Vice president in Association for World Education

Lysets Land

18. april 2020 | Posted in Hjemme | By

Historieskrivning med Nanna

Lysets Land

Engang for længe siden var der en landsby, der hed Lysets Land. I landsbyen var et palads og i paladset boede kongen og dronningen og deres søn – prins Alfor. I landet boede mange fantastiske væsener. Feer, drager og enhjørning fløj sorgløse rundt i gaderne og markedet sprudlede af liv. Indbyggerne i byen blev derfor kaldt for lysvennerne. I byens hjerte var en krystal, hvis kraft betød, at byen altid lå badet i lys. Ville man have mørke, skulle man gå inden for i husene og trække gardinerne for.


Porten til Lysets land

Kongen havde 4 lysets beskyttere. De hed Athena, Olivia, Bastian og Nanna. De var flyvende væsener, der svævede over byen og holdt øje med, hvad der skete.

Athena havde slimkraft. En slimkraft, der var så stærk, at den kunne binde alting sammen.

Olivia havde fe-kraft. Med den kunne hun gøre folk usynlige og hun havde selv evnen til at skyde med pile mens hun fløj. Når hun ønskede kunne hun ved hvert vingeslag skyde en serie pile afsted.

Bastian havde en beskyttende kraft. Han kunne slå et magisk skjold ud over en hvilket som helst lysven, som så var beskyttet mod onde kræfter.

Den sidste af de fire beskyttere hed Nanna. Hun var deres leder. Hun havde magt over tiden og livet. Hun kunne skubbe verden fem sekunder tilbage i tiden. Hun kunne hele syge og give ekstra liv. Hun kunne tage form af alle mulige dyr og væsener.

Naboriget hed Mørkets Land. Her herskede heksen Sorte Isa. Sorte Isa havde is-kræfter. Selv om hun ikke brugte sine is-kræfter, blev alt hvad hun rørte ved sort og grimt. Sorte Isa kunne ikke holde alt det lys og al den glæde, der strålede fra nabolandet ud. Hende eneste tanke var, at hun skulle have fat i den krystal, der bankede i hjertet af Lysets Land. Hun drømte hver nat, at hun kom så tæt på den, at hun kunne fryse den, så den kun kunne udstråle mørke.

Den forvildede enhjørning

En dag havde en enhjørning fra lysets land forvildet sig ind i Mørkets Land. Sådan fik Sorte Isa en mulighed for at realisere sin drøm.

Hun tog bolig i enhjørningen og begav sig til porten til Lysets land. Da hun kom til kongerigets port og bankede på, lukkede to af kongens soldater porten op.


Sorte Isa som enhjørning

Sorte Isa – der jo nu havde bolig i enhjørningen – fortalte, at den var på flugt fra Mørkets Land, fordi Sorte Isa havde frosset dens landsby til is.

For at komme ind i Lysets Land, skulle man tegne tegnet for hjertets magi. Heldigvis for Sorte Isa så enhjørningen tegnet. På den måde kom hun ind i Lysets Land.


Tegnet for hjertets magi

Nanna, Bastian, Olivia og Athena flyver rundt om kongepaladset og leger flyve-tagfat, da Nanna pludselig opdager, at den enhjørning, de længe ikke havde kunne finde, er kommet tilbage.

De flyver ned for at spørge den om, hvor den har været henne, da de opdager, at der er noget helt galt. Den hjemvendte enhjørning går rundt og hilser på alle sine venner, men hver gang den har berørt en af lysvennerne med sit horn, farves lysvennen på et øjeblik sort, og kort efter flyver den op og bort med lange sorte vingeslag.


En fe er ramt af Sorte Isa’s kraft

Nanna siger til lysets beskyttere, at de skal gemme sig og holde øje med, hvad der sker. De skal finde ud af, hvad der sker med lysvennerne eller hvor de flyver hen.

Nanna følger en drage med øjnene, og hun opdager, at slimet løber ud af munden på den. Nanna beder Olivia om at trylle dem alle sammen usynlige, så de kan følge efter dragen. De opdager, at den flyver ind i Mørkets Land. Nanna siger, at de ikke skal flyve efter den ind i Mørkets Land. Det er bedst, de vender om og får stoppet enhjørningen, så den ikke gør mere skade.

Da de kommer tilbage opdager de, at kongen er blevet syg og at krystallen er ved at miste sin kraft. Hele riget ligger hen i et gråt tusmørke. Dronningen er ulykkelig, og prins Alfor er udenfor og leger med en enhjørning. Han ved ikke, at den enhjørning i virkeligheden er Sorte Isa.

Nanna fortæller kongen, hvad de har oplevet og kongen tror på dem. Kongen ser ud af vinduet og opdager, at Alfor intetanende leger med Sorte Isa. Han opdager også, at krystallen er ved at miste sin kraft.


Den forheksede drage med slim ud af munden

Lysets beskyttere flyver ned mod Alfor, og Bastian kaster sit magiske skjold, så Sorte Isa’s magi ikke kan ramme Alfor. Athena kaster sin slimmagi på enhjørningen, så den ryger op ad væggen.

Sorte Isa kæmper sig ud af enhjørningen, der hænger fast i slimen. Og inden Nanna og hendes team når at stoppe hende, flyver hun med lynets hast hjem til sit eget palads. Her samler hun sine tropper, og erklærer Lysets Land krig.

Krigen mellem lyset og mørket

Hendes hær består af de forheksede lys-venner og de flyver i samlet flok hen mod paladset i Lysets Land, der stadig henligger i tusmørke. Så starter krigen.

De fire lysets beskyttere aftaler hurtigt en plan. Hvis de kan dræbe Sorte Isa vil forbandelsen blive hævet, uden der sker de forheksede lysvenner noget. Nanna skal være lokkemaden. Hun tager form som en forhekset enhjørning og flyver hen mod Sorte Isa. ”Jeg ved hvor krystallen er”, siger Nanna, ”bare følg mig”. Nanna fører Sorte Isa til et sted bag slottet, hvor Bastian, Olivia og Athena venter dem.


Isa følger efter Nanna om bag slottet, hvor Bastian, Olivia og Athena venter på dem.

Da de når til den lange mur forvandler Nanna sig til sig selv, og de fire lysets beskyttere begynder at skyde på Sorte Isa. Athena kaster sit slim, Olivia fyrer pile mod hende, Nanna skyder med laser og Bastian når helt frem til hende, og bokser hende i maven. Hun falder om på jorden og de fire lysets beskyttere tror, hun er død. Men da de kommer hen til hende, vågner hun op, og hun forsøger at ramme dem i hjertet med sin is.

I det sekund vælger Nanne at sætte tiden 5 sekunder tilbage. ”Hun er ikke død”, råber Nanna, og begynder igen at skyde laser på Sorte Isa. Bastian slår samtidigt sit skjold ud, for at beskytte dem alle fire mod isen. Så opdager de, at hun er såret og lige ved at dø.

Nanna beder Bastian og Athena om at holde vagt ved Isa, mens hun og Olivia gør sig usynlige og flyver hen, for at se, hvordan det er gået med Sorte Isa’s hær. De ser, at det er lykkedes for kongens mænd at overmande hæren, og at alle de forheksede lysvenner et blevet taget til fange i paladsets gård.

Nanna flyver tilbage til Sorte Isa og siger, at hun vil hele hende, hvis hun hæver forbandelsen over alle lysvennerne. Sorte Isa siger ja og hæver forbandelsen.

Alle lysvennerne er rigtig glade, da de er tilbage og der atter kommer lys over Lysets Land.

Sorte Isa vender slukøret tilbage til sit mørke land og lukker sig inde i mørket i hendes palads. Derefter lever de alle sammen lykkeligt til deres dages ende.

