Istanbul den 16. til den 22. oktober 2011

Istanbul er Tyrkiets største by, den hed tidligere Konstantinopel og før det Byzans. Tyrkerne indtog Konstantinopel i 1453, og gjorde den til hovedstad for det blomstrende osmanniske imperium. Byen ligger på begge sider af Bosporusstrædet og dermed i både Europa og Asien. Den ældste del af byen, Stamboul, ligger på den europæiske side. Et mindre stræde, Det gyldne Horn, skiller denne fra det mere moderne erhvervs- og velhaverkvarter Taksim. Den tyrkiske regering under præsident Atatürk beslutter i 1923 at flytte Tyrkiets hovedstad til Ankara. Først i 1926 ændrede man byens navn fra Konstantinopel til Istanbul.

Størstedelen af byens beboere bor i de mange forstæder på den asiatiske side. Udgravningerne til en tunnel, der skal gå mellem den asiatiske og den europæiske side og som blev påbegyndt i 2007 har ført til opdagelsen af, at byens historie kan føres tilbage til stenalderen – der er fundet grave, som foreløbig menes at lægge 3-4000 år til byens alder.

Besøg på antikmuseet

Ankomst og middag i byen i det historiske Istanbul. Hotel Barcelo Sarai. Istanbul den største by i Europa og det var den også i middelalderen.
I 1100 tallet har byen haft ca. 350-400.000 indbyggere. Paris blot 80.000. Den gamle bydel var stærkt befæstet med 3 mure, der bliver højere og højere og som er bygget i 400 – 1000 tallet AC.

Hittitterriget

Antikmuseet i Istanbul afspejler Tyrkiets historie frem til grundlæggelsen af romernes Konstantinopel.

Hittitterne regnes for at være den første stormagt på Den anatolske Højslette. Hittitterne var et indoeuropæisk folk og det første skriftlige kildemateriale fra Hittitternes hånd er fra ca. 2000 BC. Hittitterne blev en betydelig stormagt mellem år 2000 – 1200 BC og både arkæologiske fund og lertavler viser, at Hittitterne og Ægypterne var konkurrerende stormagter i Mellemøsten i den periode, der i egyptologien hedder The New Kingdom (1550 – 1075 BC).

I 1191 BC optræder i de historiske kilder et havfolket, der sammen med deres allierede, øboerne fra Ægæerhavet, invaderede Lilleasien og ødelagde Hititterrigets hovedstad, Hatttusas. Ødelæggelsen var så total, at Hititterne aldrig kom til kræfter igen. Deres rige blev splittet til nogle smårester i det indre Lilleasien, det nordlige Syrien og i Mesopotamien. De eksisterer endnu så sent som i 600 BC, men de bliver aldrig en stormagt igen.

 

Den græske periode

Istanbuls egen historie starter ved grundlæggelsen af Byzans – en græsk koloni i Thrakien ved det sydlige indløb til Bosporus, anlagt fra Megara omtrent i 667 BC. Dens gunstige beliggenhed skaffede byen store rigdomme, men den blev hurtigt afhængig af perserne, da de trængte frem nord om Sortehavet. Under perserkrigene blev byen erobret af grækerne under Pausanias (478 BC) og kom kort efter ind under det joniske søforbund under Athens ledelse.

Under den peloponnesiske borgerkrig svigtede byen Athen i 411 BC, og i de følgende år var den genstand for adskillige kampe. Ved fredsslutningen efter krigen kom den under Sparta, men da Athen dannede sit 2. Søforbund, sluttede Byzans sig til det i 378 BC. Byen deltog alligevel i opstanden mod Athen i 357 BC, og man søgte støtte hos kong Filip 2 af Makedonien, men da han ønskede at skaffe sig herredømme over Thrakien og Bosporus, forsvarede byen sin uafhængighed overfor ham med stor tapperhed, og Filip d. 2’s belejring af byen slog fejl (340 BC). Men omkring år 334 BC erobres byen af Alexander den Store og i de følgende år er byen en del af Makedonien.

 

På antikmuseet står en sakrofag, der menes tiltænkt Alexander den store. Scenerne på siderne af sarkofagen viser scener fra Alexander den stores liv. Alexander den store døde i Babylon. Myten fortæller, at Alexander den store’s lig blev bortført efter hans død, og at han ligger begravet i Alexandria i Egypten.
Sarkofagen i Istanbul er fundet i det nuværende Syrien, og menes at være blevet sidste hvilested for en af Syriens konger.

