Pasargadae – Shiraz – Persepolis

19. oktober 2018 | Posted in Ude | By

Fra Yadz til Pasargadae

Vi kører fra hotellet i Yazd lørdag morgen og kl. er omkring 13, da vi holder ved indgangen til Pasargadae. En tur uden mange stop undervejs, det meste af vejen gennem gold ørken, men afbrudt af små landbrug og enkelte store industrianlæg. Da vi når til hovedvejen mellem Shiraz og Isfahan er der mere aktivitet, flere grønne oaser, flokke af får og geder, og en enkelt kamelflok (dromedarer) kommer vi også forbi.

Pasargadae

Inskription i Kyros private palads “Jeg er Kyros, Achaemedernes konge”

Pasargadae anlægget dækker et stort areal, og det et blevet optaget på UNESCO verdensarvslisten for sin grundplan. Byen er anlagt prototypisk for den persiske have – og derfor er Pasargadae – ud over at være verdens ældste imperiale hovedstad også det ældst kendte udgravede haveanlæg i verden. Men desværre er der ikke gjort meget på stedet for at visualisere fortidens storhed. Guidebogen skriver, at mange turister ikke finder Pasargadae værd at besøge. Den mening deler vores rejsefæller, der hurtigt dømmer Pasargadae ude. Området er sølle og lydkulissen, der strømmer ud fra højtalerne er forstyrrende for helheden. Så Palle og jeg blive ene om at gå på opdagelse i området.

Kyros mausolæum

Når man ankommer i dag, ligger indgangen, så man bliver ført direkte til Kyros store gravkapel, der er den mest spektakulære og velbevarede del af anlægget, og dermed også den største attraktion.
Derfra kan man så køre med shuttlebusser rundt i anlægget. Bussen kører dog ikke op til Citadellet, der ligger på en klippe højt over “byen”. Det har været i brug som citadel fra Kyros tid 550 f.v.t. og til slutningen af Sasanidernes tid omkring 628 e.v.t. Vi når – som de fleste – desværre ikke derop og ser det, men der er nok heller ikke så meget at se, når det kommer til stykket.

Men shuttlebussen kører os hen til Kyros paladsområde, hvor vi står af og prøver at danne os et overblik over herlighederne. Og det er her, vi finder ud at, at det hele er vendt på hoved, hvilket gør det endnu vanskeligere at danne sig et billede af, hvordan det må have set ud, da Aleksander den store og hans hær ankom til Pasargadae efter at have ødelagt Persepolis.

Audienspaladset

Dengang lå indgangen et helt andet sted end den gør i dag.
Man kom ind af en port (gate), der i dag regnes for at have været verdens første fritstående portanlæg, og ind i et haveanlæg, der skulle forestille paradisets have. For at komme frem til modtagepaladset med audienshallen, skulle man passere en bro over en rindende flod. Først bag modtagepaladset, mere have og nogle administrative bygninger lå Kyros private palads. Kyros mausolæum blev bygget helt tilbagetrukket i anlægget. Denne hjemmeside kan hjælpe til at give et billede af, hvordan man tænker det har set ud.

http://www.heritageinstitute.com/zoroastrianism/garden/

Stentårnet eller Salomons fængsel

På området ligger resterne af endnu en bygning – et stentårn – , som man ikke ved hvad er. En tilsvarende – men mere intakt bygning findes i Naqsh-e-Rostam, der er dødeby til Persepolis – som vi desværre heller ikke får besøgt. Den mest udbredte opfattelse i dag er, at det er en rituel bygning eller et ildtempel, der muligvis har været anvendt i forbindelse med begravelser på Achaimenidernes tid.
Bygningen hedder i folkemunde Zendan-e Salaiman – Salomons fængsel.

Da Alexander den III, den stores hær kom til Pasargadae plyndrede de Kyros den stores grav. Det gjorde ifølge legenden Alexander rasende. Alexander havde stor respekt for Kyros, som han så som sit forbillede og han sørgede for, at alt, hvad der var blevet ødelagt i Pasargadae blev genopbygget. Det vides ikke med sikkerhed, hvem eller hvad, der er ansvarlig for Pasargadae’s ødelæggelse.

Efter besøget i Pasargadae spiser vi sen frokost, og så går turen til Pars International Hotel i Shiraz. Det er næsten mørkt, da vi når frem.

Persepolis

Persepolis

Allerede næste morgen kører vi til Persepolis. Persepolis har alt det, man savner i Pasargadae. Det er storslået fra første sekund man træder inden for lågen, og lydbilledet er afdæmpet og understøtter oplevelsen af storhed.
Hvor Pasargadae var anlagt som en guddommelig paradisets have, så er Persepolis anlagt for at manifestere et magtens centrum. Anlægget blev påbegyndt af Dareios den 1. og videreført
af Hans efterfølgere. Komplekset ligger på en 300*450 m kunstigt skabt platform eller terrasse, der er næsten 15 m høj, og det bestod af omkring 15 bygninger, da Alexander d. III, den store erobrede og afbrændte det i 330 f.v.t.

Indgangstrappen op til Persepolis er konstrueret således, at delegationerne kunne skride langsomt og værdigt op til modtagelsesområdet.

Anlægget har tjent et hovedformål. Det var her, repræsentanter for alle rigets satrappier mødte frem hvert år til nytår med tribut til kongen. Gennem knæfald og gaver genbekræftede man sin versalstatus under storkongen af Persien. Man har også afleveret de inddrevne skatter. En meget væsentlig del af bygningsmassen i Persepolis var kongelige skatkamre. Det fortælles, at alle Aleksanders økonomiske problemer forsvandt som dug for solen, da makedonerne tømte skatkamrene i Persepolis.

Delegation på vej til at aflevere tribut til Storkongen

 

Hvordan de forskellige delegationer fra forskellige dele af riget mødte frem rigt belæsset med gaver er rigt illustreret i de mange udsmykninger, der er indhugget i paladsets vægge, og en vigtig kilde til viden om tidens skikke, våben, handelsvarer og klædedragter.

Løve der æder en enhjørning er et gennemgående motiv

I Persepolis er også inskriptioner, der fortæller om identitet og religiøse forestillinger i perserriget. Nogle motiver går igen i mange af udsmykningerne. Det gælder ex. en løve, der æder en enhjørning, og kongen der kæmper mod en løve og stikker den en kniv i brystet. Men også zaratrusternes religiøse symbol – Fravashi – er et gennemgående motiv.

Motiv over Xerxes den 1. Klippegrav

På mange måder minder Persepolis mig om Bygningsværker, vi har set i Egypten – især vækker de kæmpestore søjlehaller minder om Karnakkomplekset i Luxor. Også de to gravkomplekser, der er hugget ind i klipperne højt over Persepolis giver mindelser om dødebyen ved Luxor. De to gravkamre tilskrives Xerxes den 1. og Artexerxes den 1.
Over gravkomplekserne er tydelige Zaratrustiske symboler: øverst Fravashien og universet, nedenunder mageren og ildalteret.

