Skopje, hovedstaden i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

Vi havde en forventning om, at når vi kom længere sydpå vil dagen blive længere. Det bliver også tidligere lyst om morgenen, men da vi er længere mod øst, så er det allerede mørkt omkring kl. 16.30. Det var derfor mørkt, da vi kom til Skopje. Det lykkedes os ved hjælp af en parkeringsvagt at få kontakt med vores udlejer af Modern Living Apartments og at finde frem til den sprit nye 2 værelses lejlighed, vi over nettet havde booket for 4 dage. Lejligheden er præcis så lækker, som den så ud på nettet, den er med alle moderne bekvemmeligheder og i gåafstand fra centrum.

Så efter at have pakket ud begav vi os en tur i byen for at få noget at spise. John anbefalede over Skype en restaurant ved navn Pelister på Alexander plads. Og pludselig var vi midt i, hvad der måske er verdens største nutidige historieforfalskning.

Palle skriver næste dags aften:

Vi er nu i Skopje i Makedonien og har været byen rundt i dag med en gammel ven, John,  der bor hernede med sin kone og barn.

Styret hernede forsøger at gøre byen og landet til stedet, hvor Alexander den store drog ud i den store verden og underlagde sig den. Men det er der intet historisk belæg for. De opfinder og gendigter historien og John, der er historiker, men har et lille firma og laver IT, er meget fortørnet over deres metoder. Styret, der er ret nationalistisk, forsøger både at kæde partiets symboler og den heroiske fortælling om Alexander den store ind i et samlet billede af landet. Og hvis man så kan få historikere og arkæologer til at digte historier herom og udgive dette, så kan man gradvis skrive ny historie, som der faktisk ikke er nogen som helst kilder, der underbygger, men det gør så disse nye kilder.

Det virker ikke så godt i forhold til flere af de andre befolkningsgrupper i landet (Albanere og Tyrkere) og heller ikke i forhold til Albanien, Bulgarien og Grækenland. Så der er en del spændinger også internationalt. Befolkningen stiller dog i almindelighed kun spørgsmål til de uhyre summer, der er blevet brugt og bliver brugt til at lave “forfalskede” historiske monumenter i kæmpe størrelse i centrum af Skopje, kæmpe bronze statuer med gigantiske marmor fundamenter af personer, som er grebet ud af andre landes historie.

Der er meget symbolisme i tingene. Ja det kender vi jo også godt nok i lille målestok fra vort forhold til Tyskland, når vi snakker Sønderjylland og dansk mindretal i Slesvig og Istedløven og hvad ved jeg. Men her er det nu og historien i Balkan er jo ny, i betydningen, at der har været store omvæltninger så sent som de sidste 20 år.

Så vi prøver på at blive lidt klogere på det.

Det Makedonske spørgsmål

Det makedonske spørgsmål er brandaktuelt i EU. Grækenland er lodret imod, at Makedonien kan optages i EU under navnet Republikken Makedonien. England har som eneste EU-land godkendt navnet. I resten af EU anvender man akronymet FYRUM (Former Yugoslavian republic of Macedonia). Det officielle makedoniske svar har indtil nu været en antikvificering af Makedonien. Denne proces har i Skopjes centrum udviklet sig til en umådeholdende glorificering af en lånt græsk-makedonsk fortid. Antikvificeringen kommer til udtryk i de føromtalte gigantstatuer, men også i at alle bygninger på pladsen er blevet pålagt at påklistrer antikke søjler. Som John citerer Milosevic for: ”Jo værre jo bedre”, jo mere ballade vi laver, jo mere international opmærksomhed vi skaber, jo længere bliver amerikanerne og opretholder ro og orden.

Landet Makedonien

Navnet Makedonien stammer fra oldtiden og Aleksander den store og hans far Filip den 2 og deres slægt kaldte sig Makedonere. Men både Alexander den stores fødeby Pella og Filip den 2. grav i Vergina ligger bevisligt i den nuværende græske provins Makedonien. Men Aleksander den stores rige omfattede ved hans død tilsyneladende også det, vi fremover på denne blog vil betegne Republikken Makedonien.

