Silkevejen til Sortehavet

29. oktober 2018 | Posted in Ude | By

Tilbage i Tyrkiet

Den første overnatning i Tyrkiet har vi i byen Agri, på det samme Grand Cenas hotel som sidst. På vej dertil kommer vi gennem ufattelig mange check-points og politikontroller med kampvogne, depoter med sandsække, der er lige klar til at bruge til afspærringer, helikoptoroverflyvninger og maskingeværklædte gendarmer.
Vi kan ikke blive kloge på, hvorfor beredskabet tydeligvis er forhøjet, siden vi var her sidst. Men på det danske udenrigsministeriums hjemmeside kan vi se, at Agri er et af de risikoområder man anbefaler, at man som dansker ikke kører igennem, med mindre det er højst nødvendigt. Men som Lisbeth snusfornuftigt konstaterer: “Det er jo strengt nødvendigt, for eller kan vi jo ikke komme hjem”.
Det minder os om, at vi er i et uroligt grænseland mellem Tyrkiet, Armenien, Azarbaijan og Iran. Men det er også tankevækkende, at vi slet ikke så et tilsvarende beredskab på den Iranske side af grænsen.

Ataturks hus i Erzurum

Næste overnatning har vi på Sports Otel Sule Kule i Erzurum, hvor vi også overnattede på udturen. Denne gang tager vi os tid til at tage en tur indtil byen. Portieren hjælper os med en taxa, og anbefaler varmt, at vi starter med at se Kemal Atatürks hus i Erzurum.
Atatürk har boet i huset i 52 dage, men de dage var til gengæld skæbnedage i Tyrkiets historie. I dag er huset et fint museum, men al tekst er på tyrkisk, så det er ikke helt nemt at få fat på den dybere mening. Men lidt efterfølgende research hjælper.

Landsfaderen

Mindesmærke fra første verdenskrig i bjergene bag Erzurum

Vi skal skrue tiden tilbage til 1919. Vi er i året efter første verdenskrigs afslutning, hvor Osmannerriget var på tabernes side, Rusland var revolutionsramt, Sultanen var sendt i eksil og han fætter, der midlertidigt var indsat på tronen, var villig til at sælge ud af landet for at bevare sin position. Stormagterne var ved at gøre klar til at dele byttet, samtidig med at Grækenland invaderede Smyrna – nu Izmir – med en 200.000 mand stor invasionsstyrke. Det var på det tidspunkt Mustafa Kemal (senere Ataturk) trådte i karakter. Han tog turen op langs Sortehavet til Erzurum, og undervejs fik han samlet befalingsmændene for de hærenheder, der endnu var funktionsdygtige. I huset i Erzurum holdt de en kongres, hvor de opridsede konturer og grænser for en tyrkisk nationalstat. Derefter fik de mobiliseret hæren og i et dræbende slag fik de sendt den græske invasionshær hjem. Undervejs havde sultanen gjort sig så umulig, at han røg samme vej. Ved fredsforhandlingerne i Lausanne i 1923, hvor Osmannerriget skæbne efter 1. Verdenskrig blev beseglet, deltog kun én repræsentant for Tyrkiet, han hed Ismet Pasa. Han kom med det papir, man havde vedtaget på kongressen i Erzurum i 1919, og han fik stort set alle sine krav opfyldt. Få måneder efter at grænserne var fastlagt i en fredstraktat, flyttede man hovedstaden fra Istanbul til Ankara og udråbte republikken den 29. oktober 1919.

Der sælges flag og bannere på markedet i Unye til den tilstundende festdag

Man skal ikke være blind for, at Ataturks revolution bedst kan betegnes som et militærkup. Det førte til et populært men også autoritært styre, der ikke tog med fløjlshandsker på oppositionelle grupper eller etniske minoriteter. Et system, som gav militæret rollen som revolutionens vogtere, der greb ind, hvis den politiske linje afveg fra den vej, der var udstukket af kemalismen. Det er i det historiske lys, det nuværende styre i Tyrkiet skal forstås. Overalt i Tyrkiet er Ataturk til stede som landsfaderen, der grundlagde republikken.

Skolepige bliver fotograferet af si far i fuld sultanmundering på museet i Trabzon

Erdogan balancerer på hans knivsæg, mens han forsøger at sætte en ny dagsorden for Tyrkiet. En dagsorden, hvor der er mere plads til religion, kultur, historie og politisk nytænkning og mindre magt til militæret. Det er ikke et mindre autoritært Tyrkiet. Men det er et Tyrkiet med nye autoriteter.

Madressaeen i Erzurum er nu egnsmuseum

Besøget i Ataturk’s hus var hurtigt overstået, i stedet brugte vi noget tid på at se den gamle Seljuk madrassae i Erzurum, der i dag er museum. Her, som på mange af de andre museer vi har besøg, får Sultanatets tid god plads.

Silkevejen fra Tabriz til Trabzon

Karavanevej til Trabzon starter i Tabriz, hvor dette foto er taget.

Det var den samme portier på hotellet i Erzurum, der varmt anbefalede os at køre til Trabzon ved Sortehavet. Og det blev et råd vi fulgte. På den måde kom vi til at følge den gamle karavanevej fra Tabriz i Iran til Trabzon ved Sortehavet. En silkerute, der blev etableret på den tid, hvor korsridderne angriber Konstantinopel i 1204 og Djenkis Khans rytterhær hærger i Persien. Al den uro betyder, at købmændene ser sig om efter nye handelsruter, og Ruten fra Tabriz til Trabzon åbner sig som en ny mulighed. I Trabzon kan varerne hentes i skibe af købmænd fra Genova og Venedig, der ved erobringen af Konstantinopel har fået fri adgang til Sortehavet via Bosperusstrædet.

På vejen mellem Erzurum og Trabzon

Mens dette skrives har vi været 8 dage ved Sortehavet, og vi har kørt ca. 800 km langs kysten. Vi har overnattet i Trabzon, Unye, Sinop, Inebolu og Amasra, på nær Inebolu har vi boet to nætter i hver by. Af nød og lyst.

De kære biler

Udskiftning af toppakning på Y’eren

Turen fra Erzurum til Trabzon er en flot, men også udfordrende tur op over høje bjergpas og gennem lange tunneller. Vi kommer til Trabzon uden problemer og hviler ud en dag inden vi fortsætter til Unye. På den tur bliver det klart, at Y’eren bruger alt for meget vand og der er noget galt med trækkraften. To tændrør er helt tilsodede. Jørgens røngtenblik siger “ny toppakning”. Heldigvis har vi et komplet paknings sæt med. Men hjælp fra hotellet finder vi et værksted, der kan løse opgaven, og mingelere med andre aftaler, så vi kan komme til allerede næste morgen. Så vi har en hyggedag i Unye, mens der bliver knoklet med bilen på værkstedet. Kl. 20 aften er den færdig og vi ta’r en taxa hen og henter den. Regningen lyder på lidt under 2000 danske kr.

Lystfiskere fanger småfisk på havnekajen i Unye

Næste dag er det heldagsregn. Men vi har allerede booket hotel i Sinop, og sådan lidt regn skulle da heller ikke betyde noget. Så kalecherne bliver for første gang oppe, da vi kører fra Hotellet i Unye torsdag morgen. Men alt den regn er ikke godt for bilerne. Undervejs på turen står A-egens benzinpumpe af. Bilen går i stå midt på en bro på en omfartsvej uden om Samson, der er en anden af de større byer ved Sortehavet. Vi får den trukket og, da træktovet knækker, skubbet hen til et værksted i silende regn og gennem vandpytter på størrelse med mindre søer. Det er et Autoelektro værksted. Først tror vi, det er en kortslutning på grund af regn, men det viser sig, at det er pumpen, der er stået af. Heldigvis har Jørgen en Hardy-pumpe i sit reservedelslager, så den er hurtigt skiftet.

