Uskyldens museum i Istanbul

9. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Uskyldens museum i Istanbul

Uskyldens Museum

 

”The Museum of Innocence” er både forfatteren Orhan Pamuk’s roman fra 2008, der er udkommet i dansk oversættelse i 2011, og samme forfatters lille museum i Istanbul.

Vi besøgte museet her i Istanbul. Udstillingen er en rejse i romanen opbygget med tableauer, der direkte referer til romanens afsnit. Gennem sine fortællinger skildrer han et Tyrkiet i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Tableauerne er tidsbilleder, der afspejler normer, værdier, holdninger i et Tyrkiet i kølvandet efter Atatürk’s reformpolitik.

Museet er gennemført håndværksmæssigt og æstetisk sit eget kunstværk. Man betages af sirligheden i de minutiøst opsatte små udstillinger der hver især har sit tema, sin betydning.

Museet er anmeldt i tidsskriftet Sfinx af Helle Vallø, 2013 nr. 2. Helle stiller i indledningen af sin anmeldelse flere spørgsmål bl.a. om ”museet … udfordrer os på vor trang til at fastholde noget flygtigt eller tabt ved at gemme på og konservere genstande – objekter, der hjælper os til at fastholde det levende liv i erindringen, og som tjener til at bevise, at dette liv, denne virkelighed, overhovedet har været til?

Vi havde ikke læst bogen forinden. Det bør man måske gøre. Alligevel var besøget utroligt inspirerende og med til at sætte mange tanker i gang ikke blot om Tyrkiet og livet her, men om helt fundamentale spørgsmål i tiden og om en selv.

Pamuk kredser om uskyldsbegrebet og lader en person i bogen sige:
”These were innocent people, so innocent that they thought poverty a crime
that wealth would allow them to forget”

Altså noget i denne retning: ”- de var uskyldige mennesker, så uskyldige, at de mente at fattigdom var en forbrydelse –
At rigdom kunne tillade dem at glemme –” .

Pamuk er kendt for sin kamp for ytringsfriheden. Han modtog Nobels Litteraturpris i 2006 og i 2012 Sonning-prisen.

Den syriske flygtning i Istanbul

Ved sporvognsstationen på vej hjem til vor lejlighed i Istanbul faldt vi i snak med en syrisk flygtning. Han var læge og havde fået arbejde som læge i Istanbul, men hans familie var tilbage i det ragnarok i Syrien, som er skabt at mangel på respekt fra styret til folkets ønsker, om at kunne skabe deres fremtid på demokratiske værdier og mulighed for udvikling og velfærd.

Mødet med denne syrer, var en konkret manifestation af folkenes søgen efter frihed til at skabe en udvikling til gavn for alle og en direkte reference til det museum vi lige havde besøgt.

Massakren i Paris

Men både museet og vort møde med syreren havde en direkte relation til sympatien, vi oplevede foran det franske kulturinstitut i Istanbul, til massakren i Paris i denne uge.

Hvor er der meget at gøre.

 

Read More...

Moder solgte sin datter for 263 g sølv

7. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Moder solgte sin datter for 263 g sølv

Thrakien og Anatolien

I tyrkisk historieskrivning skelner man imellem Thrakerne, der boede i den Europæiske del af Tyrkiet i mere end 3000 år (ca. 3000 – 0 BC) og så de skiftende folkeslag i den Anatolske del af landet. Men der er yderligere et skel mellem folkeslag, der underlægger sig større landområder, som eksempelvis Thrakierne og Hittitterne (senere Perserne) og så de kulturer, der overvejende etablerer bystater, som eksempelvis Grækerne og Assyrerne.

Skriftlige aftaler i bronzealderen

Omkring år 2000 f.v.t. – i den mellemste bronzealder – indvandrede Hittitterne – et indoeuropæisk folk – til den anatolske højslette, samtidigt med et assyrisk folkeslag etablerede bystatskolonier i området. Disse bystater var der en del af i perioden 1950 – 1780 f.v.t. , derefter etablerede Hittitterne et storrige, hvorefter de assyriske kolonier mistede deres selvstændighed.

