Hjemrejsen

13. november 2018 | Posted in Hjemme, Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Hjemrejsen

Iznik, Istanbul, Edirne og hjem

Sidste del af turen fører os fra Sortehavet til Edirne, hvor vi kører bilerne på et biltog og forbereder os på 36 timers togrejse til Villach i Østrig. Derfra er der en køretur fra Villach til Wien, hvor et andet tog venter os, og bringer os til Hamburg.

Fra Amasra til Iznik

Turen har budt på mange smukke køreture, og en af den er turen fra Amasra til Bolu. Strækningen fører igennem nogle smukke og i vores verden oversete naturområder. I Tyrkiet er de mål for meget lokal turisme. Det oplever vi allerede i Asmara, hvor mange andre rejsende viser os billeder fra nationalparker, som de varmt anbefaler os at besøge. Men vi nøjes med at nyde, at køre gennem bjerge dækket af jordbrune, gule og vissengrønne efterårsfarver og rødløvede buske og frugttræer med hvidkalkede stammer.
Vi overnatter på et hotel i Bolu. Her får vi om aftenen besøg af byens turistchef, en kvinde, der gerne ser os blive en dag mere og besøge nogle af naturperlerne i området. Især Bolu sø og kildespring og vandfald i det bjergrige område får varme anbefalinger. Men vi siger, det må blive en anden gang. Vi har allerede booket to overnatninger i Iznik på hotel Limnares, der ligger lige ned til Iznik sø.

Iznik

Iznik hed engang Nikæa. Det var her Konstantin den store i 325 sammenkaldte alverdens biskopper, så de en gang for alle kunne afgøre, hvad der var den sande kristendom. Omkring 30 biskopper var de vist, her i kristendommens barndom. Men spørgsmålet var ikke så nemt at besvare. Men en vigtig beslutning blev taget. Det var bestemmelsen af Jesus natur. Her blev treenigheden fastslået. Det blev bestemt, at Jesus er guddommelig, gjort af det samme stof som skaberen selv og en del af treenigheden: faderen, sønnen og helligånden. Efterfølgende muligt af skelne mellem ægte og falske kristne bevægelser og evangelister og biblen fandt efterhånden sin endelige form.

Vi har før været rundt om Iznik søen på ruten fra Istanbul til Bursa. Den ligger utrolig smukt omgivet af bjerge, og jeg har haft et stort ønske om at se byen, nysgerrig efter at fornemme stedet og stemningen. Denne gang havde vi så tiden til at tage en afstikker fra hovedvejen og se lidt nærmere på stedet.

Når man drejer fra hovedvejen kommer man ind på en smal 2-sporet og ikke særlig velholdt asfaltvej, der fører gennem velplejede marker, frugtplantager og olivenlunde. Overalt holder biler og traktorer i vejsiderne og høstarbejdet er i gang. Der bliver plukket frilandstomater, høstet æbler, majs, kål, oliven og kastanjer, og kartofler bliver taget op. GPS’en fører os nord om byen, og vi kommer gennem et supertrist industriområde, inden vi når frem til hotellet, der ligger ned til Iznik søen og med ryggen til den gamle bymur. Der er to mure fortæller værten, den første er fra romertiden, den anden fra Byzans. Desværre er det ikke et ordentligt kort over byen, kun en lille pamflet der antyder, at byen stadig ligger “inden for murerne” af den gamle befæstede by.

Vi har igen problemer med Y’eren. Kompressoren knurrer og smider olie, og vi er faktisk i tvivl om hvorvidt vi kan køre videre i den. Så Palle går i gang med studere kompressorers opbygning og muligheden for at skaffe et reparationskit.

