Historietimen

28. april 2022 | Posted in Ude | By

Vi er på vej hjemover. Efter besøget i Sparta kørte vi til Olympia og brugte to dage på at se nærmere på det antikke olympiske stadion og de 2 tilknyttede museer. Derfra kørte vi til Athen, hvor vi mødtes med børn og børnebørn lørdag den 9. april og sammen kørte vi til Peloponnes onsdag den 13. april og var samlet indtil påske mandag den 18. april. 

Vi har haft et par lange køredage gennem det smukke og varierede græske landskab med masser af snoet bjergkørsel og overraskende store sletteområder i det indre fastland. 

Udsigt over Vergina

Vi har gjort holdt i det gamle Theben – nu Thiva, hvor Palle tog sig en lur, mens jeg besøgte et meget spændende museum. Vi overnattede i en lille og ret turistet kystby ved navn Kamena Vourla og boede på et hotel med udsigt lige ud til Det Ægæiske Hav. Desværre er vejret blevet koldt og regnfuldt, omkring 10 grader, så det var ikke ligefrem badevejr.

Den mytiske bjergkæde Olympen, guderne bolig med evig sne og altid indhyllet i skyer

Vi har brugt noget tid ved Thermopylæ og hvor vi så stedet for det berømte slag mellem den Persiske hær på mange 100.000 soldater og ca. 1000 grækere, heraf 300 spartanere med kong Leonidas i spidsen. Derfra kørte vi videre i indlandet ca. 300 km, vi kørte forbi bjergkæden Olympen med det højeste punkt Mytikas 2911 m.o.h. Med evig sne, og altid indhyllet i skyer, ligger de bjerge, hvor de græske guder tog bolig, vist nok omkring år 1000 f.v.t. Herfra er vi kørt til landsbyen Vergina, der ligger oven på det Makedonske kongeriges vigtigste kongeby Aigai med alle kongegravene.

Vi har efterhånden fået skabt os et overblik over Grækenlands historie, så nu er tiden kommet til en historietime.

På museet i Thiva (tidligere Theben) var en historisk oversigt, der kan bruges som skelet til en oversigt over hovedlinjerne i Grækenlands historie.

6.800 – 3.200

Neolitisk periode

Det er fra den periode, hvor vi kender de første bysamfund. Langt de fleste fund er sten og keramik, men perler, guld og kobber er også bland fund fra denne periode. Ligeledes er nogle af de ældste lag fra Troja, Olympia og Theben fra denne periode med apsis-formede huse, væve og dragter af uld.

Rester af neolitisk hus udgravet i Den Olympiske By

3.200 – 2.000

Tidlig Bronzealder

Det er i den periode, man arbejder med legeringer af metaller og forfiner kobber til bronze, som muliggør helt nye typer af våben og redskaber.

I perioden finder vi også de første skriftskulturer i bl.a. Babylonien og Ægypten.

Fund fra perioden er ex. Priams guldskat fra Troja.

Dødemasker og gravgaver fra tidlig bronzealder fundet ved Mykene.

2.000 – 1.700
Mellemste Bronzealder

Perioden er minorernes storhedstid. Sporene efter minorerne i Grækenland er flest på Kreta, men også ved de mykenske borge er spor efter en tidligere minorisk bosættelse. Især har vi set det ved Mykene og Theben. Tyren og kvindefigurer med slanger spiller en helt central rolle i den minoriske kultur, og der er fundet mange vægmalerier fra perioden. Minorerne var et semitisk talende folk og der er fundet enkelte linear-A tekster fra Kreta.

Tyrehoved fra minoisk tid fundet i Mykene. Arkæologisk museum i Athen

1.700 – 1.600

Mykensk civilisation

Mykenerne er et indoeuropæisk folk, der velbevæbnede indvandrer til Grækenland og gradvis udkonkurrerer minoerne, overtager og udbygger deres paladser og udvikler en ny græsk kultur, der delvis udkonkurrerer og delvist integrerer den minoriske kultur. 

Jagtscene fra Mykene. Arkæologisk museum i Athen

1.400 – 1.200

Mykensk Paladskultur

Igennem 400 år blomstrer den mykenske paladskultur omkring paladser i Argos, Tiryns, Mykene, Sparta, Pylos og Theben og mange andre steder. Perioden er præget af stor rigdom, kulturel opblomstring og masser samhandel både mellem paladserne med også over middelhavet med egyptere, hittitter, babylonier og fønikier. Linear B skriften blev almindelig brugt til at holde regnskab med lagerbeholdninger og indkommende og udgående varer og gaver. I Theben er fundet mere end 42 cylinderformede segl fra forskellige leverandører, der er kommet sammen med varer eller gaver. I paladskulturen lå paladserne øverst på matriklen (akropolisen), mens kultpladserne lå i forbindelse med gravpladserne. Man byggede ikke templer i paladsperioden.

Den minoriske tradition med vægbemaling og dekoration af paladserne blev videreført.

Vægmaleri fra Mykene. Sandsynligvis af en gudinde.

1.200 – 1.050

Paladskulturens undergang
Man ved ikke med sikkerhed, hvad årsagen var til Paladskulturens undergang. Det har nok været en kombination af krig, sørøveri, indbyrdes rivalisering, klimaforandringer (det blev koldere), oprør og jordskælv. En kendsgerning er det at alle paladserne blev nedbrændt i den periode. Derfor er ganske mange lertavler med linear-B tekster bevaret, og derfor ved man med sikkerhed, at mykenerne var græsksprogede og dermed indoeuropæisk folk. 

Lertavler med Linear-B tekster fra Mykene. Arkæologisk museum i Athen

1.050 – 700

Før-geometrisk og geometrisk periode

Tidligere blev denne periode omtalt som ”den mørke periode”, fordi der ikke findes skriftlige kilder fra perioden og fordi den græske kultur ikke manifesterer sig i denne periode, der markerer overgangen mellem bronze og jernalderen.

Men i dag har arkæologernes arbejde kastet lys over den mørke periode og det er muligvis svært at sætte en skarp skillelinje mellem den geometriske og den arkariske periode.

De væsentlige forandringer fra paladskulturen til den geometriske periode er en ny organisering af det offentlige liv i bystater og det er i den periode de orientalske guder med Zeus i spidsen træder ind på scenen og templerne erstatter kultpladserne.

Homers episke digte, der introducerer gudeparnasset er fra denne periode, og det er her vi får de første olympiske lege og den pan-helleniske identitet etableres.

Det Olympiske Stadion i byen Olympia

700 – 480

Den arkaiske periode

Den arkaiske periode er kendetegnet af etableringen af de græske oversøiske kolonier omkring Sortehavet og Middelhavet helt over til den spanske kyst. Det er i denne periode, at den græske kultur udbredes til bl.a. etruskerne, makedonierne og thrakerne, der både overtager det græske skriftsprog og de græske guder og myter. Det er her, oraklerne får deres storhedstid og at Lydierne slår de første guldmønter. Men det er også i denne periode, filosofferne og historieskriverne kommer på banen, og hvor Homers episke digte afløses af lyrisk poesi. Endvidere får man for første gang nedskreven love og et civilretsligt system.

Tidspunktet for afslutningen af perioden er også tidspunktet for afslutning af Perserkrigene.