I de assyriske kolonier var en udbredt skriftkultur. Man skrev kontrakter på små lertavler med kileskrift, der blev brændt og derefter ofte nedlagt i en anden forseglet konvolut ligeledes af ler. I forbindelse med de arkæologiske udgravninger er der fundet ca. 15.000 af den type lertavler, der i dag er tydet og hvoraf en del er oversat til engelsk. Tavlerne giver en enestående indsigt i datidens kulturelle værdier. Her er et par eksempler, der er gengivet på det Arkæologiske museum i Istanbul (min oversættelse til dansk):

En ægteskabstraktat

La-Cepum, gift med datter af Enisru, Hatala
Han må ikke gifte sig med en anden kvinde (slavepige) i landet (Anatolien), men han må gifte sig med Harlot – i byen Assur. Hvis hun (Hatala) ikke bliver med barn inden for to år, skal hun købe ham en slavepige. Og bagefter, så snart der er leveret en dreng, kan hun (Hatala) sælge hende (slavepigen) til hvem hun ønsker.
Hvis La-Cepum lader sig skille fra hende, skal han betale 5 minas sølv. Hvis Hatala lader sig skille, skal hun også betale 5 minas sølv.
Indgået med 4 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.

Tavle i kuvert vedrørende salg af dreng

(Lady) Saluata købte Sulu’i. Hans moder solgte ham til prisen. Hvis nogen gør klage over ham, skal hans mor betale ½ mina af sølv.
Indgået med 4 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.

Tavle i kuvert vedrørende salg af en ung pige

Ahatutum købte en datter af Hana og betalte ½ mina og 1 ½ shekel af sølv.
Hvis Hana hjemtager (siezes) sin datter, skal hun betale en mina og tage sin datter hjem. Hvis en tredjemand hjemtager datteren, kan Hana hjemtage Ahatutum. Hvis hun (datteren) er uordentlig eller opfører sig dårligt, kan hun (Ahatutum) sælge hende til hvem hun ønsker.
Indgået med 2 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.

1 Mina = 60 Shekel = 500 gr. Sølv

Read More...

Den hellige visdoms kirke har krævet mange ofre

6. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Den hellige visdoms kirke har krævet mange ofre

Min tak og taknemmelighed til min Herre for at tildele mig midlerne til at oprette sådan et glorværdig sted for tilbedelse af herren [1].

Hagia Sophia I

Således lød ordene, da Kejser Justinian den 1. Den Store (527-565) i 537 indviede den tredje – men ny opførte -Hagia Sophia (hellig visdom) Kirke i Konstantinopel. Den tredje, fordi Hagia Sophia havde haft to forgængere. Den første blev bygget af Konstantin den Store og indviet i 360 e.v.t. Byggematerialerne til kirken (såvel som til byen) var overvejende genbrug af søjler, statuer og marmor, blev hentet overalt fra i det store Emperium. Mange af materialerne kom fra tidligere græske og ægyptiske pragtværker. Men Hagia Sophia I blev delvist brændt ned i 404. Årsagen var en folkelig opstand i protest over, at patriarken Hagia Johannes Chrystostomos blev landsforvist, da han forsøgte at forhindre opstillingen af en sølvbelagt statue af kejserinde Eudoxia lige uden for kirken.

Hagia Sophia II

Kirken blev herefter genopbygget af Kejser Theodosius den 2. (408 – 450) og genindviet i 415. Den overlevede 117 år, så brød en ny opstand løs, denne gang i Kejser Justinian den 1. den Store’s 5. regeringsår. Gennem tiderne havde der været to konkurrerende ”support-klubber” på vædeløbsbanen – de blå og de grønne. Men tiden havde de udviklet sig til mere religiøst/ politisk orienterede bevægelser – de blå repræsenterede Ortodoksien og de store jordbesiddere og de grønne repræsenterede Monofysitismen, handelsfolk og håndværkere.

På den måde var der skabt en reel modsætning i samfundet. Som jeg husker historien, var det Justinians forsøg på at svække de grønne, der fik de to grupper til at rotte sig sammen i et oprør mod den endnu unge og uprøvede kejser. Under oprøret blev Hagia Sophia II brændt ned til grunden. Kejseren var parat til at drage i eksil, men hans dronning, Kejserinde Theodora fik generalerne til at undertrykke oprøret. Ro og orden blev genoprettet ved at halshugge 10.000 oprører.

