Dette Interview med Jens Galschiøt er blevet til som et led i Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med udvikling af en ny strategi.

Før interviewet viser Jens Galschiøt rundt i sit galleri med bl.a. installationen Abrahams Børn. En installation om religiøs fundamentalisme, hvor tekster fra Jødedom, Kristendom og Islam møder hinanden.

Hvad er det vigtigste der sker i dit og din families liv lige nu?


Hvad det er der driver mig? Det er det samme, der driver mig i dag som drev mig i 1993, da jeg lavede den indre svinehund. Det startede med balkankrigen.

Jeg er bange for, at min verden er ved at falde sammen. I alt fald moralsk og etisk. Jeg er bange for, at jeg sidder i Liza Minnelli’s kabaret og ser, at der kommer flere og flere nazister ind og sætter sig på tilskuerrækkerne. Den bevægelse, der var i 30’erne, mærker jeg hele tiden. Det der lille bitte skred, der gnaver af os millimeter for millimeter hver eneste dag, det er jeg rædsom bange for. Jeg er bange for, at jeg begynder at tro på noget andet. De stærkeste ret – darwinismen. Jeg er bange for forråelsen og civilisationens sammenbrud. Jeg er flov overfor mine børn og børnebørn over, at det er det, jeg/ vi giver videre til dem.

Jeg undrer mig over, at de unge ikke gør oprør. De sidder på gymnasierne og universiteterne og læser om polernes nedsmeltning. Men de gør ingenting. Jeg læste en norsk Sociolog, der havde den samme underen. Han er nået frem til, at vores – 68’ernes børn, er så beskyttede, at de har blind tillid til vores generation. Det synes jeg godt, jeg kan genkende. Ungdommen ser ikke, at vi, med vores måde at drive verden på, i virkeligheden har forrådt den.

Hvad ser du som de største trusler mod det samfund du gerne vil have?

Den største trussel er, at vi er ved at opgive humanismen. Humanisme er blevet et skældsord. Vi der tror på humanismen, vi bliver udråbt som pladderhumanister, vi bliver beskrevet som tåber. Men i virkeligheden er vi hele grundlaget for den europæiske civilisation. Det der er på spil, er vores evne til at dele og give ud. Gennem de sidste 20 år er vi blevet rigere – men vi er ikke blevet mere gavmilde. Tværtimod. Vi er blevet villige til at sætte vores humanistiske værdier over styr, for at beskytte vores umådelige overforbrug.

I stedet for at tale om at vi skal beskytte vores velfærdsystem, så skal vi tale om, at vi skal beskytte vores menneskelighed. Vores menneskelighed er, at vi tager omsorg for andre mennesker. Det var jo oprindelig arbejderbevægelsens grundidé. At vi skulle yde omsorg for hinanden – både nationalt og internationalt.

Nu er vi i gang med at ødelægge vores verden, fordi vi giver meget få mennesker lov til at eje rigtig, rigtig meget. 62 mennesker i denne verden ejer lige så meget som halvdelen af resten. Så det er ikke, fordi vi mangler penge.  Vi taler alt for meget om, hvad vi har råd til. Vi kunne lige så godt tale om det, vi ikke har råd til: vi ikke har råd til at miste vores menneskelighed.

Men vi har overladt værdidebatten til Dansk Folkeparti. Og vi har ladet deres vælgere stå i problemer til halsen. Det er dem, der bor i boligforeningerne, det er dem, der er på bistandshjælp, det er dem, der ikke får lønforhøjelse og det er dem det først går ud over, når der kommer polske arbejdere, der er lykkelige for at få 35 kr. i timen. Og det er deres børn, der går i skole med de mest utilpassede fremmede.

Hvad giver dig håb?

Vi skal finde ind til vores virkelige værdier. Og alle fra den yderste højrefløj til den yderste venstrefløj er enige om, at de virkelige værdier ikke er penge eller I-pad’s. Men vi glemmer det hele tiden. Derfor er vi nødt til at minde hinanden om det. Men hvis de virkelige værdier ikke er penge eller I-pad’s eller uendelig vækst, hvad er det så? Er det at sidde omkring et bål og spille guitar? Ja, muligvis. Det er det, jeg håber på, kunsten kan hjælpe med at finde ud af.

Med kunsten snakker jeg ikke gennem dit hoved, jeg snakker gennem din krop. Jeg snakker til din indre kerne. Ikke nødvendigvis chimpansen eller svinehunden, der ligger inderst inde. Jeg snakker til din næst inderste kerne, til omsorgen, humanismen og altruismen. Det er der kunstneren kan komme ind og hvor rigtig mange andre har svært ved at nå ind. Kunst kan ikke redde verden, men den kan være med til, at vi kan begribe den. Når mit flygtningeskib Anton kommer ind i en dansk havn, så ser folk, at det er mennesker, og så vågner omsorgen.

