Klimaændringer for 3000 år siden
29. februar 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Klimaændringer for 3000 år siden
I Indien udviklede der sig en stor kultur omkring Indus floden byggende på tidligere bosættelse fra omkring 7500 BC (Before Christ). Denne Indus kultur også kaldet Harappan kulturen fik sin storhedstid fra omkring 3300 BC og varede frem til 1000-tallet BC, med en nedgang startende fra ca. 1700 BC.
Det tyder på, at store klimaændringer kan have været en væsentlig årsag til kulturens opløsning. Ændringer i monsunregnen fra en vestlig monsun med regn i Indusregionen til i stedet en østlig med regn i Ganges området betød udtørring af flere floder i vest Indiens.
Udgravning af en Happaran by
De 3 store kulturer
Sammen med Det gamle Egypten og Mesopotamien var Induskulturen en af de tre tidlige civilisationer og den af de tre, der havde den største udbredelse med et areal på omkring 1,25 millioner km2.[ Civilisationen voksede frem ved breden af Indusfloden, en af Asiens største floder, og den nu udtørrede Sarasvati flod, der dengang løb gennem det nordvestlige Indien og det østlige Pakistan sammen med dens bifloder.[
På civilisationens højdepunkt omfattede den mere end fem millioner indbyggere. Indbyggerne omkring den gamle Indusflod udviklede nye teknikker inden for håndværk og metalarbejde, hvor der blev bearbejdet kobber, bronze, bly og tin.
Byplanlægning
I det østlige Pakistan og det vestlige Indien havde Harappan kulturen sin største udbredelse, og der er fundet mere end tusinde byer fra denne tid. Flere har haft en størrelse på 40-50.000 indbyggere. Udgravningerne viser, at disse byer havde en stor grad af byplanlægning, og var forsynet med vandsystemer og afløbssystemer for spildevand.
Kun ca. 60 af disse byer er nu udgravet, men disse udgravninger viser, at disse gamle Indus systemer for kloakering og dræning, der blev udviklet og anvendt i byer over hele Indusregion var langt mere avanceret end mange af de systemer, der i dag findes visse steder i Mellemøsten og i mange områder af Pakistan og Indien.
Brændte mursten
Brugen af brændte sten i husbyggeri har været meget udbredt og byerne var kendetegnet af avanceret arkitektur og imponerende skibsværfter, kornmagasiner, lagerbygninger, murstensplatforme og beskyttende mure. De massive mure omkring Indusbyerne beskyttede sandsynligvis Harappans fra oversvømmelser og kan have mindsket militære konflikter.
Keramik 2600-2450 før vor tidsregning
Fund fra udgravninger viser en højkultur med stentøj, bronze figurer, musikinstrumenter og en udbredt samhandel med Mesopotamien, Persien og endog Egypten.
Kulturkollaps
I dag mener de fleste forskere, at Induskulturen kollapsede på grund af tørke og en nedgang i handlen med Egypten og Mesopotamien. Det er også blevet antaget, at indvandring af nye folk, afskovning, oversvømmelser, eller ændringer i løbet af floder kan have bidraget til sammenbruddet i kulturen.
Som vi har skrevet om tidligere artikler og blog opslag, er der netop i denne periode et kollaps af en række kulturer. I Grækenland taler forskerne om den mørke periode, der strækker sig fra 1000-tallet før Kristus og frem til opblomstringen af de græske bystater og nedgangen i Egypten og kollapset af Hittitter riget falder ligeledes tidsmæssigt i denne periode.
Offerfesten Pongala i Indien
24. februar 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Offerfesten Pongala i Indien
Pongala
Pongala, der foregår i delstaten Kerala, er en offerfest for ”The Supreme Mother”, gudinden der tilskrives rollen, som skaberen af alt levende, men også ødelæggeren af samme.
Pongala festen stækker sig over 9 dage op til fuldmåne oftest i februar og afsluttes på den niende dag, hvor månen har nået sin fulde størrelse, med en helt næsten ubeskrivelig offerfest.
