Hjemrejsen

13. november 2018 | Posted in Hjemme, Ude | By

Iznik, Istanbul, Edirne og hjem

Sidste del af turen fører os fra Sortehavet til Edirne, hvor vi kører bilerne på et biltog og forbereder os på 36 timers togrejse til Villach i Østrig. Derfra er der en køretur fra Villach til Wien, hvor et andet tog venter os, og bringer os til Hamburg.

Fra Amasra til Iznik

Turen har budt på mange smukke køreture, og en af den er turen fra Amasra til Bolu. Strækningen fører igennem nogle smukke og i vores verden oversete naturområder. I Tyrkiet er de mål for meget lokal turisme. Det oplever vi allerede i Asmara, hvor mange andre rejsende viser os billeder fra nationalparker, som de varmt anbefaler os at besøge. Men vi nøjes med at nyde, at køre gennem bjerge dækket af jordbrune, gule og vissengrønne efterårsfarver og rødløvede buske og frugttræer med hvidkalkede stammer.
Vi overnatter på et hotel i Bolu. Her får vi om aftenen besøg af byens turistchef, en kvinde, der gerne ser os blive en dag mere og besøge nogle af naturperlerne i området. Især Bolu sø og kildespring og vandfald i det bjergrige område får varme anbefalinger. Men vi siger, det må blive en anden gang. Vi har allerede booket to overnatninger i Iznik på hotel Limnares, der ligger lige ned til Iznik sø.

Iznik

Model af Iznik i den storhedstid i 1200’tallet udført i kakler

Iznik hed engang Nikæa. Det var her Konstantin den store i 325 sammenkaldte alverdens biskopper, så de en gang for alle kunne afgøre, hvad der var den sande kristendom. Omkring 30 biskopper var de vist, her i kristendommens barndom. Men spørgsmålet var ikke så nemt at besvare. Men en vigtig beslutning blev taget. Det var bestemmelsen af Jesus natur. Her blev treenigheden fastslået. Det blev bestemt, at Jesus er guddommelig, gjort af det samme stof som skaberen selv og en del af treenigheden: faderen, sønnen og helligånden. Efterfølgende muligt af skelne mellem ægte og falske kristne bevægelser og evangelister og biblen fandt efterhånden sin endelige form.

Iznik søen

Vi har før været rundt om Iznik søen på ruten fra Istanbul til Bursa. Den ligger utrolig smukt omgivet af bjerge, og jeg har haft et stort ønske om at se byen, nysgerrig efter at fornemme stedet og stemningen. Denne gang havde vi så tiden til at tage en afstikker fra hovedvejen og se lidt nærmere på stedet.

Når man drejer fra hovedvejen kommer man ind på en smal 2-sporet og ikke særlig velholdt asfaltvej, der fører gennem velplejede marker, frugtplantager og olivenlunde. Overalt holder biler og traktorer i vejsiderne og høstarbejdet er i gang. Der bliver plukket frilandstomater, høstet æbler, majs, kål, oliven og kastanjer, og kartofler bliver taget op. GPS’en fører os nord om byen, og vi kommer gennem et supertrist industriområde, inden vi når frem til hotellet, der ligger ned til Iznik søen og med ryggen til den gamle bymur. Der er to mure fortæller værten, den første er fra romertiden, den anden fra Byzans. Desværre er det ikke et ordentligt kort over byen, kun en lille pamflet der antyder, at byen stadig ligger “inden for murerne” af den gamle befæstede by.

Vi har igen problemer med Y’eren. Kompressoren knurrer og smider olie, og vi er faktisk i tvivl om hvorvidt vi kan køre videre i den. Så Palle går i gang med studere kompressorers opbygning og muligheden for at skaffe et reparationskit.

Iznik i dag

Hovedgaden i Iznik

Sidst på eftermiddagen går jeg en tur op i byen, for at få et første indtryk af, hvad der er tilbage af den gamle by. Byen er oprindeligt grundlagt af Antigones, en af Alexander den 3. Den Stores generaler, i 316 f.v.t., og videreudbygget af Lysemarcus efter 301. Det var også ham, der gav den navnet Nikæa, efter hans seneste kone. Den er opbygget som en klassiske hellenistisk by, med en nord/ syd og en øst/ vest akse, der skærer hinanden i byens centerpunkt. Præcis her ligger Iznik’s Aya Sofia. Engang en smuk, klassisk byzantinsk bygning dekoreret med freskoer. Den er bygget nogen lunde samtidig med navnesøsteren i Istanbul. Men gennem årene har den mistet stjerneglansen, ramt af krige, jordskælv, ombygning til moske og almindeligt forfald. Engang lå den i gadeplan, i dag ligger den halvt i kælderplan ud mod hovedgaden, som tidens fylde har hævet et par meter over det plan, hvor den oprindelige romerske vej var anlagt. Bag kirken ligget et smukt grønt anlæg, der betyder, at Aya Sofia i dag tager sig bedst ud bagfra.

I aftenlyset ser jeg kun kirken fra forsiden, mens jeg scanner byens to sydlige kvadranter. Det jeg ser, er en stor landsby. Forretningerne i Hovedgaden – Ataturk Caddesi – sælger overvejende traktorer, reservedele og isenkram til markarbejde. Og trafikken er for 50 % vedkommende traktorer med anhængere, der kommer hjem fra markarbejde med høstarbejdere og grøntsager på ladet. På en måde føler jeg mig lidt snydt. Nikæa er en af de vigtigste by i kristendommens historie. Og så frister den i dag en skæbne som en hengemt landsby. Men omvendt er det måske netop byens held. At den har fået lov at gemme sig bag et skjold af uambitiøs bondefornuft, hvor almindelige mennesker er flyttet ind i resterne af fortidens storhed, og har udnyttet det, der kunne anvendes og ladet resten henfalde i historiens glemsel. Det er vel ret meget i Jesus ånd. Her er plads til både rige og fattige helt almindelige mennesker i et ualmindeligt frugtbart hjørne af verden med et ualmindelig smuk natur.

Det gamle Iznik

Østporten i den gamle bymur med rester af den gamle, romerske vejbelægning.