Iznik i dag

Sidst på eftermiddagen går jeg en tur op i byen, for at få et første indtryk af, hvad der er tilbage af den gamle by. Byen er oprindeligt grundlagt af Antigones, en af Alexander den 3. Den Stores generaler, i 316 f.v.t., og videreudbygget af Lysemarcus efter 301. Det var også ham, der gav den navnet Nikæa, efter hans seneste kone. Den er opbygget som en klassiske hellenistisk by, med en nord/ syd og en øst/ vest akse, der skærer hinanden i byens centerpunkt. Præcis her ligger Iznik’s Aya Sofia. Engang en smuk, klassisk byzantinsk bygning dekoreret med freskoer. Den er bygget nogen lunde samtidig med navnesøsteren i Istanbul. Men gennem årene har den mistet stjerneglansen, ramt af krige, jordskælv, ombygning til moske og almindeligt forfald. Engang lå den i gadeplan, i dag ligger den halvt i kælderplan ud mod hovedgaden, som tidens fylde har hævet et par meter over det plan, hvor den oprindelige romerske vej var anlagt. Bag kirken ligget et smukt grønt anlæg, der betyder, at Aya Sofia i dag tager sig bedst ud bagfra.

I aftenlyset ser jeg kun kirken fra forsiden, mens jeg scanner byens to sydlige kvadranter. Det jeg ser, er en stor landsby. Forretningerne i Hovedgaden – Ataturk Caddesi – sælger overvejende traktorer, reservedele og isenkram til markarbejde. Og trafikken er for 50 % vedkommende traktorer med anhængere, der kommer hjem fra markarbejde med høstarbejdere og grøntsager på ladet. På en måde føler jeg mig lidt snydt. Nikæa er en af de vigtigste by i kristendommens historie. Og så frister den i dag en skæbne som en hengemt landsby. Men omvendt er det måske netop byens held. At den har fået lov at gemme sig bag et skjold af uambitiøs bondefornuft, hvor almindelige mennesker er flyttet ind i resterne af fortidens storhed, og har udnyttet det, der kunne anvendes og ladet resten henfalde i historiens glemsel. Det er vel ret meget i Jesus ånd. Her er plads til både rige og fattige helt almindelige mennesker i et ualmindeligt frugtbart hjørne af verden med et ualmindelig smuk natur.

Det gamle Iznik

Næste dag får vi set nærmere på byen. Det viser sig, at den gamle bymur stort set er komplet. Den har haft 8 indgange. Den oprindelige hovedindgang – Lefke Kapisi – ligger mod øst, og det er også den, der i dag er bedst bevaret. Starter man her og går ned ad Kilicaslan Caddesi, får man nok den bedste fornemmelse af den oprindelige by. En god kilometers gang, så er man ved søen. Undervejs kommer man forbi byens vigtigste pladser, moskeer og gamle byzantiske bygninger, som ex. Iznik Museum (under ombygning) og Aya Sofia. Går man kun til centerpunktet og til højre (mod nord) kommer man forbi en anden gammel byzantinsk bygning – et badeanlæg, der i dag er indrettet som kulturcenter. Her kan man købe kunsthåndværk og en kop kaffe i gården, og i de game baderum er der fotostater med billeder fra igangværende arkæologiske udgravninger. Nikæa eller Iznik har i dag UNESCO status. Men der er stor mangel på materiale, der fortæller om byens historie, og som kan hjælpe sådan nogen som os med at lukke byen op.
Går man videre, venter der en belønning længere fremme. Det er Istanbul porten. Det var her, vores udforskning startede. Selve den gamle port er velbevaret, og der arbejdes hårdt på at restaurere nogle game bygninger, der har været en del af det tidligere forsvarsanlæg. Som nævnt har Iznik været beskyttet af en dobbeltmur. Den første mur blev anlagt af Lysimarcos omkring 300 f.v.t. Den anden mur er fra 1200’tallet. Den blev anlagt efter at Venetianerne – eller latinkatolikkerne som man siger her – indtog og hærgede Konstantinopel fra 1204 -1261. I de år søgte kejserfamilien tilflugt i Nikæa, slog sig ned ved søen og ventede på chancen for at generobre Konstantinopel. Den chance kom i 1261. Men murerne stod ikke distancen, da Osmannerne angreb byen i 1331, hvor byen sammen med Bursa kom under Osmanniske styre i et slag ledet af Orhan Gazi, der var Osmans søn. Det var næsten 125 år før Konstantinopels endelige fald i 1453. I 1402 faldt Iznik en kort overgang i hænderne på Timor Link, der hærgede byen, men efter hans død i 1405 blev den igen Osmannisk og siden tyrkisk. Orhan Gazi gjorde Bursa, der ligger ca. 75 km fra Iznik til Osmannerrigets første hovedstad. Her ligger både Osman og Orhan begravet.

