Et krigerfolk takker af

20. marts 2017 | Posted in Ude | By

Dette bliver det sidste opslag om Thrakerne i denne omgang. Forhåbentligt kan vi med tiden få alt det indsamlede materiale samlet til en rejseartikel. Men det er en større opgave, at få samlet thrakernes historie i en artikel, der sætter dem ind i den sammenhæng, hvor de hører hjemme i historien. De var ifølge Homer vigtige medspillere i tiden omkring Trojas fald. De spillede en betydelig rolle i krigen mellem grækerne og perserne, de blev som så mage andre blæst af banen af Fillip den II og Aleksander den store, men de vendte stærkt tilbage efter Aleksander den stores død og de endte med at feje Lysimarkos (Aleksander den stores efterfølger) af banen i store dele af de områder, de beboede. Det vides med sikkerhed, at de gjorde sig gældende i hele det nuværende Bulgarien, den europæiske del af Tyrkiet, det sydlige Rumænien og den østlige del af Serbien.

Fredstraktat

Traktat der befæster en alliance mellem odryserkongen Seuthes III og Spartakos i Kabyle fra omkring 310 f.v.t.

Hvor de kom fra og hvor de gik hen

Thrakierne er et af de jernalderfolk, der blomstrer op og kommer stærkt på banen, da de store bronzealder civilisationer går til grunde omkring år 1200 f.v.t. Men indtil videre er der ingen historikere, der tør give et seriøst bud på, hvor de kom fra eller hvad deres rolle var i det spil. Dertil er kildematerialet for ufuldstændigt. Der er dog enighed om, at de har tilhørt den samme indoeuropæiske sprogstamme som makedonerne, frygierne og lydierne. Thrakerne har som tidligere nævnt ikke selv efterladt sig skriftlige kilder fra før 400’tallet. De få skrifter, der findes fra deres hånd – som ex. en traktat fra omkring 310 f.v.t. mellem Seuthes III og Spartokos, der herskede i byen Kabyle, er skrevet på græsk. I det hele taget menes thrakerne gradvist at være blevet assimileret med grækerne og romerne og siden med de indvandrende slavisk/bulgarske stammer.

Sveshtari Tombs

De utallige gravhøjene ved dødebyen Sveshtari strækker sig gennem landskabet over et 2 km langt bånd

Sporene efter Thrakerne

Men hvor Thrakierne ikke efterlod sig skriftlige kilder, har de til overflod efterladt sig spor i landskabet efter det, de gik mest op i: At dyrke guderne – især moder jord – på okkulte steder, at lave smukke genstande i jern, metal, keramik og glas, at jage, slås, ride og køre med vogn og at konstruere templer og grave i jordhøje. De har holdt af at bosætte sig tæt ved bjergene. Om det så har været for at være tæt på Moder Jord eller på de rige guld og kobber forekomster i området, det må guderne vide. Jordbrug eller sejllads har vi ikke set tegn på har haft deres store interesse. De har haft en del vareudveksling med grækerne, men det ser ud til, de har ladet dem om den maritime del af vareudvekslingen.

IMG_6039 IMG_6041

Kulturlag ved udgravning i Karanovo

Efter Kazanlak har vi besøgt tre betydelige thrakiske udgravningsområder, der her fortjener hver sin korte beskrivelse:

Konge begravet sammen med hestevogn

Det første sted var i Karanovo, der ligger lidt nord for landevejen ca. midtvejs mellem Kazanlak og Yambol.

I Karanovo har man udgravet et kulturlag, hvor der har været uafbrudt beboelse fra 5500 – 2000 f.v.t. Derefter er bopladsen blevet flyttet ned i det oprindelige niveau, hvorefter byen har været beboet frem til i dag. I området er flere thrakiske høje, flere af dem har endnu kun været besøgt af gravrøvere. Men i en af dem har man fundet en meget sen kongebegravelse. Man regner med, at der er tale om den sidste odrysiske konge. Han hed Remetalcus III og døde midt i det første århundrede. Han var personlig ven med den romerske kejser Claudius, og man mener, han blev forfulgt af andre Thrakiske stammer, der forsøgte at kæmpe mod romer-ficeringen af thrakerne.

Heste og vogn

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

Af den grund blev han begravet i Karanovo i en ret hurtigt opført grav. Den har samme grundform og ruminddeling som andre thrakiske grave, men er opført af marksten og ubrændte lersten. Med sig i graven fik han sine våben: 2 sværd, skjold, spyd og spydspidser, foruden lysestager, ler- og glaskrukker og et glasdrikkehorn. I et rum ved siden af ham var en adskilt vogn med jernhjul, to heste og en hund begravet.

IMG_6033

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

The Great Mother Goddess i Kabyle

Kabele viste sig at være et godt sted at besøge. Her har været civilisation i mere end 7000 år, sluttende med en mindre bosættelse i de byzantinske ruiner i Middelalderen fra 1100 -1400’tallet.

Her er der et fint museum med effekter fra de mange års bosætning frem til gotherne indtog den romerske by og militærforlægning. I 500’tallet blev byen komplet ødelagt af avarerne. Stedet er meget smuk anlagt, velpasset og stort. Faktisk nok til et dagsprojekt. Det er EU, der har smidt penge i etablering af et besøgscenter.

Mother Goddess

The Great Mother Goddes fundet i Kabyle fra ca. 6000 f.v.t.

Kabyle

Byen er bygget om omkring et helligsted, hvor Thrakierne siden 1000’tallet – men før dem de pre-trakiske civilisationer – har dyrket The Great Mother Goddess – senere af grækerne og romerne kendt som Kybele og Artemis. Helligstedet ligger i nogle klippeformationer på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en gigantiske floddal, som Maritza – floden har dannet, og som har skabt er frugtbart dal, der strækker sig fra Sofia (Bulgariens hovedstad) gennem Plovdiv og Kazanlak og helt ud til Sortehavskysten ved Burgos. Det var som tidligere nævnt i Kabyle, den odrysiske høvding Spartokos regerede, da han indgik en traktat med Seuthes den III.

