De olympiske lege i antikken

28. april 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til De olympiske lege i antikken

De olympiske lege fra 776 f.v.t – 393 e.v.t

Den første olympiade blev afholdt i 776 f.v.t. til ære for Zeus og olympiader blev efterfølgende afholdt hvert 4. år i 1169 år – ifølge kilderne uden en eneste afbrydelse. 

Olympisk fred

En af årsagerne til, at legene kunne gennemføres kontinuerligt var, at der under legene herskede olympisk fred. Det vil sige at de indbyrdes krige mellem de græske bystater blev sat på pause i den periode, hvor legene varede.
En del af fortællingen om Leonidas heroiske kamp mod perserne ved Thermopylæ er (ifølge museet i Sparta), at Leonidas drog i kamp med 300 spartanske krigere, der alle allerede havde fået en søn, for at bremse persernes fremrykning, indtil hovedstyrken kunne nå frem. Det var ren opofrelse, ingen regnede med at overleve. For perserne angreb nemlig netop under en olympiade, og den måtte ikke forstyrres.

Kun for græske mænd

I datidens forståelse var legene en genoptagelse af en gammel mykensk tradition og en markering af, at en ny storslået græsk æra var begyndt. Den olympiske by er da også bygget ved et tidligere mykensk kultanlæg med begravelsesplads.

For at deltage i legene skulle man være en fri græsk mand. Slaver og barbarer kunne deltage som tilskuerne – stadig var det dog kun for mænd. 

Mændene konkurrerede nemlig nøgne og det var ikke et syn for kvinder, der kunne idømmes dødsstraf for at overvære begivenheden.
Der er en fortælling om en kvinde, der forklædte sig som træner, fordi hun så meget ønskede at se sin søn deltage i et løb. Skæbnen ville, at sønnen vandt og hun blev så grebet af begejstring, at det afslørede hende. Hun blev dog ikke dømt til døden, men fremover blev det bestemt, at også trænerne skulle være nøgne, så episoden ikke kunne gentage sig.

Fejring af Zeus

Olympiaden var en Pan hellenistisk begivenhed til fejring af Zeus. Derfor er Zeus-templet helt centralt på pladsen, men der har øjensynligt endnu tidligere ligget er Heratempel, og Hera spillede en central rolle i fejringen af de vindende atleter. I en periode blev der også afholdt olympiske lege for kvinder, hvor Hera var i centrum. Disse lege lå forskudt i forhold til mændenes lege og blev ligeledes afholdt hvert 4. år.

Ved de første lege var løb den eneste disciplin og begivenheden varede en dag. Snart kom hestevæddeløb, brydning, boksning med og senere 5-kamp.
En begivenhed, der afholdes løbende gennem næsten 1200 år, udvikler sig gennem tiderne. Men som nu var der dengang en olympisk komite, der havde sæde i byen Elis og som styrede begivenhederne med hård hånd. Og efterhånden som legene udviklede sig til en 5-dages begivenhed, blev der stillet større og større krav til logistikken omkring legene.

Forberedelser til legene

Det var de enkelte bystater, der udvalgte de sportsudøvere, der skulle have lov til at deltage i legene. De skulle møde i byen Elis en måned før begivenhedernes start og træne sammen og vise deres dygtighed. Var de ”under standard”, syge eller på anden måde ukampdygtige, fik de ikke lov til at stille op. På den måde sikrede man kvaliteten af legene.

Det betød, at der var træningscentre, overnatningsmuligheder m.v. i byen Elis.
To dage før legenes start gik man så i position fra Elis til Olympia og havde en overnatning undervejs ved en hellig kilde. 
Det olympiske stadion blev også over årene udbygget, så man fik overnatningsmuligheder til sportsudøvere, trænere og komiteens medlemmer, køkken og spisefaciliteter, træningsfaciliteter, bade m.v. ud over selve det olympiske stadion. Især i den romerske periode var der mange moderniseringer, blandt andet blev der lavet anlæg med varme bade og spise og sovefaciliteter blev udbygget. 

Tilskuerne måtte klare sig ved at overnatte i teltlejre ved den nærliggende flod. 

Konger og Kejsere

Blandt tilskuerne var de græske konger og senere de romerske kejsere. I alt fald to gange var de også deltagere i legene. Kong Philip II fra Makedonien vandt i hestevæddeløb i 356 f.v.t. 

Kejser Nero deltog i legene i 67 e.v.t. bl.a. i hestevæddeløb. Og selv om han ikke gennemførte løbet blev han erklæret vinder. Ingen turde overgå ham. I den forbindelse blev en af helligdommene på pladsen ombygget til en pragtvilla, hvor kejseren kunne bo sammen med sin smukke unge kone.

Sidste olympiade var i 393 e.v.t. Legene blev afskaffet af den kristne kejser i Konstantinopel, da legene blev opfattet som en hedensk begivenhed.

Read More...

Myternes fortællekraft

8. april 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Myternes fortællekraft

Argos regnes som Grækenlands ældste by, og myterne om Argos står i kø for at blive fortalt. 
Vi har været her før, og vi har også tidligere skrevet på bloggen om især Mykene. Inden vi tog hjemmefra læste vi Villy Sørensens gendigtning af Odysseus eventyr højt for børnene. Hvis du hører til dem, der ikke har haft oldævl i gymnasiet, så må vi lige forklare:

Agamemnon var ifølge Homer konge i Mykene og han var hærfører for en græske hær, der i 10 år belejrede Troja, for at hente den skønne Helena hjem. Helena var gift med Agamemnon’s bror Menelaos, der var konge i Sparta, men var blevet bortført af prins Paris fra Troja. Prins Paris havde nemlig været dommer i en skønhedskonkurrence mellem de tre gudinder Hera, Afrodite og Athena, og Afrodite havde lovet Prins Paris, at hvis han gav hende det gyldne æble, så ville hun sørge for, at han blev gift med verdens smukkeste kvinde.

Der var bare det lille problem, at verdens smukkeste kvinde allerede var gift med Menelaos.

Med i felttoget foruden Agamemnon og Menelaos var Odysseus, der var konge over øen Ithaka og Nestor, der var konge over Pylos. 

Disse begivenheder blev beskrevet af Homer i to værker fra ca. 700 f.v.t Iliaden og Odysseen. 

Alle hovedpersonerne i Homers værker boede på Peloponnes. Vi har på vores vej besøgt Argos, hvor det hele startede og de fire Mykenske borge, der er grundstoffet i fortællingerne, Mykene, Tiryns, Sparta og Pylos. Vi har også besøgt øen Ithaka og nedgangen til Hades ved floden Styx udløb.

Vi har undervejs prøvet at få styr på de mange græske myter, der går forud for Homers fortællinger. En vigtig kilde til dette har været Leo Hjortsø’s bog Græske guder og helte, som har været vores godnat-læsning på turen.

Argos – altings begyndelse

Det hele startede i Argos med det argivinske kongehus.
Stamfaderen til det argivinske kongehus var ifølge de græske myter floden Inachos, og flodguden af samme navn.

Han indførte dyrkelsen af Hera og gjorde sin egen datter Io til hendes præstinde.

Men hvem andre end Zeus forelskede sig i Io. Og selvfølgelig blev Hera rasende, forvandlede hende til en kalv og jog hende til Egypten. Her nedkom hun med Epafos, og han blev stamfar til både de egyptiske, lybiske og fønikiske konger. En af Epafos sønner fik tvillingerne Aigyptos og Daneos, og de herskede sammen over Nildeltaet.

