Første del

Før vi kom til Bulgarien i julen 2014 havde vi aldrig hørt om Trakierne. Eller måske havde vi, men havde glemt det igen. Men vi havde sat fokus på området omkring Sortehavet og området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, som et interessant sted, der mere og mere for os tegner sig som arnestedet for den kulturelle udvikling, der fører Europa, Mellemøsten og Lilleasien ind i Bronzealderen.

Tippet om at der var noget at komme efter i Bulgarien fik vi af vores blikkenslager, der lagde ny tagrender på huset, mens vi forberedte vores vintertur. Han havde en ferielejlighed ved Varna ved Sortehavet og en ny og temmelig kulturelt tænkende kæreste, der havde insisteret på at de skulle ind på museet i Varna. ”Jeg har aldrig set så meget og så gammelt guld”, fortalte han.

   

Fotos fra museet i Varna af gravfund fra ca. 4400 f.v.t.

Vi har på bloggen fortalt om vores besøg i Varna og vores første møde med Det tragiske Folk og deres historie. Dengang havde vi for lidt tid til yderligere efterforskning i Bulgarien, da vi havde Tyrkiet som hovedmål for turen.

Men vi kunne læse os følgende om forbindelsen mellem det trakiske og det makedonske folk af den bulgarske historiker Plamen Pavlov[1]. Et emne der optag os, fordi vi allerede i 2013 havde fokus på Det makedonske (navne)Spørgsmål.

En bulgarsk synsvinkel på Det makedonske Spørgsmål

Pavlov tager sit udgangspunkt i det indoeuropæiske folkeslag, der hedder Trakerne. Trakerne er et velbeskrevet folkeslag i den antikke græske historie og der er arkæologiske fund, der bekræfter Trakerenes tilstedeværelse omkring Donau – fra Orchid søen i vest (nuværende Makedonien) til Djepr floden (løber gennem Kiev i Ukraine) i øst, fra Karpaterne i Nord og Aegærerhavet og Thessalien i syd tilbage fra ca. 2500 f.v.t (d.v.s. samtidig med Hittitterne på den Anatolske højslette, der også var et indoeuropæisk folk).

 

TRAKIERNES HISTORIE

Ifølge Pavlov beskriver Herodot (ca. 450 f.v.t.) Trakanerne som det folkerigeste folk (i verden) efter Inderne. I Homer’s Illiaden omtales Trakerne som en af Trojas allierede, og at den trakiske Tzar Rez deltog i krigen på Trojas side. På samme tid blev der grundlagt et Trakisk kongerige i Lilleasien.

Model af Homer’s Troja. Foto fra Puskinmuseet i Moskva, sept. 2014

 

Pavlov forstår Trakerne som en ”samlebetegnelse” for en lang række indoeuropæiske stammefolk med fælles kulturelle rødder – et fælles etnos, på samme måde, som vi senere har Germanere som en samlebetegnelse for mange (også indoeuropæiske) stammer i det nordvestlige Europa med meget beslægtede sprog og vaner. De Trakiske folk etablerede sig i mindre kongedømmer, på samme måde som Germanerne også gjorde det.

 

På Herodots tid var det mest betydende af kongerigerne Odrysae, hvorfra man kender en række navngivne og betydningsfulde konger, startende med Ter den 1. (480-464 BC).

Men ud over Odrysea nævner Pavlov kongeriget Getae og ikke mindst Makedonien som betydningsfulde trakiske kongedømmer.

Mellem linjerne kan man læse, at Makedonerne og Odryserne konkurrerede om overherredømmet over de Trakiske territorier, der på dette tidspunkt rakte fra adriaterhavskysten (Illyrien, nu Albanien) over hele det nordlige Balkan til Ægæerhavets Lilleasienskyst. Som bekendt blev det Makedonierne, der gik af med sejren. Stort set alle Trakierne blev samlet i et rige under Phillip den 2. far til Aleksander den 3. den Store. Kun nogle getaesiske stammer nord for Donau (nuværende Rumænien) forblev selvstændige.

Pavlov skriver om Makedonerne at de var de mest Helleniserede af de trakiske folk, men at de gamle grækere aldrig ophørte med at omtale dem som andet end barbarer.