Read More...

De to feer – anden del

5. april 2020 | Posted in Hjemme | By

Hvis du ikke har læst første del af eventyret, så kan du blade tilbage til det næstsidste opslag på bloggen.

Dag 4: Olivia og Athena

Hvad der skete på A’s tur til byen med kaninungerne

Da feen A skal afsted med kaninungerne til dyrehandleren, bygger hun et flot kaninbur, som kaninerne bliver sat ind i.

Så tryller hun buret med kaninerne så småt, at hun kan bære det over nakken.

Hun tager hunden Vigga med sig, og går ind til byen.

Den travle by. Til højre ses kaninburet

Inde i byen er der travlt. Der er mange mennesker og biler på gaden og mange boder og butikker. Men feen A finder nemt dyrehandleren. Dyrehandleren lover at sætte et skilt på buret, hvor der står, at kaninerne kun må sælges til den gode fe O.

På vejen hjem møder feen A prins Fillip og prinsesse Isabella. De er meget kede af det. De vil gerne giftes. Men kongen har bestemt, at prinsessen skal giftes med en soldat. Han tror soldaten er bedre til at passe på prinsessen end prinsen.

De spørger feen A, om hun kan hjælpe dem.

Feen A’s have med kaninbur og grøntsager

Feen A siger: ”I skal gøre det sådan her”. Og hun fortæller, at prinsen skal søge tjeneste på slottet. Han skal sige, at han gerne vil hjælpe i køkkenet med at rydde op og lave mad. At han er en dygtig kok.

Så skal han lave en grøntsags-gratin til kongen. Den skal laves af grøntsager fra Feen A’s have. Agurker, blomkål, salat og gulerødder. Når kongen har spist den fortryllede gratin, vil han blive meget glad for prinsen og sige ja til, at han må gifte sig med prinsessen.

Så følger prinsen og prinsessen med hen til feens have, hvor de samler grøntsagerne i en kurv. De siger farvel og går tilbage mod slottet.

På vejen tilbage møder de en trold.

 

Dag 5: Olivia

Mødet med trolden

Prins Fillip og prinsesse Isabella bliver forskrækkede, da de ser trolden. Han er ulækker at se på, han ligner et gammelt, mosbegroet træ. Han har små horn i panden og slimet løber ud af munden på ham. Han lugter af gammel gulerod.

Trolden råber: ”Nu dræber jeg jer”.

Trolden griber ud efter kurven med grøntsager, men da duften af blomkål rammer hans næse, smider han kurven fra sig og løber sin vej.

Prinsen og prinsessen samler grøntsagerne i kurven igen. De går ind i skoven og finder en kilde, hvor de vasker troldeslimet af grøntsagerne.

I kilden er der piratfisk i vandet. De bliver tiltrukket af lugten af troldeslim. En hel stime kommer svømmende lige hen mod prinsen og prinsessen. De bliver så forskrækkede, at de løber deres vej og farer vild i skoven. Til sidst ved de ikke deres levende råd.

Men så kommer prins Fillip i tanke om, at han kan prøve at fløjte på Prinds.

Prinds er i haven ved den gode fe O’s hus. Han er netop i gang med at spise et æble, da han hører prinsens fløjt. Prinds vrinsker, virrer med hovedet og stamper med hovene. Den gode fe O kommer ud af huset.

Hun kan se, at Prinds har færden af noget vigtigt. Hun sætter sig op på ryggen af ham og de rider afsted.

De finder prinsen og prinsessen og sammen tager de hjem til O og får kaffe og kage.

Dag 6 Olivia og Athena

Den heldige dag

Den gode fe O ser prinsen og prinsessens kurv med grøntsager. Hun spørger: ”hvad er der med de grøntsager”. De fortæller, at der er kommet troldeslim på dem.

”Hvordan er det kommet der”, spørger feen O.
”Det er en lang historie”, siger prinsen og prinsessen.


Prinsesse Isabella fortæller den lange historie til feen O

Så fortæller de den gode fe O hele historien. Feen O hjælper dem med at gøre grøntsagerne helt rene og giver dem lidt ekstra fortryllelse.

Så rider O sammen med Prinsen og prinsessen hen til kongeslottet. Da de er steget af hesten, riden feen O hen til feen A, for at tale med hende om trolden.

De bliver enige om, at de vil prøve at lokke trolden hen til A’s hule med drageungerne.

De tror æbler vil være den rigtige lokkemad.

Så feen O plukker en stor kurv med æbler. Og A lægger lækre æbler ved døren til dragehulen.

Så tager de hunden Vigga med sig og går ud i skoven for at finde troldens hule.
De starten med at finde kilden, hvor prinsen og prinsessen mødte trolden. Her får Vigga færden af troldens slim.

Så følger de efter Vigga indtil de kommer til troldens hule. Troldens hule er bygget ind i en høj og der ligger en stor sten foran indgangen.

De to feer gemmer sig i skovbunden, så de kan holde øje med, hvad der sker omkring hulen.


Trolden ved troldens hule

Dag 7: Olivia og Athena

Troldens endeligt

De to feer ligger og holder øje med troldens hule. Der er helt stille, kun hunden Vigga er urolig, og har svært ved at ligge stille. Så kommer den gode fe O i tanke om, at hun købte to squishies i en bod, da hun var i byen. Hun lister dem op af lommen. Den ene har form som et æble. Den anden har form som en narhval – med en spids narhvalstand i toppen.

I narhvals-squishien puster hun søvnmagi. I den anden puster hun en magi af æbleduft. Så kaster hun æble-squishien hen foran vinduet til troldens hule.

Her skal vi lige fortælle lidt om trolde. Trolde en af natur ækle. Den elsker alt hvad der er ulækkert. De slubrer gerne opkast, tis og lort i sig. På den måde er de, på en måde, med til at holde naturen ren. Det er også derfor, de altid savler. Og når de bøvser, så lugter det af en blanding af bæ og rådne gulerødder. Men de har en svaghed. De elsker æbler.

Troldens hule og de to squishier.

Så da æbleduften fra squishien trænger ind i troldens hule, vågner den med et gevaldigt grynt. Det lyder så højt, at de to feer bliver helt forskrækkede. Så kan de høre, at trolden begynder at rumstere inde i hulen.

De to feer giver Vigga besked på at blive ved hulen. Feen O puster magi på Vigga, så hun er sikker på, at trolden vil blive helt forelsket i den.
Så løber de to feer i forvejen hjem til feen A’s hytte ved drageungernes hule. Undervejs lægger de æbler ud på ruten.

Nu kommer trolden gryntende og bøvsende ud af sin hule, mens den klør sig på maven. Vigga løber den glad i møde, mens den logrer med hele kroppen. Den danser glad rundt om trolden og får trolden til at følge efter sig hen til det første æble. Og sådan fortsætter det. Vigga lokker trolden fra æble til æble indtil de kommer til A’s hytte og drageungernes hule.

Da trolden se alle de dejlige æbler, der ligger foran dragens hule, glemmer den helt at være forsigtig. Den kaster sig ned på alle fire, den grynter og savler, og med begge hænder propper den fire æbler af gangen ind i sin store mund, mens savlet løber ned ad dens mave.

Dragehulen i feen A’s have

Så kaster feen O den anden squishie. Narhvaletanden trænger ind gennem huden i troldens nakke. Trolden farer op i raseri. Den tror, der er blevet stukket af en kæmpe gedehams. Den kan mærke, der sidder noget i dens nakke, men den kan ikke få fat i det. Så får den øje på æbletræet. Den prøver at komme op at stå, den vil hen til æbletræet, for at klø sig op ad det. Men så bliver den overmandet af en uendelig træthed. Den falder ned igen med et brag, lige pladask over i æblerne.

