Rejsedagbog oktober 2012

Det er vores 4. dag i Cairo – og vi har mange oplevelser under huden allerede. Nogen vil understrege, at Cairo er i en overgangsperiode, men man kan måske også bare sige, at Cairo og Egypten udvikler sig i tråd med den generelle udvikling i denne verden. Men lad os starte med det vi ser.

Vi bor på Hotel Grand Royal, trods det fornemme navn er det et mindre 3-stjernet hotel beliggende på 6. etage i en pompøs bygning på Talaat Harb Square i downtown Cairo. Hotellet er rart og hyggeligt, men standarden er på et lokalt niveau – et godt stykke fra de store bussines hoteller i Cairo.

Vi har talt en del med hotellets direktør. Han er norsk gift, har norsk pas, men han er vendt hjem til Cairo med kone og barn for at opbygge en hotel og turistvirksomhed i Egypten. De har købt 2 hoteller i byen. Han siger: efter Mubarak er det til at arbejde i Egypten.

Hotellet har huset en mindre tysk delegation, hvis opgave det var at rådgive den nye egyptiske administration om udvikling af forretningsmuligheder.

En aftentur på gaden. Mange mænd – få kvinder. Mange kvinder med tørklæde, få kvinder uden tørklæde. Fuldstændigt tildækkede kvinder med niqab og sorte handsker er ikke noget særsyn. I butikkerne udstilles sorte tildækkede dragter side om side med stramme jeans og udfordrende t-shirts. Everything goes?

Besøg i Saqqara (Sakkara)

Saqqara er begravelsesby. De levendes by hedder Memphis, den ligger 3 km. fra Saqqara. Begge byer ligger i dag på Nilens vestbred, men der løber en kanal imellem dem. Memphis er i dag en landsby beliggende i udkanten of Cairo. Saqqara er i dag et arkæologisk udgravningssted.

Saqqara er formodentligt opkaldt efter guden Sakar, guden over gravpladser.

Man køber billet til de åbne attraktioner i hele området inden nedkørslen til Museet. Men ude i landskabet går der mere uofficielle guider rundt med nøgler. De åbner gerne til en gravplads for et mindre beløb. Det kan man med fordel benytte sig af. Vi købte billetter til museum og trinpyramide, Mureruka’s gravkammer og til Seraperum katakomberne.

Imhotep Museet

Arkitekten bag Djoser eller Zoser’s kolossale gravanlæg hed Imhotep. Ud over at være Faraoh Djosers ypperpræst og embedsmand, så anses han for at være historiens først ingeniør, arkitekt og læge. Han levede omkring år 2700 BC. I den Egyptiske historie får han en renæssance i den græske periode, der starter med Alexandre den stores erobring af Egypten i 332 BC. Grækerne tildeler ham næsten guddommelig status. Det nybyggere museum, der ligger tæt på Djoser’s trinpyramide er opkaldt efter ham. På museet er udstillet en række genstande og relieffer, der er fundet i området.

Gravpladsen dækker en periode fra 2700 BC til 1000 AC – en periode på 3700 år. I Saqqara har man indtil nu udgravet 15 konge pyramider over 5 km. Derudover er udgravet et større antal embedsmandsgrave og et gravanlæg for hellige dyr. Endnu flere grave venter på at bliver udgravet i det enorme ørkenområde syd for Cairo.

En pyramide er ikke bare en pyramide. Til en pyramide er tilknyttet et tempelanlæg, hvor efterkommere kan udføre ofre og ritualer, der kan sikre afdøde er godt efterliv i den nye verden. Rundt om Faraoens pyramide ligger grave – Mastrabaer – bygget af og til betydningdfulde embedsmænd.

Inden rejsen skal den døde mummificeres og gravlægges i en sacrofag.

Djoser’s eller Zoser’s trinpyramide er ifølge vores nyeste kilde fra omkring 2780, med tidligere dateringer angiver, at Djosers var Faraoh 2630-2611. Det er den første pyramide og det først store monoment i verden, der er bygget af stenblokke.

Pyramiden ligger på et rektangulært grundplan på 15 ha. Det var omgivet at en 10 m høj mur af hvide limsten. Der er en indgangsdør og 15 attrapdøre. Muren har muligvis været en kopi af bymuren omkring Memphis. Fra indgangsdøren kommer man gennem en søjlegang med 40 6,6 m høje søjler.

I tempelgården har man udgravet nedgangen til selve gravkammeret. Der er adgang til selve gravkammeret via en 28 m dyb trappe. Selve gravkammeret er omgivet af en serie mindre kamre, der rummer alt hvad Farao har behov for af husgeråd, møbler og andre fornødenheder i efterlivet. Tjenende ånder er til stede i form af figurer, der antages at blive levende i efterlivet.

Selve pyramider er 60 m høj fordelt på 6 trin. Pyramiden var bygget af sandsten, men var – lige som muren – udvendigt beklædt med hvide limsten.

Man var Farao over både det Nordlige og Sydlige rige. Dette gælder også Djoser. Han står på begge sider af indgangen til gravkammeret. Den ene repræsentation bærer Nordrigets røde krone og den bærer Sydrigets hvide krone.

 

Ved siden af Djosers pyramide ligger Una’s pyramide. Den er ca. 200 år yngre end Djoser, og den er bygget efter de store pyramider i Giza. Una’s pyramide er meget mindre end både Djosers trinpyramide og pyramiderne i Giza – men Una’s pyramide er den første pyramide, der er dekoreret indvendigt.

 

Dekorationerne gør det muligt at fremstille gravgaver i imaginær form. Når vægge dekoreres med fisk og geder, så er det i en forventning om, at de bliver levende i efterlivet.

Apis kulten i Seraperum

Når man har læst Ebbe Kløvedal Reichs beretning om Cimbertogtet (ca. 200 BC) i Fæ og frænde, så spidser man ører, når man møder den Egyptiske tyrekult – Apis-kulten, der havde sit geografiske udgangspunkt i det gamle riges hovedstad Memphis – 3 km fra Saqqara. Memphis er grundlagt af Faraoh Narmer ca. 3100 BC. Byen spiller en betydelig rolle i hele Egyptens historie, og den får i kraft af Apis-kulten en central betydning som religiøst centrum i den græske periode, der starter 332 BC.

Egyptens gudeverden er en kompliceret affære

”Hver eneste by behøver jo en gud, der kan beskytte dens anliggender, hver eneste menneskelige aktivitet kræver en gud, der kender til den”, lader forfatteren Naguib Mahfuz prinsesse Tadukhipa – datter af Tushratta – kongen af Mitanni udtale i bogen Aknaton.

Tadukhipa er kommet til Faraoh Aknatons fars harem, og hun bliver efter faderens død Aknatons ejendom. Aknaton var den Faraoh, der forsøgte uden held at indføre monoteisme i Egypten omkring 1350 BC. Hendes far var Kongen af Mitanni var Egyptens vigtigste forbundsfælde på den tid.

De fleste ægyptiske guder relaterer sig enten til skaberkraften Amon, Dødsrigets hersker Osiris, hans kone Isis eller deres søn Horus.

Apis tyren relaterer sig til Osiris. En jordisk repræsentation, som man kunne tilbede ved at bringe den ofre i form af guld eller offerdyr.

Apis tyren

Apis tyren skulle være født af en jomfruko, den skulle være sort med nogle særlige hvide markeringer, og den skulle have en skarabæ på sin tunge. Når en sådan tyr blev født, blev den placeret i Apis-tempelet i Memphis. Egypterne troede, at tyren var en personifisering af guden Ptah, mesterguden i Memphis.

Når sådan en tyr døde, blev den – i lighed med mennesker – balsameret og nedlagt i et Sarkofag. I Seraperum katakomberne står i dag 24 sådanne sarkofager i hver sin udhuggede niche. Sarkofagerne er enten forarbejdet af granit fra Aswan eller af Basalt fra Sudan. De vejer i gennemsnit 65 t. For enden af den ene underjordiske gang er en offerplads.

Besøg på det Egyptiske museum

En dag på museet er ikke meget hvis man skal blot lidt ned i materien. Så vi valgte nogle områder af museet og nogle tisperioder.

Hjemmefra fik vi læst om Akhnaton, den Farao der var gift med Nefertitis, dronningen hvis ansigt ofte gengives med billeder af den skulptur der findes på Historishe Museum i Berlin. Kendt for udsøgt skønhed.

De levede og regerede 1349 – 1334 år før DC, midt i perioden der kaldes det nye rige.

Perioden 1570 – 1070 kaldes det nye rige og perioden indledes med det 18. dynasti og slutter med det 20. dynasti.

Det er en periode hvor de thebanske konger (hovedsæde i Theben, Luxor) genforener landet. I nord fordrives asiaterne. Nubien annekteres. Perioden oplever fremgang med Theben/ Luxor som den væsentligste kongelige resistens.

Som det kendetegner den Egyptiske historie er gudeverdenen og troen på og dyrkelse af guder en meget central i livet. Og der er mange guder der æres, og rigtig mange mennesker er enten præster, eller folk der arbejder med at bygge, lave skulpturer, udsmykke og lave friser, lave smykker, lave offergaver, gravmonumnter m.v.

Faraoen Akhanaton, der oprindelig blev navngivet Amenophis IV, voksede op i denne gudeverden, men blev den farao, der ville reformere troen og koncentrere sig om een Gud, Aton, den livgivende Gud.

Han grundlagde en helt ny by ved navn Tell el-Amarna i Mellemegypten. Men det blev en kort periode for der var stor modstand fra præsteskabet og efterhånden også fra de områder i landet, der oplevede at riget ikke blev forsvaret og nye angreb på landet var medvirkende til at Akhanaton valgte sin broder som medregent, men snart herefter blev han afsat til fordel for Tutankhamon.

