Posted in: Ude

Rejsebrev fra Danmark til Kavala i Grækenland

Den 4. marts 2024 ankom vi til vores lille ferielejlighed i Kavala i Grækenland. Kavala er en kystby, der ligger mellem Tessaloniki og den græsk-tyrkiske grænse i provinsen Trakien.

Undervejs har vi gjort ophold i Travental, Magdeburg og Altranstädt i Tyskland, Eger i Ungarn og Cluj og Turda i Rumænien, og det er de ophold, dette rejsebrev skal handle om. Undervejs har vi haft 8 overnatninger og vi har kørt godt 3000 km. 

Travental

Historien bringer én mange spændende steder hen, hvor man ser landskaber og steder, som man ellers ville suse forbi. Som nu vores korte ophold i Travental.

Sidste år tyggede jeg mig igennem et digert værk af Dan H. Andersen om Store Nordiske Krig (1700 – 1720) og fik den idé, at besøge så mange lokationer fra krigen som muligt i løbet at de næste år. På et tidspunkt må krigen få sit eget rejsebrev. Men her lidt om optakten.

Den 4. august år 1700 påbegyndte Svenskerne med Kong Karl d. 12. i spidsen en landsætning af tropper på kysten mellem Humlebæk og Espergærde og i løbet at få dage havde en hær på 10.000 svenske soldater slået lejr i området – målet var at ødelægge den danske flåde, der lå ankret op i København.

Årsagen til landsætningen var

1. At den danske konge – Fredrik d. 4. – havde brudt en aftale (Altona-aftalen) om ikke at angribe Gottorperne i Slesvig-Holsten, der på det tidspunkt var svensk interessesfærde. Aftalen var sikret af et par tyske hertuger og af stormagterne England og Nederlandene. Af den årsag havde den engelske og nederlandske flåde spærret den danske flåde inde og bombarderet København, mens Karl den 12. landsatte sine tropper på dansk jord.
2. At den danske konge – Fredrik d. 4. – havde indgået en (hemmelig) alliance med hertugen af Sachsen og Polens konge August den 2. den Stærke og Zar Peter den 1. den Store af Rusland imod Sverige, der på det tidspunkt var den stærkeste magt i Østersøområdet.

Så mens svenskerne gjorde klar til afgang mod København fik Fredrik d. 4 – der var i Slesvig-Holsten med den danske hær – travlt med at opfylde alle kriterierne fra Altonaaftalen, betale den aftalte krigsskadeerstatning og trække sig ud af alliancen med Polen og Rusland.

Den aftale blev underskrevet på et lystslot i Travental den 18. august år 1700. På den måde lykkedes det – via diplomati – at standse svenskernes march mod København. Englænderne og Hollænderne ophævede belejringen af København og hjalp med at sejle den svenske hær over sundet tilbage til Sverige. 

Travental ligger tæt ved Bad Segeberg i Holsten og ejedes på det tidspunkt af Hertugen af Plön. Nogle år senere – I 1761 kom det under den danske krone under Christian VII, og blev elskovsrede for Struensee og dronning Caroline Mathilde. 

De oprindelige bygninger blev revet ned 1867 og under prøjserne blev der i stedet opført et hestestutteri med opdræt af spanske hingste.

I dag er det Landdagsmuseum, der er stadig hesteopdræt og dele er udlejet til beboelse og kunstgalleri. Gennem året er her forskellige markeder og kulturelle aktiviteter. I pinsen afholdes et årligt Oldtimertræf.

Magdeburg

Det var ikke verdenshistorien men arkitekten Hundertwasser, der var årsag til, at vores første overnatning blev i Magdeburg. Nå ja, det lå også fint på ruten.

Magdeburg er hovedstad i delstaten Sachsen-Anhalt og en gammel tysk by ved Elben. Efter anden verdenskrig blev den en del af DDR. Den gik ikke fri af ødelæggelser under 2. verdenskrig, men der er en del velbevarede gamle bygninger i byen.

