Palles dagbog fra vores tur til Kenya og Tanzania sammen med Trine i 2004

Mandag d. 20 september

Vi har for nogle uger siden fået injektion mod gul feber og Rikke og Trine skal have styr på de sidste vaccinationer. Biletterne ligger klar og en god portion valuta. Nu gælder det pakning. Hvor meget og hvor lidt. Det mest nødvendige, men hvad er det.

Torsdag den 30. September

Tar’ vi fra Odense med bil til Slagelse og får sagt hej og farvel til Nete foruden Tobias, Lisbeth og Bertram, der kommer forbi fra Holbæk. Turen går med tog og i Roskilde hopper Mads på toget lige til Kastrup, hvor vi får hyggesnakket inden Trine, Rikke og jeg tjekker ind og går til gaten.

Fredag den 1. Oktober.

En fin flyvetur, der efter visa formaliteter og bagageudlevering kalder på et toilet – desværre var der ikke vand på dametoilettet, men den første butik vi var inde i lidt uden for Nairobi spillede Burn med Oscha – den vestlige påvirkning er ”up-to-date”. Vi blev modtaget i lufthavnen af Nancy fra Nairobi, som havde arrangeret og booked pladser i en shuttlebus Nairobi-Arusha-Moshi. Et par pauser i starten med chai og forsynet med sandwichs og vand tog vi afsted.

Lufthavnen ligger i den sydlige del af Nairobi, så vi kørte blot videre sydpå uden at komme ind i den 4 mio indbygger store by. Men det var ikke imponerende at bevæge sig på den dårlige vej fra Nairobi til grænsebyen Namanga ved Tanzania ad A104. Meget slum på begge sider af vejen i et goldt bymiljø uden væsentlige tegn  på initiativ og omsætning.

Længere sydpå fra Kaiiado var landskabet stadig meget goldt, men hist og her brudt af en skole for enten drenge eller piger og hist og her en flok geder eller køer, der søgte lidt visne vækster. Det var helt forskelligt fra den oplevelse vi fik, da vi havde krydset grænsen til Tanzania.

Inden den Tanzanianske grænse holdt bussen ind på en turistgavebod. Nogle pæne bygninger i afrikansk stil med toiletter og et større udvalg af nye og lidt gamle ting, men til uhørt høje priser. Vi undlod at blive ”ribbet”.

Ved grænsen var der på Kenya siden snesevis af kvinder i traditionelt tøj, der meget anmassende solgte smykker primært lavet af glasperler og ben.

Indtrykket i det nordlige Tanzania var meget positivt. Mange chamba’er med høstede afgrøder – det er tørtid nu. Pæne huse og meget byggeri var i gang og malede facader, ingen væsentlig rod og ved Arusha den ene planteskole efter den anden i vejsiden med potter eller rodklumper med planter. Et dejligt syn. Så indtrykket er, at der er sket helt enormt meget fra vort sidste besøg i oktober 1980, for 24 år siden.

Fra grænsen til Arusha tog det ca. 3 timer og efter et kort ophold i Arusha skiftede vi bus og var små 2 timer efter i Moshi på ”The Lutheranian Hotel and Congress center”. Men der var ikke plads, så vi blev kørt en lille km til hotellet Kilimanjaro Tourist Inn, et lille ret lokalpræget hotel, der er pænt og nydeligt med en kvindelig leder. Efter bad bliver’ vi igen hentet til middag kl 8:00 PM i haven på congress center. Ca. 120 konferencedeltagere i haven ved borde, der hurtigt rykkes rundt og samles i større grupper.

AWE-delegationen. Bagest fra venstre: Dr. Reghu Rama Das, India,  Hon Chief Francis E’lgwe, Nigeria, Peter Kamuron, Uganda, Jakob Erle, Denmark, Ove Korsgaard, Denmark, Dani Nabudere, Uganda, Edicio de la Torre, Philippines.

Forrest fra venstre: Imrad Zulkarnine, Bangladesh, Lidia Shhkorkina, Russia, Nancy Mutio Mbua, Kenya, Rikke Schultz, Denmark, Kachi A. Ozumba, Nigeria and Guido-Henri De Couyreur, Belgium

Vi sad med Nancy, Ed fra Filipinerne, Imrad, (Shumona’s bror) fra Bangladesh, og en 8-10 andre. Der var soft drinks til måltidet med ged og lidt kylling, ris, ugali, grønsager og salat. Trine har lidt problemer med bønner og trods en helt ualmindelig sej ged var måltidet fint. Der var en del indlæg ved højtaleranlægget og to gange Masai optræden. Nogle havde organiseret øl til sig selv, resten måtte nøjes, da der ikke solgtes alkoholiske drikke. Vi blev kørt tilbage til vort hotel af chefen for kongrescentret.

Lørdag d. 2.10

Op næste dag til morgenmad kl. 8 AM. Rikke og Nancy tog til kongrescentret og Trine og jeg gik på opdagelse. Først i en forket retning og havnede ved en ældgammel bro. Gik tilbage og undervejs fik vi vendt kortet rigtigt. Vi gik til centrum forbi store meget fine huse, mest inder-familier og tog os god tid til at opleve Moshi. Fik købt frimærker og sendt to breve. Gik på en lille café – coke- bar og blev kontaktet af adskillige, der gerne vil sælge og organisere safaris, gadehandlere med T-shirts og billeder og et blandet byliv med mange boder og forretninger, en moske, et hindu-tempel og et par småkirker. Vi fik kødsovs med ris til ca. 4-5 kr. og en cola til 2-3 kr. Vi fik Afrika tættere på og fik en del gode tilbagemeldinger på lidt Swahili og lidt viden om dette område.