Mønt med motiv fra en dionysos-fest fra 500-tallet fundet i Amfipolis

479 – 323

Klassisk periode

Den klassiske periode er en urolig tid. Efter opgøret med Perserne opstår der en stadig rivalisering mellem bystaterne, ikke mindst på grund af forskellige syn på den rigtige styreform.
Athens storhedstid er i denne periode, hvor den klassiske kunst forfines, det skrives tragedier og bygges kolossale teatre og filosoffer som Sokrates og Platon udvikler deres tanker og Platon får sit akademi i Athen og Aristoteles begynder systematisk at kortlægge plante og dyreliv på Lesbos.

Det er også i de år Sparta mister sin betydning som toneangivende militærmagt.

Periodens afslutning markeres ved Aleksander den tredje den stores død. På det tidspunkt er Makedonien blevet den førende militærmagt i Grækenland og det persiske rige besejret.

Athena-templet på Athens Akropolis er fra den klassiske periode

323 – 31 f.v.t.

Den Hellenistiske periode

Efter Aleksander den stores erobring af Perserriget spredes den græske kultur til hele Mellemøsten og Asien og helt over til Indien. 
I samme periode får romerne gradvist det militære overtag, først over Makedonien i 168 f.v.t. og derefter over hele det græske fastland og de Ioniske bystater. Men også Romerriget er forankret i den græske kultur, selv om der sker en gradvis latinisering.

Årstallet 31 f.v.t markerer året for Augustus endelige overtagelse af magten i det samlede Romerrige.

Udbredelsen af Asklepion-kursteder til hele Mellemøsten er et eksempel på helleniseringen efter Aleksander den stores død

31 f.v.t – 330 e.v.t.
Den romerske periode

Grækerne bevarer en særstilling i Romerriget, hvor det græske sprog næsten er ligestillet med latin og den græske kultur lever videre, men hvor den politiske magt er forankret i Rom.

Romersk teater på Athens Akropolis

330 – 1204

Den byzantinske periode

Perioden starter da Kong Konstantin erklærer Kristendommen for statsreligion i Romerriget og flytter hovedstaden til Konstantinopel. Efter Roms fald fortsætter grækerne med at være samlet under den østromerske kejser frem til det 4. korstog 1204. 

Ortodoks kirke i Mystra

1204 – 1460
Perioden med vestligt overherredømme
Stort set hele det græske fastland falder til frankerne og siden venetianerne i forbindelse med det fjerde korstog. Perioden slutter 7 år efter at Konstantinopel er faldet til osmannerne og Det Østromerske Rige (Byzans) ikke længere eksisterer.

Borgen i Nafplio blev påbegyndt af venetianerne og færdiggjort af osmannerne

1460 – 1830
Den osmanniske periode

Perioden starter da Osmannerne får fodfæste på det græske fastland, men det er først i 1715, at osmannerne har kontrol over hele det græske fastland og de mange græske øer. Perioden slutter da det selvstændige kongerige Grækenland kan udråbes i 1830 med den tyske prins Otto som konge. 

Read More...

De olympiske lege i antikken

28. april 2022 | Posted in Ude | By

De olympiske lege fra 776 f.v.t – 393 e.v.t

Indgangen fra den olympiske by til stadion

Den første olympiade blev afholdt i 776 f.v.t. til ære for Zeus og olympiader blev efterfølgende afholdt hvert 4. år i 1169 år – ifølge kilderne uden en eneste afbrydelse. 

Olympisk fred

En af årsagerne til, at legene kunne gennemføres kontinuerligt var, at der under legene herskede olympisk fred. Det vil sige at de indbyrdes krige mellem de græske bystater blev sat på pause i den periode, hvor legene varede.
En del af fortællingen om Leonidas heroiske kamp mod perserne ved Thermopylæ er (ifølge museet i Sparta), at Leonidas drog i kamp med 300 spartanske krigere, der alle allerede havde fået en søn, for at bremse persernes fremrykning, indtil hovedstyrken kunne nå frem. Det var ren opofrelse, ingen regnede med at overleve. For perserne angreb nemlig netop under en olympiade, og den måtte ikke forstyrres.

Kun for græske mænd

Det olympiske stadion. Tilskuerne sad på rækker op langs siderne

I datidens forståelse var legene en genoptagelse af en gammel mykensk tradition og en markering af, at en ny storslået græsk æra var begyndt. Den olympiske by er da også bygget ved et tidligere mykensk kultanlæg med begravelsesplads.

For at deltage i legene skulle man være en fri græsk mand. Slaver og barbarer kunne deltage som tilskuerne – stadig var det dog kun for mænd. 

Mosaikfrise med kæmpende atleter i brydning og boksning, vindere og tabere

Mændene konkurrerede nemlig nøgne og det var ikke et syn for kvinder, der kunne idømmes dødsstraf for at overvære begivenheden.
Der er en fortælling om en kvinde, der forklædte sig som træner, fordi hun så meget ønskede at se sin søn deltage i et løb. Skæbnen ville, at sønnen vandt og hun blev så grebet af begejstring, at det afslørede hende. Hun blev dog ikke dømt til døden, men fremover blev det bestemt, at også trænerne skulle være nøgne, så episoden ikke kunne gentage sig.

Fejring af Zeus

Udsnit af Zeustemplet

Olympiaden var en Pan hellenistisk begivenhed til fejring af Zeus. Derfor er Zeus-templet helt centralt på pladsen, men der har øjensynligt endnu tidligere ligget er Heratempel, og Hera spillede en central rolle i fejringen af de vindende atleter. I en periode blev der også afholdt olympiske lege for kvinder, hvor Hera var i centrum. Disse lege lå forskudt i forhold til mændenes lege og blev ligeledes afholdt hvert 4. år.

Ved de første lege var løb den eneste disciplin og begivenheden varede en dag. Snart kom hestevæddeløb, brydning, boksning med og senere 5-kamp.
En begivenhed, der afholdes løbende gennem næsten 1200 år, udvikler sig gennem tiderne. Men som nu var der dengang en olympisk komite, der havde sæde i byen Elis og som styrede begivenhederne med hård hånd. Og efterhånden som legene udviklede sig til en 5-dages begivenhed, blev der stillet større og større krav til logistikken omkring legene.

Forberedelser til legene

Ruten fra Elis til det Olympiske stadion. Tilskuere kunne også sejle Phela (Pylos)

Det var de enkelte bystater, der udvalgte de sportsudøvere, der skulle have lov til at deltage i legene. De skulle møde i byen Elis en måned før begivenhedernes start og træne sammen og vise deres dygtighed. Var de ”under standard”, syge eller på anden måde ukampdygtige, fik de ikke lov til at stille op. På den måde sikrede man kvaliteten af legene.

Det betød, at der var træningscentre, overnatningsmuligheder m.v. i byen Elis.
To dage før legenes start gik man så i position fra Elis til Olympia og havde en overnatning undervejs ved en hellig kilde. 
Det olympiske stadion blev også over årene udbygget, så man fik overnatningsmuligheder til sportsudøvere, trænere og komiteens medlemmer, køkken og spisefaciliteter, træningsfaciliteter, bade m.v. ud over selve det olympiske stadion. Især i den romerske periode var der mange moderniseringer, blandt andet blev der lavet anlæg med varme bade og spise og sovefaciliteter blev udbygget. 

Tilskuerne måtte klare sig ved at overnatte i teltlejre ved den nærliggende flod. 