Tre timer i bagende sol og mere end 30 graders varme tilbringer vi i Persepolis med at beundre og fascineres af fortidens gådefulde – men på mange måder også genkendelige univers. Perserriget var
verdens første imperium, siger man, og derfor også alle de efterfølgende imperiers moder.
Alexander den III, den store, plyndrede Persepolis og brændte den derefter af. Han tog titel af persisk storkonge ved siden af sine andre titler, og han flyttede sit verdensriges hovedstad til Babylon.
Da han døde gik det hele i opløsning p.g.a. de efterfølgende magtkampe mellem hans generaler.

Shiraz

Vi kører efter besøget tilbage til Shiraz, hvor vi tilbringer et par timer i en anden af Irans mange haver. Den hedder Aramgah-e-Hafez. Det er en mindehave for Iran’s største poet, Hafez, der levede i 1300’tallet.
Alle Iranere elsker Shiraz. Når vi siger, vi har været i Shiraz, så falder de en næsten om halsen. “Shiraz er sådan en vidunderlig by”, siger de, og så nævner de Hafez have, hvor også andre berømte digtere og kunstnere er begravet. “Det er sådan nogle dejlige mennesker, der bor i Shiraz”, er den næste kommentar.

Hafez gravmæle i Shiraz

Shiraz er poesiens, roen og refleksionernes by – Iranernes have. Turisterne taler Shiraz ikke så meget til. Her er ingen hurtige fix som i Isfahan, der ubetinget er turisternes darling, med dens hurtige puls og kvikke bemærkninger.

Read More...

Et krigerfolk takker af

20. marts 2017 | Posted in Ude | By

Dette bliver det sidste opslag om Thrakerne i denne omgang. Forhåbentligt kan vi med tiden få alt det indsamlede materiale samlet til en rejseartikel. Men det er en større opgave, at få samlet thrakernes historie i en artikel, der sætter dem ind i den sammenhæng, hvor de hører hjemme i historien. De var ifølge Homer vigtige medspillere i tiden omkring Trojas fald. De spillede en betydelig rolle i krigen mellem grækerne og perserne, de blev som så mage andre blæst af banen af Fillip den II og Aleksander den store, men de vendte stærkt tilbage efter Aleksander den stores død og de endte med at feje Lysimarkos (Aleksander den stores efterfølger) af banen i store dele af de områder, de beboede. Det vides med sikkerhed, at de gjorde sig gældende i hele det nuværende Bulgarien, den europæiske del af Tyrkiet, det sydlige Rumænien og den østlige del af Serbien.

Fredstraktat

Traktat der befæster en alliance mellem odryserkongen Seuthes III og Spartakos i Kabyle fra omkring 310 f.v.t.

Hvor de kom fra og hvor de gik hen

Thrakierne er et af de jernalderfolk, der blomstrer op og kommer stærkt på banen, da de store bronzealder civilisationer går til grunde omkring år 1200 f.v.t. Men indtil videre er der ingen historikere, der tør give et seriøst bud på, hvor de kom fra eller hvad deres rolle var i det spil. Dertil er kildematerialet for ufuldstændigt. Der er dog enighed om, at de har tilhørt den samme indoeuropæiske sprogstamme som makedonerne, frygierne og lydierne. Thrakerne har som tidligere nævnt ikke selv efterladt sig skriftlige kilder fra før 400’tallet. De få skrifter, der findes fra deres hånd – som ex. en traktat fra omkring 310 f.v.t. mellem Seuthes III og Spartokos, der herskede i byen Kabyle, er skrevet på græsk. I det hele taget menes thrakerne gradvist at være blevet assimileret med grækerne og romerne og siden med de indvandrende slavisk/bulgarske stammer.

Sveshtari Tombs

De utallige gravhøjene ved dødebyen Sveshtari strækker sig gennem landskabet over et 2 km langt bånd

Sporene efter Thrakerne

Men hvor Thrakierne ikke efterlod sig skriftlige kilder, har de til overflod efterladt sig spor i landskabet efter det, de gik mest op i: At dyrke guderne – især moder jord – på okkulte steder, at lave smukke genstande i jern, metal, keramik og glas, at jage, slås, ride og køre med vogn og at konstruere templer og grave i jordhøje. De har holdt af at bosætte sig tæt ved bjergene. Om det så har været for at være tæt på Moder Jord eller på de rige guld og kobber forekomster i området, det må guderne vide. Jordbrug eller sejllads har vi ikke set tegn på har haft deres store interesse. De har haft en del vareudveksling med grækerne, men det ser ud til, de har ladet dem om den maritime del af vareudvekslingen.

IMG_6039 IMG_6041

Kulturlag ved udgravning i Karanovo

Efter Kazanlak har vi besøgt tre betydelige thrakiske udgravningsområder, der her fortjener hver sin korte beskrivelse:

Konge begravet sammen med hestevogn

Det første sted var i Karanovo, der ligger lidt nord for landevejen ca. midtvejs mellem Kazanlak og Yambol.

I Karanovo har man udgravet et kulturlag, hvor der har været uafbrudt beboelse fra 5500 – 2000 f.v.t. Derefter er bopladsen blevet flyttet ned i det oprindelige niveau, hvorefter byen har været beboet frem til i dag. I området er flere thrakiske høje, flere af dem har endnu kun været besøgt af gravrøvere. Men i en af dem har man fundet en meget sen kongebegravelse. Man regner med, at der er tale om den sidste odrysiske konge. Han hed Remetalcus III og døde midt i det første århundrede. Han var personlig ven med den romerske kejser Claudius, og man mener, han blev forfulgt af andre Thrakiske stammer, der forsøgte at kæmpe mod romer-ficeringen af thrakerne.

Heste og vogn

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

Af den grund blev han begravet i Karanovo i en ret hurtigt opført grav. Den har samme grundform og ruminddeling som andre thrakiske grave, men er opført af marksten og ubrændte lersten. Med sig i graven fik han sine våben: 2 sværd, skjold, spyd og spydspidser, foruden lysestager, ler- og glaskrukker og et glasdrikkehorn. I et rum ved siden af ham var en adskilt vogn med jernhjul, to heste og en hund begravet.

IMG_6033

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

The Great Mother Goddess i Kabyle

Kabele viste sig at være et godt sted at besøge. Her har været civilisation i mere end 7000 år, sluttende med en mindre bosættelse i de byzantinske ruiner i Middelalderen fra 1100 -1400’tallet.

Her er der et fint museum med effekter fra de mange års bosætning frem til gotherne indtog den romerske by og militærforlægning. I 500’tallet blev byen komplet ødelagt af avarerne. Stedet er meget smuk anlagt, velpasset og stort. Faktisk nok til et dagsprojekt. Det er EU, der har smidt penge i etablering af et besøgscenter.

Mother Goddess

The Great Mother Goddes fundet i Kabyle fra ca. 6000 f.v.t.