 

Alexander den 3. den Stores erobringstogt fik – stadig ifølge Pavlov – stor betydning for alle Trakiske folk. Forestillingen om en hegemonisk verdensorden omfattende alle kendte klassiske kulturer under et Hellenistisk militær – bureaukratisk oligarki sammen med indflydelsen fra de gamle civilisationer i Øst (ex. Persien) fik blivende betydning i både Makedonien og i de andre Trakiske samfund. En undtagelse var de getanske stammer nord for Donau, der senere er kendt som Dacians (Rumænere).

Efter Alexander den 3. den Store’s død opdeles hans rige mellem hans generaler og Lysimarcus bliver hersker over det meste af Balkan.

 

I Tyrkiet møder vi igen Trakierne og deres nære og fjernere slægtninge: hittitter, frygiere og lydier i rigt mål – det er alle indoeuropæiske folk.

 

I Edirne i Tyrkiet lærte vi i 2014 følgende om trakerne:

Edirnes historie

Edirne ligger tæt ved den græske og bulgarske grænse og har i gennem historien været en strategisk vigtig by.

”The Rough Guide to Turkey” skriver, at der altid har været bosættelse her på dette sted. På museet i Edirne kan vi læse, at Trakerne har boet i området siden den neolitiske kultur ca. 10.000 f.v.t. og at området har været et vigtigt bindeled mellem de indoeuropæiske kulturer i øst og vest, ikke mindst i den periode, hvor man gik fra overvejende at være nomader til gradvist at blive bofaste.

 

BRONZEALDEREN

I bronzealderen udvikles de første byer, bystater og stater i Anatolien. Her var Trakerne et af de første europæiske folkeslag, der udviklede en særlig kulturel identitet, og derigennem afgrænsede sig fra de omliggende kulturer. Den del af de Trakiske stammer, der levede tættest på Anatolien havde tætte kontakter dertil og var influeret af de første bondekulturer her, mens Trakerne længere mod nord i højere grad fortsatte deres nomadetilværelse.

  

Trakerne udvikler sig i 700’tallet f.v.t. til et rytterfolk. Fotos fra museet i Edirne.

I overgangen fra bronzealder til jernalder kom der flere indvandrende folkeslag nordfra til Trakien, hvor de bosatte sig i nogenlunde fredelig sameksistens med Trakierne. Det første egentlige anslag mod Trakierne kom, da den Persiske kong Dareios invaderede landet i 513 f.v.t. på vej mod Bosporus-strædet. Trakerne kom under Persisk dominans indtil Tzar Ter den 1. (480 – 464 f.v.t.) fik etableret et stærkt Odrysisk kongedømme.

SEUTHES DEN 3 FLYTTER THRAKIERNES HOVEDSTAD

Trakierne (Odryserne) havde deres hovedstad i Edirne indtil 320 f.v.t. Dengang hed byen Uscudama. Det var Odrysernes konge Seuthes den 3. (330-300), der flyttede hovedstaden fra Uscudama (Ediene) til Seuthopolis (Kazanlak i det nuværende Bulgarien).

Byste af Seuthes den 3. fundet i hans grav

Seuthes den 3. startede sin regeringsperiode, mens Aleksander den 3. den Store herskede i Makedonien. 330 var året, hvor Alexander den Store på sit store felttog havde besejret Perserne og derfor lod sig udråbe til Persernes konge. Men selv om Makedonierne og Odryserne var broderfolk havde Seuthes ikke til sinds uden videre at skulle underkaste sig Makedonerne.

Odrysernes modstand mod Makedonernes overherredømme startede ved Phillip den 2. ’s (Alexander den Stores far) død i 336. I forbindelse med tronskiftet, forsøgte mange trakiske stammer et oprør mod Alexander den Store. Men da først hans kampagne gik i gang i 333 f.v.t støttede mange trakiske stammer ham med ryttersoldater.