Den romerske periode

Konstantin den Store gjorde i 328 byen til Romerrigets hovedstad under navnet Konstantinopel, som betyder Konstantins By. Konstantinopel har haft en betydning for Europas historie, som det er vanskeligt at udmåle. Selv om indflydelsen er tydeligst i Østeuropa, var byen som hovedstad i det østromerske rige omdrejningspunkt for al europæisk storpolitik i det meste af Middelalderen.

Det Østromerske rige blev et selvstændigt kejserdømme ved delingen af Romerriget i 395 under kejser Theodosius den Store. Hovedstaden var Byzantion, som rigets første kejser, Konstantin den Store, omdøbte til Konstantinopel, “Konstantins by”. Efter sammenbruddet af det vestromerske rige i 476, blev byen hovedstad for hele Romerriget, og da de vestlige provinser gik tabt, blev byen i mere end 1000 år hovedstad i det Østromerske rige.

I løbet af Middelalderen blev byen angrebet adskillige gange, men kombinationen af de massive forsvarsværker og brugen af græsk ild gjorde den i praksis uindtagelig, indtil kanoner blev taget i brug som belejringsskyts. Konstantinopel var den sidste rest af det engang så mægtige Romerrige, da de tyrkisktalende osmanner erobrede byen og dens omegn i 1453.

Mange danskere kom i vikingetiden og tidlig middelalder til Konstantinopel, og i det 9. og 10. århundrede angreb vikinger fra deres base omkring Novgorod og Kiev (bl.a. under ledelse af fyrst Oleg af Kiev, som grundlagde Kiev) byen uden det store held, men det resulterede dog i, at der blev indgået nogle handelsaftaler parterne imellem. Det var traditionel politik i det Østromerske rige at alliere sig med de farligste fjender, og det førte til, at man oprettede væringskorpset som vagter for kejseren i Konstantinopel. Korpset bestod af nordiske vikinger.

Byggestilen i Kalundborg kirke viser påvirkning fra Konstantinopel, og mange af de tidligste danske kalkmalerier rummer også tydeligt byzantinske stilelementer.

Den gamle bydel

 

Den brændte søjle

Den Brændte søjle er et monument for sig selv som solgud, som Konstantin den Store rejste, og som siden blev forsynet med en statue af ærkeenglen Michael. Efter overleveringen skulle forskellige rariteter være indmuret, bl.a. den økse, hvormed Noah fældede træerne og tilhuggede tømmeret til sin skib før Syndfloden, være indmuret.

Hippodromen

Hippodromen – hestevæddeløbsbane bygget af Konstantin er centrum i den byzantinske by, og den samler nogle fine monumenter fra oldtiden, herunder grækernes slangeformede monument over sejren over perserne ved Plataiai 479 BC. Endnu ældre er den ægyptiske obelisk, hvis hieroglyffer står så klart i granitten, som om de var indhugget i går. Den blev hentet til Konstantinopel fra Theben (Luxor) i Egypten af Kejser Konstantin, der i høj grad prydede sin nye hovedstad med kunstgenstande hentet andre steder fra i Imperiet.

Billeder fra Hippodromen: Den ægyptiske obelisk med soklen, hvor den romerske kejser skuer udover hippodromen fra hans loge i kejserpaladset, der lå for enden af hippodromen.

Milepæl

Denne milepæl er måske stærkeste symbol på, at Romerrigets hovedstad nu er Konstantinopel. Alle mål i riget udgår nu fra denne pæl.

Cisternerne

Antikke cisterner Basilica Cistern bygget under Justinianus (527-565), capacitet 100.000 t vand. 140 m lang 70 m bred, 336 søjler 9 m høje. Vandreservoiret skulle i krigstider tjente byens forsvar. Søjler hvilende på bl.a. Medusahoveder vidner om, at en stor del af byggematerialerne stammer fra Byzans Akropolis. Det er bygget i den periode, hvor Thedorik den store udrustes med en hær og drager vestpå til Venedig og senere Ravenna og genopbygger vandsystemer og kloakering og bygger kirker med de vidunderlige mosaikker.

En af søjlerne i cisternen hviler på et hoved af Medusa, sandsynligvis hentet fra Istanbuls akropolis

Hagia Sofia

Sofia a Hagia, fra 532 til 537 bygget af Justinian er den tredje kirke på stedet. Den første kirke hed Magna Ecclesia grundlagt under Konstantin II i 360 men brænder i 404. Den anden færdiggøres i 415 under Thedosius II, men brænder i 532 under tumulten kendt som Nika-revolten, et holigan oprør mellem forskellige grupper af væddeløbstilhængere. Hagia Sofia blev i datiden betragtet som det mest storslåede bygningsværk i vores del af verdenen og var i 900 år frem til den eksisterende Peters kirke i Rom kristenhedens største kirke. Opbygningen er en mellemting mellem en 3 skibet basilika og en central kirke med en kuppel på 33 meter 56 meter over gulvet og dengang dækket af 30 mio. mosaikstykker. I 1453 indtog Mehmet Eroberen Istanbul og allerede tre dage efter blev den første fredagsbøn afholdt her. Idag fremstår Hagia Sofia både som kirke og moske.