 

Det er sjældent, man i en by finder så levende rester af fortiden som i Iznik. Fra Istanbulporten kan man et langt stykke følge en sti mellem de to mure, og man kan fornemme, hvordan folk har boet og stadig bor i huse, der ligger klinet op ad den inderste mur. Her er bolig og værksteder bygget sammen med muren, i værkstederne drejes trævarer, og mellem børn, hunde, katte og høns produceres æblekasser, marmorplader, fliser og andre nyttige ting til det lokale marked.

Mere Y

Da vi kommer hjem fra vores ekspedition har drengene været i gang med Y’eren. Det har afsløret, at ikke alt var, som det skulle være efter reparationen i Unye, hvor toppakningen blev skiftet. En del skruer skal efterspændes, Men værst er det, at remmen til kompressoren har været spændt for stramt. Så der er gået en pakdåse og lejerne lyder ikke helt, som de skal. På resten af turen bliver det nødvendigt med mellemrum at efterfylde kompressoren med olie. Så vi krydser fingrene og håber på, at den kan holde hele vejen hjem.

Istanbul

Vi kommer til Istanbul uden yderligere problemer. Turen nord om Iznik søen er smuk, vi kører gennem olivenlunde, hvor høsten er i fuld gang. Derefter kører vi ad nyanlagt motorvej. Marmarerhavet som vi tidligere sejlede over passeres via en smuk Højbro, og senere kører vi ad en ligeledes nyanlagt tunnel under Det gyldne horn, og så lander vi lige i smørhullet. Det er altid lidt panisk at lande med tre veteranbiler i en storby. Vi har gennem Airb&b for længst booket en luksuslejlighed i Sultanehmet på Det gyldne Horn. Gennem meget smalle gader når vi frem til den plads, hvor udlejer har forsikret os om, at bilerne fint kan holde parkeret.

Begyndervanskeligheder

Selv om vi er der til aftalt tid, så glimrer udlejer ved sit fravær. Så vi danner trafikprop, trængsel og kaos foran Sokollu Mehmet Pasha Moskeen, netop som fredagsbønnen er slut og mænd strømmer ud efter fredagsbønnen. Da vores vært Saban endelig dukker op, får han dirigeret rundt med allerede parkerede biler, så vi kan holde i gaden “på Istanbuls vis”, som har siger. Y-eren kommer til at holde i anden position. Det ser ret håbløst ud, især når man ved, hvor megen opmærksomhed vores tre biler skaber, når de holder parkerede. Der går da heller ikke ret lang tid, før Saban kaster håndklædet i ringen. Mens vi spiser frokost på en lille restaurant ringer han og foreslår, at bilerne bliver flyttet til et nærliggende parkeringshus.

