Blog: Villa Andreas
19. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Blog: Villa Andreas
Zakros ligger i en bugt i den sydøstlige ende af Kreta. Efter en morgendukkert i bugten morgenmad. Den ender med at bliver indtaget spredt og stående i en desperat forøg på at være hurtigere end de hvepse, der mener, at honningen på yoghurten rettelig tilhører dem.
Dagens mål er Villa Andreas i byen Pánomo på øens nordkyst mellem byerne Iraklio og Chania. Efter kort rådslagning beslutter vi, at vi skal runde sydkysten og kaste et blik over Det libyske Hav inden vi sætter kurs mod nordvest.
Per og Anne morgenbader i bugten ved Zakros
De første 25 km kører vi derfor ad smalle, stejle og snoede veje, der ind i mellem tvinger den lille Opel Astra (1.4 l motor) helt ned i første gear. Det er et kulturlandskab vi kører i gennem, hvor der er masser at se på og masser af spor efter menneskelig aktivitet gennem 10.000 år. Men tydeligst er sporene af de sidste 100 års landboudvikling i Grækenland. Fra småbrug til store plantagebrug og med tilsvarende affolkning af landdistrikter. Mange tomme huse og forladte gårde imellem moderne landbrugsbygninger, landbrugsmaskiner og vandingsanlæg, der snor sig som tykke edderkoppespind hen over jorden og op mellem træer og hurtigt sammentømrede bærende konstruktioner. De gamle vindmøller står rustne i landskabet. De er erstattet af pumpehuse og vandfordelingscentraler fra vandreservoirer i bjergene. Mange steder er jorden dækket af solcelleanlæg, og hvide Vestas møller snurrer på bjergtoppene og kaster skygger i landskabet. Ind i mellem græsser store fåreflokke på indhegnede marker.
Solceller i landskabet på vej ind over bjergene
Så rammer vi Det libyske Hav og landskabet skifter karakter. Brede sandstrande, hoteller og prangende villaer afløser de enkle bondehuse, der bygget af lokale sten. Ind i mellem er det svært at afgøre, om man ser på en ruin, der er over 4.000 år gammel eller om der er tale om en gård, der blev forladt i forgårs.
Det libyske Hav
Vi gør holdt og får en kop kaffe på en taverne ved havet og mærker på det hav, der adskiller Europa fra Det afrikanske Kontinent, og det er svært at lade være med at tale om de millioner af flygtninge, der hvert år i kollektive selvmordsforsøg kaster sig ud i udrangerede både for at søge lykken under nye breddegrader. De ved godt, at der er under 10% chance for at projektet lykkes, og de ender som fuldgyldige borgere i et nyt land. Men alligevel synes alternativet så meget værre, at de tager chancen. Trods alt er oddsene lidt bedre end i de lottoer, hvori vi andre gerne ugentligt gør en indsats. Men konsekvenserne af at tabe er uden for enhver sammenligning.
Servitricen fotograferer inden kaffen serveres
Per og Anne har været støttefamilie for tre uledsagede flygtningebørn, der i dag er velintegrerede og veluddannede i Danmark. De to af dem er blevet danske statsborgere og den tredje, der læser medicin, skal til prøve til december. Vi kan hjælpe så mange flere, hvis vi bare kunne få lov. Vi er enige om, at hvis det at hjælpe flygtninge til et nyt liv i Danmark bliver en folkesag i stedet for et politisk slagsmål, så kunne mange liv reddes og verden ville blive et bedre sted at leve for os alle.
Rikke med fødderne i Det libyske Hav.
Fra Det libyske Hav sætter vi kurs nordpå, nu ad hovedveje. Vi kommer forbi allerede kendte steder som ruinbyen Gournia og Agios Nicolaros og allerede kl. 15.00 kan vi trille op foran Villa Andreas, der skal være vores hjem i en uge. Sidst på aftenen slutter Jan, Kirsten, Katja og Kirsten Bruun sig til os. De kommer i en lejet bil fra lufthavnen i Chania, glade, trætte og sultne. På tirsdag skal vi fejre Jan og Kirstens sølvbryllup.