Vi vandrede tilbage til hotellet. Palle blev klippet af Trine, vi spillede kort i haven og hen på eftermiddagen kom Rikke og Nancy tilbage.  Vi tog alle til kongrescentret og spiste aftensmad. Kongrescentret hedder ”Lutheran uhuru hostel” . N’gombe na vali til Palle. Ved aftensmaden sad Palle over for Danni Nabudera, der kommer fra Uganda. Vi snakkede Europa og USA kontra Afrika og Mellemøsten, sovjets opløsning, forpligtelsen til at skabe en fredelig løsning i Mellemøsten, demokrati og udvikling, politik i Europa og i Afrika. Han havde siddet i parlamentet i 3 år. Han var flygtet fra Idi Amin. Undervist på Den Internationale Højskole i Helsingør. Korruption var emnet for en længere snak. Han fortalte om anti-korruptions arbejdet i Uganda. Skønt en kommission er det nødvendigt med megen diskussion og oplysning i befolkningen om udvikling og beslutningstagning, så folket får en reel indflydelse, så magthaverne holdes i en stram snor og hele tiden mindes om, at de er sat ind på mandat af folket og skal tjene folkets interesser og ikke egne. For mig er det også vigtigt at arbejde med ligeværdighed mellem dem der p.t. har regeringsmagten og oppositionen, for at mindske prestigetabet og indflydelsen når flertallet skifter og en ny regering bliver dannet.

Søndag d. 3.10 2004

Arvespørgsmålet. Nancy bor i Nairobi. Hendes mor bor på landet et sted som Nancy har købt. Det skete efter Nancy’s mand døde. Dengang boede Nancy i den landsby hvor Nancy’s mand havde sin familie. De havde været gift i 10 år og havde 4 børn. Men Nancy kunne ikke tænke sig at bo i mandens familie efter han var død for så ville børnene ikke få en uddannelse, de ville være underlagt mandens familie og blive regnet som blot en del af denne. Det lykkedes Nancy at finde et sted hvor hendes mor nu bor og hvor en mere fra familien bor, et sted hvor Nancy kan vende tilbage.

Hvordan Nancy har skabt så gode betingelser for sine børn og sig selv ved jeg ikke, men hun har haft eller skaffet sig forbindelser og netværk, der har betydet, at hun har kunnet give sine børn uddannelse. En bor i Otterup, en i Australien, en i Tyskland og hendes dreng, den ældste i Nairobi. Vi mødte ham og hans kone i lufthavnen, da vi tog af sted med bussen. Hun arbejder på kontor og de har en dreng på 5 år.

Det er kun drenge, der arver jord og jord er nødvendt for at leve. Men jord handles også og Nancy købte det jord, hun har, hvor moderen bor.

Vi sidder nu efter morgenmaden på hotellet på L.U.H og venter på Rikke, der skal forsøge at sende mails til elever i Odense, der skal have vejledning. Vi undersøger mulighederne for en tur nordpå tættere på Kilimanjaro i håb om, at vi måske kan få et syn af dette kæmpebjerg. Det er kun svagt skyet med enkelte svage huller i skydækket, og meget bedre muligheder end i går, hvor det var totalt overskyet og med regnvejr om morgenen.

Evig sne på toppen af Kilimanjaro i 5.895 kilometers højde.

Søndag var vi foruden os fire en belgier, der aftalte en tur til gaten på Kilimanjaro ved Mweka. Kl. 12 startede vi og havde en meget god tur op forbi kaffemarker og senere mindre jordlodder op ad bjergsiden med små familie beboelseshuse ad en meget furet jordvej, der gik stejlt op ad bjerget og senere afløstes af oprindelig tropisk skov op til det endelige slutsted, der hvor man kun kan og må gå fra gaten, hvor der ligger nogle få officielle huse. Vi gik lidt rundt og efterhånden faldt vi i snak med to af de småsælgere, der efterhånden flokkedes om os. De viste os dels en lille tur ind i urskoven og dels et lille frilandsmuseum, der skal symbolisere traditionel levevis på de kanter, helt utroligt smukt beliggende med udsigt ud over landskabet, der ligger en kilometer længere nede. Det er ikke hver dag man får sådan en mulighed for at nyde udsigten i 2 kilometers højde.

Men det store skridt at bruge 4 dage til at nå toppen, ud over det er rasende dyrt, så er det kun for folk med rigtig god kondition og plads til yderligere 2 dage til at gå ned. Men det var skyet, så meget af selve toppen ikke viste sig. Men vi fik et godt indtryk af det bjerg, ved at se den nederste del af Afrikas højeste bjerg.

Vi sluttede dagen ved at spise på en indisk restaurant (lidt dyrt). Kun en week-end er gået og vi har oplevet helt utroligt meget.

Tanzania er 22 gange så stort som Danmark. Ca 5000 turister prøver hvert år at bestige bjerget og kun ca en femtedel når helt på Kibos Uhuru Peak. Nogle stopper blot 200 meter lavere ved Gilman’s Point.

Mandag d. 4.10 2004

Afgang fra Moshi kl ca. 10 AM med Funsafari. Guide og driver Justin og Frank fra firmaet. Til Arusha hvor Nancy fik et lift med i den Landrover 110”, som nu er blevet vort transportmiddel de næste dage. Herfra til Makuyuni hvor vi kørte nordvest mod Mtowa Mbu. Målet var de store naturparker Ngorongoro og Serengeti. Efter et besøg hos en turistforening, hvor vi ikke købte noget, og en Tanga-tanga maleriforretning, hvor vi købte to gode malerier på fiberplade i traditionel Tanga-Tanga stil malet med cykellak. I Mto Wa Mbu overnattede vi i en dejlig camp med svømmepøl. Fik ris, fisk, kartoffelmos, kylling, grønsager i sovs og vand og efterfølgende tromme, cylofon musik og rigtig flot dans og opvisning af unge piger og mænd på TWINGA CAMPSITE & LODGE, Mto Wa Mbu.

