Posted in: Ude

Tilbage i Tyrkiet

Den første overnatning i Tyrkiet har vi i byen Agri, på det samme Grand Cenas hotel som sidst. På vej dertil kommer vi gennem ufattelig mange check-points og politikontroller med kampvogne, depoter med sandsække, der er lige klar til at bruge til afspærringer, helikoptoroverflyvninger og maskingeværklædte gendarmer.
Vi kan ikke blive kloge på, hvorfor beredskabet tydeligvis er forhøjet, siden vi var her sidst. Men på det danske udenrigsministeriums hjemmeside kan vi se, at Agri er et af de risikoområder man anbefaler, at man som dansker ikke kører igennem, med mindre det er højst nødvendigt. Men som Lisbeth snusfornuftigt konstaterer: “Det er jo strengt nødvendigt, for eller kan vi jo ikke komme hjem”.
Det minder os om, at vi er i et uroligt grænseland mellem Tyrkiet, Armenien, Azarbaijan og Iran. Men det er også tankevækkende, at vi slet ikke så et tilsvarende beredskab på den Iranske side af grænsen.

Næste overnatning har vi på Sports Otel Sule Kule i Erzurum, hvor vi også overnattede på udturen. Denne gang tager vi os tid til at tage en tur indtil byen. Portieren hjælper os med en taxa, og anbefaler varmt, at vi starter med at se Kemal Atatürks hus i Erzurum.
Atatürk har boet i huset i 52 dage, men de dage var til gengæld skæbnedage i Tyrkiets historie. I dag er huset et fint museum, men al tekst er på tyrkisk, så det er ikke helt nemt at få fat på den dybere mening. Men lidt efterfølgende research hjælper.

Landsfaderen

Vi skal skrue tiden tilbage til 1919. Vi er i året efter første verdenskrigs afslutning, hvor Osmannerriget var på tabernes side, Rusland var revolutionsramt, Sultanen var sendt i eksil og han fætter, der midlertidigt var indsat på tronen, var villig til at sælge ud af landet for at bevare sin position. Stormagterne var ved at gøre klar til at dele byttet, samtidig med at Grækenland invaderede Smyrna – nu Izmir – med en 200.000 mand stor invasionsstyrke. Det var på det tidspunkt Mustafa Kemal (senere Ataturk) trådte i karakter. Han tog turen op langs Sortehavet til Erzurum, og undervejs fik han samlet befalingsmændene for de hærenheder, der endnu var funktionsdygtige. I huset i Erzurum holdt de en kongres, hvor de opridsede konturer og grænser for en tyrkisk nationalstat. Derefter fik de mobiliseret hæren og i et dræbende slag fik de sendt den græske invasionshær hjem. Undervejs havde sultanen gjort sig så umulig, at han røg samme vej. Ved fredsforhandlingerne i Lausanne i 1923, hvor Osmannerriget skæbne efter 1. Verdenskrig blev beseglet, deltog kun én repræsentant for Tyrkiet, han hed Ismet Pasa. Han kom med det papir, man havde vedtaget på kongressen i Erzurum i 1919, og han fik stort set alle sine krav opfyldt. Få måneder efter at grænserne var fastlagt i en fredstraktat, flyttede man hovedstaden fra Istanbul til Ankara og udråbte republikken den 29. oktober 1919.

Man skal ikke være blind for, at Ataturks revolution bedst kan betegnes som et militærkup. Det førte til et populært men også autoritært styre, der ikke tog med fløjlshandsker på oppositionelle grupper eller etniske minoriteter. Et system, som gav militæret rollen som revolutionens vogtere, der greb ind, hvis den politiske linje afveg fra den vej, der var udstukket af kemalismen. Det er i det historiske lys, det nuværende styre i Tyrkiet skal forstås. Overalt i Tyrkiet er Ataturk til stede som landsfaderen, der grundlagde republikken.

Erdogan balancerer på hans knivsæg, mens han forsøger at sætte en ny dagsorden for Tyrkiet. En dagsorden, hvor der er mere plads til religion, kultur, historie og politisk nytænkning og mindre magt til militæret. Det er ikke et mindre autoritært Tyrkiet. Men det er et Tyrkiet med nye autoriteter.

Besøget i Ataturk’s hus var hurtigt overstået, i stedet brugte vi noget tid på at se den gamle Seljuk madrassae i Erzurum, der i dag er museum. Her, som på mange af de andre museer vi har besøg, får Sultanatets tid god plads.

Silkevejen fra Tabriz til Trabzon

Det var den samme portier på hotellet i Erzurum, der varmt anbefalede os at køre til Trabzon ved Sortehavet. Og det blev et råd vi fulgte. På den måde kom vi til at følge den gamle karavanevej fra Tabriz i Iran til Trabzon ved Sortehavet. En silkerute, der blev etableret på den tid, hvor korsridderne angriber Konstantinopel i 1204 og Djenkis Khans rytterhær hærger i Persien. Al den uro betyder, at købmændene ser sig om efter nye handelsruter, og Ruten fra Tabriz til Trabzon åbner sig som en ny mulighed. I Trabzon kan varerne hentes i skibe af købmænd fra Genova og Venedig, der ved erobringen af Konstantinopel har fået fri adgang til Sortehavet via Bosperusstrædet.

Mens dette skrives har vi været 8 dage ved Sortehavet, og vi har kørt ca. 800 km langs kysten. Vi har overnattet i Trabzon, Unye, Sinop, Inebolu og Amasra, på nær Inebolu har vi boet to nætter i hver by. Af nød og lyst.