Nu går den onde fe A hen og åbner indgangen til dragehulen. De atten små drageunger tumler ud. Da de får øje på trolden, stiller de sig i en kreds om den, og så begynder de at spy ild.

Inden længe er trolden blevet forvandlet til en rygende askehob.

Men så er drageungerne blevet sultne, og inden de to feer når at tælle til tre, så har de spist alle grøntsagerne i feen A’s have. Og jorden er helt svedet af.

 

Read More...

Eventyret om de to feer

28. marts 2020 | Posted in Hjemme | By

Her i Coronatiden er Olivia og Athena begyndt at mødes med mormor på facetime. Hver dag digter vi på en fortælling og O og A tegner imens. Olivia er 7 år og Athene er 4 år.

Dag et: Olivia og Athena

De to feer

Der var engang to feer. Den ene hed O og den anden hed A.

O er den gode fe. Hun er mørk og hun har brune øjne. Hun bor i et hus, men med det der nu er fortalt, ved vi ikke meget om, hvor huset ligger, eller hvordan hun bor.

A er den onde fe. Hun er lille af bygning, hun har et viltert lyst hår og hun bryder sig ikke meget om at have tøj på. Helst tager hun bare et tæppe omkring sig, når hun skal udenfor.

Den onde fe og dragens hule

A bor i en hytte ude i skoven. Ved hytten er en hule, og i den hule bor en drage. Hulen er indrettet således, at dragen har et rør, der stikker op gennem taget i hulen. Inden i rører er der spejle, så dragen altid kan ligge inde i hulen og holde øje med, hvad der sker i skoven. Hvis der kommer nogen forbi, så spyr den ild ud af et andet hul. På den måde kan den give signal til den onde fe.

Men den onde fe har andre måder, hvorved hun kan lokke prinsesser til sig. Et stykke fra sin hytte har hun bygget et slikhus. Det ligger, så man netop kan se det fra vejen. Men mellem vejen og slikhuset har hun spændt et næsten usynligt net ud. Nu sidder hun på lur, og håber på, at der går en prinsesse i fælden.

Og det er netop, hvad der gør. Prinsesse Isabella har nemlig i dag for første gang fået lov at gå en tur i skoven. Og hun bliver nysgerrig, da hun ser slikhuset inde i skoven, hun lister sig forsigtigt nærmere, men før hun har gået tre skridt, så hænger hun pludselig og dingler i et træ – fanget i et net.

Den onde fe må holde sig på maven, så meget bobler hun over af glæde inden i, da hun ser prinsessen er fanget i nettet. Med sin tryllestav tryller hun prinsessen så lille, at hun nemt kan bære hende, når hun kaster nettet over ryggen og så bærer hun sit bytte hjem til drages hule.

Dragen lover, den nok skal passe på prinsessen. Den onde fe vikler prinsesen ud af nettet. Så slår hun med tryllestaven, så prinsessen dog får sin rigtige størrelse igen. Så går hun ud igen med nettet. ”Måske kan man få en fangst mere”, siger hun til dragen.

På et slot lidt længere borte bor Prins Fillip. Han har en hest, der hedder Prinds. Netop den dag er han redet ud for at jage. Over ryggen har han sin bue og et pilekogger. Han har ikke haft meget held med jagten, så derfor er han ved en fejl kommet ind i naborigets skov.

Den onde fe har endnu ikke fået sat nettet op, da hun ser Prins Fillip komme ridende på sin Prinds. I en fart tryller hun sig om til et rådyr. Så sætter hun i løb og snarrådigt får hun lokket prinsen til at sætte efter sig, så han ridder lige hen til dragens hule.

Dragen ligger i sin hule og holder sit ene øje fæstet til periskopet, mens den holder øje med prinsessen med det andet øje. I det øjeblik han får øje på prins Fillip på sin hest, vender den begge øjne mod periskopet og spyr ild op af hullet. Prinsessen bliver så forskrækket over den pludselige bevægelse, at hun giver et højt skrig fra sig.

Prins Fillip siger til Prinds: ”Hørte du skriget”. Så holder han hesten an, stiger af og går hen mod dragens hule. Og vips, så har den onde fe kastet sit net over prins Fillip, og inden længe sidder han fanget i dragens hule sammen med prinsessen.

Men i alt virvaret har den onde fe og dragen glemt alt om Prinds. Og Prinds. Ja han galopperer alt hvad han har lært, og han stopper først, da han når til den gode fe O’s bolig. Den gode fe ser straks, at der er noget galt. ”Hvad er der sket med Prins Fillip?”, spørger hun Prinds. Prinds vrinsker og virrer med hovedet. Den gode fe griber sit sværd og springer op på Prinds ryg, og inden længe nærmer de sig den onde fe A’s bolig.

Den gode fe er nået frem til dragens hule

O kender godt A og hendes drage. Så da de nærmer sig kaster hun en søvnmagi, der lægger sig som en tung tåge over hytten og hulen. Så trækker hun sit sværd, slår dragen ihjel og befrier prinsesse Isabella og prins Fillip. Da A vågner af sin søvn svinger O sin tryllestav over hendes hoved og siger:

”A, din forbandede fe. Dette er min bestemmelse. I de næste 14 dage kan du kun begå gode gerninger. Og du skal opfylde alle de ønsker, dem du møder har. Dog har én person højst tre ønsker, du skal opfylde.”

Dag to – Athena

Dragens begravelse

Den onde fe A sørgede for, at dragen blev begravet i en høj bag ved dens hule.

Så går hun ind for at undersøge hulen. Inde i hulen finder hun 18 drageæg. Og inden længe bliver de klækket og ud kommer 18 små drageunger.

Den onde fe ved  dragens hule med alle drageæggene

For at de kan vokse sig store, skal de hver dag have 20 hundrede grøntsager.

Så den onde – men nu gode – fe A, anlægger en tryllehave bag huset. Og hver morgen går hun ud og tryller grøntsager frem til drageungerne: Blomkål, broccoli, spinatblade, tomater, agurker og løg. Hun planter også et trylletræ, så hun hver dag kan høste atten krukker med guacamole.

Der er også et hjørne, hvor hun dyrker mælkebøtter og gulerødder til sin kanin, der hedder Nanna. Den bor i et bur bag dragehulen. Og så er der et bed til salat, som dragerne får som fredagsslik.

Inde i hytten har A en kat, der hedder Snehvide. Den bor i et kattetræ inde i stuen.

Hun har også en hund, der hedder Vigga. Hunden har en hundekurv, en madskål og et bjerg med 100.000 kødben fra kyllingelår.

 

Dag tre: Olivia og Athena

Prinds og Kaninungerne

Prinsen og prinsessen ønsker af den onde fe A, at hun tryller dem hjem. Prinsen forærer den gode fe O hesten Prinds, som tak for hendes hjælp.

Kongeslottet

O bliver lidt hos den onde – nu gode – fe A og mens hun er der, får kaninen Nanna unger. A og O aftaler, at når kaninungerne er lidt større, så sælger A en han og en hun til dyrehandleren inde i byen, og så kan O købe dem der.

Feen A’s hus og have. I huset er en seng en dyne og en pude og mange vinduer. I haven er græs og 18 madskole

Så rider feen O hjem til sit hus.

Hun har et stort hus og mange møbler. På loftet har hun en skatkiste med guldmønter. Nogen gange får hun guldmønter, når hun har hjulpet nogen. Andre gange giver hun guldmønter til nogen, hun gerne vil hjælpe.

Hun har ikke noget mad i huset, for det tryller hun bare frem, når hun er sulten.

Men hun har alligevel et stort køkken, for når hun har gæster, skal de ikke opdage, at hun bare tryller maden frem.