Konger og Kejsere

Philippeionen opført som manifestation af den makedonske kongehus, påbegyndt af Philip II og færdiggjort af Alexander den store

Blandt tilskuerne var de græske konger og senere de romerske kejsere. I alt fald to gange var de også deltagere i legene. Kong Philip II fra Makedonien vandt i hestevæddeløb i 356 f.v.t. 

Kejser Nero deltog i legene i 67 e.v.t. bl.a. i hestevæddeløb. Og selv om han ikke gennemførte løbet blev han erklæret vinder. Ingen turde overgå ham. I den forbindelse blev en af helligdommene på pladsen ombygget til en pragtvilla, hvor kejseren kunne bo sammen med sin smukke unge kone.

Statue af Kejser Neros anden kone funder under udgravningerne

Sidste olympiade var i 393 e.v.t. Legene blev afskaffet af den kristne kejser i Konstantinopel, da legene blev opfattet som en hedensk begivenhed.

Read More...

Slaget ved Thermopylæ

22. april 2022 | Posted in Ude | By

Mindesmærke for slaget ved Thermopylæ

Thermopylae er et område i Grækenland mellem Thessalia og Lokris, ca. 136 km nordvest for Athen, hvor der i antikken fandtes en passage ud til havet.

Denne passage var i året 480 f.v.t. stedet for en græsk modstands kamp mod en stor persisk hærstyrke, der kom nordfra.

Stedet er der stadig i dag, men havet har nu trukket sig længere væk fra kysten, og efterladt et bredt landområde, der ikke eksisterede dengang. Men der er både et mindesmærke og et informationscenter, der fortæller om dette sted.

Baggrund

Grækerne havde indgået et forbund mellem flere græske bystater mod de fremrykkende persiske styrker. Det var ikke første gang græske bystater var på kant med det store persiske rige, der strakte sig fra Indien i øst til Middelhavet, og sydpå til Egypten med i alt 26 folkeslag. Det var verdens største rige. Men i det græske fastland var modstanden stor mod at underlægge sig dette storrige. Derfor var flere bystater gået sammen for at forsvare sig mod perserne.

De græske bystater på kysten ved Lilleasien (nu Tyrkiet) havde alle haft valget mellem at tilslutte sig perserriget eller blive ødelagt. Da de gjorde oprør med støtte fra det græske fastland, invaderede perserkongen Darios den Store Grækenland gennem Makedonien, men led nederlag til Athenerne og deres forbundsfæller ved Maraton i 490 f.v.t..

Slaget ved Thermopylæ

I 480 f.v.t. forsøgte perserne igen nu under ledelse af perserkongen Xerxes at invadere fastlandet. De kom både nordfra på land, hvor de var gået over Hellespont ved Dardanellerne i det nuværende Tyrkiet via to pontonbroer de konstruerede over det smalle stræde og derfra ind i Thrakien og Makedonien, men også via søvejen sydfra med en stor flåde af skibe, der sejlede op langs Lilleasiens kyst.

På land have perserne således samlet en stor landstyrke på sletten nord for bjergpasset Thermopylæ. Grækerne havde slet ikke samme styrke, men forsøgte at spærre fremrykningen

I spidsen for en lille gruppe stod kong Leonidas af Sparta med 300 spartanske krigere og 700 Thespaliere.

Opgang til højen for det afgørende slag ved Thernopylæ

Passagen var kun ca. 15 m bred. Perserne rykkede først frem med en styrke af folkeslag under Perserriget. Det lykkedes den lille græske styrke at nedkæmpe denne. Derefter satte den persiske kong Xerxes sin elitestyrke ind. Også denne blev nedkæmpet af spartanerne. Presset var dog voldsom og spartanerne samledes derfor på en mindre høj fast besluttet for at kæmpe til sidste mand. Persene satte nu deres frygtede artilleri i form af bueskytter ind. Med en pileregn og efterfølgende bagholdsangreb blev alle de græske soldater dræbt sammen med Kong Leonidas af Sparta.

Rekonstruktion af græske flådeskibe

Men deres indsats blev efterfølgende hædret fordi det betød at den græske flåde, under ledelse af Thermistokles, der var meget mindre end den persiske ved en række træfninger og strategiske manøvre slog perserne i søslaget ved Salamis.

Tilbagetrækningen

Det betød at perserkongen Xerxes trak sig tilbage til Asien og overlod det til hærføreren Mardonius at fuldføre erobringen af Grækenland. Athenienserne flygtede fra byen Athen, der blev rømmet inden perserne nåede frem og afbrændte byen.

Modet var stort blandt de græske bystater og ønsket om at slå perserne lige så stort.

Det følgende år 479 blev resten af den persiske hær slået ved Platæa og den persiske flåede i slaget ved Mycale. Herefter forsøgte perserne ikke siden at erobre det græske fastland.

Derimod var ødelæggelserne på det græske fastland og tørsten for at hævne stor og medførte mere end 100 år efter, at den makedonske konge Philip II og hans søn Aleksander (Den Store) at indtage hele det store Perserrige i en alliance med en række græske bystater.

Read More...

Mystra, Byzans og Grækenland

7. april 2022 | Posted in Ude | By

Byzans historie kort fortalt

Mystra ligger tæt ved Sparta og klistret op ad en klippevæg

I Argos besøgte vi det Byzantinske museum, der har en meget fin udstilling om Byzans og Grækenland. I dag har vi besøgt den byzantinske by Mystra ved Sparta. Det har lagt en del brikker til vores forståelse af forholdet mellem Grækenland og Byzans.

Men lad os starte ved begyndelsen. Da kejser Konstantin gjorde kristendommen til statsreligion i Rom, så flyttede har også hovedstaden fra Rom til Konstantinopel. Da Det Vestromerske Rige brød sammen, så levede Romerriget videre i øst frem til 1453, da Osmannerne (tyrkerne) erobrede Konstantinopel.

Navnet Byzans fik det først af historikere i 1700’tallet, altså længe efter at riget var ophørt med at eksistere. 
Byzans var en kristen kejserstad. I starten var riget tosproget med græsk og latinsk, senere blev det rent græsksproget. De fleste kejsere var af græske dynastier, men der var også perioder med makedonske og serbiske kejsere.

Byzans udstrækning svingede gennem tiderne. Denne lille video-animation viser fint, hvordan rigets udstrækning har varieret gennem tiderne.

Kirken ved despotpaladset i Mystra

I hele den byzantiske periode eksisterede der ikke et Grækenland – kun grækere. Byzans var græsk.

Men som den lille animation viser, så er det græske fastland i lange perioder slet ikke under byzantinsk kontrol. Med undtagelse af det sydlige Peloponnes, der stort set styres fra Konstantinopel i hele perioden frem til Konstantinopels fald i 1453. 
Mystras er en af de sidste byzantinske byer, der falder til osmannerne.

Det 4. korstog

For at forstå Mystras historie skal vi tilbage til det 4. korstog.

Det fjerde korstogs mission var at generobre Jerusalem. Det var ledet af frankiske grever og planen var at sejle fra Venedig til Egypten, og så derfra gå mod Jerusalem. Vi befinder os i år 1200.
Men da frankerne kommer til Venedig, så har de ikke penge nok til at betale de venetianske bådebyggere for de skibe, de har bestilt og fået bygget.
Dogen i Venedig løste problemet ved at hyre korsfarerne til lejesoldater, der lige skal ordne et problem for ham i den kroatiske by Zara. Derefter blev korstoget involveret i tronstridigheder i Konstantinopel. Det resulterede i, at Venedig erobrede og plyndrede byen i 1204 og derefter satte sig på byen frem til 1260.