Tutankhamon er berømt fordi hans grav var urørt, da den blev åbnet. Den var fyldt med bohave, vogne, forråd o.s.v. Når man går på museet bliver man fuldstændig overvældet af synet af de rigdomme, der var i graven.

Der har fundet et meget omfattende byggeri sted i Egyptens mere end 5000 år lange historie og hvoraf mange rester kan ses langs den mere end 1000 km lange strækning langs Nilen. Der findes hele tiden “nye” grave. De senere år er fundet meget og der kommer hele tiden ny viden til. Men man bliver slået af denne enorme mængde af templer og grave og byer der eksisterer, men derudover er meget fuldstændig forsvundet især de soltørrede byggekomplekser incl. de mange landsbyer og templer fra før Farao Djosers trinpyramide år 2615 – 2596 BC. Den er det ældste bygningsværk bygget i sten et anlæg der i dag kan besøges i Sakara syd for Cairo og som dækker et område på 15 ha og hvor selve pyramiden er 60 m høj.

For mere herom se vort besøg i Sakkara.

I Danmark er det bronzealder, da det nye rige eksisterer. I Egypten er det også sten og bronze der har været grundlaget for de enorme byggeprojekter for guder og for faraoer, men også betydningsfulde adelige familier og embedsmænd. Jern synes først at have stor betydning senere. Derimod er anvendelse af guld og sølv og ædelstene overvældende.

Det danske fund af solvognen falder tidsmæssigt sammen med Faraoen Aknatons dyrkelse af solen. Men Egyptisk historie er dokumenteret med skriftlige beretninger i grave, på lertavler og på papyrus i alt fald siden Faroeh Una’s tid, ca. 2350 BC

Gensyn med Asmaa

Jeg mødte Asmaa, da Kirsten Bruun og jeg (Rikke) var i Cairo i juni. Asmaa har været i Danmark i 2010 inviteret af DUF ( Dansk Ungdoms Fællesråd) og hun har deltaget i IAED’s (International akademi for Education and Democracy) dialogforum i 2011.

Asmaas familie kommer fra landsbyen Zeftu i Deltaet. Hun er vokset op i Alexandria. Hendes mor er professor i Rural Sociology på universitetet i Alexandria. Hun har en master degree i engelsk litteratur og bifag i pædagogik og curriculum development.

Hun var i et år i praktik som lærer i den egyptiske statsskole en dag om ugen. Hun var rystet over kollegaernes pædgogiske arbejde. Hun forsøgte at bygge tillidsrelationer op til eleverne og at gøre dem interesserede i at lærer, men når hun kom ugen efter, så var det hele gået tabt. Lærerne anklagede hende for at være naiv. Hun opgav undervisningssektoren. Hun var bange for at blive som de andre lærere.

Nu arbejder hun med marketingsanalyser for det verdensomspændende firmaet Nielsen. Hun viser os en dokumentarfilm for ”Corporative Social Responsability Day, den 14. Juni 2012. Alle medarbejdere i Nielsens 3 afdelinger i Egypten er samlet om at gennemføre et projekt i et af Cairos slumkvarterer. Projektet gennemføres i samarbejde med en lokal NGO, og der er støttet af RASALA – fonden.

Det var Asmaa, der fik idéen til projektet, efter at hun havde deltaget i Dialogforum. Hun fortæller: Noel (Noel Boman) lærte os om den hvide danser. Den hvide danser vælger at danse, selv om alle synes man er skør, men dansen er så smittende, at til sidst danser alle med. Det gælder om ikke at give op.

Så da Nielsen worldwide havde tilsluttet sig CSR var der en anledning til at pushe projektet lokalt i Cairo. De andre syntes, hun var skør og hun var ved at give op mange gange undervejs. Men da dagen oprandt var det helt fantastisk.

Omkring 60 medarbejdere fra Nielsen deltog i projektet, der forløb over 2 dage. Der blev lagt tag på 3 boliger, uddelt mad og madrasser, et børnebibliotek blev fyldt om med bøger, der blev solgt over 7000 stykker Second Hand tøj til meget små priser (1,2 eller 3 kr pr. stk) og der blev holdt fest med deltagelse af 80 børn. Der blev efterladt byggematerialer, så beboerne selv kunne bygge videre på husene.

Vi taler om betydningen af uddannelse og betydningen af at børn og unge har håb for fremtiden, og at samfundet tilbyder dem muligheder for at ændre på deres egen situation. Og betydningen af, at man selv tager ansvar for sin situation.

Asmaa bryder sig ikke om ordet enlightenment. Det får hende til at tænke på R. Kiblings digt ”The white mans burden”. På kolonialisme og den hvide mands selvforståelse som mere værd end andre. På amerikanere, der siger de vil ”befri” den iraqiske befolkning for Sadat, når alle ved, at det handler om olie.

Hun bryder sig ikke om folk, der søger ufred. Hun har set den film om Islam, der netop har skabt så meget ballade. Den provokerede ikke som film.

Den film har intet med min profet at gøre. Han er højt hævet over det niveau. Filmen siger mest om producenternes manglende viden (ignorance) om vor tro. Det samme gælder de mennesker, der angriber den amerikanske ambassade. De mangler viden om, at filmen er nogle få vestlige ballademageres værk. Der er brug for mere tolerance i verden. Men ingen har ret til at besudle andres religion. Det har intet med ytringsfrihed at gøre.

“The White Man’s Burden”: Kipling’s Hymn to U.S. Imperialism

Take up the White Man’s burden—

Send forth the best ye breed—

Go send your sons to exile

To serve your captives’ need

To wait in heavy harness

On fluttered folk and wild—

Your new-caught, sullen peoples,

Half devil and half child

Take up the White Man’s burden

In patience to abide

To veil the threat of terror

And check the show of pride;

By open speech and simple

An hundred times made plain

To seek another’s profit

And work another’s gain

Take up the White Man’s burden—

And reap his old reward:

The blame of those ye better

The hate of those ye guard—

The cry of hosts ye humour

(Ah slowly) to the light:

“Why brought ye us from bondage,

“Our loved Egyptian night?”

Take up the White Man’s burden-

Have done with childish days-

The lightly proffered laurel,

The easy, ungrudged praise.

Comes now, to search your manhood

Through all the thankless years,

Cold-edged with dear-bought wisdom,

The judgment of your peers!

Source: Rudyard Kipling, “The White Man’s Burden: The United States & The Philippine Islands, 1899.” Rudyard Kipling’s Verse: Definitive Edition (Garden City, New York: Doubleday, 1929).

Besøg i Alexandria

Denne blog handler om Alexandria og om de unge vi møder i Alexandria og deres syn på Islam, magt, demokrati og Egyptens fremtid.

Asmaa har inviteret os med til sin fødeby Alexandria – Egyptens havneby ved Middelhavet. Byen er grundlagt af Alexander den store ca. 330 BC.

Alexander den store indtog Egypten uden sværdslag 332-30 BC. Politikens Insight guide skriver om begivenheden:

I første omgang begav han sig til Memphis, oldtidens hovedstad, hvor han foretog en ofring i templet for skabelsens gud Ptah. Derpå drog han til Siwa-oasen for at opsøge Amon-Ras berømte orakel. Da han kom ud fra helligdommen erklærede han, at den hellige statue havde anerkendt ham, og Amon-præsterne hyldede ham som gudens søn.

Inden han forlod Egypten havde han genetableret administrationen og skatteopkrævningen og han havde tegnet stregerne til en ny havneby (Alexandria), der skulle sikre samhandelen mellem de græske bystater og Egypten. Syv år efter (323 BC) er han død. Han når aldrig at vende tilbage og se den færdige by.

Alexanders indtog i Egypten bliver startskuddet til næsten 1000 års græsk-romersk indflydelse i Egypten (332 BC – 642 AC). Perioden opdeles traditionelt i Det Ptolemæiske rige, Den romerske periode og Den Byzantinske periode.

Vi tog toget fra den ny restaurerede og smukke banegården i Cairo. Før revolutionen i 2011 hed den Mubarak – nu hedder den Ramses. Turen går gennem det tætbefolkede Delta. Huse og byer på størrelse med Århus og Odense ligger tæt mellem landeveje og kanaler. Overalt er landskabet grønt og mere grønt, opdelt i markparceller, hvor der dyrkes ris, majs, kål, bomuld og mange andre afgrøder. Flere af byerne er universitetsbyer.

Alexandrias historie handler om storhed, forfald, og genopstandelse. Arkæologisk om by oven på by. Det der gjorde Alexandria berømt i fortiden: det store bibliotek, der var knyttet til musernes helligdom Mouseion og som rummere mere end 500.000 antikke skrifter og gigantiske fyrtårn (et af verdens 7 vidundere) er for længst væk.

Vi besøgte den påbegyndte udgravningen af det gamle romerske teater omgivet af skole, auditorier, villaer og bade, der ligger lige over for banegården. Vi købte billet ved at stikke hånden ind gennem et tilgitret vindue til en lille kælderlejlighed. Vi måtte bruge lidt tid på gøre opmærksom på vores tilstedeværelse, da damen ved lugen samtidig var involveret i et større familieskænderi.

(Hvis man vil ind og se villaen med gamle mosaikgulve, skal man huske at købe tillægsbillet ved indgangen).

Derfra går turen til det nye bibliotek i Alexandria. Biblioteket blev indviet i 2002 og det er et forsøg – støttet af Unesco – på at genskabe Alexandrias rolle som forsknings- og videnscenter i Mellemøsten.

(AWE International indgik en fornem – men uforpligtende – samarbejdsaftale med biblioteket i Alexandria i 2010 i forbindelse med at Jakob Erle og Noel Bonam besøgte stedet.)