Den onde – nu gode – fe A er taget hen på hospitalet, for at gøre gode gerninger. Når en patient kommer ind med et brækket ben, så svinger hun tryllestaven, og så bliver patienten rask lige med det samme.

Da kaninungerne er blevet store, så tager A, som hun har lovet en han og en hun kanin-unge med ind til byen og sælger dem til dyrehandleren.

Feen O rider ind til dyrehandleren efter kaninerne, og derefter rider de hjem til feen O’s hus og have

Den gode fe O er blevet rigtig gode venner med Prinds. En dag ridder de ind til byen og henter kaninungerne.

O døber kaninungerne Merle og Bastian.Hun indretter sin have, så der er masser af græs, gulerødder og æbler til Prinds og kaninerne.

Hun passer på, at kaninerne ikke får for mange gulerødder, så de bliver fede. Derfor må de kun få gulerødder om fredagen.

 

 

 

 

 

 

Read More...

Fra Rumænien til Bulgarien

4. september 2018 | Posted in Ude | By

Fra Rumænien til Bulgarien

Efter Drobeta Turnu Severin havde vi en overnatning mere i Rumænien. Det var i byen Caracal, om hvilken vi ikke har meget at fortælle. Men vejen dertil var oversået med hestevogne med bønder, der var på vej til eller fra markarbejde. Der blev høstet hø, majs, solsikke og kastanjer. Landbrug er dels småbrug, dels store agroindustrielle komplekser og spredt ind imellem ligger vingårde.

Fra Ceracal kørte vi videre mod Alexandria, det Alexandria der ligger på den Rumænske side af Donau, som et minde om, at også her red den makedonske konge Alexander den 3, den Store forbi og grundlagde en by. Men ud over navnet er det ikke lykkedes os at finde spor efter den navnkundige hærfører. Men det var heller ikke Alexandria vi ville se nærmere på.

Buzescu

Sigøjnerhøjborgen Buzesco

Kort før Alexandria ligger der en helt usædvanligt by. Arkitekturen ligner ikke noget man ellers kender. Den er anlagt på noget, der nok er 1 kvadratkilometer land – 1000 m på hver led og inddelt i kvadrater på samme måde som en garnisionsby. Husene ligner lagkagehuse, de er bygget i 3 etager med masser af søjler, gesimser og glasur. Det er sigøjnernes højborg. Vi kender ikke historien bag, vi ved ikke, hvorfor sigøjnerne har “fået lov” til at slå sig ned lige her, men der er ingen tvivl om, at rigtig mange af de penge, Romaerne skraber sammen i resten af Europa på mere eller mindre lyssky måder ender her i Buzesco i Rumænien.

Vi krydser Donau

Fra Buzesco kørte vi til Turnu Magurele, hvor vi sejlede over Donau og krydsede grænsen mellem Rumænien og Bulgarien. Der var lidt grænseformaliteter, men alle var søde og hjælpsomme og der var god stemning om bilerne. Man må ikke indføre svineprodukter fra Rumænien til Bulgarien på grund af fare for afrikansk svinepest.

Rumænien og Bulgarien

Lige lidt om de to lande. Rumænien er lidt mere end dobbelt så stort som Bulgarien (239.000/ 110.000 kv. Km) og der er mere end dobbelt så mange indbyggere (20/ 7,3 mill).

Til gengæld er Bulgarien en meget ældre nation. Det første Bulgarske rige med egen Zar blev grundlagt i 681. Siden har landet i perioder været en del af Byzans i andre perioder løsrevet fra Byzans. Der har også i perioder været bulgarske kejsere i det byzantinske rige. Men i 13’tallet blev Bulgarien – i deres egen forståelse – besat af Osmannerne, det var en besættelse, der varede i 500 år. Landet blev “befriet” i sidste halvdel af 18’tallet. De bulgarske frihedskæmpere bevæbnet med leer og hakker fik hjælp af den russiske hær til at smide Osmannerne ud af landet. Det var noget, der passede Englænderne rigtig dårligt. Så derfor har russerne en høj stjerne i Bulgarien, mens briterne er i “bad standing”. Det mærker vi nu ikke noget til med vores engelske biler.

Rumæniens historie er noget anderledes. Som nation dækkende det landområde, der er Rumænien i dag har der ikke været et Rumænien fra Romerne trak sig tilbage over Donau omkring år 267 og frem til 1859. Den sydøstlige af Rumænien (Vallikien?) har ligesom Bulgarien været en del af Byzans og siden Osmannerriget, mens en anden del (Moldavien) var en del af af det tysk-romerske kejserrige og senere Østrig-Ungarn. Transsylvanien har vist det meste af tiden været et selvstændigt hertugdømme.

Begge lande blev selvstændige kongedømmer sidst i 18’tallet, begge lande støttede Tyskland under 2. Verdenskrig og begge lande endte bag jerntæppet i 1947. Men også den periode blev forskellig i de to lande. Bulgarien havde et forholdsvis blødt kommunistisk regime og gode relationer til Rusland, mens Rumænien havde sit eget diktatur under Ceausescus.

I dag er begge lande en del af EU. På papiret er Rumænien det rigeste af de to lande målt i BNP/ indb. Men det synes mig, at der er en stor forskel. Hvor det vi hører er, at rumænerne i stor stil har valgt at rejse ud og søge lykken i andre EU-lande, så virker det som om mange bulgarer har valgt at blive hjemme og forsøge at udnytte de nye muligheder på hjemmefronten. Ex. Som turistland er Bulgarien meget mere åbent og lettere at gå til end Rumænien.

Første overnatning i Bulgarien havde vi i et landhus i en landsby lige ved Industribyen Pleven. Her kom vi tæt på det moderne landsbyliv. En væsentlig indtægtskilde kom fra opskæring af gamle biler.

Fra Pleven kørte vi gennem Shripka passet til Kazanlak, hvor Palle og jeg tidligere har tilbragt nogle dage med at udforske De Trakiske Kongers dal. Vi har haft 2 overnatninger i Pleven på et hyggeligt hotel i centrum af byen. Bilerne har holdt udenfor hotellet i fuld projektørlys, og det er gået godt.

Ud over de Trakiske kongegrave er Kazanlak kendt som Bulgariens rosenby. Her er rosenmarker, et roseninstitut, en rosenpark og et meget flot og informativt rosenmuseum. Hvert år i slutningen af maj og begyndelsen af juni – når rosenhøsten er på sit højeste – er her rosenfestival.

Inden vi kørte hjemmefra fik jeg samlet alle vores indlæg om Trakierne i en rejseartikel, der kan læses her.

 

 

Read More...

Et krigerfolk takker af

20. marts 2017 | Posted in Ude | By

Dette bliver det sidste opslag om Thrakerne i denne omgang. Forhåbentligt kan vi med tiden få alt det indsamlede materiale samlet til en rejseartikel. Men det er en større opgave, at få samlet thrakernes historie i en artikel, der sætter dem ind i den sammenhæng, hvor de hører hjemme i historien. De var ifølge Homer vigtige medspillere i tiden omkring Trojas fald. De spillede en betydelig rolle i krigen mellem grækerne og perserne, de blev som så mage andre blæst af banen af Fillip den II og Aleksander den store, men de vendte stærkt tilbage efter Aleksander den stores død og de endte med at feje Lysimarkos (Aleksander den stores efterfølger) af banen i store dele af de områder, de beboede. Det vides med sikkerhed, at de gjorde sig gældende i hele det nuværende Bulgarien, den europæiske del af Tyrkiet, det sydlige Rumænien og den østlige del af Serbien.

Fredstraktat

Traktat der befæster en alliance mellem odryserkongen Seuthes III og Spartakos i Kabyle fra omkring 310 f.v.t.

