Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid

15. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid

Harappa kulturen

Forskerne kalder Harappa-kulturen for den første egentlige urbanisering i syd-asien. Civilisationen tager sin begyndelse ca. 7000 f.v.t. Den ældste by er (indtil nu) fundet i Mehrgehr i det nuværende Pakistan.

Harappakulturen boomer for alvor i Akkadisk tid i perioden 2350-2100 f.v.t. Det er samtidigt med kong Sargon og hans barnebarn Naram Sin’s storhedsperiode i Mesopotamien. Ud over segl vides det fra samtidige sumeriske optegnelser over handelen i havnebyerne Ur og Oman, at der var et betydeligt handelssamkvem med Induskulturen (Meluhha). Det vides også, at Kong Sargon modtog Vandbøfler i gave fra en indiske konge, og at disse avledes som offerdyr ved templet i Akkad.

Historikeren Asko Parpola drister sig til i Politikens Verdenshistorie (1982) at kalde Harappa kulturen for kedelig, fordi de udgravede byer har så mange lighedstræk, at den ligner en stor gentagelse af sig selv. Det er nu en hård dom. Men det gælder for hele Harappa-kulturen i dette store kulturområde i Indus området, at viden om byggeri og evnen til at strukturere store byer har været rigt udviklet.

I det følgende vil vi beskrive, hvad vi har fået ud af at besøge udgravningerne af de to Harappa-byer Dholovira og Lothal.

Dholovira

Dholavira by, der med Citadel eller slot og tilstødende håndværk- og beboelseskvarterer, stadion, døde by, bade og kæmpe vandopsamling bassiner har dækket 100 hektarer, med mure og bygninger udført i fint tilhuggede sten og med en skarp sans for geometri og byplanlægning. Lige gader og rektangulære huse bygget i tilhuggede sten.

Dette store byområde har været omkranset af en kraftig mur og selve citadellet (slottet), hvor man antager at kongefamilien boede, har været forsynet med yderligere forsvarsværker.

I Dholavira har forskerne kortlagt 6 historiske epoker i byens udvikling. Byen er fuld udbygget og på sit højeste omkring 2200 f.v.t. På det tidspunkt har hele byen blomstret, og den har været rigt udsmykket med kalkede/malede huse. Når gæster kom udefra er de blevet mødt ved Nordporten af et stort relief med – formodentligt – byens navn stående lysende i 10 Harappa-skrifttegn.

Vandforsyning

Helt enestående er byens kolossale vandreservoirer, der er bygget over flere epoker. I alt er der bygget ni kæmpebassiner, en del af dem indbyrdes sammenhængende og forbundet til byens største brønd, der lå inden for forsvarsmuren.. Bassinerne har været forsynet med trapper, der gav adgang til vandet, og et enkelt af dem med en rampe, så man kunne køre en vogn ned til vandspejlet. Med byens beliggenhed mellem to floder var der rige muligheder for at opsamle vand. Beboelsesområderne i byen (middle og lower city) har både haft vand kanaler til brugsvand og afløb for spildevand.

Håndværksproduktion

I byen har der været en rig håndværks kultur med fremstilling af smykker i keramik, halv- og hel ædelstene, bronze og guld, sølv, elfenben, muslingeskaller, fajance, perler, armbånd, halskæde, keramik, kobber og bronze redskaber, knive, spillebrædder og figurer i terrakotta af dyr og mennesker. En hel særstilling har vægtklodserne udført i omhyggeligt slebne sten terninger i et utroligt fint målesystem ned til 0,2 gram.

Mål og vægt

Det anvendte vægtsystem har fulgt Mellemøstens fælles standarder, som de kendes fra Babylonien og rigerne Bahrain og Oman, som man handlede med. Dette ses bl.a. af de mange små segl og seglaftryk i ler, der er fundet både i Dholavira og i Mellemøsten. Seglene blev brugt til at stemple vareforsendelser, så varernes ophav kunne identificeres.

Af målene på bygninger kan ses, at meget præcise længdemål har været anvendt. Alt i alt en kultur med en høj grad af organisering og systematisering.