Mændene flytter bilerne, mens vi piger ser lejligheden an og køber ind. Lejligheden er en slem skuffelse. Det viser sig at være en kælderlejlighed, med udsigt til gadeplan fra højtsiddende vinduer. Den er nyistandsat og hvidmalet og derfor lys, men der slipper ikke meget dagslys ind. Den er OK møbleret, der er et lille køkken og to badeværelser som lovet, men der er absolut ingen luksus over den. Til gengæld er beliggenheden perfekt. Kvarteret er roligt, den ligger lige bag hippodromen, uden for døren er masser af små forretninger, et supermarked og gode, billige restauranter.
Det er på en af restauranterne, vi mødes med drengene igen. De er kobberrøde i hovederne af arrigskab over den måde, bilerne bliver behandlet på i parkeringsgaragen. Store knægte, der råber og skriger og insisterer på at få nøglerne, så de kan bakke rundt med bilerne, som det passer dem. Det lykkes den ene af dem at køre Y’eren ind i en anden bils kofanger, hvorefter den selvfølgelig går i stå. Derefter forsøger han at aktivere startmotoren ved at dreje nøglen, men i stedet for kommer den til at sidde fast i tændingslåsen. Unge mænd ved ikke, at gamle biler ikke skal startes med nøglen, de er forsynet med et separat starthåndtag.
Først på det tidspunkt lykkes det at få dem forklaret, at bilerne skal holde bagest i p-kælderen, så de ikke behøver at blive flyttet de næste 5 dage. Og at nøglerne bliver hos os, indtil vi henter bilerne igen.

Gensyn med Istanbul

Efter disse startproblemer får vi 5 gode dage i Istanbul med mange gode oplevelser. For er der en ting vi 3 teams er gode til, så er det at snakke tingene op i stedet for ned. Og at grine af fortrædelighederne i stedet for at falde i et fælles dybt sort hul.

For mig er gensynet med Topkapi paladset det største, selv om en del af de steder vi ville besøge derinde er lukket p.g.a. ombygning. Og så er der alt for mange andre turister den lørdag, vi er der. Det er vores 3.
besøg i paladset, og denne gang virker det hele langt mere overskueligt end tidligere. Man begynder at få en lille fornemmelse af det liv og de magtkampe, der har udspillet sig i Osmannerrigets “Den høje Port” for 2, 3 og 4 hundrede år siden. Besøget suppleres fint af et besøg i Stor Visirens palads, der er indrettet som museum og ligger ud til Hippodromen.

Også et gensyn med Uskyldens Museum er en dejlig oplevelse. Denne gang har vi læst romanen, og med Orhan Pamuk og Fortælleren Kamals stemmer i audioguiden, er det en anderledes oplevelse end sidst. For mig mere intens. Palle synes at oplevelsen bliver mindre intens, fordi audioguiden betyder, der mindre overladt til fantasien. Men i symbiosen mellem bog, audioguide og museum har Orhan Pamuk sat en ny standard for et fiktivt univers, der på samme tid fortæller en historie og afspejler en epoke i det moderne Tyrkiets historie.

Så er det en dejlig oplevelse at se Dervich-danserne folde sig ud i Orientsekspressens tidligere ventesal. Fire dansere og fem musikere giver en illustration til Sufi-muslimernes mystiske og magiske univers, elsket af nogen og lagt for had af andre. Både de radikale muslimer og Ataturk har periodevist forbudt Dervich – munkene at danse Rumi’s budskab om tolerance, kærlighed og barmhjertighed.

Men det er også dejligt bare at drive rundt på det gyldne horn, at gense steder, man før har været og se og forstå dem i nyt lys og nye sammenhænge. At prøve at føle byens puls, at opleve hvem der trives og hvem der mistrives, at lytte til sladder, indsnuse dufte og flyde med strømmen.

Edirne og hjem

Fra Istanbul kører vi til Edirne, hvor vi overnatter på vores “gamle” hotel Arca. Feride og Gurol er fantastiske værter, der hjælper os helt til stationen og gennem tolden. De hjalp os også i sin tid med at købe billetter. Så alt ser ud til at klappe, indtil der pludselig kommer 5 toldere i en hvis varebil. De vil have de 3 biler med til gennemlysning og de optræder ubehageligt, råbende på tyrkisk og meget lidt kommunikerende. Så Palle, Jørgen og Erling bliver dirigeret ind i bilerne og ad bagveje bliver de ført til den bulgarske grænse, hvor bilerne skal tømmes, så de kan blive gennemlyst.
Vi var i rigtig god tid ved toget. Men denne smuttur på i alt 50 km frem og tilbage, på det tidspunkt hvor de andre biler bliver kørt på toget, betyder, at toget pludselig skal vente på, at bilerne er tilbage – og således bliver næste 3 kvarter forsinket. I hele den proces er både vi piger, der er tilbage ved toget og drengene i bilerne uvidende om, hvad der foregår. Men alle forsikrer os om, at toget nok skal vente på, at bilerne er tilbage.