IMG_6135

Oversigtstavleover området ved Kabyle

Getaestammernes hovedby tæt ved Donau

Sveshtari gravhøjen er blevet verdensberømt blandt arkæologer og historiske museer på grund af en helt unik udsmykning, rige guldfund og hesteofringer. Som de fleste af de andre gravhøje, vi har besøgt, er det heller ikke her lykkedes at fastslå, hvilken af de getaestammernes konge, der er begravet her. Blot at han var 35 år, da han døde og han er begravet sammen med sin 10 år yngre ynglings-hustru og 5 heste.

Sveshtari 2

Udsmykning ved graven i Sveshtari

Getae-stammerne levede på begge sider af Donaufloden. De er kendt for at have gjort meget mere modstand mod grækerene og romerne end de odrysiske stammer mod syd.

Sveshtarigravhøjen ligger ved et af getae stammernes hovedcentre i området ved det nuværende Sboryanovo, et utilgængeligt canyonområde skabt af floden Krapinets. Her har ligget en befæstet by, som man mener at have identificeret som datidens Helis. Sveshtari har været den østlige dødeby (nekropolis), hvor gravhøjene strækker sig i et bånd på 2 km. Et tilsvarende 2 km langt bånd med gravhøje finder man på byens vestlige side.

Området ved Sboryanovo

Området ved Sboryanovo er fint at vandre rundt i

Selve byen har spillet en vigtig rolle i getaernes kamp mod makedonerne. Man mener, der har været hovedsæde for den getaetiske hersker Dromihed, der havde held til at bekæmpe Lysimarkos. Senere fik romerne kontrol over de Getaetiske stammer på Donaus sydlige bred, men de fik aldrig rigtigt fodfæste i landområderne nord for Donau, der vedblev at være domineret af Thrakiske og Keltiske stammefolk frem til hunnernes (Attila’s) og de slavisk/ bulgarske stammers indvandring.

 

 

Read More...

Kongernes dal ved Kazanlak

16. marts 2017 | Posted in Ude | By

Kongernes dal

At tale om kongernes dal ved Kazanlak kan af onde tunger opfattes som et smart reklametrick. Men set med thrakologernes øjne er det en måde at italesætte en rig samling af arkæologiske fund efter et stort overset kulturfolk.

Centralt i kongernes dal kunne have ligget en by med et palads, der blev anlagt omkring 330’erne f.v.t., da Odrysernes Kong Seuthes III flytter sit hovedsæde fra Edirene i Tyrkiet til Kazanlak midt i det nuværende Bulgarien, efter Aleksander den tredje, den stores erobring af Edirne.

Kong Seuthes III (330 - 297 f.v.t.) som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III (330 – 297 f.v.t.) portræt, som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III nye hovedstad

Kazanlak var ikke tilfældigt valgt af Seuthes den III. Han valgte at bygge en ny by (Seuthepolis) ved en eksisterende thrakisk fæstning, der også rummede et af datidens vigtigste kultsteder for de thrakiske guder. Byen lå på en halvø i en kurve ved floden Tundzha, tæt ved den dal, hvor mange af hans Odrysiske forfædre lå begravet.

Byen overlevede ikke mange år efter Seuthes den III’s død, den blev ødelagt af kelterne i 280 f.v.t. og henlå derefter som ruinby.

sevtopolis01

Luftfoto af Seuthepolis inden dæmningen blev bygget

I 1948 besluttede det daværende bulgarske regime at bygge en dæmning ved Tundzha floden, der ville oversvømme resterne af Seuthepolis. Inden byggeriet af dæmningen blev iværksat, fik man opmålt og udgravet byen. Fundene fra byen opbevares på Iskra museet i Kazanlak, og de bedste ting er udstillet både her og på nationalmuseet i Sofia.

Men i dag ligger resterne af Seuthepolis på bunden af Koprinka søen.

Dæmningen 01 Koprinka Dam

Dæmningsbyggeriet fra 1950'erne, der oversvømmede Seuthepolis

Til gengæld er et stort arbejde i gang for at gøre mange af de udgravede høje (Mound’s) tilgængelige for publikum. Der er det særlige ved de trakiske gravhøje, at de typisk blev bygget og anvendt som templer. Når en kongen eller adelsmand døde, blev han begravet – eller i alt fald hans ejendele blev lagt i det inderste rum i et tempel, der var formet som en sarkofag. Med sig fik han gravgaver, og i rummet foran blev ofret en hest, som den døde kunne benytte i efterlivet. Derefter blev templet forseglet.

Kong Seuthes III mausolæum

Seuthes III 03 Seuthes III 02

Seuthes III gravtempel - kaldet "The big Kosmatka Mould"

Den ene af de tre udgravede høje, vi besøgte i Kazanlak, menes at være Seuthes III begravelsesplads. Alle fund i graven peger i retning af Seuthes III, blandt andet en hjelm med hans navn indgraveret, en egeløvskrone, hans rustning og amforaer, der bl.a. har indeholdt vin. Der er i graven ingen spor efter gravrøvere, men der er heller ingen spor efter hans jordiske rester, hverken i form af knogler eller aske.

Graven giver et formidabelt godt indtryk af den originale arkitektur og af byggematerialerne.

Kongen tager imod i Kazanlak tomb

Regentparret modtager gaver

Kazanlak Tomb – kongen og dronningen modtager tribut

En anden gravhøj vi besøgte, er den mest berømte af gravhøjene i Kazanlak. Den ligger centralt i byen og den er meget smukt dekoreret med fresker lige som højen i Aleksandrovo. Af samme grund har turister ikke adgang til den originale grav, men kun til en replika, der er bygget ved siden af den. Billedfortællingen i tomten viser, at her er tale om en konge, der modtager tribut fra omkring boende høvdinge, der kommer kørende i hestevogne. kongen sidder til højbords med sin dronning, og mens der blæses fanfarer, modtager de to gaver fra nær og fjern. I en frise over deres hoveder kører sejrsgudinden rundt i en vogn, trukket af to heste.

