Vice president in Association for World Education

Fra Rumænien til Bulgarien

4. september 2018 | Posted in Ude | By

Fra Rumænien til Bulgarien

Efter Drobeta Turnu Severin havde vi en overnatning mere i Rumænien. Det var i byen Caracal, om hvilken vi ikke har meget at fortælle. Men vejen dertil var oversået med hestevogne med bønder, der var på vej til eller fra markarbejde. Der blev høstet hø, majs, solsikke og kastanjer. Landbrug er dels småbrug, dels store agroindustrielle komplekser og spredt ind imellem ligger vingårde.

Fra Ceracal kørte vi videre mod Alexandria, det Alexandria der ligger på den Rumænske side af Donau, som et minde om, at også her red den makedonske konge Alexander den 3, den Store forbi og grundlagde en by. Men ud over navnet er det ikke lykkedes os at finde spor efter den navnkundige hærfører. Men det var heller ikke Alexandria vi ville se nærmere på.

Buzescu

Sigøjnerhøjborgen Buzesco

Kort før Alexandria ligger der en helt usædvanligt by. Arkitekturen ligner ikke noget man ellers kender. Den er anlagt på noget, der nok er 1 kvadratkilometer land – 1000 m på hver led og inddelt i kvadrater på samme måde som en garnisionsby. Husene ligner lagkagehuse, de er bygget i 3 etager med masser af søjler, gesimser og glasur. Det er sigøjnernes højborg. Vi kender ikke historien bag, vi ved ikke, hvorfor sigøjnerne har “fået lov” til at slå sig ned lige her, men der er ingen tvivl om, at rigtig mange af de penge, Romaerne skraber sammen i resten af Europa på mere eller mindre lyssky måder ender her i Buzesco i Rumænien.

Vi krydser Donau

Fra Buzesco kørte vi til Turnu Magurele, hvor vi sejlede over Donau og krydsede grænsen mellem Rumænien og Bulgarien. Der var lidt grænseformaliteter, men alle var søde og hjælpsomme og der var god stemning om bilerne. Man må ikke indføre svineprodukter fra Rumænien til Bulgarien på grund af fare for afrikansk svinepest.

Rumænien og Bulgarien

Lige lidt om de to lande. Rumænien er lidt mere end dobbelt så stort som Bulgarien (239.000/ 110.000 kv. Km) og der er mere end dobbelt så mange indbyggere (20/ 7,3 mill).

Til gengæld er Bulgarien en meget ældre nation. Det første Bulgarske rige med egen Zar blev grundlagt i 681. Siden har landet i perioder været en del af Byzans i andre perioder løsrevet fra Byzans. Der har også i perioder været bulgarske kejsere i det byzantinske rige. Men i 13’tallet blev Bulgarien – i deres egen forståelse – besat af Osmannerne, det var en besættelse, der varede i 500 år. Landet blev “befriet” i sidste halvdel af 18’tallet. De bulgarske frihedskæmpere bevæbnet med leer og hakker fik hjælp af den russiske hær til at smide Osmannerne ud af landet. Det var noget, der passede Englænderne rigtig dårligt. Så derfor har russerne en høj stjerne i Bulgarien, mens briterne er i “bad standing”. Det mærker vi nu ikke noget til med vores engelske biler.

Rumæniens historie er noget anderledes. Som nation dækkende det landområde, der er Rumænien i dag har der ikke været et Rumænien fra Romerne trak sig tilbage over Donau omkring år 267 og frem til 1859. Den sydøstlige af Rumænien (Vallikien?) har ligesom Bulgarien været en del af Byzans og siden Osmannerriget, mens en anden del (Moldavien) var en del af af det tysk-romerske kejserrige og senere Østrig-Ungarn. Transsylvanien har vist det meste af tiden været et selvstændigt hertugdømme.

Begge lande blev selvstændige kongedømmer sidst i 18’tallet, begge lande støttede Tyskland under 2. Verdenskrig og begge lande endte bag jerntæppet i 1947. Men også den periode blev forskellig i de to lande. Bulgarien havde et forholdsvis blødt kommunistisk regime og gode relationer til Rusland, mens Rumænien havde sit eget diktatur under Ceausescus.

I dag er begge lande en del af EU. På papiret er Rumænien det rigeste af de to lande målt i BNP/ indb. Men det synes mig, at der er en stor forskel. Hvor det vi hører er, at rumænerne i stor stil har valgt at rejse ud og søge lykken i andre EU-lande, så virker det som om mange bulgarer har valgt at blive hjemme og forsøge at udnytte de nye muligheder på hjemmefronten. Ex. Som turistland er Bulgarien meget mere åbent og lettere at gå til end Rumænien.

Første overnatning i Bulgarien havde vi i et landhus i en landsby lige ved Industribyen Pleven. Her kom vi tæt på det moderne landsbyliv. En væsentlig indtægtskilde kom fra opskæring af gamle biler.

Fra Pleven kørte vi gennem Shripka passet til Kazanlak, hvor Palle og jeg tidligere har tilbragt nogle dage med at udforske De Trakiske Kongers dal. Vi har haft 2 overnatninger i Pleven på et hyggeligt hotel i centrum af byen. Bilerne har holdt udenfor hotellet i fuld projektørlys, og det er gået godt.

Ud over de Trakiske kongegrave er Kazanlak kendt som Bulgariens rosenby. Her er rosenmarker, et roseninstitut, en rosenpark og et meget flot og informativt rosenmuseum. Hvert år i slutningen af maj og begyndelsen af juni – når rosenhøsten er på sit højeste – er her rosenfestival.

Inden vi kørte hjemmefra fik jeg samlet alle vores indlæg om Trakierne i en rejseartikel, der kan læses her.

 

 

Read More...

Et krigerfolk takker af

20. marts 2017 | Posted in Ude | By

Dette bliver det sidste opslag om Thrakerne i denne omgang. Forhåbentligt kan vi med tiden få alt det indsamlede materiale samlet til en rejseartikel. Men det er en større opgave, at få samlet thrakernes historie i en artikel, der sætter dem ind i den sammenhæng, hvor de hører hjemme i historien. De var ifølge Homer vigtige medspillere i tiden omkring Trojas fald. De spillede en betydelig rolle i krigen mellem grækerne og perserne, de blev som så mage andre blæst af banen af Fillip den II og Aleksander den store, men de vendte stærkt tilbage efter Aleksander den stores død og de endte med at feje Lysimarkos (Aleksander den stores efterfølger) af banen i store dele af de områder, de beboede. Det vides med sikkerhed, at de gjorde sig gældende i hele det nuværende Bulgarien, den europæiske del af Tyrkiet, det sydlige Rumænien og den østlige del af Serbien.

Fredstraktat

Traktat der befæster en alliance mellem odryserkongen Seuthes III og Spartakos i Kabyle fra omkring 310 f.v.t.

Hvor de kom fra og hvor de gik hen

Thrakierne er et af de jernalderfolk, der blomstrer op og kommer stærkt på banen, da de store bronzealder civilisationer går til grunde omkring år 1200 f.v.t. Men indtil videre er der ingen historikere, der tør give et seriøst bud på, hvor de kom fra eller hvad deres rolle var i det spil. Dertil er kildematerialet for ufuldstændigt. Der er dog enighed om, at de har tilhørt den samme indoeuropæiske sprogstamme som makedonerne, frygierne og lydierne. Thrakerne har som tidligere nævnt ikke selv efterladt sig skriftlige kilder fra før 400’tallet. De få skrifter, der findes fra deres hånd – som ex. en traktat fra omkring 310 f.v.t. mellem Seuthes III og Spartokos, der herskede i byen Kabyle, er skrevet på græsk. I det hele taget menes thrakerne gradvist at være blevet assimileret med grækerne og romerne og siden med de indvandrende slavisk/bulgarske stammer.

