Gallipoli’s historie
Af Rikke Schultz og Palle Møldrup

Kobberstik af Dardanellerne, ca 1650

Vi plejer at fortælle historien i kronologisk orden (det ældste først), men denne gang prøver vi i stedet at bevæge os baglæns i historien (Livet leves forlæns, men kan kun forstås baglæns – noget i den retning har Søren Kierkegaard engang skrevet). Noget tilsvarende kan man ikke sige om historien, men når man vil afdække historien, så ligger de nyeste lag øverst. Det gør de i alt fald på denne halvø, der strækker sig ud mellem Ægæerhavet og Marmarerhavet og dermed udgør den ene kystlinje af Dardanellerne (Canakkale Bogazi), det smalle stræde, der er den eneste sejlbare rute mellem Middelhavet og Marmarerhavet og videre til Sortehavet. Geopolitisk er kontrollen med Dardanellerne således lige så vigtig som kontrollen med Bosperusstrædet – der er søvejen mellem Marmarerhavet og Sortehavet.

Første verdenskrig

Vi begyndte at interessere os for Hellespont (Dardanellerne) sidste år i Makedonien. Hellespont var nemlig derfra Alexander den 3. den Store satte over med sin hær, da han indledte sit felttog mod Perserne. Det måtte man kunne finde arkæologiske spor efter, tænkte vi. Men da vi begyndte at se på kort og studere guidebøger, så dukkede der et væld af slagmarker og mindesmærker om, men alle relateret til første verdenskrig.

Dardanellerne var det sted, de Allieredere – med Winston Churchill i hovedrollen – led det mest svigende nederlag under første verdenskrig. Og det var der, stoffet til myterne om Gazi Mustafa Kemal Pasha’s helt særlige magiske og strategiske evner blev vævet, det stof der senere gjorde det muligt for ham – næste ene mand – at ændre ikke bare en nations skæbne men også en nations folkesjæl – og dermed lægge grunden til et moderne, sekulært Tyrkiet. Siden er han blevet kendt under sit tilnavn Ata Türk – Tyrkernes fader.

Et af de utallige mindesmærker fra første verdenskrig på Gallipoli

I ni måneder stod Ata Turk ,som Oberst Løjtnant i den Osmanniske hær på sit Fort ved Kalitbahir og forhindrede de Allieredes flådes gennemsejling. Så gav Churchill op og de allieredes flåde trak sig tilbage. På det tidspunkt havde 52.000 allierede soldater mistet livet. Osmannernes tabstal er ukendt, men antages at ligge et sted mellem 50.000 – 200.000 mænd.
Osmannerne endte på tabernes side i første verdenskrig. Om efterspillet kan man læse følgende på Wikipedia:

Under 1. verdenskrig blev det Osmanniske Rige besejret, og sultanen underskrev Freden i Sèvres i 1920. Freden betød bl.a. uafhængighed for Armenien samt afståelsen af Kilikien til Frankrig samt bl.a. byen Smyrna (det nuværende Izmir) til Grækenland. Dette nægtede nationalistiske kredse under ledelse af Mustafa Kemal (den senere Kemal Atatürk) at acceptere og oprettede en rivaliserende regering i Ankara midt i Anatolien og fjernt fra sultanens hovedstad Istanbul. Tropper loyale over for den nationalistiske oprørsregering i Ankara angreb herefter i rækkefølge Armenien, de franske tropper i Kilikien samt til sidst den græske hær. Efter hans troppers sejr i krigen mod Grækenland indgik Mustafa Kemal herefter Lausanne-freden, som gav Tyrkiet omtrent dets nuværende grænser (den nuværende grænse blev opnået ved Tyrkiets indlemmelse af byen Hatay, der indtil da havde været del af det franske Syrien umiddelbart inden 2. verdenskrig). Kemal Atatürk oprettede den tyrkiske republik den 29. oktober 1923, blev valgt til præsident og nedlagde dermed det Osmanniske Rige.

Osmannerne

Det var et mere end 600 år gammels tyrkisk dynasti Ata Tûrk satte på porten i 1923. Men hvor kom Osmannerne egentlig fra? Igen får vi lige hjælp fra Wikipedia:

I tiden omkring år 550 bliver betegnelsen tyrker for første gang nævnt i kinesiske kilder. Disse tyrkere var nomader, som levede omkring Orkkon-dalen ved den sydlige ende af Bajkalsøen og omkring Altai-bjergene. Nomaderne var forfædre til de mægtige osmannere, som fik magten over en fjerdedel af Europa i 1500-tallet. Man kan sige, at Osmannerstaten (eller måske mere korrekt Kalifatet, red) bestod fra årene 1281-1923.

Osmanner riget blev grundlagt af Osman den 1., da han samlede en række tyrkiske stammefolk på den Anatolske højslette i en egentlig statsdannelse. Osmanerne var i deres udgangspunkt Islamiske frontkæmpere, der havde som mål at besejre og omvende de kristne til Islam. Midlet var at underlægge sig hele det Østromerske rige. Deres rige ekspanderer hurtigt. Osmans søn Orchan (1326-59) gjorde Bursa ( 250 km fra Konstantinopel) til hovedstad, og markerede hermed, at pilen i Osmannernes ekspansionsdrømme pegede mod vest. I 1356 satte Orchan over Dardanellerne og indtog Gallipolihalvøen.