Næste dag får vi set nærmere på byen. Det viser sig, at den gamle bymur stort set er komplet. Den har haft 8 indgange. Den oprindelige hovedindgang – Lefke Kapisi – ligger mod øst, og det er også den, der i dag er bedst bevaret. Starter man her og går ned ad Kilicaslan Caddesi, får man nok den bedste fornemmelse af den oprindelige by. En god kilometers gang, så er man ved søen. Undervejs kommer man forbi byens vigtigste pladser, moskeer og gamle byzantiske bygninger, som ex. Iznik Museum (under ombygning) og Aya Sofia. Går man kun til centerpunktet og til højre (mod nord) kommer man forbi en anden gammel byzantinsk bygning – et badeanlæg, der i dag er indrettet som kulturcenter. Her kan man købe kunsthåndværk og en kop kaffe i gården, og i de game baderum er der fotostater med billeder fra igangværende arkæologiske udgravninger. Nikæa eller Iznik har i dag UNESCO status. Men der er stor mangel på materiale, der fortæller om byens historie, og som kan hjælpe sådan nogen som os med at lukke byen op.
Går man videre, venter der en belønning længere fremme. Det er Istanbul porten. Det var her, vores udforskning startede. Selve den gamle port er velbevaret, og der arbejdes hårdt på at restaurere nogle game bygninger, der har været en del af det tidligere forsvarsanlæg. Som nævnt har Iznik været beskyttet af en dobbeltmur. Den første mur blev anlagt af Lysimarcos omkring 300 f.v.t. Den anden mur er fra 1200’tallet. Den blev anlagt efter at Venetianerne – eller latinkatolikkerne som man siger her – indtog og hærgede Konstantinopel fra 1204 -1261. I de år søgte kejserfamilien tilflugt i Nikæa, slog sig ned ved søen og ventede på chancen for at generobre Konstantinopel. Den chance kom i 1261. Men murerne stod ikke distancen, da Osmannerne angreb byen i 1331, hvor byen sammen med Bursa kom under Osmanniske styre i et slag ledet af Orhan Gazi, der var Osmans søn. Det var næsten 125 år før Konstantinopels endelige fald i 1453. I 1402 faldt Iznik en kort overgang i hænderne på Timor Link, der hærgede byen, men efter hans død i 1405 blev den igen Osmannisk og siden tyrkisk. Orhan Gazi gjorde Bursa, der ligger ca. 75 km fra Iznik til Osmannerrigets første hovedstad. Her ligger både Osman og Orhan begravet.

Gadeparti ved den gamle bymur

 

Det er sjældent, man i en by finder så levende rester af fortiden som i Iznik. Fra Istanbulporten kan man et langt stykke følge en sti mellem de to mure, og man kan fornemme, hvordan folk har boet og stadig bor i huse, der ligger klinet op ad den inderste mur. Her er bolig og værksteder bygget sammen med muren, i værkstederne drejes trævarer, og mellem børn, hunde, katte og høns produceres æblekasser, marmorplader, fliser og andre nyttige ting til det lokale marked.

Mere Y

Da vi kommer hjem fra vores ekspedition har drengene været i gang med Y’eren. Det har afsløret, at ikke alt var, som det skulle være efter reparationen i Unye, hvor toppakningen blev skiftet. En del skruer skal efterspændes, Men værst er det, at remmen til kompressoren har været spændt for stramt. Så der er gået en pakdåse og lejerne lyder ikke helt, som de skal. På resten af turen bliver det nødvendigt med mellemrum at efterfylde kompressoren med olie. Så vi krydser fingrene og håber på, at den kan holde hele vejen hjem.

Istanbul

Vi kommer til Istanbul uden yderligere problemer. Turen nord om Iznik søen er smuk, vi kører gennem olivenlunde, hvor høsten er i fuld gang. Derefter kører vi ad nyanlagt motorvej. Marmarerhavet som vi tidligere sejlede over passeres via en smuk Højbro, og senere kører vi ad en ligeledes nyanlagt tunnel under Det gyldne horn, og så lander vi lige i smørhullet. Det er altid lidt panisk at lande med tre veteranbiler i en storby. Vi har gennem Airb&b for længst booket en luksuslejlighed i Sultanehmet på Det gyldne Horn. Gennem meget smalle gader når vi frem til den plads, hvor udlejer har forsikret os om, at bilerne fint kan holde parkeret.

Begyndervanskeligheder

Selv om vi er der til aftalt tid, så glimrer udlejer ved sit fravær. Så vi danner trafikprop, trængsel og kaos foran Sokollu Mehmet Pasha Moskeen, netop som fredagsbønnen er slut og mænd strømmer ud efter fredagsbønnen. Da vores vært Saban endelig dukker op, får han dirigeret rundt med allerede parkerede biler, så vi kan holde i gaden “på Istanbuls vis”, som har siger. Y-eren kommer til at holde i anden position. Det ser ret håbløst ud, især når man ved, hvor megen opmærksomhed vores tre biler skaber, når de holder parkerede. Der går da heller ikke ret lang tid, før Saban kaster håndklædet i ringen. Mens vi spiser frokost på en lille restaurant ringer han og foreslår, at bilerne bliver flyttet til et nærliggende parkeringshus.

Vores “luksus”-kælderlejlighed i Istanbul

Mændene flytter bilerne, mens vi piger ser lejligheden an og køber ind. Lejligheden er en slem skuffelse. Det viser sig at være en kælderlejlighed, med udsigt til gadeplan fra højtsiddende vinduer. Den er nyistandsat og hvidmalet og derfor lys, men der slipper ikke meget dagslys ind. Den er OK møbleret, der er et lille køkken og to badeværelser som lovet, men der er absolut ingen luksus over den. Til gengæld er beliggenheden perfekt. Kvarteret er roligt, den ligger lige bag hippodromen, uden for døren er masser af små forretninger, et supermarked og gode, billige restauranter.
Det er på en af restauranterne, vi mødes med drengene igen. De er kobberrøde i hovederne af arrigskab over den måde, bilerne bliver behandlet på i parkeringsgaragen. Store knægte, der råber og skriger og insisterer på at få nøglerne, så de kan bakke rundt med bilerne, som det passer dem. Det lykkes den ene af dem at køre Y’eren ind i en anden bils kofanger, hvorefter den selvfølgelig går i stå. Derefter forsøger han at aktivere startmotoren ved at dreje nøglen, men i stedet for kommer den til at sidde fast i tændingslåsen. Unge mænd ved ikke, at gamle biler ikke skal startes med nøglen, de er forsynet med et separat starthåndtag.
Først på det tidspunkt lykkes det at få dem forklaret, at bilerne skal holde bagest i p-kælderen, så de ikke behøver at blive flyttet de næste 5 dage. Og at nøglerne bliver hos os, indtil vi henter bilerne igen.