Så det fjerde korstog endte med at blive et opgør mellem kristne. En del af de frankiske grever med deres hære besatte dele af det byzantiske rige undervejs. Således kom både Athen, Argos og Nafplio under frankisk overherredømme. For Argos vedkommende fra 1212-1388, hvorefter Venedig overtog herredømmet fra 1388 – 1483. Osmannerne gør sig herefter også gældende og magten skifter i perioder mellem Venedig og osmannerne, indtil osmannerne sætter sig på hele Grækenland fra 1715 – 1822.

Kirken ved despotpaladset i Mystra set oppefra

Mystra grundlægges

Det var i disse urolige tider at Spartanerne beslutter sig for at flytte op i bjergene og bygge byen Mystra. Byggeriet blev påbegyndt i 1200’tallet og byen havde sin storhedtid i 13 og 1400’tallet.

I 1449 blev den sidste byzantinske kejser, Konstantin den 12., kronet i byen.

Den byzantinske – eller det vi i dag kalder den græsk ortodokse kirke – levede videre i byen side om side med osmannerne frem til 1829, hvor den græske nation var en realitet. En af den nykronede kong Ottos første projekter var at genrejse det gamle Sparta. En hel ny by blev grundlagt oven på resterne af det antikke Sparta. Mystra blev forladt da indbyggerne blev forflyttet til den nye by. I dag er Mystra en museumsby og en af Peloponnes største turistattraktioner.

Men Nonneklosteret i Mystra fik lov at overleve og fungerer stadig som sådan. 

Read More...

Lidt nyere græsk historie – i Ukrainekrigens skygge

30. marts 2022 | Posted in Ude | By

Græske børn markerer frihedsdagen d. 25. marts i Astakos

I Arta på det græske fastland er vi tilbage i en mere nutidig historie. Efter anden verdenskrig udbrød der borgerkrig i Grækenland mellem de kommunistiske og de højre-nationale partisangrupper, der havde samarbejdet om at hælde de tyske nazister ud af landet. De højre-nationale løb med sejren, og vi har tidligere her på bloggen skrevet om de mange tusinde græsk-makedonske flygtninge, der hjulpet af kommunisterne og via Nordmakedonien fik nye hjem i Østeuropa og Canada. 

Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

Lige før Arta ligger en historisk bro. Her underskrev de to partisangrupper en samarbejdsaftale i 1944. Desværre holdt den som nævnt kun til tyskerne var ude af landet. 


Fredag den 25. marts kører vi til byen Astakos for at tage en færge til øen Ithaka, hvor Odysseus efter myten var konge, da grækerne stævnede ud, for at hævne Menelaos, hvis kone – den smukke Helena – den trojanske prins Paris havde bortført til Troja.
I byen bliver vi modtaget af piber og trommer. Et stort optog er på vej gennem byens hovedgade.

Græske børn markerer frihedsdagen d. 25. marts i Astakos

Små børn i nationaldragter og store børn i hvidt og blåt går tydeligt klassevis i strækmarch gennem byen med græske flag til taktfaste rytmer fra gardemusikken. Langs gaden klapper bedsteforældre, forældre og søskende opmuntrende med. Optoget afsluttes af en gruppe ældre veteraner ligeledes i nationaldragter. Lidt efter samles alle på havnen og der er travlt med serveringer i de mange havnecaféer.

Klokken 13.00 lægger færgen til som planlagt og vi er på vej på ø-eventyr.

Kurs mod Ithaka

Fra Piso Aetos anløbshavnen på øen Ithaka er der kun 10 km til hovedbyen Vathy, hvor vi har booked et B&B for 3 nætter. Værtinden Kristina fortæller om dette smukke og særprægede lille hotel.:

”Efter jeg kom tilbage fra Sydafrika med mine to døtre i 1982, hvor jeg en årrække var skolelærer, købte vi huset her. Det var da en olivenoliefabrik, med ældgammelt maskineri drevet af et par maskiner, der med bælter til store aksler trak de forskellige pressere.”

 Vi fik vist de gamle billeder, hun havde og kunne genkende noget af det gamle indbo, der nu indgik i det utroligt smukke hus. 

Huset er fuldstændig renoveret og indvendigt båret af store jernkonstruktioner, der gør huset i stand til at modstå selv kraftige jordskælv. 
Ialt 7 værelser hvor 14 -16 gæster kan nyde udsøgte værelser centralt i byen. 
Foruden Kristina hjælper hendes to døtre og børnebørnene med at drive hotellet. 

Vores hotel på Ithaka


Ved morgenmaden lørdag morgen fortæller vores værtinde, at der er et arrangement på torvet i byen kl. 12, det er en demonstration for fred. Hun er selv en af arrangørerne. 

Vi vil selvfølgelig gerne deltage. Den 25. marts marcherede alle Grækenlands børn for at fejre grækernes befrielsen fra osmannerne (tyrkerne) i 1829. Den 26. marts danser de samme børn for fred i Ukraine.

Børn forbereder sig til fredsdans


Alle vi møder på vores vej er naturligvis oprørte over krigen i Ukraine og over russernes fremfærd. Men i Italien og Grækenland er det fredssymbolerne, der kendetegner markeringerne – ikke den massive støtte til Ukraine, som vi fornemmer præger billedet i Danmark. Vi ser ikke et eneste ukrainsk flag, men derimod de regnbuefarvede flag med fredstegn. 

Grækernes dilemma er vores allesammens dilemma. Vi vil både have frihed og fred. Men når valget bliver så konkret, som det er lige nu i Ukraine, så vælger flertallet friheden over freden. Så har vi krigen og alle dens ufattelige følger og strømmen af mennesker på flugt. 

Vi spørger lidt til det franske initiativ, hvor Frankrig sammen med Tyrkiet og Grækenland vil starte en evakuering af Mariupol over Sortehavet. ”Kan det mon skabe forsoning mellem Grækenland og Tyrkiet, der jo begge er medlemmer af NATO”, spørger vi. 

”Nej”, svarer vores værtinde resolut, ”Jeg stoler ikke på tyrkerne over en dørtærskel. De har besat Cypern”.

Vi siger ikke mere. Men grækerne forsøgte sig også med en invasion af Tyrkiets Vestkyst ved Smyrna (nu Izmir), da tyrkerne var i knæ efter første verdenskrig. En aktion der ikke faldt ud til grækernes fordel, og resulterede i at 100.000-vis af grækere blev udvist af Tyrkiet.

Vi har tidligere skrevet om forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet her på bloggen:

Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje

Fredsdue

Read More...

Etruskerfortællinger 2

Frise fra sarkofag

25. marts 2022 | Posted in Ude | By

Etruskernes hovedby mod syd Tarquina ligger ud til det Tyrrhenske hav

Vores interesse for etruskerne går tilbage til starten af 1980’erne, hvor der var store etruskerudstillinger i Brede og Malmø. Vi var især optaget af deres jernudvinding, fordi der var paralleller til det, vi havde set i Tanzania. Dengang var tesen, at mangel på træ var en af årsagerne til etruskerkulturens forfald.

På de museer og udstillinger vi har besøgt nu i Italien, har dette tema slet ikke været berørt. Derimod har det – helt i tidens ånd- handlet meget om identitet.