Aigyptos fik 50 sønner og Daneos fik 50 døtre.

Men selvfølgelig kunne de to brødre ikke enes, så Daneos flygtede med sin familie tilbage til Argos, hvor han som retmæssig efterkommer af Io (og Zeus) blev konge.

Men hermed var dramaet ikke slut. Aigyptos og Daneas søgte forsoning, og den skulle besejles med et bryllup mellem Aigyptos 50 sønner og Daneas 50 døtre. 

Daneas udstyrede nu sine 50 døtre med hver sin kniv, og beordrede dem til at myrde deres mænd på bryllupsnatten. Det gjorde de 49 af døtrene.

Det overlevende par var Lynkeus og Hybermestra. Lynkeus blev forsonet med kong Daneas og dennes efterfølger på tronen som konge over Argos.

Parret fik tvillingerne Akrisios og Proitos.

Perseus

Proitos blev konge i Tiryns, hvis vældige mure, man kan se den dag i dag, ifølge sagnet skulle være bygget af ham.

Akristos blev i Argos og blev konge der. Han fik en datter, der hed Dánae efter sin oldefar. Nu følger flere dramatiske begivenheder, der også involverer Apollon og oraklet i Delfi og en indespærring af Dánae i et tårn. Så slår Zeus til igen og befrugter den smukke indespærrede kongedatter, der nedkommer med en søn, der får navnet Perseus. 

Perseus går igennem en masse prøvelser, det er bl.a. ham, der hugger hovedet af Medusa, men ender med at komme tilbage til Argos og blive konge der. Imidlertid bryder han sig ikke om Argos, og bytter derfor kongedømmet med Proitos, som nu bliver konge i Argos.

Perseus lever derefter næsten lykkeligt i Tiryns med sin kone Andromeda og sin svigermor Kassiopeia, og efter hans død bliver de tre til stjernebilledet Kassiopeia. 

Pelops 

Pelops er den sagnkonge, der har givet navn til Peloponnes. Han var søn af den lydiske kong Tantalos, der nød de olympiske guders gunst og derfor var inviteret til middag på selve Olympen. 

Men han misbrugte gudernes tillid, og ved bordet stjal han gudernes nektar og ambrosia. Han begyndte at mistro gudernes visdom og for at prøve dem, inviterede han dem til middag på slottet i Lydien, hvor han for dem serverede sin egen søn Pelops for dem tilberedt som en ragout. 

Det gennemskuede guderne selvfølgelig. De beordrede derfor Hades til at hente Pelops op fra dødsriget, samtidig med at den udødelige Tantalos blev dømt til fortsat liv i evige kvaler.

Således genopstået hørte prins Pelops i Lydien om en smuk prinsesse, der var datter af Kong Oinomaos, hvis kongedømme var provinsen Elis på Peloponnes. 
Prinsesse Hippodameia var meget ombejlet, men kong Oinomaos havde den dårlige vane at slå hendes bejlere ihjel, måske fordi han havde fået en spådom om, at han en dag skulle falde for sin svigersøns hånd. Teknikken han brugte var hver gang den samme, han indbød bejlere til en konkurrence i hestevædeløb, gav ham et forspring og stak ham så ned bagfra med sin lanse.

Prins Pelops skytsgud Poseidon gav Pelops en gylden vogn med fire bevingede heste, så han kunne komme standsmæssigt til Elis og melde sig som bejler.

Prinsesse Hippodameia blev straks så forelsket i Pelops, at de sammen bestak kongens kusk Myrtilos til at løsne naglerne på kongens stridsvogn inden løbet, og på den måde kom Myrtilos af dage, og Pelops blev gift med prinsessen og konge over Elis.

Hippodameia og Pelops fik mange børn, der blev konger over forskellige egne af Peloponnes. Nogle af deres sønner blev gift med Perseus døtre, og dermed blev de også konger over Argos og Tiryns. Men alt dette skete selvfølgelig ikke uden et utal af mellemspil, forbandelser og intriger.

Disse forbandelser forfulgte de to sønner, der senere blev konger i Mykene, Argos og Tiryns, brødrene Atreus og Thyeste.

Mykene

Mykene var ifølge Homer bygget af Kykloper. Ingen andre levende skabninger kunne tumle sten af den størrelse, mente man på hans tid.
Den første sagnkonge vi hører om på Mykene hedder Eurystheus. Han var af Perseus slægt. Men at det blev ham der fik kongeværdigheden – og ikke Zeus søn og helten Herakles skyldtes alene Hera’s list.

For Zeus havde igen været på elskovseventyr. Denne gang havde han haft er affære med Perseus underskønne barnebarn Alkmene. 
Alkmene var godt nok en gift kvinde, men manden var på felttog, så Zeus forklædte sig som ægtemand og besøgte den kærlighedshungrende kvinde. Det blev en god nat, og da Zeus er gud over nat og dag og kan hvad han vil, gjorde han natten tre gange så lang. Da det blev morgen og han havde sagt farvel, dukkede den rigtige ægtemand op. Det blev til endnu en hed elskovsnat, og resultatet blev tvillingesønner. Herkules som Zeus var far til og Ifikles, som Amfitryon var far til.

Efter natten og inden Alkmenes nedkomst proklamerede Zeus, at den prins, der nu skulle fødes som den første efterkommer efter Perseus, Kongen af Tiryns, skulle herske over denne by og Mykene og alle Perseus’ efterkommere skulle lyde hans bud.

Hera var rasende, og hun vidste at Zeus ord stod ved magt. Men så opdagede hun, at Perseus havde er svigerdatter, der også var gravid. Hun fik nu fødselsgudinden til at forsinke Alkmenes fødsel, mens hun selv fremmede Nikippes. Og således kom Eurystheus til verden før Herkules og blev konge over både Tiryns og Mykene. Og Herkules måtte altså i stedet lyde hans bud.

Her skal ikke berettes mere om Herkules ufattelige trængsler, som tæller nogle af antikkens mest spændende heltesagn.

Atreus og Thyeste

I stedet vender vi tilbage til fortællingen om brødrene Atreus og Thyeste og om Astreus to sønner Agamemnon og Minelaos, der tilbragte 10 år af deres liv i krig i Troja, hvor krigsmålet var at hente Minelaos smukke kone hjem, som prins Paris med hjælp af Afrodite havde bortført.

For det er naturligvis ikke uden grund at det fantastiske gravkammer, der ligger lige uden for Mykenes mure hedder Astreus skatkammer.

Vi ved ikke meget om Eurystheus ud over, at Herkules måtte trælle for ham i 12 år. Men øjensynligt døde han ugift og barnløs. Derfor tog borgerne på Mykene til Delfi for at spørge Apollon om, hvad de skulle gøre. Oraklet svarede, at de skulle finde den ny konge i Argos.

Kongerne i Argos var brødrene Atreus og Thyeste. Oraklet havde ikke sagt noget om, hvem af dem, det skulle være.
Atreus var gift med Aerope, en kongedatter fra Kreta. Men ak, Aerope forelskede sig i Thyeste og bedrog Atreus på det skammeligste. Hun gik så vidt som at forære ham Atreus kæreste eje, et lammeskind af det pureste guld. På den måde gik det til, at Mykenes borgere valgte Thyeste til konge. Men nu greb Zeus ind til fordel for Atreus og forlangte omvalg. For at overbevise borgerne lod han Atreus udføre et mirakel, der fik solen til at bevæge sig fra vest til øst.