Hvor de kom fra og hvor de gik hen

Thrakierne er et af de jernalderfolk, der blomstrer op og kommer stærkt på banen, da de store bronzealder civilisationer går til grunde omkring år 1200 f.v.t. Men indtil videre er der ingen historikere, der tør give et seriøst bud på, hvor de kom fra eller hvad deres rolle var i det spil. Dertil er kildematerialet for ufuldstændigt. Der er dog enighed om, at de har tilhørt den samme indoeuropæiske sprogstamme som makedonerne, frygierne og lydierne. Thrakerne har som tidligere nævnt ikke selv efterladt sig skriftlige kilder fra før 400’tallet. De få skrifter, der findes fra deres hånd – som ex. en traktat fra omkring 310 f.v.t. mellem Seuthes III og Spartokos, der herskede i byen Kabyle, er skrevet på græsk. I det hele taget menes thrakerne gradvist at være blevet assimileret med grækerne og romerne og siden med de indvandrende slavisk/bulgarske stammer.

Sveshtari Tombs

De utallige gravhøjene ved dødebyen Sveshtari strækker sig gennem landskabet over et 2 km langt bånd

Sporene efter Thrakerne

Men hvor Thrakierne ikke efterlod sig skriftlige kilder, har de til overflod efterladt sig spor i landskabet efter det, de gik mest op i: At dyrke guderne – især moder jord – på okkulte steder, at lave smukke genstande i jern, metal, keramik og glas, at jage, slås, ride og køre med vogn og at konstruere templer og grave i jordhøje. De har holdt af at bosætte sig tæt ved bjergene. Om det så har været for at være tæt på Moder Jord eller på de rige guld og kobber forekomster i området, det må guderne vide. Jordbrug eller sejllads har vi ikke set tegn på har haft deres store interesse. De har haft en del vareudveksling med grækerne, men det ser ud til, de har ladet dem om den maritime del af vareudvekslingen.

IMG_6039 IMG_6041

Kulturlag ved udgravning i Karanovo

Efter Kazanlak har vi besøgt tre betydelige thrakiske udgravningsområder, der her fortjener hver sin korte beskrivelse:

Konge begravet sammen med hestevogn

Det første sted var i Karanovo, der ligger lidt nord for landevejen ca. midtvejs mellem Kazanlak og Yambol.

I Karanovo har man udgravet et kulturlag, hvor der har været uafbrudt beboelse fra 5500 – 2000 f.v.t. Derefter er bopladsen blevet flyttet ned i det oprindelige niveau, hvorefter byen har været beboet frem til i dag. I området er flere thrakiske høje, flere af dem har endnu kun været besøgt af gravrøvere. Men i en af dem har man fundet en meget sen kongebegravelse. Man regner med, at der er tale om den sidste odrysiske konge. Han hed Remetalcus III og døde midt i det første århundrede. Han var personlig ven med den romerske kejser Claudius, og man mener, han blev forfulgt af andre Thrakiske stammer, der forsøgte at kæmpe mod romer-ficeringen af thrakerne.

Heste og vogn

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

Af den grund blev han begravet i Karanovo i en ret hurtigt opført grav. Den har samme grundform og ruminddeling som andre thrakiske grave, men er opført af marksten og ubrændte lersten. Med sig i graven fik han sine våben: 2 sværd, skjold, spyd og spydspidser, foruden lysestager, ler- og glaskrukker og et glasdrikkehorn. I et rum ved siden af ham var en adskilt vogn med jernhjul, to heste og en hund begravet.

IMG_6033

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

The Great Mother Goddess i Kabyle

Kabele viste sig at være et godt sted at besøge. Her har været civilisation i mere end 7000 år, sluttende med en mindre bosættelse i de byzantinske ruiner i Middelalderen fra 1100 -1400’tallet.

Her er der et fint museum med effekter fra de mange års bosætning frem til gotherne indtog den romerske by og militærforlægning. I 500’tallet blev byen komplet ødelagt af avarerne. Stedet er meget smuk anlagt, velpasset og stort. Faktisk nok til et dagsprojekt. Det er EU, der har smidt penge i etablering af et besøgscenter.

Mother Goddess

The Great Mother Goddes fundet i Kabyle fra ca. 6000 f.v.t.

Kabyle

Byen er bygget om omkring et helligsted, hvor Thrakierne siden 1000’tallet – men før dem de pre-trakiske civilisationer – har dyrket The Great Mother Goddess – senere af grækerne og romerne kendt som Kybele og Artemis. Helligstedet ligger i nogle klippeformationer på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en gigantiske floddal, som Maritza – floden har dannet, og som har skabt er frugtbart dal, der strækker sig fra Sofia (Bulgariens hovedstad) gennem Plovdiv og Kazanlak og helt ud til Sortehavskysten ved Burgos. Det var som tidligere nævnt i Kabyle, den odrysiske høvding Spartokos regerede, da han indgik en traktat med Seuthes den III.

IMG_6135

Oversigtstavleover området ved Kabyle

Getaestammernes hovedby tæt ved Donau

Sveshtari gravhøjen er blevet verdensberømt blandt arkæologer og historiske museer på grund af en helt unik udsmykning, rige guldfund og hesteofringer. Som de fleste af de andre gravhøje, vi har besøgt, er det heller ikke her lykkedes at fastslå, hvilken af de getaestammernes konge, der er begravet her. Blot at han var 35 år, da han døde og han er begravet sammen med sin 10 år yngre ynglings-hustru og 5 heste.

Sveshtari 2

Udsmykning ved graven i Sveshtari

Getae-stammerne levede på begge sider af Donaufloden. De er kendt for at have gjort meget mere modstand mod grækerene og romerne end de odrysiske stammer mod syd.

Sveshtarigravhøjen ligger ved et af getae stammernes hovedcentre i området ved det nuværende Sboryanovo, et utilgængeligt canyonområde skabt af floden Krapinets. Her har ligget en befæstet by, som man mener at have identificeret som datidens Helis. Sveshtari har været den østlige dødeby (nekropolis), hvor gravhøjene strækker sig i et bånd på 2 km. Et tilsvarende 2 km langt bånd med gravhøje finder man på byens vestlige side.

Området ved Sboryanovo

Området ved Sboryanovo er fint at vandre rundt i

Selve byen har spillet en vigtig rolle i getaernes kamp mod makedonerne. Man mener, der har været hovedsæde for den getaetiske hersker Dromihed, der havde held til at bekæmpe Lysimarkos. Senere fik romerne kontrol over de Getaetiske stammer på Donaus sydlige bred, men de fik aldrig rigtigt fodfæste i landområderne nord for Donau, der vedblev at være domineret af Thrakiske og Keltiske stammefolk frem til hunnernes (Attila’s) og de slavisk/ bulgarske stammers indvandring.

 

 

Read More...

Kongernes dal ved Kazanlak

16. marts 2017 | Posted in Ude | By

Kongernes dal

At tale om kongernes dal ved Kazanlak kan af onde tunger opfattes som et smart reklametrick. Men set med thrakologernes øjne er det en måde at italesætte en rig samling af arkæologiske fund efter et stort overset kulturfolk.

Centralt i kongernes dal kunne have ligget en by med et palads, der blev anlagt omkring 330’erne f.v.t., da Odrysernes Kong Seuthes III flytter sit hovedsæde fra Edirene i Tyrkiet til Kazanlak midt i det nuværende Bulgarien, efter Aleksander den tredje, den stores erobring af Edirne.

Kong Seuthes III (330 - 297 f.v.t.) som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III (330 – 297 f.v.t.) portræt, som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III nye hovedstad

Kazanlak var ikke tilfældigt valgt af Seuthes den III. Han valgte at bygge en ny by (Seuthepolis) ved en eksisterende thrakisk fæstning, der også rummede et af datidens vigtigste kultsteder for de thrakiske guder. Byen lå på en halvø i en kurve ved floden Tundzha, tæt ved den dal, hvor mange af hans Odrysiske forfædre lå begravet.

