Posted in: Ude

Asklepieion helsecenter i Pergamon

I opslaget om Lysimarchos betroede medarbejder, der tog skatten og for pengene skabte kongeriget Pergamon skrev vi kort om besøget i Asklepieion. Her følger en uddybning af myten om og filosofien bag helsecenteret.

Asklepios-myten

Guden Asklepios var ikke oprindeligt en del af gudeverdenen. Ifølge Homer var han en læge i Thessalien, der var blevet undervist i lægekunst af den vise kentaur Keiron. Hans sønner deltog som læger i krigen i Troja på grækernes side. Men omkring 500’tallet f.v.t. bliver han et symbol for sundhed, liv og medicin og tilbedt som guddommelig. Derfor må han indskrives i gudernes verden.

I den græske gudeverden bliver man optaget som (halv)gud gennem slægtskab med de eksisterende olympiske guder. Derfor måtte han gøres til søn af Apollon, der som pestgud også var lægegud. Og han var som de andre græske guder heldigvis både menneskelig og potent. Så fortællingen lyder, at han blev forelsket i den billedskønne datter af Lapiterkongen Flegyas. Hun hed Koronis.

Koronis blev svanger, men under svangerskabet forelskede hun sig i den unge Iskys, og – trods svangerskabet – bedrog hun Apollon, mens han var bortrejst. Men Apollon har sat kragen (på det tidspunkt en hvid fugl) til at vogte sin elskede, og da kragen fortæller Apollon om Koronis bedrag, bliver han rasende.
I sit raseri betror han det til sin søster Artemis at ombringe de to unge elskende, og hun skyder dem med sine pile. Til Koronis anretter hun derefter et stort ligbål. Netop som flammerne slår op erfarer Apollon, at Koronis er svanger med hans barn, og i sidste øjeblik når han at rive det ufødte barn – en dreng – fra hendes skød. Efter denne dramatiske fødsel bringer Apollon den spæde Asklepios i pleje hos den lægekyndige Kentauer Keiron.

Også kragen må undgælde for Koronis utroskab. I sin vrede forvandler Apollons dens hvide fjer til sorte.

Asklepios faldt med sine helbredelsesmetoder hurtigt i unåde hos guderne. Især Hades – dødsrigets vogter – var utilpas ved hans virke. Så han klager sin nød til Zeus. Zeus havde indtil da set med milde øjne på hans barnebarns gøren og laden, men da han involverer sig i genoplivningen af kong Minos søn Glaveus på Kreta og Kong Theseus søn Hippolytos i Athen, bliver det også for meget for Zeus. Han mener, det får uoverskuelige konsekvenser for skellet mellem udødelige og dødelige. Derfor dræber Zeus Asklepolis med sin tordenkile.

Legenden lyder nu, at da Asklepios falder for tordenkilen, har han en recept på en helende mikstur i hånden. Der hvor recepten falder på jorden opløses den af regn, og af jorden gror der vilde hvidløg, der stadig er et vigtigt naturlægemiddel.
Asklepios er uløseligt knyttet sammen med slangen – en snog af sammen navn. I mange myter (som den om Glavius) forvandles han til en slange. På de klassiske Asklepieion (det græsk/romerske navn for helsecentre, hvor man tilbad Asklepios), havde man en slangegård med Æskulapsnoge og en af disse snoge skulle være hentet fra Asklepieion-centeret i Epidaurus, hvor Asklepius ifølge myten ligger begravet.

Ifølge Leo Hjortsø[1] arbejdede den store græske læge Hippokrates (460-ca. 370 f.v.t.) på sin lægeskole på Kos upåvirket af Asklepios-kulten i Epidaurous, som Hjortsø betegner som en mirakelkult.

Asklepieion i Pergamon

Derimod var Hippokrates metoder ikke ukendte på Asklepieion i Pergamon. Det blev grundlagt i 300 tallet f.v.t. af helten Archias, der var blevet helbredt i Epidauros og han bragte helbredelsesopskrifter med sig til Pergamon. Her arbejdede lægerne videre med metoderne og udviklede selv videre på disse.

Urter til medicin, bade, motion, psykoterapi og drømmetydning og operationsmetoder var centrale elementer i behandlingen på dette center, der over århundrederne udviklede sig til et kraftfuld sundhedscenter med rigtig mange faciliteter, herunder et teater, medicinsk klinik, forskellige behandlingsrum, templer, bibliotek, værelser, samlingsrum m.v.

Lægen Claudius Galen

I romertiden fik stedet en ansigtsløftning under Kejser Hadrian Og de rester vi ser i dag er levn fra denne storhed i det første og andet århundrede e.v.t. Det var også her den berømte læge Galen (129-202 e.v.t.) arbejdede og videreudviklede de græske behandlingsmetoder fra Hippokrates med så gode resultater, at han blev livslæge i Rom for Marcus Aurelius. Her nedskrev han i årene 169 – 207 e.v.t. sine lægelige erfaringer i et større akademisk værk.

Galen studier og teorier hold helt frem til 1600 tallet i Asien og Europa. Men faktisk er næsten alle biologisk begreber, det meste af anatomien, meget af botanikken og de levende organismers struktur, der blev brugt frem til renæssancen direkte henførbare til Galens tekster.

Men Galens studier var begrænset af romernes forbud mod at dissekere mennesker. Så Galen arbejdede teoretisk og med dissektion af dyr, bl.a. aber. Først da den flamske anatom Andreas Vesalius gik i gang med at oversætte Galens græske tekster til latin, fandt der en grundig revurdering sted af Galens teorier og metoder. Galens nummerering af kranienerverne benyttes stadig i dag, ligesom den teknik der kaldes galenisk farmaci.

[1] Leo Hjortsø, Græske guder og helte, 1. Bogklubsudgave, 6. Oplag, Gyldendal 2001