Hagia Sophia III

Som et sonoffer oven på denne begivenhed hidkaldte Kejser Justinian den 1. den Store imperiets dygtigste arkitekter og bad dem om, ikke bare at genopbygge kirken, men om at skabe et arkitektonisk mesterværk. Og endnu engang måtte de gamle græske og ægyptiske mesterværker levere materialerne. Bl.a. blev der hentet søjler fra Artemis templet i Efesos og marmor i forskellig farver og mønstre fra Ægypten og Thessalien.

Den nye kirke blev indviet 5 år senere. Ved indvielsesceremonien blev der ofret[2] 100 okser, 6000 får, 600 hjorte, 1000 svin, 10.000 høns og 10.000 haner. Kejser Justinian ankom til ceremonien hånd i hånd med Patriarken. Det var i den forbindelse de smukke ord faldt.

Op og nedture gennem i de næste 1000 år

Gennem de næste 1000 år levede kirken et omtumlet liv. Den oprindelige kuppel styrtede ned omkring 40 år efter indvielsen, men blev dog hurtigt genopbygget i en ny, højere og lettere konstruktion. I årene 726 – 842, under den såkaldte Ikonoklasme – periode (billedforbud), blev mange af de oprindelige mosaikker ødelagt, en ildebrand hærgede den i 859, jordskælv i 869 og 989. Efter disse ødelæggelser blev kirken genopbygget og genåbnet i 994. I 1204 blev kirken raseret af de latinske korsriddere, og rigdomme og relikvier blev bragt til forskellige europæiske kirker. Da byzantinerne igen overtager ansvaret for kirken, forsøger de at genopbygge den, men på det tidspunkt er økonomien så svag, at det kniber med at genskabe dens storhed. Nye jordskælv kommer til. Da Osmannerne erobrer byen i 1453 er kirken næsten en ruin.

Sultan Mehmet den 2. genopbygger Hagia Sophia som Moske. I dag har kirken status som museum. Den fremstår noget rodet som blanding af kirke og moske og på den måde er den tro mod sin historie. Igangværende restaureringsprojekter med store stilladser opstillet inden i bygningen, er med til at understrege det overordnede indtryk af en rodet affære.

Justinian den 1. og mosaikker

Hvor der ikke er mange mosaikker tilbage fra Justinians den 1. den Stores tid i Hagia Sophia, så har arkæologerne fundet et helt enestående mosaikgulv fra det gamle kejserpalads, som nu er dateret til at stamme fra hans periode som kejser. Gulvet er helt enestående i sin billedrigdom. Her er billeder af mange børn i hverdagssituationer, jagtscener, illustrationer fra fabler og illustrationer af mytologiske væsener. Når man går rundt i museet, der er bygget henover den oprindelige placering, kan man levende forestille sig, hvordan kejserens sønner og officerernes børn er blevet undervist i livet i imperiet, mytologi og gode dyder ved hjælp af disse anskuelses-tableauer af høj kunstnerisk værdi. Oprindeligt har der været 1872 kvm. gulv. I dag er 250 kvm. bevaret for offentligheden.[3]

 

[1] Ifølge Lihan Aksit, Hagia Sophia, Aksit Kültûr ve Turizm Yayincilik, 2010, English

[2] ibid, p. 17 f

[3] Sfinx, nr. 2, 2013. Artikel af Birte Poulsen.

Read More...

Romersk kejser hærgede Byzantion

5. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Romersk kejser hærgede Byzantion

Istanbul

Så er vi kommet til Konstantinopel (det tidligere Byzantion og nuværende Istanbul) og vi er flyttet ind i den lejlighed, hvor vi skal bo en uge. Om lidt kører vi ud til lufthavnen for et hente Mette og Kirsten, der skal være vores følgesvende de næste 14 dage.

I går, da Palle tjekkede ind på Facebook, kom der besked fra Jakob Erle: ”jeg er her også, skal vi ses?” Jakob Erle er på vej hjem efter fire år i Cairo som direktør for Dansk Egyptisk Dialog Institut. Han har valgt at bruge tre uger i Istanbul på at skrive om sin tid i Egypten, inden han lander i Danmark. Så det blev en hyggelig aften med gensyn og masser af snak på en lille eksklusiv restaurant med udsigt over indsejlingen til Det gyldne Horn.