Gensyn med Istanbul

Efter disse startproblemer får vi 5 gode dage i Istanbul med mange gode oplevelser. For er der en ting vi 3 teams er gode til, så er det at snakke tingene op i stedet for ned. Og at grine af fortrædelighederne i stedet for at falde i et fælles dybt sort hul.

Indgangen til den 3. gård i Topkapi

For mig er gensynet med Topkapi paladset det største, selv om en del af de steder vi ville besøge derinde er lukket p.g.a. ombygning. Og så er der alt for mange andre turister den lørdag, vi er der. Det er vores 3.
besøg i paladset, og denne gang virker det hele langt mere overskueligt end tidligere. Man begynder at få en lille fornemmelse af det liv og de magtkampe, der har udspillet sig i Osmannerrigets “Den høje Port” for 2, 3 og 4 hundrede år siden. Besøget suppleres fint af et besøg i Stor Visirens palads, der er indrettet som museum og ligger ud til Hippodromen.

Uskyldens museum i Istanbul

Også et gensyn med Uskyldens Museum er en dejlig oplevelse. Denne gang har vi læst romanen, og med Orhan Pamuk og Fortælleren Kamals stemmer i audioguiden, er det en anderledes oplevelse end sidst. For mig mere intens. Palle synes at oplevelsen bliver mindre intens, fordi audioguiden betyder, der mindre overladt til fantasien. Men i symbiosen mellem bog, audioguide og museum har Orhan Pamuk sat en ny standard for et fiktivt univers, der på samme tid fortæller en historie og afspejler en epoke i det moderne Tyrkiets historie.

Dervich munkene danser i Orientexpressens gamle ventesal.

Så er det en dejlig oplevelse at se Dervich-danserne folde sig ud i Orientsekspressens tidligere ventesal. Fire dansere og fem musikere giver en illustration til Sufi-muslimernes mystiske og magiske univers, elsket af nogen og lagt for had af andre. Både de radikale muslimer og Ataturk har periodevist forbudt Dervich – munkene at danse Rumi’s budskab om tolerance, kærlighed og barmhjertighed.

Gadekig i Istanbul

Men det er også dejligt bare at drive rundt på det gyldne horn, at gense steder, man før har været og se og forstå dem i nyt lys og nye sammenhænge. At prøve at føle byens puls, at opleve hvem der trives og hvem der mistrives, at lytte til sladder, indsnuse dufte og flyde med strømmen.

Edirne og hjem

Fra Istanbul kører vi til Edirne, hvor vi overnatter på vores “gamle” hotel Arca. Feride og Gurol er fantastiske værter, der hjælper os helt til stationen og gennem tolden. De hjalp os også i sin tid med at købe billetter. Så alt ser ud til at klappe, indtil der pludselig kommer 5 toldere i en hvis varebil. De vil have de 3 biler med til gennemlysning og de optræder ubehageligt, råbende på tyrkisk og meget lidt kommunikerende. Så Palle, Jørgen og Erling bliver dirigeret ind i bilerne og ad bagveje bliver de ført til den bulgarske grænse, hvor bilerne skal tømmes, så de kan blive gennemlyst.
Vi var i rigtig god tid ved toget. Men denne smuttur på i alt 50 km frem og tilbage, på det tidspunkt hvor de andre biler bliver kørt på toget, betyder, at toget pludselig skal vente på, at bilerne er tilbage – og således bliver næste 3 kvarter forsinket. I hele den proces er både vi piger, der er tilbage ved toget og drengene i bilerne uvidende om, hvad der foregår. Men alle forsikrer os om, at toget nok skal vente på, at bilerne er tilbage.

Det blev en lidt kedelig afslutning på, hvad der ellers har været en dejlig tur/ retur gennem Tyrkiet, og det giver os stof til samtale på den 36 timer lange togrejse i sneglefart om gennem Serbien, 6 mand i en minimal liggekupe. Men til alt held er der en fin spisevogn med toget, hvor man i dagtimerne kan strække benene ud og hygge sig med en kop kaffe og lidt mad. Man kan have sin egen mad med, hvad man stærk opfordres til, men det viser sig, at der er mulighed for at købe mad undervejs også.

Toget kører til Villach i Østrig. På vejen til Wien har vi planlagt en overnatning inden vi snupper den sidste tur med nattog. Det bliver på et gasthaus i en hyggelig Østrisk landsby, der hedder Hartmannsdorf.

Heldigvis går alt vel. Alle biler kommer kørende hjem i fin stil, ingen “Istanbuler”, som Jørgen siger, og med jævnlig påfyldning af olie får kompressoren også trukket skovlhjulet rundt de sidste 1200 km, så vi kan trille ind på gårdspladsen i Jordløse ved egen kraft.

Men der bliver lidt at kikke på for amatørmekanikerne i de lange vinterdage inden næste tur.

Read More...

Tro, identitet og næstekærlighed

8. november 2015 | Posted in Hjemme | By

Når jeg kalder indlægget her tro, identitet og næstekærlighed, så er det en slags foreløbig konklusion på den rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen, som blev påbegyndt i blogindslaget om den taknemmelige samaritan.

“Giv kejseren hvad kejserens er, og gud hvad guds er”, svarer Jesus farisæerne, da de spørger ham, om det kan passe, at man skal betale skat til kejseren. Mønten er præget med kejserens billede, derfor tilhører den kejseren. “Men vi er skabt i guds billede, derfor tilhører vi gud” konkluderer vores præst, Rikke Gotfredsen.

