Ind- og udvandringens psykologi

Det er ikke let at give et kort rids over en 3000 år lang og kompliceret historie, men dette indlæg er et forsøg på at binde de mange små fortællinger sammen til en meningsfuld helhed, et forsøg på at lave en nogenlunde sammenhængende fortælling, der ligger så tæt på de historiske kendsgerninger, som vi kan komme det.

De tyrkiske historikere skelner mellem europæisk Tyrkiet (provinsen Trakien) og det anatolske Tyrkiet (Lilleasien). Det kan der være god mening i, fordi man i sine beskrivelser har brug for at lave afgrænsninger. Der er blandt historikerne enighed om, at der ikke har været vandtætte skotter mellem de to områder. Hvis man skal give et meningsfuldt billede af udviklingen i det anatolske Tyrkiet (og mange andre steder i verden), så kan man sammenligne det med livet i et højhus eller et beboelseskvarter.

Nogen bygger huset og flytter ind og så længe der er tomme lejligheder, forsøger man at tiltrække nye indflyttere. Hvis nogen flytter ud, så prøver man at få nye ind. Helst nogen af vennerne, der passer godt ind i miljøet. Hvis der bliver mangel på lejligheder, så bygger man til, hvis ikke man kan bygge til, så prøver man at få nogen til at flytte et andet sted hen. Hvis huset brænder, så kan man enten bo i barakker, mens man bygger det op igen, eller man kan flytte et andet sted hen.

Nogen gange er der et stærkt beboerråd, der får det hele til at fungere. Nogen gange mister beboerrådet grebet om tingene, bebyggelsen forfalder og kaos hersker. Måske kommer der nogen og smider alle beboerne ud, og så går de i gang med at renovere beboelsen og så får de deres egne venner til at flytte ind.

I det anatolske Tyrkiet har der været mange af den slags ”beboelser” eller små og store riger, hvor folk er flyttet ud og ind. Ægæerhavskysten mod vest har været domineret af græske bosættelser. Den nordøstlige det af Anatolien har været præget af indvandring fra Europa og Sortehavet. Mod syd er indvandringen kommet fra bl.a. Babylon, Mittanien og Assyrien. Mod øst har bl.a. Armenien påvirket udviklingen.

Kampen mellem orden og kaos

Hvis man skal tale om et gennemgående træk i civilisationshistorien, så er det kampen mellem orden og kaos. Kaos opstår, når et samfund svækkes og ligger åbent for, at fjenden eller fremmede kan udplyndre det. Det kan være uorganiserede fjender som ex. vikinger, der udplyndrer for derefter at forsvinde igen, eller det kan være en fjendtlig sindet krigsmagt, der ønske at overtage området.

Anatolien har været beboet i mindst 300.000 år, men de første spor efter egentlige bysamfund går omkring 10.000 år tilbage. Den ældste by i verden er udgravet i Anatolien. Stedet hedder Catalhöyük. Bl.a. figuren af ”Moder jord” er fundet der. Også oksen var et stærkt religiøst symbol på den tid. De døde blev begravet under gulvene i husene.

Andre fund viser, at der har boet folk fra tidlig bronzealder omkring 3000 f.v.t i alle de bebyggelser, hvor arkæologerne har sat spaden i jorden, når bare de har gravet dybt nok ned.   Men de færreste steder ønsker man at grave massivt tværs igennem de øverste lag, som Schleimann gjorde det i Troja. Derfor er det sjældent, at det lykkes – som i Catalhöyük – at finde og udgrave meget gamle byer, der ikke er gemt af bebyggelser oven på. Men både Troja, minorerne på Kreta og Trakien er gode eksempel på, hvordan man kan forestille sig bosættelsesudviklingen i bronzealderen er foregået. Det har været en relativ fredelig udvikling. Der har været god plads til nybyggere, og i relationerne mellem stammerne har man udvekslet idéer, råstoffer og varer. Man har tilstræbt at leve i samhørighed med naturen og guderne. Uden at skulle idyllisere alt for meget – selvfølgelig har der været indre rivalisering, kvægtyverier og straffeekspeditioner i bronzealderen, men der er meget, der tyder på, at sygdom og naturkatastrofer som jordskælv, tørke og oversvømmelser har været de største farer for bronzealderfolkene på Den anatolske Højslette. Arkæologerne på Kreta har især været optaget at det skifte, der var i overgangen mellem minorisk og mykensk kultur. Hvor minorerne ikke havde forsvarsværker eller krigsvåben af betydning, så levede mykenerne i befæstede borge, og for dem var krig en væsentlig del af livsformen. Trakierne mod nord blev så vidt vides først et våbenførende krigsfolk, der samledes under en konge efter deres første møde med Perserne i 520 f.v.t.