Atreus blev nu konge over Mykene og forviste Thyeste fra Argolis. 
Næste del af historien er for grusom til at blive fortalt her. I fortællingen indgår både barnemord, kannibalisme, incest, voldtægt og fadermord. 
Men udfaldet blev at Atreus blev myrdet og Thyeste blev konge over Mykene igen for en stund og Atreus to sønner Agamemnon og Menelaos flygtede til Sparta hos den mægtige kong Tyndaros.

Leda og svanen

Kong Tyndaros var lykkelig gift med Leda og de havde flere børn. Men også Zeus havde et godt øje til Leda. Denne gang forvandlede han sig til en svane og i svanens skikkelse hyggede han sig med den kælne og godtroende Leda.

Af det bekendtskab kom der to børn Helena og Polydeukes. Tyndaros og Leda havde som sagt flere børn, heriblandt datteren Klytaimestra.

Kong Tyndaros tog godt imod de to kongesønner, der også blev hans svigersønner. Agamemnon blev gift med Klytaimestra og Menelaos med den skønne Helena. Kong Tyndaros stillede også en hær til rådighed, så de kunne generobre Mykene fra Thyeste. Da hans egne sønner faldt i krig, så ender denne del af historien med, at Agamemnon blev konge i Mykene og Menelaos i Sparta.

Vi er nu der, hvor fortællingen om krigen mellem Grækerne og Troja begynder, nemlig ved Menelaos kongeborg i Sparta, hvor prins Paris kommer sejlende og med Afrodites hjælp bortfører den smukke Helena. Hvor grækerne ender med at besejre trojanerne, og hvor Nestor og Menelaos med Helena kommer vel hjem til henholdsvis Menelaos borg ved Sparta og Nestors borg ved Pylos. 

Agamemnons endeligt 

Agamemnon kom anderledes galt afsted, da han kom hjem til Mykene fra Troja. Under hans fravær havde Klytaimestra nemlig forelsket sig i Thyestes søn Aigisthos, der nu både var konge og ægtemand. 

Derfor beredte de en varm velkomst til Agamemnon, da der gik rygter om, at han var på vej tilbage til Mykene. ”Slagtet som en okse ved krybben af min kone”, berettede Agamemnon til Odysseus, da han på vej hjem til Ithaka opsøgte de dødes rige ved Nekromanteion.

Odysseus vender hjem

Da guderne besluttede, at nu var tiden inde til at Odysseus kunne vende hjem til Ithaka, da steg Athene ned fra Olympen og opsøgte Odysseus søn Telemachos i Odysseus kongsgård og opfordrede ham til at rejse ud og lede efter sin far. Telemachos sejler fra Ithaka til Pylos og opsøger der Nestor på hans borg, hvorefter Nestor sender ham videre til Menelaos og Helenas borg i Sparta, da han mener, de må have de seneste nyheder om Odysseus færd.

Telemachos vender tilbage til Ithaka uden at have mødt sin far, men kort tid efter dukker Odysseus op fra havet og fortæller Telemachos om sine eventyr.

Hermed er vores ring sluttet. Vi har på vores vej i denne rækkefølge besøgt: Nekromanteion ved indgangen til Hades, øen Ithaka, Argos, Tiryns, Mykene, Menelaos borg ved Sparta og Nesters borg ved Pylos.

Det er umuligt at undervurdere myternes fortællekraft og deres betydning for hele middelhavskulturen og for, at der i dag er et Grækenland.

Read More...

På sporet af Thrakierne

13. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til På sporet af Thrakierne

De rejsende vender tilbage

Før vi kom til Bulgarien i julen 2014 havde vi aldrig hørt om Thrakierne. Eller måske havde vi, men havde glemt det igen. Men vi havde sat fokus på området omkring Sortehavet og området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, som et interessant sted, der mere og mere for os tegner sig som arnestedet for den kulturelle udvikling, der fører Europa, Mellemøsten og Lilleasien ind i Bronzealderen.

Tippet om at der var noget at komme efter i Bulgarien fik vi af vores blikkenslager, der lagde ny tagrender på huset, mens vi forberedte vores vintertur. Han havde en ferielejlighed ved Varna ved Sortehavet og en ny og temmelig kulturelt tænkende kæreste, der havde insisteret på at trække ham ind på museet i Varna. ”Jeg har aldrig set så meget og så gammelt guld”, fortalte han.

 

Vi har tidligere her på bloggen fortalt om vores besøg i Varna og vores første møde med det tragiske folk og deres historie. Dengang havde vi for lidt tid til yderligere efterforskning i Bulgarien, da vi havde Tyrkiet som hovedmål for turen. I Tyrkiet mødte vi igen Trakierne og deres nære og fjernere slægtninge: hittitter, frygiere og lydier i rigt mål – alle indoeuropæiske folk.

Fra 2014/15-turen kan vi opsummere:

Thrakierne var en række stammer, der i hvert fald har beboet i det nuværende Bulgarien og dele af Rumænien flere årtusinder før Aleksander den Store. De store kongegrave med masser af guld f.eks. fra Tsar Dolonk er fra 4400-4200 f.v.t. De første sten byggede huse i flere etager i sammenhængende byer er fra disse folk. Deres høvdinge/kongegrave er rige på guldsmykker og fint bearbejdede genstande og figurer, der understreger en kultur, der dyrkede jorden og tilbad den store guds moder ”Great Goddesnes”.

De forhistoriske thrakiere

Nu er vi tilbage i Bulgarien, og målet er at komme tættere på thrakiernes historie. Vi er startet vores søgen i Plovdiv, der er en gammel thrakisk bosættelse. På byens arkæologiske museum finder vi kobber og guldgenstande fra 6000-5000 f.v.t. Genstandene og smykkerne er ikke spektakulære som dem vi så i Varna, det er små fine kobberredskaber til ciselerings- og smykkearbejder, der i størrelse og form ligner de redskaber, vi har set hos Harappa-kulturen i Indien fra ca. 4000 f.v.t. Desværre må vi ikke tage billeder på Museet, og der er ikke adgang til bøger på engelsk, der præsenterer de udstillede genstande.

Orfeus i spil mellem thrakiere og grækere

Museet noterer et større kulturskifte i de arkæologiske fund i perioden fra ca. 1400- 400 f.v.t., en periode de karakteriserer som Thrakisk stammekultur. Skiftet ses især i de keramiske motiver og glassurer, men også den religiøse forestillingsverden er kendetegnet ved et skifte fra naturguder til kulturguder. Et sådan eksempel er sagnfiguren Orfeus.

Han er ifølge den græske mytologi søn af musen Kalliope og konge af den Thrakiske stamme cikonerne . Historien om Orfeus fortæller to ting, som kendetegner tidsånden i denne periode. Det ene er, at guderne ikke længere får deres kræfter fra naturen (moder jord), men fra overnaturlige kræfter, og det manifesterer sig i en blanding af sang, musik, poesi og myter. Det andet er, at kongemagten forklares som guddommelig, og dermed legitimerer arverettigheder.

