Posted in: Ude

Østanatolien

Han kom til Stormogulen
Og der hvor kæmpekålen gror
Men mellem alle kæmper
Han syntes ingen stor

Østanatolien er nyt og anderledes land for os, og Stormoguler og kæmpekål er gode billeder på andersledesheden. Men helt enig med den lille nisse er jeg ikke, for vi er mellem kæmpebjerge og kæmpesletter i en storslået natur, hvor stormogul efter stormogul har efterladt sig magtfulde monumenter. Vi skal lære at jonglere mellem Seljukker, Ilkhanider, Monguler, Turkenere, Armenere, Kurdere, Osmanner og mange flere for os mere eller mindre ukendte folk og dynastier, der på skift har rullet indover Østanatolien fra Persien, Mongoliet og Turkmenistan. Og hvem var ex. lige Sultanen af Rum, der regerede i Kappadokien.

Men også nutidens magtfulde sultan sætter sig tydelige spor. Tyrkiet er i den grad ved at blive ombygget, og det sætter kraftige spor både i landskabet og de historiske mindesmærker, der er under kraftig men kærlig restaurering. En udvikling der ses lige så tydeligt her i den Østlige del af landet, som den gjorde i Vesttyrkiet.

Turen fra Hatussa til Sivas er på ca. 275 km og forløber uden den store dramatik hen over den Anatolske højslette i ca 1000 m. Højde. Men der er køligere, end vi er vandt til, og undervejs gør vi holdt, så team A og B kan få jakker og huer på.

Inden har vi talt en del om alt det affald, der ligger og flyder mange steder og lidt forundret over, at man ikke er længere med affaldsopsamling og genbrug. På tankstationen får vi et glimt af det Tyrkiske affaldsindsamlingssystem, der harmonerer godt med de lossepladser, vi med mellemrum kører forbi. Erling mener, der må være et muligt dansk eksportmarked for genbrugs-løsninger til Tyrkiet.

Sivas

Vores første overnatning efter Hatussa er i byen Sivas. Vi bor centralt i byen på Sultan Hotel, bilerne får vi med hotel portierens hjælp parkeret i en parkeringskælder, der er sort som graven. Her er mørkere end i gangene i de underjordiske byer. Men der er ikke langt at gå til hotellet, så det går nemt med at få bagagen med op og alle er meget hjælpsomme. Hotelpersonalet er meget ivrige efter, at bilerne bliver flyttet fra oto-park huset til et par parkeringspladser, de har fået ryddet foran hotellet. Men vi insisterer på, at de ikke bliver flyttet før næste morgen.

Sivas minder på mange måder i sin opbygning om Konya. Der er en smuk bykerne med mange bygninger fra Seljukkernes tid, og der er gjort meget ud af at renovere og nyindrette bygningerne til hyggelige åndehuller i en moderne storby.

Da bilerne bliver hentet og vi skal pakke og afsted næste morgen, er det rent kaos foran hotellet. Alle vil fotograferes sammen med bilerne og helst siddende i bilerne. Selv hotellets direktør dukker op for at lade sig forevige sammen med sine to døtre og bilerne. En patruljevogn kommer også forbi, for at se på løjerne.

Endelig slipper vi fri. Da vi kommer ud på hovedvejen igen, viser vejret sig fra sin pæneste side, og denne gang må vi stoppe, så team A og B kan få det nu alt for varme tøj af igen.

Turen fra Sivas til Erzincan er på ca. 200 km og den bringer os over to pas i 2160 m højde og op på en højslette, der ligger i 1500 m højde. Undervejs spiser vi frokost på det, vi hurtigt omdøber til Elmas tisseri. Et lidt snusket sted, hvor hverken mad eller toiletter får topkarakter.

Men Elma troner foran butikken og knuser os hjerteligt til afsked. Da vi kommer frem til Hotel Hilton Garden Inn er vi trætte af virak og slapper af med læsning, skrivning og en tur i swimmingpool.

Turen fra Erzincan til Erzurum er måske turens smukkeste til nu. I lang tid kører vi i en smal floddal, sådan helt klassisk med floden på den ene side, vejen i midten og toget, der klistrer sig mod klippevæggen og kører gennem tunneller, når vi andre får lov at bugte os rundt om klippefremspringene. På vej op ad bjerget møder vi et tested, hvor vi holder pause og får te lavet på en helt traditionel temaskine.

Vi gør holdt i byen Askale, hvor vi møder en tyrkisk familie på vej til bryllup. Det er ikke helt nemt at få rede på detaljerne, når man ikke har fælles sprog, men den hjertelige dame og jeg prøver hinandens tørklæder, og inden vi får sagt farvel, er jeg blevet et smukt silketørklæde rigere.

Men hun var ikke interesseret i at bytte med mit ternede, der ellers er købt i forbindelse med et MG løb i Gabiccemare i Italien. Så bagefter står jeg og ærgrer mig over, at jeg ikke lige havde en sjov ting til hende.

Det er også på denne tur, vi først møder kæmpekålen. Og der går lidt tid før vi er på det rene med, hvad det er for kæmpegenstande, der bliver solgt fra de mange vejboden på vej ind til storbyen Erzurum.

Erzurum

Vi når frem til Sport Otel Kule Sube i Erzurum inden vi har spist frokost, men så sent at frokosten på hotellet er ryddet af vejen i kantinen. Men lynhurtigt har de søde mennesker sat mad frem til os.
Sports Otel Kule Sube viser sig at være et center for skihop, og i det hele taget er Erzurum – der som Tyrkiets højest beliggende storby der ligger ca. 2000 m over havet – center for vintersport i Tyrkiet. I 2017 har man afholdt ungdoms vinter OL i byen, og i 2026 skal det rigtige vinter OL afholdes her.
Hotellet er velbesøgt mens vi er der, det er en hyggelig blanding af unge sportsudøvere, trænere og almindelige hotelgæster.
Efter aftensmaden bliver vi inviteret på en udflugt i hotellets bil op til det tårn, hvorfra skihop konkurrencerne afvikles. Her er en cafe, hvor vi bliver budt på te og kaffe og en fantastisk udsigt over Erzurum.

Agri

Fra Erzurum kører vi til Agri, der bliver vores sidste stop i Tyrkiet i denne omgang. Turen bringer os over endnu et højt pas, denne gang på 2200 m. Under nedkørslen fra passet holder vi ind på en rasteplads, der ligger smukt ved en lille flod, men ellers kun er en asfaltplads. En, to, tre næsten før vi har fået termokanderne frem, så kommer der en ambulance susende, holder ind foran os, og to reddere hopper ud og spørger, om de må fotografere bilerne.

Det bliver til lidt bilsnak inden de pludselig hopper ind i ambulancen igen og forsvinder i samme retning som de kom fra.

Byen Agri er der ikke meget at fortælle om. En bytur afslører en opgravet by – faktisk en rigtig rodebutik. Men hotellet vi bor Grand Cenas er OK og personalet er OK. Kommunikationen går bedst gennem Siri eller Google translate.