Kabyle

Byen er bygget om omkring et helligsted, hvor Thrakierne siden 1000’tallet – men før dem de pre-trakiske civilisationer – har dyrket The Great Mother Goddess – senere af grækerne og romerne kendt som Kybele og Artemis. Helligstedet ligger i nogle klippeformationer på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en gigantiske floddal, som Maritza – floden har dannet, og som har skabt er frugtbart dal, der strækker sig fra Sofia (Bulgariens hovedstad) gennem Plovdiv og Kazanlak og helt ud til Sortehavskysten ved Burgos. Det var som tidligere nævnt i Kabyle, den odrysiske høvding Spartokos regerede, da han indgik en traktat med Seuthes den III.

IMG_6135

Oversigtstavleover området ved Kabyle

Getaestammernes hovedby tæt ved Donau

Sveshtari gravhøjen er blevet verdensberømt blandt arkæologer og historiske museer på grund af en helt unik udsmykning, rige guldfund og hesteofringer. Som de fleste af de andre gravhøje, vi har besøgt, er det heller ikke her lykkedes at fastslå, hvilken af de getaestammernes konge, der er begravet her. Blot at han var 35 år, da han døde og han er begravet sammen med sin 10 år yngre ynglings-hustru og 5 heste.

Sveshtari 2

Udsmykning ved graven i Sveshtari

Getae-stammerne levede på begge sider af Donaufloden. De er kendt for at have gjort meget mere modstand mod grækerene og romerne end de odrysiske stammer mod syd.

Sveshtarigravhøjen ligger ved et af getae stammernes hovedcentre i området ved det nuværende Sboryanovo, et utilgængeligt canyonområde skabt af floden Krapinets. Her har ligget en befæstet by, som man mener at have identificeret som datidens Helis. Sveshtari har været den østlige dødeby (nekropolis), hvor gravhøjene strækker sig i et bånd på 2 km. Et tilsvarende 2 km langt bånd med gravhøje finder man på byens vestlige side.

Området ved Sboryanovo

Området ved Sboryanovo er fint at vandre rundt i

Selve byen har spillet en vigtig rolle i getaernes kamp mod makedonerne. Man mener, der har været hovedsæde for den getaetiske hersker Dromihed, der havde held til at bekæmpe Lysimarkos. Senere fik romerne kontrol over de Getaetiske stammer på Donaus sydlige bred, men de fik aldrig rigtigt fodfæste i landområderne nord for Donau, der vedblev at være domineret af Thrakiske og Keltiske stammefolk frem til hunnernes (Attila’s) og de slavisk/ bulgarske stammers indvandring.

 

 

Read More...

Kongernes dal ved Kazanlak

16. marts 2017 | Posted in Ude | By

Kongernes dal

At tale om kongernes dal ved Kazanlak kan af onde tunger opfattes som et smart reklametrick. Men set med thrakologernes øjne er det en måde at italesætte en rig samling af arkæologiske fund efter et stort overset kulturfolk.

Centralt i kongernes dal kunne have ligget en by med et palads, der blev anlagt omkring 330’erne f.v.t., da Odrysernes Kong Seuthes III flytter sit hovedsæde fra Edirene i Tyrkiet til Kazanlak midt i det nuværende Bulgarien, efter Aleksander den tredje, den stores erobring af Edirne.

Kong Seuthes III (330 - 297 f.v.t.) som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III (330 – 297 f.v.t.) portræt, som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III nye hovedstad

Kazanlak var ikke tilfældigt valgt af Seuthes den III. Han valgte at bygge en ny by (Seuthepolis) ved en eksisterende thrakisk fæstning, der også rummede et af datidens vigtigste kultsteder for de thrakiske guder. Byen lå på en halvø i en kurve ved floden Tundzha, tæt ved den dal, hvor mange af hans Odrysiske forfædre lå begravet.

Byen overlevede ikke mange år efter Seuthes den III’s død, den blev ødelagt af kelterne i 280 f.v.t. og henlå derefter som ruinby.

sevtopolis01

Luftfoto af Seuthepolis inden dæmningen blev bygget

I 1948 besluttede det daværende bulgarske regime at bygge en dæmning ved Tundzha floden, der ville oversvømme resterne af Seuthepolis. Inden byggeriet af dæmningen blev iværksat, fik man opmålt og udgravet byen. Fundene fra byen opbevares på Iskra museet i Kazanlak, og de bedste ting er udstillet både her og på nationalmuseet i Sofia.

Men i dag ligger resterne af Seuthepolis på bunden af Koprinka søen.

Dæmningen 01 Koprinka Dam

Dæmningsbyggeriet fra 1950'erne, der oversvømmede Seuthepolis

Til gengæld er et stort arbejde i gang for at gøre mange af de udgravede høje (Mound’s) tilgængelige for publikum. Der er det særlige ved de trakiske gravhøje, at de typisk blev bygget og anvendt som templer. Når en kongen eller adelsmand døde, blev han begravet – eller i alt fald hans ejendele blev lagt i det inderste rum i et tempel, der var formet som en sarkofag. Med sig fik han gravgaver, og i rummet foran blev ofret en hest, som den døde kunne benytte i efterlivet. Derefter blev templet forseglet.

Kong Seuthes III mausolæum

Seuthes III 03 Seuthes III 02

Seuthes III gravtempel - kaldet "The big Kosmatka Mould"

Den ene af de tre udgravede høje, vi besøgte i Kazanlak, menes at være Seuthes III begravelsesplads. Alle fund i graven peger i retning af Seuthes III, blandt andet en hjelm med hans navn indgraveret, en egeløvskrone, hans rustning og amforaer, der bl.a. har indeholdt vin. Der er i graven ingen spor efter gravrøvere, men der er heller ingen spor efter hans jordiske rester, hverken i form af knogler eller aske.

Graven giver et formidabelt godt indtryk af den originale arkitektur og af byggematerialerne.

Kongen tager imod i Kazanlak tomb

Regentparret modtager gaver

Kazanlak Tomb – kongen og dronningen modtager tribut

En anden gravhøj vi besøgte, er den mest berømte af gravhøjene i Kazanlak. Den ligger centralt i byen og den er meget smukt dekoreret med fresker lige som højen i Aleksandrovo. Af samme grund har turister ikke adgang til den originale grav, men kun til en replika, der er bygget ved siden af den. Billedfortællingen i tomten viser, at her er tale om en konge, der modtager tribut fra omkring boende høvdinge, der kommer kørende i hestevogne. kongen sidder til højbords med sin dronning, og mens der blæses fanfarer, modtager de to gaver fra nær og fjern. I en frise over deres hoveder kører sejrsgudinden rundt i en vogn, trukket af to heste.