Biblioteket var lukket denne fredag, og vi slog os i stedet ned på en nærliggende café, hvortil Asmaas venner en efter en ankommer.

Det er fredag. Asmaa og hendes venner er troende muslimer, så fredag betyder religiøse forpligtelser som koranlæsning og bøn. I toget til Alexandria læser Asmaa dagens tekster, og jeg får en genfortælling af de lignelser, der giver anledning til refleksioner over dialektiske spørgsmål: skæbnebestemmelse over for menneskers frie valg og retfærdig regeringsførelse over for tyranni. Den ene fortælling handler om Moses oplæring i, hvordan man – hvis man ved mere end den anden – indsigtfuldt kan gribe ind og hjælpe andre til at afværge skæbnens valg. Den anden fortælling handler om en gruppe mænd, der er nødt til at flygte fra en tyrannisk hersker. De søger tilflugt i en hule, hvor de ved herrens hjælp får lov af sove i 300 år og vågne op for at opleve et nyt og retfærdigt rige inden de dør.

Da Asmaas første veninde, der er ægyptolog, ankommer til Caféen, undskylder Asmaa sig for at gå hen og bede.

Veninden er klædt i sort og rødt og hendes hovedtørklæde og makeup får hende til at ligne en egyptisk dronning.

 

Vi talte om Islam. Der er to slags troende, forklarer hun. Der er dem, der mener, at de kan udtale sig i guds navn, fordi de ved mere end andre. Vi er ikke den slags muslimer. For os er religion et spørgsmål om vores eget forhold til gud. Koranen udstikker nogle regler, man skal følge, for at samfundet kan fungerer. Man skal stræbe efter sin egen lykke, men man må ikke søge rigdom og lykke på andres bekostning. Det er hvad bønnen handler om.

En af Asmaas veninder bærer ikke tørklæde. Jeg spørger til det. Hun svarer, at det er ikke fordi hun ikke er troende muslim. Hun er troende og hun beder lige så meget som de andre. Men hun har endnu ikke besluttet sig for at bære tørklæde. Men måske gør hun det snart.

Asmaa understreger, at demokrati handler om, at alle har frihed til at praktisere deres religion som de vil. At bære tørklæde er et personligt valg. Jeg forsøger at indskyde, at hvis alle muslimske kvinder beslutter sig for at bære tørklæde, så bliver det svært at være ikke-muslim i det egyptiske samfund.

Den argumentation vinder ingen genklang. Hvis der er nogen, der chikanerer en kvinde, der ikke bære tørklæde, så siger det kun noget om den person, der udfører chikanen. At vedkommende ikke respekterer kvindens eget valg.

Efterhånden som selskabet vokser og også et par unge mænd slutter sig til gruppen deler snakken sig, Palle taler overvejende med mændene og jeg med kvinderne.

Vi taler om den nuværende situation i Egypten.

De, der udtaler sig siger, at de som udgangspunkt ikke støttede Morsi. Men at han skal have en chance og at meget af det han gør peger i den rigtige retning.

De synes han arbejder for hele Egyptens udvikling, ikke for at fremme et enkelt partis interesser. De synes godt om, at han arbejder på at løse Egyptens kæmpemæssige affaldsproblemer og at der bliver ryddet op på Tarir-pladsen, omkring banegården og andre centrale steder i Cairo. Men først og fremmest er de glade for, at han arbejder på at forbedre Egyptens relationer til udlandet. De mener det er vigtigt, at han får arbejdsro. De lægger meget vægt på det betydningsfulde i, at han ikke bliver stresset af uro, strejker og demonstrationer. De er meget bevidste om, at det kan få ham til at tage forkerte beslutninger. De oplever ikke, at de har indflydelse på den igangværende transitionsproces. Men de siger, at hvis han går i den forkerte retning, så ved de nu, hvordan han kan stoppes.

På spørgsmålet om, hvem der er Egyptens vigtigste partnere når det kommer til handel og udvikling i den kommende transitionsproces, lyder svarene: Kina. Tyrkiet, Saudiarabien, og Syrien, når de har overstået deres revolution. De øvrige arabiske nabolande. De arabiske lande er nødt til at løse det her i fællesskab. En fælles valuta – som I har i Europa – kunne være en god mulighed. Italien og Spanien ses også som naturlige handelspartnere.

To små historier:

Jeg arbejder i energiforsyningen med informationsvirksomhed. Det er ret svært, for arbejdsformen er meget gammeldags. Jeg har prøvet ihærdigt at forelægge for min ledelse, om ikke man ikke kunne bruge lidt af den nye teknologi og de redskaber, dette giver adgang til – så som skrive, regne og præsentationsprogrammer. Men det er helt udelukket. De ældre vil ikke høre tale om det. Jeg tror de oplever, det vil true dem i deres position. Så jeg er ikke særlig glad for mit arbejde. Men desværre er det forholdende mange steder.

Jeg er uddannet og jeg har arbejdet i en stor udenlandsk fotovirksomhed, der producerer kopierings- og fotoudstyr. Men jeg sagde op, fordi jeg oplevende, at jeg blev klemt mere og mere fra mine orerordnede. Så jeg besluttede at starte min egen virksomhed, der kopierer og laver fotos.

Domestic violence

Vi slutter dagen på Café Teatro tæt på banegården. Vi er efterhånden blevet et selskab på 10 -12 unge egyptere, et par amerikanske studerende og os to gamle danskere. Jeg fortæller lidt om Noels (Noel Bonam) arbejde i Egypten sammen med Dannerstiftelsen og om arbejdet med bekæmpelse at ”domestic violence” i Danmark.

Det får de unge egyptiske kvinder til at spidse ører. De er alle ugifte og de erklærer samstemmende at domestic violence er et enormt problem i Egypten. ”Du kan slet ikke forestille dig, hvordan egyptiske kvinder bliver behandlet af deres mænd. Det er usammenligneligt med noget i Danmark”. Jeg fortæller lidt om Dannerstiftelsens arbejde og nogle af deres erfaringer med at støtte voldsramte kvinder i Danmark. At det ikke handler om skilsmisse, men om, at kvinder får redskaber til at håndtere volden, og opbygget netværk, så de kan støtte hinanden.

Manars historie

Manar er vokset op i byen El-Mahalla El-Kubra. Hun har læst egyptologi på det nærliggende universitetet i Tanta – det universitet, hvor Asmaa har læst engelsk litteratur. De tre byer Zifta, Tanta og El-Mahalla El-Kubra har hver omkring 400.000 indbyggere udgør et trekantsområde, hvor Tanta er den største og altså universitetsbyen. Manar er ligesom Asmaa født i 1984.

De ægyptologiske studier har været rene skrivebordsstudier. Ren udenadslære om dynastier, udgravningssteder, ikonografi og læsning af hieroglyffer. Hun er i gang med en overbygningsuddannelse som turistguide, og hun har bestået en eksamen, så hun kan få guide-licens.

Dagen i dag er kun Manars andet besøg i Alexandria. Hun har aldrig besøgt udgravningen af det romerske teater i Alexandria, hun har aldrig besøgt Giza pyramiderne, Saqqara endsige Aswan eller Luxor. Hun har al sin viden fra bøger. Det nærmeste hun har været på en oldtidsgenstand er museet i Cairo.

I dag er hun utrolig bevidst om hendes manglende indsigt i praksis. Hun glemmer hurtigt, den viden hun har, når hun ikke har konkrete steder og billeder, hun kan koble på sin viden. Hun fortæller om et af de sidste semestre, hun havde på universitetet, hvor emnet var islamisk arkitektur. Professoren var både vidende og en god formidler. Men han var for gammel til at tage dem med rundt i byen. Islamisk arkitektur lå jo lige uden for døren. Men Manar fik lavet en aftale med en kammerat, der studerede arkitektur. Han arrangerede guidede ture rundt i byen for de ægyptologistuderende, og pludselig fik deres viden fra bøgerne helt ny mening.

For at komme til at arbejde som turguide skal Manar oplæres af mere erfarne turguider. Hun skal finde et privat guidebureau i Cairo, hvor hun kan blive oplært.

Manar bor nu i Cairo, hvor de er 4 veninder, der deler en 3-værelses lejlighed. Hun var en af de første på Tarir-pladsen, da protesterne mod Mubarak tog fart. Hun var der, da der blev skudt på demonstranterne, og nogle af hendes bekendte var blandt dem, der blev dræbt.

http://en.wikipedia.org/wiki/El-Mahalla_El-Kubra

http://en.wikipedia.org/wiki/Tanta

http://en.wikipedia.org/wiki/Zifta

Fra Cairo til Aswan

Vi tog aften toget søndag den 7. Oktober kl. 20 fra den nyrenoverede hovedbanegaard “Ramses” og ankom mandag den 8. Oktober kl. 10 til Aswan.

Det var sovevogn med plads til 2 personer i hver lille kupe. Første klasse til 120 $ for 2 personer, altså ca 360 kr for en enkeltbillet med aftensmad og morgenmad.

Der er ca 900 km langs Nilen til Aswan fra Cairo. Togskinnerne følger på store strækninger landevejen der øjensynlig på hele strækningen er belyst med gadelamper. Men der er også for en stor del beboelse hele vejen langs denne strækning kun afløst af dyrkede parceller. Det er et grønt bælte der snor sig med Nilen ikke mange km bredt og skarpt afgrænset af ørken og bjerge på begge sider.

De små grønne parceller får vand ved overrisling fra Nilen og der dyrkes majs, durum eller hirse lidt grønsager ind imellem, lidt bomuld men det var faktisk svært at se. Og så palmer med dadler og bananer. Der er dadler på palmerne nu men det er ikke fordi man bliver mødt med dadelsælgere.