Det er en stærk identitetsfortælling, der her rulles ud. En identitetsfortælling, der gør det muligt for os som mennesker at vokse i to universer: et versligt og et åndeligt regimente. Lidt kort fortalt kan vi se det verslige som vores yderside som samfunds- og medborger, det åndelige er vores værdier og hjertesprog.

Den skillelinje Jesus her indstifter er på mange måder den, der muliggør, at vi kan leve i et moderne samfund og samtidig påberåbe os en (kultur)kristen identitet – og kristne værdier. Det sidste vil jeg vende tilbage til senere i dette indlæg med udgangspunkt i et radioindslag med Marie Krarup.

Jødedommen har om muligt en endnu stærkere identitetsfortælling. Fortællingen om jøderne som guds udvalgte folk. Som en del af rejsen ind i kristendommen har vi startet en lille læsegruppe sammen med Rikke Gotfredsen, hvor vi læser religionshistorie (bibelhistorie) – med udgangspunkt i det gamle testamente. Her forsøger vi at komme tættere på de religiøse forestillinger i mellemøsten i overgangen mellem bronze- og jernalder.

Det gamle testamente manifesterer sig som en unik identitetsfortælling for jøderne, der er samlet efter man er vendt tilbage til Jerusalem fra eksilet i Babylon omkring år 500 – 400 f.v.t. På det tidspunkt har Perserne det politiske overherredømme over Israel/ Palæstina.

Religionshistorisk kan den kristne grundfortælling lyde således: Gud har forsøgt at forme sit jødiske folk (ex. Jer. 18 1-6), men gang på gang svigter folket gud. Gud straffer folket ved at sende fremmede hære (ex. Assyrer og Babylonere) som straf for deres gerninger. Efter hver begivenhed indgår Gud og jøderne en ny kontrakt, men lige lidt hjælper det. Til sidst sender Gud sin egen søn. Jesus opsiger kontrakten med folket (Matt. 22. 1-14) og Gud vælger sig et nyt folk. Det nye folk består af dem, der frivilligt lader sig forme i Guds billede.

Hvad er næstekærlighed

Et nøglebegreb i kristendommen er næstekærlighed. Begrebet er omstridt – ikke mindst i den tilspidsede danske flygtningedebat. Lige nu er spørgsmålet konkretiseret af sagen om Lisbeth Zornig’s hjælp til en flygtningefamilie, som hun for åben radio (radio 24/7) kørte til Sverige.

Det er i den diskussion Marie Krarup udmærker sig ved at kunne afgøre, at Lisbeth Zornig ikke handlede af næstekærlighed.

Marie Krarups argumenter lyder nogenlunde således: Hvis Lisbeth Zornig havde handlet i menneskekærlighed så:
Så skulle hun have overladt flygtningefamilien til de danske myndigheder, så de kunne blive registreret i Danmark.
Så skulle hun ikke have flash’et (som det hedder på nudansk) sin handling i Radio og på Facebook. Næstekærlighed er noget man gør i ydmyghed ikke i offentlighed.

Med andre ord, så tilhører en flygtningefamilie ifølge Marie Krarup kejseren (her de danske myndigheder) ikke gud.
Det er jo et interessant skel, Marie Krarup her sætter, som nok kan dele vandene mellem tidehvervskristne og kulturkristne. Er vi alle lige for gud, eller er det kun kristne, der er døbt i guds navn, der tilhører gud? Er det sandt, at “de andre” kan vi til enhver tid overlade til kejserens forgodtbefindende, uanset hvad der er deres håb og ønsker.

Som jeg ser det, viser Jesus  i sine handlinger (ex. den taknemmelige sameritan), at næstekærligheden gælder alle, vi holder i vores hånd.

I anden sammenhæng har jeg hørt tidehvervspræster forklare, at næsten altid er individder. Man kan ikke kollektivt betragte ex. flygtninge som vores næste. I Lisbeth Zornig’s tilfælde, kan der vist ikke være tvivl om, at det er en individuel familie hun hjælper i en konkret situation, og hun hjælper dem til at nå det, deres hjerte banker for.

Men hvad så med det at flash’e sine handlinger. Gør det handlingen mindre næstekærlig? Hvis man som jeg var så heldig at følge Lisbeth Zornig’s handling live på radio 24/7, så er der ingen tvivl om, at Lisbeth Zornig  handlede med hjertet – uden nogen form for strategisk overvejelse.

Men hvad, hvis der havde været tale om en strategisk handling. Et bevidst ønske om at være rollemodel. Så må man spørge, og ikke netop Jesus var verdensmester i at flash’e sine handlinger. Om hans handlinger kan siges at have været fri for strategisk tænkning. Jesus prædikede ydmyghed. Men var han ydmyg i sine handlinger? Eller så han sig selv som rollemodel? Hvis det sidste er tilfældet, kan vi så konkludere, at Jesus i sit virke ikke agerede af kærlighed til næsten?

Read More...

Høsttid i udkanten

12. oktober 2015 | Posted in Hjemme | By

IMG_0964

Der er dejligt ude på landet og høsttiden er noget helt særligt. Dage går med at bjerge frugt og nødder, henkoge, sylte og lave pesto. Der skal slagtes og ordnes kød, skabe og fryser bliver fyldt med forråd til næste høst.

Det dejligste på landet er det rolige tempo, den tydelige sammenhæng mellem mellem fortid, nutid og fremtid og mellem natur, kultur og mennesker. Man lever af og med naturen fordi man kultiverer den. Landet eller – jeg synes udkanten eller periferien er smukke ord for det, der omgiver byerne – er et sted, hvor livet leves af børn og ældre.

Byerne – centrene – er vækst- og værested for unge og voksne. Byerne er for de mennesker, der har travlt med at tilegne sig viden, for at forme fremtiden i nutidens billede.

Landet, udkanten, periferien er der, hvor man har ro, råd og ressourcer til at eksperimentere og tænke nyt.