Sejrs Gudinden

Kazanlak tomb. Seksgudinden på sin vogn

Det skændede tempel

Ostrusha Mould 01

Model og grundpaln over Ostrusha Mould

Det tredje sted vi besøgte hedder Ostrusha Mould. Det adskiller sig arkitektonisk fra de andre, ved at være bygget som et tempel med seks rum, hvor det ene var indgangsrum, hvorfra der var adgang til et cirkelformet tempelrum, et forkammer og 3 sarkofager. Kun den ene sakrofag er bevaret. Den er skrået ud af én granitblok, der oprindeligt har vejet 60 t og som er brudt i bjergene og transporteret mindst 25 km for at komme til steder. Stenkisten er derefter blevet dækket af et låg, der ligeledes er skåret ud af en granitblok. Indvendigt er granitblokken opdelt i felter, og i hvert felt har været en fresco.

Ostrusha Mould 02

En del af de oprindelige granitblokke er blevet fjernet lige som loftet i den tilbageværende sarkofag er blevet skændet. Ved udgravninger har man fundet mønter, der er præget af Konstantin den Store. Derfor antager man, at templet er blevet ødelagt af byzantinske soldater omkring år 400 e.v.t.

 

Read More...

Den ukendte thrakiers grav i Aleksandrovo

15. marts 2017 | Posted in Ude | By

Museum med replika

Den første thrakiske grav vi besøger ligger i byen Aleksandrovo, ca. 90 km fra Plovdiv. Det er en gravhøj fra omkring 400 f.v.t. Højen har en diameter på over 70 m og den er omkring 15 m høj. Den består af et indgangsparti og en ca. 10 m lang gang indtil et firkantet forkammer og et rundt hovedkammer, hvor den døde har været placeret. Selve gravhøjen er i dag aflukket, for at skåne de smukke freskoer, der dekorerer forkammer og gravkammer.

IMG_5778

Udsigt fra museet i Aleksandrovo

Til gengæld er der bygget et fint museum med en replika af gravhøjen i fuld størrelse. Museet er finansieret af Japanerne, og det har kostet i omegnen af 14 mill. danske kr. fortæller vores dybt engagerede – næsten maniske rundviser. Han tegner og fortæller  uafbrudt i to timer, hvor vi er stedets eneste gæster. Afslutningsvis fortæller han, at han er søn af Irko Petrov, en af de arkæologer, der har været med ved udgravningen. Det er hans far, der har skaffet midlerne til bygning af museet. Så at være guide på museet er for ham som at videreføre faderens livsværk.

IMG_5777  IMG_5776

Unikke loftmalerier med jagtscener

Det er billederne og deres fortællekraft, der er det særlige ved gravhøjen i Aleksandrovo. Hvad der måtte have været af lig og gravgods er for længst ført bort af gravrøvere. Men billederne har fået lov at blive, og især loftdekorationen har meget at fortælle om Thrakernes klædedragt, våben, jagtvaner og levevis ca. 400 år f.v.t.

IMG_5770

Scenen viser 4 jagtscener. Hver jagtscene viser en rytter til hest, et byttedyr, jagthunde og en jæger til fods. Hvor rytterne jager med hunde og spyd, så bærer jægerne til fods forskellige jagtvåben: spyd og stav, net, lanse og en dobbeltbladet økse. I alt optræder der 9 hunde på dekorationen, hvoraf den en hund er bundet til den ene hest og rytter, de andre 8 hunde er engageret i selve jagte. Byttedyrene er to hjorte og to vildsvineorner.

IMG_5773

IMG_5772

De fotos vi fik lov at tage er af replikaerne i den rekonstruerede gravhøj. Desværre lever kvaliteten af dem slet ikke op til originalmalerierne, som vi kun har set affotograferede.

Man ved ikke, hvem dette gravkammer er opført for, men det er et af de få bevarede thrakiske gravkamre med velbevarede fresko-malerier. Sandsynligvis er den tale om en thrakisk adelsmand, da billederne ikke viser tegn på kongeværdighed. Der er ikke fundet spor af liget og alt hvad der måtte have været af gravgods er for længst fjernet at gravrøvere.

Begravelsesritual blandt Thrakere

Thrakierne har ikke selv efterladt sig skriftlige kilder af betydning. Men der er en del græske beretninger om de thrakiske barbarer. Således skriver Herodot:

Den måde de begraver de rige blandt dem er denne: I tre dage lægger de liget til skue, og de dræber alle slags ofre (offerdyr) og fester, efter først at have gjort klagesang. Så udfører de begravelsesritualer, enten ved af brænde liget eller ved at dække det med jorden uden at brænde. Og bagefter, når de har bygget en høj, fejrer de det med spil og enhver form for konkurrence, hvor forståeligt nok de største priser bliver tildelt for tvekamp. Dette er den måde, begravelse blandt thrakierne finder sted. (Egen oversættelse efter tekstcitat i gravhøjen i Kazanlak).

 

Read More...

Søndag i Plovdiv i Bulgarien

12. marts 2017 | Posted in Ude | By

Kulturby 2019IMG_5709

Der har boet mennesker i Plovdiv i mere end 7000 år uden afbrydelser. Derfor vil byen gerne gøre sig til af at være Europas ældste by, men den tager hele tiden sine passende forbehold, og overlader den slags afgørelser til arkæologer og historikere. Mere sikker grund er man på, når man markedsfører sig som Europæisk Kulturby i 2019. For det er ganske vist, og som slogan har man valgt ”Together 2019”.

 

Søndagsstemning

Men kulturbysværdigheden er endnu ikke steget folk til hovedet. Stemningen på byens hovedstrøg er helt afslappet søndag formiddag. Mange musikere underholder de forbipasserende, men holder så meget afstand mellem hinanden, at man roligt glider fra et lydbillede til et andet. Gaden er et vrimmel af familier med børn og balloner, og ved de små caféborde hænger folk ud over en kop kaffe og nyder en dejlig forårsdag. Næppe mange tænker over, at de sidder oven på det gamle romerske stadion, selv om Norge, Island og Lichtenstein sammen har finansieret en renovering af indgangspartiet og 3-d præsentation af det gamle atletikanlæg i anledning af det kommende kulturbys initiativ.

IMG_5673

Nedgangen til det antikke græsk/ romerske stadion

Kamp om stemmerne

Der skal være valg i Bulgarien den 26. marts, så små telte og boder med politiske budskaber og agitatorer fylder godt i gadebilledet. Man stiller op listevis, og vi tæller op til 21 lister og vi får tilbudt bruchurer og røde og blå balloner.

IMG_5714

Nej vi skal ikke stemme, men derfor er det fint med lidt snak med de forskellige. En ung pige rækker os en blå ballon og fortæller, at hun holder på liste 21. Hun vil gerne af med den socialistiske regering, som hun synes leger for meget med Moskva. Jeg spørger hende, om hun håber på en fremtid for Bulgarien i EU, eller om det vil være bedre uden EU. Hun spørger, om jeg ikke kan se alle de fremskridt, der er sket i Bulgarien gennem de sidste 15 år. Hun kan ikke forestille sig et Bulgarien uden EU. Hendes forældre arbejder i Irland. Hun håber også på at kunne rejse ud, men først og fremmest håber hun på vækst og fremgang i Bulgarien.