Sejrs Gudinden

Kazanlak tomb. Seksgudinden på sin vogn

Det skændede tempel

Ostrusha Mould 01

Model og grundpaln over Ostrusha Mould

Det tredje sted vi besøgte hedder Ostrusha Mould. Det adskiller sig arkitektonisk fra de andre, ved at være bygget som et tempel med seks rum, hvor det ene var indgangsrum, hvorfra der var adgang til et cirkelformet tempelrum, et forkammer og 3 sarkofager. Kun den ene sakrofag er bevaret. Den er skrået ud af én granitblok, der oprindeligt har vejet 60 t og som er brudt i bjergene og transporteret mindst 25 km for at komme til steder. Stenkisten er derefter blevet dækket af et låg, der ligeledes er skåret ud af en granitblok. Indvendigt er granitblokken opdelt i felter, og i hvert felt har været en fresco.

Ostrusha Mould 02

En del af de oprindelige granitblokke er blevet fjernet lige som loftet i den tilbageværende sarkofag er blevet skændet. Ved udgravninger har man fundet mønter, der er præget af Konstantin den Store. Derfor antager man, at templet er blevet ødelagt af byzantinske soldater omkring år 400 e.v.t.

 

Read More...

Den ukendte thrakiers grav i Aleksandrovo

15. marts 2017 | Posted in Ude | By

Museum med replika

Den første thrakiske grav vi besøger ligger i byen Aleksandrovo, ca. 90 km fra Plovdiv. Det er en gravhøj fra omkring 400 f.v.t. Højen har en diameter på over 70 m og den er omkring 15 m høj. Den består af et indgangsparti og en ca. 10 m lang gang indtil et firkantet forkammer og et rundt hovedkammer, hvor den døde har været placeret. Selve gravhøjen er i dag aflukket, for at skåne de smukke freskoer, der dekorerer forkammer og gravkammer.

IMG_5778

Udsigt fra museet i Aleksandrovo

Til gengæld er der bygget et fint museum med en replika af gravhøjen i fuld størrelse. Museet er finansieret af Japanerne, og det har kostet i omegnen af 14 mill. danske kr. fortæller vores dybt engagerede – næsten maniske rundviser. Han tegner og fortæller  uafbrudt i to timer, hvor vi er stedets eneste gæster. Afslutningsvis fortæller han, at han er søn af Irko Petrov, en af de arkæologer, der har været med ved udgravningen. Det er hans far, der har skaffet midlerne til bygning af museet. Så at være guide på museet er for ham som at videreføre faderens livsværk.

IMG_5777  IMG_5776

Unikke loftmalerier med jagtscener

Det er billederne og deres fortællekraft, der er det særlige ved gravhøjen i Aleksandrovo. Hvad der måtte have været af lig og gravgods er for længst ført bort af gravrøvere. Men billederne har fået lov at blive, og især loftdekorationen har meget at fortælle om Thrakernes klædedragt, våben, jagtvaner og levevis ca. 400 år f.v.t.

IMG_5770

Scenen viser 4 jagtscener. Hver jagtscene viser en rytter til hest, et byttedyr, jagthunde og en jæger til fods. Hvor rytterne jager med hunde og spyd, så bærer jægerne til fods forskellige jagtvåben: spyd og stav, net, lanse og en dobbeltbladet økse. I alt optræder der 9 hunde på dekorationen, hvoraf den en hund er bundet til den ene hest og rytter, de andre 8 hunde er engageret i selve jagte. Byttedyrene er to hjorte og to vildsvineorner.

IMG_5773

IMG_5772

De fotos vi fik lov at tage er af replikaerne i den rekonstruerede gravhøj. Desværre lever kvaliteten af dem slet ikke op til originalmalerierne, som vi kun har set affotograferede.

Man ved ikke, hvem dette gravkammer er opført for, men det er et af de få bevarede thrakiske gravkamre med velbevarede fresko-malerier. Sandsynligvis er den tale om en thrakisk adelsmand, da billederne ikke viser tegn på kongeværdighed. Der er ikke fundet spor af liget og alt hvad der måtte have været af gravgods er for længst fjernet at gravrøvere.

Begravelsesritual blandt Thrakere

Thrakierne har ikke selv efterladt sig skriftlige kilder af betydning. Men der er en del græske beretninger om de thrakiske barbarer. Således skriver Herodot:

Den måde de begraver de rige blandt dem er denne: I tre dage lægger de liget til skue, og de dræber alle slags ofre (offerdyr) og fester, efter først at have gjort klagesang. Så udfører de begravelsesritualer, enten ved af brænde liget eller ved at dække det med jorden uden at brænde. Og bagefter, når de har bygget en høj, fejrer de det med spil og enhver form for konkurrence, hvor forståeligt nok de største priser bliver tildelt for tvekamp. Dette er den måde, begravelse blandt thrakierne finder sted. (Egen oversættelse efter tekstcitat i gravhøjen i Kazanlak).

 

Read More...

På sporet af Thrakierne

13. marts 2017 | Posted in Ude | By

De rejsende vender tilbage

Før vi kom til Bulgarien i julen 2014 havde vi aldrig hørt om Thrakierne. Eller måske havde vi, men havde glemt det igen. Men vi havde sat fokus på området omkring Sortehavet og området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, som et interessant sted, der mere og mere for os tegner sig som arnestedet for den kulturelle udvikling, der fører Europa, Mellemøsten og Lilleasien ind i Bronzealderen.

Tippet om at der var noget at komme efter i Bulgarien fik vi af vores blikkenslager, der lagde ny tagrender på huset, mens vi forberedte vores vintertur. Han havde en ferielejlighed ved Varna ved Sortehavet og en ny og temmelig kulturelt tænkende kæreste, der havde insisteret på at trække ham ind på museet i Varna. ”Jeg har aldrig set så meget og så gammelt guld”, fortalte han.