Vedligehold og forfald

Et jordskæv sætter byen tilbage en periode, men udbedring og udbygninger finder sted. Omkring år 2100 ophører vedligeholdelsesaktiviteterne imidlertid og især citadellet forfalder. Byen er periodevis forladt, men genindvandring finder sted frem til 1450 f.v.t.

Det syvende udgravede lag viser, at byen ikke længere fungerer som et velorganiseret by fællesskab, men at indbyggerne bor på bopladser (settlements) i cirkelformede huse.

Lothal

Lothal ligger ca 90 km sydvest for Ahmedabad. Lothal er den anden tilgængelige ruinby fra Harappakulturen, som vi besøgte.

By og havn

Byen er påbegyndt omkring 3700 f.v.t. og har været fuldt udbygget fra ca. 3000 f.v.t. Byen har været central i handelen med Mellemøsten og Egypten i kraft af sin beliggenhed tæt ved havet. I byen er bevaret en enestående dok bygget i brændte lersten med en dybde op til 4,3 meter og en længde på 217 meter og 37 meter i bredden. Dokken har kunnet rumme adskillige af de største skibe på en gang. Sluser har gjort det muligt at holde en konstant vandstand i havnen, og dermed har det været muligt et beskytte skibene mod tidevand og stormflod. Forskerne har afbildninger af bronzealderens skibe og har regnet på deres størrelser. Man formoder handelsskibe på 18-20 meter i længden og med en lasteevne på 60-75 tons har krydset det arabiske hav med im- og eksport varer.

Ved havnebassinet har været et varehus, der har været 245 meter langt og i to etager til opbevaring og inspektion af varer.

Håndværk og handel

Som i Dholavira har man fundet den samme variation i varer og værksteder til fabrikation af varer. Perler i mange materialer og størrelse, segl og seglaftryk, muslingeskaller anvendt til mange formål, kobber og bronze ting, redskaber, keramik, spil, dyre- og menneske figurer, legetøj, vægte og måleredskaber, og begravelses- og rituelle objekter. Hertil mange vidnesbyrd om handel med Mellemøsten og Egypten.

Ødelæggelse og genopbygning

Alt dette får et stort knæk da området bliver oversvømmet omkring 2350. Ødelæggelserne bliver dog udbedret og man anlægger en ny velordnet bydel. Yderligere tilbygninger og forbedringer finder sted frem til 1900 f.v.t. hvor øjensynlig en tsunami vælter ind over området og tager størstedelen af byen med sig. Med tsunamien bliver  byen endeligt forladt og området bliver derefter ikke genbosat. Forskere har konstateret at der i et stort område i Indusdalen i de næste 200 år er store flygtningestrømme (fra 1900 til 1700 f.v.t).

Hvor blev Harappa-folket af

Hvis man skal prøve at koge de forskellige teorier vi har læst sammen, så fremstår der en nogenlunde sammenhængende historie.

Omkring år 2000 f.v.t er en del af harappaerne vandret sydpå, muligvis på grund af klimaforandringer. Dholavira og Lothal er nogle af de sidste byer, der er blevet delvist forladt. Nordfra er i samme periode kommet en indvandring i Indusdalen af et arisk folk. Arierne bragte hesten, veda-troen og skriftsproget sanskrit med til Indien. Arierne så sig selv som ædle, og deres tekster bar præg af en vis nedladenhed over for ”den indfødte befolkning”, som de kaldte ”de mørke”. Arierne selv var opdelt i tre kaster: En krigerkaste, en præstekaste og en håndværkerkaste. Disse kaster var principielt ligestillede.

En teori er, at Harappafolket gradvis blevet integreret i de dravinske folkeslag. En anden teori er, at der er sket en opblanding mellem arier og harappafolket. Sandsynligvis er begge dele tilfældet. Den hinduistiske tro, som den kendes i dag anses for at være en blandingsreligion af traditionel harappa-tro, dravinske religiøse forestillinger og veda-troen.