Men i Aswan bliver man mødt af folk der vil køre og sejle for en. Taxi chauffører, hestekuske der siger “Ferrari” lidt sjovt for dette bilmærke har den stjernede hest som sit logo, men sammenligningen mangler hurtigheden. Falukka førere, der tilbyder sejlture på Nilen i en traditionel Ægyptisk sejlbåd – Falukkaen. (I vores turprogram indgår allerede en 4 timers sejltur i Falukka.

Og som ny ankommen til Aswan er det faktisk helt umuligt at gå blot en lille tur uden at blive fulgt tæt af sådanne tursælgere, der presser og presser for at køre eller sejle – special price for you my friend – og som er meget svære at ryste af. Det er tydeligt at der er kun få turister og stedet er lagt an på mange flere. Så vi er et bytte, der helst ikke må gå uden at blive kunde.

Byen ligger på østbredden. Efter en gåtur langs Cornischen, der er strandboulevarden i Aswan, for at nyde udsigten og se lidt efter mulige sejlsteder til Vestbredden fandt vi en minibus og kørte lidt sydpå til det Nubiske museum. Vi troede først det åbnede kl 17, så vi gik en stille tur ind på Basma Hotel, der ligger lige ved museet og fik en kop kaffe og udsigt over Nilen til 12 pund pr kop.

Det viste sig at museet faktisk var åben fra 9 – 21.

Vi bor på et 3-stjernet hotel lige ved banegården, der hedder Nuba Hotel.

Besøg på det nubiske museum i Aswan

Det øvre Egypten og Nubien har været tæt forbundet fra oldtiden og frem til bygningen af den nye Aswan dæmningen, der blev indviet i januar 1971.

Dæmningen betød, at størstedelen af Nubien (det der nu er Nasersøen) blev lagt under vand og at 100.000 Nubier blev trangsflyttet – nogle til Kom Ombo 9 km nord for Aswan, nogle syd for Nasersøen i det nuværende Sudan.

Det nubiske Museum er meget moderne og kun få år gammelt og et Unesco projekt, der skal råde lidt bod på, at mange nubiske familier blev flyttet.

Museet er på alle måder en storslået oplevelse. I smukke bygninger og gennem en veldokumenteret udstilling får man et godt indblik Nubiernes 5000 årige historie. Men kontrasten til de mange fattige nubiere, der frister en kummerlig tilværelse i Aswans gader er slående. For dem er det næppe et plaster på såret, at alverdens egyptologer og arkæologer kæmpede en indædt kamp med vandmasserne under dæmningsbyggeriet, for at redde deres kulturskatte.

Dæmningen betød nemlig oversvømmelse af en meget stort område syd for dæmningen og oversvømmelse af mange templer. En storstilet indsats blev igangsat for at redde nogle af disse templer. Flere blev direkte skåret i mange store stykker og samlet igen på højdedrag nogen steder ved at bygge kunstige bjerge de kunne indsættes i. I alt flyttede man 23 templer. Et eksempel er Abu Simbel der ligger ca. 4 timers kørsel syd for Aswan og som vi skal besøge en af dagene. Der kører man flere biler samlet, da det er en øde strækning.

I modsætning til Det Egyptiske museum i Cairo, der er på alder med statens museum for kunst i Kbh. og lidt samme byggestil, men ikke moderniseret siden, er det Nubiske museum i Aswan indrettet efter nyere museumsstandarder, med god plads til de udstillede genstande, med godt lys, flotte informationstavler og helt enestående valg af materiale som baggrund for genstandene, blankpoleret granit i smukke farver. Et materiale Aswan har været kendt for og lagt stenbrud til i mange tusinde år, til templer, sarkofager, søjler, obelisker og figurer over hele Egypten. Mange obelisker hugget i Aswan står i dag i Rom, Istanbul, Paris, London og New York. Andre materialer, der blev brudt i Aswan og tranporteret til kongebyerne nord for Aswan – helt frem til Memphis og deltaet er: gråvakke, syenit, alabaster, okker og andre mineraler.

På museet bliver man klogere på Nubien, dets historie og forskellige folkeslag og sammenhængen til Egypten, men også lande sydpå og befolkningsbevægelser i denne del af Afrika.

Nubiens historie

Nubien var Nillandet mellem Egypten i nord og Sudan indtil Khartoum i syd. Faraoerne kaldte landet Kush. I perioder strakte det sig som et selvstændigt kongerige fra 1. Katarakt (ved Aswan) i nord til 6. Katarakt i syd. I den periode, der i Egyptens historie kaldes det Andet Interregium (1650 – 1544 BC), i det 15. Dynasti, sad der Nubiske Faraoer på tronen i Theben (Luxor). Til gengæld koloniserede egypterne i den efterfølgende periode – det Egyptologerne kalder det nye rige (1550-1075) Nubien helt ned til den 4. Katarakt. Ramses den 2. (1279 – 1212) befæstede Ægypternes militære og kulturelle indflydelse i Nubien gennem bygning af en lang række templer mellem Nilens 1. Og 4. Karakt. Det kendteste af disse er Abu Simbel.

Det øvre Egypten og Nubien var viklet ind i et gensidigt afhængighedsforhold. Nubien var rig på mineraler: guld, kobber, jern og var adgangsvej til de sydligere afrikanske riger, og dermed adgangsvej til elfenben og eksotiske træsorten – grundlaget for den Egyptiske højkultur. Egypten var rigt på fødevarer, en mangelvarer i det ufrugtbare Nubiske ørkenland. Nubierne mestrede kunsten at udvinde kobber og jern af malm, til dette produceredes træ bl.a i det frugtbare område omkring Meroë (Shendi).

Det er nødvendigheden af dette haldelssamkvem, der har været styrende for den Egyptisk/ Nubiske relation.

Den oldegyptiske kultur og de mange skriftlige kilder og gravskrifter fra Egypten dokumenterer betydningen af relationen til Nubien. Således blev der i Prince Mesehti grav – ved overgangen mellem første interregnum og det midterste rige (11. Dynasti, 2135-1994 BC) fundet en model af et nubisk kompagni bueskytter sammen med et tilsvarende antal egyptiske lansekrigere. Nubiske soldater stod side om side med krigere fra det Øvre Egypten om at samle Nord og Syd efter det første interregnum.

Så der er et tydeligt mønster. I den tre interregnum perioder, hvor egypterne er splittede, vokser Nubiernes indflydelse i Det øvre Egypten. Når Egypten står stærkt og samlet under en Farao tipper balancen, og det er Egypterne, der styrker deres indflydelse i Nubien.

Billede gentager sig under den græske periode (330 – 30 BC), hvor Aswan får en renæssance og grækerne bygger ISIS-templer nord og syd for Aswan. Ved overgangen fra græsk til romersk styre blev der indgået en kontrakt mellem Rom og den Nubiske konge i Meroë. Rom oprettede en stødpudezone og indsætter soldater fra Aswan og 70 mil ned ad Nilen til Maharaka. Der blev en klar grænsedragning mellem Romerriget og det Maroëiske kongerige. Dette medførte en økonomisk opblomstring i Nubien, der fungerede som transitland for varer mellem Rom og Centralafrika. Perioden varede frem til 298 AC, hvor kejser Diocletan trak de romerske tropper tilbage. Senere genetableres relationen til Konstantinopel uden kejser Justian.

Aswan

Den ufuldendte obelisk hører til en af seværdighederne i Aswan som turaarrangører har med i forslagene. Og ikke uden grund, for stedet der ligger meget tæt ved det Nubiske museum er et stort stenbrud, hvor der har været brudt granit i oldtiden og hvor der ud over den ufuldendte obelisk er utallige spor efter brud af andre obelisker og granit til søjler og statuer.

Så stedet er absolut et besøg værd. Det er som at træde ind i en stor gammel arbejdsplads, hvor arbejderne lige er gået til frokost, og tilbage ligger en obelisk på 42 meter, der ville have været det største og tungeste stykke forarbejdet klippe og veje godt 1000 ton, hvis ikke lige arbejderne havde opdaget en revne i den under arbejdet med at få kæmpestykket ud af fjeldet.

Guiden fortæller om deres teknik. De frigjorde stenen i den form den skulle have langs siderne og for oven og forneden, og ved hjælp af tørre træstykker, der blev kilet ind langs siderne og som udvidede sig når de efterfølgende blev gennemvædede med vand, var det muligt at fravriste stenen fra den omkringliggende klippe. Herefter blev stenen helt frilagt og når Nilens vande steg blev kolossen trukket og skubbet på slæder til fartøjer, der kunne fragte den nordpå nogle gange over 1000 km til Memphis.

Nilen

Jo mere man graver i kulturen langs denne lange flod des mere forstår man de muligheder, men også de udfordringer som denne flod har giver folkene langs Nilen. Blandt udfordringerne har været at Nilen er langt mere vandrig i 3 måneder end resten af året. De store forskelle i vandstanden umuliggjorde bosættelse tæt ved bredden til gengæld førte den store mængder frugtbar slam med sig, som betød dyrkning af mange afgrøder og grundlaget for en kulturs opblomstring.

Men i år med lidt regnfald i central Afrika udeblev de store vandmasser og der blev tørke og hungernød. Flere fortællinger herom er vi stødt på i skrift og på relieffer.

En måde at regulere dette på er at bygge dæmninger der kan styre vandhøjden, men som til gengæld betyder oversvømmelse inden dæmningen når der er rigeligt vand. Egypten byggede med indflydelse af Briterne sin første Aswan dæmning ved århundredskitetet for godt hundred år siden. Briterne ønskede at kontrollere Nilens oversvømmelser for at effektivisere landbruget og tjene mere på bomuldsproduktionen. Dæmningen er samtidig et kraftværk der udnytter vandgennemstrømingen til produktion af el.