Hvor kom etruskerne fra, hvilken kulturarv har de efterladt, hvilken rolle spillede de i forhold til grækerne og romerne og hvor forsvandt de hen?
Det jeg skriver nu baserer sig på de forskellige iagttagelser vi har gjort på vores rejser, hvor vi rundt om Middelhavet, i Lilleasien og i Persien (Iran) har studeret den tidlige jernalder:

Bronzealderen
Bronzealderens højkulturer og ”stormagter” var Egypterne, Babylonerne og Hittitterne. Herfra har vi masser af skriftlige kilder, segl, regnskabssystemer og lange episke tekster – overvejende af religiøs karakter. Vi har tre skriftsystemer: Egyptiske hieroglyffer, Babylonsk kileskrift og Hittittiske hieroglyffer. Vi har tekster, der er affattet på alle tre sprog på samme stele, skriftrulle eller plakette, og det har derfor været muligt at afkode alle tre sprog og dermed læse teksterne. Vi har bevaret brevveksling mellem Faraoer og Hittitterkonger. Brevene er skrevet på lertavler, der senere er brændt, og derfor bevaret for eftertiden. Tiden har været præget af udbredt samhandel, viden-udveksling og naturligvis stormagtskrige. Derfor stammer verdens første fredsaftaler og menneskerettighedserklæringer fra denne periode.

Der er også mange mindre kulturfolk i denne periode, der deltager i det globale handelskredsløb. Det er typisk kulturer, der ikke udvikler eget skriftsprog, og som vi derfor kun kender fra andres omtale af dem.  

Et par af den kan man kalde up-comming kulturer, fordi de efterfølgende kommer til at spille en større rolle og udvikler egne skriftsprog. Det er Mykenerne (grækerne), assyrerne og fønikierne.

Nævnes må også det største europæiske folk på denne tid thrakerne. Thrakerne udviklede aldrig deres eget skriftssprog.

Bronzealderens sammenbrud
Homer’s fortællinger i Iliaden og Odysséen er på mange måder dommedagsfortællinger, der handler om bronzealderens sammenbrud. Krige mellem rivaliserende konger og gudernes vrede indvarsler de store kulturers undergang. Tilsæt hertil et ukendt havfolk, der gør sejllads på Middelhavet til en usikker affære. Sørøveri kom simpelt hen på mode, og alle med sejlførende fartøjer har sikkert taget deres del af kagen. Men interessant er det, at især assyriske kilder taler om folk fra Sortehavet – Kimmerere, et nomadefolk fra de pontiske stepper ved Sortehavet.

”Kimmererne omtales i assyriske kilder og hos den græske historieskriver Herodot; i 696-695 f.Kr. De angreb Lilleasien og ødelagde det frygiske rige. Senere angreb de Lydien, hvis konge, Gyges, forsøgte at få en alliance mod dem i stand med Assyriens konge Assurbanipal. Ca. 600 f.Kr. lykkedes det den lydiske konge Alyattes (ca. 610-560 f.Kr.) at drive kimmerierne bort fra Lilleasien.[i](Den store danske, Gyldendal).” Andre kilder taler om Skytere eller Russere. 

I græsk historieskrivning kalder man perioden fra Mykenekulturens fald til arkarisk tid – det vil sige fra krigen i Troya omkring 1200 f.v.t og frem til årene omkring 700 f.v.t. for den mørke periode. Det vil sige en periode, der ikke er beskrevet i de græske historiske kilder. 

Tidlige etruskiske urnegrave – 900 -700 f.v.t.

Arkarisk tid begynder der, hvor grækerne genopfinder sig selv med bl.a. Homers fortællinger om en fjern fortid og hvor andre græske forfattere som Herodot fortæller om nutiden. 

Jernalderen
Alt dette er skrevet for ligesom at introducere til den tid, hvor Etruskerne træder ind på den verdenshistoriske scene. Jeg tænker ikke, det er forkert at kalde sidste årtusind før vores tidsregning for metallernes årtusind. 

Metaller var ikke ukendte i bronzealderen. Guld, sølv og bronze var velkendte materialer, og der blev arbejdet systematisk med metallurgiske legeringer. Der blev eksperimenteret med det nye materiale jern igennem hele det andet årtusinde, men først da man fandt ud af at hærde jern til stål fik det for alvor betydning. 

Dog ikke sådan at jern udkonkurrerede bronzen – end sige guld eller sølv. Tvært i mod. Alle former for minedrift blomstrede. Det sidste årtusind før vores tidsregning var også mønternes årtusind. Der skulle bruges guld og sølv i massevis, både til at berolige og bestikke guderne, begave kongerne og ikke mindst til at skaffe lejesoldater. 

Mønter fundet i etruskiskeudgravninger

Her kommer Lydien igen ind i billedet. I Lydien flød guldet i floderne, det var bare at fiske det op og smelte det om til værdifulde genstande og ikke mindst til verdens første mønter.

Etruskerne og Lyderne
Lad os lige antage, at man kan trække en parallel mellem metallerne og computernes udbredelse. Da computeren kom frem i 1980’erne gik alle intellektuelle kræfter de næste 25 år med at finde ud af, hvordan den bedst kunne bruges til at forandre verden. Og så eksploderede digitalisering stort set på samme tid verden over. 
Omkring år 1200 f.v.t går der overalt i Middelhavet rygter om et nye metal, der findes i bjergene, der får helt særlige egenskaber når det udvindes og hærdes ved meget høj varme. Alt hvad man behøver er en åre med en rød bjergart og masser af træ, der kan brændes til trækul og en masse øvelse. I tilgift kan man være heldig at finde både guld, sølv, tin og kobber. Det er vel ikke svært at tænke sig en ”jernfeber”, der får sendt alle folk med evner inden for minedrift og udsmeltning på vandring ind i Europa og Lilleasiens mange uudforskede bjergkæder for at finde metalårer. Det rygtes også, at de dygtigste smede finder man i området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, så det er klogt at lægge vejen deromkring.

På det europæiske fastland er det især kelterne og etruskerne, der lærer at beherske kunsten at udvinde det nye metal. Kelterne kom nordfra og etruskerne kom sydfra, de mødes i de centraleuropæiske alper og derfra vandrer grupper af etruskerne mod den italienske halvø og grupper af keltere (gallerne) mod de franske alper. Andre bliver i de bulgarske bjerge og smeder våben til Thrakerne, atter andre slår sig ned i Østrig og overtager senere rollen som storleverandører til den romerske hær, på det tidspunkt, hvor træ bliver en alvorlig mangelvarer hos etruskerne. 

Da etruskerne slår sig ned i Umbrien og Toscana blander de sig med den lokale indfødte befolkning. 

Denne hypotese vil i alt fald kunne forklare de sproglige og genetiske mysterier, der knytter sig til etruskerne. Men det kan også forklare de mange fællestræk, vi kan se mellem den thrakiske og den etruskiske kultur. På mange punkter er der tale om en meget parallel udviklingshistorie, her tænker vi især på keramikken, gravgaverne og de smukt dekorerede gravkamre.

Indgang til gravkammer
Etruskisk gravkammer fra 470 – 450 f.v.t.


[i] Den store Danske, Gyldendal (nettet)

Read More...

Dansen om Bayeaux Tapetet

19. september 2019 | Posted in Ude | By

I Bayeux hænger et tapet, der blev broderet på hørlærred i årene efter 1066. Det fortæller historien om, hvordan det gik til, at hertug Wilhelm af Normandiet blev Englands konge i 1066.

