Helleristninger på Bornholm

12. juli 2024 | Posted in Hjemme | By

– Skibe, en grådig lodsejer og en død hare

Helleristninger er en af vores vigtigste indgange til at forstå Bronzealderen. Ved hjælp af 3.500 år gamle ristninger af skibe og mennesker, soltegn og jagtscener får vi billeder, der sammen med arkæologiske fund giver os viden om, at bronzealdermennesket var rejsende og havde viden og udsyn om datidens verdensbilleder og religiøse ritualer helt ned til Middelhavet.

Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor der er heller (flade klipper) i lighed med dem vi ser i Sverige og Norge – og som formodes at have været bagtæppet for religiøse ritualer. Men på Bornholm er også fundet ristninger på løse klippesten og klippevægge. Nogen helt tilbage fra Jernalderen.

I 2023 var vi i Bohus Len i Sverige, hvor vi i 4 dage studerede svenske helleristninger og de svenske forskeres fortolkninger af de gamle tegn. 

I år var vi en tur på Bornholm, hvor vi boede i Allinge og fik lejlighed til at se et par af de Bornholmske helleristninger på Storløkkebakken og Masdebakken.

Stenbrud

Området ved Allinge og omkring Hammeren på Bornholm er berømt for sine stenbrud – en af øens vigtigste indtægtskilder i sidste del af 1800’tallet og første halvdel af 1900’tallet. 
Stenbruddene har både været godt og skidt, når vi taler om helleristninger.
Man må formode, at en del helleristninger er blevet sprængt væk uden overhovedet at være blevet opdaget. 

I 1884 og efterfølgende i 1893 fandt man i et stenbrud på Store Masdebakke nogle af Bornholms fineste helleristninger. Desværre kunne Nationalmuseet og lodsejeren ikke blive enige om en fredning eller en pris, da Nationalmuseet ønskede at købe området. Forhandlingerne gik i hårdknude og den grådige lodsejer sprængte stenene bort.

Resterne af stenbruddet ved Store Masdebakke

Stenbruddet ved Store Masdebakke

Forinden var helleristninger blevet tegnet af, så motiverne er bevarede. 
Senere fandt man helleristninger ved Lille Masdebakke, som i dag er fredede og bevaret for eftertiden.

Helleristningerne ved Lille Masdebakke

Hellerne med ristningerne har været religiøse samlingssteder gennem flere tusinde år, og omkring hellerne er fundet genstande, man regner med har været anvendt i forbindelse med ritualer. Lige ledes er den fundet grave fra mange forskellige årgundreder, nogle så nye som 400 e.v.t.

Helleristningerne ved Storløkke blev fundet i 1929, lige ledes i forbindelse med sprængning af sten. Der er i det hele taget fundet helleristninger på rigtig mange lokationer på Bornholm.

Ristninger ved Storløkkebakken

http://bornholmsoldtid.dk/bronzealder/a-kort-og-information-af-bornholms-helleristninger/

Naturoplevelser

At gå på jagt efter helleristninger byder samtidig på mange naturoplevelser. Man kommer steder hen, man ellers aldrig ville have fundet.

På vej til Masdebakken kom vi forbi en død hare, der lå på stien. Naturvejlederne siger altid, at vi mangler døde kadavere i den danske natur. Så det burde vi sætte pris på, Men det havde nu ikke gjort noget, hvis den havde ligget og spredt stanken af forrådnelse lidt længere væk fra stien.

Read More...

Samothrake

19. marts 2024 | Posted in Ude | By

Mytiske og mystiske Samotrake er en ø i det østlige hjørne af Ægæerhavet, der har været beboet af thrakere og besøgt af søfarende siden bronzealderen. Øens forhistorie henlægger som meget andet på denne ø i mørke. Det gælder ikke mindst de kultiske og religiøse ceremonier, der gjorde øen verdensberømt i Antikken – så berømt at både danske Grundtvig og Kierkegaard skriver om samothrakerne i 1800’tallet.

Samothrake emmer langt væk af mystik

I dag er øen måske bedre kendt som stedet, hvor der i oldtiden stod en bevinget gudinde – figur – NIKE.
Franskmænd tog i 1863 figuren med til Frankrig, hvor den i dag pryder indgangen til Louvre i Paris.
Et kendt sportsmærke har taget figuren til sig og gjort sig verdens kendt med logoet ”vingen” og firmanavnet ”Nike”.

Nu er vi her. På øens Samothrake. Lige der hvor NIKE gudinden stod tilbage i oldtiden. Og lige der, hvor Filip II af Makedonien mødte sin tredje kone – den 17 år gamle Olympias – en kongedatter fra Illyrien, der ca. 9 mdr. efter blev mor til Alexander d. store. Om faren nu var Filip II forklædt som Zeus – eller Zeus forklædt som Filip II, det står lidt hen i det uvisse; senere betroede Olympias i alt fald efter sigende sin søn, at Zeus var hans rette far.

Vi er sejlet fra Alexandropolis, en by i det østlige Grækenland tæt ved Tyrkiet. Sejltiden er godt 2 timer. Vi så en flok delfiner følge skibet på skibet vej, det tog vi for et godt varsel. 

Vi har booked to nætter på øen og kom til vort overnatningssted søndag d. 17.3 ca. kl. 17:30, det ligger lidt sydligt direkte ud til Ægæerhavet. Stedet hedder ”Akrogialt” og er en traverne med nogle værelser for enden af den smalle vej mod syd direkte ud til havet.

Udsigt fra hotellet

Der er ikke så mange veje på øen. Ud over sletten mod vest, hvor der dyrkes korn, vin og oliven, er øen mest af alt er et bjergmassiv af vulkanske granitklipper og med Saosbjergenes højeste punkt på godt 1,6 km.

Homer igen

Homer skrev i Illiaden at Apollon betragtede kampene ved Troya fra denne top. Minoerne fra Kreta har været her. Der er små lertavler med tekst på linear A fra 1700 tallet f.v.t. Og således er hele historien fra den tid og frem til i dag repræsenteret på øen.

I dag mandag har vi besøgt udgravningsområdet ”De Store Guders Helligdom”. Det var lige her den umådeligt smukke bevingede ”Nike” figur stod og skuede ud over en række helligdomme og templer og ud over kysten mod byen Alexandropolis på fastlandet. Men retfærdigvis skal det siges, at Nike er meget yngre end ”De Store Guders Helligdom”. Måske en del mere end 1000 år yngre. 

Herfra har Nike – sammen med mysterne – skuet ud over De Store Guders Helligdom

Hvad er De Store Guders Helligdom

Med bogen ”Makedonien” af Thyge C. Bro og og Nanna Westergård-Nielsen om Samothrake som guide, tekster på nettet og den lokale skiltning tilbragte vi 3-4 timer i udgravningerne i et forsøg på at forstå hvad vi så.

Stedet har været et aktivt helligsted i 2000 år – regnet fra 1700 f.v.t – 300 e.v.t. I udgravningen gør man en del ud af at illustrere, hvordan stedet har ændret sig undervejs. Fra i alt fald omkring år 700 f.v.t og frem har det været kendt for sine mystiske religiøse indvielsesritualer. Meget tyder på, at det har været et helligsted, hvor søfarende fra alle nationer er kommet for at søge gudernes velvilje, om det så har været frugtbarhed, krigslykke eller medvind på rejsen. Men før man kunne møde guderne, har man skulle gennemgå et hemmeligt indvielsesritual. 

Netop fordi de var hemmelige, så findes der ikke meget på skrift om dem. Den tidlige græske historiker Herodot (ca. 484-424 f.v.t.) skriver som om han har gennemgået ritualerne – uden dog at indvi læserne i dem. Og så ved vi som sagt, at Alexander den stores forældre mødte hinanden under ritualerne omkring 357 f.v.t. Vi har ikke hørt noget om, hvor mange dage en indvielse strakte sig over, men på pladsen har der både været spise- og sovefaciliteter (i Stoaen), så der er grund til at antage, at det har været over flere dage. 