I 1990’erne begyndte man at udfylde hullerne fra krigens tid i bymidten. Centralt i denne genopbygning står Hundertwassers “Grønne Citadel”. Hundertwasser designede fire bygningskomplekser, der tilsammen udgør en arkitektonisk helhed med tusindvis af finurlige detaljer. Citadellet rummer 17 forskellige forretninger i grundplan, herunder Artshotel, hvor vi boede, et teater, mange caféer, kunstgallerier og specialforretninger. I bygningerne er derudover en række lejemål til liberale erhverv som læger, advokater, tandlæger, kiropraktorer m.v.

Altranstädt

Altranstädt ligger ca. en times kørsel sydøst for Magdeburg og det er igen Store Nordiske Krig, der bringer os forbi. 

Altranstädt ligger i Sachsen – altså i August den stærkes hertugdømme. I september 1706 lader Karl d. 12. sine svenske tropper besætte Sachsen og Karl d. 12. rykker sit hovedkvarter til slottet i Altranstädt for at presse sin fætter August den Stærke til en fredsaftale. Forud er gået 6 års krig i Baltikum og Polen mellem de svenske hærenheder og August og Zar Peters mere eller mindre forenede hære. Svenskerne har mistet områder til russerne i Baltikum, men har vundet kontrollen over Polen. 

Ved at besætte August´s hjemmebane i Sachsen og lade sachserne forsørge de svenske tropper lægger Karl d. 12. maksimalt pres på August. Og aktionen lykkes for så vidt som, at August går med til at trække sig ud af alliancen med Rusland, opgive sin indflydelse i Polen og betale erstatning til svenskerne. Traktaten underskrives i Altranstädt, der på den måde skriver sig ind i Europas historie. Et år går der, før alle betingelser er opfyldt og svenskerne gør sig parat til opbrud i september 1707. 

I dag er slottet i Altranstädt museum, men midlertidigt lukket. For at komme hen til slottet kører man ad Swedenstrasse, og når man er ved slottet er man ikke i tvivl om, at her har Karl d. 12. holdt hof. Bl.a. er der en lav obelisk med hans monogram i slotshaven. 

Efter et kort besøg tog vi videre mod vores logi i tjekkiet.

Eger

Eger i det nordlige Ungarn.

Turen til byen Eger i Ungarn gik fra Tjekkiet gennem Slovakiet ad smalle, snoede veje, med udsigt til bjergtoppe på mellem 900 til 1.000 meter.

Velankommet til denne i høj grad barokke by kørte vi ind i centrum hvor vores overnatningssted for to nætter lå klods op ad Eger Castle. Et meget fint istandsat lille hotel – Patria Panzio  – direkte i centrum af byen og med parkering op ad den gamle slotsmur.

Byens historie går langt tilbage. Men i 1000-tallet under den kristne konge Sct. Stefan får byen købstadsrettigheder og med tilflytning af nye indbyggere fra områder omkring Rhinen blomstrede byen op, og en større kirke blev bygget inden for forsvarsmurene.

Denne positive udvikling sluttede brat i 1241 da mongolerne invaderede og raserede byen og brændte den af og fortsatte deres hærgen gennem Europa. 

I 1245 blev Lambert biskop i Eger og fik den ungarnske kongens tilladelse til at bygge et sten forsvarsværk og byen blomstrede op i det 14. og 15. Århundrede.

I 1453 erobrer osmannerne Konstantinopel – det østromerske riges hovedstad. Dermed blev presset fra osmannerne mod Europa stadig større. I 1552 satte en osmannisk hær med efter sigende over 30.00 soldater ind mod Egers forsvarsværker. Egers borgere og væbnere under ledelse af  Baron Istvan Dobo forsvarede sig bravt og det endte med at osmannerne trak sig tilbage. En historie der i dag er en national fortælling, som alle skolebørn i Ungarn bliver introduceret til bl.a. gennem eksekutioner til Egers.

Her kan den heroiske historie genopleves på det store forsvarsværk, hvor flere udstillinger og film viser dette heltemodige kapitel i byens historie.