Men danske øjne betød det afslutningen på en epoke med dansk indflydelse på De Britiske Øer. Men i virkeligeheden var den nok forlængst forbi.

Læs fortællingen om vores rejse til England og Frankrig, hvor vi så nærmere på historien bag det gamle kunstværk.

Rejsebrev fra England og Frankrig, september 2019

 

Read More...

Pasargadae – Shiraz – Persepolis

19. oktober 2018 | Posted in Ude | By

Fra Yadz til Pasargadae

Vi kører fra hotellet i Yazd lørdag morgen og kl. er omkring 13, da vi holder ved indgangen til Pasargadae. En tur uden mange stop undervejs, det meste af vejen gennem gold ørken, men afbrudt af små landbrug og enkelte store industrianlæg. Da vi når til hovedvejen mellem Shiraz og Isfahan er der mere aktivitet, flere grønne oaser, flokke af får og geder, og en enkelt kamelflok (dromedarer) kommer vi også forbi.

Pasargadae

Inskription i Kyros private palads “Jeg er Kyros, Achaemedernes konge”

Pasargadae anlægget dækker et stort areal, og det et blevet optaget på UNESCO verdensarvslisten for sin grundplan. Byen er anlagt prototypisk for den persiske have – og derfor er Pasargadae – ud over at være verdens ældste imperiale hovedstad også det ældst kendte udgravede haveanlæg i verden. Men desværre er der ikke gjort meget på stedet for at visualisere fortidens storhed. Guidebogen skriver, at mange turister ikke finder Pasargadae værd at besøge. Den mening deler vores rejsefæller, der hurtigt dømmer Pasargadae ude. Området er sølle og lydkulissen, der strømmer ud fra højtalerne er forstyrrende for helheden. Så Palle og jeg blive ene om at gå på opdagelse i området.

Kyros mausolæum

Når man ankommer i dag, ligger indgangen, så man bliver ført direkte til Kyros store gravkapel, der er den mest spektakulære og velbevarede del af anlægget, og dermed også den største attraktion.
Derfra kan man så køre med shuttlebusser rundt i anlægget. Bussen kører dog ikke op til Citadellet, der ligger på en klippe højt over “byen”. Det har været i brug som citadel fra Kyros tid 550 f.v.t. og til slutningen af Sasanidernes tid omkring 628 e.v.t. Vi når – som de fleste – desværre ikke derop og ser det, men der er nok heller ikke så meget at se, når det kommer til stykket.

Men shuttlebussen kører os hen til Kyros paladsområde, hvor vi står af og prøver at danne os et overblik over herlighederne. Og det er her, vi finder ud at, at det hele er vendt på hoved, hvilket gør det endnu vanskeligere at danne sig et billede af, hvordan det må have set ud, da Aleksander den store og hans hær ankom til Pasargadae efter at have ødelagt Persepolis.

Audienspaladset

Dengang lå indgangen et helt andet sted end den gør i dag.
Man kom ind af en port (gate), der i dag regnes for at have været verdens første fritstående portanlæg, og ind i et haveanlæg, der skulle forestille paradisets have. For at komme frem til modtagepaladset med audienshallen, skulle man passere en bro over en rindende flod. Først bag modtagepaladset, mere have og nogle administrative bygninger lå Kyros private palads. Kyros mausolæum blev bygget helt tilbagetrukket i anlægget. Denne hjemmeside kan hjælpe til at give et billede af, hvordan man tænker det har set ud.

http://www.heritageinstitute.com/zoroastrianism/garden/

Stentårnet eller Salomons fængsel

På området ligger resterne af endnu en bygning – et stentårn – , som man ikke ved hvad er. En tilsvarende – men mere intakt bygning findes i Naqsh-e-Rostam, der er dødeby til Persepolis – som vi desværre heller ikke får besøgt. Den mest udbredte opfattelse i dag er, at det er en rituel bygning eller et ildtempel, der muligvis har været anvendt i forbindelse med begravelser på Achaimenidernes tid.
Bygningen hedder i folkemunde Zendan-e Salaiman – Salomons fængsel.

Da Alexander den III, den stores hær kom til Pasargadae plyndrede de Kyros den stores grav. Det gjorde ifølge legenden Alexander rasende. Alexander havde stor respekt for Kyros, som han så som sit forbillede og han sørgede for, at alt, hvad der var blevet ødelagt i Pasargadae blev genopbygget. Det vides ikke med sikkerhed, hvem eller hvad, der er ansvarlig for Pasargadae’s ødelæggelse.

Efter besøget i Pasargadae spiser vi sen frokost, og så går turen til Pars International Hotel i Shiraz. Det er næsten mørkt, da vi når frem.

Persepolis

Persepolis

Allerede næste morgen kører vi til Persepolis. Persepolis har alt det, man savner i Pasargadae. Det er storslået fra første sekund man træder inden for lågen, og lydbilledet er afdæmpet og understøtter oplevelsen af storhed.
Hvor Pasargadae var anlagt som en guddommelig paradisets have, så er Persepolis anlagt for at manifestere et magtens centrum. Anlægget blev påbegyndt af Dareios den 1. og videreført
af Hans efterfølgere. Komplekset ligger på en 300*450 m kunstigt skabt platform eller terrasse, der er næsten 15 m høj, og det bestod af omkring 15 bygninger, da Alexander d. III, den store erobrede og afbrændte det i 330 f.v.t.

Indgangstrappen op til Persepolis er konstrueret således, at delegationerne kunne skride langsomt og værdigt op til modtagelsesområdet.

Anlægget har tjent et hovedformål. Det var her, repræsentanter for alle rigets satrappier mødte frem hvert år til nytår med tribut til kongen. Gennem knæfald og gaver genbekræftede man sin versalstatus under storkongen af Persien. Man har også afleveret de inddrevne skatter. En meget væsentlig del af bygningsmassen i Persepolis var kongelige skatkamre. Det fortælles, at alle Aleksanders økonomiske problemer forsvandt som dug for solen, da makedonerne tømte skatkamrene i Persepolis.

Delegation på vej til at aflevere tribut til Storkongen

 

Hvordan de forskellige delegationer fra forskellige dele af riget mødte frem rigt belæsset med gaver er rigt illustreret i de mange udsmykninger, der er indhugget i paladsets vægge, og en vigtig kilde til viden om tidens skikke, våben, handelsvarer og klædedragter.

Løve der æder en enhjørning er et gennemgående motiv

I Persepolis er også inskriptioner, der fortæller om identitet og religiøse forestillinger i perserriget. Nogle motiver går igen i mange af udsmykningerne. Det gælder ex. en løve, der æder en enhjørning, og kongen der kæmper mod en løve og stikker den en kniv i brystet. Men også zaratrusternes religiøse symbol – Fravashi – er et gennemgående motiv.

Motiv over Xerxes den 1. Klippegrav

På mange måder minder Persepolis mig om Bygningsværker, vi har set i Egypten – især vækker de kæmpestore søjlehaller minder om Karnakkomplekset i Luxor. Også de to gravkomplekser, der er hugget ind i klipperne højt over Persepolis giver mindelser om dødebyen ved Luxor. De to gravkamre tilskrives Xerxes den 1. og Artexerxes den 1.
Over gravkomplekserne er tydelige Zaratrustiske symboler: øverst Fravashien og universet, nedenunder mageren og ildalteret.