Hittitterne

Hittitterne og deres broderfolk Luwerne var de første folk i Anatolien, om hvem vi ved, at krigsførelse var en del af livsformen. De indvandrede – formodentlig fra nordøst – i årene 2100 – 1700 f.v.t. Med sig bragte de hesten. I begyndelsen levede de i stammesamfund side om side med den lokale befolkning, de minoriske bystater ved Ægæerhavskysten og assyriske handelskolonier på den anatolske højslette. Deres sprog var indoeuropæisk. De udviklede det som skriftsprog, både som kileskrift og som luwiske hieroglyffer.

Skriftlige kilder

Netop skriftlige kilder kombineret med udgravninger er årsagen til, at forskerne ved meget om livet i det anatolske Tyrkiet i det 2. årtusind (2000 – ca. 1180 f.v.t). Man har som tidligere nævnt fundet 15.000 lertavler med Assyrernes kileskrifter, herunder en rig brevveksling mellem Assyrerne i de anatolske bosættelser og hjemlandet og et stort antal lokale aftaler og kontrakter fra perioden 1950 – 1780 f.v.t.

I Hittitter byen Hattusa, der blev Hittitternes hovedstad fra engang i 1500’tallet har man fundet et arkiv af breve, herunder en omfattende korrespondance mellem Hittitter kongerne og Egyptens Faraoer. Rigtig interessant for forskningen er det, at man har fundet et samtidigt ægyptisk arkiv i Armana, der var hovedstad i Egypten i den samme periode.

En sjov detalje er et brev, der er skrevet på Akkadisk kileskrift af Ramsen den 2. dronning Naptere til Hittitternes Dronning Puduhepa (Hattusili den 3. ’s dronning) engang i årene mellem 1275 – 1250 f.v.t.. Brevet indeholder oplysninger om tidens politiske relationer, det bekræfter venskabet mellem de to nationer og lovpriser de gaver, de har udvekslet med hinanden.

Mest berømt er den fredstraktat, som Ramses den 2. indgik med Hattusili den 3. omkring 1259 efter slaget ved Kadesh. Fredstraktaten blev oprindeligt skrevet på sølvplader, men i dag findes der en kopi på en lertavle i kileskrift, der er fundet i Hattasu, og som findes på museet i Istanbul og en kopi, Ramses den anden har hugget ind i muren i Abu Simbel med hieroglyffer. Der er betydelige forskelle i indholdet af de to kopier, lige som de to stridende parter efterfølgende var uenige om udfaldet af slaget ved Kadesh.

Fredstraktat

Uddrag af fredstraktaten imellem Ramses og den hittitiske konge Hattusili III.

” Der skal ikke opstå fjendtligheder mellem dem (de to konger og deres lande) til evig tid. Den store fyrste over Hatti (Hattusili III) skal ikke angribe Egyptens land til evig tid for at tage noget af det. Ramses (II), den store hersker over Egypten, skal ikke angribe Hatti’s land (for at tage noget) fra det til evig tid. Den retmæssige traktat, som bestod i Suppiluliumas tid, den store fyrste over Hatti, ligesom den retmæssige traktat, der bestod i min forgænger, den store fyrste

over Hatti, Muwatalistid, fastholder jeg (Hattusili). Se, Ramses (II), den store hersker over Egypten, fastholder den også sammen med os. Fra denne dag holder vi fast ved den, og vi vil handle nøjagtigt derefter.