I 325 blev Alexander den Stores guvernør Zopyrion dræbt i et slag mod Geaterne, den trakisk stamme, der levede omkring Donau og som aldrig havde underkastet sig Makedonierne. Den uro det skabte, benyttede Seuthes den 3. til en nyt oprør mod Makedonerne. Lysimachus fulgte efter som ny guvernør i Trakien, og efter Alexander den stores død i 323 forsøgte Seuthes sig igen med et oprør. Efter mange kampe måtte Seuthes acceptere Lysimachus overherredømme. Lysimachus udråbte sig til Konge over Trakien og Seuthes valgte at flytte det Odrysiske kongedømme til det centrale Trakien ( nu Bulgarien) og at etablere en ny hovedstad i Seuthopolis (nu Kazanlak i Bulgarien). Her ligger han begravet, hans grav blev fundet intakt i 2004 sammen med gravene efter en lang række andre Odrysiske konger, heraf en del der var før Seuthes. Stedet kaldes De Thrakiske Kongers Dal.

Indgang til grav. De Trakiske kongers dal

Efter vores første tur i 2014 kunne vi opsummere

Trakerne er en række stammer, der har beboet i den europæiske del af Tyrkiet, der stadig hedder Trakien og er en tyrkisk provins, i det nuværende Bulgarien, i dele af Rumænien og på det meste af Balkan flere årtusinder før Aleksander den Store satte sig i bevægelse på sit store felttog mod perserne. De store kongegrave med masser af guld f.eks. fra Tsar Dolonk er fra 4400-4200 f.v.t. De ældste kendte stenbyggede huse i flere etager i sammenhængende byer er fra disse folk. Deres høvdinge/kongegrave er rige på guldsmykker og fint bearbejdede genstande og figurer, der understreger en kultur, der dyrkede jorden og tilbad den store guds moder ”Great Goddesnes”.

Trakiske stammer har således spillet en betydelig rolle i Europa omkring og syd for Donau som et folk fra tidernes morgen og som forskellige kongeriger i jernalderen frem til starten af vores tidsregning.

 

Anden del

DE FORHISTORISKE TRAKIERE

I 2017 vendte vi tilbage til Bulgarien, og målet er at komme tættere på trakernes historie. Vi startede vores søgen i byen Plovdiv, der er en gammel trakisk by, hvor der stadig er rester efter et større trakisk borganlæg. På byens arkæologiske museum finder vi kobber og guldgenstande fra 6000-5000 f.v.t. Genstandene og smykkerne er ikke så spektakulære som dem vi så i Varna, det er små fine kobberredskaber til ciselerings- og smykkearbejder, der i størrelse og form ligner de redskaber, vi har set hos Harappa-kulturen i Indien fra ca. 4000 f.v.t. Desværre måtte vi ikke tage billeder på Museet, og der var ikke adgang til bøger på engelsk, der præsenterer de udstillede genstande. Her mødte vi for første gang en videnskabelig skelnen mellem de forhistoriske og de historiske trakere.

 

ORFEUS I SPIL MELLEM THRAKIERE OG GRÆKERE

Museet noterer nemlig et større kulturskifte i de arkæologiske fund i perioden fra ca. 1400- 400 f.v.t., en periode de karakteriserer som trakisk stammekultur. Skiftet ses især i de keramiske motiver og glassurer, men også i den religiøse forestillingsverden ses et skifte fra naturguder til kulturguder. Et sådan eksempel er sagnfiguren Orfeus.

Han er ifølge den græske mytologi søn af musen Kalliope og konge af den Trakiske stamme cikonerne . Historien om Orfeus fortæller to ting, som kendetegner tidsånden i denne periode. Det ene er, at guderne ikke længere får deres kræfter fra naturen (moder jord), men fra overnaturlige kræfter, der manifesterer sig i ritualer, der er en blanding af sang, musik, poesi og myter. Dette skifte muliggør bl.a., at kongemagten kan forklares som guddommelig, og dermed legitimeres arverettigheder.

Orfeus er et eksempel på udveksling mellem trakisk og græsk kultur, en udveksling der ifølge forskerne er kendetegnet ved, at grækerne lærer håndværk og metallurgi af trakerne, mens trakerne overtager den græske mytologi og det græske skriftsprog.