Udsigt fra hotelværelset i Sinop

I mellemtiden er Palle og jeg blevet sendt i forvejen, fordi Y-eren en lidt langsommere end de andre biler. Mens vi holder en pause undervejs, ser vi de andre køre forbi. For første gang på turen kører vi ikke i samlet flok. Men vi når alligevel frem til hotellet i Sinop samtidigt, stadig i silende regn. Undervejs har der været ild i B’eren. Det meget vand har kortsluttet lyskontakten. Så vi får endnu en dag i Sinop, hvor B’eren får trukket nye ledninger.

Fra Sinop til Amasra

Turen fra Sinop til Amasra langs kysten er guidebogens top 1 over oplevelser langs Sortehavets kyst. Men det er også en krap tur langs en kyst, hvor bjergene rækker helt ud i det azurblå hav. Så vi gør os en rækker overvejelser, før vi beslutter os for at tage den tur. Men vejret er godt, vejrudsigten lovende og bilerne burde være i god form efter værkstedsdagene. Og der er udfordrende bjerge uanset hvilken vej vi vælger at køre. Så vi beslutter os for at tage turen, men vi deler den i to, så vi får en overnatning i Inebolu undervejs.

Fra turen mellem Sinop og Amasra

Det er en smuk tur, hvor man kommer helt på det rene med grækernes begejstring for Sortehavet på Homers tid. Det er et landskab, der på mange måder minder om den græske Ægæerhavskyst, men baglandet med et fugtigt subtropisk klima er mere frodigt og floderne mere vandrige end ved de græske kyster. Det har været det rene spisekammer for de græske bystater, der anlagde deres kolonier ved de mange naturlige havne langs Sortehavskysten i 700’tallet f.v.t. Og det er de anlæg, der i dag er den historiske baggrund for alle de byer, vi gør holdt ved på vores tur langs kysten.

Heste på vejen mellem Sinop og Amasra

Men strækningen fra Sinop til Amasra er vildere end de andre strækninger, vi har kørt. Hvor vi hidtil stort set har kunne køre langs kystlinjen, så bliver vi nu tvunget ind bag kystlinjen, for at komme uden om de fremskudte klipper. Og selv om vi ikke kommer meget mere end 500 m.o.h. på noget tidspunkt på ruten, så skal vi op af utallige 400-500 m høje bakker ned 10% stigninger, for lige så hurtigt at skulle ned igen, for at runde en floddal, og så op op, ned ned af 10% stejle nedkørsler. Y’eren kører gerne opad, her kommer kompressoren til sin ret, men på nedturerne får den alt for meget benzin, som bliver brændt af i lydpotten, så det lyder, som om det ene kanonslag efter det andet bliver skudt af en nytårs aften. Vi har et justeringsproblem, som selv ikke Jørgen har gode svar på, hvordan bliver løst.

Amasra

Amasra ligger billedskønt ved Sortehavet

Men trods prutterierne når vi frem til Amasra i fin stil. Beliggenhedsmæssigt ligger Amasra skønnere end noget vi endnu har set. Arealmæssigt er det en ganske lille by, der ligger på to knolde ud i Sortehavet, hvor den bageste knold er en ø, der er forbundet til fastlandet med en bro fra romertiden.
Men på det lille areal er der tydelige spor af Tyrkiets verdenshistorie. Der er græsk havneanlæg og bymur, romersk kastel, byzantinske kirker, osmanniske huse, moskeer, havnemiljø, fiskerestauranter og det moderne Tyrkiet samlet på et frimærke.

Historien mødes i Amasra. Det osmanniske hus er bygget ind i den græsk/ byzantinske bymur. Trappen fører om til det romerske kastel. Og Ataturk vejer fra vinduet.

Det er Tyrkiets nationaldag, der er fest og farver, solen skinner fra en skyfri himmel og det er 25 grader varmt. Lokalbefolkning og turister – de fleste fra andre dele af Tyrkiet – samles her for at slappe af, nyde stemningen og slå gækken løs. Søndag aften er der gang i Raki-flaskerne på restauranterne. Mandag formiddag er der optog gennem byen, alt hvad der er af politi-, brand- og skrællebiler kører gennem byen med fuld udrykning. Bagefter er der taler der hylder demokratiet og musik på byens torv, og masser af boder, hvor man kan købe alverdens godtkram og søde sager.

Read More...

Østanatolien

21. september 2018 | Posted in Ude | By

Østanatolien

Han kom til Stormogulen
Og der hvor kæmpekålen gror
Men mellem alle kæmper
Han syntes ingen stor

Østanatolien er nyt og anderledes land for os, og Stormoguler og kæmpekål er gode billeder på andersledesheden. Men helt enig med den lille nisse er jeg ikke, for vi er mellem kæmpebjerge og kæmpesletter i en storslået natur, hvor stormogul efter stormogul har efterladt sig magtfulde monumenter. Vi skal lære at jonglere mellem Seljukker, Ilkhanider, Monguler, Turkenere, Armenere, Kurdere, Osmanner og mange flere for os mere eller mindre ukendte folk og dynastier, der på skift har rullet indover Østanatolien fra Persien, Mongoliet og Turkmenistan. Og hvem var ex. lige Sultanen af Rum, der regerede i Kappadokien.

Men også nutidens magtfulde sultan sætter sig tydelige spor. Tyrkiet er i den grad ved at blive ombygget, og det sætter kraftige spor både i landskabet og de historiske mindesmærker, der er under kraftig men kærlig restaurering. En udvikling der ses lige så tydeligt her i den Østlige del af landet, som den gjorde i Vesttyrkiet.

Turen fra Hatussa til Sivas er på ca. 275 km og forløber uden den store dramatik hen over den Anatolske højslette i ca 1000 m. Højde. Men der er køligere, end vi er vandt til, og undervejs gør vi holdt, så team A og B kan få jakker og huer på.

Inden har vi talt en del om alt det affald, der ligger og flyder mange steder og lidt forundret over, at man ikke er længere med affaldsopsamling og genbrug. På tankstationen får vi et glimt af det Tyrkiske affaldsindsamlingssystem, der harmonerer godt med de lossepladser, vi med mellemrum kører forbi. Erling mener, der må være et muligt dansk eksportmarked for genbrugs-løsninger til Tyrkiet.

Sivas

Vores første overnatning efter Hatussa er i byen Sivas. Vi bor centralt i byen på Sultan Hotel, bilerne får vi med hotel portierens hjælp parkeret i en parkeringskælder, der er sort som graven. Her er mørkere end i gangene i de underjordiske byer. Men der er ikke langt at gå til hotellet, så det går nemt med at få bagagen med op og alle er meget hjælpsomme. Hotelpersonalet er meget ivrige efter, at bilerne bliver flyttet fra oto-park huset til et par parkeringspladser, de har fået ryddet foran hotellet. Men vi insisterer på, at de ikke bliver flyttet før næste morgen.

Sivas minder på mange måder i sin opbygning om Konya. Der er en smuk bykerne med mange bygninger fra Seljukkernes tid, og der er gjort meget ud af at renovere og nyindrette bygningerne til hyggelige åndehuller i en moderne storby.

Da bilerne bliver hentet og vi skal pakke og afsted næste morgen, er det rent kaos foran hotellet. Alle vil fotograferes sammen med bilerne og helst siddende i bilerne. Selv hotellets direktør dukker op for at lade sig forevige sammen med sine to døtre og bilerne. En patruljevogn kommer også forbi, for at se på løjerne.

Endelig slipper vi fri. Da vi kommer ud på hovedvejen igen, viser vejret sig fra sin pæneste side, og denne gang må vi stoppe, så team A og B kan få det nu alt for varme tøj af igen.