Sveshtari Tombs

De utallige gravhøjene ved dødebyen Sveshtari strækker sig gennem landskabet over et 2 km langt bånd

Sporene efter Thrakerne

Men hvor Thrakierne ikke efterlod sig skriftlige kilder, har de til overflod efterladt sig spor i landskabet efter det, de gik mest op i: At dyrke guderne – især moder jord – på okkulte steder, at lave smukke genstande i jern, metal, keramik og glas, at jage, slås, ride og køre med vogn og at konstruere templer og grave i jordhøje. De har holdt af at bosætte sig tæt ved bjergene. Om det så har været for at være tæt på Moder Jord eller på de rige guld og kobber forekomster i området, det må guderne vide. Jordbrug eller sejllads har vi ikke set tegn på har haft deres store interesse. De har haft en del vareudveksling med grækerne, men det ser ud til, de har ladet dem om den maritime del af vareudvekslingen.

IMG_6039 IMG_6041

Kulturlag ved udgravning i Karanovo

Efter Kazanlak har vi besøgt tre betydelige thrakiske udgravningsområder, der her fortjener hver sin korte beskrivelse:

Konge begravet sammen med hestevogn

Det første sted var i Karanovo, der ligger lidt nord for landevejen ca. midtvejs mellem Kazanlak og Yambol.

I Karanovo har man udgravet et kulturlag, hvor der har været uafbrudt beboelse fra 5500 – 2000 f.v.t. Derefter er bopladsen blevet flyttet ned i det oprindelige niveau, hvorefter byen har været beboet frem til i dag. I området er flere thrakiske høje, flere af dem har endnu kun været besøgt af gravrøvere. Men i en af dem har man fundet en meget sen kongebegravelse. Man regner med, at der er tale om den sidste odrysiske konge. Han hed Remetalcus III og døde midt i det første århundrede. Han var personlig ven med den romerske kejser Claudius, og man mener, han blev forfulgt af andre Thrakiske stammer, der forsøgte at kæmpe mod romer-ficeringen af thrakerne.

Heste og vogn

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

Af den grund blev han begravet i Karanovo i en ret hurtigt opført grav. Den har samme grundform og ruminddeling som andre thrakiske grave, men er opført af marksten og ubrændte lersten. Med sig i graven fik han sine våben: 2 sværd, skjold, spyd og spydspidser, foruden lysestager, ler- og glaskrukker og et glasdrikkehorn. I et rum ved siden af ham var en adskilt vogn med jernhjul, to heste og en hund begravet.

IMG_6033

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

The Great Mother Goddess i Kabyle

Kabele viste sig at være et godt sted at besøge. Her har været civilisation i mere end 7000 år, sluttende med en mindre bosættelse i de byzantinske ruiner i Middelalderen fra 1100 -1400’tallet.

Her er der et fint museum med effekter fra de mange års bosætning frem til gotherne indtog den romerske by og militærforlægning. I 500’tallet blev byen komplet ødelagt af avarerne. Stedet er meget smuk anlagt, velpasset og stort. Faktisk nok til et dagsprojekt. Det er EU, der har smidt penge i etablering af et besøgscenter.

Mother Goddess

The Great Mother Goddes fundet i Kabyle fra ca. 6000 f.v.t.

Kabyle

Byen er bygget om omkring et helligsted, hvor Thrakierne siden 1000’tallet – men før dem de pre-trakiske civilisationer – har dyrket The Great Mother Goddess – senere af grækerne og romerne kendt som Kybele og Artemis. Helligstedet ligger i nogle klippeformationer på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en gigantiske floddal, som Maritza – floden har dannet, og som har skabt er frugtbart dal, der strækker sig fra Sofia (Bulgariens hovedstad) gennem Plovdiv og Kazanlak og helt ud til Sortehavskysten ved Burgos. Det var som tidligere nævnt i Kabyle, den odrysiske høvding Spartokos regerede, da han indgik en traktat med Seuthes den III.

IMG_6135

Oversigtstavleover området ved Kabyle

Getaestammernes hovedby tæt ved Donau

Sveshtari gravhøjen er blevet verdensberømt blandt arkæologer og historiske museer på grund af en helt unik udsmykning, rige guldfund og hesteofringer. Som de fleste af de andre gravhøje, vi har besøgt, er det heller ikke her lykkedes at fastslå, hvilken af de getaestammernes konge, der er begravet her. Blot at han var 35 år, da han døde og han er begravet sammen med sin 10 år yngre ynglings-hustru og 5 heste.

Sveshtari 2

Udsmykning ved graven i Sveshtari

Getae-stammerne levede på begge sider af Donaufloden. De er kendt for at have gjort meget mere modstand mod grækerene og romerne end de odrysiske stammer mod syd.

Sveshtarigravhøjen ligger ved et af getae stammernes hovedcentre i området ved det nuværende Sboryanovo, et utilgængeligt canyonområde skabt af floden Krapinets. Her har ligget en befæstet by, som man mener at have identificeret som datidens Helis. Sveshtari har været den østlige dødeby (nekropolis), hvor gravhøjene strækker sig i et bånd på 2 km. Et tilsvarende 2 km langt bånd med gravhøje finder man på byens vestlige side.

Området ved Sboryanovo

Området ved Sboryanovo er fint at vandre rundt i

Selve byen har spillet en vigtig rolle i getaernes kamp mod makedonerne. Man mener, der har været hovedsæde for den getaetiske hersker Dromihed, der havde held til at bekæmpe Lysimarkos. Senere fik romerne kontrol over de Getaetiske stammer på Donaus sydlige bred, men de fik aldrig rigtigt fodfæste i landområderne nord for Donau, der vedblev at være domineret af Thrakiske og Keltiske stammefolk frem til hunnernes (Attila’s) og de slavisk/ bulgarske stammers indvandring.

 

 

Read More...

Kongernes dal ved Kazanlak

16. marts 2017 | Posted in Ude | By

Kongernes dal

At tale om kongernes dal ved Kazanlak kan af onde tunger opfattes som et smart reklametrick. Men set med thrakologernes øjne er det en måde at italesætte en rig samling af arkæologiske fund efter et stort overset kulturfolk.

Centralt i kongernes dal kunne have ligget en by med et palads, der blev anlagt omkring 330’erne f.v.t., da Odrysernes Kong Seuthes III flytter sit hovedsæde fra Edirene i Tyrkiet til Kazanlak midt i det nuværende Bulgarien, efter Aleksander den tredje, den stores erobring af Edirne.

Kong Seuthes III (330 - 297 f.v.t.) som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III (330 – 297 f.v.t.) portræt, som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III nye hovedstad

Kazanlak var ikke tilfældigt valgt af Seuthes den III. Han valgte at bygge en ny by (Seuthepolis) ved en eksisterende thrakisk fæstning, der også rummede et af datidens vigtigste kultsteder for de thrakiske guder. Byen lå på en halvø i en kurve ved floden Tundzha, tæt ved den dal, hvor mange af hans Odrysiske forfædre lå begravet.