Indkøb i Pánormo
Blog: Zakros
18. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Blog: Zakros
Nedkørsel til Kato Zakros. Den arkæologiske udgravning ligger midt i billedet omgrænset af grønne oliventræer
Fra Sitia kører vi syd på til Kato Zakros (nedre Zakros). Vejen fra Sitia til Zakros er smal og snoet og der er ikke gjort meget ud af autoværn på strækningen. Men landskabet er trods bjergene blødt og imødekommende som mange steder på det græske fastland. Der er ganske frodigt og overalt ser man støvetgrønne olivenplantager. Da vi ved middagstid triller ind på stranden finder vi hurtigt en taverna i vandkanten, der også udlejer værelser. Således installeret og efter en øl på terrassen går vi i 33 graders varme i krig med at udforske ruinbyen.
Zakros er et af de fire paladser fra Minorisk tid, der er udgravet på Kreta. Minorerne er ifølge traditionen efterkommere af Kong Minos, der selv var halv gud og halvt menneske og som residerede på Knossos, det største og bedst kendte palads på Kreta. Historikerne inddeler minorisk tid i fire perioder: Før paladstid (2600-2000 f.v.t), ældre paladstid (2000 – 1700 f.v.t.), nyere paladstid (1700-1400 f.v.t) og perionen ”efter paladstid” (1400 – 1100 f.v.t.).
Baggrunden for inddelingen er to undergangsperioder, en i 16’tallet f.v.t og en i 14’tallet f.v.t. Begge undergangsperioden er antageligt udløst af naturkatastrofer. Den første undergang tilskrives et vulkanudbrud på øen Santorini, der også ofte sættet i forbindelse med de mellemøstlige kultures syndflodsmyter (ex. fortællingen om Noahs ark)og Atlantis-myten. Den anden naturkatastrofe er ikke dokumenteret, men antages at være udløst af store jordskælv. Når man overvejende hælder til naturkatastrofeteorien skyldes det, at der ikke er synlige tegn på at krig skulle være årsag til paladsernes pludselige kollaps i 1400’tallet.
Hvor om alting er, så er paladsområdet i Zakros øjensynligt bygget af to omgange, den ældste del er bygget mellem 1900 og 1700 f.v.t. og derefter er den sket en genopbygning i 1600’tallet.
Efter kollapset i 1400’tallet er paladsbyen blevet flyttet, hvilket betyder det særlige for dette sted, at der ikke efterfølgende er bygget oven på ruinerne. Zakros giver derfor særlige muligheder for at få et billede af livet på Kreta i det andet årtusinde f.v.t..
Palle på den brolagte vej, der har forbundet paladset med havnen
Ved paladset har været en naturlig havn, der har været centrum for handel med Egypterne og Nærøsten. I byens skatkamre er bl.a. fundet 6 bronzebarer og 4 elefantstødtænder som dokumentation for denne handel. I arkivet er fundet lertavler i linear A skrift. Der er også tydelige tegn på at tyren har spillet en central rolle i de religiøse ritualer i Zakros. Som noget helt særligt er der i mudderet i bunden af en offerbrønd i Zakros fundet en kop med oliven, der var så velbevarede, at man i dag har sikker viden om karakteren af datidens oliven.
En af de tidligere underjordiske kilder, der har forsynet paladset med drikkevand
Mens spændende synes jeg det var, at udgravningen afspejlede dronningens centrale placering i datidens religiøse liv. Fra dronningens gemakker var nedgang til særlige kultiske rum, hvor fresker på væggene afslører, at her er foregået hemmelige religiøse ceremonier. Ligeledes var der en underjordisk gang til den føromtalte underjordiske offerbrønd, hvor koppen med oliven er fundet.
Dronningens sminkebord i værelset med nedgang til de underjordiske rituelle rum