Ubeskrivelig, fordi denne offerfest i omfang er meget stor og omfatter hindu kvinder, der kommer strømmende til fra det meste af Kerala delstaten i tog, busser, private biler og taxaer. Tidligt om morgenen tager 2-3 millioner kvinder plads ved vejsiden i hovedstaden Trivandrums mange gader og stræder. Her sætter de sig med et kogegrej og de madvarer, de vil tilberede, som et offer til The Supreme Mother, Attukalamma.
Byen søger for 3 brændte mursten til hver, der danner grundlag for kvindernes kogegrej. Selv sørger kvinderne for brænde nok til at koge de 2-3 retter de forbereder.
Vi tog bussen fra uddannelsesstedet Mitraniketan kl. 3 om morgenen. Bussen var bestilt kun med det formål at transportere kvinder fra landsbyen ind til Trivandrum med al deres pik-pak til offerfesten.
I bussen var kun to mænd, jeg og en ung fyr fra Danmark, der var nysgerrig som jeg, i at opleve denne offerfest.
Kl. 04.20 nåede vi frem til Mitraniketans City Center i Trivandrum og ud sprang vi alle og kvinderne begyndte deres forberedelser med kogegrej og mad.
Rikke og jeg tog fotografiapparatet over skulderen og begav os ud i byen for at opleve den usigeligt fredfyldte stemning af tusindvis af kvinder og en del børn, der punktligt sad ved vejsiden og arrangerede sig med kogegrej m.v.
Ild under gryderne kl. 10
Retterne de forberedte var til gudinden. Og først kl. 10, blev der, som med et slag sat ild under kogegrejet med en løbeild, der startede ved Attukalamma’s tempel og herfra fordelte sig til alle inden for få minutter.
Denne fuldstændige ro og afklarethed, som kvinderne viste overalt, hvor vi kom frem på vores vandretur i byen understregede, at kvinderne var meget forberedte og havde fuldstændig styr på, hvad de skulle gøre.
Alt imens rigtig mange mænd udgjorde de service hold, der sørgede for transport, drikkevarer og frokost.
Kort efter kl. 10 begyndte vandet at koge i de små gryder og med en koks overlegenhed tilberedte kvinderne hver især deres små retter af udsøgte råvarer, en ret som var tilberedt for at glæde gudinden, og som på et trylleslag kl. 13.30 blev helliget /viet af en af de mange præster, der bevægede sig rundt i byen med offervand, der blev stænket på hver ret.
Og så var det hele slut og alle pakkede på 15 minutter deres grej og bevægede sig hjemad igen.
I løbet af hele dagen var det kun tilladt ganske få køretøjer i gaderne, så alle tilskuere, hjælpere og turister kunne trygt bevæge sig rundt i byen. Kl. 14:15 startede den store hjemtur. Og det er klart at med så mange mennesker, der igen skulle ud af byen tog det rigtig lang tid i sneglefart. Men det var en stor oplevelse at være med til en så fantastisk velordnet og rolig fest.
Kathakali – betyder historie-skuespil
14. februar 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Kathakali – betyder historie-skuespil
Kathakali – betyder historie-skuespil
Kathakali er fortællinger, der bliver opført som mimeskuespil, med drama, musik og handling. Fortællingerne er hovedsagelig hentet fra Hindu mytologi og udviklet fra gamle klassiske danse, der blev opført i de kongelige gemakker langt tilbage i tiden.
Traditionen er ført videre og i Fort Kochi, er der et meget berømt Kathakali center. Det måtte vi se.
Vi kom forbi om formiddagen og gik ind sammen med et andet par, der også ville købe billetter. Da vi stod der i stueetagen i teatret foran teaterlederen og vi udvekslede lidt danske sætninger, spurgte han, er i danske? Ja, det er vi. Og så fortalte han, i øvrigt med nogle danske ord ind imellem, at de havde haft Jytte Abildstrøm på besøg, og det havde været en stor oplevelse.
Jeg kunne så fortælle at jeg faktisk havde haft lidt arbejde på teatret ”Riddersalen” for mange år siden og lavet en serie scenebagtæpper bestående lysbilleder af engelske herskabshaver til en af Jytte Abildstrøms forestillinger.
Så var vi venner.