Byen overlevede ikke mange år efter Seuthes den III’s død, den blev ødelagt af kelterne i 280 f.v.t. og henlå derefter som ruinby.

sevtopolis01

Luftfoto af Seuthepolis inden dæmningen blev bygget

I 1948 besluttede det daværende bulgarske regime at bygge en dæmning ved Tundzha floden, der ville oversvømme resterne af Seuthepolis. Inden byggeriet af dæmningen blev iværksat, fik man opmålt og udgravet byen. Fundene fra byen opbevares på Iskra museet i Kazanlak, og de bedste ting er udstillet både her og på nationalmuseet i Sofia.

Men i dag ligger resterne af Seuthepolis på bunden af Koprinka søen.

Dæmningen 01 Koprinka Dam

Dæmningsbyggeriet fra 1950'erne, der oversvømmede Seuthepolis

Til gengæld er et stort arbejde i gang for at gøre mange af de udgravede høje (Mound’s) tilgængelige for publikum. Der er det særlige ved de trakiske gravhøje, at de typisk blev bygget og anvendt som templer. Når en kongen eller adelsmand døde, blev han begravet – eller i alt fald hans ejendele blev lagt i det inderste rum i et tempel, der var formet som en sarkofag. Med sig fik han gravgaver, og i rummet foran blev ofret en hest, som den døde kunne benytte i efterlivet. Derefter blev templet forseglet.

Kong Seuthes III mausolæum

Seuthes III 03 Seuthes III 02

Seuthes III gravtempel - kaldet "The big Kosmatka Mould"

Den ene af de tre udgravede høje, vi besøgte i Kazanlak, menes at være Seuthes III begravelsesplads. Alle fund i graven peger i retning af Seuthes III, blandt andet en hjelm med hans navn indgraveret, en egeløvskrone, hans rustning og amforaer, der bl.a. har indeholdt vin. Der er i graven ingen spor efter gravrøvere, men der er heller ingen spor efter hans jordiske rester, hverken i form af knogler eller aske.

Graven giver et formidabelt godt indtryk af den originale arkitektur og af byggematerialerne.

Kongen tager imod i Kazanlak tomb

Regentparret modtager gaver

Kazanlak Tomb – kongen og dronningen modtager tribut

En anden gravhøj vi besøgte, er den mest berømte af gravhøjene i Kazanlak. Den ligger centralt i byen og den er meget smukt dekoreret med fresker lige som højen i Aleksandrovo. Af samme grund har turister ikke adgang til den originale grav, men kun til en replika, der er bygget ved siden af den. Billedfortællingen i tomten viser, at her er tale om en konge, der modtager tribut fra omkring boende høvdinge, der kommer kørende i hestevogne. kongen sidder til højbords med sin dronning, og mens der blæses fanfarer, modtager de to gaver fra nær og fjern. I en frise over deres hoveder kører sejrsgudinden rundt i en vogn, trukket af to heste.

Sejrs Gudinden

Kazanlak tomb. Seksgudinden på sin vogn

Det skændede tempel

Ostrusha Mould 01

Model og grundpaln over Ostrusha Mould

Det tredje sted vi besøgte hedder Ostrusha Mould. Det adskiller sig arkitektonisk fra de andre, ved at være bygget som et tempel med seks rum, hvor det ene var indgangsrum, hvorfra der var adgang til et cirkelformet tempelrum, et forkammer og 3 sarkofager. Kun den ene sakrofag er bevaret. Den er skrået ud af én granitblok, der oprindeligt har vejet 60 t og som er brudt i bjergene og transporteret mindst 25 km for at komme til steder. Stenkisten er derefter blevet dækket af et låg, der ligeledes er skåret ud af en granitblok. Indvendigt er granitblokken opdelt i felter, og i hvert felt har været en fresco.

Ostrusha Mould 02

En del af de oprindelige granitblokke er blevet fjernet lige som loftet i den tilbageværende sarkofag er blevet skændet. Ved udgravninger har man fundet mønter, der er præget af Konstantin den Store. Derfor antager man, at templet er blevet ødelagt af byzantinske soldater omkring år 400 e.v.t.

 

Read More...

Den ukendte thrakiers grav i Aleksandrovo

15. marts 2017 | Posted in Ude | By

Museum med replika

Den første thrakiske grav vi besøger ligger i byen Aleksandrovo, ca. 90 km fra Plovdiv. Det er en gravhøj fra omkring 400 f.v.t. Højen har en diameter på over 70 m og den er omkring 15 m høj. Den består af et indgangsparti og en ca. 10 m lang gang indtil et firkantet forkammer og et rundt hovedkammer, hvor den døde har været placeret. Selve gravhøjen er i dag aflukket, for at skåne de smukke freskoer, der dekorerer forkammer og gravkammer.

IMG_5778

Udsigt fra museet i Aleksandrovo

Til gengæld er der bygget et fint museum med en replika af gravhøjen i fuld størrelse. Museet er finansieret af Japanerne, og det har kostet i omegnen af 14 mill. danske kr. fortæller vores dybt engagerede – næsten maniske rundviser. Han tegner og fortæller  uafbrudt i to timer, hvor vi er stedets eneste gæster. Afslutningsvis fortæller han, at han er søn af Irko Petrov, en af de arkæologer, der har været med ved udgravningen. Det er hans far, der har skaffet midlerne til bygning af museet. Så at være guide på museet er for ham som at videreføre faderens livsværk.

IMG_5777  IMG_5776

Unikke loftmalerier med jagtscener

Det er billederne og deres fortællekraft, der er det særlige ved gravhøjen i Aleksandrovo. Hvad der måtte have været af lig og gravgods er for længst ført bort af gravrøvere. Men billederne har fået lov at blive, og især loftdekorationen har meget at fortælle om Thrakernes klædedragt, våben, jagtvaner og levevis ca. 400 år f.v.t.

IMG_5770

Scenen viser 4 jagtscener. Hver jagtscene viser en rytter til hest, et byttedyr, jagthunde og en jæger til fods. Hvor rytterne jager med hunde og spyd, så bærer jægerne til fods forskellige jagtvåben: spyd og stav, net, lanse og en dobbeltbladet økse. I alt optræder der 9 hunde på dekorationen, hvoraf den en hund er bundet til den ene hest og rytter, de andre 8 hunde er engageret i selve jagte. Byttedyrene er to hjorte og to vildsvineorner.

IMG_5773

IMG_5772

De fotos vi fik lov at tage er af replikaerne i den rekonstruerede gravhøj. Desværre lever kvaliteten af dem slet ikke op til originalmalerierne, som vi kun har set affotograferede.

Man ved ikke, hvem dette gravkammer er opført for, men det er et af de få bevarede thrakiske gravkamre med velbevarede fresko-malerier. Sandsynligvis er den tale om en thrakisk adelsmand, da billederne ikke viser tegn på kongeværdighed. Der er ikke fundet spor af liget og alt hvad der måtte have været af gravgods er for længst fjernet at gravrøvere.

Begravelsesritual blandt Thrakere

Thrakierne har ikke selv efterladt sig skriftlige kilder af betydning. Men der er en del græske beretninger om de thrakiske barbarer. Således skriver Herodot:

Den måde de begraver de rige blandt dem er denne: I tre dage lægger de liget til skue, og de dræber alle slags ofre (offerdyr) og fester, efter først at have gjort klagesang. Så udfører de begravelsesritualer, enten ved af brænde liget eller ved at dække det med jorden uden at brænde. Og bagefter, når de har bygget en høj, fejrer de det med spil og enhver form for konkurrence, hvor forståeligt nok de største priser bliver tildelt for tvekamp. Dette er den måde, begravelse blandt thrakierne finder sted. (Egen oversættelse efter tekstcitat i gravhøjen i Kazanlak).

