bananerne har også tiltrukket en flok aber. Så kører Audien, og familien samles om måltidet. En af de større drenge indkasserer en ørefigen fra en af kvinderne, men ellers foregår alting fredeligt. Aberne samler sig i en kreds uden om familien, og der bliver kastet bidder af bananer, bananskræller og kiks hen til aberne.
En lyd forstyrrer et øjeblik idyllen. Aberne bliver urolige, og en del tager flugten op i træerne. Andre rykker længere væk med en plasticpose på slæb. En løber hen og sætter sig op på en scooter, der er parkeret ved siden af pigen, der stadig sidder og SMS’er på sin scooter ved siden af mig. Aben ser sig om, hvorefter den forsvinder op i et træ.
Abu Dhabi
7. oktober 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Abu Dhabi
Fiskerne holder siesta på kutteren. De er alle emigrantarbejdere.
Abu Dhabi
Så er vi i Abu Dhabi og har tilbragt hele dagen med køre og vandre i byen. En af de store oplevelser var en tur i fiskerihavnen, hvor nok mere end 100 store træ-fiskerbåde lå med helt specielle fangstnet i stål, som de lavede på havnen.
Fotos:
1.Fiskerskibe på Dhow-havnen
2. Fiskeskib med net. I forgrunden de materialer, nettene blev lavet af.
Da det var fredag var mange ting lukkede frem til kl. 14. Men det gjaldt ikke Marina Mall, hvorfra der er en elevator til en restaurant med panoramaudsigt over byen.
Araberne er synlige.
De Forenede Arabiske Emirater består af 7 emirater hvoraf Abu Dhabi er det største emirat. Byen Abu Dhabi i Emiratet Abu Dhabi har ca. 1,5 mil indbyggere og er hovedstad i De Forenede Emirater.
Sheik Khalifa bin Zayed al-Nahyan er præsident. De Forenede Arabiske Emirater blev dannet i 1971 efter engelsk tilbagetrækning. Det samlede indbyggerantal for de 7 emirater er ca. 8 mil heraf er ca. 80% emigranter i sær fra lande som Indonesien, Indien, Filippinerne og Bangladesh.
Væksten har taget til efter selvstændigheden med vækstrater på 42% i 1980’erne og 48% i 1990’erne. Væksten er drevet af olieproduktion og byggeri.
Oplevelser på et døgn.
Efter et døgn rundt i Abu Dhabi har vi set een politibil. Så det vrimler ikke med politi. Vi har snakket med folk fra Bangladesh, Indien, Filippinerne og Jordan. Arabere har vi ikke snakket med. Man ser dem i biler, i de store indkøbscentre og markeder, i lufthavnen på restauranter. Mændene klædt i de lange hvide kjortler med de karakteristiske hovedbeklædninger og kvinderne i deres karakteristiske sorte beklædninger (Hijab), nogle gange også dækket for ansigtet (Niqab).
De er tydelig statusforskel og indkomstforskel, men de emigranter vi har snakket med er meget glade for at arbejde her. Samtidig betoner de vigtigheden af at de lægger penge til side til deres familier i hjemlandene.
I gadebilledet er det tydeligt at mange emigranter nu har familie her. Mange klædt meget vestligt eller med tøjstil fra deres hjemlande. Og helhedsbilledet er et multikulturelt samfund med få konflikter.