Read More...

Civilisationerne begyndte måske ved verdens ende

12. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Civilisationerne begyndte måske ved verdens ende

Man taler tit om at noget ligger ved verdens ende. Men aldrig har vi følt det så sandt, som her i Dholavira Tourist Resort. Vi er i det vestligste hjørne af Indien, på en lille ø på kanten af Kutch Rim. Vi er, som hotelværten siger, i den sidste by i Indien. Mellem os og Pakistan er kun et ca. 40 km bredt marskområde beboet af pelikaner.

Men vi er ikke kørt herud for at se verdens ende – men snarere civilisationernes begyndelse. Måske. DNA detektiverne har stadig en del at gøre, hvis vi skal have rede på, hvordan oldtidens folk har blandet sig, og hvilke bevægelser, der har ført udbredelsen af hvad med sig.

Men helt sikkert er det, at nogle af verdens ældste segl er fundet i Dholavira. Og med segl taler vi her om stempler, der blev brugt ved varemærkning. Et firmas logo eller brand som vi også kender det i dag.

Segl var kendt og blev anvendt overalt i Bronzealderens antikke verden, men det er uvist, hvorfra idéen stammer og hvordan den er blevet spredt. Det Unikke i Dholovira er at seglene er meget enkle, fine og smukke og at de både har et billedudtryk og en (på nuværende tidspunkt ikke afkodet) tekst.

Beboerne i Dholavira har tilhørt Induskulturen, der hyppigt omtales som Harappakulturen. Fordi den første by der blev udgravet af moderne arkæologer i 1800’tallet blev kaldt Harappa. Dholovira er en sen udgravning, den er først blevet udgravet i 1990’erne, på et tidspunkt, hvor man har haft teknikker til at identificere lag og registrere fund, så man efterfølgende kan tidsbestemme dem i forhold til hinanden.

Fund fra bl.a. Urs i Mesopotamien og Bahrain tyder på, at Harappakulturen har haft handelskolonier på den Arabiske halvø, og at der har været en udbredt samhandel mellem Harappaerne i øst og Sumererne i Vest – i alt fald fra omkring år 3100 – 2100 f.v.t.

Read More...

Mykenerne på Peloponnes

8. februar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Mykenerne på Peloponnes

Mykenerne på Peloponnes

Her i den lille kystby i Grækenland, hvor vi nyder smagen af friske ny plukkede mandariner, bor vi kun få km fra Grækernes tidligere hovedstad Nafplio (begyndelsen af 1800 tallet) inden hovedstaden blev flyttet til Athen.

Kun 8 km nord for Nafplio ligger byen Argos hvor historien kan føres 7000 år tilbage og videre til brochealderen, til Hellenistisk tid og igen senere til den romerske tid med rester af mange bebyggelser. Kun 12 km nord for Argos ligger Mycenae (eller Mykene).

Sådan skrev vi i dagbogen i december 2013. Nu i februar 2015 er vi tilbage, for vi fik kun lejlighed til at se det sagnomspundne Mykene udefra gennem hegnet, da de havde tidligt vinter lukket.

Mykene eller Mycenae

Der er mange sagn forbundet med Mycenae, der spiller en hovedrolle i Homers fortællinger i både Iliaden og Odyssen. Her skriver han om det velbyggede Mycenae, der er rigt på guld. Ifølge Homer er byen grundlagt af Perseus, søn af Danae og Zeus. Perseus store herodiske bedrift var at dræbe den slangeomslyngede Medusa.

En anden sagnomspunden helt var Agamemnon, søn af Atreus, der var konge af Mykene. I Homers digtning tager Agamemnon til Troja (ca. 1190 – 1180) for at befri den skønne Helena fra prins Paris, der havde bortført hende til Troja. Helena er gift med kong Menelaos af Sparta, som så gerne vil have sin kone igen. Dette fører til krigen mod Troja og Trojas fald.