 

Read More...

På sporet af Thrakierne

13. marts 2017 | Posted in Ude | By

De rejsende vender tilbage

Før vi kom til Bulgarien i julen 2014 havde vi aldrig hørt om Thrakierne. Eller måske havde vi, men havde glemt det igen. Men vi havde sat fokus på området omkring Sortehavet og området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, som et interessant sted, der mere og mere for os tegner sig som arnestedet for den kulturelle udvikling, der fører Europa, Mellemøsten og Lilleasien ind i Bronzealderen.

Tippet om at der var noget at komme efter i Bulgarien fik vi af vores blikkenslager, der lagde ny tagrender på huset, mens vi forberedte vores vintertur. Han havde en ferielejlighed ved Varna ved Sortehavet og en ny og temmelig kulturelt tænkende kæreste, der havde insisteret på at trække ham ind på museet i Varna. ”Jeg har aldrig set så meget og så gammelt guld”, fortalte han.

IMG_8985 IMG_8984

Vi har tidligere her på bloggen fortalt om vores besøg i Varna og vores første møde med det tragiske folk og deres historie. Dengang havde vi for lidt tid til yderligere efterforskning i Bulgarien, da vi havde Tyrkiet som hovedmål for turen. I Tyrkiet mødte vi igen Trakierne og deres nære og fjernere slægtninge: hittitter, frygiere og lydier i rigt mål – alle indoeuropæiske folk.

Fra 2014/15-turen kan vi opsummere:

Thrakierne var en række stammer, der i hvert fald har beboet i det nuværende Bulgarien og dele af Rumænien flere årtusinder før Aleksander den Store. De store kongegrave med masser af guld f.eks. fra Tsar Dolonk er fra 4400-4200 f.v.t. De første sten byggede huse i flere etager i sammenhængende byer er fra disse folk. Deres høvdinge/kongegrave er rige på guldsmykker og fint bearbejdede genstande og figurer, der understreger en kultur, der dyrkede jorden og tilbad den store guds moder ”Great Goddesnes”.

P1040167

Kybele – moder jord. Fund fra Anatolien.

De forhistoriske thrakiere

Nu er vi tilbage i Bulgarien, og målet er at komme tættere på thrakiernes historie. Vi er startet vores søgen i Plovdiv, der er en gammel thrakisk bosættelse. På byens arkæologiske museum finder vi kobber og guldgenstande fra 6000-5000 f.v.t. Genstandene og smykkerne er ikke spektakulære som dem vi så i Varna, det er små fine kobberredskaber til ciselerings- og smykkearbejder, der i størrelse og form ligner de redskaber, vi har set hos Harappa-kulturen i Indien fra ca. 4000 f.v.t. Desværre må vi ikke tage billeder på Museet, og der er ikke adgang til bøger på engelsk, der præsenterer de udstillede genstande.

Orfeus i spil mellem thrakiere og grækere

220px-Orfeu-atenasMuseet noterer et større kulturskifte i de arkæologiske fund i perioden fra ca. 1400- 400 f.v.t., en periode de karakteriserer som Thrakisk stammekultur. Skiftet ses især i de keramiske motiver og glassurer, men også den religiøse forestillingsverden er kendetegnet ved et skifte fra naturguder til kulturguder. Et sådan eksempel er sagnfiguren Orfeus.

Han er ifølge den græske mytologi søn af musen Kalliope og konge af den Thrakiske stamme cikonerne . Historien om Orfeus fortæller to ting, som kendetegner tidsånden i denne periode. Det ene er, at guderne ikke længere får deres kræfter fra naturen (moder jord), men fra overnaturlige kræfter, og det manifesterer sig i en blanding af sang, musik, poesi og myter. Det andet er, at kongemagten forklares som guddommelig, og dermed legitimerer arverettigheder.

Orfeus er også et symbol på udveksling mellem thrakisk og græsk kultur, en udveksling der ifølge forskerne er kendetegnet ved, at grækerne lærer håndværk og metallurgi af thrakierne, mens thrakierne overtager den græske mytologi og det græske skriftsprog.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår denne kulturblanding begynder. Ifølge Homer er en thrakisk konge indblandet i slaget om Troja på trojanernes side. Dette slag antages at have fundet sted omkring år 1190 f.v.t. I 700’tallet f.v.t. grundlægger grækerne de første græske kolonier ved Sortehavskysten, der på det tidspunkt er thrakisk territorium.

Men vi ved, at kulturblandingen stadig har efterdønninger. I dag strides græske og bulgarske historikere om ophavsretten til Orfeus. I alt fald ifølge denne Wikipedia-kilde. Det befæstede borganlæg på Nebet Tepe i Plovdiv daterer sig også til perioden 1400-400 f.v.t.

1DSC01890

Resterne af thrakisk borg på Nebet Tepe i Plovdiv

Thrakierne i historisk tid

250px-Sofia_-_Odrysian_Wreath_from_Golyamata_Mogila

 

Fra 400’tallet får historikerne fast grund under fødderne, når det gælder thrakiernes historie. Her har man grave og gravfund fra navngivne konger og samtidige historiske kilder at støtte sig til. Størst politisk betydning i perioden får Odryserriget, hvor det lykkes for Odryses at samle omkring 50 stammer bag sig i en egentlig statsdannelse. Odryserne har en sammenhængende kongerække fra ca. 480 – 90 f.v.t. Det betyder ikke, at Odryserkongen i alle årene behersker en suveræn kongemagt. Odryserkongerne er oftest vasalkonger under skiftende overmagter: perserne, makedonerne, kelterne og slutteligt romerne.

 

Et af de store fund fra denne periode fra området nær Plovdiv er den Panagyurishte-guldskat 

1200px-Thracian_treasure_NHM_Bulgaria

Den består af 8 store drikke-horn og et kar udført i 23 karat guld med en vægt på over 6 kg. Fundet blev gjort af 3 brødre der gravede ler, og som afleverede skatten til myndighederne. Guldhornene er udført med relieffer af dyr og mennesker. På karret er der i cirkler en mængde negroide hoveder.

Thrakiernes endeligt

Det virker som om, Thrakierne som folk ikke var optaget af at etablere en stærk, selvstændig thrakisk identitet og kultur med ex. eget skriftsprog. De ender i alt fald med at blive opslugt af de kulturer, der omgiver dem, uden at have efterladt skriftlige kilder af betydning. Først inden for de sidste 20 år er forskning om Thrakierne for alvor kommet i gang og i den periode er det lykkedes at finde og undersøge mange thrakiske kongegrave. Det er dem, vi vil bruge de kommende dage på at besøge.

 

 

 

 

Read More...

Søndag i Plovdiv i Bulgarien

12. marts 2017 | Posted in Ude | By

Kulturby 2019IMG_5709

Der har boet mennesker i Plovdiv i mere end 7000 år uden afbrydelser. Derfor vil byen gerne gøre sig til af at være Europas ældste by, men den tager hele tiden sine passende forbehold, og overlader den slags afgørelser til arkæologer og historikere. Mere sikker grund er man på, når man markedsfører sig som Europæisk Kulturby i 2019. For det er ganske vist, og som slogan har man valgt ”Together 2019”.