Osmannisk fæstning på Gallipoli

Fire år senere (1361) indtog hans søn Murad den 1. Edirne og flytter Osmannernes hovedstad hertil. Herefter skulle der gå næsten 100 år (1453) før det lykkedes Mehmet den 2. Den Store at erobrer Konstantinopel. I 1529 og 32 belejrede Osmannerne Wien og igen i 1668. Fortællingen om Wiens belejring stødte vi også på i Krakow.
Det må være nok for nu om Osmannerne, det her er nemlig ikke det sidste, vi kommer til at høre om dem.

Det Østromerske rige

Osmannerne erobrede som sagt Gallipolis halvøen fra Østromerne i 1356. På det tidspunkt havde halvøen levet en relativt fredeligt liv i gennem en meget lang historisk periode, nemlig fra det tidspunkt hvor Romerne etablerede sig på den græske Ægæerhavskyst i Lilleasien. Romerne kom til Gallipolis i 188 f.v.t. på invitation af grækerne. De havde brug for Romernes hjælp til at rydde op i det kaos, der var skabt på halvøen i kølvandet af de langvarige konflikter imellem Alexander den 3. den Stores generaler. Romerne erobrede halvøen, men gav den i forvaring til deres allierede på Lilleasienskysten, Kong Eumenes den 2. af Pergamon. I 133 f.v.t. testamenterede den sidste konge af Pergamon sit rige til Romerne. Derefter forblev halvøen en del af Romerriget (siden Det østromerske Rige) indtil 1356. Så alt i alt oplevede befolkningen på Gallipoli tæt på 1550 relativt fredelige år.

Den byzantinske havn i Gelipolu

Alexander den stores efterfølgere

Men forud var gået en turbulent tid. Ikke mindst perioden fra omkring 500 – 188 f.v.t., der var domineret af konflikter mellem Persere, Grækere, Makedoniere, og Thrakier på halvøen. Men som sagt, denne historie – der endnu er meget lang – skal fortælles i omvendt kronologisk orden.

Så vi starten med en af vores gamle kendinge, Alexander den 3. den Stores general Lysimarchos (361 – 281 f.v.t.). Lysimarchos stammede fra Thessalien, men var vokset op som Makedonier, og han havde, lige som den 10 år yngre Alexander den 3, gået i skole i Pella. Efter Alexander den 3. den Stores død i 323 f.v.t. blev han hersker (senere konge) over Thrakien og de græske bystater langs Ægæerhavet og Sortehavskysten. Han var i evig konflikt med sine tidligere medgeneraler i Alexander den 3. den Stores hær og med de befolkninger, han forsøgte at undertvinge sig. Han dør i 281 under et felttog i Lydien. Da er han 80 år gammel.

Kort over opdelingen af Alexander den stores rige efter hans død

En af Lysimarchos gerninger på Gallipolis halvøen var at udradere den Thrakisk /græske by Cardia, der lå ud til Ægæerhavet (Gulf of Saros) og at flytte befolkningen til en ny, prægtig hovedstad Lysimarcia, der lå ved Marmarerhavets kyst, netop hvor halvøen mødes med fastlandet. Efter Lysimarcos død opstår der et magttomrum på Gallipoli. En anden af arvtagerne efter Alexander den 3. den Store, Antigonus Gonatas forsøgte at udfylde tomrummet, men mødte modstand fra nogle af de andre arvtagere. Også Thrakierne og Athen forsøger at få kontrol med området. Striden ender som sagt med, at Romerne går ind i konflikten, og overlader området til Pergamons konge Eumenes den 2.

Udsigt over Saros Golfen og vejen til Lysimarcia (Ortakoy), der i dag ender i en militær forlægning.

Alexander den store, Perserne og Grækerne

Lysimarchos kom altså ind i historien, fordi han arvede området efter Alexander den 3. den Store. Så nu er vi nået til fortælling om, hvorfor Alexander den Store kom til Gallipoli. Og den fortælling starter med Persernes forsøg på at erobrer ”den gamle verden”.

Mindst to gange har Gallipolis været brugt som brohoved af Perserne til angreb på de græske bystater og Aleksander den Store brugte det ligeledes som overgang til Lilleasien på sit store togt.

Stik, der viser det smalleste sted over Hellespont (Dardellerne), ca. 1650

I 514 f.v.t. Startede Perserkongen Dareios et meget stort felttog nordpå mod Thrakerne og Skytherne. Ved hjælp af bygning af en pontonbro over Bosporus strædet (ved det nuværende Istanbul) og efterfølgende en tilsvarende over Donau nåede perserne Skythernes land. Men Skytherne anvendte partisanteknik, der gjorde opholdet umuligt og perserne trak sig tilbage. Flere græske bystater gjorde herefter oprør og nedrev pontonbroen over Bosporus så Dareios måtte tage tilbagetoget ved hjælp af skibe, der kunne danne en forbindelse fra Gallipolis over Hellespont (Dardanellerne).

