Santiniketan

Jeg tror historien om Santiniketan er således:

Der var engang en landsby, der hed Bolbur. Den blev stationsby under det britiske kolonistyre. . En dag stod Tagores far af toget, blev betaget af landskabet og besluttede at anlægge en Asrama – et helligt hus. Han gav stedet navnet Santiniketan – det betyder fredens hus. Men historien begynder endnu tidligere.

Tagore-familien (eller klan kunne man måske sige) var en velhaverfamilie i 18’tallets Indien med store jordbesiddelser mange steder i Britisk Indien. Tagores farfar havde haft tætte relationer til Briterne og han døde i England. Men forholdet mellem Tagorefamilien og Briterne kølnedes efterhånden som Briterne førte sig frem med mere og mere magtanvendelse i Bengalen. Tagores far blev en hellig mand, og han byggede et gudshus – en Asram i Santiniktan. Et smukt glashus, der i dag ligger som en åndelig oase i et stort universitetskompleks.

I begyndelsen af 19’tallet flyttede Tagore, der senere modtog Nobels Litteraturpris og grundlagde Visva Bharati universitetet – fra familiens besiddelser i Bangladesh til Santiniketan. Med sig havde han sin familie og temmelig mange børn. Så han besluttede at bygge en skole på stedet. Skolen skulle være til gavn for hans egne børn, men også for naboers og tjenestefolkenes børn. Den blev bygget under et træ, for undervisningen skulle være udendørs og børnene skulle både lære fra naturen og fra bøgerne.

Tagore var filosof, poet, og dramatiker. Som relativ ung digter fik han status som ”eksotisk darling” i 1910’ernes London. Få år efter at hans første engelsksprogede digtsamling var udkommet (han oversatte selv) blev den i 1913 belønnet med Nobels Litteraturpris.

Pengene fra Nobelprisen blev brugt til at opføre et folke- og verdensuniversitet i Santiniketan. Universitetet fik navnet Visva Bharati. Det betyder ”where the world makes a home in a single nest”. Tagore havde mange udenlandske kontakter. Hans drøm var at Santiniketan både skulle være et møde og uddannelsessted for den lokale befolkning og for intellektuelle fra hele verden. Drømmen levede op gennem 1920’erne og frem til midt i 1930’erne. Her blev Tagore dybt skuffet, da nogle af hans bedste venner – bl.a. i Japan tilsluttede sig de supernationalistiske og fascistiske strømninger, der kom til at kendetegne 1930’erne og resulterede i den anden verdenskrig (1940-46).

Men mange kræfter blev brugt på at udvikle Santiniketan og Visva Bharati til en center for udvikling. Ud over undervisning i Art and Science i Santiniketan skabte Tagore et laboratorium for Rural Reconstruktion – der skulle vise veje til at trække Indiens masser ud af fattigdom. For at få plads nok til dette arbejde udvidedes området gennem opkøb af en anden jordbesidelse, der kom til at bære navnet ”Sriniketan”, det betyder ”beatiful house”. I 1951 fik Visva Bharati status som centraluniversitet. Tagores ældste søn blev udpeget som Vice-chancellor. Sujit Kumar Paul er viceprincipal for Institute for Rural Reconstruction.

Refleksion over besøget i Santiniketan

Günther Adolphsen skriver i bogen Indiek Kalejdoskop:

Besøgende, der kommer i kontakt med det egentlige Indien har normalt to typiske og ekstreme reaktioner. Den ene er den altopslugende begejstring, hvor man til sin egen overraskelse opdager, at man egentlig føler sig ganske veltilpas i Indiens fungerende kaos. Man opdager, at blot at ville forstå lidt af disse omgivelser er en enorm permanent udfordring.

Den anden typiske reaktion hos den førstegangsbesøgende er den totale forkastelse af Indien og de mange indere. Vi hører helt afgjort til den første kategori. Indien er på en gang afvæbnede, grusomt og tiltrækkende.