  

Hagia Sofia er siden Kemal Atatürks indførelse af republikken et af byens vigtigste museer. Den snart 1500 år gamle kirke står nu smukt istandsat efter års restaureringsarbejder. Mange af de smukke mosaikker fra den tid har overlevet, og kirken er i sin helhed et helt enestående monument.

Kejserpaladsets mosaikgulve

Mosaikmuseet med de fantastisk smukt restaurerede gulve i det byzantinske Store Kejserpalads ved Hippodromen fra kort efter år 500, en levende og dramatisk verdslig kunst med jagtbilleder og billeder fra hverdagslivet. Her har har været gode muligheder for anskuelighedsundervisning for kejserens børn. Mosaikgulvene er det eneste, der er tilbage af romernes kejserpalads.

Chora-kirken (Kahriye Cami)

Chorakirken  det største og smukkeste bygningsværk i Istanbul fra senbyzantinsk tid, med både mosaikker og fresker. Kirken blev bygget efter at korsridderne havde raseret Hagia Sofia i 1200’tallet. Den var et bevis på, at den Østromerske kirkekunst havde overlevet katolikkernes hærgen.

Osmannerriget

I 1200-tallet domineredes Anatolien af de tyrkiske seldjukker, som nogle århundreder tidligere var indvandret fra Centralasien. Deres autoritet svækkedes imidlertid af mongolske stammers fremtrængen fra øst. Den dermed opståede ustabile situation betød nye muligheder for grupper af uafhængige tyrkiske stammer i Det seldjukiske Rige. En del af dem slog sig ned i den vestligste del af Anatolien, hvor de som islams frontkæmpere (ghazier) befandt sig i permanent hellig krig mod det tilgrænsende kristne, byzantinske rige.

En af de grupper, som befandt sig i Anatoliens nordvestligste del, anførtes i slutningen af 1200-tallet af en fyrste ved navn Osman. Efter at han i 1301 havde besejret en byzantinsk hær, sluttede ghazier fra hele Anatolien sig til ham og kaldte sig i overensstemmelse med traditionen, osmanli (osmannerne).
Hermed indledtes en historisk udvikling, som skaffede osmannerne magten over andre tyrkiske fyrster, og som i løbet af de følgende tre århundreder skulle gøre osmannernes besiddelser til et verdensrige, den islamiske verdens mægtigste. Osmans efterkommere skabte et enevældigt dynasti, hvis sultaner regerede fra Istanbul – det byzantinske Konstantinopel – som blev erobret i 1453.

Det Osmanniske Rige nåede sit højdepunkt under Suleiman I (1520-66) og omfattede da store dele af Sydøsteuropa, Mellemøsten, Nordafrika og den Arabiske Halvø. Tyrkiske hære trængte dybt ind i Europa og nåede i 1529 og 1683 helt frem til Wien, som de belejrede.

Baggrunden for denne udvikling var både militær styrke og sans for udnyttelse af de europæiske og mellemøstlige staters interne konflikter og svagheder. Formålet med den tyrkiske krigsførelse var ikke at udslette modstanderne, heller ikke nødvendigvis at omvende dem til islam, men at gøre dem til tyrkiske vasaller og undersåtter med pligt til at bidrage økonomisk til opretholdelsen af sultanens hof og hans stadig voksende statsapparatet.

Sideløbende med de voldsomme territoriale udvidelser organiseredes imperiet med ældre mellemøstlige riger som forbillede. Riget byggede i princippet på balance mellem sultanen, militæret og folket. Al magt udgik fra sultanen. Hans autoritet sikredes af militæret, som beklædte ledende stillinger i rigets administrative enheder. Sultanens og militærets økonomiske behov dækkedes ved inddrivelse af skatter og afgifter fra undersåtterne, som sultanen til gengæld sikrede retfærdighed med udgangspunkt i islam.

Tokapi Palads

Topkapi palads bygget fra 1460’erne af Sultan Mehmed II stod færdig i 1478 og dækkede et areal af 700.000 m2 på Byzantisk Akropolis med udsigt over Marmara, Bosporus og det Gyldne Horn.