IMG_5712  IMG_5713

Forum Phillippopol i Plovdiv

Gågaden i downtown ender i det gamle Forum Phillippopol, der blev anlagt af Fillip den 2. (Alexander den stores far), da han erobrede byen omkring 350 f.v.t. Det vil sige, Forum Phillippopol ligger adskillige meter under midtbyens nuværende niveau. Så byens centralposthus er bygget oven på det gamle forum, som man er ved at grave fri. Hele den sydlige ende af midtbyen er et stort rod af vejgennemføringer og arkæologiske udgravninger. En enkelt spillemand har dog slået sig ned ved hegnet ind til en af udgravningerne og bidrager til at skabe lidt stemning i stenørkenen.

IMG_5720

Udgravning af Forum Phillippopol

Fra Forum Phillippopol bevæger vi os på en af de tre høje – Nebet Tepe –, Plovdiv er bygget omkring. Byens befæstningsanlæg blev påbegyndt at Trakierne omkring år 500 f.v.t og er siden blev udbygget af Makedonierne, Romerne og Byzans i årene 500 – 600 e.v.t. I dag henligger det som en uplejet ruinhob, der med sine nicher og store klatrevenlige klippestykker er et yndet udflugtsmål for unge, elskende par og børnefamilier.

IMG_5760

Ruinen af befæstningen på Nebet Tepe

Undervejs besøger vi en udstilling af kunstneren Dimitar Kirov-DiKiro i huset Stamboljan. Det er som de fleste huse i Old Town et smukt gammelt palæ, bygget af Osmannerne, der besad Plovdiv 1364 – 1885.

IMG_5727 IMG_5725

Read More...

Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid

15. oktober 2016 | Posted in Ude | By

Harappa kulturen

Forskerne kalder Harappa-kulturen for den første egentlige urbanisering i syd-asien. Civilisationen tager sin begyndelse ca. 7000 f.v.t. Den ældste by er (indtil nu) fundet i Mehrgehr i det nuværende Pakistan.

Harappa-segl fundet i Dholavira

Harappa-segl fundet i Dholavira

Harappakulturen boomer for alvor i Akkadisk tid i perioden 2350-2100 f.v.t. Det er samtidigt med kong Sargon og hans barnebarn Naram Sin’s storhedsperiode i Mesopotamien. Ud over segl vides det fra samtidige sumeriske optegnelser over handelen i havnebyerne Ur og Oman, at der var et betydeligt handelssamkvem med Induskulturen (Meluhha). Det vides også, at Kong Sargon modtog Vandbøfler i gave fra en indiske konge, og at disse avledes som offerdyr ved templet i Akkad.

Historikeren Asko Parpola drister sig til i Politikens Verdenshistorie (1982) at kalde Harappa kulturen for kedelig, fordi de udgravede byer har så mange lighedstræk, at den ligner en stor gentagelse af sig selv. Det er nu en hård dom. Men det gælder for hele Harappa-kulturen i dette store kulturområde i Indus området, at viden om byggeri og evnen til at strukturere store byer har været rigt udviklet.

I det følgende vil vi beskrive, hvad vi har fået ud af at besøge udgravningerne af de to Harappa-byer Dholovira og Lothal.

Dholovira

Byplan for Dholavira dækkende 100 Ha land

Byplan for Dholavira dækkende 100 Ha land

Dholavira by, der med Citadel eller slot og tilstødende håndværk- og beboelseskvarterer, stadion, døde by, bade og kæmpe vandopsamling bassiner har dækket 100 hektarer, med mure og bygninger udført i fint tilhuggede sten og med en skarp sans for geometri og byplanlægning. Lige gader og rektangulære huse bygget i tilhuggede sten.

Nordporten i Dholavira

Nordporten i Dholavira

Dette store byområde har været omkranset af en kraftig mur og selve citadellet (slottet), hvor man antager at kongefamilien boede, har været forsynet med yderligere forsvarsværker.

I Dholavira har forskerne kortlagt 6 historiske epoker i byens udvikling. Byen er fuld udbygget og på sit højeste omkring 2200 f.v.t. På det tidspunkt har hele byen blomstret, og den har været rigt udsmykket med kalkede/malede huse. Når gæster kom udefra er de blevet mødt ved Nordporten af et stort relief med – formodentligt – byens navn stående lysende i 10 Harappa-skrifttegn.

Ved ingangen til nordporten er fundet et 3 m langt indgangsskilt med 10 tegn

Ved ingangen til nordporten er fundet et 3 m langt indgangsskilt med 10 tegn

Vandforsyning

Et af de 9 vandreservoir i Dholavira

Et af de 9 vandreservoir i Dholavira

Helt enestående er byens kolossale vandreservoirer, der er bygget over flere epoker. I alt er der bygget ni kæmpebassiner, en del af dem indbyrdes sammenhængende og forbundet til byens største brønd, der lå inden for forsvarsmuren.. Bassinerne har været forsynet med trapper, der gav adgang til vandet, og et enkelt af dem med en rampe, så man kunne køre en vogn ned til vandspejlet. Med byens beliggenhed mellem to floder var der rige muligheder for at opsamle vand. Beboelsesområderne i byen (middle og lower city) har både haft vand kanaler til brugsvand og afløb for spildevand.

Håndværksproduktion

Vægtlodder

Vægtlodder

I byen har der været en rig håndværks kultur med fremstilling af smykker i keramik, halv- og hel ædelstene, bronze og guld, sølv, elfenben, muslingeskaller, fajance, perler, armbånd, halskæde, keramik, kobber og bronze redskaber, knive, spillebrædder og figurer i terrakotta af dyr og mennesker. En hel særstilling har vægtklodserne udført i omhyggeligt slebne sten terninger i et utroligt fint målesystem ned til 0,2 gram.

Mål og vægt

Det anvendte vægtsystem har fulgt Mellemøstens fælles standarder, som de kendes fra Babylonien og rigerne Bahrain og Oman, som man handlede med. Dette ses bl.a. af de mange små segl og seglaftryk i ler, der er fundet både i Dholavira og i Mellemøsten. Seglene blev brugt til at stemple vareforsendelser, så varernes ophav kunne identificeres.

Af målene på bygninger kan ses, at meget præcise længdemål har været anvendt. Alt i alt en kultur med en høj grad af organisering og systematisering.

Vedligehold og forfald

Et jordskæv sætter byen tilbage en periode, men udbedring og udbygninger finder sted. Omkring år 2100 ophører vedligeholdelsesaktiviteterne imidlertid og især citadellet forfalder. Byen er periodevis forladt, men genindvandring finder sted frem til 1450 f.v.t.

Det syvende udgravede lag viser, at byen ikke længere fungerer som et velorganiseret by fællesskab, men at indbyggerne bor på bopladser (settlements) i cirkelformede huse.