Orfeus er også et symbol på udveksling mellem thrakisk og græsk kultur, en udveksling der ifølge forskerne er kendetegnet ved, at grækerne lærer håndværk og metallurgi af thrakierne, mens thrakierne overtager den græske mytologi og det græske skriftsprog.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår denne kulturblanding begynder. Ifølge Homer er en thrakisk konge indblandet i slaget om Troja på trojanernes side. Dette slag antages at have fundet sted omkring år 1190 f.v.t. I 700’tallet f.v.t. grundlægger grækerne de første græske kolonier ved Sortehavskysten, der på det tidspunkt er thrakisk territorium.

Men vi ved, at kulturblandingen stadig har efterdønninger. I dag strides græske og bulgarske historikere om ophavsretten til Orfeus. I alt fald ifølge denne Wikipedia-kilde. Det befæstede borganlæg på Nebet Tepe i Plovdiv daterer sig også til perioden 1400-400 f.v.t.

Thrakierne i historisk tid

 

Fra 400’tallet får historikerne fast grund under fødderne, når det gælder thrakiernes historie. Her har man grave og gravfund fra navngivne konger og samtidige historiske kilder at støtte sig til. Størst politisk betydning i perioden får Odryserriget, hvor det lykkes for Odryses at samle omkring 50 stammer bag sig i en egentlig statsdannelse. Odryserne har en sammenhængende kongerække fra ca. 480 – 90 f.v.t. Det betyder ikke, at Odryserkongen i alle årene behersker en suveræn kongemagt. Odryserkongerne er oftest vasalkonger under skiftende overmagter: perserne, makedonerne, kelterne og slutteligt romerne.

 

Et af de store fund fra denne periode fra området nær Plovdiv er den Panagyurishte-guldskat 

Den består af 8 store drikke-horn og et kar udført i 23 karat guld med en vægt på over 6 kg. Fundet blev gjort af 3 brødre der gravede ler, og som afleverede skatten til myndighederne. Guldhornene er udført med relieffer af dyr og mennesker. På karret er der i cirkler en mængde negroide hoveder.

Thrakiernes endeligt

Det virker som om, Thrakierne som folk ikke var optaget af at etablere en stærk, selvstændig thrakisk identitet og kultur med ex. eget skriftsprog. De ender i alt fald med at blive opslugt af de kulturer, der omgiver dem, uden at have efterladt skriftlige kilder af betydning. Først inden for de sidste 20 år er forskning om Thrakierne for alvor kommet i gang og i den periode er det lykkedes at finde og undersøge mange thrakiske kongegrave. Det er dem, vi vil bruge de kommende dage på at besøge.

 

 

 

 

Read More...

Five myths about Ahmedabad

15. oktober 2016 | Posted in English, Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Five myths about Ahmedabad

 

Sage Dadhichi’s sacrifice

Lord Indra was in search of a weapon to destroy the demon Vruttasur. He was advised to secure the bones of a living person with noble qualities to make such the weapon – Vajra. Sage Dadhichi, who lived on the banks of the river Shwabhramati (Sabarmati) at Dudheshwar readily accepted the request of Indra and sacrificed himself for the cause. It is on the foundations of such selfless sacrifice that the history of the city rests since millennia.

The story about a hare chasing a dog

Legend has it that once on a hunting trip, king Ahmedshah found a hare chasing a dog. He pondered over the unnatural phenomenon and came to the conclusion that the soil of the land must have some unusual power. Impressed by the dauntlessness and bravery, he chose to establish a settlement on the same soil and that is how Ahmedabad was founded.

Goddess of prosperity held within the city

Ahmedabad has been a prosperous city since ages. Legend has it that once a guard saw a magnificent
and aristocratic lady leaving the city through the Bhadra Gate, late at night. He asked her who she was. The lady replied that she was Goddess Lakshmi and wanted to leave the city. Bound by duty, the guard asked her to wait till he returned with the king’s permission to let her go. Lakshmi promised to wait till he returned. Realizing that the city will be doomed without her, the guard decided to sacrifice himself for the prosperity of the city and so beheaded himself. Ever since, Lakshmi has remained within the city keeping her promise to be here till the guard comes.

Four Ahmeds found the city:

The city of Ahmedabad is believed to have been founded on piousness. King Ahmed Shah sought the advice of the priest Al Khizr khwaja while establishing the city of Ahmedabad. The priest advised the king to find four pious men named Ahmed who have never in their life missed an afternoon prayer, to lay the foundation stone of the city. This, the priest said, would ensure the city’s prosperity. The four Ahmeds who laid the four corner stones of the city included King Ahmedshah who laid a stone in the east, Saint Ahmed Khattu in the west and two others from Gujarat -Kaji Ahmed and Mulla Ahmed for the north and south. The city is thus founded on the tenets of piousness, peace and collective concern.

Maneknath and the fort wall

A sage called Maneknath used to live on the banks of the river Sabarmati. Legend says that he wove a mat during the day when king Ahmedshah would carry out the construction of the fort wall. At night, however, Maneknath would unravel the mat and the fort wall would collapse. This is how he protested for several days. Once, the king asked him to demonstrate his powers by entering a small jar. The sage readily agreed. But as soon as he did so, the king closed the lid thereby trapping the sage within the jar. In memory of the sage Maneknath, the founding bastion of the fort wall was named as Manek Buraj and his place as Manekchowk. This story of Maneknath points to the pride in a place while the naming of the Buraj in his memory speaks of mutual respect, within rivalry.

Read More...

Indiens kringlede vej ud af fattigdom

13. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Indiens kringlede vej ud af fattigdom

Som rejsende kan man observere – og nogle gange kan ens observationer kombineres med viden man samler op – fra aviser, fjernsyn, samtaler eller nettet. Tilsammen dannes billeder på nethinden og fortællinger, der forsøger at skabe sammenhæng i det man observerer.

Vi har i alt kørt omkring 500 km t/r i en lejet bil med chauffør, de fleste af dem mod Nordvest til Dholavira, men i dag har vi også været 80 km t/r med syd til Lothal. Og så har vi været rundt i Ahmedabad både i bil (30 km i timen) og til fods (6-7 km i timen).

Vi ser et multikulturelt samfund, vi ser et tolerant samfund og vi ser et samfund med mange sociale lag og store sociale forskelle. For at holde af Indien og af at rejse i dette land er man nødt til at være lidt kaostolerant. For indtrykket er ret kaotisk – men det er nok kun tilsyneladende. For forudsætningen for multikulturel tolerance er et meget regelbundet samfund. Og Indien er fuld af regler – både af juridisk og etisk/ moralsk karakter.

Vækst og udvikling

Vi ser også en delstat (Gujarat) i rivende udvikling. Overalt bygges der. I området ved Kutch Gulf ud mod det Indiske Ocean (Arabic see), var de i gang med at opsætte en kæmpe park af kystnære vindmøller. Men vi får fortalt, at hovedsatsningen i forhold til vedvarende energi er solceller. Her er fuld sol på himlen ca. 330 dage om året. En anden branche der boomer er byggeindustrien og alle de virksomheder, der følger med et byggeboom vand, sanitet, betonelementer, fliser, vinduer, mineraluld m.v. og dertil transport- og servicesektorerne.

Der investeres også massivt i landbrugssektoren. Vores hotelvært i Dholovira, der også er vicepræsident i landsbyrådet fortæller, at regeringen støtter bønderne med 90% af investeringerne til overrisling på optil 7 ha på de enkelte brug. Det vi ser er store grønne marker overalt: bomuld, ris, majs, durra og andre kornsorter.