Andre af Darios hærstyrker tog dog både Thrakien og Makedonien og igen de oprørske græske bystater, så perserne igen styrede søfarten til og fra Sortehavet.

Persien var dermed blevet et meget stort rige, der omkring 500 f.v.t strakte sig helt ovre fra Indus (nuværende Indien) i øst til og med det nuværende Bulgarien og dele af Rumænien samt Makedonien i Vest og mod syd omfattede Egypten og Libyen og al land til den Persiske bugt. Men Darios mål var stadig også at indlemme de græske bystater på fastlandet i sit imperium.

De græske bystater på Lilleasien-siden havde ofte ikke noget valg om indlemmelse i dette storrige. Enten overrakte de ”vand og jord” som var symbolet på underkastelse og betaling af skatter og levering af mennesker og udstyr til rigets mange togter, eller de blev stormet og plyndret.

Så de græske bystater gik oftest med, men det betød også at Perserne hele tiden øgede deres rige og kampkraft. Således faldt mange græske bystater og øer som Cypern og Rhodos.

Sparta, Athen og Perserne

På det græske fastland med bl.a. Athen og på Peloponnes, hvor især Sparta var blandt de væsentligste bystater, blev man mere og mere klar over at Perserne sammen med sine græske undersåtter ville angribe. Og da der blandt undersåtterne og dermed Perserne var stor viden om grækernes geografi og infrastruktur var diskussionerne store i Athen og Sparta, om man skulle underkaste sig eller tage kampen op. Mange af de meget rige familier var også delte i spørgsmålet, for det var lidt lige som valget mellem pest og kolera.

Denne magtkamp mellem aristokratiet og det gryende demokrati blev studeret af Perserne, der ville have pålidelige tyranner som lydkonger i de vundne områder. Men den demokratiske bevægelse slog mere og mere an også i Lilleasien og det kom til mange oprør og omvæltninger, hvor tyranner blev presset til at flygte og folkelige forsamlinger udnævnte demokratisk valgte strateger.

Perserne konge Dareios sendte i 490 gesandter til Sparta og Athen med et ultimatum om overgivelse, men man nægtede og så indledte Perserne deres angreb, der fandt sted i Maraton bugten i 490 f.v.t, hvor Athen vandt ved hurtig angreb og hvor budbringeren med sejrsbudskabet løb de 42 km fra Marathon til Athen.

10 år senere samler den persiske konge Xerxes i 480 f.v.t. igen kræfterne mod Sparta og Athen og bevæger sig i spidsen af en hær på hundredtusinder mand fra Susa til Sardes i Lilleasien ad kongevejen mod Gallipoli. Samtidigt ankom nyt udstyr på vældige skibe fra Egypten til en brokonstruktion ved Hellespont. Herfra går hæren videre mod Athen. Trods stor modstand indtog perserne Athen og nedbrændte byen. Året efter gentog Perserne angrebet og igen flygtede athenienserne og byen blev systematisk ødelagt. Men med hjælp fra Sparta lykkes det nu at overvinde Perserne på land og herefter til vands med den overvejende Athenske flåde at besejre fjendeflåden.

Men Athen og Sparta forblev ikke forbundsfæller. Tvært imod blev magtkampen stor og førte til de lange krige i midt og slutningen af 400 tallet – de Peloponesiske krige. Resultatet heraf var enorme tab af menneskeliv og en forarmet befolkning, underlagt enkeltpersoners magtmisbrug.

Teateret på Akropolis i Athen. Foto Palle Møldrup, 2013

En søgen efter de gamle dage bredte sig i Athen, drama- og tragedieskriverne omsatte mange af tiden udfordringer i teaterstykker, der blev opsat på de store teatre. Tiden blev præget af store filosoffer som Sokrates (død 399 BC), Platon (død 347 BC) og Aristoteles. Aristoteles tilbragte meget af sin ungdom i Pella (Makedonien), hvor hans far var kong Philip den 2. livlæge. Efter et ophold i Athen og derefter nogle år på Lesbos med grundige studier af dyrelivet, blev Aristoteles et par år lærer i Pella for den unge tronfølger Alexander den 3., søn af Philip den 2.

Udgravningen af Pella, Foto Palle Møldrup, 2013

Makedonierne var i mellemtiden blevet den nye stormagt og Aristoteles vendte tilbage til Athen og startede med støtte fra Philip den 2. og Alexander den 3. sit eget forskningscenter ”Lyceum”. Her skabtes datidens største bibliotek og naturvidenskabelige samling af planter og mineraler, mange fra de ekspeditioner der fulgte med i Alexander den 3. den Stores lange færd i Asien.

Baggrunden for Alexander store togt er de Græske staters ønsket om at gøre kål på Persernes dominans. Makedonien er det rige man kan og må alliere sig med for at dette kan lykkes. Derved samles den opbakning der muliggør at Alexander drager fra Makedonien efter diplomatiske besøg i Delfi og ved Olympen over til Lilleasien via Hellespont og fra 334 til 323 f.v.t. indtager hele det store Persiske rige inc. Egypten og helt over til og med Indus i Indien.