Hvis en anden fjende drager mod Ramses (II), den store hersker over Egyptens lande, og han sender bud til den store fyrste over Hatti, sigende: Kom med mig i en alliance mod ham, så skal den store fyrste over Hatti drage ud (med ham), og den store fyrste over Hatti skal dræbe hans fjende. Men hvis den store fyrste over Hatti ikke har lyst til at drage ud, så skal han udsende sit fodfolk og sine stridsvogne, og han skal dræbe hans fjende.”[1]

En særlig interessant detalje ved traktaten er, at den også forholder sig til, hvordan man behandler personer, der flygter fra det ene land til det andet. I traktaten aftales det, at flygtninge skal tilbageleveres til oprindelseslandet. Til gengæld forpligter den part, der modtager flygtningen sig til, ikke at dømme vedkommende og ikke gøre skade på hans hus, hans hustruer og hans børn, ej heller skal han blive dræbt eller såret på nogen måde, hverken hans øje, hans øre, hans tunge eller hans fødder, og heller ikke blive sigtet for nogen forbrydelse.

Traktaten besværges således: hvad angår disse ord, skrevet på disse sølvtavler for Hattiland og Egypten, for dem, som ikke adlyder dem, må de 1000 guder fra Hattiland og de 1000 guder fra Egypten ødelægge hans hus, hans land og hans tjenere.[2]

Uddrag af traktaten kan i dag læses på væggene i FN’s hovedkvarter i New York.

Ud over breve mellem hittitterne og Egypten, er der fundet kileskrift brevvekslinger mellem hittitterne og kongen af Mittani – et anden af Mellemøstens storriger i Bronzealderen. Der er også fundet korrespondance mellem kongen af Luwian (Arzawa land) og Hittitterkongen. De to sidste anvendte luwianske hieroglyffer, når de skrev sammen.

Urolige tider

En relativ rolig og stabil periode i Det anatolske Tyrkiet i det meste af Bronzealderen førte til blomsterne kulturer, der var domineret af bystater og kongedømmer under ledelse af Minorer og Mykenere, Luwiere (Arzawa) og Hittitter. Ydre fjender var Mittani mod sydøst og Egypten mod syd. Indre stridigheder var idelige og handlede om, hvem der var konge og hvem der var fyrste eller vasal, d.v.s. hvem der var skatskyldige til hvem. Men omkring 1190 f.v.t. sker der et kulturelt sammenbrud. Orden forvandles til Kaos. Paladserne forfaldt og de skriftlige kilder tørrede ind. I græsk historieskrivning taler man om de mørke år. Og moderne historieforskning har heller ikke noget entydigt svar på, hvad der skete. Men den moderne historieforskning hælder mere og mere til den antagelse, at der var tale om mange forskellige begivenheder, der tilsammen udløste en dominoeffekt.

Så lad os lige starte med at sammenfatte, hvad vi ved om sammenbruddet:

Mittani var det første rige der faldt. Det var omkring 1360 f.v.t. Riget blev angrebet af hittitterne fra nordvest og assyrerne fra sydøst. Og trods adskillige bønner fra Mitanni til deres egyptiske allierede, undlod egypterne at sende hjælp.

Resultat af Mittanis fald blev et stærkt Assyrien, der over de næste ca. 600 år i konkurrence med Babylon udfyldte magttomrummet i Mesopotamien.

Det er efter Mittanis fald, at Hatusili den 3. og Ramses den 2. i 1259 indgår deres fredstraktat efter slaget ved Kadesh. Så hittitterne har forsøgt efter Mitanni’s sammenbrud at tilrane sig et stykke af Levanten, som på det tidspunkt var under egyptisk herredømme.

I 1250 rammer et voldsomt jordskælv – eller en række af jordskælv – regionen. Bl.a Troja og Knossos bliver voldsomt beskadiget. Samtidigt indtræffer en længerevarende tørkeperiode. Man kan se, at paladserne i denne periode udbygger deres vand-ressourcesystemer og at der

er en betydelig udbygning af forsvarsværkerne i både Hatussa og Mykene.

I ca. 1190 – 80 udkæmper Grækerne og Luwierne (ifølge Homer og græsk historietradition) den Trojanske krig.