Tirsdag den 5. 10.2004

Vi stod op til morgenmad tirsdag den 5.10 og kørte til Ngorongoro krateret i ca. 2500 meters højde med grusvej gennem skov op til det smukke syn ud over kraterkanten på den udslukte vulkan, der en gang var et bjerg, der var over 8 km højt og som nu er stedet for et meget varieret dyreliv, der bruger søen og sletterne til fouragering. Inden vi kørte ind i Ngorongoro parken betalte vi fee og vi så den flotte model af området, der også bebos af flere stammer, herunder Masaier, der også driver deres hjort gennem dette område. Denne park er godt og vel 2 1/2 gange arealet af Fyn.

Palle og Trine ved Ngorongoro krateret

 Vejret var godt. Vi så bøfler i kraterbunden og kørte herfra videre til menneskets vugge – Oldovai Gorge.

Frokost med udsigt over Oldovai Gorge

Først spiste vi den medbragte mad og gik derefter på museumsbesøg på det lille museum, der både fortalte historien om arkæologiske udgravninger og om dannelsen af Great Rift Vally. Great Rift Vally strækker sig fra Mozambique i syd til nord for Kenya. Den ændrede området fra regnskov til savanne ved geologiske forkastninger, som stillede nye krav til vore tidlige forfædre for 1,5 mio år siden, og skabte grundstenen til mennesket af i dag. Faktisk går historien mere end 3,6 mio. år tilbage med det smukt viste fodaftryk af opretgående skabninger, vore tidlige forfædre. Dengang var dyrene bl.a. en større elefant, en tretået hest, en kæmpe forfader til gnuen – meget større end de store bøfler af i dag.

Den seneste forskning synliggør, at disse tidlige opretgående væsener forøgede hjernemængden med 3 gange og for omkring 150.000 år siden blev formet til det væsen, vi er i dag. Noget tyder på, at der har boet i størrelsesordenen af ca. 10.000 individer i dalen, og at det er fra disse, at det moderne menneske stammer via udrejse til resten af kloden. For omkring 40.000 år siden til Europa, Asien og Amerika. Louis og Mary Leaky var banebrydende for denne forskning.

Viste du i øvrigt at mennesket og Chimpansen har ca 99% arvemasse til fælles, hvilket svarer til den fælles arvemasse for hesten og zebraen.

Museet i Oldovai – med afstøbning af 150.000 år gamle fodaftryk

Fra Oldovai gik turen lidt sydpå igen og derefter mod vest for igen at gå næsten stik syd til Ndutu. På vej dertil så vi strudse, forskellige gazeller, sjakal, giraf og zebra.

Ndutu lodge ligger ud til to søer. En tør soda sø og ikke langt derfra ligger en sø med vand med flamingoer og forskellige standfugle. Ndutu Lodge ejes af en hollandsk kvinde, der boede der samt en mere. Lodgen bestod af en restaurant bygget åben mod søen, små huse til reception og hytter til gæster. Lodgen er meget flot – enkelt men smukt – en kunstner fra San Diego, som vi hilste på, havde stået for design og udsmykning.

Onsdag den 6.10.2004

Fra Ndutu gik turen den 6.10 om morgenen efter et dejligt morgenmåltid nordpå. På vej op fra bunden af Ngorongoro park kørte vi til entrance til Serengeti park. Vi betalte de $ 97 og kørte ind i Serengeti.

Masai boplads

Dagene går meget hurtigt og jeg kommer i tanke om, at jeg ikke har fået skrevet om Masaierne på Ngorongoro sletterne. Der var mange med deres køer, geder og æsler. Hytter med tilknyttede indhegninger til dyrene om natten. Nogle gange små flokke af dyr med et par masaier andre gange meget store flokke.

Masaidrenge, der netop er blevet omskåret

Masaierne må godt bruge Ngorongoro. Der havde været omskærelses-ritualer for nylig og vi så mange drenge i 14-15 års alderen med hvidmalede maske-ansigter, som de går med i tiden efter omskærelsen.

Vi kørte som sagt ind i Serengeti i et bjergrigt område. Dagen bød på et utal af dyreoplevelser. Giraffer, antiloper, zebraer, gnuer, elefanter, en gepard, løver, flodheste, krokodiller, aber, bavianer, sjakal med unger, struds, vortesvin og bøfler.

I Sengeti spiste vi frokost i Soronera en lille bebyggelse. Der var en udstilling om dyr i Serengeti, en lille gavebod og kolde vand til 2000 shilling. Rikke havde det ikke så godt og nøjedes med væske og en banan fra lunch boxen fra den foregående dag, som stadig indeholdt 3 juice og lidt kage samt bananer. Vi kørte efter en god 1 ½ times ophold videre på opdagelse i dyrenes verden.

I Serengeti møder man andre turister mest i Land Rover og nogle i Land Cruisere og nogle få store firehjulstrækkere, som oftest kører med turister, der har valgt at købe en langturspakke. Vi mødte én anden vogn fra FunSafaris.