Dæmningen blev senere af to omgange forhøjet ind til 1933. Og dæmningen betød oversvømmelse af adskillige Nubiske landsbyer syd for dæmningen lige som templerne på Philæ-øen lige syd for dæmningen.

Med oberst Nassers magovertagelse i 1952 indledtes en pro sovjetisk politik og i 1960 påbegyndtes et nyt storstilet dæmningsprojekt syd for den gamle dæmning med økonomisk og teknisk bistand fra Sovjetunionen der kunne indvies i 1971. Denne nye “High Dam” er 4 km lang og 111 meter høj og betød en opstemning af så store vandmasser, at der skabtes verdens største kunstige sø, Nasser søen.

Mere end 500 km lang og op til 35 km bred på sine bredestes steder.

Inden den stod færdig tvangsflyttedes 100.000 nubier fra området især til Kom Ombo og Aswan og mange landes arkæologiske institutter med Unesco i spidsen indledte det største redningsarbejde af templer verden havde set.

Et blandt mange af disse redningsprojekter var Philae templerne, se senere og et andet var templerne i Abu Simpel ca 300 km syd for Aswan, men derudover en række templer herimellem.

Ved bygningen af den første dæmning gik det hårdt ud over templerne på øen Philae lige syd for dæmningen, som blev delvist dækket af vand. Billeder fra før bygningen af den store dæmning der blev opført lidt syd for Philae viser de øverste dele af store templer hvor langt størstedelen er dækket af vand.

Et af de gigantiske rednings arbejder blev igangsat ved at bruge nabo øen og tildanne denne så den kunne danne basis for templerne på Philae. Herefter blev der opført vandtætte spundsvægge rund om Philæe og et gigantisk registrerings og nummererings arbejde blev indledt samt nedtagning og genopførelse på den nye Philae ø. Resultatet er beundringsværdigt.

Vi kom sejlende nogle få personer i en lille motorbåd fra et anløbssted lige syd for den gamle dæmning hvor vi inden vi gik om bord, igen måtte løbe spidsrod forbi de ivrige sælgere af smykker smådimser og beklædning. No thank you. Vi bliver nødt til at være fast i mælet ellers bliver vi lynhurtigt trukket ind i en handel der er svær at komme ud af. Så sejlturen startede herfra på det stille vand i eftermiddagslyset, forbi smukke fugle i vandkanten på jagt efter småfisk og de smukke afrundede klipper bearbejdet af Nilen gennem årtusinder på vej til øen, der hedder faktisk hedder Agilkia.

Der var en egen fredfyldthed, da vi sejlede her, og da vi kom i land på øen og kunne gå tæt på disse gamle templer.

Man har svært ved at forstå det kæmpe arbejde der har ligget til grund for disse smukke bygningsværker både under deres oprindelige opførelse og så her for bare 40 – 50 år siden, da de er genopført.

Det første man kommer til er den ældste del af Philae anlægget, er Nektanebo I’ s lysthus fra det 30. Dynasti (380  – 342 BC). Herefter til den ydre gård der på begge sider er omkranset af søjlegange og på sidevæggene er rigt dekoreret med relieffer af mange guder og skildringer af guder og faraoer. Herefter rejser de to store pyloner sig op – indgangene til Isis templet med mange rigt dekorerede rum for til sidst at ende i Isis’ s allerhelligste, Osiris’ s rum fyldt med skildringer i relieffer af Osiris myten.

Der er også et tempel for Hathor, musikkens gudinde og på templet med Kejser Hadrians port ses Nil guden med to krukker igang med at fylde vand i Nilen. Så er vi nået til Romernes fodaftryk i Egypten, som på mange måder synes at bygge videre på de gamle Egypteres gudeverden f.eks i Trajans lysthus hvor den romerske kejser Trajans ofrer til Isis og Osiris.

Lidt beklemt kan man godt blive som nordbo med en kristen baggrund, når man se de forsøg, der har været på at hugge gamle Egyptiske relieffer itu og indhugge kors på søjler på et tidspunkt hvor templet har været brugt som kirke for tidlige kristne bevægelser. Heldigvis er det kun mindre dele der har lidt denne overlast. Tilbage står et meget smukt monument for en lang periode i Egyptens historie.

Tur til Botanisk have, Elefantine Øen og en nubisk landsby

At vælge en arrangeret tur er både godt og ondt. Det er godt fordi man bliver ført rundt af nogle, der kender forholdene. Det er godt, fordi man lærer andre turister at kende. På denne tur var vi sammen med to tysker herre på vores alder. De var netop gået på pension. De havde ladet fruerne blive hjemme for at taget med lokale busser gennem ørkenen fra Cairo til Aswan. De ville rejse med rygsæk, som da de var unge.

Skidt er det, at de lokale guider ved alt for lidt om det, vi ser. Vores turoperatør – Mamood – er et dejligt og behageligt menneske med en juridisk embedseksamen. Han vil rigtig gerne tale om livet i Egypten, om politik og om landets fremtid. I morgen aften skal vi spise middag hjemme hos ham. Det glæder vi os alle sammen til.

Men hvis vi skal have hoved og hale på det vi ser, så skal vi selv gøre hjemmearbejdet, og her er guidebøgerne og verdenshistorien af uvurderlig værdi. I går var Palle syg, det gav mig god tid til at fordybe mig i Egyptens relationer til dets omverden. Måske kommer der en blog om det senere. Men nu til en fortælling om den blandede buket at attraktioner, vi så i dag.

Aswan ligger ved Nilens første Katarakt. Det vil sige et sted, hvor mange små rev og øer skaber turbolens i vandet og Nilen derfor er vanskelig farbar. Det gør Aswan til et meget smukt sted, og de mange rev og øer inviterer til et rigt fugleliv, fiskeri og et eksotisk ferieliv.

Turen i dag var en sejltur med motorbåd, en tur, hvor vi sejlede op ad Nilen mellem øerne på den forrevne og meget smukke Vestbred, helt den til den gamle dæmning, der er anlagt af englænderne i 1899-1902. Hjemturen gik langs den velordnede og bebyggede østbred, der oser af turisme og hvor de mange krydstogtskibe ligger på red.

Aswan er også Egyptens naturlige grænse mod Syd. Derfor har der gennem 5000 års uafbrudt civilisation altid været udstationeret mange embedsmænd og soldater. Der er med andre ord mange, der gennem tiden har ønsket at sætte sig spor i sandet ved Aswan.

En af den er den engelske generalkonsul Kitchner. Som belønning for tapper indsats i Sudan fik han en ø forærende af Den engelske Krone på den tid, hvor den gamle dæmning blev bygget. Kitchner fulgte tidens mode og anlagde en botanisk have på øen. I guidebøgerne kaldes øen Kitchers Ø, Egypterne kalder den Geziret el-Nabatat (Planteøen). Vores tyske rejsefæller mener at vide, at generalen senere gik ned med et skib under første verdenskrig.

Mamood – der er med på turen i dag, fortæller, at muslimerne holder to årlige festivals. På de dage drager familierne i samlet flok til Geziret el-Nabatat, hvor man fester, spiser, leger, hører musik o.s.v. Jeg har slet ikke svært ved at sætte billeder på, netop sådan har jeg oplevet inderne indtage den botanisk have i Calcutta, da jeg holdt jul der i år 2000.

Aga Khan

Fra Planteøen er der udsigt til mausoleet for en anden excentrisk person. Han hed Karim Aga Khan. Tyskerne mener, han var født i Indien, at han var en kosmopolitisk verdensborger, og at han var med til at starte Folkeforbundet. Mamood mener, at han kom fra Afghanistan. De er enige om, at han hvert år kom på ferie i sit hus i Aswan for at bade og vaske sig i det gule sand, og at han ønskede at blive begravet i Aswan, fordi det er et af verdens smukkeste steder. At han havde en ung og smuk kone, som han hver dag forærede hvide blomster. Han døde i 1957.

Ifølge guidebøgerne er han barnebarn af Aga Khan III, der var leder af den muslimske Ismailitter-sekt gennem mange år. Bevægelsen er knyttet til Fatimiderne, der omkring år 1000 AC gjorde Egypten til et shiitisk kalifat. I Aswan er en stor Fatimide-gravplads, som vi gik forbi, da vi besøgte Det Nubiske Museum.

Elefantine Island

Fra Planteøen sejler vi til Elefantine Island. Elefantine-øen er også et sted, hvor betydningsfulde mennesker gennem årene har sat sig spor. Guidebogen nævner i tilknytning til Khnum-templerne: Tutmosis III, Amenhotep III (far til den tidligere omtalte Farao Akhnaton, der gjorde oprør mod præstevældet, men tabte kampen i 1333 BC), Ramses III, Alexandra den IV (søn af Alexandra den store), Kejserne Augustus og Trajan.

Vi ser Nilometeret og Satis-templet. Begge dele ligger ved siden af øens museum, men det er lukket og henligger i en tilstand af forfald. Museumsbygningen er i øvrigt villaen efter en anden englænder – William Willcock – manden, der byggede den første Aswan dæmning.

Nilometeret

Vandhøjden i Nilen ved Aswan har altid haft stor betydning for fødevareforsyningen i Egypten. Der er ved Aswan flere eksempler på Nilometre, så udsendte guvernører kunne meddele vandhøjder til de skiftende hovedstæder og de 42 provinser. I perioder blev indberetningerne fra Elefantine benyttet til skattefastsættelse i hele Nildalen.