Helena (eller Helene) er i græsk mytologi årsagen til den trojanske krig. Hun betegnes som den skønneste kvinde i hele Hellas i sin tid. Grunden til dette var, at hun var datter af Zeus, der havde forvandlet sig til en svane da han gjorde Helenas mor, Leda, gravid. Derfor var Helena smuk og hvid som en svane, og født af et svaneæg. Gift med Menelaos, men bliver “givet” af Afrodite til prins Paris af Troja. (Wikipedia)

Uanset hvordan blodlinierne var på Agamemnons tid, var det kongelige hus af Atreus (Mykene) det stærkeste i Grækenland (Acheans).

De arkæologiske beviser siger at Mycenae blev beboet med neolistiske folk i 7000-tallet f.v.t. Men mellem 2100 og 1900 f.v.t. under bronze alderen blev området invaderet af Indo-Europæiske folk, der havde krydset Anatolien (Lilleasien) via Troja til Grækenland.

Indvandrerne medbragte en avanceret kultur til det daværende primitive Mycenae og andre beboelser på fastlandet. Denne kultur bliver der nu refereret til som Mycenaen (Mykensk) navngivet efter dets stærkeste kongedømme. De andre kongedømmer omfatter Pylos, Tiryns, Corinth og Argos alle på Peloponnes. Udløbere af den Mykenske civilisation findes også i Theben og i Athen og på Kreta.

 Besøg på dette kultursted

Da vi jo var i Athen og havde besøgt det arkæologiske museum og set de mange fund fra Mykene, ville vi rigtig gerne besøge dette kulturelle centrum på Peloponnes, ca. 120 km mod syd. Vi kommer der en skøn februar dag med høj sol og 16 graders varme. Masser af fine gule blomster står i fuld flor, frugttræer står med blomster og de første sommerfugle er i gang med at suge nektar. Her lykkes det os at få en bid af fordums storhed ind på nethinden fra dette storslåede sted. Beliggenheden er underskøn og storheden melder sig allerede inden man vandrer ind af stedets hovedport – Løveporten.

Byen Mykene bestod i 1200 tallet f.v.t. af et forsvarsværk omkring bebyggelsen med 13 m høje og 7 m tykke mure bygget af stenblokke på 6 og endog op til 18 tons. Meget står endnu. De gamle grækere troede da også at disse mure måtte være bygget af Kykloper, nogle af giganterne beskrevet i Odyssen.

Da arkæologerne gik i gang med udgravningen af Mykene, fandt de meget rige fund i store kongegrave startende fra ca. 1650 f.v.t., guld, kobber, keramik, våben smykker og varer fra fjerne egne. Andre grave er senere og er tidsmæssigt fra dette riges storhed, der kulminerede fra ca. 1450 – 1200 f.v.t. Opbygningen af de stærke forsvarsmure starter omkring 1300 f.v.t. Herefter udbyggedes citadellet og de udførlige vandcisterner.

Optegnelser over varer

Ligeledes er fundet rige skatte og optegnelser heraf ved udgravningerne. Optegnelserne er skrevet i Linear B skrift. Skattene omfatter varer importeret til Mykene f.eks. fajance fra Egypten, vaser og figurer med Kartouch af Amenhotep I og Amenotep III, amforaer med vin og æteriske olier, cypriotiske lamper, bronze figuriner fra Syrien og Palæstina, rav til smykker fra Danmark og Østersøen, udvekslet med fine bronze kander fra Peloponnes og import helt fra Afganistan af Lapis Lazuli – den smukke blå sten til smykker og til farvning. Optegnelser anfører også salg af Mykensk lertøj, der blev eksporteret til Italien, Sicilien, Sardinien og selv til Spanien Sejlskibe har i stort tal krydset middelhavet og Ægæerhavet med ladninger af varer.

Storhed og fald

Arkæologiske undersøgelser stadfæster at kongedømmet mistede sin storhed omkring 1200 f.v.t.

Ved en storbrand ca. år 1200 ophører paladset med at fungere, men mange af de andre bygninger blev genopbygget og er blevet anvendt til ca. år 1100 f.v.t.

