Posted in: Hjemme

Gudstjenesten i Jordløse kirke i dag handlede om håb. Men hvad kan man som kristen tillade sig at håbe på?

Prædiken tog sit udgangspunkt i to tekststykker. Det ene er hentet fra Jobs bog i det gamle testamente, det andet er hentet fra Lukas evangeliet. De to stykker har ikke umiddelbart meget med hinanden at gøre, men håb er et begreb, der kan binde de to tekststykker.

At fastholde sin uskyld

Jobs bog er en gammeltestamentligt omskrivning af en babylonsk skæbnefortælling. Guderne leger med mennesket, for at prøve troens ægthed. Den på alle måder rige og korrekte Job fratages af Satan (med guds vidende) sin rigdom, sit helbred og sin familie. Hans omgivelser mener, at det er hans egen skyld, han må have syndes, siden en sådan straf nedkastes over ham. Men Job fastholder sin uskyld. 
Job fornægter ikke gud, og han bevarer håbet om, at der findes en højere retfærdighed.  At en dag i dette liv eller i det hinsides, vil han blive stillet for en dommer, en forsvarer vil træde frem, og hans uskyld vil blive fastslået.

Efterlivet

Lukas nytestamentlige fortælling en næsten lige så kryptisk som Jobs bog. Igen er det tilfældet, der råder. Jesus med sit følge kommer forbi landsbyen Nain i Galilæa. Fortællingen forgår efter, Jesus har prædiket for sine tilhængere om kærlighed til fjenderne (om at vende den anden kind til) og han har advaret menneskene mod dømmesyge. 
Underet i Nain er ét i en lang række af undere, der viser, at Jesus er herre over liv, rigdom og helbred i sin vandring på jorden.
 I Nain genopliver han på sin vandring en enkes søn, og han gør det for enkens skyld. For som præsten Rikke Gotfredsen siger, på den tid var der ikke meget håb for en enke.

Men er det en barmhjertighedsgerning Jesus her bedriver? Eller er det snarere en symbolsk handling? Som dødelige kan vi næppe håbe på, at vores afdøde børn genopstår på denne side af livet. Derfor giver det mere mening for mig, hvis sigtet med Jesus handling er at vise os, at der er et liv efter døden. At Vor Herre og Guds søn både hersker over livet og efterlivet. Vi har derfor som kristne lov at håbe, at vores liv har mening, fordi der er et liv efter døden. Og det gælder for alle, det gælder både venner og fjender. I døden er det kun gud, der er dommer.

Her vil jeg gerne citere vores berømte astrolog Anja Andersen. Hun blev i et P1 interview spurgt om sin tro. Og hun svarede, at hvis hun ikke troede, så ville verden jo slutte, når hun lukkede sine øjne for sidste gang. Men sådan er det heldigvis ikke.

Kan man udlede en kristen værdi af disse to fortællinger? I så fald må det være, at vi har ret til at fastholde vores håb og vores uskyld, selv om samtiden (for)dømmer os, og at vi mennesker ikke kan dømme over liv og død.