IMG_8985 IMG_8984

Vi har tidligere her på bloggen fortalt om vores besøg i Varna og vores første møde med det tragiske folk og deres historie. Dengang havde vi for lidt tid til yderligere efterforskning i Bulgarien, da vi havde Tyrkiet som hovedmål for turen. I Tyrkiet mødte vi igen Trakierne og deres nære og fjernere slægtninge: hittitter, frygiere og lydier i rigt mål – alle indoeuropæiske folk.

Fra 2014/15-turen kan vi opsummere:

Thrakierne var en række stammer, der i hvert fald har beboet i det nuværende Bulgarien og dele af Rumænien flere årtusinder før Aleksander den Store. De store kongegrave med masser af guld f.eks. fra Tsar Dolonk er fra 4400-4200 f.v.t. De første sten byggede huse i flere etager i sammenhængende byer er fra disse folk. Deres høvdinge/kongegrave er rige på guldsmykker og fint bearbejdede genstande og figurer, der understreger en kultur, der dyrkede jorden og tilbad den store guds moder ”Great Goddesnes”.

P1040167

Kybele – moder jord. Fund fra Anatolien.

De forhistoriske thrakiere

Nu er vi tilbage i Bulgarien, og målet er at komme tættere på thrakiernes historie. Vi er startet vores søgen i Plovdiv, der er en gammel thrakisk bosættelse. På byens arkæologiske museum finder vi kobber og guldgenstande fra 6000-5000 f.v.t. Genstandene og smykkerne er ikke spektakulære som dem vi så i Varna, det er små fine kobberredskaber til ciselerings- og smykkearbejder, der i størrelse og form ligner de redskaber, vi har set hos Harappa-kulturen i Indien fra ca. 4000 f.v.t. Desværre må vi ikke tage billeder på Museet, og der er ikke adgang til bøger på engelsk, der præsenterer de udstillede genstande.

Orfeus i spil mellem thrakiere og grækere

220px-Orfeu-atenasMuseet noterer et større kulturskifte i de arkæologiske fund i perioden fra ca. 1400- 400 f.v.t., en periode de karakteriserer som Thrakisk stammekultur. Skiftet ses især i de keramiske motiver og glassurer, men også den religiøse forestillingsverden er kendetegnet ved et skifte fra naturguder til kulturguder. Et sådan eksempel er sagnfiguren Orfeus.

Han er ifølge den græske mytologi søn af musen Kalliope og konge af den Thrakiske stamme cikonerne . Historien om Orfeus fortæller to ting, som kendetegner tidsånden i denne periode. Det ene er, at guderne ikke længere får deres kræfter fra naturen (moder jord), men fra overnaturlige kræfter, og det manifesterer sig i en blanding af sang, musik, poesi og myter. Det andet er, at kongemagten forklares som guddommelig, og dermed legitimerer arverettigheder.

Orfeus er også et symbol på udveksling mellem thrakisk og græsk kultur, en udveksling der ifølge forskerne er kendetegnet ved, at grækerne lærer håndværk og metallurgi af thrakierne, mens thrakierne overtager den græske mytologi og det græske skriftsprog.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår denne kulturblanding begynder. Ifølge Homer er en thrakisk konge indblandet i slaget om Troja på trojanernes side. Dette slag antages at have fundet sted omkring år 1190 f.v.t. I 700’tallet f.v.t. grundlægger grækerne de første græske kolonier ved Sortehavskysten, der på det tidspunkt er thrakisk territorium.

Men vi ved, at kulturblandingen stadig har efterdønninger. I dag strides græske og bulgarske historikere om ophavsretten til Orfeus. I alt fald ifølge denne Wikipedia-kilde. Det befæstede borganlæg på Nebet Tepe i Plovdiv daterer sig også til perioden 1400-400 f.v.t.

1DSC01890

Resterne af thrakisk borg på Nebet Tepe i Plovdiv

Thrakierne i historisk tid

250px-Sofia_-_Odrysian_Wreath_from_Golyamata_Mogila

 

Fra 400’tallet får historikerne fast grund under fødderne, når det gælder thrakiernes historie. Her har man grave og gravfund fra navngivne konger og samtidige historiske kilder at støtte sig til. Størst politisk betydning i perioden får Odryserriget, hvor det lykkes for Odryses at samle omkring 50 stammer bag sig i en egentlig statsdannelse. Odryserne har en sammenhængende kongerække fra ca. 480 – 90 f.v.t. Det betyder ikke, at Odryserkongen i alle årene behersker en suveræn kongemagt. Odryserkongerne er oftest vasalkonger under skiftende overmagter: perserne, makedonerne, kelterne og slutteligt romerne.

 

Et af de store fund fra denne periode fra området nær Plovdiv er den Panagyurishte-guldskat 

1200px-Thracian_treasure_NHM_Bulgaria

Den består af 8 store drikke-horn og et kar udført i 23 karat guld med en vægt på over 6 kg. Fundet blev gjort af 3 brødre der gravede ler, og som afleverede skatten til myndighederne. Guldhornene er udført med relieffer af dyr og mennesker. På karret er der i cirkler en mængde negroide hoveder.

Thrakiernes endeligt

Det virker som om, Thrakierne som folk ikke var optaget af at etablere en stærk, selvstændig thrakisk identitet og kultur med ex. eget skriftsprog. De ender i alt fald med at blive opslugt af de kulturer, der omgiver dem, uden at have efterladt skriftlige kilder af betydning. Først inden for de sidste 20 år er forskning om Thrakierne for alvor kommet i gang og i den periode er det lykkedes at finde og undersøge mange thrakiske kongegrave. Det er dem, vi vil bruge de kommende dage på at besøge.

 

 

 

 

Read More...

Søndag i Plovdiv i Bulgarien

12. marts 2017 | Posted in Ude | By

Kulturby 2019IMG_5709

Der har boet mennesker i Plovdiv i mere end 7000 år uden afbrydelser. Derfor vil byen gerne gøre sig til af at være Europas ældste by, men den tager hele tiden sine passende forbehold, og overlader den slags afgørelser til arkæologer og historikere. Mere sikker grund er man på, når man markedsfører sig som Europæisk Kulturby i 2019. For det er ganske vist, og som slogan har man valgt ”Together 2019”.