Det blev en lidt kedelig afslutning på, hvad der ellers har været en dejlig tur/ retur gennem Tyrkiet, og det giver os stof til samtale på den 36 timer lange togrejse i sneglefart om gennem Serbien, 6 mand i en minimal liggekupe. Men til alt held er der en fin spisevogn med toget, hvor man i dagtimerne kan strække benene ud og hygge sig med en kop kaffe og lidt mad. Man kan have sin egen mad med, hvad man stærk opfordres til, men det viser sig, at der er mulighed for at købe mad undervejs også.

Toget kører til Villach i Østrig. På vejen til Wien har vi planlagt en overnatning inden vi snupper den sidste tur med nattog. Det bliver på et gasthaus i en hyggelig Østrisk landsby, der hedder Hartmannsdorf.

Heldigvis går alt vel. Alle biler kommer kørende hjem i fin stil, ingen “Istanbuler”, som Jørgen siger, og med jævnlig påfyldning af olie får kompressoren også trukket skovlhjulet rundt de sidste 1200 km, så vi kan trille ind på gårdspladsen i Jordløse ved egen kraft.

Men der bliver lidt at kikke på for amatørmekanikerne i de lange vinterdage inden næste tur.

Read More...

Edirne

7. september 2018 | Posted in English | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Edirne

Edirne

Vi har haft et par gode dage i Edirne. Vi tog en ekstra overnatning, så Erling har haft ro til at få styr på maven. Og så har der været tid til at vænne sig til, at vi nu er i en helt anden del af verden. Helt hørligt er det især de 5 gange i døgnet, hvor bønnerne messes ud fra Moskeerne.

Moskeer

Edirne er moskeerne by, men også arnested for Osmannisk videnskab og kultur. Edirne var hovedstad inden Osmannerne erobrede Konstantinopel – nu Istanbul. Det var i Edirne den Osmanniske mesterarkitekt Minar Sinan (1490-1588) byggede Selimiye Moskeen og det tilhørende kompleks med koranskole, bazar og folkekøkken til bespisning af de fattige. Moskeen er det første Osmanniske bygningsværk, der i størrelse og arkitektonisk lethed overgik Hagia Sofia, der blev bygget 1000 år før i Istanbul. Pengene til byggeriet kom fra erobringen af Cypern.

Minar Sinan

Minar Sinan blev født i Kayseri som ikke muslim, men blev udvalgt (og bortført) til en paladsskole, hvor han blev opdraget som muslim og efterfølgende indrulleret i Janisar-korpset. Han fik mulighed for at studere arkitektur, og han blev hoffets chefarkitekt, da han var 55 år gammel. I sin karriere har han bygget 81 moskeer, 51 broer, 35 badehuse, 33 bazarer og 18 karavanseraier.

Men inden Sinan blev født havde andre arkitekter været i gang i Edirne. De ældste moskeer (Bl.a Eski- moskeen) er bygget lige omkring år 1400, hvor Osmannerne erobrer byen fra Østromerne, Det er ca. 50 år før det Østromerske riges endelige sammenbrud i 1453, hvor den sidste bastion – Konstantinopel- falder.

Hospital og lægekunst

Men det mest spændende sted vi besøger i Edirne er et moskekompleks med hospital og medicinskole. Det er bygget 1484-88 af Sultan Beyazit II. I dag er det det fineste museum, der giveren meget fint indblik i, hvordan antikkens lægekunst blev videreført og videreudviklet af Osmannerne.y

Det er spændende at se det helhedssyn, der er på behandlingen af syge, som vi også kender fra den græsk/ romerske tradition, som i Eskleoion i Bergamo. Esklepion skal vi besøge senere på turen.