Turen fra Sivas til Erzincan er på ca. 200 km og den bringer os over to pas i 2160 m højde og op på en højslette, der ligger i 1500 m højde. Undervejs spiser vi frokost på det, vi hurtigt omdøber til Elmas tisseri. Et lidt snusket sted, hvor hverken mad eller toiletter får topkarakter.

Men Elma troner foran butikken og knuser os hjerteligt til afsked. Da vi kommer frem til Hotel Hilton Garden Inn er vi trætte af virak og slapper af med læsning, skrivning og en tur i swimmingpool.

Turen fra Erzincan til Erzurum er måske turens smukkeste til nu. I lang tid kører vi i en smal floddal, sådan helt klassisk med floden på den ene side, vejen i midten og toget, der klistrer sig mod klippevæggen og kører gennem tunneller, når vi andre får lov at bugte os rundt om klippefremspringene. På vej op ad bjerget møder vi et tested, hvor vi holder pause og får te lavet på en helt traditionel temaskine.

Vi gør holdt i byen Askale, hvor vi møder en tyrkisk familie på vej til bryllup. Det er ikke helt nemt at få rede på detaljerne, når man ikke har fælles sprog, men den hjertelige dame og jeg prøver hinandens tørklæder, og inden vi får sagt farvel, er jeg blevet et smukt silketørklæde rigere.

Men hun var ikke interesseret i at bytte med mit ternede, der ellers er købt i forbindelse med et MG løb i Gabiccemare i Italien. Så bagefter står jeg og ærgrer mig over, at jeg ikke lige havde en sjov ting til hende.

Det er også på denne tur, vi først møder kæmpekålen. Og der går lidt tid før vi er på det rene med, hvad det er for kæmpegenstande, der bliver solgt fra de mange vejboden på vej ind til storbyen Erzurum.

Erzurum

Vi når frem til Sport Otel Kule Sube i Erzurum inden vi har spist frokost, men så sent at frokosten på hotellet er ryddet af vejen i kantinen. Men lynhurtigt har de søde mennesker sat mad frem til os.
Sports Otel Kule Sube viser sig at være et center for skihop, og i det hele taget er Erzurum – der som Tyrkiets højest beliggende storby der ligger ca. 2000 m over havet – center for vintersport i Tyrkiet. I 2017 har man afholdt ungdoms vinter OL i byen, og i 2026 skal det rigtige vinter OL afholdes her.
Hotellet er velbesøgt mens vi er der, det er en hyggelig blanding af unge sportsudøvere, trænere og almindelige hotelgæster.
Efter aftensmaden bliver vi inviteret på en udflugt i hotellets bil op til det tårn, hvorfra skihop konkurrencerne afvikles. Her er en cafe, hvor vi bliver budt på te og kaffe og en fantastisk udsigt over Erzurum.

Agri

Fra Erzurum kører vi til Agri, der bliver vores sidste stop i Tyrkiet i denne omgang. Turen bringer os over endnu et højt pas, denne gang på 2200 m. Under nedkørslen fra passet holder vi ind på en rasteplads, der ligger smukt ved en lille flod, men ellers kun er en asfaltplads. En, to, tre næsten før vi har fået termokanderne frem, så kommer der en ambulance susende, holder ind foran os, og to reddere hopper ud og spørger, om de må fotografere bilerne.

Det bliver til lidt bilsnak inden de pludselig hopper ind i ambulancen igen og forsvinder i samme retning som de kom fra.

Byen Agri er der ikke meget at fortælle om. En bytur afslører en opgravet by – faktisk en rigtig rodebutik. Men hotellet vi bor Grand Cenas er OK og personalet er OK. Kommunikationen går bedst gennem Siri eller Google translate.

Read More...

Kappedokien og Hatussa

20. september 2018 | Posted in Ude | By

Kappedokien og Hatussa

I Østanatolien er der bjerge og bjerge så langt øjet rækker, fantastiske landskaber og masser af udfordringer til de små biler. Hvis alt går vel kører vi ind i Iran lørdag den 22. September. Vi har haft nogle fine dage med spændende oplevelser.

Kappedokien

Fra Konya kørte vi til Ihlaradalen i det sydlige Kappedokien, hvor vi havde to overnatninger på et motel lignende sted i bunder af Dalen.
Hotel Afar var ikke noget i sig selv, men værten var en fin og foretagsom mand, der både klarede at passe hotellet, en butik og den tilhørende restaurant, hvor han selv var chefkokken. Desuden var han chauffør, og han kørte os gerne, hvorhen vi ville i dalen og hentede os igen, når vi ringede efter ham.

Ihlaradalen

Ihlaradalen er en kløft eller Canyon, der er ca 10 km lang , og den løber mellem landsbyerne Selime og Ihlara. I det område har der boet mennesker igennem mange, mange årtusinder. Landskabet i Kappedokien er skabt af 3 vulkaner, der har efterladt et blødt tuf-materiale, der er nemt for mennesker at forme til grotter, huse, byer og kirker.

Den første aften kørte vores energiske hotelfatter os ned til landsbyen Ihlara. Her lever folk et fuldstændig traditionelt landsbyliv, kvinder sidder foran husene i solnedgangen og ordner bønner, hanen spankulerer rundt og ordner hønsene, hyrden kommer oppe fra bjergene med køerne, der standser og drikker ved brønden ved moskeen, og de er fuldstændigt uanfægtede af Imamen, der samtidigt kalder til bøn.


Vi ringer efter værten, der henter os i sin Ford Transit og kører os hjem, hvor der er dækket op til en 5 retters menu, der blev indtaget sammen med en flaske god lokal rødvin.

Næste dag kører hotelfatter os til hovedindgangen til Ihlaradalen et par km nord for Ihlara. Her går vi 380 trin ned ad en trappe til bunden af dalen og nu følger vi en sti langs floden i retning op mod Selime. Undervejs besøger vi resterne af en række “community-kirker”, der er hugget ind i klipperne.

 

Den ældste af kirkerne er fra tiden før Konstantin den store, fra den tid hvor der stadig var kristenforfølgelser i romerriget. Andre er yngre og fra de urolige tider, hvor Ikonoklasmen hærgede eller fra dengang Byzans lå i krig med forskellige invaderende mongolske, Iranske og tyrkiske stammer. Men de synes alle sammen at have været i brug i 1800’tallet, hvor kristne grækere organiserede sig i småsamfund – communitees – omkring de noget større klostre. Osmannerriget var nemlig generelt et multireligiøst samfund, hvor man kunne dyrke sin tro i fred, hvis man ikke generede andre med det. Men det fik en ende i 1923, hvor Ata-Tyrk efter den fejlslagne græske invasion af Tyrkiet i starten af 1920’erne udviste stort set alle grækere af Tyrkiet i en stor – men dog relativt fredelig – menneskebyttehandel.

Så nu ligger de gamle kirker forladte og delvis sammenstyrtede i Ihlaradalen med deres udhuggede hvælvinger og ikon-bemalede vægge og lofter og fortæller historien om dem, der engang var her og de fortællinger, der betød mest for dem.

Da vi er mætte af indtryk fra kirker, grotter og den fantastiske natur ringer vi efter hotelfatter, der samler os op på et sted, hvor en landevej går ned til dalen, så vi slipper for trapperne på hjemturen.

Resten af dagen slapper vi af, drengene får tiden til at gå med at vaske og ordne biler og vi piger planlægger næste dags tur til Goreme, hvor vi vil prøve at overnatte i et grottehotel.