De kære biler

Turen fra Erzurum til Trabzon er en flot, men også udfordrende tur op over høje bjergpas og gennem lange tunneller. Vi kommer til Trabzon uden problemer og hviler ud en dag inden vi fortsætter til Unye. På den tur bliver det klart, at Y’eren bruger alt for meget vand og der er noget galt med trækkraften. To tændrør er helt tilsodede. Jørgens røngtenblik siger “ny toppakning”. Heldigvis har vi et komplet paknings sæt med. Men hjælp fra hotellet finder vi et værksted, der kan løse opgaven, og mingelere med andre aftaler, så vi kan komme til allerede næste morgen. Så vi har en hyggedag i Unye, mens der bliver knoklet med bilen på værkstedet. Kl. 20 aften er den færdig og vi ta’r en taxa hen og henter den. Regningen lyder på lidt under 2000 danske kr.

Næste dag er det heldagsregn. Men vi har allerede booket hotel i Sinop, og sådan lidt regn skulle da heller ikke betyde noget. Så kalecherne bliver for første gang oppe, da vi kører fra Hotellet i Unye torsdag morgen. Men alt den regn er ikke godt for bilerne. Undervejs på turen står A-egens benzinpumpe af. Bilen går i stå midt på en bro på en omfartsvej uden om Samson, der er en anden af de større byer ved Sortehavet. Vi får den trukket og, da træktovet knækker, skubbet hen til et værksted i silende regn og gennem vandpytter på størrelse med mindre søer. Det er et Autoelektro værksted. Først tror vi, det er en kortslutning på grund af regn, men det viser sig, at det er pumpen, der er stået af. Heldigvis har Jørgen en Hardy-pumpe i sit reservedelslager, så den er hurtigt skiftet.

I mellemtiden er Palle og jeg blevet sendt i forvejen, fordi Y-eren en lidt langsommere end de andre biler. Mens vi holder en pause undervejs, ser vi de andre køre forbi. For første gang på turen kører vi ikke i samlet flok. Men vi når alligevel frem til hotellet i Sinop samtidigt, stadig i silende regn. Undervejs har der været ild i B’eren. Det meget vand har kortsluttet lyskontakten. Så vi får endnu en dag i Sinop, hvor B’eren får trukket nye ledninger.

Fra Sinop til Amasra

Turen fra Sinop til Amasra langs kysten er guidebogens top 1 over oplevelser langs Sortehavets kyst. Men det er også en krap tur langs en kyst, hvor bjergene rækker helt ud i det azurblå hav. Så vi gør os en rækker overvejelser, før vi beslutter os for at tage den tur. Men vejret er godt, vejrudsigten lovende og bilerne burde være i god form efter værkstedsdagene. Og der er udfordrende bjerge uanset hvilken vej vi vælger at køre. Så vi beslutter os for at tage turen, men vi deler den i to, så vi får en overnatning i Inebolu undervejs.

Det er en smuk tur, hvor man kommer helt på det rene med grækernes begejstring for Sortehavet på Homers tid. Det er et landskab, der på mange måder minder om den græske Ægæerhavskyst, men baglandet med et fugtigt subtropisk klima er mere frodigt og floderne mere vandrige end ved de græske kyster. Det har været det rene spisekammer for de græske bystater, der anlagde deres kolonier ved de mange naturlige havne langs Sortehavskysten i 700’tallet f.v.t. Og det er de anlæg, der i dag er den historiske baggrund for alle de byer, vi gør holdt ved på vores tur langs kysten.

Men strækningen fra Sinop til Amasra er vildere end de andre strækninger, vi har kørt. Hvor vi hidtil stort set har kunne køre langs kystlinjen, så bliver vi nu tvunget ind bag kystlinjen, for at komme uden om de fremskudte klipper. Og selv om vi ikke kommer meget mere end 500 m.o.h. på noget tidspunkt på ruten, så skal vi op af utallige 400-500 m høje bakker ned 10% stigninger, for lige så hurtigt at skulle ned igen, for at runde en floddal, og så op op, ned ned af 10% stejle nedkørsler. Y’eren kører gerne opad, her kommer kompressoren til sin ret, men på nedturerne får den alt for meget benzin, som bliver brændt af i lydpotten, så det lyder, som om det ene kanonslag efter det andet bliver skudt af en nytårs aften. Vi har et justeringsproblem, som selv ikke Jørgen har gode svar på, hvordan bliver løst.

Amasra

Men trods prutterierne når vi frem til Amasra i fin stil. Beliggenhedsmæssigt ligger Amasra skønnere end noget vi endnu har set. Arealmæssigt er det en ganske lille by, der ligger på to knolde ud i Sortehavet, hvor den bageste knold er en ø, der er forbundet til fastlandet med en bro fra romertiden.
Men på det lille areal er der tydelige spor af Tyrkiets verdenshistorie. Der er græsk havneanlæg og bymur, romersk kastel, byzantinske kirker, osmanniske huse, moskeer, havnemiljø, fiskerestauranter og det moderne Tyrkiet samlet på et frimærke.

Det er Tyrkiets nationaldag, der er fest og farver, solen skinner fra en skyfri himmel og det er 25 grader varmt. Lokalbefolkning og turister – de fleste fra andre dele af Tyrkiet – samles her for at slappe af, nyde stemningen og slå gækken løs. Søndag aften er der gang i Raki-flaskerne på restauranterne. Mandag formiddag er der optog gennem byen, alt hvad der er af politi-, brand- og skrællebiler kører gennem byen med fuld udrykning. Bagefter er der taler der hylder demokratiet og musik på byens torv, og masser af boder, hvor man kan købe alverdens godtkram og søde sager.