 

IMG_0993

Hans Erik serverer grillstegt økologisk pattegris af egen produktion til høstfest

Forleden var vi til høstfest på Friskolen i Jordløse. Her blev serveret økologisk pattegris. Kartofler og rodfrugter var dyrket i naturbørnehaven og i de nye skolehaver. Maden blev tilberedt af beboerforeningen. Desserten var et orgie af hjemmelavede kager, der var medbragt til konkurrencen “den store bagedyst”. Skolebørnene sørgede for underholdningen.

IMG_0948

Halloween kage – et indslag i den store bagedyst

Høstfest i Jordløse er børn og pensionister, der skaber rum for et fællesskab, som de travle forældre med arbejde i byerne er en naturlig del af, når de har fri.

Read More...

Hvad kan man håbe på

20. september 2015 | Posted in Hjemme | By

Gudstjenesten i Jordløse kirke i dag handlede om håb. Men hvad kan man som kristen tillade sig at håbe på?

Prædiken tog sit udgangspunkt i to tekststykker. Det ene er hentet fra Jobs bog i det gamle testamente, det andet er hentet fra Lukas evangeliet. De to stykker har ikke umiddelbart meget med hinanden at gøre, men håb er et begreb, der kan binde de to tekststykker.

At fastholde sin uskyld

Jobs bog er en gammeltestamentligt omskrivning af en babylonsk skæbnefortælling. Guderne leger med mennesket, for at prøve troens ægthed. Den på alle måder rige og korrekte Job fratages af Satan (med guds vidende) sin rigdom, sit helbred og sin familie. Hans omgivelser mener, at det er hans egen skyld, han må have syndes, siden en sådan straf nedkastes over ham. Men Job fastholder sin uskyld. 
Job fornægter ikke gud, og han bevarer håbet om, at der findes en højere retfærdighed.  At en dag i dette liv eller i det hinsides, vil han blive stillet for en dommer, en forsvarer vil træde frem, og hans uskyld vil blive fastslået.

Efterlivet

Lukas nytestamentlige fortælling en næsten lige så kryptisk som Jobs bog. Igen er det tilfældet, der råder. Jesus med sit følge kommer forbi landsbyen Nain i Galilæa. Fortællingen forgår efter, Jesus har prædiket for sine tilhængere om kærlighed til fjenderne (om at vende den anden kind til) og han har advaret menneskene mod dømmesyge. 
Underet i Nain er ét i en lang række af undere, der viser, at Jesus er herre over liv, rigdom og helbred i sin vandring på jorden.
 I Nain genopliver han på sin vandring en enkes søn, og han gør det for enkens skyld. For som præsten Rikke Gotfredsen siger, på den tid var der ikke meget håb for en enke.

Men er det en barmhjertighedsgerning Jesus her bedriver? Eller er det snarere en symbolsk handling? Som dødelige kan vi næppe håbe på, at vores afdøde børn genopstår på denne side af livet. Derfor giver det mere mening for mig, hvis sigtet med Jesus handling er at vise os, at der er et liv efter døden. At Vor Herre og Guds søn både hersker over livet og efterlivet. Vi har derfor som kristne lov at håbe, at vores liv har mening, fordi der er et liv efter døden. Og det gælder for alle, det gælder både venner og fjender. I døden er det kun gud, der er dommer.

Her vil jeg gerne citere vores berømte astrolog Anja Andersen. Hun blev i et P1 interview spurgt om sin tro. Og hun svarede, at hvis hun ikke troede, så ville verden jo slutte, når hun lukkede sine øjne for sidste gang. Men sådan er det heldigvis ikke.

Kan man udlede en kristen værdi af disse to fortællinger? I så fald må det være, at vi har ret til at fastholde vores håb og vores uskyld, selv om samtiden (for)dømmer os, og at vi mennesker ikke kan dømme over liv og død.

Read More...

Om at bekymre sig

13. september 2015 | Posted in Hjemme | By

IMG_4590

Den brændte søjle i Istanbul, hvor efter legenden Noahs økse ligger indmuret.

Dagens tekst og prædiken i Jordløse Kirke handlede om at bekymre sig. Hvornår er der grund til bekymring?

Den første tekst – fra Første Mosebog – havde Rikke Gotfredsen udeladt. Men den er nok værd at beskæftige sig med. Hovedpersonen i fortællingen er Noah, der efter syndfloden har ført sin ark på fast grund på Ararats bjerge og lukket dyrerne ud. Han bygger nu et alter og brandofrer af dyrerne til Gud. Og Gud modtager offeret og indstifter en pagt med Noah. Han lover Noah en ny start med et nyt folk, og han lover aldrig mere at forsøge – gennem naturkatastrofer – at udslette sit skaberværk. Som symbol på pagten sætter han regnbuen på himlen.

Der er andre ting i teksten om Noah i Første Mosebog, det kan være værd at beskæftige sig med, når man vil prøve at forstå Det gamle Testamente i en samtidig kontekst. Især synes jeg det er interessant, at årsagen til syndfloden synes at være, at andre guder har forgrebet sig på og avlet børn med menneskedøtrene. Den vinkel er interessant, når man tænker på, hvor aktiv Zeus og de andre græske guder var på den tid med at avle børn med menneskedøtrene. Men lad det hvile. I dag er det vigtige budskab, at Gud lover Noah, at mennesker ikke længere behøver at bekymre sig om skaberværkets overlevelse, den bekymring kan vi mennesker overlade til Gud.

Dagens anden tekst stammer fra Mattæus-evangeliet og et et uddrag af bjergprædiken. Den handler også om at bekymre sig, men denne gang handler det om, at man ikke skal bekymre sig om ussel mammon. Man kan ikke på en gang tjene Gud og mammon siger Jesus – man må vælge. I må ikke være bekymrede for jeres liv, for hvad I skal spise og drikke eller for jeres klæder. Hvis man følger gud – eller i Jesus forståelse – sin samvittighed, så skal Gud nok sørge for, at man får det, man behøver.

Hvis man skal uddrage en kristelig værdi af det, så må det være, at man skal tænke på næsten, før man tænker på sin egen rigdom.