I 1190’erne forlader hittitterne Hattusa. En del af byen brændes af, men der er ikke fundet tegn på fjendtlige angreb. Hittitterne flytter sydpå, hvor de i perioden 1200 – 700 bosætter sig i en række mindre og mere spredte, men selvstændige bosættelser. Efter 900’tallet bliver de underlagt assyrisk overherredømme og fra 700’tallet bliver de provinser i Det assyriske Imperium. De byer Hittitterne forlader i nord bliver hurtigt indtaget af Frygiske stammer, der indvandrer fra Makedonien og Balkan.

I Ramses den 3. (1184 – 1155) annaler, der er optegnet på væggene i hans Medinet Habu tempel, omtaler han et havfolk (omtales som sea people på engelsk), der udsletter rigerne i hans kendte omverden, og som også Ægypterne kæmper mod. Efter Ramses den 3. død, henfalder Egypten også til mere kaotiske tilstande og 1075 mister Ramses den 11. (1104-1075) helt grebet om magten i Egypten. Hans dødsår regnes som overgangen til den tredje interregnum.

Forskere er dog aldrig blevet enige om, hvad det er for et havfolk, Ramses den 3. refererer til. Men en del forskere peger på, at der er tale om flere forskellige folk eller stammer. At den gradvise opløsning af stærke centralmagter med flådebaser fører til et tiltagende sørøveri, og at disse sørøvertogter især har de store borge med skatkamre i søgelyset.   Mange arkæologiske undersøgelser peger i retning af, at hverdagslivet uden for paladserne i det store hele er gået videre i de berørte områder, men at der er sket et voldsomt fald i handel og velstand.

Lad os så se på, hvem der fyldte hullerne ud

I det nordlige Anatolien starter en indvandringsbølge af frygier i 1200’tallet og den fortsætter de næste 400 år. Forskerne er nogenlunde enige om, at frygierne er et thrakisk folk og at de sandsynligvis kommer fra Europa – overvejende fra Makedonien og Balkan. Deres sprog er indoeuropæisk og de benytter – i lighed med grækerne – skrifttegn af fønikisk oprindelse, der er tilpasset det frygiske sprog.

Ægæerhavskysten bliver lidt senere domineret af græsk indvandring. Også her taler man om en længerevarende indvandringsbølge af tre stammer: dorerne, ionerne og aeolerne. Disse indvandrere bærer med sig viden om den tidligere græsk/mykenske kultur.

Hullet efter Mitannerne i syd fyldes som nævnt ud af hittitterne, der flytter sydpå og assyrerne, der etablerer sig som en stormagt og med held ekspanderer deres magtsfære mod både syd, øst og vest og som til sidst opsluger de tilbageværende hittitiske riger.

Desuden samler en række uruiske stammer i det østlige Anatolien sig i samme periode til en egentlig statsdannelse.

I Levanten (nuværende Syrien) grundlægger fønikerne, der var søfolk af kanaanæisk afstamning , en række selvstændige kystnære bystater, en del af dem i det vestlige Middelhav. Cypern kommer – under fønikisk indflydelse – i en periode til at afløse Kreta som center for søfarten. Samtidigt indtages landområderne i Levanten af kanaanæiske og israelske stammer.

Endvidere ved vi, at både hittitter, mykenere, thrakier, grækere og frygier er indoeuropæiske folk og at både det mykenske, græske og det frygiske alfabet er udviklet fra det fønikiske alfabet. Det er således muligt delvis at tyde de frygiske indskrifter i kong Midas by ved hjælp af det mykenske alfabet.

Det fønikiske alfabet er et fonetisk alfabet, der nemt kan tilpasses andre sprog. Det nyder derfor stor udbredelse i Middelhavsområdet i jernalderen.

