Fra Alentejo bevægede vi os videre nordpå, hvor vort mål i første omgang var byen Coimbra.
Vi havde fundet et landligt sted for vores 3 nætter med adgang til besøg i Coimbre. Byen hedder Miranda do Corvo og stedet Equitare Rural, et moderne hus i en gammel landsby med udsigt over marker med får og heste.
Først lidt om Portugal tilblivelseshistorie
Portugals tidlige historie fra år 0 – 1095 er meget parallel med Spaniens. Men under Le Reconquesta – de kristnes generobring af den Iberiske halvø fra de muslimske mauere – sluttede en fransk ridder sig til Kong Alfons d. 6 af kongeriget Leon. Hans navn var Henriques af Burgund. Han tjente Kong Alfons d. 6 så vel, at han både gav ham sin datter til kone og titlen Greve af Portugal.
Men den slags er farligt. Henriques beholdt sin grevetitel, men gjorde sig fri af Versalforholdet til kongen af Leon, og hans søn Alfons Henriques Eroberen udråbte sig selv til Konge i 1139.
Vi taler om gæve Tempelriddere, der var støttet fra Paven, og som kæmpede for en sag.
Evora
På vejen mod Coimbra fik vi en forsmag på tempelherrenes meritter. Evora (Yeborath) var hovedstad i et maurisk fyrstedømme.
Den er højt beliggende på et bjerg, der dukker op i det ellers åbne landskab. Byens nationalhelt hedder Giraldo. En dag i 1166 fik han fat i nøglerne til byen, og i nattens mulm og mørke sneg hans mænd sig ind i byen og dræbte alle mauerne, mens de lå og sov. Således blev Evora en del af Alfons Henriques kongerige og Portugals næststørste by op gennem middelalderen.
Giraldo har både en park og en plads opkaldt efter sig. Men byens største seværdighed et benkapel.
Benkapellet er bygget i tilknytning til byens Franciskaner-kloster engang i 1600’tallet, og knoglerne blev indsamlet fra omkringliggende kirkegårde, da det blev bygget.
Ben-kapeller var almindelige på den tid, men ben-kapellet i Evora overgik dem alle i størrelse og udsmykning. Ben-kapeller forherliger døden som en udfrielse for livet.
Området omkring Evora er frugtbar højslette, værdsat i sin tid af romerne, der sagde om egnen, at den kunne brødføde det halve Rom. Vi lod GPS’en føre os videre af småveje og kørte gennem kornmarker, frugtplantager, store arealer med korkeg og græssende får og kvæg.
Jagten på ridderne om det runde bord
Den første dag ved Coimbre kørte vi en rundtur inspireret af bogen Portugal, en rejseguide udgivet af Marco Polo.
Turen tog sit udgangspunkt i historien om kongesønnen Pedro (konge fra 1357-1367), der forelskede sig i sin kones kusine. Hun hed Inês, og deres hemmelige møder og hendes tragiske død (hun blev myrdet af Pedro fars mænd i kærlighedsskoven i Coimbra) er Portugals Romeo og Julie fortælling.
Vores tur kom mest til at handle om kongemagt, tempelriddere og broderskab. Ad små veje begav vi os afsted mod Convento de Cristo ved Tomar – en rigtig tempelridder borg.
Byggeriet er fra 1160, og for opførslen stod D. Gualdim Pais, Mester af Tempelordenen. Borgen er bygget på en af bakkerne med udsigt over byen Tomar på højre bred af floden Nabão. Det var under Portugals første konge – Alfons Henriques.
Tempelridderordenen blev opløst af paven i 1312 på forlangende af den franske kong Filip d. 4. Det var mens pavesædet lå i Avignon (1309-1377). Man ved ikke hvad hans motiv var for at forfølge netop tempelridderne. Men pavens magt var afhængig af ridderordenerne, der svor ed direkte til paven og derfor i princippet var uafhængige af kongemagten. Tempelridderordenen blev derfor i Portugal hurtigt erstattet af Kristusordenen, som kongen i Portugal blev stormester for, og dermed var han i princippet Pavens versal. Alle tempelridderordenens bygninger og værdier blev overtaget af Kristusordenen.
Lad os lige vende tilbage til Pedro med den ulykkelige kærlighedshistorie. Hans farfar hed Dinis d. 1. (1279-1325). Han var den første stormester for Kristusordenen. Et hverv der gik i arv til hans søn Alfons d. 4 (1325-1357) far til Pedro og ham, der beordrede Pedros elskede Inês myrdet.