Samlingspladsen – den teatrale cirkel

På basis af de arkæologiske fund antager man, at indvielsesritual formodentligt har bestået af:

  1. En renselsesceremoni. Her er mysterne (dem der skulle indvies) blevet samlet i en “teatral” cirkel, hvor der har været plads til ca. 200 personer, hvor der har musik og hvor mysterne er blevet præsenteret for forskellige rituelle repræsentationer af guderne.
  2. Position og danseceremonier ad den hellige vej, der formodentlig har haft trance/orgastisk karakter, som det kendes fra Dionysos-festerne. Filip II byggede en dansehal i kompleksen omkring år 350 – altså nogle efter selv at have deltaget i ritualerne. Den hal har udvendigt været dekoreret med en i alt 114-115 m lang dansefrise med dansende kvinder.
  3. Selve indvielsesritualet, som antages at have foregået i eller ved templet. Det antages at indvielsesritualet er afsluttet med et rituelt bryllup mellem halvguden Cadmos fra Fønikien (Europas bror) og Harmonia (datter af Ares og Afrodite).
Arsinoe II rotunde

Efter Filip II og Olympias forening har øen spillet en central rolle i Det Makedonske Kongerige videre historie og efterfølgende makedonske konger har sat deres præg på stedet med prægtige bygningsværker af marmor fra øen Thassos. Især en cirkelrund bygning – Arsinoe II rotunde med en diameter på 17 m falder en i øjnene. Der er bygget at Lysimarkos dronning omkring 280 f.v.t. 

Ingen af bygningerne har dog overlevet tidens tand.

Nike kom til mellem år 200 – 150 f.v.t. Kloge mennesker strides om, hvem der rejse den og hvilken sejr i hvilken krig den skulle hylde. Men nu er den tilbage i en kopi. Man har 3d scannet figuren på Louvre og lavet 2 marmor kopier. Den ene står foran museet på stedet, der har en samling af genstande fra udgravningen.

Read More...

Tre antikke byer omkring Kavala

14. marts 2024 | Posted in Ude | By

Foto taget fra de mineralrige bjerge ved Kavala ned over sletten. I baggrunden bjergmassivet Pangaion

Det handler om miner, magt og mad

Områderne Østmakedonien og Thrakien i Grækenland er rige på det hele. Og de har derfor i antikken været efterstræbt af thrakere, grækere, persere, makedonere og romere.

Man får nemt fjender, når man bor oven på en guldmine. Når de mineralrige bjerge ligger, så man kan kontrollere indsejlingen fra Middelhavet til Sortehavet, og har en lang kyststrækning med naturlige havne bliver det dobbelt interessant. Denne cocktail bliver endnu mere giftig af, at det gennemstrømmes af to vandrige floder som Strymon og Nestos, der både fører guld med sig fra bjergene og danner et frugtbart floddelta. 

Det er i dette område vi har besøgt tre antikke byer: Filippi, Amfipolis og Abdera.

Filippi

Lidt nord for Kavala ligger Filippi eller Phillippoi, som byen hedder på græsk. I oldtiden hed byen Krenides. Øen Thasos grundlagde her i 500 tallet f.v.t. en guldgraverlejr ved foden af bjerget Orbelos med tæt adgang til kystbyen Kavala.

Teatret i Filippi

Som vi kunne se på det arkæologiske kort (det arkæologiske museum i Kavala) over miner i bjergområdet i Pangaionbjergene, har området budt på alle de eftertragtede råstoffer som guld, sølv, kobber og tin, som i bronzealderen fik afgørende betydning for samfundsudviklingen. 

Kort over kendte antikke miner i området

Det var også et væsentligt interesseområde for Perserne, der helt fra Darius (den første), der regerede fra 522-486 f.v.t. som persisk storkonge havde blandet sig og besat områder hvor thrakerne og skyterne havde deres basis.

Da Darius forsøgte sig med et togt nordfra mod Athen blev han dog slået i 490 ved Maraton bugten. Hans søn Xerxes vendte tilbage i 480. Det er herfra vi kender fortællingen om slaget ved Thermopyles, nedbrændingen af Athen og derefter det store søslag, hvor persernes flåde blev slået og perserne endeligt opgav erobringen af det græske hovedland.

Athen havde stor interesse i bl.a. guldforekomsterne så ikke underligt blev det en eksilpolitiker Kallistratos fra netop Athen, der stod i spidsen for Krenides-kolonien fra år 360 f.v.t. 

Thrakisk rytter jager vildsvin. Museet i Kavala

Thrakerne havde historisk haft stor interesse i området ikke mindst p.g.a. de rige guldfund og fortsatte presset på området. Dette førte til at Krenides i 356 f.v.t. bad den makedonske konge Philip d. II om hjælp mod de Thrakiske stammer. Han indtog byen og lod makedonske kolonister bosætte sig. 

Efter Philip II død gik hans søn, den nye konge Aleksander III (den senere Aleksande den store) ind og afgjorde stridigheder om byens opland og fik derigennem en grænseaftale med Thrakien.

Senere blev området også en vigtig forpost for Aleksanders store togt mod perserriget, som satte ind øst for området ved overgangen ved Dardanellerne (nu tyrkisk område).

Byen fik nu navn efter den afdøde kong Philip.

Besøget i Filippi

Vi besøgte Krenides (nu Filippi) på en dejlig solskinsdag i marts. Området ligger meget smukt med bjergene som baggrund mod nord. Fund efter den græsk/makedonske tid  findes på det tilknyttede museum, der er et besøg værd i tilknytning til besøget på det store område som Filippi har dækket. 

Men området præges af den senere romerske tid. De græske/makedonske templer og beboelser ligger under resterne af romerske templer,  agoraer m.v. fra tiden efter romernes besættelse af området i 200-100 tallet f.v.t. og flere århundreder frem til det østromerske riges stohedstid med basilikaer fra 400 og 500 tallet e..v.t.. 

Via Egnatia

Via Egnatia går lige gennem Filippi

Den berømte romerske vej Via Egnatia – der over land forbandt Adriaterhavet med Sortehavet – kom nord-vest fra og gik igennem både Kavala og Filippi. Vejen kan stadig ses i udgravningsområdet og flere steder både før og efter Filippi.

Vejen er opkaldt efter den romerske guvernør i Makedonien Gnaeus Egnatius, og udmærker sig ved at være et af de bedst beskrevne og bedst kendte vejanlæg der findes. Byggeriet igangsattes i 146 f.v.t.

Fra Rom går Via Appia, den første anlagte romervej fra 312 f.v.t., til havnebyen Brindisi. Efter en sejltur over Adriaterhavet fortsætter vejen som Via Egnatia fra havnebyen Durres (tidligere Dyrrachium) i Albanien de godt 1.100 kilometer hele vejen til Bosperus strædet og byen Byzans, senere Konstantinopel nu Istanbul.

Mange steder er vejen anlagt oven på endnu ældre makedonske og thrakiske veje.

Store romerske begivenheder er knyttet vejen: Cicero benyttede Via Egnatia på sin vej til eksil. 

Cæsar rykkede så langt frem som muligt ad vejen før slaget mod Pompejus i 48 f.v.t. 

Og i 42 f.v.t. rykkede Octavian og Marcus Antonius også frem ad Via Egnatia i opgøret med Brutus og Cassius, der mistede livet ved to slag nær Filippi i oktober 42 f.v.t.

Og igen formodes det at Via Egnatia blev brugt af Octavian (den senere Augustus)  under sin fremrykning mod Actium i 31 f.v.t. hvor han slog Kleopatra og Marcus Antonius.

De såkaldte Paulus fængsel i Filippa

Filippi har været en meget vigtig romers by og var det også i den tidlige kristendom hvor Paulus i år 49 e.v.t. på sin anden missionsrejse kom til Makedonien. Han var rejst fra Lilleasien, overnattet ved eller på Samothrake med landgang næste dag i Neapolis og herfra til Filippi hvor han grundlægger den første menighed i Europa. Han bliver fængslet men det lykkes ham at fortsætte sin rejse til Thessaloniki hvor en ny menighed slutter sig til ham, men igen måtte han flygte videre til Veria (Berøa i apostlenes gerninger). Herfra til Dion og videre til Athen.  

Rester af en af de byzantinske basilikaer i Filippi

Amfipolis

Amfipolis ligger ved bredden af floden Strymon

Vi besøgte Amfipolis i 2022 og nu igen i 2024, da vi ikke havde så meget tid den første gang.