Det er både lægeskolen og hospitalet, der er omdannet til museum.
På medicinskolen ser man både de studerendes værelser og undervisningslokalerne. Det hele er meget livagtigt indrettet med tableauer med voksdukker, møbler og instrumenter, og plancher med tekst og gengivelse af miniaturemalerier fra 1500’tallet.

Undervisningen var både teoretisk og klinik, hvor de forskellige instrumenter og undersøgelsesmetoder har været afprøvet på figuranter eller patienter. Lærerbøgerne var håndskrevne og rigt illustreret med miniaturetegninger af sygdomme og behandlingsformer.
Eleverne var voksne og erfarne behandlere og de fik løn under opholdet på skolen. På skolen blev der også eksperimenteret med nye behandlingsformer. Bl.a. Fandt man ud af at udvinde serum til behandling af slangebid, ved at lade forskellige slanger bide en hane, hvorefter man kunne udtrække modgift af hanen.

På hospitalet arbejdede man både medicinsk, kiropraktisk, terapeutisk og kirurgisk. Der var et apotek, hvor man lavede helbredende pastaer, væsker og olier af helbredende planter. Der var køkken, og alle patienterne fik lægeordineret kost. Rygskader m.v blev behandlet med stræk eller tryk.

Der blev arbejdet med musik-, vand- og duftterapi. Og endelig blev der vist mange eksempler på kirugiske indgreb.
I 1700’tallet var hospitalet med i et internationalt samarbejde om udvikling af koppevaccine. Og så var der selvfølgelig også et vaskeri.

Read More...

Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen

30. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen

Hellespont

I dag er vi kørt fra Edirne til den halvø, der danner indsejlingen fra Ægæerhavet til Marmarerhavet og videre til Sortehavet. Vi er stadig i den europæiske del af Tyrkiet – i gammelt thrakisk land, men ikke længere fra Asien-siden, end at det ifølge legenden om Hero og Leander er muligt at svømme over det smalle stræde.

Hellespont eller Dardanellerne hedder strædet og halvøen hedder i dag Gallipoli på engelsk eller Gelibolu på tyrkisk. I Thrakiernes tid hed den Chersonese. Byen vi bor i hed dengang Callipolis, nu hedder den det samme som halvøen, Gelibolu. Mange dramatiske begivenheder har udspillet sig på denne halvø gennem historien, og alle de fortællinger bliver der god tid til at skrive om, for vi har lejet os ind på et lille hotel her for 4 nætter.

Men denne blog skal handle om vores indtryk af Tyrkiet nu og her og lidt om vejret og en vejrudsigt der lyder på storm.

Indtryk fra Edirne

Det første indtryk, da vi kørte ind i Edirne var, at vi er kommet til en anden verden. De mange ældre kvinder med tørklæder og i lange løshængende gevandter, der dækker over kroppe, der har født alt for mange børn. Trafikalt kaos i alt for smalle gader, små åbne butikker og byhuse i forfald. Ind i mellem bilerne en hestekærre eller en morlille, der samler affald i en sækkevogn på størrelse med en telefonboks.

Nyt og gammels mødes

Men da vi først var installeret på hotellet og gik en tur ned i gågaderne, så var kaos forvandlet til orden, butikkerne var med udstillingsvinduer, der var fine caféer, springvand og fontæner og kvinderne var unge og smarte og med udslået hår. Sagt med andre ord: en stor, moderne og købedygtig middelklasse.

