Kronik fra Fyns Stiftstidene (2001)

Næsten halvdelen af befolkningen synes at mene, at krigen i Afghanistan er en religionskrig. Kronikøren mener, det er en urimelig og dødsensfarlig forenkling, der kan forvandle store dele af verden til et Balkan med religiøs og etnisk udrensning på dagsordenen.

24 nov. 2001 kl. 01:00

Af Rikke Schultz

Krigen i Afghanistan er ikke en religionskrig. Alligevel forstår vi den sådan. Det kan der være tre gode grunde til: Fjendens retorik. Manglende kendskab til islam i det danske samfund. Manglende billeder til at forstå og nuancere den verserende konflikt.

Hvad handler konflikten om?

Hvis man mangler kategorier at analysere en konflikt med, er det nærliggende at gøre den til en religionskrig. Men denne tolkning rummer en urimelig og dødsensfarlig forenkling, der kan forvandle store dele af verden til et Balkan med religiøs og etnisk udrensning på dagsordenen.

Man kan forstå krigen ved at tage udgangspunkt i det gammeltestamentlige billede af Davids kamp mod Goliat.

Lad os tage som udgangspunkt at David – personificeret ved Osama Bin Laden – er forankret i et islamisk broderskab, der forstår sig selv som hellige krigere og i en offentlighed, hvor deres retorik har klangbund.

Det er en folkelig offentlighed, der kan karakteriseres ved, at etniske og religiøse værdier har forrang for menneskelige, materielle og rationelle værdier. Det, som Pia Kærsgård rammende karakteriserer som middelalderlige værdier, fordi det var sådanne værdier, der rådede i vores middelalder.

Det er den del af verdens befolkning, der er karakteriseret ved ikke at være integreret i den globale økonomi. Det vil sige den ganske omfattende del af verden, der er koblet i et uformelt økonomisk system baseret på selvforsyning, byttehandel og en magtdefineret (mafiosisk) retsorden. Men de er langt fra alle muslimer. Bin Ladens retorik mod Vesten har klangbund i store dele af det katolske Sydamerika og i hinduistiske og buddhistiske samfund.

Det er vigtigt at forstå, at deres billede af den vestlige verden er lige så forenklet og endnu mere fordomsfyldt end vores billede af deres verden. For dem er vesterlændinge filistre og udbyttere, der forsøger med alle midler at trænge ind i deres verden med budskaber, der vil ændre deres eksisterende samfundsorden radikalt. Vesterlændinge taler med tvedelt tunge. Man taler om universale værdier – men varetager snævert egne økonomiske interesser.

Amerikanerne er Vestens Goliat. Goliat har to ansigter, et økonomisk og et militært. Goliat har ingen kultur, og mammon er hans Gud. Hans styrke er selvtillid og økonomisk og militær overlegenhed. Hans svaghed er, at han er bange for at dø – for der venter ham intet liv efter døden.

Bin Ladens kamp kan bedst forstås som en kamp mod denne Goliat. Det er ikke en kamp mod kristne, for i hans forståelse har Goliat ingen tro. Bin Laden har med sine selvmordspiloter ramt det, som han forstår ved de ypperste symboler på Goliats magt: World Trade Center og Pentagon.

Bin Laden kalder til krig mod Goliat, og han kalder især på sine egne trosfæller, fordi han ved, at der er en klangbund. Men han kæmper sammen med alle, der har det samme mål: at ramme og stække Goliat. Og han kalder på alle små herskere, som er angste for at miste kontrollen i deres egne samfund: magten over jorden, olien, vandet, mineralerne, meningerne, kvinderne og børnene.

De hellige krigere er kendetegnet ved, at de er et mindretal i deres egen kultur, men de tør udfordre den eksisterende verdensorden. De respekterer ikke det enkelte menneske som værdifuldt i sig selv eller menneskelige frihedsværdier, men de udnytter gerne det vestlige økonomiske system. De legitimerer sig gennem uautoriserede religiøse tolkninger, og de påberåber sig Allah som fortolker af retfærdigheden: Allah er stor, og hvis Allah vil lade et fly flyve ind i World Trade Center, er det udtryk for Allah vilje – og derfor retfærdighed.

De er dygtige fortolkere af det vestlige samfund, og de er parate til at udnytte enhver svaghed i den vestlige verdensorden. De bruger skånselsløst vores egne våben mod os.

I vores del af verden må vi gøre os klart, at verden bliver ikke et bedre sted at være, hvis Bin Laden får magt, som han har agt. Karen Jespersen har ret, når hun siger, at ikke alle værdier er lige gode, selv om hendes tone er lidt for skinger. Vi må stå ved, at vi globalt ønsker at afskaffe middelalderlige samfund, og at vi er parate til at kæmpe på den rationelle fornufts side.

Vi må erkende, at den eksisterende verdensorden (også før den 11. september) var fyldt med civile ofre – og at det ikke kun er vores skyld. Vi må tage den del af skylden, der er vores, på os – og vi må blive rede til at angre de overgreb, vores kultur er ansvarlig for. Men vi må også påpege alle de overgreb, der skyldes andre kulturers manglende respekt for mennesker. Vi må være parate til at være åbne i denne diskussion.

Vi må erkende, at det vil kræve mange civile ofre endnu mange steder i verden, før – om nogen sinde – verden kan løse sine konflikter på skikkelig vis. Og hvis vi tror på det, vi kæmper for, så kan det ikke nytte noget, at vi ryster på hånden, hver gang vi ser en familie, der ved en fejltagelse er blevet dræbt af en bombe. Vi er nødt til at tænke på alle de ”usynlige” ofre og overgreb, der sker bag fjendens linjer.

Men samtidig skal vi være lydhøre

Skal denne kamp nytte noget, er det nemlig utrolig vigtigt, at dem, vi kæmper sammen med, ikke mister modet. Her tænker jeg i særlig grad på de muslimer, der har valgt at støtte ”det moderne” – en vestlig tænkning, en globalisering af økonomien og en moderne fortolkning af Koranen. Hvis vi ikke skal svigte dem, må vi vise, at vi er villige til økonomiske og menneskelige ofre, som vi var det i Anden verdenskrig.

Vi skal kæmpe for at vinde både krigen og freden. Vi må blive på slagmarken, indtil der er forhandlet en fred. Og den fred skal – symbolsk – forhandles i Mellemøsten mellem Israel og Palæstina.

I den fredsforhandling bliver vi nødt til at gøre to ting

Vi bliver nødt til at ofre nogle økonomiske interesser. Vi bliver nødt til at opgive den indirekte kontrol med oliefelterne i Mellemøsten, som Vesten udøver gennem massiv militær støtte til staten Israel. Vi bliver nødt til at liberalisere markedsadgangen for den arabiske verden til Europa.

Men vi bliver også nødt til at udfordre de politiske systemer i Mellemøsten på det middelalderlige menneskesyn, som det bl.a. kommer til udtryk i Saudi-Arabien, Afghanistan og Pakistan. Vi må vende den skingre retorik fra den islamiske verden mod dem selv. Hvad gør de for at sikre deres egen befolkning – kvinder og børn – økonomisk udvikling og menneskelige levevilkår?

Som Ralf Pittelkow har udtrykt det undervejs i debatten: Der er mange historier, der skal genfortælles – både her og i den islamiske verden, før vi når til en tilstand, der kan betegnes som fred.

Rikke Schultz, Lindved Møllevej 59, Odense, er lærer i pædagogik ved Odense Seminarium.