Den romerske provins Macedonia blev officielt etableret i 146 f.Kr. efter at den romerske general Quintus Caecilius Metellus besejrede Andriskus af Macedonia i 148 f.Kr. og efter at fire klientrepublikker etableret af Rom i regionen blev opløst. Provinsen bestod af Epiros Vetus, Thessalien og del af Illyrien og Thrakien.

I det 3. og 4. århundrede blev provinsen delt i Macedonia Prima i syd og Macedonia Salutaris i nord.

Macedonia Prima og Macedonia Salutaris blev indlemmet i bispedømmet Macedonia, et af tre bispedømmer i pretorianerprefekturet Illyricum som blev organiseret i 318. Da prefekturet Illyricum blev delt i et vestlig og et østlig Illyricum i 379, blev de makedonske provinser inkluderet i det østlige Illyricum. Efter delingen af Romerriget i et vestlig og et østlig rige i 395, blev Macedonia en del af Østromerriget.

Tekst til kort. Kilde http://da.wikipedia.org/wiki/Macedonia_(romersk_provins)

Makedonerne kan altså med nogen rimelighed hævde, at landområdet har samme historiske hævn på navnet Makedonien som den græske provins Makedonien.

Folket i Makedonien

Makedoniens position som østromersk provins er lige så omtumlet som det Byzantiske rige selv er. I perioder overtager skiftevis Bulgarer og Serbere kontrollen med området, i andre perioder genvinder Byzans kontrollen. Der er historisk enighed om, at landet nuværende befolkning kan opdeles i to hovedgrupper – en gruppe, der er indvandret fra Bulgarien (slavere) og en gruppe med albanske (illyriske?) rødder.

Det er her Makedoniens indre konflikt starter. Den bulgarske befolkningsgruppe har siden Makedonien blev en del af Jugoslavien ønsket at frigøre sig fra de bulgariske rødder ved at kalde sig Makedoner og ved at kalde deres sprog for Makedonsk. De har altså valg en selvstændiggørelse ved at bryde med deres rødder og tage navn af det land de bor i. Det albanske mindre tal (som bl.a. Johns kone Mjellma tilhører) har derimod valgt at holde fast i deres albanske sprog og albanske rødder. Alle Albanere i Makedonien er tosprogede. De taler både albansk og Makedonsk. Makedonerne derimod har ingen tradition for at lære albansk.

Når jeg spørger Mjellma, om de føler tilknytning til Albanien, siger hun nej, men at de føler tilknytning til albanerne i Kosova. Mjellma har netop været i Tirana i forbindelse med sit arbejde med Crossing Borders projekter. Hun oplever, at albanerne i nationalstaten Albanien ikke interesserer sig for de etniske albanere, der lever uden for Albanien.

Udviklingen siden Makedonien blev en selvstændig nation i forbindelse med Jugoslaviens opløsning i 1992 er gået i retning af større etnisk adskillelse mellem de to grupper.

I 2001 kom det til væbnet konflikt mellem politi og militær og albanske oprører. Kampene var ifølge Mjellma og John en protest mod en ny forfatning, der ville forringe albanernes rettigheder i Makedonien. Andre har imidlertid tolket oprøret som et forsøg på at udnytte situationen i Kosova med det mål at skabe et Storalbanien.

Mjellmas familie har for nyligt valgt at bytte bolig med en Makedonsk familie, så Mjellma’s familie nu bor i det albanske kvarter på den nordlige side af Vardar og den Makedonske familie altså på den sydlige side af floden.

Dette nye mønster for bosættelse betyder bl.a., at børn ikke længere går i etnisk blandede skoler. Udviklingen understøttes af et politisk system, der betyder særlige politiske rettigheder til de etniske grupper, der kan tælle mere en 20% af befolkningen i de enkelte kommuner.

De nationale spændinger er kun blevet værre sider Nikola Gruevski i 2006 blev premierminister og startede sit store og meget personlige antikvificeringsprojekt i Makedonien. Mange albaner tolker initiativet som endnu et forsøg på eksklusion af det albanske mindretal.