Fra sen bronzealder til tidlig jernalder

Sammenbruddet i de fire højkulturer i det østlige Middelhav omkring år 1200 f,v,t, (Mittani, Hittitteriget, Mykenernes Rige og Ramses Egypten) markerer overgangen fra den sene bronzealder til den tidlige jernalder. Men der er ikke noget i de kilder vi har læst, der antyder, at det er nye våbensystemer eller skibstyper, der er årsag til sammenbruddet i det østlige Middelhav. Der synes langt snarere at være tale om en sammenblanding af en lang række forskellige begivenheder som jordskælv, tørke, hungersnød og sygdom (pest, kopper) på den ene side, og immigration, udefra kommende aggression, indre splittelse, borgerkrig og oprør på den anden side. Dertil kommer et voldsomt overforbrug af ressourcer (kobber, tin og tømmer) i nærområderne. Disse årsager har tilsammen ført til organisatoriske sammenbrud. Det har givet let spil for stammer, hvis ærinde har været jagt på hurtig rigdom.

Allerede hittitterne eksperimenterede med jern og frygierne, der kom efter hittitterne anvendte jern som redskaber i landbrugsproduktionen. Men overgangen mellem anvendelse af bronze og jern har været glidende og parallel med udviklingen af nye militære organisationsformer. Vi er ikke i vores søgen stødt på forskere, der mener, at det er jernets stigende andel i metallurgien, der er årsag til sammenbruddet.

Den nye orden

Hvis vi ser på den nye magtbalance, der etablerer sig i Middelhavet, så er det i første omgang fønikierne, der etablerer nye magtcentre og får styr på sørøveriet. Der er uklart for forskerne, i hvilket omfang fønikerne har været allieret med eller måske oven i købet en del af det såkaldte Havfolk – ”the sea people”. Men det er i alt fald fønikierne, det kommer ud af sammenbruddet som ledende sømagt i Middelhavet.

Fønikierne

Fønikierne etablerer sig i kystbyer, der organiseres som uafhængige bystater. De baserer sig på håndværksproduktion og handel. Her produceres varer til eksport indenfor keramik, glasproduktion, tekstil, trævarer og metallurgi. Meget tyder på, at håndværkerne i disse nye fønikisk drevne workshops på Cypern og i Byblos er de samme, eller efterkommere af, håndværkere, der tidligere arbejdede ved de Mykenske paladserne i Kreta og Peloponnes.[3] De fønikiske bystater kommer med tiden overvejende til at dække det vestlige Middelhav, og de bliver model for de græske bystater med tilhørende handelsstationer, som grækerne (dorer, ioner og aioler) etablerer i det østlige Middelhav fra omkring år 900 f.v.t. Grækerne kalder disse byer for Polis. Mange undersøgelser viser, at der i perioden er et tæt samarbejde mellem grækere og fønikere, og ifølge nogle kilder sker der en gradvis sammensmeltning af de to kulturer i det østlige Middelhav.. Romerne kalder (omkring 200 f.v.t.) fønikierne for Punere og fønikiernes endeligt regnes fra afslutningen af de puniske krige og Kartagos ødelæggelse i 143 f.v.t..

Kulturelle kendetegn

Et væsentligt element i de nye kulturer, der opstod omkring Middelhavet i jernalderen er adskillelsen mellem herskerens og gudens bolig[4]. Hvor paladskulturen var udtryk for en sammensmeltning og/ eller slægtskab mellem guden og kongen i en sådan grad, at de også delte bolig, så bliver guderne i de nye stater byens eller stammens guder og gudedyrkelsen flyttes efter orientalsk forbillede til templer, der er bygget til guderne. Hver bystat får sin egen skabelsesberetning – identitetsfortælling – der vedrører slægtskabet mellem guderne og byens grundlægger og første konge. Disse fortællinger danner grundlag for byens religiøse kult, der omfatter alle byens borgere.

Den nye orden, der opstår i Middelhavet efter Paladskulturernes sammenbrud får også betydning for udviklingen i Det tyrkiske Anatolien.