Bekymring og flygtningestrømmen

Der findes nok ikke en dag i verdenshistorien, hvor det budskab ikke er aktuelt. Men i disse dage, er det et godt indspark i debatten om de flygtninge, der flyder ind over Europas grænser i noget, der kan minde om en syndflod. Vi skal holde op med at diskutere flygtningespørgsmålet i økonomiske termer. Det er uden betydning om Danmark bliver rigere eller fattigere målt i BNP af at modtage flygtninge. Det er ikke noget, vi skal bekymre os om. Det er strengt taget heller ikke noget, det er muligt at regne på, hvis man ville.

Men vi skal bekymre os om, at vi i fællesskab løser problemet på en måde, så vi kan se os selv i øjnene på den yderste dag.

Read More...

Den taknemmelige samaritan

6. september 2015 | Posted in Hjemme | By

250px-Shomroni_tora2

I Jordløse Kirke fortalte vores præst Rikke Godfredsen i dag om den taknemmelige Samaritan, det takkede Jesus, fordi han blev helbredt for spedalskhed. Ni andre blev helbredt sammen med ham, men de glemte at takke.

Jeg tænker ikke, at taknemmelighed er en speciel kristen værdi. Men det er en religiøs værdi at være taknemmelig for skaberværket og det guddommelige, den værdi kan vist genfindes i alle trossamfund.

Hvad lavede jeg i kirken

Dette er indledningen til dette efterårs rejseprojekt – det bliver en rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen. Inspirationen kommer fra vores sidste lange rejse til Tyrkiet og Grækenland, men også fra mange tidligere rejser. Lige meget hvor man vender sig hen i verden, så spiller religion en kolossal rolle.

Men der er en anden ting, der trigger mig. Det er det forhold, at jeg synes, det er vigtigt, at vi har en kirke i Jordløse. En kirke med en præst, en degn, en graver og en organist. MEN HVORFOR ER DET VIGTIGT.
I dag var der barnedåb i kirken. Det var vigtigt for den familie, der var samlet om at det lille nye barn – Viggo – der i dag fik kirkens velsignelse. Men det havde unægteligt været større, hvis kirken havde været fyldt at Jordløse-boere, der havde budt ham velkommen i lokalsamfundet.

Så projektet er dobbelt. Det handler både om at udforske kristendommen som religiøst fænomen og om at udforske, hvad kirkens rolle er – eller kan være – i vores lille lokalsamfund. En del af projektet er at bruge efteråret til at gå i kirke, en anden del af projektet er en mini-studiekreds om historien bag Biblen – her især det gamle testamente.

Hvem er samaritanerne?

Her bliver historien spændende for mig. Samaritanernes navn relaterer sig til byen Samaria i Israel, en by der faldt til Assyrerne i 722 f.v.t. Efter Assyrerne fulgte Babylonierne og de eksilerede en del jøder til Babylon i et forsøg på at gøre den til “gode babylonier”.  Det lykkedes ikke, og de vender som jøder tilbage til Jerusalem under Perserne. Her vil de ikke vedkende sig slægtskab/ trosfællesskab med de Samaritanske jøder, der er blevet i Israel og Judæa – og visa-vers . Da Israelitisk religion bliver til lovreligion i 398 f.v.t. indfører jøderne forbud mod at gifte sig med ikke-jøder – herunder samaritanere.

Historien om Jesus, der helbreder en samaritaner og en samaritaneren, der takker Jesus, handler vist om at kunne se ud over etniske og religiøse skillelinjer. Det handler om at kunne se næsten i den anden uanset religiøs lov.

Netop det, at kunne se næsten i den anden på tværs af etniske og religiøse skillelinjer, kan man forstå som en kristen værdi, der indstiftes af Jesus.

Kilde: Bibelkundskab, Introduktion til Det Gamle Testamente, Århus Universitetsforlag, 1999

Read More...

Kampen mod racisme

22. marts 2015 | Posted in Hjemme | By

Lissie Thording fra Bedsteforældre for Asyl ringede forleden og spurgte, om jeg ville sige noget ved gårdsdagens demonstration i anledning af, at det var FN-dag mod Racisme.

Det sagde jeg ja til uden helt at tænke over, hvad det indebar. Men det lykkedes at få skåret en tale, der kunne fremsiges til den lille forsamling, der havde trodset lørdagens regn og blæst.

Demonstration mod racisme

Her er, hvad jeg sagde

Hvis nogen af jer bladrede i Polikken i mandags, så så i måske et interview med en 23-årig medicinstuderende, der hedder Farnam.

Eller måske så i ham i Go’ morgen Danmark i går, hvor han var inviteret til at debattere med Inger Støjberg fra Venstre.

Jeg vi gerne tale lidt om Farnam.
Jeg er nemlig så heldig, at Farnam er min plejenevø.

Farnam gik til politikken fordi han var godt gal i skralden.
Det var han, fordi nogen havde spyttet på ham på gaden i København.
Det var lige efter skyderierne i København i februar.

Farnam kom til Danmark som uledsaget asylbarn for 7 år siden

Han lærte sig hurtigt dansk
Han tog en dansk studentereksamen med over 10 i snit
Han læser nu medicin på 4. Semester.

Med til historien hører
At han har fået permanent ophold i Danmark
Han har bestået indvandreprøven

Han er på vej til at få dansk statsborgerskab.
Så Farnam har gjort alt det rigtige, og alligevel bliver der spyttet på ham, når han går på gaden.

Det er selvfølgelig et udtryk for den hverdagsracisme, vi er samlet her i dag, for at protestere mod.
Derfor bliver vi nødt til at spørge os selv om, hvad det er, der nærer den hverdagsracisme.

Hvad er det for et menneskesyn og hvad er det for fordomme, der skaber den angst og det had, som racisme er gjort af?
Når vi skal svare på det, så er det vigtigt vi husker, at racisme ikke kun er et dansk eller vesteuropæisk fænomen.

Racisme trives i bedste velgående over hele verden.

Når en ung mand griber et våben og skyder mod en forsamling, der diskutere ytringsfrihed og en forsamling i en synagoge, så er det også udtryk for racisme, fordomme, angst og had.

Farnam overvandt sine fordomme og sin angst, fordi han mødte nogle mennesker, der fik øje på mennesket Farnam inde bag facaden.