I Santiniketan mødte vi ved et Sental Seminar et indisk ægtepar. Hun er socialantropolog og ansat i Department for social work under Institute for rural reconstruction. Han er tidligere direktør for den antropologiske samling på Indisk museum i Kolkata, hvor vi senere møder ham. De har en villa i Santiniketan. Der mødes vi med hende, Mrs. Kumkum Bhattacharya, og en dansk antropolog Peter Andersen, der også er deltager i Santal seminaret. De er i gang med at udvikle et fælles forskningsprojekt om identitet og sproglige udvikling i Santalernes litteratur. Vi drikker kaffe fra Vietnam, kaffe af den fine slags, der har været spist af en kat og derfor har været lagret i katte ekskrementer inden brændingen.

Samtalen bevæger sig i mange retninger, alle omkring bordet har mange rejseerfaringer. Pludselig er vi i Tanzania og Kumkum udbryder: ”Tanzania har jeg aldrig brudt mig om at rejse i. Det minder bare for meget om Indien”. Ja, hun har ret. Det er ikke stor forskel på et besøg i en tanzanisk landsby og den landsby 45 km fra Santiniketan, hvor vi besøgte en musikskole. Der har altid været tætte bånd og udveksling af teknologi mellem Indien og Tanzania. Livsbetingelserne er meget lig hinanden. Det samme gælder klimaet. Og i begge lande er livet på landet forankret i selvforsyningsøkonomi.

 

Selvforsyningsøkonomi gør noget ved folk. Ens velstand afhænger hver år af gudernes velvilje. Det giver en særlig ro at vide, at ens skæbne er lagt i hænderne på højere magter. Kun gradvis adopterer man ny viden og ny teknologi, der kan ændre på det forhold. Som ex. de mange vandpumper, der er blevet sat op som små pumpestationer i markskellene. I den sammenhæng har det ingen betydning om landsbyen ligger i Tanzania eller Vestbengalen, om den er Santal, Muslimsk eller Hindu eller tilhører en helt femte stamme.

Stammespørgsmålet

Stammespørgsmålet er det spørgsmål jeg hele tiden vender tilbage til, når jeg taler med de lærde indere. Jeg begynder så småt at forstå, hvad det er for sociologiske kategorier de arbejder med. Men jeg udfordrer dem også, fordi jeg har svært ved at forstå hensigten med sådan en opdeling, hvis målet er at skabe en moderne stat. I alt fald er det værd at undersøge, i hvilket omfang den markante forskningsbaserede italesættelse af stammefolk (tribal) og mainstream kultur – der igen kan opdeles i Hinduer, Muslimer og Kristne – bidrager til at opretholde modsætningerne i det indiske samfund.

Den nye Director for Rural Construction er inde på det spørgsmål i sin velkomst-note ved Medieseminaret. Da jeg senere spørger ind til det, glider hun lidt af på spørgsmålet. Hun er filosof og ved uendeligt meget om Indiens historie og om traditionerne. Så meget at hun ikke bruger den britiske kolonisering som forklaringsmodel, når hun taler om Indiens kulturelle udfordringer. Hun anerkender ikke den skarpe opdeling mellem tribal og mainstream. Hun formulerer det således: Alle der bor i Indien har Rama og Sita som forbilleder. Rama er det mandlige ideal, Sita er det kvindelige ideal. Men en færdig vision for en anden model til beskrivelse af det indiske samfund får vi ikke.

Besøg hjemme hos Sujit

Jeg tænkte først, at dette afsnit skulle have overskriften ”professorerne bygger huse”. Sidst vi besøgte Sujit i december 2006 boede de fleste professorer i små to eller tre-værelses lavloftede lejligheder med cementgulve. Siden er den ene kæmpevilla efter den anden skudt op i kvarteret omkring Tagores museum. Bygherrerne er overvejende universitetsprofessorerne, og Sujit er ingen undtagelse. Med hjælp fra sin broder, der er ingeniør og indehaver af en af de andre luksusvillaer, har Sujit tegnet og bygget en unik villa i 4 niveauer med balkoner på alle etager og mod alle verdenshjørner og med tagterrasse. Gulvene er marmor og huset har alle moderne bekvemmeligheder. Nederst er et garageplan, stueetagen har køkken, stue og spisekrog og et gæsteværelse med eget bad og toilet. Men der er ikke installeret aircondition endnu, så Sujit har besluttet, at det er bedre vi bor på Universitetets gæstehus. Så følger etager i forskudte plan med arbejdsværelser og soveværelser og badeværelse fordelt ud fra smukke brede reposer, der skaber masser af rum, luft og cirkulation i huset.