Byen har et fint lille museum, der bl.a. har et sølvskrin, og en guld-olivenkrans, udgravet af spartaneren Brasidas grav i Amfipolis. Herom nedenfor.

Brasidas urneskrin med olivenkransen af guld

Men lad os starte med Homer. Den græske fortæller, der tilskrives Illianden og Odysséen.

Homer skriver i Illiaden om byen Eion. Efter denne by er ”Eion”, far til kong Rhessus opkaldt, der kæmpede på Troyas side i Illiaden. 

Vi er her i Mykensk tid måske ca. 1.500 – 1.150 f.v.t. 

Senere er der tegn på beboelse og der er udgravet en begravelsesplads fra 700 tallet f.v.t. i området.

Den persiske konge Darios den 1. indtager området omkring floden Strymos i 510 f.v.t 

Men Athenienserne går efter de rige forekomster af metaller og i 476 f.v.t indtager  general Cimon området, og byen bliver en egentlig atheniensisk koloni fra 437 til 424 f.v.t.

Men man var ikke glade for den atheniensiske måde at styre byen på og tog med åbne arme imod spartaneren Brasidas efter slaget om Amfipolis i 422 f.v.t.

I de efterfølgende år forsøgte athenienserne mange gange at erobre området tilbage, men det blev den makedonske konge Perdikkas i 362, der indsatte sig selv som makedonsk beskytter af Amfipolis.

Den makedonske kontrol over området varede til den romerske invasion ca. 160 år senere.

Makedonerne udvandt ca. 1000 talenter guld om året fra minerne i området, hvilket gjorde det muligt at igangsætte det store felttog mod perserne.

Kort opsummeret:

Efter Aleksander den stores død i 323 f.v.t. tog hans general Antipater magten i Makedonien  og fra 317 f.v.t. hans søn Kassander, der gjorde en ende på Aleksanders familie, men som selv døde omkring 298 f.v.t. 

Herefter bliver det Antigonos II der i 276 erobrer Makedonien og Thrakien og indleder det antigonesiske kongehus. Godt 100 år efter i 168 f.v.t og efter over 50 års krige kom Makedonien under romersk herredømme.

Udgravning af gigantisk gravhøj ved Kasta

Uden for Amfipolis er museet i gang med at udgrave en kæmpe gravhøj kaldet Kastas. Med en omkreds på 487 meter, en diameter på 165 meter og en højde på 21 meter og med stensætning omkring højen er der tale om en meget stor gravhøj. I 1960’erne blev ca 70 grave afdækket, men først i 2014 er den store makedonske kammergrav fundet. Der graves stadig og da vi uanmeldt besøgte området blev vi venligt henvist til at vente med at komme, til det arbejde der nu var i gang kunne præsenteres. Ud fra antallet af personer og deres ca. alder er der muligvistale om  Kassanders grav.

Det eneste fund fra Kastas, der endnu er udstillet – hovedet fra en 1,3 m høj sfinks

Kastas siges at være et største nyere fund fra antikken og at gravhøjen får Filip II grav i Vergina til at ligne en dværg. Der er planlagt et nyt museum på stedet, der forventes at åbne 2028-30. 

Abdera

Foto fra Abderas akropolis ned mod havnen

Abdera, der ligger i Nestorflodens delta, var en af kystbyer i Thrakien, der blev koloniseret af grækere fra Lilleasien omkring år 650 f.v.t. Det vil sige, at grækerne anlagde en kystby ved en af de naturlig havne langs kysten og etablerede en bosætning, hvorfra de kunne handle med de “indfødte” thrakere. 

I 512 f.v.t. blev de invaderet af perserne og de var involveret i persernes angreb på skytere og makedonere. I 491 overgav flåden fra Thassos sig til perserne i Abdera havn, der efterfølgende blev persisk flådebase indtil perserne forlod området.

Gravfund fra 300’tallet. Kisten er lavet af ler

Hvornår det sker er lidt uklart, muligvis har perserne betalt for at kunne benytte havnen i de efterfølgende år.

I alt fald er der på museet i Abdera en fortælling om et af byens berømte bysbørn Demokritos.

Fortællingen er, at han blev uddannet af babylonske og persiske præster og magikere (astrologer) i Abdera, og at som yngre rejste til Persien, Indien, Egypten og de græske bystater i Lilleasien – altså i de daværende persiske besiddelser. Han var en kort overgang i Athen, men vendte derefter tilbage til Abdera og boede der til sin død. 

Demokritos regnes i dag for græsk filosof og videnskabsmand, der er mest kendt for sammen med Leucippus at have udviklet teorier om atomet og universet.

Konstrueret kort fra hjemmesiden https://en.wikipedia.org/wiki/Odrysian_kingdom

Efter perserne har forladt området kæmper det thrakiske kongedømme Odryserne og Athenerne om kontrollen over byen og under den peloponnesiske krig er byen en overgang allieret med spartanerne mod athenerne. Der følger således nogle turbulente år frem til det bliver en makedonsk by 346 f.v.t. Efter Alexander d. stores død i 323 bliver Abdera en del af Lysimarkos kongedømme. Senere bliver byen en del af romerriget.

Det nye Abdera

Det antikke Abdera ligger i dag som en ruinby helt ude ved kysten og den moderne havn. Det nye Abdera ligger ca. 6 km nordligere. Området ligger i det frugtbare Nestor-delta og i dag produceres her vin, frugt, ris og lammekød. Der er et fint museum med spændende udstillinger, bl.a. om religion og dagligliv i antikken og en særudstilling med rekonstruktion af gamle græske musikinstrumenter.

Vasemotiv fra væveværksted. Museet i Abdera

Read More...

Kavala

12. marts 2024 | Posted in Ude | By

Kavala er hovedstad i Østmakedonien i Grækenland. Den beskrives som en af de smukkeste beliggende byer i Grækenland. ” den ligger som et amfiteater op ad bjerget Symbola på halvøen Panagia”. Citat fra Thyge C. Bro og Nanna Westergård-Nielsen – Makedonien, Europas første stormagt.

Vi nyder de første dage at gå fra den lille lejlighed, vi har lejet og ind mod centrum langs kysten og at se hvordan gående mødes og hilser og snakker med hinanden. ” Kavala er tilmed en levende og idyllisk by”, skriver Thyge og Nanna.

Kavala hed i antikken Neapolis. Der er fund fra neolitisk tid Ca. 7 – 6.000 år siden og fra bronzealdrene fra 5.000 – 3.000 år siden. Senere grundlægger beboere fra øen Thasos en koloni på stedet omkring 650 år f.v.t. Minerne i Pangaionbjergene mod vest og frugtbare dale er en magnet for nybyggerne, der tidligt omgiver Neapolis med en bymur.

Thrakerne herskede i Thrakien og Østmakedonien inden grækere fra Thassos grundlagde Neapolis. Her thrakisk rytter, der nedlægger et vildsvin. Museet i Kavala

Neapolis gik efter perserkrigene med i Det Deliske Søforbund – blev belejret af Sparta i 411-410 f.v.t. men holdt forbindelsen med Athen, der kvitterede med at give Neapolis forskellige privilegier. Samarbejdet med Athen blev bl.a. symboliseret ved en stele hvor gudinderne Athena og Artemis hilser på hinanden.

Vase med græsk symposium (drikkegilde). Museet i Kavala

I 350 f.v.t. bliver Neapolis indtaget af den makedonske konge Filip II og indlemmet i Makedonien, som havneby for Filippi, der ligger ca. 25 km inde i landet nord for Neapoli/Kavala.. I byen er der levn fra et tempel bygget af marmor fra øen Thasos, der igen har afløst et tidligere tempel fra 600 tallet f,v,t. Der er også rester af bymuren fra 400-tallet.

Ligeledes er der levn af den berømte romerske vej Via Egnatia, der kommer via Thessaloniki og Filippi til byen. Byen blev indtaget af romerne i 168 f.v.t. Det var også i Kavala at Paulus gik i land i år 42 e.v.t. og begav sig til Filippi og skabte sig en menighed der.