Göreme er der, hvor “det for alvor sner” i Kappedokien. Det er der, hvor naturen har været mest gavmild med sære formationer, der appelerer til menneskers fantasi. Men inden vi tjekker ind på Turquaz Cave hotel, tager vi en rundtur og studerer det mærkværdige landskab.

Først tager vi en rundtur i dalene syd for Ihlara, hvor de sære formationer ligger spredt ud med rund hånd i et landskab af dale omgivet af høje bjerge, der er befolket af bønder og landarbejdere travlt beskæftiget med høstarbejde. Ind imellem ligger industrianlæg, miner og små landsbyer.

Vi gør holdt i byen Derinkuyu, der gemmer på en af de 150 -200 underjordiske byer, der er lokaliseret i Kappedokien. Derinkuyu er den største af de byer, der indtil nu er udgravet. Og derfor også den, der tiltrækker flest turister.

Sammen med 50-60 koreanske turister og en engelsktalende guide med en mindre gruppe begiver vi os ned i dybet. De to øverste underjordiske plan er depotrum og folkekøkken. Derefter går vi ad en fint udhugget trappetunnel 55 m ned i dybet. Trappen bliver lavere og smallere efterhånden som vi kommer nedad, og Jørgen, der er anseelig af vækst, giver sig selv tilnavnet Jørgen “bøje” Eggers-Krag på nedturen.

Undervejs kommer vi forbi indhuggede nicher, hvor der er placeret runde møllehjul, der kan rulles for tunnelen, hvis ubudne gæster skulle trænge ind. Hullet i møllehjulet har både været en hjælp til at få hjulet drejet på plads, når tunnelen skulle lukkes, og en mulighed for at affyre pile mod indtrængende fjender. Hernede ligger underjordiske kirkerum, en brønd og ventilations- og kommunikationskanaler. En stejl og smal trappe fører længere ned i dybet. Derinkuyu var engang en by bestående af 7 etager og 85 m dyb. Man har beregnet, at 1000 mennesker har kunne overleve under jorden i et halvt år.
Man ved ikke, hvem der har bygget de kolossale underjordiske boliger, men man har fundet spor efter mange civilisationer i bebyggelserne. Så man antager, at det er anlæg, der gradvist er blevet udbygget gennem mange årtusinde. Senest har de været anvendt af kristne minoritetssamfund.

Vi gør endnu et stop inden Göreme ved et særegent fænomen. Uchisar Castle kaldes det, fordi det ligger som en borg og knejser på det højeste punkt i Goremedalen. Der er tale om et naturskabt højhus, der er blevet indrettet med lejligheder i mange etager.
Befolkningen i Kappedokien har i stor stil været vinbønder. For at skaffe gødning til markerne har man holdt duer. Derfor ser man overalt i klipperne indhuggede dueslag. En gang om året inden vækstsæsonen har man indsamlet duegødning og bragt den ud på markerne.

Udsigten fra hotellets tagterrasse

Turquaz Cave hotel ligger højt i den vestlige udkant af Goreme. Øverst er en tagterrasse, hvor man mod vest har udsigt til de særeste klippeformationer og mod øst over hele landsbyen. Da vi tjekker ind siger værten “Hvis i vil se solnedgang, så skal i gå op til solnedgangspunktet kl. 18. Hvis i vil se ballon-færd, så skal i gå op på tagterrassen kl. 6 i morgen tidlig”.

Solnedgangsbilleder Goreme

Fra solnedgangspunktet har man udsigt 360 grader rundt. Sammen med ca. 200 andre turister, en brud og en hel del fotografer nyder Palle og jeg fænomenet, mens vores rejsefæller slapper af hjemme på terrassen. Kl. 19.30 mødes vi i byen på restaurant Anatolia Kitchen til aftensmad.
Næste morgen – op kl. 6 – endnu før solen til et magisk syn. Her siger ballon-billeder mere end tusind ord.

Ballonfærd i solopggang

Hatussa

Fra Göreme kørte vi direkte til Hatussa og genså Hittitternes hovedstad. En by, der havde sin storhedsperiode i slutningen af bronzealderen. Siden vi var her i 2015 er den blevet UNESCO kulturarv, og mange forskere er i gang med nye undersøgelser, der vil gøre os klogere på denne spændende tid, hvor verdens ældst kendte fredstraktat blev indgået mellem Hittitterkongen og Ramses den II i Egypten. Man kan læse om vores første besøg i Hatussa her.

Den videre tur gennem Østanatolien fortjener sit eget opslag. Så nu slut for denne gang.

Read More...

Fra Edirne til Konya

14. september 2018 | Posted in Ude | By

Fra Edirne til Konya

Fra Edirne er vi kørt over Gallipoli halvøen, vi har fulgt den tyrkiske Ægæerhavskyst til Bergama, hvorefter vi er drejet ind over den Anatolske højslette. Vi har genset en række af de steder vi tidligere har skrevet udførligt om her på bloggen: Gelibolu, Troja, Bergamo og  Sardes

Bilerne

Indtil videre triller det, som det skal. Det har været meget varmt – med dagstemperaturer på omkring 35 grader og selv om vejene gennemgående er meget fine 4-sporede landeveje, hvor vi kan køre 70-80 km i timen, så er landskabet bjergrigt, det er op ad bakke og ned ad bakke med stigninger på 7-10 pct. Så både vi og bilerne bliver meget varme. Hver dag bliver der tjekket olie og vand på bilerne, og der er et vist forbrug af begge dele. Forleden morgen efter en lang og bjergrig etape kunne der efterfyldes 1 ½ l vand på y-eren. Så lige nu prøver vi at reducere dagsmarcherne til omkring 200 km, for at skåne både mandskab og materiel.

Interesseret tilskuer mens der skiftes benzinfilter i Sardes.

I Sardes skiftede vi benzinfilter, men desværre var det også pumpen, det var galt med, så den er blevet skiftet her i Konya. Palle og jeg brugte 1 ½ time på den operation i en parkeringskælder.

Der jødiske synagoge i Sardes

Hoteller

Vi har boet på nogle ret luksuriøse hoteller til nogle meget fornuftige priser.

Natkvarter i Bergamo

På Gallipoli halvøen overnattede vi på et ferieresort med swimmingpool. Det var et OK sted, men omgivelserne var noget nedslidte. Selve halvøen ligger ved Dardanellerne, det stræde, der kontrollerer indsejlingen til Marmarer- og Sortehavet. ½ mill. Soldater døde her under første verdenskrig, heraf 200.000 mand under engelsk kommando, mange fra Indien, Australien og New Zealand. I dag er  stedet præget af, at mange flygtninge har slået sig ned på halvøen, sikkert på udkig efter en lejlighed til at komme til Grækenland.

Undervejs

Vi sejlede over med en færge fra Gallipoli til Çanakkale og kørte forbi Troya til Bergamo, hvor vi havde 2 overnatninger. En smuk tur, men lidt for lang. Gennemgående var det god vej, men der var en strækning på 10-15 km, hvor vi skulle over bjergene. Der var fuld gang i et nyt vejanlæg med en tunnel ind under bjerget, så det vil se anderledes ud inden for kort tid.

Typisk landevej

I det hele taget bliver der flyttet meget rundt med materialerne i den del af Tyrkiet, vi er kørt igennem indtil nu. Overalt ser vi at der graves grus, kalk og anden “open mining”i bjergene vi kører forbi, der bygges veje og baneanlæg og store industriforbejdningsanlæg.

Open Mining

Vi ser kæmpemarker og store fjerkræ- og kvægfarme. Det er kun i meget begrænset omfang mindre familielandbrug, vi kommer forbi langs de nyanlagte veje. Vi ser også mange vindmøller og solcelleanlæg. På tankstationerne sælges gas til bilerne til halv pris af benzinen. Benzin er en del billigere end hjemme, vi giver omkring 7 kr pr. l. Men det hænger måske sammen med, at den tyrkiske liga er faldet en del i kurs.