Tre timer i bagende sol og mere end 30 graders varme tilbringer vi i Persepolis med at beundre og fascineres af fortidens gådefulde – men på mange måder også genkendelige univers. Perserriget var
verdens første imperium, siger man, og derfor også alle de efterfølgende imperiers moder.
Alexander den III, den store, plyndrede Persepolis og brændte den derefter af. Han tog titel af persisk storkonge ved siden af sine andre titler, og han flyttede sit verdensriges hovedstad til Babylon.
Da han døde gik det hele i opløsning p.g.a. de efterfølgende magtkampe mellem hans generaler.

Shiraz

Vi kører efter besøget tilbage til Shiraz, hvor vi tilbringer et par timer i en anden af Irans mange haver. Den hedder Aramgah-e-Hafez. Det er en mindehave for Iran’s største poet, Hafez, der levede i 1300’tallet.
Alle Iranere elsker Shiraz. Når vi siger, vi har været i Shiraz, så falder de en næsten om halsen. “Shiraz er sådan en vidunderlig by”, siger de, og så nævner de Hafez have, hvor også andre berømte digtere og kunstnere er begravet. “Det er sådan nogle dejlige mennesker, der bor i Shiraz”, er den næste kommentar.

Hafez gravmæle i Shiraz

Shiraz er poesiens, roen og refleksionernes by – Iranernes have. Turisterne taler Shiraz ikke så meget til. Her er ingen hurtige fix som i Isfahan, der ubetinget er turisternes darling, med dens hurtige puls og kvikke bemærkninger.

Read More...

Et krigerfolk takker af

20. marts 2017 | Posted in Ude | By

Dette bliver det sidste opslag om Thrakerne i denne omgang. Forhåbentligt kan vi med tiden få alt det indsamlede materiale samlet til en rejseartikel. Men det er en større opgave, at få samlet thrakernes historie i en artikel, der sætter dem ind i den sammenhæng, hvor de hører hjemme i historien. De var ifølge Homer vigtige medspillere i tiden omkring Trojas fald. De spillede en betydelig rolle i krigen mellem grækerne og perserne, de blev som så mage andre blæst af banen af Fillip den II og Aleksander den store, men de vendte stærkt tilbage efter Aleksander den stores død og de endte med at feje Lysimarkos (Aleksander den stores efterfølger) af banen i store dele af de områder, de beboede. Det vides med sikkerhed, at de gjorde sig gældende i hele det nuværende Bulgarien, den europæiske del af Tyrkiet, det sydlige Rumænien og den østlige del af Serbien.

Fredstraktat

Traktat der befæster en alliance mellem odryserkongen Seuthes III og Spartakos i Kabyle fra omkring 310 f.v.t.

Hvor de kom fra og hvor de gik hen

Thrakierne er et af de jernalderfolk, der blomstrer op og kommer stærkt på banen, da de store bronzealder civilisationer går til grunde omkring år 1200 f.v.t. Men indtil videre er der ingen historikere, der tør give et seriøst bud på, hvor de kom fra eller hvad deres rolle var i det spil. Dertil er kildematerialet for ufuldstændigt. Der er dog enighed om, at de har tilhørt den samme indoeuropæiske sprogstamme som makedonerne, frygierne og lydierne. Thrakerne har som tidligere nævnt ikke selv efterladt sig skriftlige kilder fra før 400’tallet. De få skrifter, der findes fra deres hånd – som ex. en traktat fra omkring 310 f.v.t. mellem Seuthes III og Spartokos, der herskede i byen Kabyle, er skrevet på græsk. I det hele taget menes thrakerne gradvist at være blevet assimileret med grækerne og romerne og siden med de indvandrende slavisk/bulgarske stammer.

Sveshtari Tombs

De utallige gravhøjene ved dødebyen Sveshtari strækker sig gennem landskabet over et 2 km langt bånd

Sporene efter Thrakerne

Men hvor Thrakierne ikke efterlod sig skriftlige kilder, har de til overflod efterladt sig spor i landskabet efter det, de gik mest op i: At dyrke guderne – især moder jord – på okkulte steder, at lave smukke genstande i jern, metal, keramik og glas, at jage, slås, ride og køre med vogn og at konstruere templer og grave i jordhøje. De har holdt af at bosætte sig tæt ved bjergene. Om det så har været for at være tæt på Moder Jord eller på de rige guld og kobber forekomster i området, det må guderne vide. Jordbrug eller sejllads har vi ikke set tegn på har haft deres store interesse. De har haft en del vareudveksling med grækerne, men det ser ud til, de har ladet dem om den maritime del af vareudvekslingen.

IMG_6039 IMG_6041

Kulturlag ved udgravning i Karanovo

Efter Kazanlak har vi besøgt tre betydelige thrakiske udgravningsområder, der her fortjener hver sin korte beskrivelse:

Konge begravet sammen med hestevogn

Det første sted var i Karanovo, der ligger lidt nord for landevejen ca. midtvejs mellem Kazanlak og Yambol.

I Karanovo har man udgravet et kulturlag, hvor der har været uafbrudt beboelse fra 5500 – 2000 f.v.t. Derefter er bopladsen blevet flyttet ned i det oprindelige niveau, hvorefter byen har været beboet frem til i dag. I området er flere thrakiske høje, flere af dem har endnu kun været besøgt af gravrøvere. Men i en af dem har man fundet en meget sen kongebegravelse. Man regner med, at der er tale om den sidste odrysiske konge. Han hed Remetalcus III og døde midt i det første århundrede. Han var personlig ven med den romerske kejser Claudius, og man mener, han blev forfulgt af andre Thrakiske stammer, der forsøgte at kæmpe mod romer-ficeringen af thrakerne.

Heste og vogn

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

Af den grund blev han begravet i Karanovo i en ret hurtigt opført grav. Den har samme grundform og ruminddeling som andre thrakiske grave, men er opført af marksten og ubrændte lersten. Med sig i graven fik han sine våben: 2 sværd, skjold, spyd og spydspidser, foruden lysestager, ler- og glaskrukker og et glasdrikkehorn. I et rum ved siden af ham var en adskilt vogn med jernhjul, to heste og en hund begravet.

IMG_6033

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

The Great Mother Goddess i Kabyle

Kabele viste sig at være et godt sted at besøge. Her har været civilisation i mere end 7000 år, sluttende med en mindre bosættelse i de byzantinske ruiner i Middelalderen fra 1100 -1400’tallet.

Her er der et fint museum med effekter fra de mange års bosætning frem til gotherne indtog den romerske by og militærforlægning. I 500’tallet blev byen komplet ødelagt af avarerne. Stedet er meget smuk anlagt, velpasset og stort. Faktisk nok til et dagsprojekt. Det er EU, der har smidt penge i etablering af et besøgscenter.

Mother Goddess

The Great Mother Goddes fundet i Kabyle fra ca. 6000 f.v.t.

Kabyle

Byen er bygget om omkring et helligsted, hvor Thrakierne siden 1000’tallet – men før dem de pre-trakiske civilisationer – har dyrket The Great Mother Goddess – senere af grækerne og romerne kendt som Kybele og Artemis. Helligstedet ligger i nogle klippeformationer på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en gigantiske floddal, som Maritza – floden har dannet, og som har skabt er frugtbart dal, der strækker sig fra Sofia (Bulgariens hovedstad) gennem Plovdiv og Kazanlak og helt ud til Sortehavskysten ved Burgos. Det var som tidligere nævnt i Kabyle, den odrysiske høvding Spartokos regerede, da han indgik en traktat med Seuthes den III.