Om det skyldtes udefra kommende magter eller rivalisering mellem kongedømmer på Peloponnes vides ikke. Men riget falder sammen samtidigt med Trojas fald, Knossos tilintetgørelse på Kreta og opløsningen af Hittitternes rige i Lilleasien.

Vi har tidligere beskæftiget os med den omsiggribende opløsning af disse riger. Ja selv faraoen Ramses i Egypten får denne opløsning at føle hvor perioden er afslutningen på det mellemste rige.

Mange kyndige har herefter snakket om den mørke periode, der fulgte. Om ændringer i keramikstilen og om manglen på skriftlige vidnesbyrd. Det har vi skrevet om i artiklen ”Historisk rids over det anatolske Tyrkiet fra 3000 – 500 f.v.t”, der har sammenhæng til det, der skete i Grækenland i perioden.

 

 

 

Read More...

Hittitterne anlagde en by i en kløvedal omgivet af tågebjerge

28. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Hittitterne anlagde en by i en kløvedal omgivet af tågebjerge

Hattusa – Hittitternes kongeby

Vi kører fra Ankara i solskin, men inden længe, da kører vi opad og indover den bjergrige højsletten, lægger tågen sig over landskabet, og sigtbarheden er næsten lig nul. Sådan kører vi lidt mismodige de små 200 km ud til Bogazkale, den tyrkiske landsby, der ligger ved udgravningerne af Hittitternes gamle kongeby Hattusa. Men netop som vi drejer ind af den vej, der fører op til ruinbyen, brænder solen igennem tågerne, vi er i Kløvedalen og byen ligger foran os solbeskinnet og ophøjet.

Seks kilometer forsvarsmur slynger sig rundt i bjergene og indrammer et område af gigantiske dimensioner. Her var kongeborg med residens, administrationscenter og arkiver og templer til Hittitternes 1000 guder, prosessionsveje, forrådskamre og forsvarstårne og mindst 7 indgangsporte. Befolkningen boede uden for murene, men kunne om nødvendigt søge ly inden for.

 

Det særlige ved stedet er ikke de forholdsvis få ruiner, der er tilbage efter byen, der blev forladt efter en brand omkring år 1200 f.v.t., stort set samtidigt med Trojas fald. Det særlige, det magiske, er den måde, natur og kultur fletter sig ind i hinanden. Når man går oppe på borgmuren, så ser man ud over det samme landskab, som Hittitterkongen så ud over for mere end 3.200 år siden, og i dalen neden under går hyrderne med deres får, som de også gjorde det dengang.

Yazillikaya

Fra borgen kører vi 3 km ud til det nærliggende Kultsted, der er bygget som memorial for en af de sidste store Hittitterkonger, Tudhalia den 3. (1240-1213). Stedet minder på mange måder om Frygernes hellige sted, der også hedder Yazillikaya.

Efter Hittitterne forlod Hattusa flyttede Frygierne ind i ruinbyen og byggede en mindre borg inden for bymuren.

Stedet har været beboet siden bronzealderen. Hitterne havde hovedstad i Hattussa fra ca. 1750 – 1200 fvt. I den periode manifesterede de sig som stormagt i Anatolien og de førte en omfattende korrespondance med bl. a. Ramses den anden. Alt det er vi i gang med at skrive en længere artikel om.

Read More...

Betroet medarbejder bedrog Lysimarchos

17. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Betroet medarbejder bedrog Lysimarchos

Bergama

Den gamle græske by Pergamon ligger i dag ved den tyrkiske by Bergama. Nogen af vores guidebøger foreslår, at man indlogerer sig en af turistbyerne ved kysten, og at man så kører ind og ser Pergamon. Hvis man gør det, så snyder man sig selv for en god bid af det tyrkiske æble. For Bergama er en tyrkisk by på godt og ondt, og har i alt fald her i vintersæsonen meget lidt karakter af at være en turistby. Her er Moskeer, madresser, butikker, broer, kroer, bazar og tyrkisk bad i klassisk osmannisk byggestil, plus masser ældre og moderne byggeri af forskellig lødighed. Her bor mennesker, og det ses på affaldsmængderne i vandløb og gadekær. Fredag middag genlyder gaderne af messen fra de mange Moskeer og af fredagsbønnen, der udsendes i højtalere over hele byen, så ingen kan undslå sig de vise ord fra moskeernes overhoved.