Vi nåede Lobo Lodge ved solnedgangstid. Rikke og Trine gik op på bjerget for aftensol, mens jeg drak en øl med Justin og gav ham en T-shirt i gave. Han bor i Arusha med sin kone og 3 børn. Han har kørt i måske 15 år. Er masai, men faderen og moderen tog væk fra stammen og til Arusha. Nu sad vi i noget af det flotteste hotel byggeri man kan tænke sig. Lobo lodge er bygget imellem og oven på klipperne i et savanne landskab med udsigt over poolen til syd-sydøst og sydvest og fra udsigtspunktet mod sydvest og nordvest. Byggeriet er fra 1960’erne, men meget velholdt flot lakeret træ og kombination af let byggeri båret af udvendige murede støttepiller og delvis brug af de eksisterende klipper der danner nogle indervægge og bunden af poolen, der giver et indtryk af natur og tilpasset byggeri, som er meget charmerende.

På Lobo lodge var der kun få gæster, et selskab på 8-10 prs og to par. Så der var tale om en ringe belægningsprocent.

Udsigten fra Lobo lodge

Vi aftalte, at vi tog en stille formiddag efter en aften-luksus-middag og overnatning i et super hotelværelse med udsigt til syd-øst og syd. Lidt ophold ved poolen hvor udsigten ud over landskabet bød på et stille smukt syn med bøfler, zebraer, gnuer, gazeller, bavianer, der vandrede rundt og græssede og drak vand ved et vandhul.

Torsdag den 7.10.2004

Efter frokost brød vi op og kørte med få stop.  Et stop ved en gruppe elefanter og et ved en flok gribbe, der holdt måltid og tæt ved et par hyæner, der nok havde fået færden af et måltid.

Vi kørte forbi hippo-pool, som vi havde besøgt dagen før, en mindre sø nærmest et stort vandhul på vel 1000 m2 med et vandløb på 8-10 meter med krokodiller og i hippo-poolen ca. 50-60 flodheste, der lå i vandet og beskyttede deres sarte hud mod solens bagende stråler.

Flodheste udskiller et rødt segment, der virker som sololie, for at beskytte huden. En af dem havde en sådan olieproduktion i fuld gang. I poolen var der en meget nyfødt unge højst nogle få uger gammel, der fik sin mor til at stå op, for at få en tår bryst.

En enkelt punktering blev hurtigt klaret med et hjulskift og videre til udgangen. På vejen afsvedne strækninger. Vi kom ud syd for Bunda og kørte de sidste 30 -40 km og fandt New Kilimanjaro Hotel, Bunda. Spiste god afrikansk aftensmad efter e-mail arbejde på internet cafe og gik til køjs på et lidt lurvet hotel med dårlige cementgulve og ingen vand i hanerne men ellers OK. Pris 5000 shilling for et værelse X 2.

Fredag d. 8.10.2004

Vi kørte til Kisangwa FDC. En højskole i håndværker stil med praktiske og almene lærdoms fag bl.a. Carpentry og sewing. Både 2 års forløb og korte kurser. Rikke skriver mere herom.

Herefter kørte vi til Nyereres fødeby og egn og til museet for Nyerere, der var Tanzanias første præsident fra 1961 til han gik af som præsident i 1985 og som formand for partiet i 1987. Han byggede sig et flot hus, der stod færdig i 1998 et år før sin død i 1999.

Vi besøgte museet og var oppe ved huset. Justin var glad for denne tur. Det var første gang han var her.

Middag i Bunda sammen med Michael

Vi mødtes med Michael Arbirk i Bunda. Det var en del af aftalen, at vi herefter skulle køres til færgen til Ukerewe, ca. 125 km fra Bunda. Men det kunne ikke lade sig gøre. Vejen var for lang og det var ikke med i prisen – støddæmperen skulle repareres og ligeså dækket….

Det endte med vi blev i Bunda og overnattede på CN Motel – et meget pænt og velholdt Motel med et værelse til os 3 til 9000 shilling, hvor vi sov i den samme brede seng og lagde ud for Michael, 6000 shilling.

Lørdag den 9.10.2004

En trækvogn til 2000 shilling med vores bagage blev hyret til gå-turen fra motellet til buspladsen. Vand blev købt og ikke den første den bedste LandRover blev valgt til at transportere os. Bagagen op på taget og reservation af bagsædet, der er beregnet til 3 prs. Til os fire (incl. Michael).

Turen startede mod færgen til Ukerewe, der ligger i Victoriasøen. I starten med 3 personer foran + chaufføren og os 4 på bagsædet og yderligere 8 personer bag i samt billet-konduktøren på taget. Snart stoppede vi dog på den 125 km lange tur ad grusvej og lidt ekstra passagerer blev gennet ind. På vores sæde, hvor vi var 4 kom 2 mænd ekstra så vi var 6 og bagi en ekstra og 2 ekstra på taget. Senere blev de to mænd på vort sæde udskiftet med to kvinder, den ene med et barn på 6 uger. Således kørte vi 19 foruden 2 børn og to på taget afsted mod færgen. Turen virkede dog ganske sikker, Chaufføren kørte pænt og LandRover’en fungerede øjensynlig udmærket.

Turen tog ca. 2 timer. Ved færgelejet spankulerede Marabu-storke, folk badede og vaskede ved søen og nogle fiskebåde lå ved stranden eller vuggede på havet. Færgen kom, en større bus kørte derfra foruden vel en 75-100 mennesker incl. Cykler m.v.