Lothal

Lothal ligger ca 90 km sydvest for Ahmedabad. Lothal er den anden tilgængelige ruinby fra Harappakulturen, som vi besøgte.

By og havn

Havnebassinet i Lothal

Havnebassinet i Lothal

Byen er påbegyndt omkring 3700 f.v.t. og har været fuldt udbygget fra ca. 3000 f.v.t. Byen har været central i handelen med Mellemøsten og Egypten i kraft af sin beliggenhed tæt ved havet. I byen er bevaret en enestående dok bygget i brændte lersten med en dybde op til 4,3 meter og en længde på 217 meter og 37 meter i bredden. Dokken har kunnet rumme adskillige af de største skibe på en gang. Sluser har gjort det muligt at holde en konstant vandstand i havnen, og dermed har det været muligt et beskytte skibene mod tidevand og stormflod. Forskerne har afbildninger af bronzealderens skibe og har regnet på deres størrelser. Man formoder handelsskibe på 18-20 meter i længden og med en lasteevne på 60-75 tons har krydset det arabiske hav med im- og eksport varer.

Ved havnebassinet har været et varehus, der har været 245 meter langt og i to etager til opbevaring og inspektion af varer.

Håndværk og handel

Som i Dholavira har man fundet den samme variation i varer og værksteder til fabrikation af varer. Perler i mange materialer og størrelse, segl og seglaftryk, muslingeskaller anvendt til mange formål, kobber og bronze ting, redskaber, keramik, spil, dyre- og menneske figurer, legetøj, vægte og måleredskaber, og begravelses- og rituelle objekter. Hertil mange vidnesbyrd om handel med Mellemøsten og Egypten.

Ødelæggelse og genopbygning

Alt dette får et stort knæk da området bliver oversvømmet omkring 2350. Ødelæggelserne bliver dog udbedret og man anlægger en ny velordnet bydel. Yderligere tilbygninger og forbedringer finder sted frem til 1900 f.v.t. hvor øjensynlig en tsunami vælter ind over området og tager størstedelen af byen med sig. Med tsunamien bliver  byen endeligt forladt og området bliver derefter ikke genbosat. Forskere har konstateret at der i et stort område i Indusdalen i de næste 200 år er store flygtningestrømme (fra 1900 til 1700 f.v.t).

Hvor blev Harappa-folket af

img_3838

Hvis man skal prøve at koge de forskellige teorier vi har læst sammen, så fremstår der en nogenlunde sammenhængende historie.

Omkring år 2000 f.v.t er en del af harappaerne vandret sydpå, muligvis på grund af klimaforandringer. Dholavira og Lothal er nogle af de sidste byer, der er blevet delvist forladt. Nordfra er i samme periode kommet en indvandring i Indusdalen af et arisk folk. Arierne bragte hesten, veda-troen og skriftsproget sanskrit med til Indien. Arierne så sig selv som ædle, og deres tekster bar præg af en vis nedladenhed over for ”den indfødte befolkning”, som de kaldte ”de mørke”. Arierne selv var opdelt i tre kaster: En krigerkaste, en præstekaste og en håndværkerkaste. Disse kaster var principielt ligestillede.

En teori er, at Harappafolket gradvis blevet integreret i de dravinske folkeslag. En anden teori er, at der er sket en opblanding mellem arier og harappafolket. Sandsynligvis er begge dele tilfældet. Den hinduistiske tro, som den kendes i dag anses for at være en blandingsreligion af traditionel harappa-tro, dravinske religiøse forestillinger og veda-troen.

Read More...

Civilisationerne begyndte måske ved verdens ende

12. oktober 2016 | Posted in Ude | By

img_3901

Man taler tit om at noget ligger ved verdens ende. Men aldrig har vi følt det så sandt, som her i Dholavira Tourist Resort. Vi er i det vestligste hjørne af Indien, på en lille ø på kanten af Kutch Rim. Vi er, som hotelværten siger, i den sidste by i Indien. Mellem os og Pakistan er kun et ca. 40 km bredt marskområde beboet af pelikaner.

Men vi er ikke kørt herud for at se verdens ende – men snarere civilisationernes begyndelse. Måske. DNA detektiverne har stadig en del at gøre, hvis vi skal have rede på, hvordan oldtidens folk har blandet sig, og hvilke bevægelser, der har ført udbredelsen af hvad med sig.

img_4007

Men helt sikkert er det, at nogle af verdens ældste segl er fundet i Dholavira. Og med segl taler vi her om stempler, der blev brugt ved varemærkning. Et firmas logo eller brand som vi også kender det i dag.

Segl var kendt og blev anvendt overalt i Bronzealderens antikke verden, men det er uvist, hvorfra idéen stammer og hvordan den er blevet spredt. Det Unikke i Dholovira er at seglene er meget enkle, fine og smukke og at de både har et billedudtryk og en (på nuværende tidspunkt ikke afkodet) tekst.

img_4031

Dholovira udgravningen – Middle town i aftenlys

Beboerne i Dholavira har tilhørt Induskulturen, der hyppigt omtales som Harappakulturen. Fordi den første by der blev udgravet af moderne arkæologer i 1800’tallet blev kaldt Harappa. Dholovira er en sen udgravning, den er først blevet udgravet i 1990’erne, på et tidspunkt, hvor man har haft teknikker til at identificere lag og registrere fund, så man efterfølgende kan tidsbestemme dem i forhold til hinanden.

Fund fra bl.a. Urs i Mesopotamien og Bahrain tyder på, at Harappakulturen har haft handelskolonier på den Arabiske halvø, og at der har været en udbredt samhandel mellem Harappaerne i øst og Sumererne i Vest – i alt fald fra omkring år 3100 – 2100 f.v.t.

Read More...

Mykenerne på Peloponnes

8. februar 2015 | Posted in Ude | By

Mykenerne på Peloponnes

Her i den lille kystby i Grækenland, hvor vi nyder smagen af friske ny plukkede mandariner, bor vi kun få km fra Grækernes tidligere hovedstad Nafplio (begyndelsen af 1800 tallet) inden hovedstaden blev flyttet til Athen.

Kun 8 km nord for Nafplio ligger byen Argos hvor historien kan føres 7000 år tilbage og videre til brochealderen, til Hellenistisk tid og igen senere til den romerske tid med rester af mange bebyggelser. Kun 12 km nord for Argos ligger Mycenae (eller Mykene).

Sådan skrev vi i dagbogen i december 2013. Nu i februar 2015 er vi tilbage, for vi fik kun lejlighed til at se det sagnomspundne Mykene udefra gennem hegnet, da de havde tidligt vinter lukket.

IMG_0500

Udsigt fra Mykene

Mykene eller Mycenae

Der er mange sagn forbundet med Mycenae, der spiller en hovedrolle i Homers fortællinger i både Iliaden og Odyssen. Her skriver han om det velbyggede Mycenae, der er rigt på guld. Ifølge Homer er byen grundlagt af Perseus, søn af Danae og Zeus. Perseus store herodiske bedrift var at dræbe den slangeomslyngede Medusa.