Morten Korch baller er et sjældent syn. Bigballer ser man flest af.

Der bliver sagt meget om Erdogan og den tyrkiske økonomi hjemme. Men man kan ikke sige andet, end at tyrkerne får noget for de penge, landet låner. Man kan synes mere eller mindre om den omkalfatring, der er i gang i det tyrkiske samfund. Der er alt mulig grund til at være kritisk, for så megen forandring giver altid tabere og vindere. Men vi oplever et moderne land i rivende udvikling, og vi ser ikke mange fattige tyrkere eller tiggere. Vi oplever Tyrkiet som et spændende og trygt land at rejse i.

Hen over højsletten boede vi først på et luksushotel, der var bygget i forbindelse med en vingård. Der var både restaurant med gode vine og en swimmingpool med udsigt over marker og bjerge. Næste stop var i byen Afyon, der vist er mest kendt for sine varme kilder. Vi boede på Budan termal og spa hotel,  og der var mange af den type at vælge mellem.

Konya

Derefter landede vi i Konya. En smuk by, nem at finde rundt i. Byen er gammel og velbevaret. Vi boede helt inde i centrum på et meget specielt indrettet lille hotel, der hedder Afran. Alt på hotellet er til salg, og det refererer til lokale kunstneres værker.

Imamen holder tepause ved bazaren. I baggrunden ses Rumi’s Moske og mausolæum

Over for hotellet lå Mevlana Musesi. Mevlana betyder lærer eller mester. Mesteren er i denne sammenhæng Sufi bevægelsens grundlægger Djelaleddin Rumi. Hos os nok mest kendt som digter og grundlægger af Dervish-munkeordenen – de dansene munke. Det er en forholdsvis moderat munkeorden, hvor både ægteskab og verdsligt arbejde er tilladt.
Djelaleddin Rumi’s egen historie er, at han som 20’årig efter en drøm i 1227 overtalte sin familie til at flygte fra Balkh provinsen i det nuværende Afghanistan til Konya. Få dage efter blev landsbyen de flygtede fra lagt i ruiner af Mongolerne og alle indbyggere dræbt. Familien blev vel modtaget i et kosmopolitisk Konya under sultan Alaeddin Keykubad, og Rumi vandt stor anerkendelse for sine digte. Hans religiøse tanker vandt genklang og udgjorde grundlaget for Dervish-munkeordenen, der bygger på tolerance, kærlighed og barmhjertighed.

Erling og Jørgen i museumsgården ved Rumi Moskeen.

Det nuværende bygningskompleks er bygget i 1400’tallet på det sted, hvor Rumi’s første munkeskole med moske og mausolæum lå. Det er bygget af den samme sultan, der byggede medicinskolen og hospitaler i Edirne – Beyazit II. Der er derfor mange lighedspunkter mellem de to konstruktioner.

Read More...

Edirne

7. september 2018 | Posted in English | By

Edirne

Vi har haft et par gode dage i Edirne. Vi tog en ekstra overnatning, så Erling har haft ro til at få styr på maven. Og så har der været tid til at vænne sig til, at vi nu er i en helt anden del af verden. Helt hørligt er det især de 5 gange i døgnet, hvor bønnerne messes ud fra Moskeerne.

Edirne set fra hospitalet

Moskeer

Edirne er moskeerne by, men også arnested for Osmannisk videnskab og kultur. Edirne var hovedstad inden Osmannerne erobrede Konstantinopel – nu Istanbul. Det var i Edirne den Osmanniske mesterarkitekt Minar Sinan (1490-1588) byggede Selimiye Moskeen og det tilhørende kompleks med koranskole, bazar og folkekøkken til bespisning af de fattige. Moskeen er det første Osmanniske bygningsværk, der i størrelse og arkitektonisk lethed overgik Hagia Sofia, der blev bygget 1000 år før i Istanbul. Pengene til byggeriet kom fra erobringen af Cypern.

Minar Sinan

Minar Sinan blev født i Kayseri som ikke muslim, men blev udvalgt (og bortført) til en paladsskole, hvor han blev opdraget som muslim og efterfølgende indrulleret i Janisar-korpset. Han fik mulighed for at studere arkitektur, og han blev hoffets chefarkitekt, da han var 55 år gammel. I sin karriere har han bygget 81 moskeer, 51 broer, 35 badehuse, 33 bazarer og 18 karavanseraier.

Men inden Sinan blev født havde andre arkitekter været i gang i Edirne. De ældste moskeer (Bl.a Eski- moskeen) er bygget lige omkring år 1400, hvor Osmannerne erobrer byen fra Østromerne, Det er ca. 50 år før det Østromerske riges endelige sammenbrud i 1453, hvor den sidste bastion – Konstantinopel- falder.

Hospital og lægekunst

Sultan Beyazit II moskekomplks

Men det mest spændende sted vi besøger i Edirne er et moskekompleks med hospital og medicinskole. Det er bygget 1484-88 af Sultan Beyazit II. I dag er det det fineste museum, der giveren meget fint indblik i, hvordan antikkens lægekunst blev videreført og videreudviklet af Osmannerne.y

Øjenlægen i arbejde

Det er spændende at se det helhedssyn, der er på behandlingen af syge, som vi også kender fra den græsk/ romerske tradition, som i Eskleoion i Bergamo. Esklepion skal vi besøge senere på turen.

Det er både lægeskolen og hospitalet, der er omdannet til museum.
På medicinskolen ser man både de studerendes værelser og undervisningslokalerne. Det hele er meget livagtigt indrettet med tableauer med voksdukker, møbler og instrumenter, og plancher med tekst og gengivelse af miniaturemalerier fra 1500’tallet.

Behandling af ryglidelse

Undervisningen var både teoretisk og klinik, hvor de forskellige instrumenter og undersøgelsesmetoder har været afprøvet på figuranter eller patienter. Lærerbøgerne var håndskrevne og rigt illustreret med miniaturetegninger af sygdomme og behandlingsformer.
Eleverne var voksne og erfarne behandlere og de fik løn under opholdet på skolen. På skolen blev der også eksperimenteret med nye behandlingsformer. Bl.a. Fandt man ud af at udvinde serum til behandling af slangebid, ved at lade forskellige slanger bide en hane, hvorefter man kunne udtrække modgift af hanen.

Miniature maleri af serumproduktion

På hospitalet arbejdede man både medicinsk, kiropraktisk, terapeutisk og kirurgisk. Der var et apotek, hvor man lavede helbredende pastaer, væsker og olier af helbredende planter. Der var køkken, og alle patienterne fik lægeordineret kost. Rygskader m.v blev behandlet med stræk eller tryk.

Musikterapi

Der blev arbejdet med musik-, vand- og duftterapi. Og endelig blev der vist mange eksempler på kirugiske indgreb.
I 1700’tallet var hospitalet med i et internationalt samarbejde om udvikling af koppevaccine. Og så var der selvfølgelig også et vaskeri.

Vaskemesteren

Read More...

Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje

31. januar 2015 | Posted in Ude | By

Det første indtryk af Grækenland

Så er vi i Grækenland og vi er her på et tidspunkt, hvor alle holder vejret, spændt på konsekvenserne af det overståede valg. Det mærkes i nyhederne, men det mærkes også i det høje beredskab af politi i gaderne omkring Det græske Parliament.