Dyr og mennesker

Men Gujarat er traditionelt et nomadeområde, og overalt er der hyrder med kameler, kvæg, får og geder. De går på markerne, på vejene og i byerne. Bare en lille kilometer fra vores hotel her i centrum af Ahmedabad – en by med 6,5 mill indbyggere -, lige ved siden af en benzinstation samles 20-30 stykker kvæg til malkning morgen og aften. Resten af dagen går de rundt i gaderne og holder vegetationen nede.

Noget andet vi synes er særligt er, at der er mange abekolonier i Ahmedbads centrum. De holder formodentligt til i forbindelse med templerne. Aben er lige som koen et helligt dyr i Indien.

Og når vi nu er ved det med dyrene. I den første uge har vi kun fået vegetarisk mad og så mælkeprodukter som yoghurt, kærnemælk og lassi (syrnet mælkedrik tilsat salt eller sukker eller frugt). Vi har kun set kød serveret i det muslimske kvarter i bymidten. Alle de motorvejsrestauranter, vi har spist på har været ”pure veg”. Hinduernes modvilje mod at slå dyr ihjel og at spise kød gør sig stadig gældende – og vores fornemmelse er, at det er i stigende grad.

Fattigdom

I avisen i dag er en artikel, der nok skal skabe røre i det indiske politiske establishment. Indien er faldet fra en 83. til en 97. plads i den globale ”sult”- ranking – blandt klodens 118 udviklingslande. Ifølge artiklen er næsten 39% af børnene i Indien under 5 år fejl eller underernærede. Det er godt nok et fald fra 54,2 % i år 2000, men det er ifølge avisen langt fra godt nok.

Fattigdommen ser vi hver dag og overalt. Rige og fattige bor, arbejder og færdes op og ned af hinanden, der hvor vi har været. Vi bliver ikke overfaldet af tiggere eller handlende, som andre steder vi har været, men vi har hele tiden småpenge på os, der finder vej til tiggende hænder. Og det har de lokale – som vores taxachauffør – også.

Der er et lag i det indiske samfund, der ikke har en bolig. Nogle lever decideret på gaden, ofte af småhandel eller service. Måske har de en vogn, hvor der er varer om dagen og som de sover på om natten, måske en hel familie på en vogn. Andre redder op på gaden og lægger sig til at sove. Men vi er også kørt forbi ”slumbyer”, ubebyggede områder, hvor folk bor i småskure eller telte, og hvor tøj hænger til tørre i træer og buske.

Denne rejse er min sjette til Indien siden 2001. Det jeg godt kan li’ ved Indien er, at landet her forandrer sig på en indisk måde. At der er plads til både mennesker og dyr, både traditionel og moderne levevis side om side på land og i by. Så lad dette indlæg slutte med et Ghandi-citat:

Our Culture

It is my finest opinion that no culture has treasures so rich as ours has.

We have not recognized its value….

If we do not follow our culture we would be committing sueside as a people

1. Ghandi

 

 

Read More...

Tro, identitet og næstekærlighed

8. november 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Tro, identitet og næstekærlighed

Når jeg kalder indlægget her tro, identitet og næstekærlighed, så er det en slags foreløbig konklusion på den rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen, som blev påbegyndt i blogindslaget om den taknemmelige samaritan.

“Giv kejseren hvad kejserens er, og gud hvad guds er”, svarer Jesus farisæerne, da de spørger ham, om det kan passe, at man skal betale skat til kejseren. Mønten er præget med kejserens billede, derfor tilhører den kejseren. “Men vi er skabt i guds billede, derfor tilhører vi gud” konkluderer vores præst, Rikke Gotfredsen.

Det er en stærk identitetsfortælling, der her rulles ud. En identitetsfortælling, der gør det muligt for os som mennesker at vokse i to universer: et versligt og et åndeligt regimente. Lidt kort fortalt kan vi se det verslige som vores yderside som samfunds- og medborger, det åndelige er vores værdier og hjertesprog.

Den skillelinje Jesus her indstifter er på mange måder den, der muliggør, at vi kan leve i et moderne samfund og samtidig påberåbe os en (kultur)kristen identitet – og kristne værdier. Det sidste vil jeg vende tilbage til senere i dette indlæg med udgangspunkt i et radioindslag med Marie Krarup.

Jødedommen har om muligt en endnu stærkere identitetsfortælling. Fortællingen om jøderne som guds udvalgte folk. Som en del af rejsen ind i kristendommen har vi startet en lille læsegruppe sammen med Rikke Gotfredsen, hvor vi læser religionshistorie (bibelhistorie) – med udgangspunkt i det gamle testamente. Her forsøger vi at komme tættere på de religiøse forestillinger i mellemøsten i overgangen mellem bronze- og jernalder.

Det gamle testamente manifesterer sig som en unik identitetsfortælling for jøderne, der er samlet efter man er vendt tilbage til Jerusalem fra eksilet i Babylon omkring år 500 – 400 f.v.t. På det tidspunkt har Perserne det politiske overherredømme over Israel/ Palæstina.

Religionshistorisk kan den kristne grundfortælling lyde således: Gud har forsøgt at forme sit jødiske folk (ex. Jer. 18 1-6), men gang på gang svigter folket gud. Gud straffer folket ved at sende fremmede hære (ex. Assyrer og Babylonere) som straf for deres gerninger. Efter hver begivenhed indgår Gud og jøderne en ny kontrakt, men lige lidt hjælper det. Til sidst sender Gud sin egen søn. Jesus opsiger kontrakten med folket (Matt. 22. 1-14) og Gud vælger sig et nyt folk. Det nye folk består af dem, der frivilligt lader sig forme i Guds billede.

Hvad er næstekærlighed

Et nøglebegreb i kristendommen er næstekærlighed. Begrebet er omstridt – ikke mindst i den tilspidsede danske flygtningedebat. Lige nu er spørgsmålet konkretiseret af sagen om Lisbeth Zornig’s hjælp til en flygtningefamilie, som hun for åben radio (radio 24/7) kørte til Sverige.

Det er i den diskussion Marie Krarup udmærker sig ved at kunne afgøre, at Lisbeth Zornig ikke handlede af næstekærlighed.

Marie Krarups argumenter lyder nogenlunde således: Hvis Lisbeth Zornig havde handlet i menneskekærlighed så:
Så skulle hun have overladt flygtningefamilien til de danske myndigheder, så de kunne blive registreret i Danmark.
Så skulle hun ikke have flash’et (som det hedder på nudansk) sin handling i Radio og på Facebook. Næstekærlighed er noget man gør i ydmyghed ikke i offentlighed.

Med andre ord, så tilhører en flygtningefamilie ifølge Marie Krarup kejseren (her de danske myndigheder) ikke gud.
Det er jo et interessant skel, Marie Krarup her sætter, som nok kan dele vandene mellem tidehvervskristne og kulturkristne. Er vi alle lige for gud, eller er det kun kristne, der er døbt i guds navn, der tilhører gud? Er det sandt, at “de andre” kan vi til enhver tid overlade til kejserens forgodtbefindende, uanset hvad der er deres håb og ønsker.

Som jeg ser det, viser Jesus  i sine handlinger (ex. den taknemmelige sameritan), at næstekærligheden gælder alle, vi holder i vores hånd.

I anden sammenhæng har jeg hørt tidehvervspræster forklare, at næsten altid er individder. Man kan ikke kollektivt betragte ex. flygtninge som vores næste. I Lisbeth Zornig’s tilfælde, kan der vist ikke være tvivl om, at det er en individuel familie hun hjælper i en konkret situation, og hun hjælper dem til at nå det, deres hjerte banker for.