Ved romerrigets deling blev Kavala en del af det Østromerske rige med Konstantinopel som hovedstad. Fra år 400 – 600 bliver der bygget mange byzantiske (græsk-romerske) kirker i byen og fortet bliver udbygget. Byen får det byzantinske navn Christoupolis. I den byzantinske periode var der til stadighed bevægelser i Bulgarien og Serbien, der arbejdede for at frigøre Balkanlandende fra byzantinsk dominans, herunder provinserne Thrakien og Makedonien.

Via Egnatia går gennem Filippi i øst-vestgående retning, her gennem Kavala-porten

Omkring 1190 nedbrændte normannerne byen under det tredje korstog

Osmannerne indtog byen i 1391 e.v.t., hvor byen igen blev raseret og brændt af. Derefter lå den forladt frem til 1520, hvor Osmannerne beslutter at genopbygge byen.

Et tegn på den lange osmanniske tid er det prægtige bygningsværk af en akvædukt, der er direkte inspireret af romerske akvædukter og opført i sultan Suleiman den Prægtiges tid ca. 1550 e.v.t. 

Viadukten i Kavala – restaureret af osmannerne i 1520’erne

Kavalas nyere historie

Kavala forblev under osmannisk overherredømme frem til Balkankrigene i 1912-13, hvorefter hele Græsk Makedonien med Thessaloniki som hovedstad – ved stormagternes hjælp blev en del af Grækenland.

Men det var på trods af Bulgarien. Rusland var allieret med bulgarske frihedskæmpere i den russisk-osmanniske krig i 1877-78; som Osmannerne tabte. Ved fredsslutningen efter krigen blev russere og osmannere enige om etablering af et Stor-Bulgarien, der inkluderede de tidligere osmanniske provinser Thrakien og Østmakedonien. Det satte de europæiske stormagter sig imod, og gav derfor områderne tilbage til osmannerne.

Bulgarien gjorde efter balkan krigene (1912-13) igen krav på landområderne Thrakien og Østmakedonien, og besatte områderne af flere omgange (fra 1916-18 og igen under anden verdenskrig). Bulgarerne stod bl.a. bag udryddelsen af det jødiske samfund i Kavala i 1944. 

Nyt og gammelt mødes i Kavala

Efter anden verdenskrigs afslutning fulgte en borgerkrig i det nordlige Grækenland mellem kommunister, der havde kæmpet mod besættelsesmagterne Bulgarien og Tyskland, og revisionister, der ønskede at bevare kongemagten. Borgerkrigen medførte mange lidelser og en masseudvandring af makedonske kommunister. Efter anden verdenskrig har byen kæmpet for at komme på fode igen.

Mehmet Ali Pasha

Mehmet eller Mohammed Ali Pasha har sit eget museum i Kavala med en bronze rytterstatue uden for. Det var ikke noget, vi havde lagt meget i, før vores gode ven Jakob Erle skrev og fortalte, at han var grundlægger af det egyptiske kongehus. 

Rytterstatuen med Muhammed Ali Pasha’s hus i baggrunden

Det fik os til at lægge vejen forbi museet, og her fik vi en lang og spændende livshistorie.

Mehmet blev født i Kavala i 1769 og voksede op i beskedne kår. Han blev beskæftiget inden for tobakshandel, gjorde karriere i sultanens hær og vandt chefens datter. Sammen byggede de det prægtige hus, der nu er museum, og fik 5 børn. 

I 1798 fik den osmanniske sultan i Istanbul problemer med Napoleon og franskmændene i Egypten.

Han bad derfor Mehmet om at stå i spidsen for en hær, der med støtte fra englænderne kunne få franskmændene til at opgive deres forehavende i Egypten. I 1805 lykkedes det at få franskmændene til at opgive Egypten, og Den Store Port (styret i Istanbul) udnævnte ham til Guvernør (Wali) i Cairo.

Det lykkedes ham at blive en meget folkekær guvernør. I en alder af 40 år lærte han at læse. Han havde en meget praktisk tilgang til at løse problemer. Han tog ved lære af både franskmændene og englænderne og transformerede Egypten til en moderne stat med egen stående hær.

Som belønning gav sultanen ham rettighederne til skatteopkrævningen på øen Thassos. Pengene brugte han på at bygge et hospital og en koranskole for fattige drenge i Kavala.

Koranskolen – nu hotel i Kavala

Inden sin død i 1849 – 80 år gammel, blev han anenkendt af sultanen som uafhængig hersker af Egypten (Khedibe) med ret til selv at udpege sin efterfølger. Dynastiet regerede Egypten indtil Gamal Abdel Nassers revolution i 1952.

Den brittiske journalist David Roberts interviewer Mohamed Ali i Aleksandria 12.5. 1839

Read More...

Historietimen

28. april 2022 | Posted in Ude | By

Vi er på vej hjemover. Efter besøget i Sparta kørte vi til Olympia og brugte to dage på at se nærmere på det antikke olympiske stadion og de 2 tilknyttede museer. Derfra kørte vi til Athen, hvor vi mødtes med børn og børnebørn lørdag den 9. april og sammen kørte vi til Peloponnes onsdag den 13. april og var samlet indtil påske mandag den 18. april. 

Vi har haft et par lange køredage gennem det smukke og varierede græske landskab med masser af snoet bjergkørsel og overraskende store sletteområder i det indre fastland. 

Udsigt over Vergina

Vi har gjort holdt i det gamle Theben – nu Thiva, hvor Palle tog sig en lur, mens jeg besøgte et meget spændende museum. Vi overnattede i en lille og ret turistet kystby ved navn Kamena Vourla og boede på et hotel med udsigt lige ud til Det Ægæiske Hav. Desværre er vejret blevet koldt og regnfuldt, omkring 10 grader, så det var ikke ligefrem badevejr.

Den mytiske bjergkæde Olympen, guderne bolig med evig sne og altid indhyllet i skyer

Vi har brugt noget tid ved Thermopylæ og hvor vi så stedet for det berømte slag mellem den Persiske hær på mange 100.000 soldater og ca. 1000 grækere, heraf 300 spartanere med kong Leonidas i spidsen. Derfra kørte vi videre i indlandet ca. 300 km, vi kørte forbi bjergkæden Olympen med det højeste punkt Mytikas 2911 m.o.h. Med evig sne, og altid indhyllet i skyer, ligger de bjerge, hvor de græske guder tog bolig, vist nok omkring år 1000 f.v.t. Herfra er vi kørt til landsbyen Vergina, der ligger oven på det Makedonske kongeriges vigtigste kongeby Aigai med alle kongegravene.

Vi har efterhånden fået skabt os et overblik over Grækenlands historie, så nu er tiden kommet til en historietime.

På museet i Thiva (tidligere Theben) var en historisk oversigt, der kan bruges som skelet til en oversigt over hovedlinjerne i Grækenlands historie.

6.800 – 3.200

Neolitisk periode

Det er fra den periode, hvor vi kender de første bysamfund. Langt de fleste fund er sten og keramik, men perler, guld og kobber er også bland fund fra denne periode. Ligeledes er nogle af de ældste lag fra Troja, Olympia og Theben fra denne periode med apsis-formede huse, væve og dragter af uld.

Rester af neolitisk hus udgravet i Den Olympiske By

3.200 – 2.000

Tidlig Bronzealder

Det er i den periode, man arbejder med legeringer af metaller og forfiner kobber til bronze, som muliggør helt nye typer af våben og redskaber.

I perioden finder vi også de første skriftskulturer i bl.a. Babylonien og Ægypten.

Fund fra perioden er ex. Priams guldskat fra Troja.

Dødemasker og gravgaver fra tidlig bronzealder fundet ved Mykene.

2.000 – 1.700
Mellemste Bronzealder

Perioden er minorernes storhedstid. Sporene efter minorerne i Grækenland er flest på Kreta, men også ved de mykenske borge er spor efter en tidligere minorisk bosættelse. Især har vi set det ved Mykene og Theben. Tyren og kvindefigurer med slanger spiller en helt central rolle i den minoriske kultur, og der er fundet mange vægmalerier fra perioden. Minorerne var et semitisk talende folk og der er fundet enkelte linear-A tekster fra Kreta.

Tyrehoved fra minoisk tid fundet i Mykene. Arkæologisk museum i Athen

1.700 – 1.600

Mykensk civilisation

Mykenerne er et indoeuropæisk folk, der velbevæbnede indvandrer til Grækenland og gradvis udkonkurrerer minoerne, overtager og udbygger deres paladser og udvikler en ny græsk kultur, der delvis udkonkurrerer og delvist integrerer den minoriske kultur. 