Så gik vi om bord og satte os i skyggen på den 20 minutters sejltur til øen Ukerewe. Her hoppede vi ind i en min-bus, den slags der normalt er indregistreret til 8 prs. plus fører. Det var lykkedes dem at få bagagen ind under sæderne og ind blev i alt klemt 22 personer incl. Chauffør og billet-konduktør. Turen var ikke rar. Mest af alt fordi chaufføren havde en plan om at køre tilbage til færgen og hente flere, så de 19 km blev tilbagelagt med fuldstændig uansvarlig hastighed. Der hvor jeg satte mig, da vi startede, var et lille træsæde, som undervejs forsvandt ned på gulvet. Heldigvis kunne jeg holde i en stang på tværs i bilen i hovedhøjde med den ene arm og med den anden på sædet foran. Turen stoppede i byen Nausio, kun nogle få 100-meters gang fra hotellet. Igen blev der hyret en trækvogn med en dreng.

Michael driver Gallu Beach Hotel, der ligger et par spytklatter fra Victoriasøen med en lille sandstrand. Bygningen er firelænget med overdækkede arkader og i midten en flisebrolagt plads med blomster i siderne. Vi har lejet en suite, den eneste med to værelser og badeværelse ind imellem til 16.000 shilling pr. nat. Vi bliver her 3 nætter og tager således afsted igen tirsdag.

Eftermiddagen gik med afslapning under et stråtag i haven med suppe – the og vand samt lidt dagbogsskrivning og kl. godt 16 gik vi en god lang tur i området og vestpå ad landevejen og samme vej tilbage. Aftensmaden 3 retter: suppe, fisk med pommefrites og til sidst frugt samt the. Ved slutningen af måltidet blev vi præsenteret for guiden, til den cykeltur vi havde aftalt med Michael, at vi gerne ville på. En tur næsten direkte nordpå forbi høvdingeboligen på Ukerewe og videre op til Irondo Point, det nordlige skær.

Vi sluttede aftenen med en mindre snak med Michael, hvor han teoretiserede over manden som fundamental ond. Det kom vi ikke så langt med.

Søndag d. 10.10. 2004

Cyklerne kom først kl. 9:00 og var ret fejlbehæftede – en blev udskiftet og en anden fik skiftet forhjul. Således nogenlunde køreklare satte vi os op på dem og startede turen dog med en pause på bustorvet, for at få én bagagebærer sat på den ene cykel. Efter guiden John gik det ud af grusvejen. Lidt tungt på gammeldags cykler uden gear med gamle håndbremser. Det første holdt gjorde vi hos en familie, hvor der udenfor var en ”giko” med the sat over. Vi drak ginger-the, uden egentlig the af små kopper. John gav 200 skilling ca. 1 krone. Vi kørte videre og pauserede hist og her  for at holde væskebalancen i orden. Vand – godt 3 liter havde vi med. Det var nok viste det sig, men da turen endte trængte vi meget til mere væske. Turen var ca. 25 km op. Efter 16-17 km kørte vi forbi et stort søndagsmarked med tøj, kangaer, fødevarer og meget andet, med et hav af cykler parkeret af de tilrejsende. Og cykler er der mange af og det er på bekostning af biler. Det er befriende dejligt at opleve, at man har så megen glæde af dette transportmiddel ofte med 2 måske 3 personer og ofte med forskellige varer.

Ved markedet drejede vi til højre og kørte nogle få 100 meter ind til høvdingehuset, et to etagers hus bygget i gode materialer med svalegang hele vejen rundt i 1. Sals højde. Vi standsede ved det store Mango-træ foran huset, der er bygget i 1928 af den første kristne høvding (chief), der havde mange koner ind til han blev kristen og valgte at gifte sig med den første kone og flyttede fra et nordligt område til dette hus. Dette faldt øjensynligt sammen med det store regnfald, der tog han tidligere hus og andre huse med sig.

Denne høvding hed Bukindo og han var 17. Høvding. Hans ældste søn blev den anden kristne høvding, men blev senere valgt til Ambassadør til Canada. Han tog familien med og børnene fik statsborgerskab i Canada. Den nuværende tredje kristne høvding Arushia bor i USA og Østrig. Han kommer på besøg ca 1 til 2 gange om året, og der er ikke rigtig nogen, der stiller spørgsmålstegn ved denne adfærd, for han er jo høvding. Men hans afløser er fundet. En lille dreng (den 19. Høvding), der var sammen med os inde i huset og som viste de store trommer frem. Entre eller donation var fra 3000 shilling. Vi havde kun 10.000, så vi meddelte, at vi ville gi’ 5.000, da der var et vist pres på at støtte istandsættelsen af huset, hvilket pengene efter sigende skulle bruges til. For os var det lidt i modstrid med det faktum, at høvdingen boede i Østrig. Hvorfor deltog han ikke i vedligeholdelsen? Jaah…en høvding siger man jo ikke imod, og der er også grænser for, hvilke spørgsmål man stiller ham, men han har i øvrigt lovet at han ville bidrage, men det er nok uvist hvornår!

Høvding i spe viser trommerne frem

Ja, det var Johns’ svar. I øvrigt fortalte John om skikkene før 1920’erne. Her på Ukerewe er der et kors ved sydkysten ikke mere end 6-8 km fra Nansio, der viser det sted hvor en større gruppe missionærer blev slået ihjel.

Det var under den 11. Høvding i sidste halvdel af 1700 tallet. Høvdingen og hans familie kom fra Uganda og foruden udrydning af missionærer blev også andre dræbt bl.a. fra Kenya. Der hændte så det, at regnen holdt op med at falde, der blev misvækst og græshoppeplage og ikke nok med det, men mange omkom af en sygdom – Kamata – der var så dødbringende, at når man blev smittet døde man blot nogle timer eller få døgn efter.

Retsforholdene var samtidig, at der for en forseelse, f.eks. tyveri af en ko, var dødstraf og ingen andre afstraffelsesformer blev anvendt.