Lille Hagia Sophia

Dagen i går bød på gensyn med kendte og nye steder i Istanbul , hvor vi bor tæt på vandet og alle seværdighederne i den gamle bydel. Et af de nye steder vi besøgte var Lille Hagia Sophia. Lille Hagia Sophia er bygget i 500 tallet e.v.t. inden den store Hagia Sophia som en slags model. Det er et af verdens ældste kirkebyggerier, der stadig er i funktion – i dag dog som moske – under navnet Kücük Aya Sofya – Den lille visdom.

Senere på dagen brugte vi et par timer på det kæmpestore Arkæologiske Museum. Her fik vi repeteret Konstantinopels historie – som på mange måder ligner Gallipoli’s historie. Dog med den krølle, at Konstantinopels borgere i en af Roms utallige borgerkrige fik kasten vægtloddet i den forkerte kejsers skål (Septimius Severus’ (193 – 211), med det resultat at byen blev raseret og mistede alle sine privilegier omkring år 200 e.v.t. Efterfølgende gav han dog plads for, at byen kunne genopbygges og genetablerer sig som vigtig handels og havneby.

Troja

På museet, der i øvrigt er svært tilgængelig p.g.a. ombygning, er også en meget god udstillingsserie, der viser fund fra alle Trojas 9 udgravede lag, hvor man i dag regner med, at det syvende lag er det lag (1700 – 1250 f.v.t.), der endte med at gå under som et resultat af krigen om Troja, som Homer beskriver så malende i Illiaden.

Efter denne undergang gik der en hel del år, før byen genvandt sin storhed. Men både vores to gode venner Alexander den 3. Den Store og Lysimarchos har brugt kræfter på at få genopbygget Troja som et betydningsfuldt helligt sted i perioden 330 – 280. Og så har Julius Cæsar og Augustus i tiden omkring år 0 restaureret byen. De anså nemlig sig selv for at være direkte efterkommere efter Hectors nevø Æneas, som det lykkedes af flygte fra Troja efter krigen, og som ifølge legenden efterfølgende kom til Rom, hvor han blev gift med en prinsesse.
Konstantin den Store overvejede at gøre Troja til hovedstad i 300’tallet , men endte som bekendt med at vælge Konstantinopel.

På Gallipoli’s kunne vi næsten se over til Troja. Når vi kører fra Istanbul er planen, at vi skal besøge udgravningen.

Read More...

Sneglatte bjergveje rundt om Marmarerhavet

4. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Sneglatte bjergveje rundt om Marmarerhavet

Rundt om Marmarerhavet

Når man skal fra Gallipoli (Dardanellerne) til Istanbul er det nemmeste, sådan lige umiddelbart, at følge kystlinjen på Nordsiden af Marmarerhavet. Nu ved vi jo godt, at de gode veje ikke altid er de korteste veje, og ofte vælger vi at følge hovedvejen.

Men da vi siger farvel til værterne på hotellet i Gelipolu i klart vejr og 4 +grader forsikrer han os om, at vejene er fine. Og både kort og GPS lokker med god hovedvej hele vejen til Istanbul. Det er stadig tidlig morgen og alt i alt er der små 300 km. Og vi er jo ude på eventyr.

Altså vælger vi eventyret. Marmarerhavet – marmorhavet lokker. Havet rundt om øen Marmara – Marmorøen, der leverede marmor til antikkens fantastiske bygningsværker på denne side af Ægæerhavet, og som har givet havet sit navn. Men det bliver noget mere dramatisk, end vi har forestillet os. 75 km kører vi af sneglatte kyst og bjergveje, der snor sig gennem landskabet uden noget autoværn. Men smuk er turen, når vi har mod til at nyde den.

Den første del af turer frem til Sarköy går fint, selv om der er en del bjergkørsel. Sneen på vejene er sjappet, men fremkommelig. Men vi glæder os til at komme ned på kystvejen til lidt mere rolig kørsel.

I Sarköy forsøger på skiltning og GPS at lede os tilbage til hovedlandevejen til Istanbul over en anden bjergvej. Men vi har jo besluttet os for kystturen, så vi vælger at følger kystlinien i den rigtige kompasretningen.

Kyst kontraster

  

Men efter ca. 20 km langs kystlinien begynder vejen at se lidt suspekt ud. Sten på størrelse med fodbolde triller ned af bjergsiden, blot i det øjeblik, vi holder et lille hvil.

 

De efterfølgende 60 km kommer vi til at køre af bjergveje med høje skrænter ud mod kysten.