På anden dagen i Edirne fulgte vi guidebogens anbefaling og gik en tur langs Tunca-floden for at se på gamle broer. Det var silende regn og da vi nåede til det sted, hvor broturen skulle tage sin begyndelse, kunne vi ikke se andet end vand. Da vi spurgte om vej, blev vi inviteret på te hos en tysktalende Tyrker. Han bor nu i Tyskland, men har et lille hus ved bredden af Tunca-floden, hvor han tager hen, når han holder ferie. Til daglig bor hans bror eller andre bekendte i huset. Han fortalte os, at floden var gået over sine bredder, det var en ren katastrofe. Og de gamle broer var lukket for biltrafik af samme grund. Men vi kunne nok gå derhen og tage et par billeder. ”Men pas på sigøjnerne”, formanede han, ”det er scheise Leute”.
”Der er en hel lejr af dem deroppe”, peger han, ”der bor også nogen af dem her nede, men de er OK”.

Således formanet går vi videre og når det dige, der er anlagt som værn og gangsti langs floden.

Og ganske rigtigt står broerne i vand til halsen og de fleste af dem er det umuligt at passere i en bil. Fra diget er der udsigt til to sider. Til højre flyder den udbredte flod, til venstre ligger byens slumkvarterer. Som i en favela klumper folk sig sammen i faldefærdige skure i byens udkant.

Da vi kommer ud til bilen i morges er der sne og is på ruden og temperaturen er under frysepunktet. Vejrer er køligt men klart.

På vej ud af byen ser vi, hvordan nye bydele skyder op på den anden side af floden. Tyrkiets byer udvikler sig som andre byer i verden. Det gamle forfalder, nyt bliver bygget til at huse en voksende middelklasse. De fattigste klumper sig sammen i de faldefærdige bygninger, indtil man langsomt får saneret bykernen, så den igen bliver attraktiv at bo i – nu for de mest velstående.

Optræk til snestorm

Vi havde tænkt os på vejen at stikke forbi udgravningerne af en græsk/ romersk ruinby, der i dag hedder Enez og som ligger på den Græsk/ Tyrkiske grænse helt ude ved Ægæerhavet. Men undervejs bliver det koldere, mere blæsende og det begynder at sne. Så vi bliver bange for at blive fanget langt ude i ødemarken i en snestorm. Heldigvis vælger vi at køre direkte til hotellet i Gelibolu. For det er virkelig blæst op og der er masser af sne i luften, så det er godt at være inden døre.

 

Read More...

Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store

29. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store

Edirnes historie

Edirne ligger tæt ved den græske og bulgarske grænse og har i gennem historien været en strategisk vigtig by.

”The Rough Guide to Turkey” skriver at der altid har været bosættelse her på dette sted. På museet i Edirne kan vi læse, at Thrakierne har boet i området siden den neolitiske kultur ca. 10.000 f.v.t. og at området har været et vigtigt bindeled mellem de indoeuropæiske kulturer i øst og vest, ikke mindst i den periode, hvor man gik fra overvejende at være nomader til gradvist at blive bofaste.

Bronzealderen

I bronzealderen udvikles de første byer, bystater og stater i Anatolien, er Thrakierne et af de første europæiske folkeslag, der udvikler en særlig kulturel identitet, og derigennem afgrænser sig fra de omliggende kulturer. Den del af de Thrakiske stammer, der levede tættest på Anatolien havde tætte kontakter dertil og var influeret at de første bondekulturer her, mens Thrakierne længere mod nord i højere grad fortsatte deres nomadetilværelse.

I overgangen fra bronzealder til jernalder kom der flere indvandrende folkeslag nordfra til Thrakien, hvor de bosatte sig i nogenlunde fredelig sameksistens med Thrakierne. Det første egentlige anslag mod Thrakierne kom, da den Persiske kong Dareios invaderede landet i 513 f.v.t. på vej mod Bosporus-strædet. Thrakerne kom under Persisk dominans indtil Tzar Ter den 1. (480 – 464) fik etableret et stærkt Odrysisk kongedømme.

Seuthes den 3 flytter Thrakiernes hovedstad

Thrakiernes (Odryserne) havde deres hovedstad i Edirne indtil 320 f.v.t. Dengang hed byen Uscudama. Det var Odrysernes konge Seuthes den 3. (330-300), der flyttede hovedstaden fra Uscudama (Ediene) til Seuthopolis (Kazanlak i det nuværende Bulgarien).