Der blev oprør på Ukerewe og Machunda, der senere blev den efterfølgende høvding, angreb høvdingen med hjælp fra folk. Høvdingen blev fordrevet og flygtede til Sukumaland, hvor han døde. Denne Machunda den 12. Høvding brugte tørke som straf, og han tildelte dem, der bad om forladelse og angrede deres fejl og forkerte handlinger regn til deres afgrøder. Derfor blev hans navn Machunda, regnmageren.

Arveforhold er sådan at arvefølgen til høvdinge titlen er ældste søn i første ægteskab (first wife first son). Hvis ingen søn så 2. Kone første søn, o.s.v.

Tidligere skete der det, at når en høvding døde, at en person – en ungmø blev begravet levende med høvdingen. Familien, der gav ungmøen, måtte også give en ko som tak for, at denne familie fik æren af at begrave høvdingen.

Efter den kristne høvding (høvding 17) blev kristen ophørte denne skik. Med den 17. Høvding ophørte også andre ritualer f.eks. at man udstødte børn og voksne, hvis der var tale om tvillinger, krøbling, blinde, albinoer, der blev anbragt på en anden ø, hvor de omkom af mangel på føde og af vilde dyr.

Hvorfor tvillinger, jo man anså dem for at have en sygdom, som også førte til at de fik tvillinger.

Efter opholdet ved og i huset for høvdingen i Bukina, cyklede vi videre. Vi ville gerne se om det kunne være muligt at købe fisk og få dem tilberedt. John førte os gennem små landsbyer over kasawamarker med udsigt til Victoriasøen smukke blå vand og på himlen med drivende skyer til klipper, hvor kasawaen blev tørret og hvor fiskere med fiskestænger blev kontaktet.

Vi cyklede da hen til en familie og hilste på mand og kone og slægtninge og det blev aftalt at vi ville tage ud til udsigtspunktet Irondo Point. Irondo Point er et klippe-punkt, hvor vi havde udsigt til de norlige og østlige øer med fugle liv på de yderste klipper. Vi dvælede en stund og gik så tilbage til familien.

Vi sad og betragtede og småsnakkede og lidt efter kom fiskeren med 8 – 10 fisk, som vi betalte 2000 shilling for. Det blev aftalt at de blev kogt / dampet og vi gik så fra familien til Bwiro Bay, hvor der er en fænomenal badestrand med storkornet sand direkte ud i de blå bølger, med fiske ”eagle”, der spejder fra bredden og tager korte flyveture i vandkanten og med spejdende øje hapser små fisk. Til højre for os gjorde to fiskehold klar til at sejle ud og lidt ude i søen stod en fisker på en sten med sine fiskestænger, han havde med på ryggen, da han svømmede derud.

Bådene blev klargjort, skubbet ud med 3-4 mand i hver og der blev sat sejl og stille gled de ud.

Vi badede en god times tid og gik tilbage til familien. Fiskene og ugalien var sat over på gårdspladsens giko. Vi småsnakkede med 12-15 børn siddende lige ved vores fødder lige til vi blev budt inden for i det midterste rum i det lille hus. Her blev vi bænket på taburetter og to ekstra taburetter blev brugt som borde til ugali lavet på maniok og fadet med fisk. Der var 6-7 fisk. Halvdelen var dampet med tomat og lidt krydderier den anden halvdel med løg. De smagte bare. Og dertil ugali.

Efter måltidet sagde vi farvel til familien og gav dem 500 shilling og takkede for et godt måltid og en rar stund. Så trak vi cyklerne hen forbi kokos-lunden og videre hen til pladsen i byen, hvor nogle drenge spillede fodbold, for pladsen var forsynet med mål Vi besluttede os for at starte med at cykle, da den bil der skulle hente os ikke havde vist sig. Vi cyklede nogle kilometer og så kom den. Så gik turen i adstadigt tempo til Nancio.

Opholdet på Gallu Beach Hotel

Det var med lidt irritation, at vi måtte lægge 5000 shilling på chief house og at prisen på vor suite på hotellet ikke var de 16.500 som anført da vi kom, men +3.500 pr. nat for en seng!

Det blev vi først præsenteret for den 12. om morgenen, da vi afregnede en ekstra regning ud over de 100 US$ vi betalte ved ankomsten. Det gav os lidt problemer, fordi vi måtte veksle Kenya shilling for at have nok til den sidste del af turen i Tanzania.

Turen fra Ukerewe til Nairobi

Så gik rejsen med båd den 12.10 fra Nansio til Mwanza. En dejlig sejltur til godt 8000 shilling pr. person. På upper level – et bord med fire fastspændte plaststole på åbent dæk med god udsigt og dejlig frisk luft. Sejlturen tog 2 ½ time.

I Mwanza kastede en bærer vores to kufferter på hovedet. Vi bad om vejvisning til stedet hvor busselskabet SAGARIA var. I højt tempo gik vi til dette sted. Alt var optaget. Vi sendte en lidt sur tanke til Michael. Altså hvorfor var der ingen service fra Gallu Hotel, der kunne booke for gæster til den videre færd? Nå to af os, Rikke og Palle for videre, mens trine passede bagage og vi fandt ikke langt derfra Zakaria Express, Tarime. Den gik om 5 min. Tilbage til bagagen og Trine og ind i bussen.

Punktering undervejs på busturen til grænsen mellem Tanzania og Kenya.

