Posted in: English

Edirne

Vi har haft et par gode dage i Edirne. Vi tog en ekstra overnatning, så Erling har haft ro til at få styr på maven. Og så har der været tid til at vænne sig til, at vi nu er i en helt anden del af verden. Helt hørligt er det især de 5 gange i døgnet, hvor bønnerne messes ud fra Moskeerne.

Edirne set fra hospitalet

Moskeer

Edirne er moskeerne by, men også arnested for Osmannisk videnskab og kultur. Edirne var hovedstad inden Osmannerne erobrede Konstantinopel – nu Istanbul. Det var i Edirne den Osmanniske mesterarkitekt Minar Sinan (1490-1588) byggede Selimiye Moskeen og det tilhørende kompleks med koranskole, bazar og folkekøkken til bespisning af de fattige. Moskeen er det første Osmanniske bygningsværk, der i størrelse og arkitektonisk lethed overgik Hagia Sofia, der blev bygget 1000 år før i Istanbul. Pengene til byggeriet kom fra erobringen af Cypern.

Minar Sinan

Minar Sinan blev født i Kayseri som ikke muslim, men blev udvalgt (og bortført) til en paladsskole, hvor han blev opdraget som muslim og efterfølgende indrulleret i Janisar-korpset. Han fik mulighed for at studere arkitektur, og han blev hoffets chefarkitekt, da han var 55 år gammel. I sin karriere har han bygget 81 moskeer, 51 broer, 35 badehuse, 33 bazarer og 18 karavanseraier.

Men inden Sinan blev født havde andre arkitekter været i gang i Edirne. De ældste moskeer (Bl.a Eski- moskeen) er bygget lige omkring år 1400, hvor Osmannerne erobrer byen fra Østromerne, Det er ca. 50 år før det Østromerske riges endelige sammenbrud i 1453, hvor den sidste bastion – Konstantinopel- falder.

Hospital og lægekunst

Sultan Beyazit II moskekomplks

Men det mest spændende sted vi besøger i Edirne er et moskekompleks med hospital og medicinskole. Det er bygget 1484-88 af Sultan Beyazit II. I dag er det det fineste museum, der giveren meget fint indblik i, hvordan antikkens lægekunst blev videreført og videreudviklet af Osmannerne.y

Øjenlægen i arbejde

Det er spændende at se det helhedssyn, der er på behandlingen af syge, som vi også kender fra den græsk/ romerske tradition, som i Eskleoion i Bergamo. Esklepion skal vi besøge senere på turen.

Det er både lægeskolen og hospitalet, der er omdannet til museum.
På medicinskolen ser man både de studerendes værelser og undervisningslokalerne. Det hele er meget livagtigt indrettet med tableauer med voksdukker, møbler og instrumenter, og plancher med tekst og gengivelse af miniaturemalerier fra 1500’tallet.

Behandling af ryglidelse

Undervisningen var både teoretisk og klinik, hvor de forskellige instrumenter og undersøgelsesmetoder har været afprøvet på figuranter eller patienter. Lærerbøgerne var håndskrevne og rigt illustreret med miniaturetegninger af sygdomme og behandlingsformer.
Eleverne var voksne og erfarne behandlere og de fik løn under opholdet på skolen. På skolen blev der også eksperimenteret med nye behandlingsformer. Bl.a. Fandt man ud af at udvinde serum til behandling af slangebid, ved at lade forskellige slanger bide en hane, hvorefter man kunne udtrække modgift af hanen.

Miniature maleri af serumproduktion

På hospitalet arbejdede man både medicinsk, kiropraktisk, terapeutisk og kirurgisk. Der var et apotek, hvor man lavede helbredende pastaer, væsker og olier af helbredende planter. Der var køkken, og alle patienterne fik lægeordineret kost. Rygskader m.v blev behandlet med stræk eller tryk.

Musikterapi

Der blev arbejdet med musik-, vand- og duftterapi. Og endelig blev der vist mange eksempler på kirugiske indgreb.
I 1700’tallet var hospitalet med i et internationalt samarbejde om udvikling af koppevaccine. Og så var der selvfølgelig også et vaskeri.

Vaskemesteren