 

Søndagsstemning

Men kulturbysværdigheden er endnu ikke steget folk til hovedet. Stemningen på byens hovedstrøg er helt afslappet søndag formiddag. Mange musikere underholder de forbipasserende, men holder så meget afstand mellem hinanden, at man roligt glider fra et lydbillede til et andet. Gaden er et vrimmel af familier med børn og balloner, og ved de små caféborde hænger folk ud over en kop kaffe og nyder en dejlig forårsdag. Næppe mange tænker over, at de sidder oven på det gamle romerske stadion, selv om Norge, Island og Lichtenstein sammen har finansieret en renovering af indgangspartiet og 3-d præsentation af det gamle atletikanlæg i anledning af det kommende kulturbys initiativ.

IMG_5673

Nedgangen til det antikke græsk/ romerske stadion

Kamp om stemmerne

Der skal være valg i Bulgarien den 26. marts, så små telte og boder med politiske budskaber og agitatorer fylder godt i gadebilledet. Man stiller op listevis, og vi tæller op til 21 lister og vi får tilbudt bruchurer og røde og blå balloner.

IMG_5714

Nej vi skal ikke stemme, men derfor er det fint med lidt snak med de forskellige. En ung pige rækker os en blå ballon og fortæller, at hun holder på liste 21. Hun vil gerne af med den socialistiske regering, som hun synes leger for meget med Moskva. Jeg spørger hende, om hun håber på en fremtid for Bulgarien i EU, eller om det vil være bedre uden EU. Hun spørger, om jeg ikke kan se alle de fremskridt, der er sket i Bulgarien gennem de sidste 15 år. Hun kan ikke forestille sig et Bulgarien uden EU. Hendes forældre arbejder i Irland. Hun håber også på at kunne rejse ud, men først og fremmest håber hun på vækst og fremgang i Bulgarien.

IMG_5712  IMG_5713

Forum Phillippopol i Plovdiv

Gågaden i downtown ender i det gamle Forum Phillippopol, der blev anlagt af Fillip den 2. (Alexander den stores far), da han erobrede byen omkring 350 f.v.t. Det vil sige, Forum Phillippopol ligger adskillige meter under midtbyens nuværende niveau. Så byens centralposthus er bygget oven på det gamle forum, som man er ved at grave fri. Hele den sydlige ende af midtbyen er et stort rod af vejgennemføringer og arkæologiske udgravninger. En enkelt spillemand har dog slået sig ned ved hegnet ind til en af udgravningerne og bidrager til at skabe lidt stemning i stenørkenen.

IMG_5720

Udgravning af Forum Phillippopol

Fra Forum Phillippopol bevæger vi os på en af de tre høje – Nebet Tepe –, Plovdiv er bygget omkring. Byens befæstningsanlæg blev påbegyndt at Trakierne omkring år 500 f.v.t og er siden blev udbygget af Makedonierne, Romerne og Byzans i årene 500 – 600 e.v.t. I dag henligger det som en uplejet ruinhob, der med sine nicher og store klatrevenlige klippestykker er et yndet udflugtsmål for unge, elskende par og børnefamilier.

IMG_5760

Ruinen af befæstningen på Nebet Tepe

Undervejs besøger vi en udstilling af kunstneren Dimitar Kirov-DiKiro i huset Stamboljan. Det er som de fleste huse i Old Town et smukt gammelt palæ, bygget af Osmannerne, der besad Plovdiv 1364 – 1885.

IMG_5727 IMG_5725

Read More...

Sultan ligger begravet, hvor silkevejen ender

13. januar 2015 | Posted in Ude | By

Bursa

Bursa hedder byen vi nåede i går. Planen var, at vi ville kører over Iznik. Iznik hed tidligere Nikea, og det er den by, hvor Biblens indhold engang i tidernes morgen (325 e.v.t) blev forhandlet mellem kirkens fædre. Det var dengang øst og vest endnu var en kirke, og hvor man blev enige om, hvilke profeter og evangelister der var ægte og hvilke, der var falske og hvad der er Gud og Jesus’ sande natur. Men på grund af snevejr, blæst og glatte veje kørte vi den direkte vej fra Istanbul til Bursa. Byen ligger smukt, som i et smørhul, og på denne årstid er den omgivet af sneklædte bjerge.

P1030517

Indgangen til Kong Hannibals bydel

Kong Hannibal efter De puniske Krige

Bursa var Osmannerrigets første hovedstad, det viste vi godt, og det var grund nok for os, til at lægge vejen forbi, selv om den er stedmoderligt behandlet i vores rejselitteratur. Men den viste sig at have meget mere at byde på, end vi havde forestillet os. Grundlæggelsen af byen tilskrives Kong Hannibal, den Hannibal der gik over Alperne med sine krigselefanter, og som romerne endte med at banke i Middelhavet under De puniske Krige, hvorefter de nedbrændte Kartago.

Hannibal søgte med resterne af sin hær eksil hos den bethynske (thrakiske) kong Prusias (232-192 f.v.t.). Her blev han modtaget som en krigshelt, og i taknemmelighed byggede han sammen med sine soldater en ny by i Bethynien, som de kaldte Prusias. Den bydel ligger nu som et distrikt i Bursa, der både under Romerne, Østromerne og Osmannerne er blevet kraftigt udbygget. I dag er der godt 2.000.000 indbyggere. Blandt andet gjorde Kejser Justinian byen til center for silkeproduktion i det Osmanniske rige.

Silkevejen ender i Bursa

Silke produceres her stadigvæk, og når man siger at Silkevejen ender i Bursa, så får fænomenet Silkevejen pludselig en hel ny betydning for os. Vi har naivt troet, at silkevejene er handelsveje, silke bliver transporteret af fra Kina til Europa. Men langsomt er det ved at gå op for os, at silkevejene må være veje, langs hvilke man både producerer og handler silke.