Han fik nogle danske plejeforældre, der uden nogen forbehold gjorde ham til en del af deres familie.

Nogle plejeforældre, der hjalp og guidede ham gennem det danske uddannelsessystem og det danske asylsystem.

Hvis vi gerne vil have et åbent samfund, så har vi en pligt til at, at hjælpe dem, der kommer her til af med deres angst og fordomme.

Vi har en pligt til at hjælpe dem med at se de muligheder, der åbner sig for dem i Danmark.

Det gør vi ikke gennem vedvarende forlængelser af midlertidige opholdstilladelser eller ved at anbringe mennesker i asylcentre i op til 10 år. Det gør vi kun, ved at få øje på menneskene bag facaden og ved at hjælpe dem til en ny og tryk tilværelse i Danmark så hurtigt som muligt.
I disse dage tales der – og med god grund – meget om radikalisering og af-radikalisering af unge utilpassede indvandrere. PET mener, at 115 unge med dansk baggrund kæmper på Islamisk Stats side i krigen i Syrien og Irak. Det er skræmmende tal.

Farnam siger i sit interview til Politikken – og jeg citerer:

Der er ingen undskyldning for at begå kriminalitet eller blive radikaliseret. Men der er mennesker i Danmark, der bruger demokratiet til at bekæmpe demokratiet, og det fatter jeg ikke, de får lov til.

Her rammer han kernen i demokratiets dilemma.
Men det er ikke noget nyt dilemma. Demokratiets styrke og svaghed er – og har altid været, at der er lighed for Loke så vel som for Thor.

Det demokratiske svar på dilemmaet er todelt

På den ene side – Åbenhed, dialog og gensidig respekt
På den anden side -Love og regler og retsstat

Der vil altid være grupper i et demokratisk samfund, der forsøger at bekæmpe demokratiet. Det vil altid være en demokratisk udfordring at bekæmpe disse grupper – uanset deres etniske baggrund

Men demokratiet har spillet fallit, hvis disse minoritet får lov til at forhindre, at mennesker på flugt kan få den hjælp, de har brug for.Demokrati er andet og mere end ytringsfrihed.Demokrati er også at have lov til at kære sig om næstenDemokrati er frihed, lighed og broderskab – uafhængigt af køn, race eller tro

Så kære venner, bedsteforældre, forældre og børn:

Lad os ikke gribes af angst og afmagt og lukke os om os selvLad os stå sammen om at skabe et Danmark, hvor der er plads og rum til at hjælpe mennesker, der er på flugt for krig, undertrykkelse og terrorLad os holde op med at sende familier hjem, der har børn, der taler dansk og som er vokset op i Danmark.

Det vil være til glæde og gavn for alle – og ikke mindst for det demokrati, som vi så gerne vil værne om.

Tak til Farnam og alle jer, der hjælper aktivt til med at give mennesker et nyt liv i Danmark

 

 

 

 

Read More...

Hjemme igen

25. februar 2015 | Posted in Hjemme | By

Hjemme

Så er vi hjemme igen i regnvåde og influenzaplagede Danmark.

Men dejligt igen at være sammen med familie, naboer og venner. Nu går der nogle dage med udpakning og små praktiske ting.

Tak for en god tur

 

Read More...

Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store

29. december 2014 | Posted in Hjemme | By

Edirnes historie

Edirne ligger tæt ved den græske og bulgarske grænse og har i gennem historien været en strategisk vigtig by.

”The Rough Guide to Turkey” skriver at der altid har været bosættelse her på dette sted. På museet i Edirne kan vi læse, at Thrakierne har boet i området siden den neolitiske kultur ca. 10.000 f.v.t. og at området har været et vigtigt bindeled mellem de indoeuropæiske kulturer i øst og vest, ikke mindst i den periode, hvor man gik fra overvejende at være nomader til gradvist at blive bofaste.

Bronzealderen

I bronzealderen udvikles de første byer, bystater og stater i Anatolien, er Thrakierne et af de første europæiske folkeslag, der udvikler en særlig kulturel identitet, og derigennem afgrænser sig fra de omliggende kulturer. Den del af de Thrakiske stammer, der levede tættest på Anatolien havde tætte kontakter dertil og var influeret at de første bondekulturer her, mens Thrakierne længere mod nord i højere grad fortsatte deres nomadetilværelse.

P1030153

Thrakierne udvikler sig i 700’tallet f.v.t. til et rytterfolk

I overgangen fra bronzealder til jernalder kom der flere indvandrende folkeslag nordfra til Thrakien, hvor de bosatte sig i nogenlunde fredelig sameksistens med Thrakierne. Det første egentlige anslag mod Thrakierne kom, da den Persiske kong Dareios invaderede landet i 513 f.v.t. på vej mod Bosporus-strædet. Thrakerne kom under Persisk dominans indtil Tzar Ter den 1. (480 – 464) fik etableret et stærkt Odrysisk kongedømme.

Seuthes den 3 flytter Thrakiernes hovedstad

Thrakiernes (Odryserne) havde deres hovedstad i Edirne indtil 320 f.v.t. Dengang hed byen Uscudama. Det var Odrysernes konge Seuthes den 3. (330-300), der flyttede hovedstaden fra Uscudama (Ediene) til Seuthopolis (Kazanlak i det nuværende Bulgarien).

SeuthesIIIbronze

Byste af Seuthes den 3. fundet i hans grav

Seuthes den 3. startede sin regeringsperiode, mens Aleksander den 3. den Store herskede i Makedonien. 330 var året, hvor Alexander den Store på sit store felttog havde besejret Perserne og derfor lod sig udråbe til Persernes konge. Men selv om Makedonierne og Odryserne var thrakiske broderfolk (i alt fald ifølge Pavlov) havde Seuthes ikke til sinds uden videre at skulle underkaste sig Makedonerne. Odrysernes modstand mod Makedonernes overherredømme startede ved Phillip den 2. ’s (Alexander den Stores far) død i 336. I forbindelse med tronskiftet, forsøgte mange thrakiske stammer et oprør mod Alexander den Store. Men da først hans kampagne gik i gang (333) støttede mange thrakiske stammer ham med ryttersoldater.