Jagtscene fra Mykene. Arkæologisk museum i Athen

1.400 – 1.200

Mykensk Paladskultur

Igennem 400 år blomstrer den mykenske paladskultur omkring paladser i Argos, Tiryns, Mykene, Sparta, Pylos og Theben og mange andre steder. Perioden er præget af stor rigdom, kulturel opblomstring og masser samhandel både mellem paladserne med også over middelhavet med egyptere, hittitter, babylonier og fønikier. Linear B skriften blev almindelig brugt til at holde regnskab med lagerbeholdninger og indkommende og udgående varer og gaver. I Theben er fundet mere end 42 cylinderformede segl fra forskellige leverandører, der er kommet sammen med varer eller gaver. I paladskulturen lå paladserne øverst på matriklen (akropolisen), mens kultpladserne lå i forbindelse med gravpladserne. Man byggede ikke templer i paladsperioden.

Den minoriske tradition med vægbemaling og dekoration af paladserne blev videreført.

Vægmaleri fra Mykene. Sandsynligvis af en gudinde.

1.200 – 1.050

Paladskulturens undergang
Man ved ikke med sikkerhed, hvad årsagen var til Paladskulturens undergang. Det har nok været en kombination af krig, sørøveri, indbyrdes rivalisering, klimaforandringer (det blev koldere), oprør og jordskælv. En kendsgerning er det at alle paladserne blev nedbrændt i den periode. Derfor er ganske mange lertavler med linear-B tekster bevaret, og derfor ved man med sikkerhed, at mykenerne var græsksprogede og dermed indoeuropæisk folk. 

Lertavler med Linear-B tekster fra Mykene. Arkæologisk museum i Athen

1.050 – 700

Før-geometrisk og geometrisk periode

Tidligere blev denne periode omtalt som ”den mørke periode”, fordi der ikke findes skriftlige kilder fra perioden og fordi den græske kultur ikke manifesterer sig i denne periode, der markerer overgangen mellem bronze og jernalderen.

Men i dag har arkæologernes arbejde kastet lys over den mørke periode og det er muligvis svært at sætte en skarp skillelinje mellem den geometriske og den arkariske periode.

De væsentlige forandringer fra paladskulturen til den geometriske periode er en ny organisering af det offentlige liv i bystater og det er i den periode de orientalske guder med Zeus i spidsen træder ind på scenen og templerne erstatter kultpladserne.

Homers episke digte, der introducerer gudeparnasset er fra denne periode, og det er her vi får de første olympiske lege og den pan-helleniske identitet etableres.

Det Olympiske Stadion i byen Olympia

700 – 480

Den arkaiske periode

Den arkaiske periode er kendetegnet af etableringen af de græske oversøiske kolonier omkring Sortehavet og Middelhavet helt over til den spanske kyst. Det er i denne periode, at den græske kultur udbredes til bl.a. etruskerne, makedonierne og thrakerne, der både overtager det græske skriftsprog og de græske guder og myter. Det er her, oraklerne får deres storhedstid og at Lydierne slår de første guldmønter. Men det er også i denne periode, filosofferne og historieskriverne kommer på banen, og hvor Homers episke digte afløses af lyrisk poesi. Endvidere får man for første gang nedskreven love og et civilretsligt system.

Tidspunktet for afslutningen af perioden er også tidspunktet for afslutning af Perserkrigene.

Mønt med motiv fra en dionysos-fest fra 500-tallet fundet i Amfipolis

479 – 323

Klassisk periode

Den klassiske periode er en urolig tid. Efter opgøret med Perserne opstår der en stadig rivalisering mellem bystaterne, ikke mindst på grund af forskellige syn på den rigtige styreform.
Athens storhedstid er i denne periode, hvor den klassiske kunst forfines, det skrives tragedier og bygges kolossale teatre og filosoffer som Sokrates og Platon udvikler deres tanker og Platon får sit akademi i Athen og Aristoteles begynder systematisk at kortlægge plante og dyreliv på Lesbos.

Det er også i de år Sparta mister sin betydning som toneangivende militærmagt.

Periodens afslutning markeres ved Aleksander den tredje den stores død. På det tidspunkt er Makedonien blevet den førende militærmagt i Grækenland og det persiske rige besejret.

Athena-templet på Athens Akropolis er fra den klassiske periode

323 – 31 f.v.t.

Den Hellenistiske periode

Efter Aleksander den stores erobring af Perserriget spredes den græske kultur til hele Mellemøsten og Asien og helt over til Indien. 
I samme periode får romerne gradvist det militære overtag, først over Makedonien i 168 f.v.t. og derefter over hele det græske fastland og de Ioniske bystater. Men også Romerriget er forankret i den græske kultur, selv om der sker en gradvis latinisering.

Årstallet 31 f.v.t markerer året for Augustus endelige overtagelse af magten i det samlede Romerrige.

Udbredelsen af Asklepion-kursteder til hele Mellemøsten er et eksempel på helleniseringen efter Aleksander den stores død

31 f.v.t – 330 e.v.t.
Den romerske periode

Grækerne bevarer en særstilling i Romerriget, hvor det græske sprog næsten er ligestillet med latin og den græske kultur lever videre, men hvor den politiske magt er forankret i Rom.

Romersk teater på Athens Akropolis

330 – 1204

Den byzantinske periode

Perioden starter da Kong Konstantin erklærer Kristendommen for statsreligion i Romerriget og flytter hovedstaden til Konstantinopel. Efter Roms fald fortsætter grækerne med at være samlet under den østromerske kejser frem til det 4. korstog 1204. 

Ortodoks kirke i Mystra

1204 – 1460
Perioden med vestligt overherredømme
Stort set hele det græske fastland falder til frankerne og siden venetianerne i forbindelse med det fjerde korstog. Perioden slutter 7 år efter at Konstantinopel er faldet til osmannerne og Det Østromerske Rige (Byzans) ikke længere eksisterer.

Borgen i Nafplio blev påbegyndt af venetianerne og færdiggjort af osmannerne

1460 – 1830
Den osmanniske periode

Perioden starter da Osmannerne får fodfæste på det græske fastland, men det er først i 1715, at osmannerne har kontrol over hele det græske fastland og de mange græske øer. Perioden slutter da det selvstændige kongerige Grækenland kan udråbes i 1830 med den tyske prins Otto som konge. 

Read More...

De olympiske lege i antikken

28. april 2022 | Posted in Ude | By

De olympiske lege fra 776 f.v.t – 393 e.v.t

Indgangen fra den olympiske by til stadion

Den første olympiade blev afholdt i 776 f.v.t. til ære for Zeus og olympiader blev efterfølgende afholdt hvert 4. år i 1169 år – ifølge kilderne uden en eneste afbrydelse. 

Olympisk fred

En af årsagerne til, at legene kunne gennemføres kontinuerligt var, at der under legene herskede olympisk fred. Det vil sige at de indbyrdes krige mellem de græske bystater blev sat på pause i den periode, hvor legene varede.
En del af fortællingen om Leonidas heroiske kamp mod perserne ved Thermopylæ er (ifølge museet i Sparta), at Leonidas drog i kamp med 300 spartanske krigere, der alle allerede havde fået en søn, for at bremse persernes fremrykning, indtil hovedstyrken kunne nå frem. Det var ren opofrelse, ingen regnede med at overleve. For perserne angreb nemlig netop under en olympiade, og den måtte ikke forstyrres.

Kun for græske mænd

Det olympiske stadion. Tilskuerne sad på rækker op langs siderne

I datidens forståelse var legene en genoptagelse af en gammel mykensk tradition og en markering af, at en ny storslået græsk æra var begyndt. Den olympiske by er da også bygget ved et tidligere mykensk kultanlæg med begravelsesplads.

For at deltage i legene skulle man være en fri græsk mand. Slaver og barbarer kunne deltage som tilskuerne – stadig var det dog kun for mænd. 