Byen overlevede ikke mange år efter Seuthes den III’s død, den blev ødelagt af kelterne i 280 f.v.t. og henlå derefter som ruinby.

sevtopolis01

Luftfoto af Seuthepolis inden dæmningen blev bygget

I 1948 besluttede det daværende bulgarske regime at bygge en dæmning ved Tundzha floden, der ville oversvømme resterne af Seuthepolis. Inden byggeriet af dæmningen blev iværksat, fik man opmålt og udgravet byen. Fundene fra byen opbevares på Iskra museet i Kazanlak, og de bedste ting er udstillet både her og på nationalmuseet i Sofia.

Men i dag ligger resterne af Seuthepolis på bunden af Koprinka søen.

Dæmningen 01 Koprinka Dam

Dæmningsbyggeriet fra 1950'erne, der oversvømmede Seuthepolis

Til gengæld er et stort arbejde i gang for at gøre mange af de udgravede høje (Mound’s) tilgængelige for publikum. Der er det særlige ved de trakiske gravhøje, at de typisk blev bygget og anvendt som templer. Når en kongen eller adelsmand døde, blev han begravet – eller i alt fald hans ejendele blev lagt i det inderste rum i et tempel, der var formet som en sarkofag. Med sig fik han gravgaver, og i rummet foran blev ofret en hest, som den døde kunne benytte i efterlivet. Derefter blev templet forseglet.

Kong Seuthes III mausolæum

Seuthes III 03 Seuthes III 02

Seuthes III gravtempel - kaldet "The big Kosmatka Mould"

Den ene af de tre udgravede høje, vi besøgte i Kazanlak, menes at være Seuthes III begravelsesplads. Alle fund i graven peger i retning af Seuthes III, blandt andet en hjelm med hans navn indgraveret, en egeløvskrone, hans rustning og amforaer, der bl.a. har indeholdt vin. Der er i graven ingen spor efter gravrøvere, men der er heller ingen spor efter hans jordiske rester, hverken i form af knogler eller aske.

Graven giver et formidabelt godt indtryk af den originale arkitektur og af byggematerialerne.

Kongen tager imod i Kazanlak tomb

Regentparret modtager gaver

Kazanlak Tomb – kongen og dronningen modtager tribut

En anden gravhøj vi besøgte, er den mest berømte af gravhøjene i Kazanlak. Den ligger centralt i byen og den er meget smukt dekoreret med fresker lige som højen i Aleksandrovo. Af samme grund har turister ikke adgang til den originale grav, men kun til en replika, der er bygget ved siden af den. Billedfortællingen i tomten viser, at her er tale om en konge, der modtager tribut fra omkring boende høvdinge, der kommer kørende i hestevogne. kongen sidder til højbords med sin dronning, og mens der blæses fanfarer, modtager de to gaver fra nær og fjern. I en frise over deres hoveder kører sejrsgudinden rundt i en vogn, trukket af to heste.

Sejrs Gudinden

Kazanlak tomb. Seksgudinden på sin vogn

Det skændede tempel

Ostrusha Mould 01

Model og grundpaln over Ostrusha Mould

Det tredje sted vi besøgte hedder Ostrusha Mould. Det adskiller sig arkitektonisk fra de andre, ved at være bygget som et tempel med seks rum, hvor det ene var indgangsrum, hvorfra der var adgang til et cirkelformet tempelrum, et forkammer og 3 sarkofager. Kun den ene sakrofag er bevaret. Den er skrået ud af én granitblok, der oprindeligt har vejet 60 t og som er brudt i bjergene og transporteret mindst 25 km for at komme til steder. Stenkisten er derefter blevet dækket af et låg, der ligeledes er skåret ud af en granitblok. Indvendigt er granitblokken opdelt i felter, og i hvert felt har været en fresco.

Ostrusha Mould 02

En del af de oprindelige granitblokke er blevet fjernet lige som loftet i den tilbageværende sarkofag er blevet skændet. Ved udgravninger har man fundet mønter, der er præget af Konstantin den Store. Derfor antager man, at templet er blevet ødelagt af byzantinske soldater omkring år 400 e.v.t.

 

Read More...

Den ukendte thrakiers grav i Aleksandrovo

15. marts 2017 | Posted in Ude | By

Museum med replika

Den første thrakiske grav vi besøger ligger i byen Aleksandrovo, ca. 90 km fra Plovdiv. Det er en gravhøj fra omkring 400 f.v.t. Højen har en diameter på over 70 m og den er omkring 15 m høj. Den består af et indgangsparti og en ca. 10 m lang gang indtil et firkantet forkammer og et rundt hovedkammer, hvor den døde har været placeret. Selve gravhøjen er i dag aflukket, for at skåne de smukke freskoer, der dekorerer forkammer og gravkammer.

IMG_5778

Udsigt fra museet i Aleksandrovo

Til gengæld er der bygget et fint museum med en replika af gravhøjen i fuld størrelse. Museet er finansieret af Japanerne, og det har kostet i omegnen af 14 mill. danske kr. fortæller vores dybt engagerede – næsten maniske rundviser. Han tegner og fortæller  uafbrudt i to timer, hvor vi er stedets eneste gæster. Afslutningsvis fortæller han, at han er søn af Irko Petrov, en af de arkæologer, der har været med ved udgravningen. Det er hans far, der har skaffet midlerne til bygning af museet. Så at være guide på museet er for ham som at videreføre faderens livsværk.

IMG_5777  IMG_5776

Unikke loftmalerier med jagtscener

Det er billederne og deres fortællekraft, der er det særlige ved gravhøjen i Aleksandrovo. Hvad der måtte have været af lig og gravgods er for længst ført bort af gravrøvere. Men billederne har fået lov at blive, og især loftdekorationen har meget at fortælle om Thrakernes klædedragt, våben, jagtvaner og levevis ca. 400 år f.v.t.

IMG_5770

Scenen viser 4 jagtscener. Hver jagtscene viser en rytter til hest, et byttedyr, jagthunde og en jæger til fods. Hvor rytterne jager med hunde og spyd, så bærer jægerne til fods forskellige jagtvåben: spyd og stav, net, lanse og en dobbeltbladet økse. I alt optræder der 9 hunde på dekorationen, hvoraf den en hund er bundet til den ene hest og rytter, de andre 8 hunde er engageret i selve jagte. Byttedyrene er to hjorte og to vildsvineorner.

IMG_5773

IMG_5772

De fotos vi fik lov at tage er af replikaerne i den rekonstruerede gravhøj. Desværre lever kvaliteten af dem slet ikke op til originalmalerierne, som vi kun har set affotograferede.

Man ved ikke, hvem dette gravkammer er opført for, men det er et af de få bevarede thrakiske gravkamre med velbevarede fresko-malerier. Sandsynligvis er den tale om en thrakisk adelsmand, da billederne ikke viser tegn på kongeværdighed. Der er ikke fundet spor af liget og alt hvad der måtte have været af gravgods er for længst fjernet at gravrøvere.

Begravelsesritual blandt Thrakere

Thrakierne har ikke selv efterladt sig skriftlige kilder af betydning. Men der er en del græske beretninger om de thrakiske barbarer. Således skriver Herodot:

Den måde de begraver de rige blandt dem er denne: I tre dage lægger de liget til skue, og de dræber alle slags ofre (offerdyr) og fester, efter først at have gjort klagesang. Så udfører de begravelsesritualer, enten ved af brænde liget eller ved at dække det med jorden uden at brænde. Og bagefter, når de har bygget en høj, fejrer de det med spil og enhver form for konkurrence, hvor forståeligt nok de største priser bliver tildelt for tvekamp. Dette er den måde, begravelse blandt thrakierne finder sted. (Egen oversættelse efter tekstcitat i gravhøjen i Kazanlak).