P1040790

Aftenbillede af parlamentet i Athen

Vores hotel ligger i en gade i et ældre og noget anarkistisk præget kvarter. Alt er overmalet med graffiti, der hænger banner og anarkisternes sort/ røde flag på husene. Statistikken siger, at 50 pct. af de uddannede unge er arbejdsløse. Da vi tankede benzin, havde Palle en længere snak med den kvindelige tankpasser. ”Hvordan kan det være, du taler så godt engelsk”, spurgte Palle. ”Jeg har gået 20 år i skole”, svarede hun. I nat blev vi holdt vågne af fest, musik og gang i gaden lige til kl. 7 om morgenen. Vores hotelværtinde siger, at sådan er det hver nat. Folk sover om dagen og lever om natten, så det skal nok blive festligt.

Uddannelse, uddannelse, uddannelse er jo ofte det svar, man får, når man vil løse tidens udfordringer. Men Grækenland er et godt eksempel på, at uddannelse alene ikke løser alle problemer. Grækenlands nye finansminister forklarer i TV, at den nedskæringskurs EU fører, ikke hjælper til at skabe den vækst, der er nødvendig for at en ny generation kan få plads på arbejdsmarkedet. Derfor ønsker den nye regering bl.a. at hæve mindstelønnen, for at stimulere vækst og forbrug.

Tyrkiet versus Grækenland

P1040732

Tyrkisk lastbilschauffør på vej over Hellespont (Dardellerne) med 20 tons varer på ladet, der skal til Malmø.

Kontrasten mellem livet i Tyrkiet og i Grækenland er slående. Her i Grækenland taler alle engelsk og uddannelsesniveauet er højt. I Tyrkiet møder vi meget få, der taler engelsk. Til gengæld er landet præget af, at alt er under rekonstruktion og rigtig mange hænder er beskæftiget med byggeri eller produktion af byggematerialer. Væksten buldrer derudaf, og næsten alle de store virksomheder vi ser, bærer tyrkiske navne. Der er overraskende få multinationale selskaber repræsenteret i bybillederne. Mange af de unge vi møder, der arbejder i hotel og restaurationsbranchen og som taler lidt engelsk fortæller, at de læser på universitetet – ofte til lærer, og så arbejder de, for at tjene til studierne. Der er nybyggede universiteter i alle de byer vi kører igennem, hvor indbyggertallet er omkring 100.000 eller mere. Til gengæld mangler Tyrkiet fuldstændigt det ungdoms- og caféliv, der fylder meget i nattelivet i Thessaloniki og Athen.

De få ældre Tyrkere, vi møder og som taler engelsk er bekymrede for udviklingen. En bekymring går på væksten, der sker for lånte penge. Men den største bekymring vedrører islamiseringen. De oplever at den nuværende regering svigter de sekulære idealer, der var den allesteds nærværende landsfaders Ata Türks mærkesag. Der er mange unge piger i Tyrkiet, der har iført sig den traditionelle islamiske klædedragt. Noget tilsvarende gælder ikke for mændene. Det er nok ikke helt forkert, at der er en islamisering i gang, og at der er en stigende dæmonisering af vestlige værdier i Tyrkiet.

Den historiske konflikt

På turen til Athen overnattede vi Thessaloniki. Ved det såkaldte ”hvide tårn”, der er byens vartegn, var et mindesmærke. Først i 1912 blev Thessaloniki en del af Grækenland.

Det minder os igen om, hvor ungt Grækenland er som nation, trods det ældgamle historie og dets status som arnested for den europæiske kultur. Man kan på ikke tale om eksistensen af en græsk nationalstat før i 1829. Og sin nuværende størrelse fik Grækenland først efter anden verdenskrig i 1947.

Før det kan man tale om en græsk identitet, et græsk sprog og en græsk kultur. I grækernes selvforståelse var Det østromerke Rige, -Byzantinum – en græsk stat – ikke mindst fordi administrationssproget var græsk. De så Osmannernes næsten 500’årige styre (1453 – 1920) som en tyrkisk besættelse af Grækenland. Derfor bar de national-konservative grækere i 1910’erne på en drøm om at genskabe et Storgrækenland med Konstantinopel som hovedstad. Drømmen fik katastrofale følger, da grækerne efter første verdenskrig forsøgte sig med et erobringstogt i det Vestlige Tyrkiet med landsættelse af en 200.000 mand stor hær ved Smyrna (i dag Izmir).

P1030558

Den allesteds nærværende Ata Türk, her på en plakat i gården til en af Bursa’s talrige bazarer.

Den græske hær blev udraderet af Ata Türk og de efterfølgende fredsforhandlinger i Lucerne førte til en af historiens største folkeflytninger – Grækere bosat i Tyrkiet blev flyttet til det græske fastland eller de græske øer, mens tyrkere i stort tal flyttede den modsatte vej. Ata Türks mål var at etablere en tyrkisk nationalstat efter europæisk mønster. Det mål er i høj grad blevet opnået. Men Ata Türks reformpakke indebar også etableringen af en sekulær stat, og et opgør med sultanernes værdisæt. Det er den del af Ata Türks reform-pakke, der i dag er under pres af den nye politisk ledelse under Erdogan.

Tyrkiet rolle i dag

Europa vendte Tyrkiet ryggen under optagelsesforhandlingerne i EU i 2001. I dag vender Tyrkiet Europa ryggen, og ser i stedet sig selv som en vigtig spiller i den islamiske verden.

Set med mine briller, så er det en fantastisk gave for både Grækenland og Europa, at Tyrkiet i dag er en del af NATO. Men det er nok også rigtig godt for både Tyrkiet og EU, at Tyrkiet ikke er medlem af EU. Problemerne med sammenhængskraften i EU er store nok uden Tyrkiet. Men man kan drømme om, at Tyrkiet – i samspil med Nato – kan spille en større rolle i Mellemøsten og orienten, og at EU og USA kan se en interesse i, at Tyrkiet er et vækstlokomotiv her i regionen, uden at blive bange for det skygge.

Read More...

Tyrkiet i dag

31. januar 2015 | Posted in Ude | By

Tyrkiet i dag

Vi har den sidste måned i Tyrkiet set et land der er i gang med mange forandringer. Der bygges kolossalt meget, og der er anlagt en del nye veje, der gør trafikken meget mere sikker.

Trafik.

I det hele taget må vi nok undre os lidt over statistikken for uheld i trafikken, som indikerer, at der sker mange alvorlige trafikuheld. Heldigvis har vi ikke set og oplevet nogen uheld endnu. Og dog et enkelt i nat i den gamle bydel i Ankara, hvor vejene er smalle, og hvor det nok har været glat, så der her til morgen uden for vort hotelvindue står en bil, der er skredet ud og ramt en høj kant. Heldigvis ingen personskade.

Men vi har også set de ”sorte lastbiler” på vejene. Lastbiler der ikke har tilstrækkeligt lys, hvilket gør aftenkørsel til en tvivlsom affære. Så vi skal passe på.

Byggeaktivitet

P1040526

Vestporten, indkørsel til Ankara

Rigtig megen byggeaktivitet har været i gang i Tyrkiet og masser af service og industri finder sted fra funklende nye bygningskomplekser. Og meget ny højhusbyggeri, som det er svært at afgøre kvaliteten og komforten af på afstand, men som indikerer, at mange tyrkere nu bor i mere bekvemme lejligheder med mere moderne faciliteter. Den anden side af billedet er de stadig mange faldefærdige boliger vi støder på i de helt små landsbyer og i udkanten af mange byer, hvor levestandarden ikke er ændret til det bedre. Her er det en lille traktor måske en motorcykel, der er transportmidlet, hvis det da ikke lige er æsel- eller mulddyr kærren, der er standarden.

Levestandard

Men levestandarden for en stor bred masse af tyrkere synes at ligge på europæisk niveau. Mange nye biler oftest i større og bedre kvalitet end de små, der kører mange af i Danmark præger bybilledet sammen med Renault’er og Fiat’er fra 80’erne, der holdes vedlige og ofte peppes lidt op.