Pedro var konge og stormester fra 1357-67. Han efterlod ved sin død en søn med sin dronning Constance – Ferdinand d. 1. og en uægte søn med en kvinde af slægten Aviz, der hed Joâo. De to blev efterfølgende begge konger af Portugal og stormestre af Kristusordenen.
Ferdinand d. 1 var konge fra 1367-1383. Han efterlod ved sin død en datter -Beatriz, der var gift med den spanske konge Juan 1; der nu gjorde krav på den Portugisiske krone.
Men så tog halvbroderen Joâo – eller Johan som han kaldes på dansk – affærde. Støttet af den portugisiske adel, kristusordenen og englænderne vandt han et stort slag mod spanierne: Slaget ved Aljubarrota, der fandt sted d. 15.8.1385. Efterfølgende udråbte han sig selv til konge over Portugal og Stormester af Kristusordenen. Det var selvfølgelig med støtte fra paven.
Mosteiro de Alcobaaa i byen Bataiha
Joâo d. 1 fik af eftertiden tilnavnet den store. Hans dronning hed Philippa af Lancaster og de havde en del børn, der alle ligger begravet i klosteret Mosteiro de Alcobaaa i byen Bataiha, der var vores næste mål på turen.
Joâo d. 1. den stores vej til magten var som nævnt ved at vinde et stort slag over en overmægtig castiliansk hær. Og under kampen svor Joâo, at hvis han vandt ville han rejse et kloster på dette sted.
Derfor ligger der i dag et smukt kloster – udbygget af flere gange – og en gigantisk klosterkirke i Bataiha. Inde i klosteret er forskellige udstillinger. Min opmærksomhed blev især fanget af en mindeudstilling og -højtidelighed for portugisiske soldater, der var faldet under 1. verdenskrig. Mere om det lidt senere.
Henrik Søfareren
Ved kong Joâo d. 1 den stores død fik han adskilt kongetitlen og Stormestertitlen. De blev delt mellem to af sønnerne.
Edvard d. 1 blev konge (1433-38) og hans børn videreførte kongeslægten Aviz frem til 1580.
Henriques (1394-1460) kender vi bedre som Henrik Søfareren. Han efterfulgte faren som Stormester i Kristusordenen, og det var med den orden i ryggen, at det lykkedes Henrik d. søfarende at igangsætte det program, der førte til, at Portugal som første europæiske land fandt søvejen til Indien. Projektet blev videreført under kong Manuel den 1., hvor Vasco da Gama nåede Indien og Pedro Álvares Cabrals opdagede Brasilien.
Borgen og klosteret Convento de Cristo overlevede mange år som hovedsæde for Kristusordenen. Det blev udbygget og ombygget flere gange, sidst af Filip d. 2 af Spanien, da han blev Portugals konge i 1580. Broderskabet eksisterer den dag i dag med Portugals præsident som Stormester. Den blev forsøgt nedlagt da Portugal blev republik i 1910; men ordenen genopstod i 1918 efter 1. verdenskrig.
Så hvad er det, der er med Portugal og 1. verdenskrig?
Coimbra
Næste dag var Coimbra målet. Denne gamle universitetsby, der stadig er en eftertragtet uddannelses-by emmer af studerende på gader, stræder og torve. Ca 30.000 studerende i sorte dragter og kapper med røde bånd. Mange af de studerende kommer fra de tidligere portugisiske kolonier, flest fra Brasilien og Angola.
Fra 1139 til 1260 var Coimbra hovedstad i Portugal. Byen blev hovedstad under kong Alfons I født 1112 og død 1185. Alfons I regnes for Portugals første konge, søn af Henrik af Burgund 1095-1112.
Portugals danske forbindelse
I byens katedral er både Alfons I og hans søn Sancho den I. (konge fra 1185 – 1212) gravlagt i to kæmpe sarkofager rigt dekoreret med bibelske og kongelige figurer og referencer.
Danmark har en reference hertil, idet Sancho I’s datter Berengaria blev dronning af Danmark, gift i året 1214 med Valdemar sejr. Valdemar Sejr var født i 1170 og konge fra 1202 -1241. Dronningen er i Danmark kendt som dronning Bengerd eller Beringera. Hun var født 1197 og dronning fra 1214 – 1221. Hun ligger begravet sammen med Valdemar Sejr i Ringsted kirke Sankt Bendts, hvor en række konger og dronninger er begravet.