Men hvad så med det at flash’e sine handlinger. Gør det handlingen mindre næstekærlig? Hvis man som jeg var så heldig at følge Lisbeth Zornig’s handling live på radio 24/7, så er der ingen tvivl om, at Lisbeth Zornig  handlede med hjertet – uden nogen form for strategisk overvejelse.

Men hvad, hvis der havde været tale om en strategisk handling. Et bevidst ønske om at være rollemodel. Så må man spørge, og ikke netop Jesus var verdensmester i at flash’e sine handlinger. Om hans handlinger kan siges at have været fri for strategisk tænkning. Jesus prædikede ydmyghed. Men var han ydmyg i sine handlinger? Eller så han sig selv som rollemodel? Hvis det sidste er tilfældet, kan vi så konkludere, at Jesus i sit virke ikke agerede af kærlighed til næsten?

Read More...

Den taknemmelige samaritan

6. september 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Den taknemmelige samaritan

I Jordløse Kirke fortalte vores præst Rikke Godfredsen i dag om den taknemmelige Samaritan, det takkede Jesus, fordi han blev helbredt for spedalskhed. Ni andre blev helbredt sammen med ham, men de glemte at takke.

Jeg tænker ikke, at taknemmelighed er en speciel kristen værdi. Men det er en religiøs værdi at være taknemmelig for skaberværket og det guddommelige, den værdi kan vist genfindes i alle trossamfund.

Hvad lavede jeg i kirken

Dette er indledningen til dette efterårs rejseprojekt – det bliver en rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen. Inspirationen kommer fra vores sidste lange rejse til Tyrkiet og Grækenland, men også fra mange tidligere rejser. Lige meget hvor man vender sig hen i verden, så spiller religion en kolossal rolle.

Men der er en anden ting, der trigger mig. Det er det forhold, at jeg synes, det er vigtigt, at vi har en kirke i Jordløse. En kirke med en præst, en degn, en graver og en organist. MEN HVORFOR ER DET VIGTIGT.
I dag var der barnedåb i kirken. Det var vigtigt for den familie, der var samlet om at det lille nye barn – Viggo – der i dag fik kirkens velsignelse. Men det havde unægteligt været større, hvis kirken havde været fyldt at Jordløse-boere, der havde budt ham velkommen i lokalsamfundet.

Så projektet er dobbelt. Det handler både om at udforske kristendommen som religiøst fænomen og om at udforske, hvad kirkens rolle er – eller kan være – i vores lille lokalsamfund. En del af projektet er at bruge efteråret til at gå i kirke, en anden del af projektet er en mini-studiekreds om historien bag Biblen – her især det gamle testamente.

Hvem er samaritanerne?

Her bliver historien spændende for mig. Samaritanernes navn relaterer sig til byen Samaria i Israel, en by der faldt til Assyrerne i 722 f.v.t. Efter Assyrerne fulgte Babylonierne og de eksilerede en del jøder til Babylon i et forsøg på at gøre den til “gode babylonier”.  Det lykkedes ikke, og de vender som jøder tilbage til Jerusalem under Perserne. Her vil de ikke vedkende sig slægtskab/ trosfællesskab med de Samaritanske jøder, der er blevet i Israel og Judæa – og visa-vers . Da Israelitisk religion bliver til lovreligion i 398 f.v.t. indfører jøderne forbud mod at gifte sig med ikke-jøder – herunder samaritanere.

Historien om Jesus, der helbreder en samaritaner og en samaritaneren, der takker Jesus, handler vist om at kunne se ud over etniske og religiøse skillelinjer. Det handler om at kunne se næsten i den anden uanset religiøs lov.

Netop det, at kunne se næsten i den anden på tværs af etniske og religiøse skillelinjer, kan man forstå som en kristen værdi, der indstiftes af Jesus.

Kilde: Bibelkundskab, Introduktion til Det Gamle Testamente, Århus Universitetsforlag, 1999

Read More...

Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

21. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

Da tiden gik i stå i Skopje

Den 26. juli 1963 klokken 5.17 om morgenen holdt uret på banegården i Skopje op med at gå. Det var da byen gennemrystedes af et jordskælv, der fik det meste af midtbyen til at styrte i grus. 1100 mennesker døde, 120.000 blev hjemløse og byen lå i ruiner.
Dagen efter, den 27. juli, talte Tito til Skopjes befolkning på pladsen foran byens banegård. Han sagde, at dette var hele Jugoslaviens katastrofe og lovede Skopjes befolkning hjælp til genopbygningen.

Hjælpen kom og en japansk arkitekt – Kenzō Tange – bidrog til at genskabe byen efter en byplan, og med bygningskonstruktioner, der fremadrettet skulle sikre byen mod sammenstyrtning.

Dengang var Skopje hovedbyen i Den Jugoslaviske Republik Makedonien. Republikkens tilblivelseshistorie er lang og kompliceret, men Tito spillede en afgørende rolle i dannelsen af den moderne makedonske stat under slutspillet af anden verdenskrig.

Med til historien hører, at under den græske borgerkrig, der fulgte efter anden verdenskrig, var der en massiv udrensning af slavisk talende makedonske borgene i det nordlige Grækenland. Især mange flygtningebørn blev – med støtte fra det græske kommunistparti – hjulpet ud af landet og sendt til plejefamilier i en række østeuropæiske (kommunistisk ledede) lande og en del kom også til Canada.
Disse børn fik som voksne mulighed for at vende tilbage til Makedonien. Denne fortælling er omhyggeligt skildret på Museum of Macedonia. Et museum, der er bygget i kommunisttiden. Måske lå det dengang centralt, i dag ligger det hengemt og støvet i et uddødt hjørne af Skopjes basar, fjernt fra Skopje 2014 projektets højt profilerede midtby. For at nå hen til indgangen af museet, er man nødt til at løbe spidsrod mellem fodboldspillede drenge. Her kommer ingen strøgkunder forbi.

Jugoslaviens opløsning

Det var ikke Republikkens Makedoniens ønske, at Jugoslavien skulle gå i opløsning. Men da det alligevel skete, valgte Makedonien at blive en selvstændig republik. Det skete ved en folkeafstemning den 8. September 1991.

Makedoniens indbyggere er etnisk sammensat af makedoner af slavisk oprindelse (65%) og albanere (25%). Af de sidste 5% er den største gruppe romaer (zigøjnere). Republikken har ca. 2 millioner indbyggere. Geografisk dækker republikken ca. 40% af det område, der geografisk kan defineres som Makedonien, og tilsvarende bor ca. 40% af den befolkningsgruppe, der betegner sig selv som makedonier i republikken. De øvrige bor i henholdsvis Grækenland, Bulgarien og Albanien.

Den nye republiks udfordringer

En række af den nye republiks udfordringer beskrev vi, da vi sidste år var i Makedonien. Det handler om at få etableret sig som en selvstændig spiller på den internationale bane, og det handler om at få etableret indre sammenhold mellem de to hovedgrupper – makedonerne og albanerne.