P1030567  P1030563

P1030570

Silkemarkedet i Bursa

Sultan Osmans mausoleum

Bursa gemmer på endnu en overraskelse. Ingen mindre end grundlæggeren af Osmannerriget, Sultan Osman (1288-1326) og hans søn Orchan (1326-1359) sammen med deres familier ligger begravet her. Oprindeligt havde de et stort fælles mausoleum, der er bygget af sten og marmor fra et tidligere byzantinsk kloster. Men det blev ødelagt af jordskælv. Så i dag ligger de i hver sin bygning tæt ved byens klokketårn.

P1030552 P1030526

Read More...

Moder solgte sin datter for 263 g sølv

7. januar 2015 | Posted in Ude | By

Thrakien og Anatolien

I tyrkisk historieskrivning skelner man imellem Thrakerne, der boede i den Europæiske del af Tyrkiet i mere end 3000 år (ca. 3000 – 0 BC) og så de skiftende folkeslag i den Anatolske del af landet. Men der er yderligere et skel mellem folkeslag, der underlægger sig større landområder, som eksempelvis Thrakierne og Hittitterne (senere Perserne) og så de kulturer, der overvejende etablerer bystater, som eksempelvis Grækerne og Assyrerne.

P1030379

Hittitterkonge (tv) beder vejr og vinguden om hjælp. Relief ca. 1000 f.v.t.

Skriftlige aftaler i bronzealderen

Omkring år 2000 f.v.t. – i den mellemste bronzealder – indvandrede Hittitterne – et indoeuropæisk folk – til den anatolske højslette, samtidigt med et assyrisk folkeslag etablerede bystatskolonier i området. Disse bystater var der en del af i perioden 1950 – 1780 f.v.t. , derefter etablerede Hittitterne et storrige, hvorefter de assyriske kolonier mistede deres selvstændighed.

I de assyriske kolonier var en udbredt skriftkultur. Man skrev kontrakter på små lertavler med kileskrift, der blev brændt og derefter ofte nedlagt i en anden forseglet konvolut ligeledes af ler. I forbindelse med de arkæologiske udgravninger er der fundet ca. 15.000 af den type lertavler, der i dag er tydet og hvoraf en del er oversat til engelsk. Tavlerne giver en enestående indsigt i datidens kulturelle værdier. Her er et par eksempler, der er gengivet på det Arkæologiske museum i Istanbul (min oversættelse til dansk):

IMG_9319

En ægteskabstraktat

La-Cepum, gift med datter af Enisru, Hatala
Han må ikke gifte sig med en anden kvinde (slavepige) i landet (Anatolien), men han må gifte sig med Harlot – i byen Assur. Hvis hun (Hatala) ikke bliver med barn inden for to år, skal hun købe ham en slavepige. Og bagefter, så snart der er leveret en dreng, kan hun (Hatala) sælge hende (slavepigen) til hvem hun ønsker.
Hvis La-Cepum lader sig skille fra hende, skal han betale 5 minas sølv. Hvis Hatala lader sig skille, skal hun også betale 5 minas sølv.
Indgået med 4 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.

IMG_9320

Tavle i kuvert vedrørende salg af dreng

(Lady) Saluata købte Sulu’i. Hans moder solgte ham til prisen. Hvis nogen gør klage over ham, skal hans mor betale ½ mina af sølv.
Indgået med 4 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.

IMG_9321

Tavle i kuvert vedrørende salg af en ung pige

Ahatutum købte en datter af Hana og betalte ½ mina og 1 ½ shekel af sølv.
Hvis Hana hjemtager (siezes) sin datter, skal hun betale en mina og tage sin datter hjem. Hvis en tredjemand hjemtager datteren, kan Hana hjemtage Ahatutum. Hvis hun (datteren) er uordentlig eller opfører sig dårligt, kan hun (Ahatutum) sælge hende til hvem hun ønsker.
Indgået med 2 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.

1 Mina = 60 Shekel = 500 gr. Sølv

Read More...

Søhelt blev henrettet af sine egne som 90-årig

2. januar 2015 | Posted in Ude | By

Gelibolu

P1030247

Gelibolu er en middelstor by på halvøen af samme navn. Halvøen strækker sig som en tange syd-vest ud fra den del af Tyrkiet, der ligger på det Europæiske fastland. Fra tangen og til det Asiatiske fastland er der kun 6-7 km. Og det gør dette sted til et meget vigtigt sted. For al trafik fra Middelhavet og det Ægæiske hav til Marmarhavet og videre til Sortehavet skal gennem det snævre stræde som tyrkerne kalder Cannakale Bogazi, andre kalder Dardanellerne og andre igen Hellespont.

Netop derfor har strædet en særlig plads i historien, og for os især fordi vi i vor søgen efter spor fra Alexander den 3, den Stores togt (334-323 f.v.t.) til Egypten og hele vejen rundt i det daværende Persiske rige netop startede sin rejse ved at sejle sin hær og udstyr over dette stræde fra Europa til Asien.

Turen hertil fra Edirne var kold ca. -3C og undervejs begyndte det at sne, så nytårsaftens dag blev mest en inde-dag med bidende blæst og snefygning.

 Nytår

IMG_9159

Vi fandt dog en restaurant lige ud til strædet, hvor vi holdt vore nytårsaften sammen med ved ca. 150 tyrkere i alle aldre i meget vestlig outfit med spisning, musik og dans. Der var rigeligt med Raki og stemningen var helt fin. Men det blev ikke til så meget snak, for man kom i grupper og havde mest nok i sig selv.

Ture rundt

Hvad har vi så ellers set. På to ture på øen har vi fundet lidt rester fra tiden under Byzans og fra det Osmanniske rige. Mest mure, indgangspartier til byer og rester af borge. Og så har vi fundet mange levnedsbyrd i form af gravpladser fra 1. verdenskrig hvor de allierede forsøgte af at sætte sig på dette stræde, men måtte give op. Og så har vi faktisk været på besøg på en helt nutidig militærforlægning.

IMG_9201

Veludrustede soldater

Vi havde spottet en gammel by Ortakoy, som vi lige ville finde. Her skulle resterne af byen Lycimarkia efter sigende befinde sig, en by grundlagt af en af Alexander den Stores generaler, der fik kommandoen over Thrakien.