Berengaria er mor til tre efterfølgende konger:
Erik Plovpenning (1216 – 1250 og konge fra 1241 til 1250)
Abel (1218-1252) Hertug af Slesvig 1232 – 1252 og kun konge af Danmark i to år fra 1250-1252.
Christoffer I (1219-1259) konge fra 1252 til 1259. Han blev også gift portugisisk med Bengerds niece, hun døde desværre ung i barselssengen, men er ligeledes begravet i Ringsted.
Coimbra universitet og Fado
Coimbras universitet, er grundlagt i 1290, og er ét af de ældste i Europa. I Coimbra er det en særlig tradition, at Fado-sangere altid er mænd med tilknytning til universitetet.
Det var ”vores” Fado sangere om aftenen også, en af dem professor på ingeniørstudiet. Vi købte nemlig biletter til forestillingen kl. 18 på Fado-spillestedet ”Casa Fado” Rua do Quebra Cestas i Coimbra, pris 32 euro for to billetter.
Der var 2 sangere begge mænd med tilknytning til universitetet og to musikere én på, en 2X6 strenget citar (portugisisk Fado guitar) og én 6 strenget alm spansk guitar. Alle spillede og sang virkeligt godt.Vi blev alle ca. 35 personer budt på et glas portvin og mulighed for at snakke med de optrædende. Den ældste af de to sangere fortalte os at han arbejdede på universitetet med kommercialisering af ingeniørviden gennem match-making mellem virksomheder, studerende og universitetet.
Portugal og første verdenskrig
Jeg benyttede lejligheden til at spørge professoren ind til spørgsmålet om Portugal og 1. verdenskrig – der her betegnes ”den store krig”.
Han fortalte, at Portugal siden slaget i 1385 havde været allieret med Englænderne. Så da England trådte ind i krigen i 1914 tilbød Portugal sin hjælp. Englænderne kaldte dog først på deres hjælp i 1916 og bad dem om at opbringe tyske skibe i portugisiske havne. Det betød at tyskerne erklærede Portugal krig.
Portugiserne deltog nu fuldgyldigt i krigen med ca. 50.000 soldater ved Vestfronten og 30.000 soldater, der kæmpede mod tyskerne i Angola og Mozambique.
Porto
Vi havde lejet en lille lejlighed i det gamle traditionelle Ribeira kvater, med de farvestrålende huse lige ud til Douro floden, der skærer sig gennem byen lidt inden udløbet i Atlanderhavet. Lejligheden lå i Rua de Reboleira.
Soveværelse, bad/toilet og en stue, med et veludstyret køkken. Her kunne vi ta’ de nødvendige pauser i vor oplevelser i denne sprudlende by. Med alle de store portvinshuse på den modsatte bred af Dourofloden og med et hav af smårestauranter og cafeer. Også små købmandsforretninger, hvor vi fandt nogle dejlige oste, skinke, oliven og vinho-verde: varer til anretning og indtagelse i lejligheden. Dette hjælper på vort madbudget, når vi således kan selvarrangere en række måltider.
En af de 5 broer over Douro floden er den smukke Ponte Louis I konstrueret af den berømte Gustave Eifel som har togbane øverst og overgang for kørende og gående på nederste etage.
Med dejligt solskin i starten af vores ophold til voldsom regn med storm satte lidt en stopper for de større vandreture i byen, men betød også at vi aflyste den efterfølgende rundtur i baglandet af Porto og udvidede vort lejemål i byen i en anden lejlighed lidt længere oppe i byen.
Og sidste aften havde vi udset os et besøg på en sportscafe. Der var nemlig UEFA- Champions League fodboldkamp. mellem Portugal og Danmark. Kampen blev udspillet i Parken i KBH. Sammen med ca. 40 mest unge nød vi en super fodboldkamp. Måske vi nød den lidt mere end vores medgæster da Danmark vandt 1-0. Som tjeneren sagde til os efter kampen – det var velfortjent – Danmark spillede bedre.
Fra Porto fortsatte vi vor tur nordpå i et forsøg på at køre væk fra regnvejret. Men det fulgte desværre med på den videre på vej. Men heldigvis var der huller med tørvejr mellem bygerne, så det ødelagde ikke vor oplevelse af natur og de småbyer, vi kørte igennem.