Seuthes den 3. startede sin regeringsperiode, mens Aleksander den 3. den Store herskede i Makedonien. 330 var året, hvor Alexander den Store på sit store felttog havde besejret Perserne og derfor lod sig udråbe til Persernes konge. Men selv om Makedonierne og Odryserne var thrakiske broderfolk (i alt fald ifølge Pavlov) havde Seuthes ikke til sinds uden videre at skulle underkaste sig Makedonerne. Odrysernes modstand mod Makedonernes overherredømme startede ved Phillip den 2. ’s (Alexander den Stores far) død i 336. I forbindelse med tronskiftet, forsøgte mange thrakiske stammer et oprør mod Alexander den Store. Men da først hans kampagne gik i gang (333) støttede mange thrakiske stammer ham med ryttersoldater.

I 325 bliver Alexander den Stores guvernør Zopyrion dræbt i et slag mod Geaterne, en thrakisk stamme, der levede omkring Donau og som aldrig havde underkastet sig Makedonierne. Den uro det skabte, benyttede Seuthes den 3. til en nyt oprør mod Makedonerne. Lysimachus fulgte efter som ny Guvernør i Thrakien, og efter Alexander den stores død i 323 forsøgte Seuthes sig igen med et oprør. Efter mange kampe måtte Seuthes acceptere Lysimachus overherredømme. Lysimachus udråbte sig til Konge over Thrakien og Seuthes valgte at flytte det Odrysiske kongedømme til det centrale Thrakien ( nu Bulgarien) og at etablere en ny hovedstad i Seuthopolis (nu Kazanlak i Bulgarien). Her ligger han begravet, hans grav blev fundet intakt i 2004 sammen med gravene efter en lang række andre Odrysiske konger, heraf en del der var før Seuthes. Stedet kaldes de Thrakiske kongers dal.

Grækere, Romere og Osmanner i Edirne

Edirne fik senere af grækerne navnet Oresteia og senere af romerne navnet Hadrianopolis, den blev udråbt som hovedstad for det romerske Trakien af Kejser Hadrian.

Under romersk herrredømme (hvor Konstantin den Store flytter hovedstaden fra Rom til Konstantinopel (nu Istanbul) forblev byen af stor betydning som en fremskudt base på Balkan.

Så indtog Osmanen Murat den 1. byen i 1361, og gjorde byen til hovedstad i det Osmanniske rige i stedet for Bursa, der ligger syd for Istanbul. Byen fik nu navnet Edirne. Det skete 90 år før det lykkes Ottomanerne ved Mehmet eroberen, at besejre og indtage Konstantinopel/Byzans. Edirne var stedet, hvorfra Mehmet eroberen fik støbt de berømte kanoner, der gjorde det muligt for ham at gennembryde Konstantinopels mure.

 

 

Read More...

Snapshots from Edirne in Turkey

28. december 2014 | Posted in English, Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Snapshots from Edirne in Turkey

Yesterday we arrived to Edirne in Turkey

Today we took a walk and we visited 3 mosques, an archaeological site, a Historical Museum and an old marked, all of it within short walking distance. It is an amazing city.

The three mosques we visited are
Eski Cami from 1414
Üc Serefeli Cami from about 1447
Selimiye Cami from 1569

First we went to see the old Macedonian Tower and the excavation of part of the old city Hadrianopolis, founded by the Roman emperor Hadrian (117-138 AD)

Then we visited the Mosques. The first ones we visited had many local visitors in guided groups, learning about the mosque.

The third, and biggest, and most impressive one – the Selimiye Cami – looked bright in the morning sun

Inside there was a remarkable light and outside the mosque there was a remarkable live

  ‘

Then we went to the archaeological museum. Here we found some very old images of men on horseback

On our way to the marked, we met symbols of Ata Türks modern Turkey

A young couple dancing with a peace dowe and a Olive branch under a fountain with lions

 

 After visiting the fishmarked we went to a restaurant and had dinner.

Read More...