IMG_9195

I strålende sol kørte vi fra hovedvejen ad en ret lige helt sneryddet vej, der langsom steg op mod en skov. Og pludselig holdt vi ved en militærpost med venlige veludrustede soldater der spurgte, hvad vi sådan lige havde i tankerne.

Vi fortalte om vore ønsker at se denne by og de rester, der kunne være og straks kom en engelsktalende soldat med maskinpistolen svingende rund i luften, som fortalte, at det ikke var så godt at køre videre, for det var faktisk en militærlejr, vi var kørt op til. Vi beklagede, og de fortalte, at vi nok kunne køre ad en anden vej til byen.

Vi sagde farvel og forsøgte af den foreslåede vej, som dog viste sig at være en meget hullet jordvej, som lige nu og her faktisk var lidt vanskelig at forcere uden en højbenet 4-hjulstrækker. Så efter lidt tid fik vi vendt kareten og kørte tilbage til hovedvejen.

Piri Reis

P1030237

Og så er der et lille museum om søfarende i et Byzantinsk tårn ved den lille byzantinske havn her i byen. Et sjovt museum især om en admiral i den Osmanniske flåde fra 1500-tallet ved navn Piri Reis, der havde deltaget i mange søslag, og som havde studeret alle tilgængelige søkort og lavet egne meget detaillerede kort. Piri Reis havde faktisk vundet en helt stribe sejre i sin tid som admiral, men i en alder af 90 blev han bedt om at lede et slag mod portugiserne, som han nægtede, hvorefter han blev halshugget!

Hotellet

Vi bor på et super dejligt lille hotel der hedder Galipoli Konukeri her i Gelibolu.

Vi får morgenmad på værelset af de venlig værtsfolk. Lækker morgenmad der i DK nærmest må betegnes som en super brunch med kaffe ad libitum og mange små delikatesser. Stedet er et gammelt hus de har istandsat. De døjer lidt med det varme vand på grund af frost, men vi finder gode løsninger på de problemer, der opstår og vi er lidt kede af at opholdet slutter i morgen.

Artikel

Og så har vi brugt en rum tid til at skrive en artikel om Gallipoli’s historie.

 

 

 

Read More...

Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen

30. december 2014 | Posted in Ude | By

Hellespont

I dag er vi kørt fra Edirne til den halvø, der danner indsejlingen fra Ægæerhavet til Marmarerhavet og videre til Sortehavet. Vi er stadig i den europæiske del af Tyrkiet – i gammelt thrakisk land, men ikke længere fra Asien-siden, end at det ifølge legenden om Hero og Leander er muligt at svømme over det smalle stræde.

Kort gallipoli - Thracian_chersonese

Hellespont eller Dardanellerne hedder strædet og halvøen hedder i dag Gallipoli på engelsk eller Gelibolu på tyrkisk. I Thrakiernes tid hed den Chersonese. Byen vi bor i hed dengang Callipolis, nu hedder den det samme som halvøen, Gelibolu. Mange dramatiske begivenheder har udspillet sig på denne halvø gennem historien, og alle de fortællinger bliver der god tid til at skrive om, for vi har lejet os ind på et lille hotel her for 4 nætter.

Men denne blog skal handle om vores indtryk af Tyrkiet nu og her og lidt om vejret og en vejrudsigt der lyder på storm.

Indtryk fra Edirne

Det første indtryk, da vi kørte ind i Edirne var, at vi er kommet til en anden verden. De mange ældre kvinder med tørklæder og i lange løshængende gevandter, der dækker over kroppe, der har født alt for mange børn. Trafikalt kaos i alt for smalle gader, små åbne butikker og byhuse i forfald. Ind i mellem bilerne en hestekærre eller en morlille, der samler affald i en sækkevogn på størrelse med en telefonboks.

Kvinder i kø på posthuset i Edirne. Vor tids brønd?

Nyt og gammels mødes

Men da vi først var installeret på hotellet og gik en tur ned i gågaderne, så var kaos forvandlet til orden, butikkerne var med udstillingsvinduer, der var fine caféer, springvand og fontæner og kvinderne var unge og smarte og med udslået hår. Sagt med andre ord: en stor, moderne og købedygtig middelklasse.

På anden dagen i Edirne fulgte vi guidebogens anbefaling og gik en tur langs Tunca-floden for at se på gamle broer. Det var silende regn og da vi nåede til det sted, hvor broturen skulle tage sin begyndelse, kunne vi ikke se andet end vand. Da vi spurgte om vej, blev vi inviteret på te hos en tysktalende Tyrker. Han bor nu i Tyskland, men har et lille hus ved bredden af Tunca-floden, hvor han tager hen, når han holder ferie. Til daglig bor hans bror eller andre bekendte i huset. Han fortalte os, at floden var gået over sine bredder, det var en ren katastrofe. Og de gamle broer var lukket for biltrafik af samme grund. Men vi kunne nok gå derhen og tage et par billeder. ”Men pas på sigøjnerne”, formanede han, ”det er scheise Leute”.
”Der er en hel lejr af dem deroppe”, peger han, ”der bor også nogen af dem her nede, men de er OK”.

IMG_9142

Således formanet går vi videre og når det dige, der er anlagt som værn og gangsti langs floden.

Og ganske rigtigt står broerne i vand til halsen og de fleste af dem er det umuligt at passere i en bil. Fra diget er der udsigt til to sider. Til højre flyder den udbredte flod, til venstre ligger byens slumkvarterer. Som i en favela klumper folk sig sammen i faldefærdige skure i byens udkant.

P1030172

Da vi kommer ud til bilen i morges er der sne og is på ruden og temperaturen er under frysepunktet. Vejrer er køligt men klart.

IMG_9151

På vej ud af byen ser vi, hvordan nye bydele skyder op på den anden side af floden. Tyrkiets byer udvikler sig som andre byer i verden. Det gamle forfalder, nyt bliver bygget til at huse en voksende middelklasse. De fattigste klumper sig sammen i de faldefærdige bygninger, indtil man langsomt får saneret bykernen, så den igen bliver attraktiv at bo i – nu for de mest velstående.