Man ved ikke med sikkerhed, hvornår denne kulturblanding begynder. Ifølge Homer er en trakisk konge indblandet i slaget om Troja på trojanernes side. Dette slag antages at have fundet sted omkring år 1190 f.v.t. I 700’tallet f.v.t. grundlægger grækerne de første græske kolonier ved Sortehavskysten, der på det tidspunkt er trakisk territorium.

Men kulturblandingen har endnu efterdønninger. I dag strides græske og bulgarske historikere om ophavsretten til Orfeus. I alt fald ifølge denne Wikipedia-kilde.
Det befæstede borganlæg på Nebet Tepe i Plovdiv daterer sig til perioden 1400-400 f.v.t.

Resterne af en trakisk borg på Nebet Tepe i Plovdiv

THE GREAT MOTHER GODDESS I byen KABILE

Et af de steder vi besøger, der giver ny viden til fortællingen om Trakerne er udgravningerne i Kabile (eller Kabyle). Det viser sig at være et godt sted at besøge. Her har været civilisation i mere end 7000 år, sluttende med en mindre bosættelse i de byzantinske ruiner i Middelalderen fra 1100 -1400’tallet.

Her er et fint museum med effekter fra de mange års bosætning frem til gothernes indtog i den romerske by og militærforlægning ved Vestromerrigets opløsning. I 500’tallet blev byen komplet ødelagt af avarerne, men efterfølgende sporadisk genbeboet under Byzans. Stedet er meget smuk anlagt, velpasset og stort. Faktisk kan man godt få det meste af en dag til at gå med at udforske området. Det er EU, der har smidt penge i etablering af et besøgscenter.

The Great Mother Goddes fundet ved helligstedet i Kabile fra ca. 6000 f.v.t.

Kabile er bygget om omkring et helligsted, hvor Trakerne siden 1000’tallet – men før dem de pre-trakiske civilisationer – har dyrket The Great Mother Goddess – der senere af grækerne og romerne kendt som Kybele eller Artemis. Helligstedet ligger i nogle klippeformationer på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en gigantiske floddal som Maritza – floden har dannet. Dalen strækker sig fra Sofia (Bulgariens hovedstad) gennem Plovdiv og Kazanlak og helt ud til Sortehavskysten ved Burgos. Det var i Kabile, den odrysiske høvding Spartokos regerede omkring 310 f.v.t., hvor han indgik en traktat om at samarbejde med den trakiske konge Seuthes den III.

HVOR DE KOM FRA OG HVOR DE GIK HEN

Trakerne er et af de folkeslag, der blomstrer op og kommer stærkt på banen, da de store bronzealder civilisationer går til grunde omkring år 1200 f.v.t. Men indtil videre er der ingen historikere, der tør give et seriøst bud på, hvor de kom fra eller hvad deres rolle var i det spil. Dertil er kildematerialet for ufuldstændigt. Der er dog enighed om, at de har tilhørt den samme indoeuropæiske sprogstamme som hittittere, grækere, makedonerne, frygierne og lydierne. Trakerne har ikke selv efterladt sig skriftlige kilder fra før 400’tallet. De få skrifter, der findes fra deres hånd – som ex. traktaten fra omkring 310 f.v.t. mellem Seuthes III og Spartokos er skrevet på græsk. I det hele taget menes trakerne gradvist at være blevet assimileret med grækerne og romerne og siden med de indvandrende slavisk/bulgarske stammer.

SPORENE EFTER TRAKERNE

Men hvor Trakerne ikke efterlod sig skriftlige kilder, har de til overflod efterladt sig spor i landskabet efter det, de gik mest op i: At dyrke guderne – især moder jord – på okkulte steder, at lave smukke genstande i jern, metal, keramik og glas, at jage, slås, ride og køre med vogn og at konstruere grave og templer i jordhøje. De har holdt af at bosætte sig tæt ved bjergene. Om det så har været for at være tæt på Moder Jord eller på de rige guld og kobber forekomster i området, det er ikke godt at vide, men mon ikke begge dele har talt. Jordbrug eller sejllads har vi ikke set tegn på har haft deres store interesse. De har haft en del vareudveksling med grækerne, men det ser ud til, de har ladet dem om at dyrke jorden og den maritime del af vareudvekslingen. Når vi rejser i denne del af Bulgarien, så får jeg mange associationer til dværgenes levevis i eventyr som Snehvide og de 7 dværge.

