Posted in: Ude

Som rejsende kan man observere – og nogle gange kan ens observationer kombineres med viden man samler op – fra aviser, fjernsyn, samtaler eller nettet. Tilsammen dannes billeder på nethinden og fortællinger, der forsøger at skabe sammenhæng i det man observerer.

Vi har i alt kørt omkring 500 km t/r i en lejet bil med chauffør, de fleste af dem mod Nordvest til Dholavira, men i dag har vi også været 80 km t/r med syd til Lothal. Og så har vi været rundt i Ahmedabad både i bil (30 km i timen) og til fods (6-7 km i timen).

Vi ser et multikulturelt samfund, vi ser et tolerant samfund og vi ser et samfund med mange sociale lag og store sociale forskelle. For at holde af Indien og af at rejse i dette land er man nødt til at være lidt kaostolerant. For indtrykket er ret kaotisk – men det er nok kun tilsyneladende. For forudsætningen for multikulturel tolerance er et meget regelbundet samfund. Og Indien er fuld af regler – både af juridisk og etisk/ moralsk karakter.

Vækst og udvikling

Vi ser også en delstat (Gujarat) i rivende udvikling. Overalt bygges der. I området ved Kutch Gulf ud mod det Indiske Ocean (Arabic see), var de i gang med at opsætte en kæmpe park af kystnære vindmøller. Men vi får fortalt, at hovedsatsningen i forhold til vedvarende energi er solceller. Her er fuld sol på himlen ca. 330 dage om året. En anden branche der boomer er byggeindustrien og alle de virksomheder, der følger med et byggeboom vand, sanitet, betonelementer, fliser, vinduer, mineraluld m.v. og dertil transport- og servicesektorerne.

Der investeres også massivt i landbrugssektoren. Vores hotelvært i Dholovira, der også er vicepræsident i landsbyrådet fortæller, at regeringen støtter bønderne med 90% af investeringerne til overrisling på optil 7 ha på de enkelte brug. Det vi ser er store grønne marker overalt: bomuld, ris, majs, durra og andre kornsorter.

Dyr og mennesker

Men Gujarat er traditionelt et nomadeområde, og overalt er der hyrder med kameler, kvæg, får og geder. De går på markerne, på vejene og i byerne. Bare en lille kilometer fra vores hotel her i centrum af Ahmedabad – en by med 6,5 mill indbyggere -, lige ved siden af en benzinstation samles 20-30 stykker kvæg til malkning morgen og aften. Resten af dagen går de rundt i gaderne og holder vegetationen nede.

Noget andet vi synes er særligt er, at der er mange abekolonier i Ahmedbads centrum. De holder formodentligt til i forbindelse med templerne. Aben er lige som koen et helligt dyr i Indien.

Og når vi nu er ved det med dyrene. I den første uge har vi kun fået vegetarisk mad og så mælkeprodukter som yoghurt, kærnemælk og lassi (syrnet mælkedrik tilsat salt eller sukker eller frugt). Vi har kun set kød serveret i det muslimske kvarter i bymidten. Alle de motorvejsrestauranter, vi har spist på har været ”pure veg”. Hinduernes modvilje mod at slå dyr ihjel og at spise kød gør sig stadig gældende – og vores fornemmelse er, at det er i stigende grad.

Fattigdom

I avisen i dag er en artikel, der nok skal skabe røre i det indiske politiske establishment. Indien er faldet fra en 83. til en 97. plads i den globale ”sult”- ranking – blandt klodens 118 udviklingslande. Ifølge artiklen er næsten 39% af børnene i Indien under 5 år fejl eller underernærede. Det er godt nok et fald fra 54,2 % i år 2000, men det er ifølge avisen langt fra godt nok.

Fattigdommen ser vi hver dag og overalt. Rige og fattige bor, arbejder og færdes op og ned af hinanden, der hvor vi har været. Vi bliver ikke overfaldet af tiggere eller handlende, som andre steder vi har været, men vi har hele tiden småpenge på os, der finder vej til tiggende hænder. Og det har de lokale – som vores taxachauffør – også.

Der er et lag i det indiske samfund, der ikke har en bolig. Nogle lever decideret på gaden, ofte af småhandel eller service. Måske har de en vogn, hvor der er varer om dagen og som de sover på om natten, måske en hel familie på en vogn. Andre redder op på gaden og lægger sig til at sove. Men vi er også kørt forbi ”slumbyer”, ubebyggede områder, hvor folk bor i småskure eller telte, og hvor tøj hænger til tørre i træer og buske.

Denne rejse er min sjette til Indien siden 2001. Det jeg godt kan li’ ved Indien er, at landet her forandrer sig på en indisk måde. At der er plads til både mennesker og dyr, både traditionel og moderne levevis side om side på land og i by. Så lad dette indlæg slutte med et Ghandi-citat:

Our Culture

It is my finest opinion that no culture has treasures so rich as ours has.

We have not recognized its value….

If we do not follow our culture we would be committing sueside as a people

1. Ghandi