Frygierne

Som allerede nævnt fylder frygerne rummet ud efter hittitterne i det nordlige Anatolien. Der er nogenlunde enighed blandt forskerne om, at frygierne var et thrakisk folk, der indvandrede fra Europa – overvejende fra Balkan og Makedonien. Når man påtænker, at thrakiske stammer allerede boede i den europæiske del af det nuværende Tyrkiet – i den region der i dag hedder Thrakien (Trace), så er det nemt at forestille sig, at thrakierne har medvirket til at invitere deres broderfolk til at bosætte sig i de områder, som hittitterne ikke længere kontrollerede. Men de kom ikke til et ”tomt land”. Landet var beboet af ”indfødte” stammer og der har også været bosættelser af grækere, der var sendt på flugt af havfolket. Men det bliver frygierne, der etablerer en ny centralmagt i området.

Frygierne medbringer stor viden om metallurgi, herunder produktion af landbrugsredskaber af jern og støbning af husholdningsredskaber i bronze. Endvidere introducerer de den tradition for at gravsætte i gravhøje, som kendes over hele det europæiske kontinent i bronzealderen.

Det mest spektakulære frygierne er kendt for er etableringen af store udskårne klippefacade-altre til religiøs brug. Fælles for de lokaliserede altre er, at de er placeret i områder med naturligt skabte klippeformationer, der kan tillægges en overnaturlig oprindelse. Disse natur-altre antages at være anlagt til dyrkelse af naturgudinden Kybele. Tidsmæssigt kan deres anlæggelse dateres til omkring 950 f.v.t. Det bedst udforskede kultområde ligger ved ”Midas by” i Centralanatolien.

Frygierne var så vidt vides ikke – på samme måde som hittitterne en del af en skriftkultur. Man kender hverken til hjemlige annaler eller udenlandsk korrespondance. Men i forbindelse med klippeformationerne og de indhuggede altre er fundet indskrifter i klipperne på frygisk skrevet i et alfabet med mange paralleller til den mykenske linear B skrift.

Kong Midas

Det frygiske rige mest kendte konge var Kong Midas ( antagelig 738-696 f.v.t.), der er nævnt I Assyriske tekster som kong Mitta konge af Mushki. Rigets hovedstad var Gordion, ca. 100 km vest for det nuværende Ankara. I området omkring Gordion ligger mindst 100 gravhøje, hvoraf ca. 35 er udgravet. Den største af disse – med de rigeste gravfund – har traditionelt været tilllagt kong Midas, men nyere forskning tyder på, at der er tale om en konge, der levede omkring 100 år før kong Midas.

Der er nogenlunde enighed om blandt forskere, at den frygiske kongemagt blev svækket af kimmeriske nomadefolk, der østfra angreb og hærgede de frygiske byer, hvorefter de trak sig tilbage igen. Men om kimmererne er årsagen til at magtbalancen tipper mellem Frygierne og Lydierne omkring år 680 er uklar. Ifølge den græske historieskriver Herodot var det snarere en paladsintrige. Den blev sat i gang af den frygiske dronning, der indledte et forhold til en af kongens generaler. Han hed Gyges (Gugu) (680 -652 f.v.t.), og det var ham, der grundlagde kongeriget Lydien, der havde Sardes som hovedstad.

Lydien

Det Lydiske kongerige med Gyges og hans efterkommere overlevede i fem generationer (680 – 546 f.v.t.). Også de havde problemer med kimmererne og deres raids ind i landet. Lydierne blev meget dygtige til at udvinde guld fra floderne og til at raffinere guldet til et meget rent produkt. Kong Alayttes, der regerede 601- 560 f.v.t. var så vidt vides den første konge i verden, der prægede mønter af guld. Landet blev styrtende rigt, hvilket selvfølgelig også gjorde det til et interessant mål for de omkringliggende riger. Lydiens sidste konge var kong Krøsos, der blev besejret af Perserne i 546 f.v.t.