Mosaikfrise med kæmpende atleter i brydning og boksning, vindere og tabere

Mændene konkurrerede nemlig nøgne og det var ikke et syn for kvinder, der kunne idømmes dødsstraf for at overvære begivenheden.
Der er en fortælling om en kvinde, der forklædte sig som træner, fordi hun så meget ønskede at se sin søn deltage i et løb. Skæbnen ville, at sønnen vandt og hun blev så grebet af begejstring, at det afslørede hende. Hun blev dog ikke dømt til døden, men fremover blev det bestemt, at også trænerne skulle være nøgne, så episoden ikke kunne gentage sig.

Fejring af Zeus

Udsnit af Zeustemplet

Olympiaden var en Pan hellenistisk begivenhed til fejring af Zeus. Derfor er Zeus-templet helt centralt på pladsen, men der har øjensynligt endnu tidligere ligget er Heratempel, og Hera spillede en central rolle i fejringen af de vindende atleter. I en periode blev der også afholdt olympiske lege for kvinder, hvor Hera var i centrum. Disse lege lå forskudt i forhold til mændenes lege og blev ligeledes afholdt hvert 4. år.

Ved de første lege var løb den eneste disciplin og begivenheden varede en dag. Snart kom hestevæddeløb, brydning, boksning med og senere 5-kamp.
En begivenhed, der afholdes løbende gennem næsten 1200 år, udvikler sig gennem tiderne. Men som nu var der dengang en olympisk komite, der havde sæde i byen Elis og som styrede begivenhederne med hård hånd. Og efterhånden som legene udviklede sig til en 5-dages begivenhed, blev der stillet større og større krav til logistikken omkring legene.

Forberedelser til legene

Ruten fra Elis til det Olympiske stadion. Tilskuere kunne også sejle Phela (Pylos)

Det var de enkelte bystater, der udvalgte de sportsudøvere, der skulle have lov til at deltage i legene. De skulle møde i byen Elis en måned før begivenhedernes start og træne sammen og vise deres dygtighed. Var de ”under standard”, syge eller på anden måde ukampdygtige, fik de ikke lov til at stille op. På den måde sikrede man kvaliteten af legene.

Det betød, at der var træningscentre, overnatningsmuligheder m.v. i byen Elis.
To dage før legenes start gik man så i position fra Elis til Olympia og havde en overnatning undervejs ved en hellig kilde. 
Det olympiske stadion blev også over årene udbygget, så man fik overnatningsmuligheder til sportsudøvere, trænere og komiteens medlemmer, køkken og spisefaciliteter, træningsfaciliteter, bade m.v. ud over selve det olympiske stadion. Især i den romerske periode var der mange moderniseringer, blandt andet blev der lavet anlæg med varme bade og spise og sovefaciliteter blev udbygget. 

Tilskuerne måtte klare sig ved at overnatte i teltlejre ved den nærliggende flod. 

Konger og Kejsere

Philippeionen opført som manifestation af den makedonske kongehus, påbegyndt af Philip II og færdiggjort af Alexander den store

Blandt tilskuerne var de græske konger og senere de romerske kejsere. I alt fald to gange var de også deltagere i legene. Kong Philip II fra Makedonien vandt i hestevæddeløb i 356 f.v.t. 

Kejser Nero deltog i legene i 67 e.v.t. bl.a. i hestevæddeløb. Og selv om han ikke gennemførte løbet blev han erklæret vinder. Ingen turde overgå ham. I den forbindelse blev en af helligdommene på pladsen ombygget til en pragtvilla, hvor kejseren kunne bo sammen med sin smukke unge kone.

Statue af Kejser Neros anden kone funder under udgravningerne

Sidste olympiade var i 393 e.v.t. Legene blev afskaffet af den kristne kejser i Konstantinopel, da legene blev opfattet som en hedensk begivenhed.

Read More...

Slaget ved Thermopylæ

22. april 2022 | Posted in Ude | By

Mindesmærke for slaget ved Thermopylæ

Thermopylae er et område i Grækenland mellem Thessalia og Lokris, ca. 136 km nordvest for Athen, hvor der i antikken fandtes en passage ud til havet.

Denne passage var i året 480 f.v.t. stedet for en græsk modstands kamp mod en stor persisk hærstyrke, der kom nordfra.

Stedet er der stadig i dag, men havet har nu trukket sig længere væk fra kysten, og efterladt et bredt landområde, der ikke eksisterede dengang. Men der er både et mindesmærke og et informationscenter, der fortæller om dette sted.

Baggrund

Grækerne havde indgået et forbund mellem flere græske bystater mod de fremrykkende persiske styrker. Det var ikke første gang græske bystater var på kant med det store persiske rige, der strakte sig fra Indien i øst til Middelhavet, og sydpå til Egypten med i alt 26 folkeslag. Det var verdens største rige. Men i det græske fastland var modstanden stor mod at underlægge sig dette storrige. Derfor var flere bystater gået sammen for at forsvare sig mod perserne.

De græske bystater på kysten ved Lilleasien (nu Tyrkiet) havde alle haft valget mellem at tilslutte sig perserriget eller blive ødelagt. Da de gjorde oprør med støtte fra det græske fastland, invaderede perserkongen Darios den Store Grækenland gennem Makedonien, men led nederlag til Athenerne og deres forbundsfæller ved Maraton i 490 f.v.t..

Slaget ved Thermopylæ

I 480 f.v.t. forsøgte perserne igen nu under ledelse af perserkongen Xerxes at invadere fastlandet. De kom både nordfra på land, hvor de var gået over Hellespont ved Dardanellerne i det nuværende Tyrkiet via to pontonbroer de konstruerede over det smalle stræde og derfra ind i Thrakien og Makedonien, men også via søvejen sydfra med en stor flåde af skibe, der sejlede op langs Lilleasiens kyst.

På land have perserne således samlet en stor landstyrke på sletten nord for bjergpasset Thermopylæ. Grækerne havde slet ikke samme styrke, men forsøgte at spærre fremrykningen

I spidsen for en lille gruppe stod kong Leonidas af Sparta med 300 spartanske krigere og 700 Thespaliere.

Opgang til højen for det afgørende slag ved Thernopylæ

Passagen var kun ca. 15 m bred. Perserne rykkede først frem med en styrke af folkeslag under Perserriget. Det lykkedes den lille græske styrke at nedkæmpe denne. Derefter satte den persiske kong Xerxes sin elitestyrke ind. Også denne blev nedkæmpet af spartanerne. Presset var dog voldsom og spartanerne samledes derfor på en mindre høj fast besluttet for at kæmpe til sidste mand. Persene satte nu deres frygtede artilleri i form af bueskytter ind. Med en pileregn og efterfølgende bagholdsangreb blev alle de græske soldater dræbt sammen med Kong Leonidas af Sparta.

Rekonstruktion af græske flådeskibe

Men deres indsats blev efterfølgende hædret fordi det betød at den græske flåde, under ledelse af Thermistokles, der var meget mindre end den persiske ved en række træfninger og strategiske manøvre slog perserne i søslaget ved Salamis.

Tilbagetrækningen

Det betød at perserkongen Xerxes trak sig tilbage til Asien og overlod det til hærføreren Mardonius at fuldføre erobringen af Grækenland. Athenienserne flygtede fra byen Athen, der blev rømmet inden perserne nåede frem og afbrændte byen.

Modet var stort blandt de græske bystater og ønsket om at slå perserne lige så stort.

Det følgende år 479 blev resten af den persiske hær slået ved Platæa og den persiske flåede i slaget ved Mycale. Herefter forsøgte perserne ikke siden at erobre det græske fastland.

Derimod var ødelæggelserne på det græske fastland og tørsten for at hævne stor og medførte mere end 100 år efter, at den makedonske konge Philip II og hans søn Aleksander (Den Store) at indtage hele det store Perserrige i en alliance med en række græske bystater.

Read More...

Mystra, Byzans og Grækenland

7. april 2022 | Posted in Ude | By

Byzans historie kort fortalt

Mystra ligger tæt ved Sparta og klistret op ad en klippevæg

I Argos besøgte vi det Byzantinske museum, der har en meget fin udstilling om Byzans og Grækenland. I dag har vi besøgt den byzantinske by Mystra ved Sparta. Det har lagt en del brikker til vores forståelse af forholdet mellem Grækenland og Byzans.