Den ukendte trakiers grav i Aleksandrovo

Den første trakiske grav vi besøger ligger i byen Aleksandrovo, ca. 90 km fra Plovdiv. Det er en gravhøj fra omkring 400 f.v.t. Højen har en diameter på over 70 m og den er 15 m høj. Den består af et indgangsparti og en ca. 10 m lang gang indtil et firkantet forkammer og et rundt hovedkammer, hvor den døde har været placeret. Selve gravhøjen er i dag aflukket, for at skåne de smukke freskoer, der dekorerer forkammer og gravkammer.

Til gengæld er der bygget et fint museum med en replika af gravhøjen i fuld størrelse. Museet er finansieret af Japanerne, og det har kostet i omegnen af 14 mill. danske kr. fortæller vores dybt engagerede – næsten maniske rundviser. Han tegner og fortæller uafbrudt i de to timer, hvor vi er stedets eneste gæster. Afslutningsvis fortæller han, at han er søn af Irko Petrov, en af de arkæologer, der har været med ved udgravningen. Det er hans far, der har skaffet midlerne til bygning af museet. Så at være guide på museet er for ham som at videreføre faderens livsværk.

UNIKKE LOFTMALERIER MED JAGTSCENER

Det er billederne og deres fortællekraft, der er det særlige ved gravhøjen i Aleksandrovo. Hvad der måtte have været af lig og gravgods er for længst ført bort af gravrøvere. Men billederne har fået lov at blive, og især loftdekorationen har meget at fortælle om Trakernes klædedragt, våben, jagtvaner og levevis ca. 400 år f.v.t.

Loftet er cirkelformet og dekoreret med 4 jagtscener. Hver jagtscene viser en rytter til hest, et byttedyr, jagthunde og en jæger til fods. Hvor rytterne jager med hunde og spyd, så bærer jægerne til fods forskellige jagtvåben: spyd og stav, net, lanse og en dobbeltbladet økse. I alt optræder der 9 hunde på dekorationen, hvoraf den en hund er bundet til den ene hest og rytter, de andre 8 hunde er engageret i selve jagten. Byttedyrene er to hjorte og to vildsvineorner.

Desværre lever kvaliteten af replikaerne slet ikke op til originalmalerierne, som vi kan se på store fotostater.

Man ved ikke, hvem dette gravkammer er opført for, men det er et af de få bevarede trakiske gravkamre med meget velbevarede fresko-malerier. Sandsynligvis er den tale om en trakisk adelsmand, da billederne ikke viser tegn på kongeværdighed.

BEGRAVELSESRITUAL BLANDT TRAKERE

Trakerne har som nævnt ikke selv efterladt sig skriftlige kilder af betydning. Men der er en del græske beretninger om de trakiske barbarer. Således skriver Herodot om deres begravelsesritualer:

”Den måde de begraver de rige blandt dem er denne: I tre dage lægger de liget til skue, og de dræber alle slags ofre (offerdyr) og fester, efter først at have gjort klagesang. Så udfører de begravelsesritualer, enten ved af brænde liget eller ved at dække det med jord uden at brænde. Og bagefter, når de har bygget en høj, fejrer de det med spil og enhver form for konkurrence, hvor forståeligt nok de største priser bliver tildelt for tvekamp. Dette er den måde, begravelse blandt trakierne finder sted”. (Egen oversættelse efter tekstcitat i gravhøjen i Kazanlak).

 

KONGERNES DAL

At tale om kongernes dal ved Kazanlak kan af onde tunger opfattes som et smart reklametrick. Men set med trakologernes øjne er det en måde at italesætte en rig samling af arkæologiske fund efter et stort overset kulturfolk.

Centralt i kongernes dal kunne have ligget en by med et palads, der blev anlagt omkring 330’erne f.v.t., da Odrysernes Kong Seuthes III flyttede sit hovedsæde fra Edirene i Tyrkiet til Kazanlak midt i det nuværende Bulgarien, efter Aleksander den tredje, den stores, erobring af Edirne.