 

Ikke længe efter må vi holde og vente, mens en fastkørt modgående bil slæbes op ad bakken af en traktor. Vi holder så tæt på skrænten, at jeg ikke tør åbne døren og stå ud af bilen.

Palle er ude og sparke sne væk, så vi kan komme tilbage til den ryddede del af vejen, når vejen atter er fri.

Lettelsen er stor, da vi atter får fast grund under fødderne. Herfra tager vi den slagne vej til Istanbul.

 

Read More...

Søhelt blev henrettet af sine egne som 90-årig

2. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Søhelt blev henrettet af sine egne som 90-årig

Gelibolu

Gelibolu er en middelstor by på halvøen af samme navn. Halvøen strækker sig som en tange syd-vest ud fra den del af Tyrkiet, der ligger på det Europæiske fastland. Fra tangen og til det Asiatiske fastland er der kun 6-7 km. Og det gør dette sted til et meget vigtigt sted. For al trafik fra Middelhavet og det Ægæiske hav til Marmarhavet og videre til Sortehavet skal gennem det snævre stræde som tyrkerne kalder Cannakale Bogazi, andre kalder Dardanellerne og andre igen Hellespont.

Netop derfor har strædet en særlig plads i historien, og for os især fordi vi i vor søgen efter spor fra Alexander den 3, den Stores togt (334-323 f.v.t.) til Egypten og hele vejen rundt i det daværende Persiske rige netop startede sin rejse ved at sejle sin hær og udstyr over dette stræde fra Europa til Asien.

Turen hertil fra Edirne var kold ca. -3C og undervejs begyndte det at sne, så nytårsaftens dag blev mest en inde-dag med bidende blæst og snefygning.

 Nytår

Vi fandt dog en restaurant lige ud til strædet, hvor vi holdt vore nytårsaften sammen med ved ca. 150 tyrkere i alle aldre i meget vestlig outfit med spisning, musik og dans. Der var rigeligt med Raki og stemningen var helt fin. Men det blev ikke til så meget snak, for man kom i grupper og havde mest nok i sig selv.

Ture rundt

Hvad har vi så ellers set. På to ture på øen har vi fundet lidt rester fra tiden under Byzans og fra det Osmanniske rige. Mest mure, indgangspartier til byer og rester af borge. Og så har vi fundet mange levnedsbyrd i form af gravpladser fra 1. verdenskrig hvor de allierede forsøgte af at sætte sig på dette stræde, men måtte give op. Og så har vi faktisk været på besøg på en helt nutidig militærforlægning.

Veludrustede soldater

Vi havde spottet en gammel by Ortakoy, som vi lige ville finde. Her skulle resterne af byen Lycimarkia efter sigende befinde sig, en by grundlagt af en af Alexander den Stores generaler, der fik kommandoen over Thrakien.

I strålende sol kørte vi fra hovedvejen ad en ret lige helt sneryddet vej, der langsom steg op mod en skov. Og pludselig holdt vi ved en militærpost med venlige veludrustede soldater der spurgte, hvad vi sådan lige havde i tankerne.

Vi fortalte om vore ønsker at se denne by og de rester, der kunne være og straks kom en engelsktalende soldat med maskinpistolen svingende rund i luften, som fortalte, at det ikke var så godt at køre videre, for det var faktisk en militærlejr, vi var kørt op til. Vi beklagede, og de fortalte, at vi nok kunne køre ad en anden vej til byen.

Vi sagde farvel og forsøgte af den foreslåede vej, som dog viste sig at være en meget hullet jordvej, som lige nu og her faktisk var lidt vanskelig at forcere uden en højbenet 4-hjulstrækker. Så efter lidt tid fik vi vendt kareten og kørte tilbage til hovedvejen.

Piri Reis

Og så er der et lille museum om søfarende i et Byzantinsk tårn ved den lille byzantinske havn her i byen. Et sjovt museum især om en admiral i den Osmanniske flåde fra 1500-tallet ved navn Piri Reis, der havde deltaget i mange søslag, og som havde studeret alle tilgængelige søkort og lavet egne meget detaillerede kort. Piri Reis havde faktisk vundet en helt stribe sejre i sin tid som admiral, men i en alder af 90 blev han bedt om at lede et slag mod portugiserne, som han nægtede, hvorefter han blev halshugget!

Hotellet

Vi bor på et super dejligt lille hotel der hedder Galipoli Konukeri her i Gelibolu.