 

Midt i virakken har vi, lidt i udkanten af byen, ruinerne af det gamle Asklepieion helt for os selv. Asklepieion var et helse- og wellnesscenter med termiske bade, der udviklede sig over tid, men som blev kraftigt udbygget under den romerske Kejser Hadrian (117-138 e.v.t.).

Til venstre en afklædt Kejser Hadrian, klar til de varme bade i 
Asklepieion, til højre en varme kilde, der via en håndvask løber ned
i et bassin

Hadrian har også på andre måder sat sine spor her i byen. Blandt andet med en meget usædvanlig Basilika – Den røde Hal – der blev bygget som tempel for de egyptiske guder Isis, Serapis og Osiris. Den er senere blevet ombygget til Kirke og Moske. I den østromerske periode blev den viet til St. Iohannes.

Det manglende alter

I det hele taget er Pergamon/ Bergama en by, man sagtens kan fordybe sig i, hvad enten man vil studere græsk mytologi, græsk/ romersk medicin, religionshistorie i Lilleasien (Paulus var her, og hans breve til Galatherne har formodentlig haft adresse til menigheden i Pergamon), arveopgøret efter Alexander den 3. den Store, græsk/ romersk kunst og civilisation eller bykultur i Osmannerriget. Så det er synd, at Pergamon er mest kendt for det, der ikke er her, nemlig Pergamon alteret – der, som mange ved, i dag står på Pergamon-museet i Berlin (dog lukket ned indtil 2020), hvor man kan se Giganternes kamp (kampen mellem orden og kaos), som blev illustreret af kunstnere, uddannet på billedhuggerskolen i Pergamon under Kong Eumenes den 2. (197-159 f.v.t.).

Her i Pergamon var giganternes kamp en analogi til perganernes kamp mod Kelterne (også omtalt som Gothere eller Gelathere) et barbarisk folkefæld fra nord, der gennemførte mange røvertogter ind i de græske Lilleasien-byer i det det magttomrum, der opstod efter Lysimarchos død.

Magttomrum efter Lysimarchos

Det er netop ud af dette magttomrum, der åbner et vindue, der udnyttes optimalt af en af Lysimarchos betroede officerer. Han hed Philetarus. Historien lyder således:
Da Lysimarchos (og hans allierede) havde vundet slaget ved Ipsos, , tog han sin del af krigsbyttet på 9.000 talenter (ca. 2.7 millioner solid gold) til Pergamons akropolis, der lå næsten uindtagelig på toppen af en bakke. Han betroede Philetarus at bevogte skatten.

Hvornår Philetarus forgreb sig på pengene er lidt uklart. Han regnes som konge af Pergamon fra 281 – 263 f.v.t, og almindeligvis sætter man Lysimarchos død til 280. I alt fald besluttede han i tiden omkring Lysimarchos død, selv at forvalte arven, og han brugte pengene til at etablere sig som konge, at udbygge Pergamons akropolis og at udvide sit riges grænser. Han blev efterfulgt af sine slægtninge: Emunes den 1. (263-241), Attalus den 1. (241-197), Emunes den 2. (197-159) Attalus den 2. (159-138) og Attalus den 3. (138-133) .

Pergamon som Lilleasiatisk kraftcenter

Som vi har hørt, allierede Pergamons konger sig med romerne, og derfor blev både Gallipoli, Troja og Assos en del af det Pergamonske rige indtil romerne selv tog magten i riget i 132 f.v.t.. I nogen tekster har vi læst, at Attalus den 3. testamenterede riget til Romerne og at overgangen var fredelig, her i Bergama er historien, at borgerne revolterede mod den romerske overtagelse, men i sidste ende måtte overgive sig. Under alle omstændigheder, så skete magtovertagelsen uden de store ødelæggelser af byen. I romertiden blev byen udbygget i flere omgange og fik en central placering som magt og handelscentrum i Lilleasien.