Men lad os starte ved begyndelsen. Da kejser Konstantin gjorde kristendommen til statsreligion i Rom, så flyttede har også hovedstaden fra Rom til Konstantinopel. Da Det Vestromerske Rige brød sammen, så levede Romerriget videre i øst frem til 1453, da Osmannerne (tyrkerne) erobrede Konstantinopel.

Navnet Byzans fik det først af historikere i 1700’tallet, altså længe efter at riget var ophørt med at eksistere. 
Byzans var en kristen kejserstad. I starten var riget tosproget med græsk og latinsk, senere blev det rent græsksproget. De fleste kejsere var af græske dynastier, men der var også perioder med makedonske og serbiske kejsere.

Byzans udstrækning svingede gennem tiderne. Denne lille video-animation viser fint, hvordan rigets udstrækning har varieret gennem tiderne.

Kirken ved despotpaladset i Mystra

I hele den byzantiske periode eksisterede der ikke et Grækenland – kun grækere. Byzans var græsk.

Men som den lille animation viser, så er det græske fastland i lange perioder slet ikke under byzantinsk kontrol. Med undtagelse af det sydlige Peloponnes, der stort set styres fra Konstantinopel i hele perioden frem til Konstantinopels fald i 1453. 
Mystras er en af de sidste byzantinske byer, der falder til osmannerne.

Det 4. korstog

For at forstå Mystras historie skal vi tilbage til det 4. korstog.

Det fjerde korstogs mission var at generobre Jerusalem. Det var ledet af frankiske grever og planen var at sejle fra Venedig til Egypten, og så derfra gå mod Jerusalem. Vi befinder os i år 1200.
Men da frankerne kommer til Venedig, så har de ikke penge nok til at betale de venetianske bådebyggere for de skibe, de har bestilt og fået bygget.
Dogen i Venedig løste problemet ved at hyre korsfarerne til lejesoldater, der lige skal ordne et problem for ham i den kroatiske by Zara. Derefter blev korstoget involveret i tronstridigheder i Konstantinopel. Det resulterede i, at Venedig erobrede og plyndrede byen i 1204 og derefter satte sig på byen frem til 1260.

Så det fjerde korstog endte med at blive et opgør mellem kristne. En del af de frankiske grever med deres hære besatte dele af det byzantiske rige undervejs. Således kom både Athen, Argos og Nafplio under frankisk overherredømme. For Argos vedkommende fra 1212-1388, hvorefter Venedig overtog herredømmet fra 1388 – 1483. Osmannerne gør sig herefter også gældende og magten skifter i perioder mellem Venedig og osmannerne, indtil osmannerne sætter sig på hele Grækenland fra 1715 – 1822.

Kirken ved despotpaladset i Mystra set oppefra

Mystra grundlægges

Det var i disse urolige tider at Spartanerne beslutter sig for at flytte op i bjergene og bygge byen Mystra. Byggeriet blev påbegyndt i 1200’tallet og byen havde sin storhedtid i 13 og 1400’tallet.

I 1449 blev den sidste byzantinske kejser, Konstantin den 12., kronet i byen.

Den byzantinske – eller det vi i dag kalder den græsk ortodokse kirke – levede videre i byen side om side med osmannerne frem til 1829, hvor den græske nation var en realitet. En af den nykronede kong Ottos første projekter var at genrejse det gamle Sparta. En hel ny by blev grundlagt oven på resterne af det antikke Sparta. Mystra blev forladt da indbyggerne blev forflyttet til den nye by. I dag er Mystra en museumsby og en af Peloponnes største turistattraktioner.

Men Nonneklosteret i Mystra fik lov at overleve og fungerer stadig som sådan. 

Read More...

Lidt nyere græsk historie – i Ukrainekrigens skygge

30. marts 2022 | Posted in Ude | By

Græske børn markerer frihedsdagen d. 25. marts i Astakos

I Arta på det græske fastland er vi tilbage i en mere nutidig historie. Efter anden verdenskrig udbrød der borgerkrig i Grækenland mellem de kommunistiske og de højre-nationale partisangrupper, der havde samarbejdet om at hælde de tyske nazister ud af landet. De højre-nationale løb med sejren, og vi har tidligere her på bloggen skrevet om de mange tusinde græsk-makedonske flygtninge, der hjulpet af kommunisterne og via Nordmakedonien fik nye hjem i Østeuropa og Canada. 

Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

Lige før Arta ligger en historisk bro. Her underskrev de to partisangrupper en samarbejdsaftale i 1944. Desværre holdt den som nævnt kun til tyskerne var ude af landet. 


Fredag den 25. marts kører vi til byen Astakos for at tage en færge til øen Ithaka, hvor Odysseus efter myten var konge, da grækerne stævnede ud, for at hævne Menelaos, hvis kone – den smukke Helena – den trojanske prins Paris havde bortført til Troja.
I byen bliver vi modtaget af piber og trommer. Et stort optog er på vej gennem byens hovedgade.

Græske børn markerer frihedsdagen d. 25. marts i Astakos

Små børn i nationaldragter og store børn i hvidt og blåt går tydeligt klassevis i strækmarch gennem byen med græske flag til taktfaste rytmer fra gardemusikken. Langs gaden klapper bedsteforældre, forældre og søskende opmuntrende med. Optoget afsluttes af en gruppe ældre veteraner ligeledes i nationaldragter. Lidt efter samles alle på havnen og der er travlt med serveringer i de mange havnecaféer.

Klokken 13.00 lægger færgen til som planlagt og vi er på vej på ø-eventyr.

Kurs mod Ithaka

Fra Piso Aetos anløbshavnen på øen Ithaka er der kun 10 km til hovedbyen Vathy, hvor vi har booked et B&B for 3 nætter. Værtinden Kristina fortæller om dette smukke og særprægede lille hotel.:

”Efter jeg kom tilbage fra Sydafrika med mine to døtre i 1982, hvor jeg en årrække var skolelærer, købte vi huset her. Det var da en olivenoliefabrik, med ældgammelt maskineri drevet af et par maskiner, der med bælter til store aksler trak de forskellige pressere.”

 Vi fik vist de gamle billeder, hun havde og kunne genkende noget af det gamle indbo, der nu indgik i det utroligt smukke hus. 

Huset er fuldstændig renoveret og indvendigt båret af store jernkonstruktioner, der gør huset i stand til at modstå selv kraftige jordskælv. 
Ialt 7 værelser hvor 14 -16 gæster kan nyde udsøgte værelser centralt i byen. 
Foruden Kristina hjælper hendes to døtre og børnebørnene med at drive hotellet. 

Vores hotel på Ithaka


Ved morgenmaden lørdag morgen fortæller vores værtinde, at der er et arrangement på torvet i byen kl. 12, det er en demonstration for fred. Hun er selv en af arrangørerne. 

Vi vil selvfølgelig gerne deltage. Den 25. marts marcherede alle Grækenlands børn for at fejre grækernes befrielsen fra osmannerne (tyrkerne) i 1829. Den 26. marts danser de samme børn for fred i Ukraine.

Børn forbereder sig til fredsdans


Alle vi møder på vores vej er naturligvis oprørte over krigen i Ukraine og over russernes fremfærd. Men i Italien og Grækenland er det fredssymbolerne, der kendetegner markeringerne – ikke den massive støtte til Ukraine, som vi fornemmer præger billedet i Danmark. Vi ser ikke et eneste ukrainsk flag, men derimod de regnbuefarvede flag med fredstegn. 

Grækernes dilemma er vores allesammens dilemma. Vi vil både have frihed og fred. Men når valget bliver så konkret, som det er lige nu i Ukraine, så vælger flertallet friheden over freden. Så har vi krigen og alle dens ufattelige følger og strømmen af mennesker på flugt. 

Vi spørger lidt til det franske initiativ, hvor Frankrig sammen med Tyrkiet og Grækenland vil starte en evakuering af Mariupol over Sortehavet. ”Kan det mon skabe forsoning mellem Grækenland og Tyrkiet, der jo begge er medlemmer af NATO”, spørger vi. 

”Nej”, svarer vores værtinde resolut, ”Jeg stoler ikke på tyrkerne over en dørtærskel. De har besat Cypern”.