Ifølge en interessant tekst i Edfu ville Nilen, når den steg 12,5 meter ved Elefantine bringe vand nok til at overrisle markerne . Hvis ikke ville det føre til en katastrofe. Netop en sådan situation, som varede i syv år – dog ikke den tørke biblen beskriver – er nedfældet i en granitblok ved Aswan længere oppe ad floden. ”en meget stor vandskæbne har betydet, at Nilen ikke er steget i syv år. Der har været knaphed på korn, og der har ikke været nogle grøntsager eller noget andet for folket at spise” (Rejsen rundt i Egypten, Politikens Insight Guides, 2009).

Satis templet

Satis templet er oprindeligt bygget af Hatshepsut ((1479-1458 BC) til gudinde Satis (Satet), men fik en renæssance i den Ptolemæiske (græske) periode (330-30 BC).

Satis er frugtbarhedsgudinde, guden der kontrollerer Nilen og skytsgud for øen Elefantine. Således en gud, der er godt at være på god fod med. Hun fremstilles med vædderhoved. En guldbelagt vædder og balsamerede væddermumier er blandt de arkæologiske fund på Elefantine. Tempelområdet på Elefantine udgraves og restaureres af et hold tyske og schweiziske egyptologer, der har arbejdet der i mange år.

Bl.a. står vi på taget af et stort tempelanlæg, det er planen at udgrave, når restaureringen af Satistemplet er færdiggjort.

Fra Elefantineøen sejler vi til en Nubisk Landsby ved Suheil-øen, hvor vi spiser en dejlig traditionel Nubisk frokost. Landsbyen er bygget samtidigt med ”High Dam” til genhusning af nogle af de Nubier, der blev hjemløse efter etableringen af Nassersøen.

Tag dig i agt for pengevekslere

Den nydelige mand der tilforladeligt viser dig euro mønter, som han ikke kan bruge.

Som beder om vi dog ikke vil hjælpe ham end at veksle.

Hvis man er to er det skidt hvis den ene siger – dem kan vi ikke bruge for i vores land bruger vi ikke denne mønt og den anden siger: de er 7 egyptiske pund værd pr stk.

For tryllekunstneren får en åbning og kører videre og er efterhånden nærgående i sin adfærd og går tæt på, kikker i pungen og insisterer på at veksle og kan se vi har egyptiske pund.

Og for at hjælpe så siger man ja til at veksle 2*5 euro pengestykker til 50 egyptiske pund. Når man tror handlen er indgået så vil han ikke alligevel og i stedet for at få 50 pund tilbage så får man i virkeligheden kun 50 piastre, en seddel der kun er 1/2 pund. Hokus pokos – 50 pund er blevet 50 piastre uden man har opdaget det.

Men ikke nok med det, for han lurer på en ny chance og kommer senere igen og vil godt veksle og man forbarmer sig over ham eller føler sig end mere presset, så det ender faktisk med at han får snoet en, så han også løber med 100 pund. Det gør han ved, at han ud over euromønterne, så står han med 40 pund og nu vil han gerne give dette for 100 pund. Han har jo slet ikke har vekslet endnu og han er jo ærlig og muslim så ender det med at han får de 100 pund og vi får pengene. Men nu fortryder han igen handelen, og denne gang er den 100 pund seddel man gav ham blevet til 10 pund, når man får den tilbage. Keine hexeri – nur behändickeit.

Og de naive rejsende står tilbage og 100 og 50 pund er blevet til10 pund 50 piastra.

Et egyptisk pund (L.E.) svarer til en krone. Der går 100 piastra på et pund. 50 piastra sedlerne bruges ikke normalt, men cirkulerer blandt svindlere som byttepenge til naive turister.

Andre indtryk fra Aswan

”Vi støtter Salifisterne”, siger Mahmoud under vores frokost i den nubiske landsby. ”De mener, hvad de siger, og de handler i overensstemmelse hermed.”

”Men du er en moderne mand, hvordan kan du støtte så traditionelt et parti. Og hvad med kvindernes rettigheder? Hvis I vælger Salifisterne, så kommer der i alt fald ikke flere turister til Egypten”, replicerer vores tyske rejsekammerat.

”Når Salefisterne får magten, så bliver de nødt til at finde moderne løsninger. Og der står ikke noget i Koranen, der er undertrykkende for kvinder. Når kvinderne vælger Niqab’en, så er det deres eget valg.

Nogenlunde således faldt ordene. Mahmoud uddyber ikke, hvem det ubestemte vi dækker over. Men DEDI’s opinions-undersøgelser før præsidentvalget dokumenterer, at Salifisterne står stærk i byer som Aswan. Salifisterne er det mest yderligtgående islamiske parti, der stiller op til valgene i Egypten.

Mahmoud har en juridisk embedseksamen. Han har arbejdet i tre år på et advokatkontor, men i dag lever han af forefaldende arbejde i turistindustrien og i basaren. Som turoperatør tjener han 400 L.E. om måneden. Derudover er han nødt til at skaffe minimum 1000 L.E. for at opretholde sin levestandard.

Han er vokset op i Aswan centrum sammen med en bror og tre søstre. Hans far var embedsmand i lokalregeringen. I dag bor han i en nybygget lejlighed i New Aswan. Moderne køkken, bad, stue, to værelser og balkon. Et forstadskvarter a la Rugvænget i Ballerup. Pænt men uden sjæl. Staten er bygmester. De fleste af lejlighederne er tomme og uden vinduer. De venter på en køber, før de bliver bygget færdige. Men en del i Mahmoud’s ende af byen er beboet. Der er et shopping center, men gaderne ligger øde hen. Livet leves andre steder. Han bor sammen med sig kone og deres lille søn.

Jeg spørger ham, hvordan har tror, der vil være i forstaden om 20 år. Han svarer ”meget mere liv”.

Meget mere liv er der her i centrum, hvor vores hotel ligger, lige ved banegården. Supermarkedet overfor hotellet har åbent 24/7. Gadehandlerne med deres æseltrukne grøntsagsvogne forsvinder derimod inden middag, for at komme igen tidlig næste morgen med friske varer. Til højre for hotellet ligger et motionscenter, hvor mænd løber på bånd eller pumper jern til langt ud på natten. På venstre side ligger en internetcafé, der om dagen er befolket at kvinder og om natten af mænd. Bliver man sulten, så kan man hente en shawarmaen, bliver man tørstig, kan man sætte sig på en af gadecaféerne og få et kop te eller en vand.

Men der skal penge til. Opfindsomheden er stor for at vriste penge ud af de få turister, der vover sig ud i gadelivet. Eller for at få afsat varer ved attraktionerne, hvor turisterne skal løbe spidsrod mellem et utal af boder. Det er en ond spiral. Som turist tager man skyklapper på, når man er nødt til at være ude, ellers burer man sig inde, på hotellerne eller på krydstogtskibene for at undgå presset.

Aswan er et underligt sted. Så smukt. Så megen rigdom. Så mange smukke bygninger og parker. Så meget hustling og taskenspil. Så mange tomme boliger. Så megen mistillid. Så lidt tro på fremtiden. Så mange mennesker, der aldrig behøver et sted at sove.

Abu Simbel og Ramses den 2.

Vi stod op før 3 om morgenen for at være klar i lobbyen på hotellet til afhentning kl. 3:30. Den lille bus vi kørte med var, kun en blandt ca 12 større og mindre busser der kørte til det særlige inspektionsområde i udkanten af Aswan for et Security check og for samlet herfra at køre den øde ørkenstrækning ca 300 km sydpå til Abu Simbel.

Luften var stadig lun denne morgen. En tea shirt var alt rigeligt. Vi havde fået en breakfastbox af hotellet til turen og forsynet os med godt med vand. Himlen var klar med mange stjerner og en lille månenegl, der lå som en en lille glad mund. Det startede godt.

Da det lysnede kunne vi følge med i landskabet, der var lys gul ørken, meget flad kun afbrudt af mindre toppe af sten massiver, der stod tilbage som rester fra en lang påvirkning af erosion fra vind og vejr. Undervejs på strækningen, der hele vejen var asfalteret, var der kun meget få tegn på liv, en enkelt plads med lastvogne vel en ti stykker og med mellemrum en telemast med en lille bygning.

Først da vi efter 3 timers koncentreret kørsel uden stop nåede byen Abu Simpel viste der sig kunstig vandede Lunde og beboelse og en lang blomstrende velkomstalle til området ved Abu Simpel templet.

Ramses den anden (II) blev farao i Egyptens guldalder, hvor landet havde nyt godt af en stor opgangstid med samling af landet og med tilførsel af mange ressourcer fra andre egne. Dette nød Ramses godt af og var med sin store vilje til at slå riger længere væk for at sikre sig stabilitet ved grænserne en agressiv krigerfarao, der kæmpede for at holde sammen på det store rige ved det 18. Dynastis afslutning.

Vi befinder os i tiden lidt mere end 1200 år før Kristus. Han var krigerhelten fra krigene mod hittiterne (Lilleasien det nyværende Tyrkiet), som han underskrev den første kendte fredsaftale med, besejrede Libyerne, og havde held til at beskytte landet mod “folkene fra havet”, der var til evig trussel mod nord. Og han mestrede at vise dette i store bygningsværker med store statuer, paladser der nu er borte, men heldigvis også templer hvoraf flere endnu består. Ikke mindst templet i Abu Simpel.

Ramses II regerede fra 1279 – 1213 og lå således ikke på den lade side. Dette skildrer han i dette tempel i Abu Simpel. Kæmpe væg relieffer viser hans hærs kampe, der fører til de besejredes underkastelse foruden de mange skildringer af relationerne til gudeverdenen, herunder sin egen selviscenesættelse som ligeværdig med guderne og sin dronning som gudinde.