 

Søndagsstemning

Men kulturbysværdigheden er endnu ikke steget folk til hovedet. Stemningen på byens hovedstrøg er helt afslappet søndag formiddag. Mange musikere underholder de forbipasserende, men holder så meget afstand mellem hinanden, at man roligt glider fra et lydbillede til et andet. Gaden er et vrimmel af familier med børn og balloner, og ved de små caféborde hænger folk ud over en kop kaffe og nyder en dejlig forårsdag. Næppe mange tænker over, at de sidder oven på det gamle romerske stadion, selv om Norge, Island og Lichtenstein sammen har finansieret en renovering af indgangspartiet og 3-d præsentation af det gamle atletikanlæg i anledning af det kommende kulturbys initiativ.

IMG_5673

Nedgangen til det antikke græsk/ romerske stadion

Kamp om stemmerne

Der skal være valg i Bulgarien den 26. marts, så små telte og boder med politiske budskaber og agitatorer fylder godt i gadebilledet. Man stiller op listevis, og vi tæller op til 21 lister og vi får tilbudt bruchurer og røde og blå balloner.

IMG_5714

Nej vi skal ikke stemme, men derfor er det fint med lidt snak med de forskellige. En ung pige rækker os en blå ballon og fortæller, at hun holder på liste 21. Hun vil gerne af med den socialistiske regering, som hun synes leger for meget med Moskva. Jeg spørger hende, om hun håber på en fremtid for Bulgarien i EU, eller om det vil være bedre uden EU. Hun spørger, om jeg ikke kan se alle de fremskridt, der er sket i Bulgarien gennem de sidste 15 år. Hun kan ikke forestille sig et Bulgarien uden EU. Hendes forældre arbejder i Irland. Hun håber også på at kunne rejse ud, men først og fremmest håber hun på vækst og fremgang i Bulgarien.

IMG_5712  IMG_5713

Forum Phillippopol i Plovdiv

Gågaden i downtown ender i det gamle Forum Phillippopol, der blev anlagt af Fillip den 2. (Alexander den stores far), da han erobrede byen omkring 350 f.v.t. Det vil sige, Forum Phillippopol ligger adskillige meter under midtbyens nuværende niveau. Så byens centralposthus er bygget oven på det gamle forum, som man er ved at grave fri. Hele den sydlige ende af midtbyen er et stort rod af vejgennemføringer og arkæologiske udgravninger. En enkelt spillemand har dog slået sig ned ved hegnet ind til en af udgravningerne og bidrager til at skabe lidt stemning i stenørkenen.

IMG_5720

Udgravning af Forum Phillippopol

Fra Forum Phillippopol bevæger vi os på en af de tre høje – Nebet Tepe –, Plovdiv er bygget omkring. Byens befæstningsanlæg blev påbegyndt at Trakierne omkring år 500 f.v.t og er siden blev udbygget af Makedonierne, Romerne og Byzans i årene 500 – 600 e.v.t. I dag henligger det som en uplejet ruinhob, der med sine nicher og store klatrevenlige klippestykker er et yndet udflugtsmål for unge, elskende par og børnefamilier.

IMG_5760

Ruinen af befæstningen på Nebet Tepe

Undervejs besøger vi en udstilling af kunstneren Dimitar Kirov-DiKiro i huset Stamboljan. Det er som de fleste huse i Old Town et smukt gammelt palæ, bygget af Osmannerne, der besad Plovdiv 1364 – 1885.

IMG_5727 IMG_5725

Read More...

Albanien og troens prøvelser

8. marts 2017 | Posted in Ude | By

IMG_5595

Shkodër søen på grænsen mellem Montenegro og Albanien, her ved byen Shkodër i Albanien

Fra Dubrovnik i Kroatien kørte vi gennem det billedskønne Montenegro til byen Shkroder i Albanien. Her får vi det første kig ind i et land, der for os indtil nu har henligget i mørke. Shkroder ligger ved Balkans største sø. Naturen er enestående, men landet er forsømt og goderne er tydeligt ulige fordelt. Det er lang tid siden, jeg har været i et europæisk land, hvor en families overlevelsesgrundlag består i at sælge mælk i colaflasker på et gadehjørne.

IMG_5552

Handel med lokale produkter

Vi har logeret os ind på et meget fint istandsat og møbleret lille hotel, helt gennemført italiensk inspireret. Det bærer navnet Rose Garden, og der er også en meget fint haveanlæg med små runde marmorborde, hvor man, når foråret bare får lidt bedre fat, kan nyde sin morgenkaffe eller et glas – gerne lokalt produceret – vin. Så et kort øjeblik kan man nyde illusionen om det søde liv i Albanien, men når man ser ud af vinduet fra hotelværelset, så får man slynget den albanske virkelighed lige i synet igen.

IMG_5542

Udsigten fra hotelværelset

Albanerne lever i nuet, men de fleste unge ønsker sig langt væk. De har svært ved at få øje på en fremtid i landet. Det fortæller kvinden, der viser mig rundt på Diocesan Museet, der ligger lige ved siden af hotellet. Et fint lille museum, der drives af Den katolske Kirke i Albanien.

Indgang til Diocesan Museet i Shkodër

Indgang til Diocesan Museet i Shkodër

Troens historie i Albanien er endnu mere brutal end landets øvrige historie. Da jeg kommer ind i museet er det vigtigt for museumsguiden at understrege, at Albanien er et multireligiøst samfund og at de tre store trossamfund lever side om side: 70% muslimer, 12% romersk katolske og resten som ortodoks kristne eller ateister.

Museets fortælling starter i år 50, hvor Paulus kom til Illyrien og hvorfra han sendte et af sine breve til menigheden i Rom. Den romerske kejser Konstantin den Store kom ifølge museet også fra Illyrien. Det har jeg nu ikke kunne få bekræftet andetsteds, men det er en smuk historie. Kejser Konstantin den store var ham, der tillod kristendommen at blive statsreligion i Romerriget, og som flyttede hovedstaden fra Rom til Konstantinopel.

 

IMG_5584

Legenden om madonnabilledet, der bliver bortført af to engle

Ved bruddet mellem Øst- og Vestkirken i 1054 blev den kristne kirke i Albanien også splittet, og som jeg forstår det, fik Vestkirken på det tidspunkt sit hovedsæde i Shkodër og kom under Venedigs beskyttelse. I 1467 blev Albanien invaderet af Osmannerne og det betød tvangs-islamisering og forfølgelse af kristne. Den tyrkiske besættelse varede i 500 år.

En legende stammer fra den tid. En fortælling om to unge mænd, der så to engle hente billedet af den hellige madonna med barnet, for at redde det fra tyrkernes ødelæggelser. De fulgte efter englene og så billede blive muret ind i en kirke i Genazzono  ikke langt fra Rom. Efter sigende skulle det være sandt, at billedet i Genazzano er jomfruen fra Shkodër.

 

 

IMG_5567

Katedralen i Shkodër ombygget som sportshal 1967 – 1990

I 1898 blev det muligt at genopbygge katedralen i Shkodër, og i de næste små 50 år nød Albanerne religionsfrihed. Men i forbindelse med 2. Verdenskrig og den kommunistiske magtovertagelse i 1944 kom kirken igen under pres. Helt galt blev det efter 1967, hvor Enver Hoxha allierede sig med Kina i stedet for Sovjet. Inspireret af den kinesiske kulturrevolution blev alle de gamle kirker revet ned eller sprængt i luften. De nyere kirkebygninger overlevede, med blev ombygget til kulturhuse eller sportshaller.