IMG_6135

Oversigtstavleover området ved Kabyle

Getaestammernes hovedby tæt ved Donau

Sveshtari gravhøjen er blevet verdensberømt blandt arkæologer og historiske museer på grund af en helt unik udsmykning, rige guldfund og hesteofringer. Som de fleste af de andre gravhøje, vi har besøgt, er det heller ikke her lykkedes at fastslå, hvilken af de getaestammernes konge, der er begravet her. Blot at han var 35 år, da han døde og han er begravet sammen med sin 10 år yngre ynglings-hustru og 5 heste.

Sveshtari 2

Udsmykning ved graven i Sveshtari

Getae-stammerne levede på begge sider af Donaufloden. De er kendt for at have gjort meget mere modstand mod grækerene og romerne end de odrysiske stammer mod syd.

Sveshtarigravhøjen ligger ved et af getae stammernes hovedcentre i området ved det nuværende Sboryanovo, et utilgængeligt canyonområde skabt af floden Krapinets. Her har ligget en befæstet by, som man mener at have identificeret som datidens Helis. Sveshtari har været den østlige dødeby (nekropolis), hvor gravhøjene strækker sig i et bånd på 2 km. Et tilsvarende 2 km langt bånd med gravhøje finder man på byens vestlige side.

Området ved Sboryanovo

Området ved Sboryanovo er fint at vandre rundt i

Selve byen har spillet en vigtig rolle i getaernes kamp mod makedonerne. Man mener, der har været hovedsæde for den getaetiske hersker Dromihed, der havde held til at bekæmpe Lysimarkos. Senere fik romerne kontrol over de Getaetiske stammer på Donaus sydlige bred, men de fik aldrig rigtigt fodfæste i landområderne nord for Donau, der vedblev at være domineret af Thrakiske og Keltiske stammefolk frem til hunnernes (Attila’s) og de slavisk/ bulgarske stammers indvandring.

 

 

Read More...

Kongernes dal ved Kazanlak

16. marts 2017 | Posted in Ude | By

Kongernes dal

At tale om kongernes dal ved Kazanlak kan af onde tunger opfattes som et smart reklametrick. Men set med thrakologernes øjne er det en måde at italesætte en rig samling af arkæologiske fund efter et stort overset kulturfolk.

Centralt i kongernes dal kunne have ligget en by med et palads, der blev anlagt omkring 330’erne f.v.t., da Odrysernes Kong Seuthes III flytter sit hovedsæde fra Edirene i Tyrkiet til Kazanlak midt i det nuværende Bulgarien, efter Aleksander den tredje, den stores erobring af Edirne.

Kong Seuthes III (330 - 297 f.v.t.) som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III (330 – 297 f.v.t.) portræt, som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III nye hovedstad

Kazanlak var ikke tilfældigt valgt af Seuthes den III. Han valgte at bygge en ny by (Seuthepolis) ved en eksisterende thrakisk fæstning, der også rummede et af datidens vigtigste kultsteder for de thrakiske guder. Byen lå på en halvø i en kurve ved floden Tundzha, tæt ved den dal, hvor mange af hans Odrysiske forfædre lå begravet.

Byen overlevede ikke mange år efter Seuthes den III’s død, den blev ødelagt af kelterne i 280 f.v.t. og henlå derefter som ruinby.

sevtopolis01

Luftfoto af Seuthepolis inden dæmningen blev bygget

I 1948 besluttede det daværende bulgarske regime at bygge en dæmning ved Tundzha floden, der ville oversvømme resterne af Seuthepolis. Inden byggeriet af dæmningen blev iværksat, fik man opmålt og udgravet byen. Fundene fra byen opbevares på Iskra museet i Kazanlak, og de bedste ting er udstillet både her og på nationalmuseet i Sofia.

Men i dag ligger resterne af Seuthepolis på bunden af Koprinka søen.

Dæmningen 01 Koprinka Dam

Dæmningsbyggeriet fra 1950'erne, der oversvømmede Seuthepolis

Til gengæld er et stort arbejde i gang for at gøre mange af de udgravede høje (Mound’s) tilgængelige for publikum. Der er det særlige ved de trakiske gravhøje, at de typisk blev bygget og anvendt som templer. Når en kongen eller adelsmand døde, blev han begravet – eller i alt fald hans ejendele blev lagt i det inderste rum i et tempel, der var formet som en sarkofag. Med sig fik han gravgaver, og i rummet foran blev ofret en hest, som den døde kunne benytte i efterlivet. Derefter blev templet forseglet.

Kong Seuthes III mausolæum

Seuthes III 03 Seuthes III 02

Seuthes III gravtempel - kaldet "The big Kosmatka Mould"

Den ene af de tre udgravede høje, vi besøgte i Kazanlak, menes at være Seuthes III begravelsesplads. Alle fund i graven peger i retning af Seuthes III, blandt andet en hjelm med hans navn indgraveret, en egeløvskrone, hans rustning og amforaer, der bl.a. har indeholdt vin. Der er i graven ingen spor efter gravrøvere, men der er heller ingen spor efter hans jordiske rester, hverken i form af knogler eller aske.

Graven giver et formidabelt godt indtryk af den originale arkitektur og af byggematerialerne.

Kongen tager imod i Kazanlak tomb

Regentparret modtager gaver

Kazanlak Tomb – kongen og dronningen modtager tribut

En anden gravhøj vi besøgte, er den mest berømte af gravhøjene i Kazanlak. Den ligger centralt i byen og den er meget smukt dekoreret med fresker lige som højen i Aleksandrovo. Af samme grund har turister ikke adgang til den originale grav, men kun til en replika, der er bygget ved siden af den. Billedfortællingen i tomten viser, at her er tale om en konge, der modtager tribut fra omkring boende høvdinge, der kommer kørende i hestevogne. kongen sidder til højbords med sin dronning, og mens der blæses fanfarer, modtager de to gaver fra nær og fjern. I en frise over deres hoveder kører sejrsgudinden rundt i en vogn, trukket af to heste.

Sejrs Gudinden

Kazanlak tomb. Seksgudinden på sin vogn

Det skændede tempel

Ostrusha Mould 01

Model og grundpaln over Ostrusha Mould

Det tredje sted vi besøgte hedder Ostrusha Mould. Det adskiller sig arkitektonisk fra de andre, ved at være bygget som et tempel med seks rum, hvor det ene var indgangsrum, hvorfra der var adgang til et cirkelformet tempelrum, et forkammer og 3 sarkofager. Kun den ene sakrofag er bevaret. Den er skrået ud af én granitblok, der oprindeligt har vejet 60 t og som er brudt i bjergene og transporteret mindst 25 km for at komme til steder. Stenkisten er derefter blevet dækket af et låg, der ligeledes er skåret ud af en granitblok. Indvendigt er granitblokken opdelt i felter, og i hvert felt har været en fresco.

Ostrusha Mould 02

En del af de oprindelige granitblokke er blevet fjernet lige som loftet i den tilbageværende sarkofag er blevet skændet. Ved udgravninger har man fundet mønter, der er præget af Konstantin den Store. Derfor antager man, at templet er blevet ødelagt af byzantinske soldater omkring år 400 e.v.t.

 

Read More...