Installationen Abrahams Børn får folk til at ændre syn på Islam. En kvinde skrev forleden og takkede for, at jeg havde fjernet hendes frygt for Islam. Installationen tydeliggør, at forskellen mellem religionerne ikke ligger i de religiøse tekster, men i de mennesker, der fortolker dem. Pia Kærsgaard og Poul Lindholm Nielsen (partisekretær i DF) deltog ved ferniseringen,  og de blev også berørt af den. Fordi den flytter diskussionen et andet sted hen. Fra at diskutere for eller imod islam kommer man til at diskutere, det det handler om, nemlig ”hvad er vores holdning til kvinder” eller ”hvad er vores holdning til homoseksuelle”. Der er nemlig ingen forskel på synet på kvinder eller homoseksuelle i Biblen og Koranen. Koranen har faktisk et lidt mildere syn på de spørgsmål end biblen. Men der er forskel på, hvilke holdninger vi anlægger, når ex. mænd  taler om kvinder. Så handler det om, hvad er det for en verden vi vil have. Hvad er det for et syn på kvinder, vi gør gældende. Vores holdning til kvinder er ikke begrundet i biblen. Der er et resultat af 100 års faglig kamp og 100 års kvindekamp.

Men vi har – fagbevægelse, MS og mange andre – vi har givet Dansk Folkeparti og højrefløjen lov til at give kristendommen æren for den ligestilling, vi har i dag. Kvindernes ligestilling har intet med kristendommen at gøre. Ifølge biblen er kvindernes plads i hjemmet. Men nu sidder de kristne og tager æren for ligestillingen og bruger det som en rambuk mod Islam, selv om det intet har med kristendom at gøre.

Det er sådan noget min kunst kan gøre. Afsløre hykleriet. I Varde var der en offentlig diskussion i forlængelse af udstillingen, hvor en dansk præst og en Imam deltog og hvor publikum stillede spørgsmål om homoseksualitet. Imamen skulle stå på mål for alt, hvad der skete i den muslimske verden. Den kristne præst skulle kun stå på mål for, hvad der sker i Varde kirke. Der var nemlig ingen der spurgte om, hvorfor ex. Museveni forfølger homoseksuelle i Uganda med biblen i hånden. Eller den katolske kirkes syn på homoseksuelle. Men at flytte diskussionerne derhen forudsætter, at der er oplyste dansker – ex.  en kunstner som mig – der har sat sig ind i de her sager, der kan løfte debatten et andet sted hen.

Nu arbejder jeg sammen med Bent Bendsen om at få udstillingen til Bruxelles. Og de små montrer om udstillingen, som jeg viste frem, de skal bl.a. stå inde i selve Parlamentet. Jeg er sikker på, at det også vil sætte gang i diskussionen om islam blandt parlamentsmedlemmerne.

Hvad kunne være Mellemfolkeligt Samvirkes/en organisation som MS’ rolle i forhold til at modarbejde trusler eller understøtte håb?

Det ved jeg heldigvis ikke. Jeg er kunstner, jeg kan påpege nogle problemer. Det er jeres forbandede pligt at finde løsningerne. Ellers kan man lige så godt lade være med at ha’ jer. 

Det er jer, der skal kunne fortælle, at hvis i nu fik de her penge, som de rigeste 62 har alt for mange af, hvad kunne i så gøre med dem? Jeg har ingen gode råd om tekniske problemer. Jeg har gode råd om, hvordan man løfter værdidebatten. Jeg har gode råd om, hvordan man kan italesætte, at 62 mennesker ejer alt for meget.

Jeg arbejder lige nu på at finde ud af, hvordan man kan visualisere, at de her 62 mennesker ejer lige så meget som 3,5 milliarder af os andre. Det skal være mit næste store projekt. Vi skal skabe en bevidsthed om, at penge er noget vi giver til hinanden.

Kunne du forestille dig et samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke omkring sådan et projekt?

Ja, det kunne jeg. Jeg kunne forestille mig, at i var med til at skaffe nogle penge, der gjorde det muligt at løfte den filosofiske diskussion omkring sådan en installation. Lige som vi har glemt så meget andet, så har vi glemt hvad penge er.

Vi skal have visualiseret, hvorfor det er rimeligt, at de rige giver noget til de fattige. Problemstillingerne er enormt komplekse. Men jeg har jo brug for nogen, der sætter sig ned og diskutere det her som en overbygning på et kunstnerisk udtryk. 

Hvis man arbejder sammen med en kunstner som mig, så skal man være med til at udnytte de åbninger der er, de sprækker i overfladen, som kunsten kan skabe. Den villighed som kunsten skaber for, at man gerne vil diskutere det.

I kan udvikle nogle værktøjer, der gør det muligt at diskutere, hvordan man kan udvikle verden. I kan komme med nogle bud på, hvordan man får verden til at hænge sammen. Og ikke kun ud fra venstrefløjens synspunkt. I må komme med bud, der også giver mening for Dansk Folkepartis vælgere.

Vi humanisterne, vi skal hele tiden sørge for at være i kontakt med vores politiske modstandere og sammen med dem diskutere, hvordan vi kan forandre verden uden at sælge ud af medmenneskeligheden.

OM Jens Galschiøt.
Jens Galschiøt er kunstner, eventmager og provokatør med eget jernstøberi i Næsby, Odense. Han er født i 1954. Dette Interview er fra 2016. Desværre tog MS ikke udfordringen fra Jens Galschiøt op.