P1040821

Et skab blandt mange med de rige guldfund

En anden sagnomspunden helt var Agamemnon, søn af Atreus, der var konge af Mykene. I Homers digtning tager Agamemnon til Troja (ca. 1190 – 1180) for at befri den skønne Helena fra prins Paris, der havde bortført hende til Troja. Helena er gift med kong Menelaos af Sparta, som så gerne vil have sin kone igen. Dette fører til krigen mod Troja og Trojas fald.

Helena (eller Helene) er i græsk mytologi årsagen til den trojanske krig. Hun betegnes som den skønneste kvinde i hele Hellas i sin tid. Grunden til dette var, at hun var datter af Zeus, der havde forvandlet sig til en svane da han gjorde Helenas mor, Leda, gravid. Derfor var Helena smuk og hvid som en svane, og født af et svaneæg. Gift med Menelaos, men bliver “givet” af Afrodite til prins Paris af Troja. (Wikipedia)

Uanset hvordan blodlinierne var på Agamemnons tid, var det kongelige hus af Atreus (Mykene) det stærkeste i Grækenland (Acheans).

De arkæologiske beviser siger at Mycenae blev beboet med neolistiske folk i 7000-tallet f.v.t. Men mellem 2100 og 1900 f.v.t. under bronze alderen blev området invaderet af Indo-Europæiske folk, der havde krydset Anatolien (Lilleasien) via Troja til Grækenland.

IMG_0476

Vægfriskoer fra Mykene

Indvandrerne medbragte en avanceret kultur til det daværende primitive Mycenae og andre beboelser på fastlandet. Denne kultur bliver der nu refereret til som Mycenaen (Mykensk) navngivet efter dets stærkeste kongedømme. De andre kongedømmer omfatter Pylos, Tiryns, Corinth og Argos alle på Peloponnes. Udløbere af den Mykenske civilisation findes også i Theben og i Athen og på Kreta.

 Besøg på dette kultursted

Da vi jo var i Athen og havde besøgt det arkæologiske museum og set de mange fund fra Mykene, ville vi rigtig gerne besøge dette kulturelle centrum på Peloponnes, ca. 120 km mod syd. Vi kommer der en skøn februar dag med høj sol og 16 graders varme. Masser af fine gule blomster står i fuld flor, frugttræer står med blomster og de første sommerfugle er i gang med at suge nektar. Her lykkes det os at få en bid af fordums storhed ind på nethinden fra dette storslåede sted. Beliggenheden er underskøn og storheden melder sig allerede inden man vandrer ind af stedets hovedport – Løveporten.

IMG_0492

Løveporten. Overliggeren vejer 18 tons herover hviler de store løvefigurer. Hovederne, der mangler, har øjensynligt været i metal

Byen Mykene bestod i 1200 tallet f.v.t. af et forsvarsværk omkring bebyggelsen med 13 m høje og 7 m tykke mure bygget af stenblokke på 6 og endog op til 18 tons. Meget står endnu. De gamle grækere troede da også at disse mure måtte være bygget af Kykloper, nogle af giganterne beskrevet i Odyssen.

IMG_0509

Byggesten lidt større end Lego-klodser

Da arkæologerne gik i gang med udgravningen af Mykene, fandt de meget rige fund i store kongegrave startende fra ca. 1650 f.v.t., guld, kobber, keramik, våben smykker og varer fra fjerne egne. Andre grave er senere og er tidsmæssigt fra dette riges storhed, der kulminerede fra ca. 1450 – 1200 f.v.t. Opbygningen af de stærke forsvarsmure starter omkring 1300 f.v.t. Herefter udbyggedes citadellet og de udførlige vandcisterner.

P1040815

En blandt adskillige dødsmasker i guld

Optegnelser over varer

Ligeledes er fundet rige skatte og optegnelser heraf ved udgravningerne. Optegnelserne er skrevet i Linear B skrift. Skattene omfatter varer importeret til Mykene f.eks. fajance fra Egypten, vaser og figurer med Kartouch af Amenhotep I og Amenotep III, amforaer med vin og æteriske olier, cypriotiske lamper, bronze figuriner fra Syrien og Palæstina, rav til smykker fra Danmark og Østersøen, udvekslet med fine bronze kander fra Peloponnes og import helt fra Afganistan af Lapis Lazuli – den smukke blå sten til smykker og til farvning. Optegnelser anfører også salg af Mykensk lertøj, der blev eksporteret til Italien, Sicilien, Sardinien og selv til Spanien Sejlskibe har i stort tal krydset middelhavet og Ægæerhavet med ladninger af varer.

IMG_0343

Importvarer til Mykene herunder rav og små bronzehjul fra Norden

Storhed og fald

Arkæologiske undersøgelser stadfæster at kongedømmet mistede sin storhed omkring 1200 f.v.t.

Ved en storbrand ca. år 1200 ophører paladset med at fungere, men mange af de andre bygninger blev genopbygget og er blevet anvendt til ca. år 1100 f.v.t.

Om det skyldtes udefra kommende magter eller rivalisering mellem kongedømmer på Peloponnes vides ikke. Men riget falder sammen samtidigt med Trojas fald, Knossos tilintetgørelse på Kreta og opløsningen af Hittitternes rige i Lilleasien.

Vi har tidligere beskæftiget os med den omsiggribende opløsning af disse riger. Ja selv faraoen Ramses i Egypten får denne opløsning at føle hvor perioden er afslutningen på det mellemste rige.

Mange kyndige har herefter snakket om den mørke periode, der fulgte. Om ændringer i keramikstilen og om manglen på skriftlige vidnesbyrd. Det har vi skrevet om i artiklen ”Historisk rids over det anatolske Tyrkiet fra 3000 – 500 f.v.t”, der har sammenhæng til det, der skete i Grækenland i perioden.

 

 

 

Read More...

Hittitterne anlagde en by i en kløvedal omgivet af tågebjerge

28. januar 2015 | Posted in Ude | By

Hattusa – Hittitternes kongeby

IMG_0084

Vi kører fra Ankara i solskin, men inden længe, da kører vi opad og indover den bjergrige højsletten, lægger tågen sig over landskabet, og sigtbarheden er næsten lig nul. Sådan kører vi lidt mismodige de små 200 km ud til Bogazkale, den tyrkiske landsby, der ligger ved udgravningerne af Hittitternes gamle kongeby Hattusa. Men netop som vi drejer ind af den vej, der fører op til ruinbyen, brænder solen igennem tågerne, vi er i Kløvedalen og byen ligger foran os solbeskinnet og ophøjet.

IMG_0082

Seks kilometer forsvarsmur slynger sig rundt i bjergene og indrammer et område af gigantiske dimensioner. Her var kongeborg med residens, administrationscenter og arkiver og templer til Hittitternes 1000 guder, prosessionsveje, forrådskamre og forsvarstårne og mindst 7 indgangsporte. Befolkningen boede uden for murene, men kunne om nødvendigt søge ly inden for.