Turen gik til Tarime, hvor vi var ved 17 tiden, fandt en trillebør og tranportøren styrede åbenbart den business, for han havde flere under sig, en af dem blev hjulbør-fører og han gik selv med.  Det blev en dyr tur, ca. 50% mere, end hvis vi havde taget en taxi og alligevel skulle vi skrue bissen på for at få dem til at gå, da vi havde diskuteret ved hotellet. Hotellet hed CMG Hotel Tarime og to unge var receptionister og restaurant-overvågere. De var utroligt søde og vi fik et dobbelt værelse til 10.000 og et godt måltid, fisk, kartofler, ris, kylling, grønsager og frugt og gik i seng.

Næste morgen havde de to hotelværter foreslået en taxi til bussen til Kenya. Det kostede 1000 shilling. Herfra en stationcar til grænsen for 1500 shilling. Over grænsen 20 US$ pr. person og så endnu en taxi hyret af os med hjælp fra de to unge. Det viste sig dog at blive en lidt anstrengt tur. Dels tog taxi manden andre med og blev standset af politiet for at have for mange med, som han bag bilen betalte sig fra, men da vi kom til Migori, kørte han forbi bussen og forklarede, at ingen af dem kørte til Nairobi og at han (for et svimlende beløb) ville køre os videre. Til sidst måtte vi skrue bissen på få ham til at vende kareten og sætte os af ved bussen. Med det samme fik vi bestilt og købt billetter direkte til Nairobi pris 500 shilling gange 3 ca. 60 kr. pr. person.

Turen var: Migori, Uriri, Sare, Rongo Kisii, Sotik Litein, Kericho, Sum, Moto, Nakuru (spisning ca. kl 19 – 19:30) Gilgil, Naivaska, Limuru, Kikuyu, Kabete, Nairobi.

I den nordlige del af turen var landbrug med mange afgrøder som majs, forskellige grønsager i større jordlodder og med mere mekanisering mere tydelig. Husene var af brændte sten, metaltage og en traktor her og der.

Sene afløstes disse bøndermarker med mindre the-marker, der igen afløstes af kæmpe marker med the buske og landarbejderboliger i godslignende organisationer over en strækning på måske 50 km eller mere. Unilever var et og hvert godt havde sit navn, men der var ikke andre multinationale selskaber at se.

Først da vi var suset ned i lavereliggende områder, blev landskabet med gold. Inden var det lidt som et eventyr-landskab, så frodigt så velholdt.

Men det var en faretruende tur. Smal vej. Endeløse overhalinger, så snært, at man ikke kunne slappe af blot et øjeblik. Vi gjorde holdt i Nakuru. Fik noget aftensmad og så videre til Nairobi, hvor vi første ankom kl. 2.22 mod forventet kl. 20 -20:30.

Nancy havde arrangeret med et hotel i centrum med et OK værelse til 35 US$ pr. nat i alt 105 US$ for 3 nætter. Vi var dødtrætte og sagde straks godnat til Nancy, Oscar og Ruskia. Hotellet hed Kenya Comfort Hotel på Muindi Mloingu Street.

Torsdag den 14.10.2004

Morgenmad på en cafe og så en tur til nationalmuseet. Vi fik en meget flot præsentation af de mange fund i Rift Vally, fra 3,5 – 3,6 mio år tilbage. Rikke noterede flittigt. Herefter ud at spise. Inden besøget på Nationalmuseet blev vi præsenteret for nogle kunstnere, der arbejdede med skulpturer og billedkunst – noget var meget talentfuldt. Flere var tidligere gadebørn, hvor de andre var faldet tilbage til gaden og kun nogle få havde både talent og evne til at holde ved.

Så kørte vi ud til det område hvor Nancy bor. Men inden gik vi på et spisested – fik ged og soft drinks samt en Guiness til Nancy. Resterne blev pakket ind og taget med af Nancy.

Vi gik hen til hendes bolig. Et lille hus bag mur og ståldør med lidt forhave hvor hun allerede havde organiseret stier og planteområde og hvor planterne fra Kilimanjaro var sat i jord. Et udmærket hsu med 4 rum, badeværelse og køkken. Vi kom sikkert tilbage til hotellet. Gik på restauranten og spiste aftensmad 20:30.

Fredag den 15.10.2004

Thai og kage og afhentning kl. 9 med lidt forsinkelse p.g.a. hjulskift. Afsted ud til Ngong Hills, Karen Bliksens farm. Store  meget store villaer – rideheste – kæmpe grunde præger området i nærheden af Bliksens farm. Auto rep., cafeer, småbutikker inden hedder noget med ”Karen” og vejen dertil Karen Road. Jo de har taget Karen til sig. Dette hus, som hun flyttede ind i 2 år efter ankomsten til Kenya i 1914 og som var rammen om et rigt, men også konfliktfyldt liv, frem til 1931, hvor hun solgte resterne og rejste til Danmark for aldrig at vende tilbage.

Huset blev omkring Karens død købt af den danske stat og overgivet til Kenyas stat som en gave til et museum for 200 K. shilling. Huset har indretning, som er forsøgt holdt som for 70 år siden med en del originalt interiør, der er fundet hos ejere, der købte det af KB nu købt tilbage samt nogle effekter fra Mary Streep og Robert Redfords roller i filmen ”Out of Africa”.

Der er ingen tvivl om , at Karen var en væsentlig anderledes person end de fleste af disse brovtende europæere, der på den tid gjorde sig i Østafrika.

Besøg i Karen Blixens hus sammen med Nancy

Hendes opmærksomhed, indlevelsesevne og mange aktiviteter for de folk, hun havde ansat og deres børn og familier vidner om et meget engageret menneske, som man i Kenya respekterer for hendes indsats.