Grækerne

Jo mere vi dykker ned i forskningsrapporter, tekster og den viden, vi har samlet ved diverse udgravninger i både Tyrkiet, Grækenland og på Kreta, jo tydeligere tegner der sig et billede af, hvad der skete, eller måske snare ikke skete, med mykenerne/ grækerne efter sammenbruddet af den mykenske kultur omkring år 1200. Generelt tegner der sig et billede af, at livet omkring paladserne er fortsat efter højkulturernes sammenbrud. Men livet er fortsat uden en central styring. Den aristokratiske klasse synes at være forsvundet. Nogen er sikkert blev myrdet i de indbyrdes tvister, som heltesagnene beskriver i så rigt omfang. Nogen har taget flugten og har grundlagt nye kolonier/ bystater. Mange byer i Italien og på Sicilien (bl.a. Rom) fører deres historie tilbage til de gamle græske heltesagn. Men der grundlægges også i århundrederne efter sammenbruddet nye græske bystater ved Sortehavet, i Bosporus og hele vejen rundt om Ægæerhavet. Meget tyder på, at der i perioden ikke – som tidligere antaget – er tale om en ny indvandringsbølge af dorere, jonere og aeolere, men derimod at der overvejende er tale om en reorganisering af græske stammer i en ny idealstatsform efter fønikisk forbillede – bystaten eller det grækerne kalder polisen. Grækerne genetablerer også gradvis kontrollen over søfarten i den østlige del af Middelhavet.

Den mørke periode

Normalt regner historikerne den såkaldte ”mørke periode” (dark age) i græsk historie for en 400 årig periode fra ca. 1200 – 800 f.v.t. Fra den periode mangler man både skriftlige kilder og en sammenhængende mundtlig eller skriftlig historiefortællende tradition. Det skyldes formodentligt, at de græske historiefortællere på Homers tid (midt i 700’tallet) ikke har haft noget overblik over den historiske udviklingen i denne periode.

Men fra ca. År 800 er der et sammenhængende historisk billede af udviklingen på det græske fastland og i de græske bystater langs Anatoliens Ægæerhavskyst og de forskellige handelskolonier, der er spredt over Middelhavet, Ægæerhavet, Mamarerhavet, Bosporus og Sortehavet. Samtidigt er der øget samhandel og en kraftig hellenisering i Frygien og Lydien. Således ved vi, at både kong Midas og kong Krøsos har ofret til guderne i Delfi. Samtidigt importerer grækerne flere af frygiernes guder, bl.a Kybele integreres i den græske gudefamilie som Artemis.

Det sydlige Anatolien

Den sydlige del af Anatolien kommer efter sammenbruddet i slutningen af 1200’tallet f.v.t. under skiftevis Assyrisk og Babylonsk herredømme, indtil Perserne rejser sig som fugl Phønix og skaber et storrige. Grundlæggeren af dette rige er Kong Kyros (576-530). Han besejrer Kong Krøsos i Lydien og gør Lydien til en persisk provins i 546 f.v.t. Det er hans efterfølgere Dareios den 1. (522-486)og Xerxes (486 – 465) der invaderer Thrakien og Makedonien i 514 f.v.t og som indledte krigen mod det græske fastland i 499 f.v.t. som beskrevet i artiklen om Gallipoli’s historie.

Relevante besøg

På denne tur (december 2014 – februar 2015) har vi af græske bystater besøgt Varna ved Sortehavet i Bulgarien, der var en handelskoloni grundlagt af Milos, der lå syd for Effesos . På Tyrkiets Ægæerhavskyst har vi besøgt Troja (Ilios), Assos, Pergamon og Effesos. Pergamon var en bystat, men som blev et selvstændigt kongerige i ca. 150 år. Det var efter Alexander den Stores efterfølger – general Lysimarchos død i 280 f.v.t. Pergamon overlappede i den periode en pæn del af det tidligere lydiske kongerige.

I Anatolien har vi – ud over Ankara – besøgt Hitterrigets hovedstad Hatussa, Frygiernes hovedstad Gordion og Kong Midas by, og vi har besøgt Lydiens hovedstad Sardes.

På det græske fastland har vi besøgt Athen og Mykene.

 

 

 

 

[1] http://www.glyptoteket.dk/sites/default/files/oldtidens_egypten_-_opgavehaefte_historie_web.pdf

[2] Istanbul Arkæologiske Museums katalog, engelsk udgave; 7. Print 2012. Egen oversættelse

[3] Demand, Nancy: The Mediterranean context of early Greek history,Wiley-Blackwell, 2011

[4] Mazarakis-Ainian, Alexandros: From rulers’ dwelligs to temples, Jonsered 1997