Vi får morgenmad på værelset af de venlig værtsfolk. Lækker morgenmad der i DK nærmest må betegnes som en super brunch med kaffe ad libitum og mange små delikatesser. Stedet er et gammelt hus de har istandsat. De døjer lidt med det varme vand på grund af frost, men vi finder gode løsninger på de problemer, der opstår og vi er lidt kede af at opholdet slutter i morgen.

Artikel

Og så har vi brugt en rum tid til at skrive en artikel om Gallipoli’s historie.

 

 

 

Read More...

Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen

30. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen

Hellespont

I dag er vi kørt fra Edirne til den halvø, der danner indsejlingen fra Ægæerhavet til Marmarerhavet og videre til Sortehavet. Vi er stadig i den europæiske del af Tyrkiet – i gammelt thrakisk land, men ikke længere fra Asien-siden, end at det ifølge legenden om Hero og Leander er muligt at svømme over det smalle stræde.

Hellespont eller Dardanellerne hedder strædet og halvøen hedder i dag Gallipoli på engelsk eller Gelibolu på tyrkisk. I Thrakiernes tid hed den Chersonese. Byen vi bor i hed dengang Callipolis, nu hedder den det samme som halvøen, Gelibolu. Mange dramatiske begivenheder har udspillet sig på denne halvø gennem historien, og alle de fortællinger bliver der god tid til at skrive om, for vi har lejet os ind på et lille hotel her for 4 nætter.

Men denne blog skal handle om vores indtryk af Tyrkiet nu og her og lidt om vejret og en vejrudsigt der lyder på storm.

Indtryk fra Edirne

Det første indtryk, da vi kørte ind i Edirne var, at vi er kommet til en anden verden. De mange ældre kvinder med tørklæder og i lange løshængende gevandter, der dækker over kroppe, der har født alt for mange børn. Trafikalt kaos i alt for smalle gader, små åbne butikker og byhuse i forfald. Ind i mellem bilerne en hestekærre eller en morlille, der samler affald i en sækkevogn på størrelse med en telefonboks.

Nyt og gammels mødes

Men da vi først var installeret på hotellet og gik en tur ned i gågaderne, så var kaos forvandlet til orden, butikkerne var med udstillingsvinduer, der var fine caféer, springvand og fontæner og kvinderne var unge og smarte og med udslået hår. Sagt med andre ord: en stor, moderne og købedygtig middelklasse.

På anden dagen i Edirne fulgte vi guidebogens anbefaling og gik en tur langs Tunca-floden for at se på gamle broer. Det var silende regn og da vi nåede til det sted, hvor broturen skulle tage sin begyndelse, kunne vi ikke se andet end vand. Da vi spurgte om vej, blev vi inviteret på te hos en tysktalende Tyrker. Han bor nu i Tyskland, men har et lille hus ved bredden af Tunca-floden, hvor han tager hen, når han holder ferie. Til daglig bor hans bror eller andre bekendte i huset. Han fortalte os, at floden var gået over sine bredder, det var en ren katastrofe. Og de gamle broer var lukket for biltrafik af samme grund. Men vi kunne nok gå derhen og tage et par billeder. ”Men pas på sigøjnerne”, formanede han, ”det er scheise Leute”.
”Der er en hel lejr af dem deroppe”, peger han, ”der bor også nogen af dem her nede, men de er OK”.

Således formanet går vi videre og når det dige, der er anlagt som værn og gangsti langs floden.

Og ganske rigtigt står broerne i vand til halsen og de fleste af dem er det umuligt at passere i en bil. Fra diget er der udsigt til to sider. Til højre flyder den udbredte flod, til venstre ligger byens slumkvarterer. Som i en favela klumper folk sig sammen i faldefærdige skure i byens udkant.

Da vi kommer ud til bilen i morges er der sne og is på ruden og temperaturen er under frysepunktet. Vejrer er køligt men klart.

På vej ud af byen ser vi, hvordan nye bydele skyder op på den anden side af floden. Tyrkiets byer udvikler sig som andre byer i verden. Det gamle forfalder, nyt bliver bygget til at huse en voksende middelklasse. De fattigste klumper sig sammen i de faldefærdige bygninger, indtil man langsomt får saneret bykernen, så den igen bliver attraktiv at bo i – nu for de mest velstående.