 

 

IMG_5585

 

Størst indtryk på udstillingen gjorde en planche, der viste portrætter at 38 navngivne intellektuelle kristne, der var blevet tortureret og henrettet af regimet. Efterfølgende er det kun lykkedes at finde de jordiske rester af 10 af dem.

Mange af de genstande, der er udstillet på museet er genstande, folk har reddet ud af ruinerne af de ødelagte kirker og gemt i kældre eller nedgravet i haver.

 

 

Read More...

Krig og fred på Dalmatinerkysten

6. marts 2017 | Posted in Ude | By

Dalmatinerne ved Adriaterhavets østkyst

IMG_5379

Fortællingerne om krigen i 1990’erne fylder mere end sporene efter krigen, når man kører gennem ferielandet langs Kroatiens Dalmatinerkyst. Og godt for det. Mange gode kræfter har gjort, at huse er genopbygget og turistindustrien igen kører i højeste gear.

Når man dykker længere ned i historien, bliver det klart, at Adriaterhavets østkyst har en historie, der adskiller sig markant fra resten af Balkan. Og det skyldes ikke mindst, at Dalmatinerkysten har levet under Venedigs- og Markusløvens beskyttende vinger, indtil Habsburgerne fik indlemmet Dalmatinerne under sine måske knapt så beskyttende ørnevinger efter Napoleonskrigene. Og det er måske en vigtig årsag til, at konstruktionen Jugoslavien ikke kunne overleve Titos død. Modsætninger mellem de 6 jugoslaviske republikker var simpelt hen for store, og selv om sproget i nogen grad var fælles, så manglede der en fortælling og en politisk kultur, der kunne kitte det hele sammen.

På vejen ned har vi gjort holdt i 3 byer, der er meget forskellige – men de har det til fælles, at de er gamle illyriske byer, der med årene er blevet stærke, befæstede bystater: Zadar, Split og Dubrovnik.

Zadar slikker sårene

IMG_5221

Ved indgangen til den gamle by i Zader er opsat en meget særlig mindeplade. På pladen er der en plan over byen med denne tekst på engelsk:

Historical nucleus plan of the city with marked damage made by the Serbian, Montonegrin and Yogoslav army aggression of Zedar assisted by the rebellous Serbian population in Croatia, in Zinder from 1991 to 1995.

Mindepladen er et stærkt vidnesbyrd om krigen, der opløste Yugoslavien og berigede Balkan med 7 nye selvstændige nationer ( Kosova medregnet). Den giver os mindelser om Vukovar, som vi kørte igennem i 2015.

IMG_5224

Zadar gamle bydel er gammel. En af de ældste bygninger, der stadig er i brug er en Byzantinsk kirke fra 800’tallet, der er bygget oven på byens Forum Romanum. Det kan dateres tilbage til år 100 f.v.t. Før romerne ankom var det en illyrisk koloni. Da det vestromerske rige brød sammen, blev det en del af Det østromerske Rige (Byzans), indtil Venedig i 1200’tallet jævnede den med jorden. De næste ca. 200 år var den kastebold mellem Ungarn-Kroatien og Venedig, indtil 1409, hvor den endegyldigt blev lang ind under Venedig. De varede frem til 1797, hvor begge bystater blev en del af det Habsburgske rige. 1921 til 1945 var Zadar italiensk, og først efter anden verdenskrig blev den en del af den Kroatiske provins i det kommunistiske Jugoslavien.

Kejserbyen Split

DSC01663

Rekonstruktion af paladset, som men mener det så ud i 305

Da jeg var 10 år gammel, da jeg var i Split med mine forældre. Jeg husker det gamle palads fra dengang som et stort gedemarked med salg af tæpper, vandpiber, træskærerarbejder og tyrkiske kaffestel. Varer blev transporteret rundt med æsler. Min mor og jeg blev sat i pant hos en tæppehandler, mens min far drog afsted til bilen med det udvalgte tæppe for at hente penge, så han kunne indløse os igen.

I dag er der ingen tuskhandel ved det gamle palads. Cafeer, barer, butikker og restauranter er stilfuldt indrettet i de game paladsbygninger.

DSC01661

Paladsbygningen blev opført af den romerske kejser Diocletian i perioden fra 297-305 som aftægtsbolig. Man ved ikke, hvorfor han valgte at trække sig tilbage som kejser i 305, men måske havde han bare lyst til at nyde en stille og rolige pensionisttilværelse oven på et begivenhedsrigt liv. Paladset blev bygget nogle få kilometer fra datidens Salona, der var Romernes hovedstad i Dalmatinerprovinsen og Diocletians fødeby. Og han fik faktisk 10-12 rolige år i de smukke arkitektoniske underværker, der lå med fødderne i det azurblå Adriaterhav.

Splits videre historie minder om Zadars. Men vi kan tilføje en sjov detalje, der kobler vores besøg i Venedig med besøget i Split.

På kirken Santa Maria del Giglio i Venedig var der en række relieffer af byer, og et af dem bar indskriften Spalato. Vi diskuterede hvilken by det mon var, og via nettet fandt vi frem til, at det var Split, hvilket gav god mening, da Split i en lang periode hørte under Venedig. Men når det kom til at tidsfæste reliefferne på Santa Maria del Giglio kirken, var vi på herrens mark.

IMG_5089  IMG_5289

Relief på kirke i Venedig og prospekt fra 1782 i Split

Men det løste sig, da vi kom til Split. Her var der på bymuseet en række prospekter, der viste byens udvikling. De viste, at den kraftige befæstningen af Split var sket mellem 1600 og 1782, mens Split var en del af Venedig. Det er nogenlunde samtidigt med, at Dubrovnik var blevet ombygget til en stor fæstning. Så byreliefferne på Santa Maria del Giglio kirken kan i alt fald først være blevet sat op i 1600’tallet.

Dubrovnik forklædt som Nottingham

IMG_5356

Dubrovnik er den, af de tre byer, der blev hårdest ramt under borgenkrigen. Men byen har rejst sig igen efter kampen. I dag er den turistmagnet nr. et langs Dalmatinerkysten og Kroatiens sydligste by af betydning. Byen var frem til 1815  en uafhængig bystat. I 1600’tallet blev den stærkt befæstet, og den er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer, berømt for sin 2 km lange bymur.

IMG_5433 IMG_5388

Bymur og kanoner hjalp ikke Dubrovnikkerne, da de blev omringet og angrebet af Serbere og Montenegrinere i 1991.

I dag er den til gengæld et yndet sted for optagelse af film i middelalderlige rammer. Vi møder således en by, der lige nu er ramme for optagelserne til en ny Robin Hood film.

IMG_5337 IMG_5486

IMG_5421 IMG_5494

IMG_5495

 

 

Read More...

Venedig

3. marts 2017 | Posted in Ude | By

 

IMG_4936

 

Venedig har længe været på vores rejse ønskeliste, men hidtil er vi kørt uden om den. Vi har været i Ravenna, Padua og endda i Chioccia, der ligger i havbugten lige syd for Venedig.