Og priserne er ret høje på visse varer. Benzinen koster mere end 12 kr. pr liter over alt, vel nok nærmest nationalt fastsat prisniveau. Hoteller, og lidt bedre restauranter er ca. 2/3 af danske priser. Tøj ca. 1/2 pris af dansk niveau. Men man kan også godt finde de steder hvor de almindelige tyrkere spiser, og så kan vi to tilsammen spise for ca. 60 – 80 kr. Så det gør vi så meget som muligt.

Islam

Moskeerne med minareternes kalden er der. Men det er jo også et land hvor Islam betyder meget. Selvom billedet af det moderne sekulariserede Tyrkiet ofte langt overstråler billedet af det muslimske Tyrkiet. Fjersyn kører overalt med videoer og reklamer med meget vestlig tilsnit. Debat og informationsprogrammer på TV, hvor det lige så godt kunne være Italien eller Grækenland man befinder sig i, når man lige ser bort fra sproget.

IMG_9467

Kontrasterne er nogle gange store. her mellem den unge dame på rejsebureauet der sælger spa og afslapningsrejser med letpåklædte piger som blikfang

Græsk valg

Og det er vel netop dette der gør Tyrkiet til et andet land end de fleste arabiske lande.

Nyheder kl. 9 den 26. Januar starter med at nyhedsværten nynner med på ”bella ciao” sangen, som det græske parti Syriza har gjort til deres sejrssang hvorefter hovedhistorien handler om det græske valg.

Wikipidia skriver: Bella ciao er en antifascistisk italiensk partisansang fra 2. verdenskrig. Sangtekstens oprindelse er ukendt, men musikken er formentlig taget fra en ældre folkesang. Tekstens forfatter er ukendt. I antifascistiske kredse bliver den kaldt en partisanvise.

Sangen er blevet genindspillet af en lang række kunstnere på en lang række sprog – herunder bl.a. italiensk, bosnisk, kroatisk, serbisk, engelsk, spansk, tysk, kurdisk, tyrkisk, kinesisk og japansk.

Melodien er efter inspiration fra Italien blevet adopteret af fodboldklubben Brøndbys IF’s fans. De synger om at spendere hele livet på tribunen som en måde at vise deres følelser for klubben.

Tyrkiet og EU

Man ser i øvrigt kun få europæiske produkter her i Tyrkiet. Rigtig mange service- og industribygninger bærer tyrkiske navne. Kun på bil- fronten er billedet omvendt. Her er det især de europæiske bilmærker der gør sig gældende. Men Simens vindmøller vinder indpas. Og i højhus centre i det nye down town i Istanbul og i Ankara ligger de europæiske mærkevarebutikker. Tyrkiet er et interessant land for danske virksomheder og Dansk Industri og den danske regering har arbejdet på, at få flere danske virksomheder til at interessere sig for det tyrkiske marked.

Vækst økonomi

Dansk Industri skriver at Tyrkiet er en af de kommende store økonomier og som virksomhed gør man klog i at holde et godt øje med landet, der ligger mellem Europa, Asien, Mellemøsten og Afrika. Landet ligger på listen over vækstøkonomier sammen med Sydkorea, Mexico, Pakistan og Indonesien.

Og Tyrkiet er jo en del af EU’s toldunion.

Men hvem sidder på den tyrkiske økonomi? Det er ikke så nemt lige at gennemskue. Men billedet er nok at erhvervslivet er præget af store private tyrkiske koncerner f.eks. Sabanci Holding Cement Group, der indgår i Tyrkiets næststørste private virksomhedsgruppe, Sabanci Holding, der beskæftiger sig med bl.a. bilproduktion, tekstilindustri, konsumvarehandel og bankvæsen.

Og investeringskvoten er høj i Tyrkiet, højere end i Danmark målt i forhold til BNP. Og eksporten er oppe på 32% af BNP. Det tyder på stigende produktivitet og stigende kvalitet.

De mange potentialer i Tyrkiet

Tyrkiet har 77 mill indbyggere og er i dag i syd præget af en meget stor flygtningestrøm fra Syrien og Irak måske over en million. Men det er ikke et spørgsmål, der synes at præge debatten voldsomt her. Så man kan godt græmmes over at se Deadline i DR, hvor kloge åger klager over flygtninge strømmen til Danmark og vil have totalt lukket for indvandring, for at undgå at Danmark totalt mister sin danskhed.

Når man er I Tyrkiet, frygter man mere, at Danmark er på vej til banke sig selv tilbage til stenalderen gennem en fjendtlighed mod fremmede, der lukker Danmark for indflydelse og udvikling og får “den rådne banan” i Danmark til at blive en stor mose dækkende store dele af landet. Hvad vil vi med Danmark og Danmarks udvikling? Den velstand vi har, er da truet af den lukkethed, vi er på vej til at skabe. I stedet for at give vore flygtninge og indvandrere mulighed for at realisere egne og vort land potentialer, dæmoniserer vi dem mere og mere. Tænk hvor mange potentialer vi kunne dreje over i en positive retning for Danmark, hvis vi hjalp vore flygtning- indvandrere til at gå ind I vore virksomheder og være med til at skabe nye kontakter og erhvervsmuligheder for danske virksomheder i udlandet.

Radikalisering er aldring blevet mindsket ved udelukkelse – snarere tvært imod.

Så Danmark – fremover bør alle virksomheder der potentielt søger afsætning og investeringer i udlandet tage del i ansættelse af de nye tilflyttere til Danmark. Det bør være dansk politik og dansk holdning.

Landbrug

Mange steder ser vi relativt små jordlodder i det åbne landskab her i Tyrkiet. Strukturen er at man bor i landsbyer og tager ofte langt ud for at dyrke sin mark. Derfor er landsbyerne ofte at betragte som en samling huse, uden for hvilke der holder en traktor og hvorfra man kører ud til sin mark, ofte endda ret langt.

Dette bekræftes f.eks. af vort besøg hos en lille gruppe unge, på Savory Institute Hub i Tyrkiet, der var i gang med at prøve at skabe et landbrug, der bygger på holistisk landbrugssyn, hvor der blev taget lige del hensyn til økologisk bæredygtighed, de sociale værdier og de økonomiske betingelser.

Udgangspunkter er fåreavl og principper for fåreavl og de samarbejder med centre andre steder i verden.

I modsætning hertil er agro-business virksomheder, der anlægger stordrift af monokulturer f.eks. fersken eller abrikos plantager kilometer efter kilometer. Spørgsmålet er hvordan denne udvikling vil præge Tyrkiet, der nu har ca. 8,5% af BNP fra Landbruget mod 1,3% i Danmark.

P1040730

Agrobusiness. Kolossal nyplantet frugtplantage.

I hvert fald tyder det på at de unge vender landsbyen og landbruget ryggen. F.eks. er det umuligt at få en ung til at beskæftige sig som hyrde for de ellers mange fåreflokke. De vil hellere til byen og bare bruge en skovl, som de fortalte på det lille Savory Institute. Og mange af de unge tar’ sig en videregående uddannelse, så i dag er andelen af arbejdsstyrken med en videregående uddannelse oppe på 18%. I Danmark er den 31,6, men det skyldes den udvikling, der har været siden 70’erne og 80’erne hvor tilgangen til de gymnasiale uddannelser er eksploderet og antallet af kandidater fra de videregående uddannelser ligeså.

Og udviklingen går hurtigt i Tyrkiet. I dag har 46 ud af 100 i den samlede befolkning adgang til internet.

Read More...