Han vier templet til guderne Ptah, Amon og Re – og så ham selv.

Ved siden af dette “The Great Temple” ligger et andet tempel også opført af Ramses II, for gudinden Hathor af Ibshek og for sin dronning the “Great Royal Bride”, Nefertari Ramses II’s ynglingshustru. Og for nok første gang i historien fremstår dronningen side om side med Faraoen i samme størrelse omkring indgangspartiet til templet. Også her er der meget betagende relieffer inden i templet.

Begge templer er bestemt rejsen værd at besøge. Det tar det meste af en dag fra Aswan og retur.

Og så lige en kort kommentar om genrejsningen af disse to templer. De var sammen med en række andre templer på strækningen mellem Aswan og sydpå dømt til total oversvømmelse med etableringen af den stor dæmning og dermed den store sø. Og det er dybt imponerende at det lykkedes forskere, ingeniører og arbejdere at flytte disse kulturhistoriske skatte op på land og genskabe dem i deres tidligere skikkelse. Kun derved kan vi beskue disse glimt af den storslåede egyptiske historie.

Luxor

Luxor hed i Oldtiden Theben. Theben blev et magtcentrum i tiden, der kaldes det nye rige og især i sin storhedstid med det 18. – 20. Dynasti (1550 – 1075 BC).

Vi kom til Theben (Luxor). Vi startede efter at have smidt kufferterne på hotellet med en tur sammmen med en guide vi har bestilt og to turister fra Canada med at køre de 3 km mod nord fra centrum til Karnak templet.

Karnak Tempel

Karnak templet betegnes i Politikens guide bog som det mest overvældende af Egyptens monumenter. Det er stort og bygget over flere århundreder. Det samlede tempelområde er 500 meter på hver led og opbygget med en øst-vest akse og en nord-syd akse. Hovedparten af tempel komplekset er bygget af faraoerne i det 18 – 20 dynasti, men der tilbygget mindre templer frem til det 30. dynasti.

Øst- vest aksen har været direkte forbundet til Nilen og en stor procession har en gang om året bevæget sig ud fra templets indre med guden Amon-Rá, der på en stor båd blev søsat i Nilen og sejlet de ca 3 km ned af Nilen til Luxor templet. Her besøger Amon-Rá sin gudinde Mut i 10 dage hvorefter en stor procession bevæger sig af en processionsvej fra Luxor templet tilbage til Karnak templet.

Hele tempelområdet var oprindeligt omkranset af en 12 meter høj mur og 8 m tyk mur. Den er nu 3 meter høj, med adgangsvej fra vest gennnem de gigantiske pyloner på 40 meters højde.

Der er ingen tvivl om at kongemagten (Faraoerne) og præsteskabet med et helt buskads af guder har været grundpillerne i kulturen, men templet viser også, at folket havde adgang til den første store gård, der er fra vest, hvor der var bedesteder og stadig er flere templer. I det hele taget er der rigtig meget der er bevaret og restaureret fra ca 1820’erne til idag. Da udgravningerne begyndte lå der sand og sten op i 10-15 meters højde fra det oprindelige niveau. Deroppe kan man se flere grafitties – navne på personer indhugget med latinske bogstaver fra 1800 tallet.

Efter den store gård er der adgang gennem de næste to kæmpe pyloner til den søjlehal, der dengang for 3300 år siden var den største hal, der nogen sinde var set, bygget af flere Faraoerne og færdiggjort af Ramses II (1279-1212 BC).

Hallen er 6000 m2 og taget af kæmpe granitplader bæres af 134 kæmpesøjler . De 12 højeste står i gangen fra øst mod vest og løfter taget, de er 25 meter høje. De øvrige søjler er 15 m. høje. På den måde blev der dannet en vinduesrække i begge sider. Her kunne kun faraoen og hans familie og udvalgte samt præsterne komme. Herfra går vi videre gennem 3. Pylon til Amontemplet og videre herfra til det allerhelligste. I kapellet er der helt mørkt. Dette er den kosmiske urhøj hvor kun faraoen og præsterne kunne træde ind. Her blev den guldbelagte statue af den øverste Gud opbevaret. Her stod ifølge Amonpræsterne menneskelighedens arne.

Mange af de store faraoers har bygget templer i tilknytning til Amontemplet, nye gårde og nye templer med malede relieffer fra loft til gulv der skildrer krige, ekspeditioner og faraoernes relationer til guderne.

Man kan kun blive lille og ydmyg i disse gigantiske omgivelser hvor der er lagt så megen kraft, vilje, byggekundskaber og kunstnertraditioner til opbygning og forarbejdning, og hvor de komplekse religiøse akter bliver vævet ind i faraonernes liv, men ikke mindst deres død og liv efter døden.

Præsteskabet

Man forstår mere og mere den kolossale magt præsterne fik i dette samfund. Optegnelser tilbage viser at Amon præsteskabet på Ramses den tredies tid (1182-1151 BC), ejede mere end 5.000  guddommelige statuer, over 81.000 slaver, vasaller og tjenere, mere end 421.000 stykker kvæg, 433 parker og frugthaver, 1728 hektar landbrugsjord, 83 skibe og 65 landsbyer.

Og netop Ramses III blev en af de sidste store faraoer. Hans stadig mere svækkede efterfølgere kom under Amon-præsternes åg. Ved slutningen af det 20 dynasti omkring 1085 BC bemægtigede Amons ypperstepræster sig tronen og omstyrtede dynastiet. I teorien var det stadig et forenet rige, men i virkeligheden blev det umådeligt korrupt styre og anarki bredte sig som videre førte til fremmede militærmagters besættelse af landet. Det blev libyer, senere sudanesere, assyrer for så i 600 tallet igen at få en egyptisk hersker der ville genoprette fortidens storhed. Dette varede ca. 100 år hvorefter perserne besatte landet ind til Alexander den store i år 332 Bc kom og blev modtaget som en befrier.

Kongernes dal

Østbredden af Luxor var for de levende. I templerne ofrede man for det herværende liv: høj vandstand i Nilen, frugtbarhed, en god høst o.s.v. Det var vigtigt at være på god fod med guderne.

På Vestbredden forberedte man sit liv efter døden. Først og fremmest var det vigtigt, at man havde er passende bolig. I den egyptiske tro var krop og sjæl forenet i jordelivet, men i efterlivet levede sjælen adskilt fra kroppen. Men det var afgørende at sjælen ikke blev hjemløs. Derfor skulle den altid kunne finde tilbage til kroppen. Så ud over et hus var en velbevaret krop vigtig. Derfor var mumificeringsprocessen lige så vigtig som boligen. Endelig var det vigtigt, at man ikke kom til at lide nød i efterlivet. Derfor skulle der både være proviant, håndværkere og tjenestefolk til rådighed.

Pyramiderne var populærere i Det Gamle Rige, fordi pyramidespidsen gjorde det nemt for sjælen at finde hjem til sin bolig. Men ud over at være besværlige at bygge, så havde pyramiderne vist sig ikke at sikre gravfreden. I det nye rige (1550 – 1075 BC) opgav man definitivt pyramidebyggeriet.

Det blev Thutmosis I (1504-1492 BC), der indstiftede en nye gravorden. Theben, det nuværende Luxor, var både religiøs og administrativ hovedstad i det nye rige. Theben havde spillet en væsentlig rolle i Det Mellemste Rige, men først og fremmest som religiøst centrum for dyrkelsen af statsguden Amon-Ra. Det var præsteskabet i Theben, der havde holdt den egyptiske kultur levende i Den Anden Mellemtid og det var præsteskabet i Theben, der gav Faroerne i Det Nye Rige deres legitimitet. Det var præsteskabet i Theben, der havde den viden, der var nødvendig for at sikre Faroerne et godt efterliv.

Da Thutmosis I som nytiltrådt Faroe skulle bygge sin efterlivsbolig, faldt hans valg på et bjerg på Vestsiden. Bjerget havde en naturlig form som en pyramide, så sjælen ville nemt kunne finde hjem. Det var af sandsten, så det var nemt at grave ind i. Indgangen til graven kunne efterfølgende lukkes, så gravrøvere ville have svært ved at finde den. Området var ugæstfrit – uden skygge og vand – også det ville virke afskrækkende på gravrøvere.

Hvad Thutmosis måske ikke helt havde indkalkuleret var, at mindst 61 Faraoer efterfulgte hans eksempel og byggede grave i Kongernes dal. Derudover blev der af de efterfølgende Faroer anlagt mindst 13 mindetempler på bagsiden af kongernes dal, Dayr Al-Barari (Dier el Bahri). Dronningerne fik samtidig deres egen begravelsesdal nord for kongernes dal. Nå ja, for at håndterer dette kolossale byggeboom på Vestbredden, var det nødvendigt at anlægge en håndværkerby, Dayr Al-Madina, midt i det hele. Der skulle mange håndværkere til. Ud over selve dette at grave i klipperne, så skulle gravene indrettes og dekoreres, der skulle produceres gravudstyr, statuer, statuetter, obelisker, sarkofager, klædestoffer til baldakiner, møbler o.s.v. Håndværkerne skulle også begraves i egne grave. Så i løbet af de små femhundrede år, Kongernes Dal blev brugt som gravplads, blev bjergmassivet i kongernes dal gennemhullet som en schweitzerost. Gravrøverne, viste det sig, fik let spil.

Tre kongegrave

Vi havde i dagens program ud over Hatseptsuts templet, Kongernes dal og i virkeligheden også dronningerns dal, men den sidste blev droppet Bl.a fordi Nefertaye’s grav for tiden er lukket.

Vi kom fra Luxor over broen med minibus ud i ørkenen øst for Nilen, og nærmede os denne dal imellem bjergene. Vor guide havde valgt tre grave vi skulle se. Det var gravene for Ramses den IV, Ramses den III og Ramses den I.