Sujits kone Kakali Kumar Paul er sociolog med speciale i Tribal living. Hun har en halvtidsstilling som underviser på et girl-college med 900 elever. Hun er et vidunderligt levende menneske og en mesterlig kok. Datteren på 7-8 år er et livstykke af en pige, der både kan synge, danse, tegne og skrive. Hun følger levende med i alt hvad vi taler om, forstår alt hvad der bliver sagt på engelsk, men hun er ved at gå op i limningen over, at hun ikke har engelsk talesprog nok til at fortælle alt det, der bobler inde i hende. De har forberedt en overraskelse til Palle. De har købt en sari, og i løbet af aftenen bliver jeg ført op i påklædningsværelset og iført den til stort morskab for alle.

To aftener får vi sammen med Sujit og hans familie i det det dejlige hus. Mange snakke. Men her skal nævnes tribal-spørgsmålet.

”Er vi ikke alle sammen tribal”, spørger jeg. Jeg tænker på filmen ”Den tavse stamme”, som nogle afrikanske antropologer engang lavede om danskerne. Hvis I ikke er tribal, hvad er i så”, spørger jeg og tænker på dengang jeg var i Kina, og stillede det samme spørgsmål. Dengang svarede Fan Yan: ”Jeg er Han-kineser”. Sujit svarer: ”We are cast-hindues”. Cast-hinduer er i dag majoritet i Indien. Mainstream. Men muslimerne bliver snart flere i antal. De underlægger nemlig ikke sig selv de samme idealer om få børn i familien, som kendetegner hindu-middelklassen. Men der er sået en tvivl i Sujits sind. ”Måske er vi alle sammen tribal, som Rikke siger”. Men Kakali skærer igennem. Vi har en definition af Tribal. Tribal er de folk, der har deres eget talesprog, men som benytter mainstream kulturens skriftsprog. Mainstream kulturen i Vestbengalen er Cast Hinduer, der taler Bengali.

Grundfortællingen er, at tribal er den oprindelige befolkning som Hindu Cast people og muslimer siden har fortrængt. Hinduer, muslimer og kristne er ariske stammer, der fortrængte de dravinske stammer. De dravinske stammer slog sig ned i periferien, i det der i dag betegnes som the remote areas.

Tribal igen – Indien Museum i Kolkata

Vi møder Mrs Kumkum’s mand Mr. Bhattacharya på Indian Museum i Kolkata. Han har været museumsinspektør på den antropologiske samling. I dag er han pensioneret, men han arbejder som konsulent i arbejdet med at få registreret den del af samlingen, der ikke er udstillet. Han fører os rundt i udstillingen sammen med et par unge piger, der er under uddannelse til museumsguider.

Den antropologiske udstilling er bygget op i en lang række tableauer, der viser hverdagslivet i en række stammesamfund omkring 1950. De er skåret over samme skabelon, så man får viden om bolig, redskaber, klædedragt, særlige karakteristika og livsbetingelser. Mr. Bhattacharya understreger, at udstillingerne i sig selv er historisk dokumentation. I dag er alle tribal areas under forandring under indflydelse af den generelle økonomiske og kulturelle udvikling i Indien. Der er opbrud i kastesystemet især i byerne. I takt med at uddannelse betyder mere, betyder oprindelse mindre. Men procentdelen af befolkningen, der får en højere uddannelse er meget lavere blandt tribals end blandt mainstream-befolkningen. Så lige muligheder for tribal og mainstream ligger ikke lige om hjørnet.

Mr. er en forsigtig mand. 40 års forskning har lært ham at stille spørgsmålstegn ved mange af de grundfortællinger, der danner basis for indiske historikeres tidsdateringer. Således stiller hans spørgsmålstegn ved fortællingerne om, hvem der er indvandret hvornår. ”Datering er en vanskelig disciplin”, siger han. Meget tyder på, at især tribals i Nordøst Indien er indvandret på senere tidspunkt end Hindu befolkningen. Så begrebet oprindelig befolkning finder han uheldigt.