IMG_0106 IMG_0116

Det særlige ved stedet er ikke de forholdsvis få ruiner, der er tilbage efter byen, der blev forladt efter en brand omkring år 1200 f.v.t., stort set samtidigt med Trojas fald. Det særlige, det magiske, er den måde, natur og kultur fletter sig ind i hinanden. Når man går oppe på borgmuren, så ser man ud over det samme landskab, som Hittitterkongen så ud over for mere end 3.200 år siden, og i dalen neden under går hyrderne med deres får, som de også gjorde det dengang.

IMG_0093

Yazillikaya

Fra borgen kører vi 3 km ud til det nærliggende Kultsted, der er bygget som memorial for en af de sidste store Hittitterkonger, Tudhalia den 3. (1240-1213). Stedet minder på mange måder om Frygernes hellige sted, der også hedder Yazillikaya.

P1040692 P1040697

Efter Hittitterne forlod Hattusa flyttede Frygierne ind i ruinbyen og byggede en mindre borg inden for bymuren.

Stedet har været beboet siden bronzealderen. Hitterne havde hovedstad i Hattussa fra ca. 1750 – 1200 fvt. I den periode manifesterede de sig som stormagt i Anatolien og de førte en omfattende korrespondance med bl. a. Ramses den anden. Alt det er vi i gang med at skrive en længere artikel om.

Read More...

Betroet medarbejder bedrog Lysimarchos

17. januar 2015 | Posted in Ude | By

Bergama

Den gamle græske by Pergamon ligger i dag ved den tyrkiske by Bergama. Nogen af vores guidebøger foreslår, at man indlogerer sig en af turistbyerne ved kysten, og at man så kører ind og ser Pergamon. Hvis man gør det, så snyder man sig selv for en god bid af det tyrkiske æble. For Bergama er en tyrkisk by på godt og ondt, og har i alt fald her i vintersæsonen meget lidt karakter af at være en turistby. Her er Moskeer, madresser, butikker, broer, kroer, bazar og tyrkisk bad i klassisk osmannisk byggestil, plus masser ældre og moderne byggeri af forskellig lødighed. Her bor mennesker, og det ses på affaldsmængderne i vandløb og gadekær. Fredag middag genlyder gaderne af messen fra de mange Moskeer og af fredagsbønnen, der udsendes i højtalere over hele byen, så ingen kan undslå sig de vise ord fra moskeernes overhoved.

 P1030787

Midt i virakken har vi, lidt i udkanten af byen, ruinerne af det gamle Asklepieion helt for os selv. Asklepieion var et helse- og wellnesscenter med termiske bade, der udviklede sig over tid, men som blev kraftigt udbygget under den romerske Kejser Hadrian (117-138 e.v.t.).

P1030858 P1030831

Til venstre en afklædt Kejser Hadrian, klar til de varme bade i 
Asklepieion, til højre en varme kilde, der via en håndvask løber ned
i et bassin

Hadrian har også på andre måder sat sine spor her i byen. Blandt andet med en meget usædvanlig Basilika – Den røde Hal – der blev bygget som tempel for de egyptiske guder Isis, Serapis og Osiris. Den er senere blevet ombygget til Kirke og Moske. I den østromerske periode blev den viet til St. Iohannes.

P1030741

Den rød Hal eller Basilika. Bygget som tempel for de egyptiske guder

Det manglende alter

I det hele taget er Pergamon/ Bergama en by, man sagtens kan fordybe sig i, hvad enten man vil studere græsk mytologi, græsk/ romersk medicin, religionshistorie i Lilleasien (Paulus var her, og hans breve til Galatherne har formodentlig haft adresse til menigheden i Pergamon), arveopgøret efter Alexander den 3. den Store, græsk/ romersk kunst og civilisation eller bykultur i Osmannerriget. Så det er synd, at Pergamon er mest kendt for det, der ikke er her, nemlig Pergamon alteret – der, som mange ved, i dag står på Pergamon-museet i Berlin (dog lukket ned indtil 2020), hvor man kan se Giganternes kamp (kampen mellem orden og kaos), som blev illustreret af kunstnere, uddannet på billedhuggerskolen i Pergamon under Kong Eumenes den 2. (197-159 f.v.t.).

Her i Pergamon var giganternes kamp en analogi til perganernes kamp mod Kelterne (også omtalt som Gothere eller Gelathere) et barbarisk folkefæld fra nord, der gennemførte mange røvertogter ind i de græske Lilleasien-byer i det det magttomrum, der opstod efter Lysimarchos død.

P1030942

Model af Pergamonalteret, udstillet på Pergamons Akropolis

Magttomrum efter Lysimarchos

Det er netop ud af dette magttomrum, der åbner et vindue, der udnyttes optimalt af en af Lysimarchos betroede officerer. Han hed Philetarus. Historien lyder således:
Da Lysimarchos (og hans allierede) havde vundet slaget ved Ipsos, , tog han sin del af krigsbyttet på 9.000 talenter (ca. 2.7 millioner solid gold) til Pergamons akropolis, der lå næsten uindtagelig på toppen af en bakke. Han betroede Philetarus at bevogte skatten.

P1030891

Indgang til Athene templet

P1030902

Pergamons akropolis ligger højt i landskabet og rummer bl.a. antikkens stejleste teater. Det er 36 m højt og der er plads til 10.000 tilskuere

Hvornår Philetarus forgreb sig på pengene er lidt uklart. Han regnes som konge af Pergamon fra 281 – 263 f.v.t, og almindeligvis sætter man Lysimarchos død til 280. I alt fald besluttede han i tiden omkring Lysimarchos død, selv at forvalte arven, og han brugte pengene til at etablere sig som konge, at udbygge Pergamons akropolis og at udvide sit riges grænser. Han blev efterfulgt af sine slægtninge: Emunes den 1. (263-241), Attalus den 1. (241-197), Emunes den 2. (197-159) Attalus den 2. (159-138) og Attalus den 3. (138-133) .

Pergamon som Lilleasiatisk kraftcenter

Som vi har hørt, allierede Pergamons konger sig med romerne, og derfor blev både Gallipoli, Troja og Assos en del af det Pergamonske rige indtil romerne selv tog magten i riget i 132 f.v.t.. I nogen tekster har vi læst, at Attalus den 3. testamenterede riget til Romerne og at overgangen var fredelig, her i Bergama er historien, at borgerne revolterede mod den romerske overtagelse, men i sidste ende måtte overgive sig. Under alle omstændigheder, så skete magtovertagelsen uden de store ødelæggelser af byen. I romertiden blev byen udbygget i flere omgange og fik en central placering som magt og handelscentrum i Lilleasien.

P1030916 P1030900

Trajans tempel på Pergamons Akropolis

Read More...