Makedonien som international spiller

På den internationale bane har navnestriden med Grækenland tidligere fyldt en del. I dag handler det om, at få sig placeret i den internationale kamp om Balkans historie. Der er mange, der mener at Balkankrigen ikke er slut, selv om våbnene tier for tiden. Der er store uløste problemer ikke mindst i forhold til Kosova og Bosnien. I den sammenhæng synes den nuværende højre-nationale makedonske regering at have et stort ønske om at markere sig som en selvstændig spiller. Derfor har man ikke de store problemer med, at lægge sig ud med alle naboer. Ingen venner er bedre end ingen fjender, ud fra logikken, min fjendes fjende er min ven.

Den makedonske regering har indtil for nylig haft kurs mod EU. Men krisen i EU og sporene fra Grækenland skræmmer. Her på Balkan er billedet af EU i kraftig forandring. Fra at være opfattet som et fælles europæisk projekt, det var vigtigt at blive en del af, er EU i dag i folkemunde blevet til Den tyske Kanslers projekt. Og den ånd siver også rundt i regeringens gange i Makedonien. Små tegn – herunder billig benzin, antallet af spillekasinoer i grænseområderne, udlægning af landområder til skattefri industrizoner og som noget nyt et ønske om at oprette skattefrie finanszoner – peger i retning af, at Republikken Makedonien er ved at definere sig som en mini-stat, der kan leve af bankforretninger, guldhandel, hvidvaskning af penge, liberal industriudvikling og skattely. En god blanding af forretninger, som det kendes fra bl.a. Lichtenstein, Andorra, Monte Carlo og Luxemburg. Her vil man i ly af bjergene kunne betjene gamle rige venner fra Serbien, Bulgarien, Tyrkiet og for den sags skyld også fra Grækenland.

Projekt Skopje 2014

Byfornyelsesprojektet Skopje 2014 passer som fod i hose ind i en sådan strategi. Det er et byggeprojekt, der først og fremmest udstråler magt med sine pompøse bygningsværker, og vilje ved at hylde alle dem, der gennem årene har kæmpet for frihed på Balkan, og som derfor – måske lidt tilfældigt – har lagt vejen forbi Skopje. Sådan et miljø er velegnet til at tiltrække pengestærke folk, der gerne hylder Aleksander den store, men næppe tager det så tungt om han er født i Skopje eller Pella. Derimod vil det kun have kitsch-værdi for almindelige turister. Med dets monstrøse karakter lader det næppe nogen uberørt af et besøg i Skopje. Måske kan Skopje 2014 turistmæssigt vise sig at blive til det makedonske Grækenlands fordel. Projektets antik-forherligelse kan bidrage til skabe interesse om den ægte Alexander fortælling, og dermed øge interessen for at besøge de virkelige Alexander-sites i Pella, Vergina og Dion, der i dag har langt sværere ved at tiltrække turister end ex. Athen og Delfi.

Det belgiske syndrom

Men det forudsætter, at projektet overlever. Allerede nu joker oppositionen i Makedonien om, hvor let det bliver at demontere projektet når magten skifter. De kunstige facader på husene er påklistrede og udformet i flamingo-lignende byggematerialer. Bygningerne må nemlig ikke blive for tunge, hvis de fortsat skal være sikret mod jordskælv.

Projekt Skopje 2014 er ikke et projekt, der samler befolkningerne i Makedonien. Politisk er landet delt i de to etniske grupper – makedoner og albanere, og i to politiske grupper, de højre-nationale overfor socialisterne.

Det er sædvane i Makedonien, at regeringen er sammensat at et makedonsk og et albansk parti. Siden 2006 har den højreradikale Nikola Gruevski været premierminister. Den albanske del af befolkningen oplever, at de albanske ministre i regeringen mangler gennemslagskraft. En målestok for denne gennemslagskraft er, hvor mange albanske helte, der lykkes at få opstillet i midtbyen som led i Skopje 2014 projektet. Og her er statistikken ikke god for de albanske ministre. Og helt galt gik det, da en af figurerne på den nybyggede bro over Vardar viste sig at være Zar Stefan Dušan. Han var Serbisk Zar i Skopje i 1300’tallet og bar tilnavnet ”Albanerdræberen”.

Ud over at der er spændinger mellem makedonier og albanere på gadeplan, som beskrevet i vores artikel fra sidste år, og i regeringskontorerne, så mangler den politiske proces i parlamentet legitimitet, idet oppositionen efter sidste valg har nægtet at indtage deres sæder i parlamentet. Begrundelsen er mistanke om valgfusk.

Det betændte politiske klima betyder, at der er problemer med det indre sammenhold i den unge republik. I 2001 kom det ligefrem til væbnet konflikt mellem politi og militær og albanske oprører. Kampene var en protest mod en ny forfatning, der ville forringe albanernes rettigheder i Makedonien. På mange måder kan situationen i Makedonien sammenlignes med den, vi kender fra Belgien, hvor den flamske del af befolkningen har opbygget et ubændigt had til det franske mindretal, som de omtaler som det franske aristokrati. Selv om det belgiske rige har eksisteret i snart 200 år, er spændingen mellem de to befolkningsgrupper ikke blevet mindre, og den politiske situation i Belgien er stadig spændt. Det, der holder Belgien sammen i dag, er i høj grad byen Bruxelles, som ingen af parterne vil give afkald på.

Decentraliseringsmodellen

Hvis Republikken Makedonien skal blive mere end en kort parentes i Balkans historie, så vil sådan en som jeg jo mene, at der er brug for noget befolkningen kan samles om. En fælles fortælling og vision, der måske godt kunne have taget udspring i idéen om et Skopje 2014 projekt, der skulle fortælle landets historie. Men det er muligvis både naivt og ufrugtbart at tænke således. I den albanske del af Makedonien tager man i dag helt klart afstand fra Skopje 2014 projektet. Man tænker, at løsningen på republikkens udfordringer er decentralisering og større lokalt selvstyre. Måske endda en føderalistisk stat, med albanske og makedonske delstater efter belgisk model. I dag er landet opdelt i 80 kommuner, og så er der Skopje by, der også er underopdelt i en række kommuner.

Sigøjner kommunen

En af disse kommuner skiller sig ud. Den hedder Municipality of Shuto Orizari, og den er særlig, fordi det er den eneste kommune i Makedonien, hvor borgmesteren er roma. Lidt som Christiania nyder den en høj grad af indre selvstyre. For os som besøgende virker bydelen ikke anderledes en nogle af de bydele, vi har besøgt i ex. Tyrkiet. Et lidt rodet foretagende, hvor rig og fattig bor side om side, og hvor høns og gæs løber frit rundt i de små haver, der er rundt om husene. Også forretningsgaderne ligner dem, vi har set tyrkiske kvarterer, med små butikker, hvor de handlende sover mellem varerne, når gitrene foran butikkerne bliver rullet ned sidst på aftenen.

Read More...

Thrakerne hjalp Troja i krigen mod Mykenerne

26. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Thrakerne hjalp Troja i krigen mod Mykenerne

Historie og identitet

Journalist i DR Frank Esmann lavede sidste år en række radioudsendelser om Balkan. I Bulgarien laver han et interview med en bulgarsk forsker, hvor han spørger: Hvorfor gå i så meget op i jeres historie? Forskeren svarer: Fordi det vi har, det er vores historie.

Historien genfortælles

På Balkan foregår der i disse år en genfortælling af historien, der skal bidrage til at forstå sig selv og ”de andre” i et Europa, der ikke er delt i et Øst og et Vest. Magt og kultureliterne på Balkan er i gang at skabe nye fortællinger om national identitet, som befolkningen kan identificere sig med. Historieforskningen spiller en stor rolle i den forbindelse. Men det er vigtig at huske, at historieforskning ikke er en eksakt videnskab. Her er mange muligheder for fortolkning.