Selvom de ødelagte forsvarsværker blev repareret og udbygget lykkedes det ikke i længden at holde presset fra osmannenerne og i 1595 indtog osmannerne byen. De forlod den først i 1687 efter konstant pres fra habsburgerne. I byen efterlod de en solidt bygget 40 m høj minaret. Da var byen fattig og udmarvet og kun omkring 400 huse var beboelige – hvoraf de fleste var besat af efterladte tyrkiske familier. Da man senere forsøgte at fjerne minareten lykkedes det – ifølge legenden – ikke at vælte den, selv med 400 okser. Så det endte med, at den fik lov at stå, efter man fik placeret et kors på toppen. 

Habsburgerne kanaliserede dog ny energi i byens udvikling og i løbet af 1700-tallet steg befolkningen fra ca. 1.200 personer til ca .17.000 og mange smukke bygninger rejstes hvoraf mange stadig præger bybilledet.

Pest og en brand i 1800 satte byen lidt tilbage. I slutningen af 1800 tallet blev turisme og historiske udgravninger af byen genstand for ny opmærksomhed.

I 1910 boede der ca. 2.500 jøder i byen i 1944 var alle dræbt af tyske nazister og ungarske medløbere. Byen led under tysk besættelse og den fremrykkende sovjetisk hær, men undgik at blive bombarderet. 

I 1968 besluttede man at frede de smukke barokbygningr i den indre by. Det var vi glade for. Byen emmer af 1700 tals stemning – gode vine og historiske oplevelser.

Da jeg fortæller vores hotelvært – en ældre herre, at vi skal videre til Cluj i Rumænien sukker han: “Det er jo tidligere ungarnsk land”. Jeg trøster ham med, at nu er vi jo forenede i EU og der er ikke længere krig. “Nej gudskelov”, siger han, “Tænk på de stakkels mennesker i Ukraine”. 

Cluj

Det var også historien, der fik os til at lægge vejen forbi Cluj-Napoca i Rumænien. På Moesgårds udstilling i 2022 “Ud af kaos” fandt vi en nøglefortælling fra folkevandringstiden med udgangspunkt i Cluj-Napocas historie, så vi tænkte det kunne være os til hjælp.

Vi er flere gange kørt gennem Rumænien uden rigtig at få “lukket det op”. Museer vi ville besøge har været lukkede, få har talt engelsk og vi har fundet meget lidt tilgængelig information på engelsk.

Det billede ændrede sig fuldstændigt i Cluj. Cluj er en universitetsby, og byen vrimler med unge, der rigtig gerne taler engelsk. “Cluj er ungdommens by, en by man gerne vil bo i, den mest trygge by i Rumænien”, fortalte en ung pige, der var kommet til Cluj fra Moldova for at studere.

De unge var overalt, på caféerne, på museet og på markedet, hvor de solgte kærlighedgaver i anledning af at var 1. marts. Man studerede, men samtidigt havde man jobs, der kunne financiere studierne. 

Cluj har også et nationalmuseum, som vi besøgte. Det hedder Nationalmuseet for Transsylvanien Historie, og mindede os således om, at Rumænien som land er en konstruktion efter 1. verdenskrig, hvor Ungarn mistede 2/3 af sit territorium – herunder netop Transsylvanien. Eger og Clujs skæbne og historie har været tæt forbundet siden år 1000. 

Turda

Turda er den sidste by vi gør et længere ophold i, inden vi sætter kurs direkte mod Kavala. Turda er mest kendt for sine saltminer.
Allerede romerne brød salt i minerne i Turda, og herefter har der været saltudvinding kontinuerligt frem til midten af 19´tallet. 

Det har efterladt et gigantisk system af minegange og kæmpemæssige underjordiske gallerier, der virkelig er et besøg værd. I dag er minen et besøgscenter, der både er museum og eventpark. 

Vores næste blogopslag kommer til at handle om vores ophold i Kavala, Grækenland