De rejsende siger farvel til Tyrkiet

28. januar 2015 | Posted in Ude | By

Fra Ankara til Biga

Hittitterbyen Hattasu bliver vores farvel til Tyrkiet for denne gang. Det var ellers planen, at vi ville have været rundt om Tyrkiets Sortehavskyst inden vi kørte til Grækenland. Men i fredags tikkede der en mail ind fra Det Danske Institut i Athen, med en indbydelse til at deltage i en konference den kommende weekend. Her kommer en række forskere og fortæller om deres studier i fælles træk i den materielle kulturs udvikling i den tidlige jernalder i Grækenland. Det er måske lidt langhåret, men også lidt spændende, så vi har besluttet at køre mod Athen, så vi er fremme fredag aften.

P1040730

Kæmpemarker ned nyplantede frugttræer nær Biga. Jorden har tidligere tilhørt en statsdrevet forsøgsgård, der nu er blevet privatiseret.

Så i dag sagde vi farvel til værterne på det hyggelige hotel i det gamle Ankara og så tog vi et langt sejt træk fra Ankara til Biga, tæt ved Gallipoli, hvor vi holdt nytårs aften for snart en måned siden. En tur på små 600 km. I morgen kører vi ind i Grækenland, så hvis alt går vel, er vi i Athen fredag aften, når konferencen starter.

Men farvel til Tyrkiet betyder ikke farvel til historien i denne omgang. Den fortsætter nemlig på den anden side af Ægæerhavet.

Read More...

Hittitterne anlagde en by i en kløvedal omgivet af tågebjerge

28. januar 2015 | Posted in Ude | By

Hattusa – Hittitternes kongeby

IMG_0084

Vi kører fra Ankara i solskin, men inden længe, da kører vi opad og indover den bjergrige højsletten, lægger tågen sig over landskabet, og sigtbarheden er næsten lig nul. Sådan kører vi lidt mismodige de små 200 km ud til Bogazkale, den tyrkiske landsby, der ligger ved udgravningerne af Hittitternes gamle kongeby Hattusa. Men netop som vi drejer ind af den vej, der fører op til ruinbyen, brænder solen igennem tågerne, vi er i Kløvedalen og byen ligger foran os solbeskinnet og ophøjet.

IMG_0082

Seks kilometer forsvarsmur slynger sig rundt i bjergene og indrammer et område af gigantiske dimensioner. Her var kongeborg med residens, administrationscenter og arkiver og templer til Hittitternes 1000 guder, prosessionsveje, forrådskamre og forsvarstårne og mindst 7 indgangsporte. Befolkningen boede uden for murene, men kunne om nødvendigt søge ly inden for.

IMG_0106 IMG_0116

Det særlige ved stedet er ikke de forholdsvis få ruiner, der er tilbage efter byen, der blev forladt efter en brand omkring år 1200 f.v.t., stort set samtidigt med Trojas fald. Det særlige, det magiske, er den måde, natur og kultur fletter sig ind i hinanden. Når man går oppe på borgmuren, så ser man ud over det samme landskab, som Hittitterkongen så ud over for mere end 3.200 år siden, og i dalen neden under går hyrderne med deres får, som de også gjorde det dengang.

IMG_0093

Yazillikaya

Fra borgen kører vi 3 km ud til det nærliggende Kultsted, der er bygget som memorial for en af de sidste store Hittitterkonger, Tudhalia den 3. (1240-1213). Stedet minder på mange måder om Frygernes hellige sted, der også hedder Yazillikaya.

P1040692 P1040697

Efter Hittitterne forlod Hattusa flyttede Frygierne ind i ruinbyen og byggede en mindre borg inden for bymuren.

Stedet har været beboet siden bronzealderen. Hitterne havde hovedstad i Hattussa fra ca. 1750 – 1200 fvt. I den periode manifesterede de sig som stormagt i Anatolien og de førte en omfattende korrespondance med bl. a. Ramses den anden. Alt det er vi i gang med at skrive en længere artikel om.

Read More...

Den Gordiske knude

25. januar 2015 | Posted in Ude | By

Frygierne

Frygierne hed det folk, der indtog Anatolien i Tyrkiet, efter Hititterne på den Anatolske højslette var slået af ”havfolket”. Frygierne kom fra vest. Man mener de faktisk kom fra det sydlige Europa og var Trakiere, at de var det folk, der slog sig ned i det gamle Troja, da Troja var slået, som Homer skildrer i Illiaden. De kom til Anatolien i Lilleasien, og det var en indvandring der fortsatte i mange år fra 1200 til 800 f.v.t.

IMG_9961IMG_9958

Rikke står her ved den gigantiske tempelvæg i Yazilikaya dalen.

Frygiernes hellige dal

Vi besøgte først et af Frygiernes hellige steder dalen Yazilikaya, hvor de eventyrlige klippeformationer ligger, der har tiltrukket mennesker til at udføre religiøse handlinger i tusinder af år. Her indrettede Frygierne hellige steder som f.eks. Mother Goddess Kybele open air temple, og tilbad Kybele som de mente gav livskraften til naturen og alt levende, landbrug og fertilitet. Her huggede de tempelvægge i de store klipper som f.eks. tempelvæggen kaldet Midas monument efter deres konge. Tempelvæggen blev brugt scenografisk som baggrund ved religiøse handlinger.

IMG_0027

Kong Midas gravhøj er gigantisk

Kongebyen Gordion

Når man besøger deres kongeby Gordion ikke så langt fra Ankara og oplever en af deres kongers grav, nemlig Kong Mida’s grav, og den mængde af gravgaver den indeholdt, bliver man meget eftertænksom.

Vi besøgte denne gigantiske grav, der kan måle sig med de store pyramider i Egypten.

IMG_0007

Indgangen til Kong Midas grav

På Ankara Arkæologiske museum er der en række skabe med disse eventyrlige smukke genstande i bronze, terracotta, glas, sølv, guld, electrum og træarbejder. I alt er funder omkring 400 genstande i denne grav.

P1040584P1040577

Frygierne har gravlagt mange af deres høvdinge og konger i kolossale gravhøje i det åbne landskab på højsletten. Mere end 80 store gravhøje er der stadig og kun en del er udforsket.

IMG_0016

Kongebyen Gordeon med gravhøje i baggrunden

Her blandt gravhøje valgte de at bygge deres hovedstad Gordion, som stadig kan beses og som er under udgravning. Akropolisen på plateauet indeholdt det kongelige palads, templer, administrative bygninger, håndværker boliger og værksteder inden for mure med en stor byport over 10 m høj og med store tårne.

At løse en Gordisk knude

I dag siger vi om et næsten uløseligt problem, at det er som den gordiske knude. Ordsproget at løse den gordiske knude fortælles at stamme fra Gordion og knytter sig til legenden om oksekærren og ejeren af denne, der en dag kommer til Gordion.

Historien er, at oraklet har forudsagt, at en dag vil der komme en fattig mand med sin oksekærre, og han vil blive hersker over Frygierne. En dag kommer en fattig mand med sin oksekærre til Gordion. Kong Gordios, der ikke har en arving, drøfter dette med sine adelsmænd og kærren bliver trukket ind i Kybeletemplet og bundet her. Det er omkring år 700 f.v.t. Ejeren er Midas, der senere bliver konge.

Samtidig fortælles det, at den der kan løse knuden, kærren er bundet med, vil bliver hersker over Asien. Herefter står kærren til Alexander den Store i vinteren 334 til 333 f.v.t. gør vinterlejr i Godion. Legenden fortæller videre at Alexander løser knuden ved et hug med sit sværd og som bekendt bliver han Asiens hersker.

I landsbyen Yassihüyük lige ved kong Midas gravhøj, er der et lille museum, der fortæller lidt om Frygierne, om Gordion og de store gravhøje. Her har man lavet et lille gavl mosaikbillede af Alexander den Store.

IMG_9983

Alexander den Store på gavlen til museet i Gordion

 

Read More...