Der har været tre grunde til, at vi indtil videre har danset om den varme grød. Venedig kræver god tid, penge og masser af tålmodighed. Venedig er en turistmagnet, og beretninger om lange køer ved Markuskirken og Dogepaladset er der mange af.

Men da vi planlagde denne tur til Bulgarien og så på ruter og vejrudsigter, så blev vi enige om at køre ned langs Kroatiens Adriaterhavskyst og gennem Montenegro til Albanien og derfra gennem Makedonien til Bulgarien. Så lå Venedig lige på vejen og tidspunktet omkring 1. marts var så tidligt at priserne og køerne stadig var uden for sæson.

Det var en herlig beslutning. Vi har haft 3 dejlige dage i Venedig og vi har boet på et hotel lige bag Galleri Akademia til en meget rimelig pris. Først da vi parkerede bilen i parkeringshuset den 28. 2 blev vi klar over, at vi var landet i Venedig på det årlige Karnevals sidste dag. Det blev oplevelsen bestemt ikke ringere af.

Karneval i Venedig

Karneval i Venedig

Byen

Sammenlignet med mange andre byer omkring Middelhavet er Venedig en ung by. Hvor ung, eller gammel om man vil, strides de lærte om. Men begyndelsen på byens historie er tæt knyttet til Padovas historie. For det var indbyggerne herfra, der havde fået for vane af flygte ud i lagunen i urolige tider efter det vestromerske riges sammenbrud. Gradvis begyndte man af gøre Lagunen mere og mere beboelig. Det ældste større bygningsværk var basilikaen St. Maria Assunta på øen Torcello, der ifølge vores rejseguide dateres til 639. Øen blev senere forladt pga. malaria. Vi nåede desværre ikke ud og se kirken i denne omgang, men så har vi en god grund til at vende tilbage til Venedig.

Kisten med St. Markus knogler finder man ved højalteret i Markuskirken

Kisten med St. Markus knogler finder man ved højalteret i Markuskirken

Byen Venedig får sin første leder af republikken Venedig i 697. Han bærer titlen Doge og dogestyret overlever i Venedig frem til 1798. I 697 er St. Theodor byens skytshelgen og Venedig en del af det Østromerske rige og styres fra Ravenna. Legenden hedder så, at i 828 hentede 2 venetianske sømænd knoglerne af St. Markus (i fortællingen = evangelisten Markus, der grundlage den koptiske kirke i Egypten) i Alexandria og bragte dem til Venedig. Det blev grundstenen til Markuskirken og en helt ny ære i Venedigs historie, hvor man fik mod og kræfter til at frigøre sig fra kejseren i Konstantinopel.

DSC01568

Markusløven

Markus symboliseret ved løven, der både kan håndtere biblen og sværdet, er til stede overalt i byen. I det venetianske flag, i gader og stræder dukker han ustandseligt op på skilte og i facadedekorationer, ja sågar de offentlige vandhaner med det livgivende vand symboliserer Markus. Ved indsejlingen til pladsen foran Dogepaladset står Markus på den ene søjle i form af en bevinget persisk løve, mens St. Theodor står på den anden søjle. De to søjler er hentet som krigsbytte i 1127 fra byen Tyrus i Lilleasien.

Hestene på Markuskirken en støbt 200 f.v.t. i Hellas

Hestene på Markuskirken er støbt 200 f.v.t. i Hellas

Hestene på Markuskirken

Et andet stærkt symbol på Venedig magt i begyndelsen af det forrige årtusinde er de 4 heste, der pryder Markuskirkens syd facade. De er oprindeligt hellenistiske, blev hentet til Rom og derfra af Kejser Konstantin taget med til Konstantinopel (nu Istanbul), hvor de prydede hippodromen. I 1204, hvor venetianerne udplyndrede Konstantinopel under det 4. Korstog, kom de til Venedig. Siden har de knejset som magtsymboler over Markuskirken. Det vil sige, i 1977 blev de erstattet af replikkaer, og de originale bronzefigurer, der engang var forgyldte, kan ses på klods hold i Markuskirkens museum.

Karneval på pladsen foran Markus kirken

Karneval på pladsen foran Markus kirken

Markuskirken

Vi brugte mange timer i selve Markuskirken, der både er et magtsymbol, en religiøs fortolkning, i sig selv et kunstværk og fyldt med kunst og fortællinger fra den gamle verden. For Venedigs storhed sluttede da kolonitiden startede. Venedig tog ikke del i kapløbet om kolonierne, men forsøgte i stedet at konsolidere sin magt i Middelhavet, men endte med at tabe først til Osmannerne og siden Napoleon. Napoleon havde over i købet den frækhed, at han byttede byen væk for Milano med den habsburgske kejser. Derfor sad Habsburgerne på byen fra 1798 til 1866, hvor den løsrev sig for at tilslutte sig det nydannede Italien.

At dykke ned i Markuskirkens skatkammer er som at genopleve 1000 års verdenshistorie, og det får de små hår i min nakke til at rejse sig, Det er noget helt særligt i dette kirkerum at stå tæt på drikkekar, lamper, relikvieskrin og røgelseskar, der har været i brug i Hagia Sophia i mange hundrede år, inden de af dogen Enrico Dandolo og korsridderne i 1204 blev ført til Venedig.

Dogepladsen med de to søjler hentet i Tyrus

Dogepladsen med de to søjler hentet i Tyrus

Venedig er et tag selv bord af oplevelser. Ud over Markuskirken besøgte vi Dogepaladset og Correr museet. I Dogepaladset blev vi indført i magtens veje og vildveje, vi gik over sukkenes bro og beså det berygtede fængsel med de metertykke mure. Torturkamrene oplevede vi ikke, de kræver en anden billet og guidede rundture, men det var ikke svært at forestille sig, hvad der var foregået bag de låste døre. I Correr museet så vi både det habsburgske hofs lyse gemakker og middelalder og tidlig renæssance kunst.

Sukkenes bro

Sukkenes bro

Lige så givtigt som museumsbesøgene var det at lade sig gribe af byen selv. En sejltur på Canal Grande eller at slentre gennem gader og over kanaler og se på det helt unikke byrum. Her hjalp guidebogen os med fortællinger om, hvad vi kom forbi og ruter, så vi ikke for vild i labyrinten.

 

 

Read More...

Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid

15. oktober 2016 | Posted in Ude | By

Harappa kulturen

Forskerne kalder Harappa-kulturen for den første egentlige urbanisering i syd-asien. Civilisationen tager sin begyndelse ca. 7000 f.v.t. Den ældste by er (indtil nu) fundet i Mehrgehr i det nuværende Pakistan.

Harappa-segl fundet i Dholavira

Harappa-segl fundet i Dholavira

Harappakulturen boomer for alvor i Akkadisk tid i perioden 2350-2100 f.v.t. Det er samtidigt med kong Sargon og hans barnebarn Naram Sin’s storhedsperiode i Mesopotamien. Ud over segl vides det fra samtidige sumeriske optegnelser over handelen i havnebyerne Ur og Oman, at der var et betydeligt handelssamkvem med Induskulturen (Meluhha). Det vides også, at Kong Sargon modtog Vandbøfler i gave fra en indiske konge, og at disse avledes som offerdyr ved templet i Akkad.

Historikeren Asko Parpola drister sig til i Politikens Verdenshistorie (1982) at kalde Harappa kulturen for kedelig, fordi de udgravede byer har så mange lighedstræk, at den ligner en stor gentagelse af sig selv. Det er nu en hård dom. Men det gælder for hele Harappa-kulturen i dette store kulturområde i Indus området, at viden om byggeri og evnen til at strukturere store byer har været rigt udviklet.