Trajans tempel på Pergamons Akropolis

Read More...

Assos og Aristoteles

17. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Assos og Aristoteles

Behramkale eller Assos

På den sydvendte kyst, med øen Lesbos på nært hold, koloniserede grækere allerede i den første halvdel af 500 tallet f.v.t. dette smukke område, der hed Assos. Byen på højen kan dateres tilbage til 1000 f.v.t.

Tilflytterne kom fra Lesbos. De opførte templer og teater og efterhånden byggedes gymnasium, en 100 meter lang overdækket markedsplads i to etager med værelser og stadepladser hvor resterne af meget af dette byggeri stadig kan ses. Det doriske tempel er fra 530 f.v.t. Fra Assos regerede Hermias af Atarneus, der var en af Platons elever og byen voksede til en velhavende by.

Aristoteles

Og så kom ”vor” store forsker fra Grækenland, Aristoteles i 348 f.v.t. hertil, hvor han blev modtaget af Kong Hermias. Aristoteles åbnede et akademi, blev gift med Pythias, kong Hermias adoptivdatter og blev leder af en gruppe filosoffer. Sammen med dem gjorde han mange observationer inden for zoologi og biologi.

Men denne positive udvikling endte brat 3 år efter da Perserne angreb Assos og kong Hermias blev fanget og dræbt. Aristoteles flygtede til Makedonien i 345, hvor hans ven kong Philip den Anden af Makedonien regerede.

Her blev Aristoteles huslærer for den unge prins Alexander, den senere Aleksander den Store.

Denne Aleksander den Store drev Perserne bort fra Assos i 334 (se artikel om Alexander den Store) og frem til 133 blev Assos regeret af kongerne fra Pergamon (se blog afsnit) indtil den romerske overtagelse.

Mange betydende fund fra Assos findes på Louvre Museum i Paris.

Fiskeridyl

Vi overnattede i den lille havneby, Behramkale/Assos, der ligger ved foden af den græske kolonisering. En smal bjergvej fører til dette fisker- og småhotel sted lige klods op ad det Ægæiske hav. Havnen kan føres helt tilbage til grækernes kolonisering i 500 tallet f.v.t.

Varus, den romerske kriger

Vi nød aftenen og den næste morgen i dette lille havnemiljø og udforskede op ad formiddagen resterne af den gamle græske bosætning oppe ad bjerget. Det var en stille og fredfyldt oplevelse i super godt vejr. Udsigten over Ægæerhavet var meget smuk. På dette sted havde romerne selvfølgelig også gjort deres entre og bygget videre på den tidlige græske bosættelse. Og pludselig finder vi på den store gravplads et monument over den romerske krigsherre Varus.

Publius Varus, der led det svigende nederlag oppe ved Rhinen i Theutonerskoven, som vi lærte i sin tid, hvilket nok snarere var ved Kalkkreise, hvor der er gjort store fund og lavet et meget levende museum, som vi besøgte i 2013.

Denne Varus havde inden sin skæbnesvangre død i Nordtyskland, som hærfører været statsholder i Syrien og sat jøderne på plads i Jerusalem. Det var 4 år før Kristi fødsel, hvor stor utilfredshed bland jøderne førte til en brutal fremfærd fra Varus. Måske især fordi han var så kynisk fandt Kejser Augustus, at han måtte være manden, der kunne få sat skik på de oprørske germanere højt mod nord.

Derfor blev Publius Quinctilius Varus sendt til Nordtyskland. Som bekendt led han et svigende nederlag og hele 3 legioner (20.000 romere) blev total udslettet af Germanerne. Dette slag var en af romernes største katastrofer og betød, at de ikke vovede sig nordligere. Måske et stort held for os.

Og så står vi lige her i Tyrkiet over for et gravmonoment han har rejst, måske fordi han havde regnet med at ende sine dage her.

 

Read More...