 

Read More...

På sporet af Thrakierne

13. marts 2017 | Posted in Ude | By

De rejsende vender tilbage

Før vi kom til Bulgarien i julen 2014 havde vi aldrig hørt om Thrakierne. Eller måske havde vi, men havde glemt det igen. Men vi havde sat fokus på området omkring Sortehavet og området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, som et interessant sted, der mere og mere for os tegner sig som arnestedet for den kulturelle udvikling, der fører Europa, Mellemøsten og Lilleasien ind i Bronzealderen.

Tippet om at der var noget at komme efter i Bulgarien fik vi af vores blikkenslager, der lagde ny tagrender på huset, mens vi forberedte vores vintertur. Han havde en ferielejlighed ved Varna ved Sortehavet og en ny og temmelig kulturelt tænkende kæreste, der havde insisteret på at trække ham ind på museet i Varna. ”Jeg har aldrig set så meget og så gammelt guld”, fortalte han.

IMG_8985 IMG_8984

Vi har tidligere her på bloggen fortalt om vores besøg i Varna og vores første møde med det tragiske folk og deres historie. Dengang havde vi for lidt tid til yderligere efterforskning i Bulgarien, da vi havde Tyrkiet som hovedmål for turen. I Tyrkiet mødte vi igen Trakierne og deres nære og fjernere slægtninge: hittitter, frygiere og lydier i rigt mål – alle indoeuropæiske folk.

Fra 2014/15-turen kan vi opsummere:

Thrakierne var en række stammer, der i hvert fald har beboet i det nuværende Bulgarien og dele af Rumænien flere årtusinder før Aleksander den Store. De store kongegrave med masser af guld f.eks. fra Tsar Dolonk er fra 4400-4200 f.v.t. De første sten byggede huse i flere etager i sammenhængende byer er fra disse folk. Deres høvdinge/kongegrave er rige på guldsmykker og fint bearbejdede genstande og figurer, der understreger en kultur, der dyrkede jorden og tilbad den store guds moder ”Great Goddesnes”.

P1040167

Kybele – moder jord. Fund fra Anatolien.

De forhistoriske thrakiere

Nu er vi tilbage i Bulgarien, og målet er at komme tættere på thrakiernes historie. Vi er startet vores søgen i Plovdiv, der er en gammel thrakisk bosættelse. På byens arkæologiske museum finder vi kobber og guldgenstande fra 6000-5000 f.v.t. Genstandene og smykkerne er ikke spektakulære som dem vi så i Varna, det er små fine kobberredskaber til ciselerings- og smykkearbejder, der i størrelse og form ligner de redskaber, vi har set hos Harappa-kulturen i Indien fra ca. 4000 f.v.t. Desværre må vi ikke tage billeder på Museet, og der er ikke adgang til bøger på engelsk, der præsenterer de udstillede genstande.

Orfeus i spil mellem thrakiere og grækere

220px-Orfeu-atenasMuseet noterer et større kulturskifte i de arkæologiske fund i perioden fra ca. 1400- 400 f.v.t., en periode de karakteriserer som Thrakisk stammekultur. Skiftet ses især i de keramiske motiver og glassurer, men også den religiøse forestillingsverden er kendetegnet ved et skifte fra naturguder til kulturguder. Et sådan eksempel er sagnfiguren Orfeus.

Han er ifølge den græske mytologi søn af musen Kalliope og konge af den Thrakiske stamme cikonerne . Historien om Orfeus fortæller to ting, som kendetegner tidsånden i denne periode. Det ene er, at guderne ikke længere får deres kræfter fra naturen (moder jord), men fra overnaturlige kræfter, og det manifesterer sig i en blanding af sang, musik, poesi og myter. Det andet er, at kongemagten forklares som guddommelig, og dermed legitimerer arverettigheder.

Orfeus er også et symbol på udveksling mellem thrakisk og græsk kultur, en udveksling der ifølge forskerne er kendetegnet ved, at grækerne lærer håndværk og metallurgi af thrakierne, mens thrakierne overtager den græske mytologi og det græske skriftsprog.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår denne kulturblanding begynder. Ifølge Homer er en thrakisk konge indblandet i slaget om Troja på trojanernes side. Dette slag antages at have fundet sted omkring år 1190 f.v.t. I 700’tallet f.v.t. grundlægger grækerne de første græske kolonier ved Sortehavskysten, der på det tidspunkt er thrakisk territorium.

Men vi ved, at kulturblandingen stadig har efterdønninger. I dag strides græske og bulgarske historikere om ophavsretten til Orfeus. I alt fald ifølge denne Wikipedia-kilde. Det befæstede borganlæg på Nebet Tepe i Plovdiv daterer sig også til perioden 1400-400 f.v.t.

1DSC01890

Resterne af thrakisk borg på Nebet Tepe i Plovdiv

Thrakierne i historisk tid

250px-Sofia_-_Odrysian_Wreath_from_Golyamata_Mogila

 

Fra 400’tallet får historikerne fast grund under fødderne, når det gælder thrakiernes historie. Her har man grave og gravfund fra navngivne konger og samtidige historiske kilder at støtte sig til. Størst politisk betydning i perioden får Odryserriget, hvor det lykkes for Odryses at samle omkring 50 stammer bag sig i en egentlig statsdannelse. Odryserne har en sammenhængende kongerække fra ca. 480 – 90 f.v.t. Det betyder ikke, at Odryserkongen i alle årene behersker en suveræn kongemagt. Odryserkongerne er oftest vasalkonger under skiftende overmagter: perserne, makedonerne, kelterne og slutteligt romerne.

 

Et af de store fund fra denne periode fra området nær Plovdiv er den Panagyurishte-guldskat 

1200px-Thracian_treasure_NHM_Bulgaria

Den består af 8 store drikke-horn og et kar udført i 23 karat guld med en vægt på over 6 kg. Fundet blev gjort af 3 brødre der gravede ler, og som afleverede skatten til myndighederne. Guldhornene er udført med relieffer af dyr og mennesker. På karret er der i cirkler en mængde negroide hoveder.

Thrakiernes endeligt

Det virker som om, Thrakierne som folk ikke var optaget af at etablere en stærk, selvstændig thrakisk identitet og kultur med ex. eget skriftsprog. De ender i alt fald med at blive opslugt af de kulturer, der omgiver dem, uden at have efterladt skriftlige kilder af betydning. Først inden for de sidste 20 år er forskning om Thrakierne for alvor kommet i gang og i den periode er det lykkedes at finde og undersøge mange thrakiske kongegrave. Det er dem, vi vil bruge de kommende dage på at besøge.

 

 

 

 

Read More...

Søndag i Plovdiv i Bulgarien

12. marts 2017 | Posted in Ude | By

Kulturby 2019IMG_5709

Der har boet mennesker i Plovdiv i mere end 7000 år uden afbrydelser. Derfor vil byen gerne gøre sig til af at være Europas ældste by, men den tager hele tiden sine passende forbehold, og overlader den slags afgørelser til arkæologer og historikere. Mere sikker grund er man på, når man markedsfører sig som Europæisk Kulturby i 2019. For det er ganske vist, og som slogan har man valgt ”Together 2019”.