P1030171

Optræk til snestorm

Vi havde tænkt os på vejen at stikke forbi udgravningerne af en græsk/ romersk ruinby, der i dag hedder Enez og som ligger på den Græsk/ Tyrkiske grænse helt ude ved Ægæerhavet. Men undervejs bliver det koldere, mere blæsende og det begynder at sne. Så vi bliver bange for at blive fanget langt ude i ødemarken i en snestorm. Heldigvis vælger vi at køre direkte til hotellet i Gelibolu. For det er virkelig blæst op og der er masser af sne i luften, så det er godt at være inden døre.

IMG_9155

Hotel Galipoli Konukeri

 

Read More...

Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store

29. december 2014 | Posted in Hjemme | By

Edirnes historie

Edirne ligger tæt ved den græske og bulgarske grænse og har i gennem historien været en strategisk vigtig by.

”The Rough Guide to Turkey” skriver at der altid har været bosættelse her på dette sted. På museet i Edirne kan vi læse, at Thrakierne har boet i området siden den neolitiske kultur ca. 10.000 f.v.t. og at området har været et vigtigt bindeled mellem de indoeuropæiske kulturer i øst og vest, ikke mindst i den periode, hvor man gik fra overvejende at være nomader til gradvist at blive bofaste.

Bronzealderen

I bronzealderen udvikles de første byer, bystater og stater i Anatolien, er Thrakierne et af de første europæiske folkeslag, der udvikler en særlig kulturel identitet, og derigennem afgrænser sig fra de omliggende kulturer. Den del af de Thrakiske stammer, der levede tættest på Anatolien havde tætte kontakter dertil og var influeret at de første bondekulturer her, mens Thrakierne længere mod nord i højere grad fortsatte deres nomadetilværelse.

P1030153

Thrakierne udvikler sig i 700’tallet f.v.t. til et rytterfolk

I overgangen fra bronzealder til jernalder kom der flere indvandrende folkeslag nordfra til Thrakien, hvor de bosatte sig i nogenlunde fredelig sameksistens med Thrakierne. Det første egentlige anslag mod Thrakierne kom, da den Persiske kong Dareios invaderede landet i 513 f.v.t. på vej mod Bosporus-strædet. Thrakerne kom under Persisk dominans indtil Tzar Ter den 1. (480 – 464) fik etableret et stærkt Odrysisk kongedømme.

Seuthes den 3 flytter Thrakiernes hovedstad

Thrakiernes (Odryserne) havde deres hovedstad i Edirne indtil 320 f.v.t. Dengang hed byen Uscudama. Det var Odrysernes konge Seuthes den 3. (330-300), der flyttede hovedstaden fra Uscudama (Ediene) til Seuthopolis (Kazanlak i det nuværende Bulgarien).

SeuthesIIIbronze

Byste af Seuthes den 3. fundet i hans grav

Seuthes den 3. startede sin regeringsperiode, mens Aleksander den 3. den Store herskede i Makedonien. 330 var året, hvor Alexander den Store på sit store felttog havde besejret Perserne og derfor lod sig udråbe til Persernes konge. Men selv om Makedonierne og Odryserne var thrakiske broderfolk (i alt fald ifølge Pavlov) havde Seuthes ikke til sinds uden videre at skulle underkaste sig Makedonerne. Odrysernes modstand mod Makedonernes overherredømme startede ved Phillip den 2. ’s (Alexander den Stores far) død i 336. I forbindelse med tronskiftet, forsøgte mange thrakiske stammer et oprør mod Alexander den Store. Men da først hans kampagne gik i gang (333) støttede mange thrakiske stammer ham med ryttersoldater.

I 325 bliver Alexander den Stores guvernør Zopyrion dræbt i et slag mod Geaterne, en thrakisk stamme, der levede omkring Donau og som aldrig havde underkastet sig Makedonierne. Den uro det skabte, benyttede Seuthes den 3. til en nyt oprør mod Makedonerne. Lysimachus fulgte efter som ny Guvernør i Thrakien, og efter Alexander den stores død i 323 forsøgte Seuthes sig igen med et oprør. Efter mange kampe måtte Seuthes acceptere Lysimachus overherredømme. Lysimachus udråbte sig til Konge over Thrakien og Seuthes valgte at flytte det Odrysiske kongedømme til det centrale Thrakien ( nu Bulgarien) og at etablere en ny hovedstad i Seuthopolis (nu Kazanlak i Bulgarien). Her ligger han begravet, hans grav blev fundet intakt i 2004 sammen med gravene efter en lang række andre Odrysiske konger, heraf en del der var før Seuthes. Stedet kaldes de Thrakiske kongers dal.

images

Indgang til grav. De Thrakiske kongers dal

Grækere, Romere og Osmanner i Edirne

Edirne fik senere af grækerne navnet Oresteia og senere af romerne navnet Hadrianopolis, den blev udråbt som hovedstad for det romerske Trakien af Kejser Hadrian.

Under romersk herrredømme (hvor Konstantin den Store flytter hovedstaden fra Rom til Konstantinopel (nu Istanbul) forblev byen af stor betydning som en fremskudt base på Balkan.

Så indtog Osmanen Murat den 1. byen i 1361, og gjorde byen til hovedstad i det Osmanniske rige i stedet for Bursa, der ligger syd for Istanbul. Byen fik nu navnet Edirne. Det skete 90 år før det lykkes Ottomanerne ved Mehmet eroberen, at besejre og indtage Konstantinopel/Byzans. Edirne var stedet, hvorfra Mehmet eroberen fik støbt de berømte kanoner, der gjorde det muligt for ham at gennembryde Konstantinopels mure.

IMG_9084

I den ældste moske i Edirne, Eski Cami fra 1414 prædiker Imamen stadig med sværd i hånd for at minde muselmænd om, at man må kæmpe for troen. Nogen har fjernet hans hoved på billedet på plakaten , der står uden for moskeen.

 

 

Read More...