Vi finder vores pladser på første række
Vi skulle komme allerede kl. 17 hvor teatret blev åbnet, så kunne vi overvære, at skuespillerne sminkede sig. Det gjorde vi sammen med rigtig mange andre tilskuere. Vi gik op af den fine trætrappe og ind på 1. Sal i en teatersal, der faktisk havde meget tilfælles med ”Riddersalen” på Frederiksberg. Smuk enkel træ-teatersal med balkon rundt i siderne og med en scene hvor skuespillerne lige havde startet deres sminkning, siddende på scenegulvet med hovederne vendt mod publikum, så vi kunne følge deres grunddige arbejde.
Akkompagneret af smuk citarmusik fulgte vi med fra første række, plads 2 og 3, som vi venskabeligt var blevet tildelt.
Sminkningen tog næsten en time, hvor de fire skuespillere fik lagt meget komplicerede masker i klare farver.
Prinsen får lagt maske
Spillet indledtes med en introduktion til mimekunstens udtryksformer. Det blev en opvisning i ”ansigtsgymnastik” og krops- arm- og ben bevægelser. Faktisk meget nyttigt senere for at tolke spillernes optræden i skuespillets forskellige scener.
“The Mahabharata Kiratram”
Historien var, at en prins, der var lidt hoven, ville være superbueskytte.
Men en rival ville ham til livs. Og i skoven hvor prinsen gik på jagt sendte rivalen en bjørn mod prinsen. Men i skoven var også Lort Shiva forklædt som skytte.
Shiva og hans kone Parvathi forklædt som jægere
Shiva og has kone gudinde Parvathi ville godt ryste noget af hovmodet af prinsen.
Da bjørnen kom farende skød både Shiva og prinsen mod bjørnen og dræbte denne.
Men nu toppedes prinsen og Shiva (forklædt som jæger) om hvem, der havde nedlagt bjørnen.
Prinsen får overrakt bue og pil af Shiva, der ikke længere er forklædt som jæger
Prinsen angrede, at han havde behandlet Shiva dårligt, da det gik op for ham, hvem det var, han havde toppedes med. Og Shiva og hans kone belønnede prinsen med den bue og pil, som prinsen ønskede sig allermest, nemlig den berømte Pasupatham bue og pil for hans mod.
Og således endte historien lykkeligt.
Uskyldens museum i Istanbul
9. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Uskyldens museum i Istanbul
Uskyldens Museum
Forsiden af Orhan Pamuks roman. På dansk Uskyldens Museum.
”The Museum of Innocence” er både forfatteren Orhan Pamuk’s roman fra 2008, der er udkommet i dansk oversættelse i 2011, og samme forfatters lille museum i Istanbul.
Vi besøgte museet her i Istanbul. Udstillingen er en rejse i romanen opbygget med tableauer, der direkte referer til romanens afsnit. Gennem sine fortællinger skildrer han et Tyrkiet i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Tableauerne er tidsbilleder, der afspejler normer, værdier, holdninger i et Tyrkiet i kølvandet efter Atatürk’s reformpolitik.
Museet er gennemført håndværksmæssigt og æstetisk sit eget kunstværk. Man betages af sirligheden i de minutiøst opsatte små udstillinger der hver især har sit tema, sin betydning.
Museet er anmeldt i tidsskriftet Sfinx af Helle Vallø, 2013 nr. 2. Helle stiller i indledningen af sin anmeldelse flere spørgsmål bl.a. om ”museet … udfordrer os på vor trang til at fastholde noget flygtigt eller tabt ved at gemme på og konservere genstande – objekter, der hjælper os til at fastholde det levende liv i erindringen, og som tjener til at bevise, at dette liv, denne virkelighed, overhovedet har været til?
Vi havde ikke læst bogen forinden. Det bør man måske gøre. Alligevel var besøget utroligt inspirerende og med til at sætte mange tanker i gang ikke blot om Tyrkiet og livet her, men om helt fundamentale spørgsmål i tiden og om en selv.
Pamuk kredser om uskyldsbegrebet og lader en person i bogen sige:
”These were innocent people, so innocent that they thought poverty a crime
that wealth would allow them to forget”
Altså noget i denne retning: ”- de var uskyldige mennesker, så uskyldige, at de mente at fattigdom var en forbrydelse –
At rigdom kunne tillade dem at glemme –” .
Pamuk er kendt for sin kamp for ytringsfriheden. Han modtog Nobels Litteraturpris i 2006 og i 2012 Sonning-prisen.