Vi gik lidt rundt i haven med udsigten til Ngong Hills og videre til et sted lidt bag en bevoksning, hvor resterne af kaffebehandlingsudstyret stod under et stort halvtag sat i en stand, som viste udstyrets sammenhæng. Udstyret blev ødelagt ved en brand nogle år før KB opgav sin  farm og rejste hjem på grund af de store problemer med misvækst, dårlig økonomi og ”Robert Redfords” død, som følge af et flystyrt. Det var vort indtryk at mange havde set filmen.

Vi kørte tilbage til centrum og spiste og gik på shopping. Trine og jeg stod en god halv time og ventede ud for et supermarked på Nancy og Rikke og fik lejlighed til at se på folk sådan en fredag over middag, som samtidig var starten på ramadanen. Rigtig mange havde været i moske både mænd og kvinder og gik i en lind strøm forbi, tusindvis, mange kvinder i burka og nogle helt i i sort kun med åbning for øjnene. ”Somalier” sagde Nancy. De kommer bare her og ødelægger det. De er ikke til at stole på. Snyder og har en negativ indflydelse på livet!

Somalia og Kenya

Men Somalia var samtidig på dagsordenen på et endnu højere plan. Den nye somaliske præsident, den tidligere midlertidige og præsidenterne fra Uganda, Kenya, Nigeria samt Norges udenrigsminister og mange andre regeringsfolk var nemlig samlet i Nairobi just i disse dage.

Der var direkte udsendelse på TV fra regeringsmøderne, som dannede rammen om en betydningsfuld start på dannelsen af en regering for Somalia, med store avisartikler om betydningen af en demokratisk udvikling i Somalia og den store opgave med at få klanlederne til at nedlægge våbnene og sikre fred og afvæbning af mindre uorganiserede grupper.

Denne kraftige understregning af demokrati og fred var for mig et meget vigtigt positivt skridt mod en bedre og mere optimistisk udvikling for Østafrika.

Og netop de positive tegn er der mange af. I Tanzania en udvikling hvor der er kommet lidt mere indkomst til i hvert fald dele af befolkningen, men også fortsat forværrede forhold for mange f.eks. i Mwanza, hvor kriminaliteten er steget siden vi sidst var der, skønt det nu heller ikke var helt ufarligt at bevæge sig rundt som wasungu (hvid) dengang i 1980.

Og samme forarmede forhold har vi også set meget af i Kenya, hvor fattige områder ved byerne understreger de voldsomme modsætninger mellem rige og fattige.

Men der er tegn på, at den nye regering i Kenya, der ved valget afløste Arap Moi har helt andre politiske ambitioner også for folk, der er i den nederste del af indkomstpyramiden, og som efter antikorruptions-komiteen har sat en proces i gang, for at sikre at korruption ikke mindst nu er noget man snakker om, og snakker åbent om og forhåbentlig gradvis er med til at ændre holdninger og adfærd, så ikke alle tjenester skal følges af ekstra penge under hånden.

I det helt små synes jeg vi har oplevet, at man giver lidt ekstra mange steder, og måske især fordi vi er hvide forventes at have så meget mere.

Men på den anden side er det tydeligt, at i den mere moderne forretningsverden får varerne en fast pris incl. Tax og service.

Uden for denne sektor er priser noget man handler om. Og måske er der ikke langt fra denne kræmmer måde at handle på og til den måde man i regeringsverdenen har handlet på. Dette at man skal sørge for at få så meget ud af det som muligt. Og er man kommet så langt til tops, at dette giver adgang til jord, ejendomme, guld og diamanter, så er det en del af ”The Game”. Men nu sættes der fokus på det. Der blev i går direkte på TV vist en kommissionshøring hvor nogle anklagede for spekulationer og snyd blev krydsforhørt.

Og ordnede forhold i Kenya har måske tydeligst vis sig på et så håndgribeligt område som reglerne for hvor mange, der må transporteres i hvert enkelt køretøj. Alle skal have siddepladser og sikkerhedsseler også i busserne. En helt radikal lovgivning  har sat en stopper for det fuldstændige kaos, der herskede før på transportområdet, og som jo stadig hersker på dette område i Tanzania. Og taxi chaufføren i dag, på vej fra hotellet til lufthavnen ca. 20 – 25 km til 1.200 K. shilling, var meget tilfreds med disse regler. Han syntes den nye regering havde gjort nogle gode ting.

Nancy var lidt mere skeptisk m.h.t. hvad den nye regering formåede, når der var tale om forholdene for de nederste i samfundspyramiden. ”De mangler at fange blot én af de store fisk”. ” Jeg tvivler på, der sker noget med alle dem, der har snydt og tilegnet sig formuer”, svarede hun da jeg spurgte om hun ikke troede korruptionen ville falde.

Nu er det blevet tid til at samle lidt op på de mange indtryk og reflektere lidt over hvordan denne del af øst-Afrika har det.

Måske bliver den helt store udfordring de kommende år a sikre en større ”equality” – lighed. Samfundene bliver meget hårdt presset af de stigende energipriser. Nu er prisen på brændstof i Kenya lig prisen i DK, vel at mærke i et samfund hvor vare-priserne og aflønning bevæger sig på en tiendel eller endnu mindre af det danske prisniveau.

Så der skal knokles meget for en liter benzin og fortsatte stigninger kan presse samfundet meget og lade de fattige blive endnu fattigere. Derfor er det nu, der skal væsentlige reformer af skole og sundhedssystemet til, for at skabe blot nogle basisbetingelser for en forbedring af forholdene fattige. Den teknologiske udvikling løser ikke verdens transportbehov på få år. Nye energiformer kræver nye store investeringer, der synes uoverkommelige i den 3. Verden. Ja, selv i vores lille andedam, bliver der behov for meget store investeringer i en meget nær fremtid.