Vi siger ikke mere. Men grækerne forsøgte sig også med en invasion af Tyrkiets Vestkyst ved Smyrna (nu Izmir), da tyrkerne var i knæ efter første verdenskrig. En aktion der ikke faldt ud til grækernes fordel, og resulterede i at 100.000-vis af grækere blev udvist af Tyrkiet.

Vi har tidligere skrevet om forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet her på bloggen:

Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje

Fredsdue

Read More...

Etruskerfortællinger 2

Frise fra sarkofag

25. marts 2022 | Posted in Ude | By

Etruskernes hovedby mod syd Tarquina ligger ud til det Tyrrhenske hav

Vores interesse for etruskerne går tilbage til starten af 1980’erne, hvor der var store etruskerudstillinger i Brede og Malmø. Vi var især optaget af deres jernudvinding, fordi der var paralleller til det, vi havde set i Tanzania. Dengang var tesen, at mangel på træ var en af årsagerne til etruskerkulturens forfald.

På de museer og udstillinger vi har besøgt nu i Italien, har dette tema slet ikke været berørt. Derimod har det – helt i tidens ånd- handlet meget om identitet.

Hvor kom etruskerne fra, hvilken kulturarv har de efterladt, hvilken rolle spillede de i forhold til grækerne og romerne og hvor forsvandt de hen?
Det jeg skriver nu baserer sig på de forskellige iagttagelser vi har gjort på vores rejser, hvor vi rundt om Middelhavet, i Lilleasien og i Persien (Iran) har studeret den tidlige jernalder:

Bronzealderen
Bronzealderens højkulturer og ”stormagter” var Egypterne, Babylonerne og Hittitterne. Herfra har vi masser af skriftlige kilder, segl, regnskabssystemer og lange episke tekster – overvejende af religiøs karakter. Vi har tre skriftsystemer: Egyptiske hieroglyffer, Babylonsk kileskrift og Hittittiske hieroglyffer. Vi har tekster, der er affattet på alle tre sprog på samme stele, skriftrulle eller plakette, og det har derfor været muligt at afkode alle tre sprog og dermed læse teksterne. Vi har bevaret brevveksling mellem Faraoer og Hittitterkonger. Brevene er skrevet på lertavler, der senere er brændt, og derfor bevaret for eftertiden. Tiden har været præget af udbredt samhandel, viden-udveksling og naturligvis stormagtskrige. Derfor stammer verdens første fredsaftaler og menneskerettighedserklæringer fra denne periode.

Der er også mange mindre kulturfolk i denne periode, der deltager i det globale handelskredsløb. Det er typisk kulturer, der ikke udvikler eget skriftsprog, og som vi derfor kun kender fra andres omtale af dem.  

Et par af den kan man kalde up-comming kulturer, fordi de efterfølgende kommer til at spille en større rolle og udvikler egne skriftsprog. Det er Mykenerne (grækerne), assyrerne og fønikierne.

Nævnes må også det største europæiske folk på denne tid thrakerne. Thrakerne udviklede aldrig deres eget skriftssprog.

Bronzealderens sammenbrud
Homer’s fortællinger i Iliaden og Odysséen er på mange måder dommedagsfortællinger, der handler om bronzealderens sammenbrud. Krige mellem rivaliserende konger og gudernes vrede indvarsler de store kulturers undergang. Tilsæt hertil et ukendt havfolk, der gør sejllads på Middelhavet til en usikker affære. Sørøveri kom simpelt hen på mode, og alle med sejlførende fartøjer har sikkert taget deres del af kagen. Men interessant er det, at især assyriske kilder taler om folk fra Sortehavet – Kimmerere, et nomadefolk fra de pontiske stepper ved Sortehavet.

”Kimmererne omtales i assyriske kilder og hos den græske historieskriver Herodot; i 696-695 f.Kr. De angreb Lilleasien og ødelagde det frygiske rige. Senere angreb de Lydien, hvis konge, Gyges, forsøgte at få en alliance mod dem i stand med Assyriens konge Assurbanipal. Ca. 600 f.Kr. lykkedes det den lydiske konge Alyattes (ca. 610-560 f.Kr.) at drive kimmerierne bort fra Lilleasien.[i](Den store danske, Gyldendal).” Andre kilder taler om Skytere eller Russere. 

I græsk historieskrivning kalder man perioden fra Mykenekulturens fald til arkarisk tid – det vil sige fra krigen i Troya omkring 1200 f.v.t og frem til årene omkring 700 f.v.t. for den mørke periode. Det vil sige en periode, der ikke er beskrevet i de græske historiske kilder. 

Tidlige etruskiske urnegrave – 900 -700 f.v.t.

Arkarisk tid begynder der, hvor grækerne genopfinder sig selv med bl.a. Homers fortællinger om en fjern fortid og hvor andre græske forfattere som Herodot fortæller om nutiden. 

Jernalderen
Alt dette er skrevet for ligesom at introducere til den tid, hvor Etruskerne træder ind på den verdenshistoriske scene. Jeg tænker ikke, det er forkert at kalde sidste årtusind før vores tidsregning for metallernes årtusind. 

Metaller var ikke ukendte i bronzealderen. Guld, sølv og bronze var velkendte materialer, og der blev arbejdet systematisk med metallurgiske legeringer. Der blev eksperimenteret med det nye materiale jern igennem hele det andet årtusinde, men først da man fandt ud af at hærde jern til stål fik det for alvor betydning. 

Dog ikke sådan at jern udkonkurrerede bronzen – end sige guld eller sølv. Tvært i mod. Alle former for minedrift blomstrede. Det sidste årtusind før vores tidsregning var også mønternes årtusind. Der skulle bruges guld og sølv i massevis, både til at berolige og bestikke guderne, begave kongerne og ikke mindst til at skaffe lejesoldater. 

Mønter fundet i etruskiskeudgravninger

Her kommer Lydien igen ind i billedet. I Lydien flød guldet i floderne, det var bare at fiske det op og smelte det om til værdifulde genstande og ikke mindst til verdens første mønter.

Etruskerne og Lyderne
Lad os lige antage, at man kan trække en parallel mellem metallerne og computernes udbredelse. Da computeren kom frem i 1980’erne gik alle intellektuelle kræfter de næste 25 år med at finde ud af, hvordan den bedst kunne bruges til at forandre verden. Og så eksploderede digitalisering stort set på samme tid verden over. 
Omkring år 1200 f.v.t går der overalt i Middelhavet rygter om et nye metal, der findes i bjergene, der får helt særlige egenskaber når det udvindes og hærdes ved meget høj varme. Alt hvad man behøver er en åre med en rød bjergart og masser af træ, der kan brændes til trækul og en masse øvelse. I tilgift kan man være heldig at finde både guld, sølv, tin og kobber. Det er vel ikke svært at tænke sig en ”jernfeber”, der får sendt alle folk med evner inden for minedrift og udsmeltning på vandring ind i Europa og Lilleasiens mange uudforskede bjergkæder for at finde metalårer. Det rygtes også, at de dygtigste smede finder man i området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, så det er klogt at lægge vejen deromkring.

På det europæiske fastland er det især kelterne og etruskerne, der lærer at beherske kunsten at udvinde det nye metal. Kelterne kom nordfra og etruskerne kom sydfra, de mødes i de centraleuropæiske alper og derfra vandrer grupper af etruskerne mod den italienske halvø og grupper af keltere (gallerne) mod de franske alper. Andre bliver i de bulgarske bjerge og smeder våben til Thrakerne, atter andre slår sig ned i Østrig og overtager senere rollen som storleverandører til den romerske hær, på det tidspunkt, hvor træ bliver en alvorlig mangelvarer hos etruskerne. 

Da etruskerne slår sig ned i Umbrien og Toscana blander de sig med den lokale indfødte befolkning. 

Denne hypotese vil i alt fald kunne forklare de sproglige og genetiske mysterier, der knytter sig til etruskerne. Men det kan også forklare de mange fællestræk, vi kan se mellem den thrakiske og den etruskiske kultur. På mange punkter er der tale om en meget parallel udviklingshistorie, her tænker vi især på keramikken, gravgaverne og de smukt dekorerede gravkamre.

Indgang til gravkammer
Etruskisk gravkammer fra 470 – 450 f.v.t.


[i] Den store Danske, Gyldendal (nettet)

Read More...