Optræk til snestorm

Vi havde tænkt os på vejen at stikke forbi udgravningerne af en græsk/ romersk ruinby, der i dag hedder Enez og som ligger på den Græsk/ Tyrkiske grænse helt ude ved Ægæerhavet. Men undervejs bliver det koldere, mere blæsende og det begynder at sne. Så vi bliver bange for at blive fanget langt ude i ødemarken i en snestorm. Heldigvis vælger vi at køre direkte til hotellet i Gelibolu. For det er virkelig blæst op og der er masser af sne i luften, så det er godt at være inden døre.

 

Read More...

Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store

29. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store

Edirnes historie

Edirne ligger tæt ved den græske og bulgarske grænse og har i gennem historien været en strategisk vigtig by.

”The Rough Guide to Turkey” skriver at der altid har været bosættelse her på dette sted. På museet i Edirne kan vi læse, at Thrakierne har boet i området siden den neolitiske kultur ca. 10.000 f.v.t. og at området har været et vigtigt bindeled mellem de indoeuropæiske kulturer i øst og vest, ikke mindst i den periode, hvor man gik fra overvejende at være nomader til gradvist at blive bofaste.

Bronzealderen

I bronzealderen udvikles de første byer, bystater og stater i Anatolien, er Thrakierne et af de første europæiske folkeslag, der udvikler en særlig kulturel identitet, og derigennem afgrænser sig fra de omliggende kulturer. Den del af de Thrakiske stammer, der levede tættest på Anatolien havde tætte kontakter dertil og var influeret at de første bondekulturer her, mens Thrakierne længere mod nord i højere grad fortsatte deres nomadetilværelse.

I overgangen fra bronzealder til jernalder kom der flere indvandrende folkeslag nordfra til Thrakien, hvor de bosatte sig i nogenlunde fredelig sameksistens med Thrakierne. Det første egentlige anslag mod Thrakierne kom, da den Persiske kong Dareios invaderede landet i 513 f.v.t. på vej mod Bosporus-strædet. Thrakerne kom under Persisk dominans indtil Tzar Ter den 1. (480 – 464) fik etableret et stærkt Odrysisk kongedømme.

Seuthes den 3 flytter Thrakiernes hovedstad

Thrakiernes (Odryserne) havde deres hovedstad i Edirne indtil 320 f.v.t. Dengang hed byen Uscudama. Det var Odrysernes konge Seuthes den 3. (330-300), der flyttede hovedstaden fra Uscudama (Ediene) til Seuthopolis (Kazanlak i det nuværende Bulgarien).

Seuthes den 3. startede sin regeringsperiode, mens Aleksander den 3. den Store herskede i Makedonien. 330 var året, hvor Alexander den Store på sit store felttog havde besejret Perserne og derfor lod sig udråbe til Persernes konge. Men selv om Makedonierne og Odryserne var thrakiske broderfolk (i alt fald ifølge Pavlov) havde Seuthes ikke til sinds uden videre at skulle underkaste sig Makedonerne. Odrysernes modstand mod Makedonernes overherredømme startede ved Phillip den 2. ’s (Alexander den Stores far) død i 336. I forbindelse med tronskiftet, forsøgte mange thrakiske stammer et oprør mod Alexander den Store. Men da først hans kampagne gik i gang (333) støttede mange thrakiske stammer ham med ryttersoldater.

I 325 bliver Alexander den Stores guvernør Zopyrion dræbt i et slag mod Geaterne, en thrakisk stamme, der levede omkring Donau og som aldrig havde underkastet sig Makedonierne. Den uro det skabte, benyttede Seuthes den 3. til en nyt oprør mod Makedonerne. Lysimachus fulgte efter som ny Guvernør i Thrakien, og efter Alexander den stores død i 323 forsøgte Seuthes sig igen med et oprør. Efter mange kampe måtte Seuthes acceptere Lysimachus overherredømme. Lysimachus udråbte sig til Konge over Thrakien og Seuthes valgte at flytte det Odrysiske kongedømme til det centrale Thrakien ( nu Bulgarien) og at etablere en ny hovedstad i Seuthopolis (nu Kazanlak i Bulgarien). Her ligger han begravet, hans grav blev fundet intakt i 2004 sammen med gravene efter en lang række andre Odrysiske konger, heraf en del der var før Seuthes. Stedet kaldes de Thrakiske kongers dal.