I 325 bliver Alexander den Stores guvernør Zopyrion dræbt i et slag mod Geaterne, en thrakisk stamme, der levede omkring Donau og som aldrig havde underkastet sig Makedonierne. Den uro det skabte, benyttede Seuthes den 3. til en nyt oprør mod Makedonerne. Lysimachus fulgte efter som ny Guvernør i Thrakien, og efter Alexander den stores død i 323 forsøgte Seuthes sig igen med et oprør. Efter mange kampe måtte Seuthes acceptere Lysimachus overherredømme. Lysimachus udråbte sig til Konge over Thrakien og Seuthes valgte at flytte det Odrysiske kongedømme til det centrale Thrakien ( nu Bulgarien) og at etablere en ny hovedstad i Seuthopolis (nu Kazanlak i Bulgarien). Her ligger han begravet, hans grav blev fundet intakt i 2004 sammen med gravene efter en lang række andre Odrysiske konger, heraf en del der var før Seuthes. Stedet kaldes de Thrakiske kongers dal.

images

Indgang til grav. De Thrakiske kongers dal

Grækere, Romere og Osmanner i Edirne

Edirne fik senere af grækerne navnet Oresteia og senere af romerne navnet Hadrianopolis, den blev udråbt som hovedstad for det romerske Trakien af Kejser Hadrian.

Under romersk herrredømme (hvor Konstantin den Store flytter hovedstaden fra Rom til Konstantinopel (nu Istanbul) forblev byen af stor betydning som en fremskudt base på Balkan.

Så indtog Osmanen Murat den 1. byen i 1361, og gjorde byen til hovedstad i det Osmanniske rige i stedet for Bursa, der ligger syd for Istanbul. Byen fik nu navnet Edirne. Det skete 90 år før det lykkes Ottomanerne ved Mehmet eroberen, at besejre og indtage Konstantinopel/Byzans. Edirne var stedet, hvorfra Mehmet eroberen fik støbt de berømte kanoner, der gjorde det muligt for ham at gennembryde Konstantinopels mure.

IMG_9084

I den ældste moske i Edirne, Eski Cami fra 1414 prædiker Imamen stadig med sværd i hånd for at minde muselmænd om, at man må kæmpe for troen. Nogen har fjernet hans hoved på billedet på plakaten , der står uden for moskeen.

 

 

Read More...

Plan B

10. december 2014 | Posted in Hjemme | By

 

Nysynet

Det er den 10. december og bilen er synet og stort set køreklar. Det var i februar 2009 at vi lånte en transporter og kørte til Nordjylland. Med hjem havde vi et chassis, en karosse, løse døre uden vinduer og en masse papkasser med løsdele. 25.000 kr gav vi dengang. Der var nogen i England, der havde lavet et stort stykke arbejde med at svejse karosseriet og med at fremskaffe alverdens dele, og de lå – meget af det nyforkromet – fint og systematisk pakket i plastikposer og gamle aviser. Frank Neumann er MG-klubbens MGY mand. Han havde hentet bil og dele i England og fået den fortoldet ved ankomsten. Det var i 1991. Men efter 17 år opgav han projektet, købte en ny restaureret model i stedet. Og så solgte han papkassemodellen til os.

IMAG0092

Vores Marone Y til Y-træf i Tyskland, hvor den møder en søsterbil

Sådan startede det

Vi havde allerede en Y’er, da vi købte papkasseprojektet. En Marone (kastanjerød) fint restaureret bil, der er meget originalt istandsat. Den er kørende, men ikke egnet til langfart. Derfor undfangedes idéen, at man kunne gå i gang med at istandsætte en fra bunden, så der var egnet til langfart. En tur af Silkevejen til Kina var drømmen. Langsomt modnedes planen om at sætte en gammel Y i stand. Og den blev forstærket, da Jørgen Hanson sagde, at vi kunne få et vrag, han havde stående.

Vi fik hentet Jørgens vrag, men opgaven syntes uoverstigelig. Palle ringede til Frank Neumann, og så var det vi fik tilbudt papkassemodellen.

Y Hanson

Jørgen Hansons vrag af en Y-er, som det ser ud i dag.

Projektet var næppe lykkedes uden de tre modeller. Den færdige model havde hele tiden svar på, hvordan det skulle komme til at se ud. Og den afpillede model kunne fortælle, hvordan stilladset var konstrueret. Detaljer vi ikke kunne se på den færdige model, det kunne vi studere på den afpillede. Og derudover har den afpillede model leveret vitale dele, der ikke længere er i handel. Frank Neumann sagde, da vi købte papkassebilen, at der var nok 90% af delene. Det holder nok meget godt. De resterende dele er købt hos Moss i England, Lars Bonnevie ved Ringe og enkelte andre steder. Lad være med at spørge, hvad bilen har kostet os. Vi ved det ikke.

Plan B

Selv om bilen er synet, så er vi ikke ved at pakke bilen og drøne sydpå. Palle skrev således i en mail forleden:

Hej alle jer der nok forventede at Rikke og jeg var taget afsted. Det var vi også næsten i sidste uge, men et uheld i huset hos Rikke mor har betydet at vi har måttet bruge en rum tid på at hjælpe hende på hospital og fra hjem til plejehjem. Hun var faldet og brækket bækkenet 3 steder. Ja sådan kan det gå. Så hun kan ikke vende tilbage til sit hus og det indebærer jo altid en masse praktisk der skal ordnes og omsorg der skal tages hensyn til.

Så vi væbner os med tålmodighed og ser hvad plan B kan indeholde.
Måske er det fly til Istanbul, da vi har sat to af vore venner stævnemøde der i beg. af det nye år. Så det vil vi holde fast ved.
Skulle Rikkes mor ikke klare al den omvæltning, så der det også lidt hurtigere at finde et fly hjem igen end at skulle vende vognen og køre den lange vej.
Men I hører nyt om realisering af planerne.
Mange hilsner
Go jul og kom godt ind i det nye år.
Fra Palle og Rikke

Sådan kan små uheld vende op og ned på planer

Read More...