Men opdelingen i mainstream og tribal er meningsfuld for ham. Forstået som en mariotetskultur (herskerklasse) og en eller flere minoritetskultur. En af montrerne i udstillingen viser et kort over Indien, hvor man kan se, hvem der er herskerklasse og hvem der er minoriteter i de forskellige Indiske delstater. Nogle stater har Hindu herskerklasse, nogle stater Muslimsk herskerklasse og nogle stater har en kristen herskerklasse. Men herskerklassen behøver ikke i antal at være majoritet. Herskerklassen er den gruppe, der besidder de højeste positioner i samfundet.

Med hensyn til tribals, så er mr. Bhattacharya største bekymring, hvis stammerne går i opløsning. Han ser stammerne som den del af Indiens befolkning, der kan sikre biodiversitet og vedligeholdelse af protected areas. De har viden om natur, planter, vildtpleje og indsamling af planter og rødder. De har viden om planternes virkning. De har viden om og sprog til at fortælle om, hvordan man opretholder den økologiske balance i skovområder. Hvis deres viden og sprog uddør, vil det være et stort tab for nationen.

Mitraniketan

Kirsten Møldrup – min svigerinde – sagde efter ankomsten til Mitraniketan: Jeg har hørt så meget om dette sted. Jeg har læst om det på hjemmesiden. Jeg har set billeder herfra. Og alligevel er der ingen, der har kunne fortælle mig, hvordan her er.

Så lige nu har jeg sat mig at gøre et forsøg på at beskrive Mitraniketan.

Stedet

Hvis man beslutter sig for at tage til Mitraniketan for at bo der i kortere og længere tid som ven, frivillig eller praktikant, så skal man være indstillet på et enkelt og spartansk liv. Her er ingen luksus. Værelserne er rå og enkelt indrettet med en seng og nogle få knager og et bord. De tilhørende toilet og badefaciliteter er primitive. Der er en vandhane, fra hvilken man fylder vand i en spand. Med en øse kan man så skylde toilettet ud eller tage et bad. Nogle værelser har eget bad, i andre værelser deler man med naboerne. Håndklæde skal man selv medbringe. Rengøringsstandarder i gæstehuset er heller ikke høj. Så det er en god idé at medbringe en klud og at være forberedt på at gøre lidt rent inden man flytter ind.

Man skal også være rimelig tålmodig og autonom når man ankommer, for organiseringen af de mange mennesker der kommer og går, er løs. Men der er også noget, der er helt fast. Det er spisetiderne.

Det er forskelligt, hvor mange gæster der er på Mitraniketan. Når der er få, så spiser man i den overdækkede spisestue ved K. Viswanatan og Sehsu’s private bolig. Her er et stort rundt bord med plads til 8 personer. Om nødvendigt spiser man i hold, men om muligt spiser værtsparret gerne sammen med gæsterne. Og i alt fald holder de sig orientere om, hvordan man har det, hvad man laver på stedet, og hvilke planer man har for dagene. Der bliver sørget for transport, hvis man skal længere væk end man kan klare på gåben. Der bliver givet forslag til udflugter og forslag til diæter og medicin, hvis helbredet skrænter. Man bliver set og man kommer hurtigt til at føle sig velkommen. Er man mange, så er der en kantine ved gæstehuset, der bliver taget brug. Det betyder mindre nærvær, men til gengæld er der flere, man kan dele erfaringer med.

Køkkenet styres af Bina, Sehsu og Viswanathans næstældste datter. Den ældste datter Ashia er gift med Reghu Rama Daz. Ashia står for kontoret og økonomien, mens Reghu formelt er Direktør for Mitraniketan Peoples College (MPC), men reelt koordinerer det daglige arbejde på Mitraniketan og styrer de mange projekter. Seshu er ansvarlig for skolen. Den yngste datter bor hos sin mands familie, og den gren af familien tager ikke del i den daglige drift af stedet.

Som nævnt er det Bina, der står for maden. Det er et enkelt og traditionelt Kerala køkken. Et måltid består typisk af ris, linser, chapati og 2-3 forskellige grønsagsretter, hjemmelavet chutney, kokossovs, yoghurt og frisk frugt. Til frokost et lille stykke fisk og om aftenen en æggeret. Mange råvarer og krydderurter er dyrket på kompounden.