I det følgende vil vi beskrive, hvad vi har fået ud af at besøge udgravningerne af de to Harappa-byer Dholovira og Lothal.

Dholovira

Byplan for Dholavira dækkende 100 Ha land

Byplan for Dholavira dækkende 100 Ha land

Dholavira by, der med Citadel eller slot og tilstødende håndværk- og beboelseskvarterer, stadion, døde by, bade og kæmpe vandopsamling bassiner har dækket 100 hektarer, med mure og bygninger udført i fint tilhuggede sten og med en skarp sans for geometri og byplanlægning. Lige gader og rektangulære huse bygget i tilhuggede sten.

Nordporten i Dholavira

Nordporten i Dholavira

Dette store byområde har været omkranset af en kraftig mur og selve citadellet (slottet), hvor man antager at kongefamilien boede, har været forsynet med yderligere forsvarsværker.

I Dholavira har forskerne kortlagt 6 historiske epoker i byens udvikling. Byen er fuld udbygget og på sit højeste omkring 2200 f.v.t. På det tidspunkt har hele byen blomstret, og den har været rigt udsmykket med kalkede/malede huse. Når gæster kom udefra er de blevet mødt ved Nordporten af et stort relief med – formodentligt – byens navn stående lysende i 10 Harappa-skrifttegn.

Ved ingangen til nordporten er fundet et 3 m langt indgangsskilt med 10 tegn

Ved ingangen til nordporten er fundet et 3 m langt indgangsskilt med 10 tegn

Vandforsyning

Et af de 9 vandreservoir i Dholavira

Et af de 9 vandreservoir i Dholavira

Helt enestående er byens kolossale vandreservoirer, der er bygget over flere epoker. I alt er der bygget ni kæmpebassiner, en del af dem indbyrdes sammenhængende og forbundet til byens største brønd, der lå inden for forsvarsmuren.. Bassinerne har været forsynet med trapper, der gav adgang til vandet, og et enkelt af dem med en rampe, så man kunne køre en vogn ned til vandspejlet. Med byens beliggenhed mellem to floder var der rige muligheder for at opsamle vand. Beboelsesområderne i byen (middle og lower city) har både haft vand kanaler til brugsvand og afløb for spildevand.

Håndværksproduktion

Vægtlodder

Vægtlodder

I byen har der været en rig håndværks kultur med fremstilling af smykker i keramik, halv- og hel ædelstene, bronze og guld, sølv, elfenben, muslingeskaller, fajance, perler, armbånd, halskæde, keramik, kobber og bronze redskaber, knive, spillebrædder og figurer i terrakotta af dyr og mennesker. En hel særstilling har vægtklodserne udført i omhyggeligt slebne sten terninger i et utroligt fint målesystem ned til 0,2 gram.

Mål og vægt

Det anvendte vægtsystem har fulgt Mellemøstens fælles standarder, som de kendes fra Babylonien og rigerne Bahrain og Oman, som man handlede med. Dette ses bl.a. af de mange små segl og seglaftryk i ler, der er fundet både i Dholavira og i Mellemøsten. Seglene blev brugt til at stemple vareforsendelser, så varernes ophav kunne identificeres.

Af målene på bygninger kan ses, at meget præcise længdemål har været anvendt. Alt i alt en kultur med en høj grad af organisering og systematisering.

Vedligehold og forfald

Et jordskæv sætter byen tilbage en periode, men udbedring og udbygninger finder sted. Omkring år 2100 ophører vedligeholdelsesaktiviteterne imidlertid og især citadellet forfalder. Byen er periodevis forladt, men genindvandring finder sted frem til 1450 f.v.t.

Det syvende udgravede lag viser, at byen ikke længere fungerer som et velorganiseret by fællesskab, men at indbyggerne bor på bopladser (settlements) i cirkelformede huse.

Lothal

Lothal ligger ca 90 km sydvest for Ahmedabad. Lothal er den anden tilgængelige ruinby fra Harappakulturen, som vi besøgte.

By og havn

Havnebassinet i Lothal

Havnebassinet i Lothal

Byen er påbegyndt omkring 3700 f.v.t. og har været fuldt udbygget fra ca. 3000 f.v.t. Byen har været central i handelen med Mellemøsten og Egypten i kraft af sin beliggenhed tæt ved havet. I byen er bevaret en enestående dok bygget i brændte lersten med en dybde op til 4,3 meter og en længde på 217 meter og 37 meter i bredden. Dokken har kunnet rumme adskillige af de største skibe på en gang. Sluser har gjort det muligt at holde en konstant vandstand i havnen, og dermed har det været muligt et beskytte skibene mod tidevand og stormflod. Forskerne har afbildninger af bronzealderens skibe og har regnet på deres størrelser. Man formoder handelsskibe på 18-20 meter i længden og med en lasteevne på 60-75 tons har krydset det arabiske hav med im- og eksport varer.

Ved havnebassinet har været et varehus, der har været 245 meter langt og i to etager til opbevaring og inspektion af varer.

Håndværk og handel

Som i Dholavira har man fundet den samme variation i varer og værksteder til fabrikation af varer. Perler i mange materialer og størrelse, segl og seglaftryk, muslingeskaller anvendt til mange formål, kobber og bronze ting, redskaber, keramik, spil, dyre- og menneske figurer, legetøj, vægte og måleredskaber, og begravelses- og rituelle objekter. Hertil mange vidnesbyrd om handel med Mellemøsten og Egypten.

Ødelæggelse og genopbygning

Alt dette får et stort knæk da området bliver oversvømmet omkring 2350. Ødelæggelserne bliver dog udbedret og man anlægger en ny velordnet bydel. Yderligere tilbygninger og forbedringer finder sted frem til 1900 f.v.t. hvor øjensynlig en tsunami vælter ind over området og tager størstedelen af byen med sig. Med tsunamien bliver  byen endeligt forladt og området bliver derefter ikke genbosat. Forskere har konstateret at der i et stort område i Indusdalen i de næste 200 år er store flygtningestrømme (fra 1900 til 1700 f.v.t).

Hvor blev Harappa-folket af

img_3838

Hvis man skal prøve at koge de forskellige teorier vi har læst sammen, så fremstår der en nogenlunde sammenhængende historie.

Omkring år 2000 f.v.t er en del af harappaerne vandret sydpå, muligvis på grund af klimaforandringer. Dholavira og Lothal er nogle af de sidste byer, der er blevet delvist forladt. Nordfra er i samme periode kommet en indvandring i Indusdalen af et arisk folk. Arierne bragte hesten, veda-troen og skriftsproget sanskrit med til Indien. Arierne så sig selv som ædle, og deres tekster bar præg af en vis nedladenhed over for ”den indfødte befolkning”, som de kaldte ”de mørke”. Arierne selv var opdelt i tre kaster: En krigerkaste, en præstekaste og en håndværkerkaste. Disse kaster var principielt ligestillede.

En teori er, at Harappafolket gradvis blevet integreret i de dravinske folkeslag. En anden teori er, at der er sket en opblanding mellem arier og harappafolket. Sandsynligvis er begge dele tilfældet. Den hinduistiske tro, som den kendes i dag anses for at være en blandingsreligion af traditionel harappa-tro, dravinske religiøse forestillinger og veda-troen.

Read More...