Den syriske flygtning i Istanbul
Ved sporvognsstationen på vej hjem til vor lejlighed i Istanbul faldt vi i snak med en syrisk flygtning. Han var læge og havde fået arbejde som læge i Istanbul, men hans familie var tilbage i det ragnarok i Syrien, som er skabt at mangel på respekt fra styret til folkets ønsker, om at kunne skabe deres fremtid på demokratiske værdier og mulighed for udvikling og velfærd.
Mødet med denne syrer, var en konkret manifestation af folkenes søgen efter frihed til at skabe en udvikling til gavn for alle og en direkte reference til det museum vi lige havde besøgt.
Massakren i Paris
Men både museet og vort møde med syreren havde en direkte relation til sympatien, vi oplevede foran det franske kulturinstitut i Istanbul, til massakren i Paris i denne uge.
Hvor er der meget at gøre.
Moder solgte sin datter for 263 g sølv
7. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Moder solgte sin datter for 263 g sølv
Thrakien og Anatolien
I tyrkisk historieskrivning skelner man imellem Thrakerne, der boede i den Europæiske del af Tyrkiet i mere end 3000 år (ca. 3000 – 0 BC) og så de skiftende folkeslag i den Anatolske del af landet. Men der er yderligere et skel mellem folkeslag, der underlægger sig større landområder, som eksempelvis Thrakierne og Hittitterne (senere Perserne) og så de kulturer, der overvejende etablerer bystater, som eksempelvis Grækerne og Assyrerne.
Hittitterkonge (tv) beder vejr og vinguden om hjælp. Relief ca. 1000 f.v.t.
Skriftlige aftaler i bronzealderen
Omkring år 2000 f.v.t. – i den mellemste bronzealder – indvandrede Hittitterne – et indoeuropæisk folk – til den anatolske højslette, samtidigt med et assyrisk folkeslag etablerede bystatskolonier i området. Disse bystater var der en del af i perioden 1950 – 1780 f.v.t. , derefter etablerede Hittitterne et storrige, hvorefter de assyriske kolonier mistede deres selvstændighed.
I de assyriske kolonier var en udbredt skriftkultur. Man skrev kontrakter på små lertavler med kileskrift, der blev brændt og derefter ofte nedlagt i en anden forseglet konvolut ligeledes af ler. I forbindelse med de arkæologiske udgravninger er der fundet ca. 15.000 af den type lertavler, der i dag er tydet og hvoraf en del er oversat til engelsk. Tavlerne giver en enestående indsigt i datidens kulturelle værdier. Her er et par eksempler, der er gengivet på det Arkæologiske museum i Istanbul (min oversættelse til dansk):
En ægteskabstraktat
La-Cepum, gift med datter af Enisru, Hatala
Han må ikke gifte sig med en anden kvinde (slavepige) i landet (Anatolien), men han må gifte sig med Harlot – i byen Assur. Hvis hun (Hatala) ikke bliver med barn inden for to år, skal hun købe ham en slavepige. Og bagefter, så snart der er leveret en dreng, kan hun (Hatala) sælge hende (slavepigen) til hvem hun ønsker.
Hvis La-Cepum lader sig skille fra hende, skal han betale 5 minas sølv. Hvis Hatala lader sig skille, skal hun også betale 5 minas sølv.
Indgået med 4 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.
Tavle i kuvert vedrørende salg af dreng
(Lady) Saluata købte Sulu’i. Hans moder solgte ham til prisen. Hvis nogen gør klage over ham, skal hans mor betale ½ mina af sølv.
Indgået med 4 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.
Tavle i kuvert vedrørende salg af en ung pige
Ahatutum købte en datter af Hana og betalte ½ mina og 1 ½ shekel af sølv.
Hvis Hana hjemtager (siezes) sin datter, skal hun betale en mina og tage sin datter hjem. Hvis en tredjemand hjemtager datteren, kan Hana hjemtage Ahatutum. Hvis hun (datteren) er uordentlig eller opfører sig dårligt, kan hun (Ahatutum) sælge hende til hvem hun ønsker.
Indgået med 2 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.
1 Mina = 60 Shekel = 500 gr. Sølv