Idégrundlaget

Hvis man skal et spadestik dybere, hvis man vil prøve at forstå Mitraniketan, så skal man nok starte med at anskue det som et fænomen i stedet for som en institution. Mitraniketan har forbilleder, og Viswanathan nævner nogle af dem i et interview med Chris Spicer[1]. Det er Santiniketan, Tagores center for læring i Vestbengalen, det er Gandhis center for læring i Sevagram, det er nogle amerikanske Community Colleges og det er de danske folkehøjskoler. Men Mitraniketan er en syntese af disse idéer, det er ikke en kopi. Mitranikatan er en idé, der har fået lov at vokse og udvikle sig uden en masterplan, men ved at udnytte de muligheder, der har budt sig til siden 1956. Men der har været ubrydelige principper: Mitraniketan er et filantropisk sted. Formålet er at give uddannelse til dem der har mindst, og man overlever på gode menneskers velvilje – ikke på skolepenge. Man baserer sig i høj grad på selvforsyning – ikke på profitable produktioner. Alt hvad man gør, skal komme dem til gode, der har mindst.

Viswanathan er en beskeden mand, men også et betydningsfuldt menneske med meget høj status i både Kerala og Indien. Netop denne høje status gør det muligt at drive stedet og at skaffe de ganske betydelige driftsmidler, der skal til for at holde skole for 300 kostskoleelever fra 1. – 9. Kl., et Peoples College for omkring 60 elever og et betydeligt efteruddannelses-program for Rural Development. De fleste elever til skolen kommer fra et underprivilegeret stammeområde, der ligger ca. 600 km fra Mitraniketan.

 

Fænomenet Mitraniketan

Det jeg skriver nu er min egen tolkning, den er intuitiv og den baserer sig på en syntese af det jeg forstår af det indiske samfund – de par pct. af isbjerget, jeg har set over havets overflade. Men hvis man skal forstå det indiske samfund, så tror jeg man skal starte med at begribe det som et netværkssamfund. I det netværk er der nogle hubs, nogle banegårde, der samler tråde, og som sender den rejsende nye steder hen. Mitraniketan er sådan en Hub. Mitraniketan samler tråde fra den hinduistiske tro, Tagore og Ganhdi, men også fra spirituelle vestlige tænkere. Viswanathun nævner selv Pestalozzi, John Dewey, Henry Thoreau, Arthur Morgan og Grundtvig [2]. Mitraniketan tiltrækker rige og indflydelsesrige Indere og vesterlændinge, der gerne vil søge stedets karma. Mitraniketan ser det som sin opgave at løfte mennesker og at sende dem nye steder hen, hvor de kan bidrage positivt til udviklingen af det indiske samfund.

 

Denne mission er både stedets svaghed og styrke. Konsolidering er aldrig et mål. Det er et mål at være i vedvarende bevægelse sammen med de mennesker, der pt. er knyttet til netværket. Derfor stedets utrolige evne til at absorbere nytilkomne, hvad enten det er donorer, medarbejdere, frivillige eller praktikanter. Og derfor stedets vilje til at give slip på medlemmer, når de er parat til at drage videre. De kan nemlig ikke undgå at tage et stykke af ånden fra Mitraniketan med sig.

Men i vores rationelle logik hænger denne filosofi dårligt sammen med et ønske om en effektiv drift af et skolesamfund. Og efter det intense samvær med lærere og ledere i vores workshops (både i 2012 og i denne omgang) står det tydeligt, at de svagheder, der er forbundet med systemet mærkes i det daglige arbejde med børn og unge.

Mitraniketans historie

Her skal det handle om, hvad denne filosofi betyder for fænomenet Mitraniketans liv og udvikling. Mitraniketan er grund eller campus på omkring 60 Acres (24 ha) land[3]. Landet tilhørte oprindeligt Viswanathans far og blevet drevet som landbrug. K. Viswanathan er vokset op på steder, og den oprindelige hovedbygning er i dag indrettet som køkken og kantine for grundskoleeleverne. Viswanathan fik tildelt en mindre område på grunden i 1956, hvor han kunne starte sine skoleeksperimenter. Imens drev hans far og brødre de resterende hektar som landbrug. Efterhånden som brødrene blev gift og kom i vej andre steder overtog skolesamfundet driften af jorden. Viswanathan tilplantede området med træer: Kokospalmer, frugttræer og gavntræ, alt sammen til selvforsyning med frugt, grønt og brænde. Mindre områder blev anvendt til anden fødevareproduktion. Selv om Mitraniketan ligger i et gummiplantage område, skulle der ikke dyrkes salgsafgrøder.