Det makedonske spørgsmål

Sidste år, på vores tur til Makedonien (FYROM) og Grækenland skrev vi en del om netop dette emne, og John (text) Petersen , der er historiker og som bor i Makedonien (god ven) har efterfølgende på sin blog beskæftiget sig en del med den Makedonske italesættelse af historien. Det store konfliktstof ligger i, at 1/3 af Makedoniens befolkning forstår sig selv som et albansk mindretal, mens majoriteten er i gang med at italesætte sig selv som et Makedonsk folk med rødder direkte tilbage til Alexander den 3. den Store. Albanerne hævder derimod, at de såkaldte Makedoner i virkeligheden er Bulgarer.

På museet i Varna købte jeg er nyligt udgivet bog af en bulgarsk historiker Plamem Pavlov [1], som giver en bulgarsk version af den historie, set med bulgarske øjne.

En bulgarsk synsvinkel på Det makedonske Spørgsmål

Pavlov tager sit udgangspunkt i det indoeuropæiske folkeslag, der hedder Thrakerne. Thrakerne er et velbeskrevet folkeslag i den antikke græske historie og der er arkæologiske fund, der bekræfter Thrakerenes tilstedeværelse omkring Donau – fra Orchid søen i vest (nuværende Makedonien) til Djepr floden (løber gennem Kiev i Ukraine) i øst, fra Karpaterne i Nord og Aegærerhavet og Thessalien i syd tilbage fra ca. 2500 f.v.t (d.v.s. samtidig med Hittitterne på den Anatolske højslette, der også var et indoeuropæisk folk).

Trakiernes historie

Ifølge Pavlov beskriver Herodot (ca. 450 f.v.t.) Thrakanerne som det folkerigeste folk (i verden) efter Inderne. I Homer’s Illiaden omtale s Thrakierne som en af Trojas allierede, og at den thrakiske Tzar Rez deltog i krigen på Trojas side. På samme tid blev der grundlagt et Thrakisk kongerige i Lilleasien.

Pavlov forstår Thrakerne som en ”samlebetegnelse” for en lang række indoeuropæiske stammefolk med fælles kulturelle rødder – et fælles etnos, på samme måde, som vi senere har Germanere som en samlebetegnelse for mange (også indoeuropæiske) stammer i det nordvestlige Europa med meget beslægtede sprog og vaner. De Thrakiske folk etablerede sig i mindre kongedømmer, på samme måde som Germanerne også gjorde det.

På Herodots tid var det mest betydende af kongerigerne Odrysae, hvorfra man kender en række navngivne og betydningsfulde konger, startende med Ter den 1. (480-464 BC).

Men ud over Odrysea nævner Pavlov kongeriget Getae og ikke mindst Makedonien som betydningsfulde thrakiske kongedømmer.

Mellem linjerne kan man læse, at Makedonerne og Odryserne konkurrerede om overherredømmet over de Thrakiske territorier, der på dette tidspunkt rakte fra adriaterhavskysten (Illyrien, nu Albanien) over hele det nordlige Balkan til Ægæerhavets Lilleasienskyst. Som bekendt blev det Makedonierne, der gik af med sejren. Stort set alle Thrakierne blev samlet i et rige under Phillip den 2. far til Aleksander den 3. den Store. Kun nogle getaesiske stammer nord for Donau (nuværende Rumænien) forblev selvstændige.

Pavlov skriver om Makedonerne at de var de mest Helleniserede af de thrakiske folk, med at de gamle grækere aldrig ophørte med at omtale dem som andet end barbarer. Alexander den 3. den Stores erobringstogt fik – stadig ifølge Pavlov – stor betydning for alle Thrakiske folk. Forestillingen om en hegemonisk verdensorden omfattende alle kendte klassiske kulturer under et Hellenistisk militær – bureaukratisk oligarki sammen med indflydelsen fra de gamle civilisationer i Øst (ex. Persien) fik blivende betydning i både Makedonien og i de andre Thrakiske samfund. En undtagelse var de getanske stammer nord for Donau, der senere er kendt som Dacians (Rumænere).

Efter Alexander den 3. den Store’s død opdeles hans rige mellem hans generaler og Lysimarcus bliver hersker over det meste af Balkan.

 

[1] Pavlov, Plamen; Bulgaria and the Bulgarians, a brief histoty, Borina Publishing house, Second edition, 2013

Read More...

Svenskerne hærgede Kraków inden de invaderede Danmark

19. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Svenskerne hærgede Kraków inden de invaderede Danmark

Når man har en dag til at gå på opdagelse i Kraków, så kan man enten udvælge sine mål med omhu eller lade heldet råde. Vi gjorde en blanding af de to ting, og det førte os rundt i atelieret hos Polens nationalmaler og på en historisk rundtur under markedspladsen i Kraków.

Om af fremmale sin identitet

Jan Matejko (1838-93) hedder Polens nationalmaler. Han blev født og han levede det meste af sit liv i Kraków i det hus, der endnu rummer hans atelier og hans bohave. Hans mor var ligeledes født i Kraków, mens faren var fra Tjekkiet. Krakow var sidst i 1700’tallet i forbindelse med Poles opløsning blevet en del af det Østrig-Ungarske kejserrige. Som 10 årig var han vidne til det mislykkede oprør mod Østrigerne, som to af hans brødre tog del i. Som nyuddannet maler støttede han en ny opstand i 1863-64. Da også den opstand mislykkedes, besluttede han i en alder af 24 år at dedikere sin kunst til at nære den polske identitet og nationalfølelse.

Han blev en førende skikkelse inden for en polske nationalpatriotisk bevægelse for historisk malerkunst, der blomstrede op i anden halvdel af 18’tallet. Kraków blev centrum for denne bevægelse, fordi forholdende her var relativt friere end i den Preussisk besatte del af Polen. Matejko blev i 1873 udpeget til leder af skolen for fine art i Kraków, en post han besad til sin død i 1893. Han bidrog således til at uddanne en hel generation af patriotiske polske malere i et århundrede, hvor Polen som nation var fjernet fra det europæiske landkort.

Om at grave sin historie op af jorden

I forbindelse med renoveringen af markedsbygningen på markedspladsen i Kraków er byens historie blevet blotlagt lag for lag. Og i stedet for at lukke det hele til, så har man bevaret udgravningerne i en underjordisk museumsanlæg, der fører en på en spændende rundtur gennem byens historie. Og man har gjort et stort arbejde for at levendegøre historien i denne autentiske kulisse med lyd, billeder og artefakter.

Svenskerne hærgede Kraków

Nyt for os var det, at de svenske tropper efter 30’års krigen i 1655 i to år hærgede og plyndrede Kraków inden de tog videre og i 1657 invaderede Danmark, gik over isen ved Als og til sidst omringede København. Den krig sluttede ved Roskildefreden i 1658.

For Krakow fik den svenske hærgen voldsomme følger. Kongen, der af svenskerne blev drevet ud af slottet Wavel, der siden år 1000 havde været Polens magtcentrum, valgte efterfølgende at flytte Polens hovedstad til Warszawa og Krakow’s mistede sin betydning som handels- og kulturcenter indtil Østrigerne efter 1794 gjorde Kraków til center i den polske del af det Østrig-ungarske kejserdømme.

 

 

Read More...