Bag de tykke mure var paladset center for Ottoman sultanerne og administration, uddannelse og kunstcenter i næsten 400 år. Blev museum i 1924. Det er et palads opført uden nogen form for symmetri, med fire gårde af meget forskellige karakter, den første den militære, og køkkenregionen, den anden den administrative, den tredje den religiøse og skatkammeret, den fjerde den private, med dens mindre pavilloner med skøn udsigt over Bosporus og Det gyldne Horn.

Hagia Irene er bygget samtidigt med Hagia Sofia. Hagia Irene betyder guddommelig fred, Hagia Sofia betyder guddommelig visdom. Den fik lov at blive liggende inden for murene – i den første gård, da Topkapi paladset blev opført.

Sultanens harem

  

  

Vi besøgte også sultanernes harem, en by i paladset med intime rum af stor skønhed, især fra 1700-tallet. Intet under, at haremstraditionen – der også var tradition i Egypten under Farao’erne og i Kina under kejserdømmet – har givet næring til både fantasi og fiktion.

Den indre gård

  

Süleiman Moske

Süleiman Moské 1550-1557, moskeen er en del af det store bygningsværk kaldet Süleymaniye komplekset med 7 madrasser, grundskole, karavanestation, hospital, fattigkøkken, bibliotek, gravmæler og butikker. Arkitekten er Sinan bygget for den mægtigste af alle sultaner Süleman den Prægtige. Komplekset dækker 98.000 m2. Komplekset afspejler hvordan Moskeer er et kompleks af bygninger til almenhedens nytte.

 Den blå moské

Den Blå Moské, eller Sultanahmet Camii, er opført på ordre af sultan Ahmet I fra 1609-16, 1000 år efter Hagia Sofia kirken. Der er bygget over samme skabelon som Hagia Sofia og den er bygget på den plads, hvor kejserpaladset i sin tid lå.

,

  

  

 

Klassisk osmanisk byggestil

Det moderne Tyrkiet

Det moderne Tyrkiet er grundlagt af Kemal Ataturk, der var Tyrkiets præsident fra 1923-38.

Som ung officer i den osmanniske hær sluttede Atatürk sig til ungtyrkerne, der ønskede reformer og modernisering. Han udmærkede sig som officer og spillede under 1. Verdenskrig en fremtrædende rolle i det vellykkede forsvar af Gallipolihalvøen i 1915-16. Dette betød forlis for Ententemagternes forsøg på at gennemføre den første amfibielandgang i moderne krigshistorie og skaffede Atatürk et ry, der nåede langt ind i fjendens rækker og hinsides krigen.

I 1919-22 søgte Grækenland at underlægge sig dele af det tyrkiske hovedland Anatolien. Atatürk blev leder af en fast sammentømret og slagkraftig national tyrkisk modstandsbevægelse, og det lykkedes ham dels at mobilisere den tyrkiske befolkning, dels at stemme stormagterne venligt over for de tyrkiske nationale krav. Ved Lausannefreden i 1923 sikrede Atatürk fuld uafhængighed for Tyrkiet, som blev udråbt til republik, hvorved sultanatet blev afskaffet.

I 1924 brød Atatürk endegyldigt med århundreders osmannisk tradition gennem afskaffelsen af kalifatet, og til sin død søgte han at gennemføre en omfattende sekularisering af samfundet. Således afskaffede Atatürk i 1928 islam som statsreligion, og samtidig blev det arabiske alfabet erstattet med det latinske; i 1934 fik kvinderne valgret.

I 1934 gav nationalforsamlingen ham hædersnavnet Atatürk, ‘tyrkernes fader’. Han søgte en national og uafhængig økonomisk udvikling; og hans politik, kemalismen, kom til at præge udviklingen i en række fhv. kolonistater fra 1950’erne og frem.

Kemal Atatürk døde af sygdommen col. I sine sidste leveår tilbragte han derfor det meste af sin tid på dette skib, fordi havluften gjorde det muligt for ham at trække vejret.

Dolmabachë Palace

Dolmabachë Palace bygget under Sultan Abdülmecid og færdigt mellem 1843 og 1858. Det er fantastisk palads ved Bosporus opført for penge lånt i udlandet i 1800-tallet. Atatürk boede i paladset, når han gæstede Istanbul, efter at have flyttet hovedstaden til Ankera. Paladset var også det sted, Atatürk drog sit sidste suk i 1938, og urene har siden stået stille i paladset.

Den Ortodokse kirke

Den græsk ortodokse patriarks bygninger, sædet for den sidste institution, der har overlevet fra byzantinsk tid i byen, og sædet for den fornemste kirkeleder inden for de ortodokse kirker i verden.

Egyptisk bazar

Egyptisk bazar, tæt på Det gyldne Horn, byens store krydderibazar

Taksim pladsen