Arkitekten Lauri Baker[4] tilbød tidligt sin assistance som arkitekt for Viswanathan. Han er berømt i Indien for Kost-effektivt, økologisk og bæredygtigt byggeri. I Indien kaldes han the “Gandhi of architecture”. For Lauri Baker og Viswanathan blev det et livslangt venskab. Han lette og kølige byggestil kendetegner alt byggeriet på campus’en.

Og bygninger er der mange af. For der er mange donorer, der gerne har ville støtte Mitraniketan med et nyt hus med en tilhørende ny funktion. Nyt byggeri betyder investering og nye arbejdspladser, så det siger man ikke nej til. Desværre følger der sjældent driftsmidler med bygningerne. Så mange af bygningerne henligger i dag i glemsel – uden drift og vedligeholdelse. Enkelte har fået nye funktioner hen ad vejen. Det er svært som besøgende at få et overblik over den eksisterende bygningsmasse og dens anvendelse. Det er måske også bedst at lade være, og blot nyde stedet mens man er der.

Det er sjovere at fortælle om to igangværende projekter, der har ledelsen på Mitraniketans store bevågenhed.

Bageriet

Det ene projekt er bageriet. Bageriet kom til Mitraniketan i en stor gul container som en gave fra Tyskland. Bageriet er indrettet med moderne maskiner og ovn, beregnet til at bage traditionelt vesteuropæisk brød.

Da vi var her i 2012 var bageriet stadig nyt, og man var i gang med afprøvning af muligheder. Det viste sig, at brødet var af en kvalitet, der gjorde det muligt at afsætte det på turistmarkedet, d.v.s. til hoteller og restauranter. Desuden kan der bages kager til det lokale marked.

Det viste sig også, at der var nogle problemer. Temperaturen i containeren blev så høj under bageprocessen, at det kun var muligt at arbejde der om natten. Man prøvede at løse problemet med et ekstra tag, der kunne skabe luftgennemstrømning og dermed nedkøling af containeren, men effekten var for lille til at problemet blev afhjulpet. Det blev derfor besluttet at lave en bygning til bageriet, som maskinerne kunne flyttes ind i. Det byggeri var i gang i januar 2012.

 

I dag er bygningen færdig, bageriet er velfungerende og der er en forhåbning om, at det fremover kan bidrage med et økonomisk overskud til Mitraniketan.

Mitraniketan som grøn campus

Mitraniketan som eco-campus er et projekt støttet af Mitraniketans venner. Der er i dag en del spor af projektet, der endnu var på tegnebrættet i februar 2012. Der arbejdes især med forbedring af vandopsamling til brugsvand og med bedre udnyttelse af vandet til vanding af afgrøder. ”Vi skal lære regnvandet at gå i stedet for at løbe”, som Reghu formulerer det. Men der arbejdes også med etablering af biogasanlæg, der skal forsyne køknerne med gas til madlavning og med udnyttelse af spildprodukterne fra biogas til kompost.

 

Gode råd til den rejsende

Hvis man beslutter sig for at tage til Mitraniketan for at bo der i kortere eller længere tid som ven, frivillig eller praktikant, så er det et godt udgangspunkt at tænke, at det her gør jeg først og fremmest for min egen skyld. Fordi jeg gerne vil være en del i det særlige fællesskab og den særlige ånd, der er etableret omkring Mitraniketan. Som ved ethvert andet godt fællesskab, så bidrager jeg med den jeg er, og jeg får noget igen, som jeg kan tage med videre i livet. Det handler om at falde ind i stedets drift med det man kan. Og her er mange muligheder. Engelsk, musik, matematik og IT-undervisning er klassikere. Børnehavelærer. Hjælp i værkstedsundervisning: træ-, blik-, maskin-, auto-, keramikværksted eller i væveriet. Fødevareforarbejdning. Landbrugsudvikling. Salg og marketing.

Eventuelle projekter som ex. vores, der handler om efteruddannelse af lærere, skal udvikles på stedet og i fællesskab med stedets ledelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

[1] Journal of World Education, Volume 42, Winther2012-13

[2] Ibid

[3] http://mitraniketan.org/Educational%20Tourisam.html

[4] http://en.wikipedia.org/wiki/Laurie_Baker