Faraoen igangsatte udgravningen af sin grav ved starten af sin regeringstid. Og udgravningen sluttede når faraoen døde og senest 70 dage efter, for så skulle det balsamerede lig med sarkofag og alt udstyr og tekster besegles og lukkes inde.

Bl.a. derfor er der så stor forskel på gravenes størrelse og udformning.

Ramses IV grav

Ramses IV grav som vi først besøgte afspejler 7 års regeringstid og er 89 meter lang. Netop denne grav er den eneste kendte, der i virkeligheden findes tegninger til på papyrus. De findes på det egyptiske museum i Turin med mål og beskrivelse af netop dette gravkompleks. Eftermålinger viser tolerancer på kun 1 millimeter. Det viser noget om den organisering og akkuratesse, der blev lagt for dagen ved byggeriet.

Men som det gælder for alle gravene på nær graven for Tutankhamun, at der gennem historien har været gravrøvere på besøg, men også folk der blot har brugt gravrummene til ophold. Alligevel er det imponerede så velbevarede mange vægge er, med lange hieroglyf tekster og billeder gennem de tre korridorer og videre til forværelset fyldt med tekster fra “book og the Dead” og beskrivelser af svar på de spørgsmål, der – ifølge præsterne – vil blive stillet den døde farao på vej til det evige liv. Dertil kommer han kun, hvis han svarer rigtigt. Hvis ikke er slanger og uhyrer parat til at straffe ham.

Herefter til begravelseskammeret, med nøje beskrivelse fra “the book of Nut” af solens rejse gennem døgnets 24 timer fra guden Nuts fødsel af solen ved daggry til guden sluger solen om aftenen og rejsen om natten i universet, alt sammen malet i skønne gule, røde, blå farver og med en kæmpe rød granitsarkofag i midten af rummet.

Ramses den III’ s grav

Denne grav hører efter sigende til af de mest besøgte. Historien om bygningen af den er også lidt speciel. Egentlig var det en tidligere farao Setnakht, der huggede første delen af gravtunnelen, men man forregnede sig og stødte på Amemmeses grav fra det 19. Dynasti. Ups. Så man stoppede og gravede en ny til Amemmeses. Men da Ramses III blev farao kikkede de på det tidligere gravede og besluttede at fortsætte blot 2 meter til siden med at hugge i klippen. Det blev til en af de længste grave i kongernes dal 188 meter kun overgået af den kvindelige farao Hatshepsut’s grav. Graven er rigt illustreret med relieffer og vægmalerier ikke kun religiøse, men også i siderum med mange scener fra dagliglivets håndværkere. Videre i gravrummene er der store skildringer af kapitler fra “book of the dead”, og andre af oldtidens skrifter er afbildet og beskrevet foruden faraoens møder med guderne.

Den ældste beskrevne arbejdsnedlæggelse

En histore fra Ramses III regeringstid fortæller lidt om forholdene for arbejderne. Ramses III kæmpede især med fjenderne i og omkring det det nordlige Egypten, Libyen og sørøvere fra Ægæerhavet. Ramses III så meget op til Ramses II, der havde regeret til 30 år tidligere, og brugte mange kræfter på krige som sin forgænger. Men økonomien var ikke så god. Landet havde brugt rigtig mange penge og ressoucer i lang tid, så da Ramses III var i gang med at opføre sit storslåede dødetempel i Medinet Habu kom det til arbejdsnedlæggelser fra arbejderne, der ikke havde fået løn i form af kornrationer i to måneder. Ramses III fik skrabet pengene sammen og arbejdet blev genoptaget. Men historien, der er beskrevet i datidens tekster og er den ældste beskrevne arbejdsnedlæggelse viser, at arbejderstanden ikke bare var slaver, men folk der gjorde et kæmpe arbejde, og som ville have deres rettigheder håndhævet.

Ramses I

Den tredje grav er Ramses I’s. Når man begynder at sammenligne gravene bliver det tydeligt, at der over tid sker store ændringer i måden at beskrive livet efter døden i form af farvevalg, figurernes fremtræden, og måden af arrangere historierne på. Nye arkitekter, nye kunstnere og nye ønsker fra faraoen. Men samtidig bliver det også mere klart, at den religiøse verden har udviklet sig til et meget kompliceret system af regler, relationer og historier nedfældet i hellige tekster i en række bøger, så det er nødvendigt med en stor religiøs organisation af præster, der kan tage vare på undervisning og formidling.

I Ramses I grav er bundmalingen lys blågrå, efter sigende også i forgængeren Horemheps grav. Og designere og håndværkere har muligvis været de samme for Ramses I, der kun sad på tronen i 16 måneder. Han var også en ældre mand da han kom på tronen, så arbejdet med graven har været lidt presset tidsmæssigt og den er da også en af de mindre grave hvor ændringer i planen har betydet, at en korridor hurtigt er lavet om til gravkammer. Men det er en meget smuk grav med fantastisk velholdte vægmalerier fra de hellige bøger.

At efterlade dette til vor tid er en gave. Selv om det ikke var tiltænkt os, og kun udført for at forsøge at sikre faraoen et evigt liv.

Hatshepsut’s historie

Som nævnt blev det mode efter Thutmosis den første at bygge et mindetempel i Dayr Al-Barari. Det første blev bygget af hans søn, Thutmosis II (1492-1479 BC). Thutmosis II var gift med sin søster Hatshepsut. I ægteskabet var der kun døtre. Thutmosis II havde til gengæld en søn med en anden hustru, den senere Thutmosis III.

Ved Thutmosis II død besluttede Amon præsterne, at Thuthmosis III skulle være Farao, og at hans kongelige byrd skulle sikres gennem et ægteskab med Hatshepsuts ældste datter, der også var hans halvsøster. Men da Thuthmosis III var barn endnu, så blev Hatshepsut indsat som formynder.

Reelt bestak Hatshepsut præsteskabet til at anderkende hende som Farao, mens hendes nevø Thuthmoses III var ved fronten eller gemt bort i Karnak templet. Hun sad på tronen i ca. 20 år. I den periode byggede hun til i Karnak templet, bl.a. rejse hun 2 kæmpeobelisker, og hun byggede sit mindetempel i Dayr Al-Barari.

Hatshepsuts regeringstid var fredelig. En af hendes større bedrifter var en ekspedition til landet Punt (ved Somalia). Herfra hjembragtes røgelse, myrrha, guld, ibenholt, elfenben, leopardskind, malakit og elektrum (et metal til bl.a. knivsæg), men også levende dyr: bavianer, pantere og fedekvæg. Som noget nyt hjemførte hun også Myrrha-træer, der blev plantet rundt om templet.

Denne ekspedition er afbilledet i hendes mindetempel, som vi besøgte efter besøget i kongernes dal. Templet er et gigantisk åbent bygningsværk i 3 etager – eller terrasser -, der kliner sig op ad en bjergside. Hendes oprindelige plan var, at der skulle have være en underjordisk forbindelse mellem mindetemplet og hendes grav i Kongernes dal. Men projektet lykkedes ikke, håndværkerne måtte opgive at grave hele vejen gennem bjerget. Et finsk hold egyptologer har forestået restaureringsarbejdet af templet. Vi følges lidt rund med et lille dansk rejsegruppe, der som rejsefører har en dansktalende arkæolog, der har været med i restaureringsarbejdet.

Da Hatsepsut døde i 1458 BC kom Thuthmoses III endelig til magten. Han blev er stor krigerfarao, der rykkede rigets grænser både mod nord og syd. Men han tog grusom hævn over sin faster. Hendes bygningsværk i Karnak blev revet ned. Hendes navn blev fjernet i mindetemplet og erstattet af Thuthmosis eget navn, og hendes statuer blev udskiftet med statuer at Thuthmosis III. Kun de to obelisker, der symboliserede Amon-Ra turde han ikke røre. I stedet murede han dem inde i en kolossal lerstensbygning i Karnaktemplet. Det er arkæologernes held i dag. Fordi de har været muret inde er de utrolig velbevarede, og på dem står Hatshepsuts historie at læse.

Amenotep III, Akhnaton og Amarna Revolutionen

Det nye riges historier er fortællingen om en lang række farverige og magtfulde Faraoer, der hver især har sat sig tydelige spor i landskabet og samtidigt har efterladt skriftlig dokumentation for liv og færden.

To generationer i slutningen af det 18. Dynasti har gjort sig bemærket på en særlig måde. De forsøgte på forskellig vis at svække Amon præsternes magt. Det drejer sig om Amenothep III, dronning Teje, og i helt særlig grad deres søn Akhnaton og hans dronning Nefertiti. Amenothep III efterfulgte sin far, Thutmoses IV på tronen. Amenothep III var ligesom Thuthmosis den III født i et sideægteskab.

Amenothep III brød endnu en tradition ved at gifte sig ”borgerligt” og gøre Teje til sin guddommelige dronning. Men han fik Amon præsternes velsignelse. Bl.a. byggede han Luxor-templet, der muliggjorde de årlige processioner fra Karnak templet til Luxor templet. Derudover var han en dygtig hærfører og diplomat. Han bremsede Hititternes fremmarch i Lilleasien, udvider Egyptens besiddelser i Nord og Syd og viderefører den militærpagt, hans far havde indgået med kongen af Mitanni.

Akhnaton forsøger et opgør mod Amonpræsterne og flytter hovedstaden til El-Armarna.

Solguden Aten (Aton) gøres til statsgud

Akhnaton forsømmer rigets ydre grænser og Mitannis konge falder i kamp mod Hititterne.

Akhnaton afsættes og Tutankhamon indsættes på tronen