Posted in: Ude

Zakros ligger i en bugt i den sydøstlige ende af Kreta. Efter en morgendukkert i bugten morgenmad. Den ender med at bliver indtaget spredt og stående i en desperat forøg på at være hurtigere end de hvepse, der mener, at honningen på yoghurten rettelig tilhører dem.
Dagens mål er Villa Andreas i byen Pánomo på øens nordkyst mellem byerne Iraklio og Chania. Efter kort rådslagning beslutter vi, at vi skal runde sydkysten og kaste et blik over Det libyske Hav inden vi sætter kurs mod nordvest.

De første 25 km kører vi derfor ad smalle, stejle og snoede veje, der ind i mellem tvinger den lille Opel Astra (1.4 l motor) helt ned i første gear. Det er et kulturlandskab vi kører i gennem, hvor der er masser at se på og masser af spor efter menneskelig aktivitet gennem 10.000 år. Men tydeligst er sporene af de sidste 100 års landboudvikling i Grækenland. Fra småbrug til store plantagebrug og med tilsvarende affolkning af landdistrikter. Mange tomme huse og forladte gårde imellem moderne landbrugsbygninger, landbrugsmaskiner og vandingsanlæg, der snor sig som tykke edderkoppespind hen over jorden og op mellem træer og hurtigt sammentømrede bærende konstruktioner. De gamle vindmøller står rustne i landskabet. De er erstattet af pumpehuse og vandfordelingscentraler fra vandreservoirer i bjergene. Mange steder er jorden dækket af solcelleanlæg, og hvide Vestas møller snurrer på bjergtoppene og kaster skygger i landskabet. Ind i mellem græsser store fåreflokke på indhegnede marker.

Så rammer vi Det libyske Hav og landskabet skifter karakter. Brede sandstrande, hoteller og prangende villaer afløser de enkle bondehuse, der bygget af lokale sten. Ind i mellem er det svært at afgøre, om man ser på en ruin, der er over 4.000 år gammel eller om der er tale om en gård, der blev forladt i forgårs.

Vi gør holdt og får en kop kaffe på en taverne ved havet og mærker på det hav, der adskiller Europa fra Det afrikanske Kontinent, og det er svært at lade være med at tale om de millioner af flygtninge, der hvert år i kollektive selvmordsforsøg kaster sig ud i udrangerede både for at søge lykken under nye breddegrader. De ved godt, at der er under 10% chance for at projektet lykkes, og de ender som fuldgyldige borgere i et nyt land. Men alligevel synes alternativet så meget værre, at de tager chancen. Trods alt er oddsene lidt bedre end i de lottoer, hvori vi andre gerne ugentligt gør en indsats. Men konsekvenserne af at tabe er uden for enhver sammenligning.

Per og Anne har været støttefamilie for tre uledsagede flygtningebørn, der i dag er velintegrerede og veluddannede i Danmark. De to af dem er blevet danske statsborgere og den tredje, der læser medicin, skal til prøve til december. Vi kan hjælpe så mange flere, hvis vi bare kunne få lov. Vi er enige om, at hvis det at hjælpe flygtninge til et nyt liv i Danmark bliver en folkesag i stedet for et politisk slagsmål, så kunne mange liv reddes og verden ville blive et bedre sted at leve for os alle.

Fra Det libyske Hav sætter vi kurs nordpå, nu ad hovedveje. Vi kommer forbi allerede kendte steder som ruinbyen Gournia og Agios Nicolaros og allerede kl. 15.00 kan vi trille op foran Villa Andreas, der skal være vores hjem i en uge. Sidst på aftenen slutter Jan, Kirsten, Katja og Kirsten Bruun sig til os. De kommer i en lejet bil fra lufthavnen i Chania, glade, trætte og sultne. På tirsdag skal vi fejre Jan og Kirstens sølvbryllup.