Posted in: Ude
Vi har et par rolige dage med base i Pánormo. Det er en lille hyggelig by ved nordkysten af Kreta med flere hoteller og restauranter end butikker, og det meste af året er her flere turister end fastboende. Villa Andreas ligger med udsigt til havet. Værtinden Lucy taler højt og længe da vi ankommer, og vi bliver introduceret til villaen og swimmingpoolens svagheder og hemmeligheder. Villa Andreas er hende og mandens ejendom. Hun står for udlejningen af en del ferielejligheder i byen og hun har et studio et sted i byen, manden har ansvar for en del vedligeholdelsesarbejder og han har kontor her i huset. Selve villaen er stor og rummelig og fin til 8 personer, Den særlige blanding af et sted, der lejes ud, men også i perioder anvendes af værtsparret selv. Især den store ikon væg i dagligstuen vidner om, at dette ikke kun er til udlejning.
Den større by nærheden hedder Rethymnon. Vi har haft tre besøg i Rethymnon. En dejlig vandretur i en canyon syd for byen, hvor venetianerne anlagde en række vandmøller i 1200-1600’tallet. Møllerne fik vand fra et vandfordelingssystem med vandopsamling i bjergene og anlæg af kanaler og akvædukter, der fordelte vandet til møllerne, hvorefter det blev samlet i et vandløb i bunden af gorgen.
En slentretur i byen med den venetianske havn og med gamle bygninger, der afspejler at både Venetienserne og efterfølgende Osmannerne har sat præg på byens arkitektur. Et stort fort, der er anlagt af venetianerne. Et lille museum indrettet i tyrkernes fængselsbygning for foden af fortet. Masser af små caféer, der konkurrerer om at tiltrække de efterhånden få turisters opmærksomhed. Ved foden af fortet ligger også tavernaen Melina, der senere på dagen bliver den smukke ramme om Kirsten og Jans sølvbryllupsfest.
Og fest bliver der – på græsk – eller er det på dansk – eller en kulturel blandingsform? Stedet er tydeligvis lydhør for Kirsten og Jans ønsker til en græsk fest med græsk mad, musik og dans. Og det får vi så hatten passer. Under middagen dukker to græske musikere om med lyre og lavouto. Og da de har slået kammertonen an, træder fire dansere ind på scenen i kreolske folkedragter. Så får vi en opvisning i kreolsk folkedans, der ikke lader russiske kosakker noget efter. Efter mange lækre forretter bliver vi inviteret med ud på gulvet og nu går det derudaf med kædedanse. Så kan vi forpustede sætte os ned og nyde hovedrettet: spydstegt lam med lækre salater til. Da musikken takker af bliver der serveret kaffe, is og kage og den uundgåelige Raki.