 

Søndagsstemning

Men kulturbysværdigheden er endnu ikke steget folk til hovedet. Stemningen på byens hovedstrøg er helt afslappet søndag formiddag. Mange musikere underholder de forbipasserende, men holder så meget afstand mellem hinanden, at man roligt glider fra et lydbillede til et andet. Gaden er et vrimmel af familier med børn og balloner, og ved de små caféborde hænger folk ud over en kop kaffe og nyder en dejlig forårsdag. Næppe mange tænker over, at de sidder oven på det gamle romerske stadion, selv om Norge, Island og Lichtenstein sammen har finansieret en renovering af indgangspartiet og 3-d præsentation af det gamle atletikanlæg i anledning af det kommende kulturbys initiativ.

IMG_5673

Nedgangen til det antikke græsk/ romerske stadion

Kamp om stemmerne

Der skal være valg i Bulgarien den 26. marts, så små telte og boder med politiske budskaber og agitatorer fylder godt i gadebilledet. Man stiller op listevis, og vi tæller op til 21 lister og vi får tilbudt bruchurer og røde og blå balloner.

IMG_5714

Nej vi skal ikke stemme, men derfor er det fint med lidt snak med de forskellige. En ung pige rækker os en blå ballon og fortæller, at hun holder på liste 21. Hun vil gerne af med den socialistiske regering, som hun synes leger for meget med Moskva. Jeg spørger hende, om hun håber på en fremtid for Bulgarien i EU, eller om det vil være bedre uden EU. Hun spørger, om jeg ikke kan se alle de fremskridt, der er sket i Bulgarien gennem de sidste 15 år. Hun kan ikke forestille sig et Bulgarien uden EU. Hendes forældre arbejder i Irland. Hun håber også på at kunne rejse ud, men først og fremmest håber hun på vækst og fremgang i Bulgarien.

IMG_5712  IMG_5713

Forum Phillippopol i Plovdiv

Gågaden i downtown ender i det gamle Forum Phillippopol, der blev anlagt af Fillip den 2. (Alexander den stores far), da han erobrede byen omkring 350 f.v.t. Det vil sige, Forum Phillippopol ligger adskillige meter under midtbyens nuværende niveau. Så byens centralposthus er bygget oven på det gamle forum, som man er ved at grave fri. Hele den sydlige ende af midtbyen er et stort rod af vejgennemføringer og arkæologiske udgravninger. En enkelt spillemand har dog slået sig ned ved hegnet ind til en af udgravningerne og bidrager til at skabe lidt stemning i stenørkenen.

IMG_5720

Udgravning af Forum Phillippopol

Fra Forum Phillippopol bevæger vi os på en af de tre høje – Nebet Tepe –, Plovdiv er bygget omkring. Byens befæstningsanlæg blev påbegyndt at Trakierne omkring år 500 f.v.t og er siden blev udbygget af Makedonierne, Romerne og Byzans i årene 500 – 600 e.v.t. I dag henligger det som en uplejet ruinhob, der med sine nicher og store klatrevenlige klippestykker er et yndet udflugtsmål for unge, elskende par og børnefamilier.

IMG_5760

Ruinen af befæstningen på Nebet Tepe

Undervejs besøger vi en udstilling af kunstneren Dimitar Kirov-DiKiro i huset Stamboljan. Det er som de fleste huse i Old Town et smukt gammelt palæ, bygget af Osmannerne, der besad Plovdiv 1364 – 1885.

IMG_5727 IMG_5725

Read More...

Albanien og troens prøvelser

8. marts 2017 | Posted in Ude | By

IMG_5595

Shkodër søen på grænsen mellem Montenegro og Albanien, her ved byen Shkodër i Albanien

Fra Dubrovnik i Kroatien kørte vi gennem det billedskønne Montenegro til byen Shkroder i Albanien. Her får vi det første kig ind i et land, der for os indtil nu har henligget i mørke. Shkroder ligger ved Balkans største sø. Naturen er enestående, men landet er forsømt og goderne er tydeligt ulige fordelt. Det er lang tid siden, jeg har været i et europæisk land, hvor en families overlevelsesgrundlag består i at sælge mælk i colaflasker på et gadehjørne.

IMG_5552

Handel med lokale produkter

Vi har logeret os ind på et meget fint istandsat og møbleret lille hotel, helt gennemført italiensk inspireret. Det bærer navnet Rose Garden, og der er også en meget fint haveanlæg med små runde marmorborde, hvor man, når foråret bare får lidt bedre fat, kan nyde sin morgenkaffe eller et glas – gerne lokalt produceret – vin. Så et kort øjeblik kan man nyde illusionen om det søde liv i Albanien, men når man ser ud af vinduet fra hotelværelset, så får man slynget den albanske virkelighed lige i synet igen.

IMG_5542

Udsigten fra hotelværelset

Albanerne lever i nuet, men de fleste unge ønsker sig langt væk. De har svært ved at få øje på en fremtid i landet. Det fortæller kvinden, der viser mig rundt på Diocesan Museet, der ligger lige ved siden af hotellet. Et fint lille museum, der drives af Den katolske Kirke i Albanien.

Indgang til Diocesan Museet i Shkodër

Indgang til Diocesan Museet i Shkodër

Troens historie i Albanien er endnu mere brutal end landets øvrige historie. Da jeg kommer ind i museet er det vigtigt for museumsguiden at understrege, at Albanien er et multireligiøst samfund og at de tre store trossamfund lever side om side: 70% muslimer, 12% romersk katolske og resten som ortodoks kristne eller ateister.

Museets fortælling starter i år 50, hvor Paulus kom til Illyrien og hvorfra han sendte et af sine breve til menigheden i Rom. Den romerske kejser Konstantin den Store kom ifølge museet også fra Illyrien. Det har jeg nu ikke kunne få bekræftet andetsteds, men det er en smuk historie. Kejser Konstantin den store var ham, der tillod kristendommen at blive statsreligion i Romerriget, og som flyttede hovedstaden fra Rom til Konstantinopel.

 

IMG_5584

Legenden om madonnabilledet, der bliver bortført af to engle

Ved bruddet mellem Øst- og Vestkirken i 1054 blev den kristne kirke i Albanien også splittet, og som jeg forstår det, fik Vestkirken på det tidspunkt sit hovedsæde i Shkodër og kom under Venedigs beskyttelse. I 1467 blev Albanien invaderet af Osmannerne og det betød tvangs-islamisering og forfølgelse af kristne. Den tyrkiske besættelse varede i 500 år.

En legende stammer fra den tid. En fortælling om to unge mænd, der så to engle hente billedet af den hellige madonna med barnet, for at redde det fra tyrkernes ødelæggelser. De fulgte efter englene og så billede blive muret ind i en kirke i Genazzono  ikke langt fra Rom. Efter sigende skulle det være sandt, at billedet i Genazzano er jomfruen fra Shkodër.

 

 

IMG_5567

Katedralen i Shkodër ombygget som sportshal 1967 – 1990

I 1898 blev det muligt at genopbygge katedralen i Shkodër, og i de næste små 50 år nød Albanerne religionsfrihed. Men i forbindelse med 2. Verdenskrig og den kommunistiske magtovertagelse i 1944 kom kirken igen under pres. Helt galt blev det efter 1967, hvor Enver Hoxha allierede sig med Kina i stedet for Sovjet. Inspireret af den kinesiske kulturrevolution blev alle de gamle kirker revet ned eller sprængt i luften. De nyere kirkebygninger overlevede, med blev ombygget til kulturhuse eller sportshaller.

 

 

IMG_5585

 

Størst indtryk på udstillingen gjorde en planche, der viste portrætter at 38 navngivne intellektuelle kristne, der var blevet tortureret og henrettet af regimet. Efterfølgende er det kun lykkedes at finde de jordiske rester af 10 af dem.

Mange af de genstande, der er udstillet på museet er genstande, folk har reddet ud af ruinerne af de ødelagte kirker og gemt i kældre eller nedgravet i haver.

 

 

Read More...