Grækere, Romere og Osmanner i Edirne

Edirne fik senere af grækerne navnet Oresteia og senere af romerne navnet Hadrianopolis, den blev udråbt som hovedstad for det romerske Trakien af Kejser Hadrian.

Under romersk herrredømme (hvor Konstantin den Store flytter hovedstaden fra Rom til Konstantinopel (nu Istanbul) forblev byen af stor betydning som en fremskudt base på Balkan.

Så indtog Osmanen Murat den 1. byen i 1361, og gjorde byen til hovedstad i det Osmanniske rige i stedet for Bursa, der ligger syd for Istanbul. Byen fik nu navnet Edirne. Det skete 90 år før det lykkes Ottomanerne ved Mehmet eroberen, at besejre og indtage Konstantinopel/Byzans. Edirne var stedet, hvorfra Mehmet eroberen fik støbt de berømte kanoner, der gjorde det muligt for ham at gennembryde Konstantinopels mure.

 

 

Read More...

Snapshots from Edirne in Turkey

28. december 2014 | Posted in English, Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Snapshots from Edirne in Turkey

Yesterday we arrived to Edirne in Turkey

Today we took a walk and we visited 3 mosques, an archaeological site, a Historical Museum and an old marked, all of it within short walking distance. It is an amazing city.

The three mosques we visited are
Eski Cami from 1414
Üc Serefeli Cami from about 1447
Selimiye Cami from 1569

First we went to see the old Macedonian Tower and the excavation of part of the old city Hadrianopolis, founded by the Roman emperor Hadrian (117-138 AD)

Then we visited the Mosques. The first ones we visited had many local visitors in guided groups, learning about the mosque.

The third, and biggest, and most impressive one – the Selimiye Cami – looked bright in the morning sun

Inside there was a remarkable light and outside the mosque there was a remarkable live

  ‘

Then we went to the archaeological museum. Here we found some very old images of men on horseback

On our way to the marked, we met symbols of Ata Türks modern Turkey

A young couple dancing with a peace dowe and a Olive branch under a fountain with lions

 

 After visiting the fishmarked we went to a restaurant and had dinner.

Read More...

Erotik i Bronzealderen

16. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Erotik i Bronzealderen

Spændende besøg på Pergamonmuseet og Neues museum på Museumsinsel i Berlin. Øen i sig selv er tankevækkende stykke tysklandshistorie. Den har været under ombygning næsten lige siden genforeningen og man forventer først at være færdig med ombygningen i 2020. Lige nu ligger bl.a. Pergamon museet i tørdok. Neues museum er netop genåbnet efter at have været lukket i 70 år. Det blev svært beskadiget under krigen. Neues museum rummer trods navnet den forhistoriske samling og mange smukke fund fra bronzealderen – mest berømt er Nefertitis Buste fra Amarna perioden i Egypten. Vi dvæler mest ved samlingen af bl.a. guld fra Troja. Schliemann, der udgravede Troja, opdagede for sent, at han gravede lige igennem Homers Troja fra omkring 1200 f.v.t. – hvis det altså var det – og han kom ca. 1200 år længere tilbage i tiden – til omkring 2400 f.v.t. Så mange af hans guldfund stammer i virkeligheden fra den tidlig bronzealder.

Pergamon museet er bygget til at rumme og genopfører de kæmpe bygningsværket, som tyske arkæologer førte til Tyskland fra Mellemøsten og Lilleasien sidst i 1800’tallet og i begyndelsen af 1900’tallet. Det gælder bl.a. Ishtar porten i Babylon, den by vi kender fra biblen, hvor man ville bygge babelstårnet. Det er også den by Aleksander den store gjorde til hovedstad i sit imperium omkring 330 f.v.t.. Porten er bygget af Nebuchanezzar II (604-562 f.v.t). Det er et imponerende bygningsværk af blåglaserede brændte kakler med borter af margueritter, løver og andre (fabel)dyr. En processionsvej dekoreret med løver – oprindeligt 180 m lang – har ført op til porten. Her har bl.a. guder processioneret, når de ved de årlige festivals er blevet ført fra templerne til byen.

Endelig er det svært ikke at dvæle ved de små erotiske figurer fra Assyrernes hovedstad Ashur. De er fra samme tid som guldet fra Troja, den tidlige bronzealder.

 

 

Read More...