KONG SEUTHES III NYE HOVEDSTAD

Kazanlak var ikke tilfældigt valgt af Seuthes den III. Han valgte at bygge en ny by (Seuthepolis) ved en eksisterende trakisk fæstning, der også rummede et af datidens vigtigste kultsteder for de trakiske guder. Byen lå på en halvø i en kurve ved floden Tundzha, tæt ved den dal, hvor mange af hans odrysiske forfædre lå begravet.

Byen overlevede ikke mange år efter Seuthes den III’s død, den blev ødelagt af kelterne i 280 f.v.t. og henlå derefter som ruinby.

I 1948 besluttede det daværende bulgarske regime at bygge en dæmning ved Tundzha floden, der ville oversvømme resterne af Seuthepolis. Inden byggeriet af dæmningen blev iværksat, fik man opmålt og udgravet byen. Fundene fra byen opbevares på Iskra museet i Kazanlak, og de bedste ting er udstillet både her og på nationalmuseet i Sofia.

Men i dag ligger resterne af Seuthepolis på bunden af Koprinka søen.

Til gengæld er et stort arbejde i gang for at gøre mange af de udgravede høje (Mound’s) tilgængelige for publikum. Der er det særlige ved de trakiske gravhøje, at de typisk blev bygget og anvendt som templer. Når en konge eller adelsmand døde, blev han begravet – eller i alt fald hans ejendele – og de blev lagt i det inderste rum i et tempel, der var formet som en sarkofag. Med sig fik han gravgaver, og i rummet foran blev ofret en hest, som den døde kunne benytte i efterlivet. Derefter blev templet forseglet.

KONG SEUTHES III MAUSOLÆUM

Den ene af de tre udgravede høje, vi besøgte i Kazanlak, menes at være Seuthes III begravelsesplads. Alle fund i graven peger i retning af Seuthes III, blandt andet en hjelm med hans navn indgraveret, en egeløvskrone, hans rustning og amforaer, der bl.a. har indeholdt vin. Der er i graven ingen spor efter gravrøvere, men der er heller ingen spor af hans jordiske rester, hverken i form af knogler eller aske.

Graven giver et formidabelt godt indtryk af den originale arkitektur og af byggematerialerne.

KONGEN TAGER IMOD I KAZANLAK TOMB

Kazanlak Tomb – kongen og dronningen modtager tribut

Den anden gravhøj vi besøgte, er den mest berømte af gravhøjene i Kazanlak. Den ligger centralt i byen og den er meget smukt dekoreret med fresker lige som højen i Aleksandrovo. Af samme grund har turister ikke adgang til den originale grav, men kun til en replika, der er bygget ved siden af den. Billedfortællingen i tomten viser, at her er tale om en konge, der modtager tribut fra omkring boende høvdinge, der kommer kørende i hestevogne. Kongen sidder til højbords med sin dronning, og mens der blæses fanfarer, modtager de to gaver fra nær og fjern. I en frise over deres hoveder kører sejrsgudinden rundt i en vogn, trukket af to heste.

Kazanlak tomb. Sejrsgudinden på sin vogn

DET SKÆNDEDE TEMPEL

Det tredje sted vi besøgte hedder Ostrusha Mould. Det adskiller sig arkitektonisk fra de andre, ved at være bygget som et tempel med seks rum, hvor det ene var indgangsrum, hvorfra der var adgang til et cirkelformet tempelrum, et forkammer og 3 sarkofager. Kun den ene sakrofag er bevaret. Den er skrået ud af én granitblok, der oprindeligt har vejet 60 t og som er brudt i bjergene og transporteret mindst 25 km for at komme til stedet. Stenkisten er derefter blevet dækket af et låg, der ligeledes er skåret ud af en granitblok. Indvendigt er granitblokken opdelt i felter, og i hvert felt har været en fresco.

  

En del af de oprindelige granitblokke er blevet fjernet lige som loftet i den tilbageværende sarkofag er blevet skændet. Ved udgravninger har man fundet mønter, der er præget af Konstantin den Store. Derfor antager man, at templet er blevet ødelagt af byzantinske soldater omkring år 400 e.v.t.

Efter Kazanlak besøgte vi yderligere nogle trakiske udgravningsområder.

KONGE BEGRAVET SAMMEN MED HESTEVOGN

Det første sted var i Karanovo, der ligger lidt nord for landevejen midtvejs mellem Kazanlak og Yambol.

I Karanovo har man udgravet en høj, der er dannet af et kulturlag, hvor der har været uafbrudt beboelse fra 5500 – 2000 f.v.t.

Derefter er bopladsen blevet flyttet ned i det oprindelige niveau, hvorefter byen har været beboet frem til i dag. I området er flere trakiske høje, flere af dem har endnu kun været besøgt af gravrøvere. Men i en af de udgravede har man fundet en meget sen kongebegravelse.

Man regner med, at der er tale om den sidste odrysiske konge. Han hed Remetalcus III og døde midt i det første århundrede. Han var personlig ven med den romerske kejser Claudius, og man mener, han blev forfulgt af andre Trakiske stammer, der forsøgte at kæmpe imod romerficeringen af trakerne.

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

Af den grund blev han begravet i Karanovo i en ret hurtigt opført grav. Den har samme grundform og ruminddeling som andre trakiske grave, men er opført af marksten og ubrændte lersten. Med sig i graven fik han sine våben: 2 sværd, skjold, spyd og spydspidser, foruden lysestager, ler- og glaskrukker og et glasdrikkehorn. I et rum ved siden af ham var en adskilt vogn med jernhjul, to heste og en hund begravet.

GETAESTAMMERNES HOVEDBY TÆT VED DONAU

Sveshtari gravhøjen er blevet verdensberømt blandt arkæologer og historiske museer på grund af en helt unik udsmykning, rige guldfund og hesteofringer. Som de fleste af de andre gravhøje, vi har besøgt, er det heller ikke her lykkedes at fastslå, hvilken af getaestammernes konger, der er begravet her. Blot at han var 35 år, da han døde og han er begravet sammen med sin 10 år yngre ynglings-hustru og 5 heste.

 

Udsmykning ved graven i Sveshtari

Getae-stammerne levede på begge sider af Donaufloden. De er kendt for at have gjort meget mere modstand mod grækerene og romerne end de odrysiske stammer mod syd.

Sveshtarigravhøjen ligger ved et af Getae stammernes hovedcentre i området ved det nuværende Sboryanovo, et ret utilgængeligt canyonområde skabt af floden Krapinets. Her har ligget en befæstet by, som man mener at have identificeret som datidens Helis. Sveshtari har været den østlige dødeby (nekropolis), hvor gravhøjene strækker sig i et bånd på 2 km. Et tilsvarende 2 km langt bånd med gravhøje finder man på byens vestlige side.

Selve byen har spillet en vigtig rolle i getaernes kamp mod makedonerne. Man mener, der har været hovedsæde for den getaetiske hersker Dromihed, der havde held til at bekæmpe Lysimarkos. Senere fik romerne kontrol over de Getaetiske stammer på Donaus sydlige bred, men de fik aldrig rigtigt fodfæste i landområderne nord for Donau, der vedblev at være domineret af Trakiske og Keltiske stammefolk frem til hunnernes (Attila’s) og de slavisk/ bulgarske stammers indvandring.

På vores vej videre gennem Rumænien hjem kom vi ikke De trakiske Folks skæbne meget nærmere. Blot at Trajan i et stort slag omkring år 100 e.v.t. lavede et brohoved over Donau og vandt et stort slag over en trakisk høvding. Detaljerne i den historie har vi endnu til gode.

Kilder:

[1] Pavlov, Plamen; Bulgaria and the Bulgarians, a brief histoty, Borina Publishing house, Second edition, 2013

The Thracian Kings, edit: Valeria Fol, Dimitar Povol and Kiril Yordanov, Sofia 2014

Materiale fra besøg på museer i Plovdiv, Kazanlak og Kabile og på de udgravede sites

Div. Wikipediaopslag