Posted in: Ude

Min tak og taknemmelighed til min Herre for at tildele mig midlerne til at oprette sådan et glorværdig sted for tilbedelse af herren [1].

Hagia Sophia I

Således lød ordene, da Kejser Justinian den 1. Den Store (527-565) i 537 indviede den tredje – men ny opførte -Hagia Sophia (hellig visdom) Kirke i Konstantinopel. Den tredje, fordi Hagia Sophia havde haft to forgængere. Den første blev bygget af Konstantin den Store og indviet i 360 e.v.t. Byggematerialerne til kirken (såvel som til byen) var overvejende genbrug af søjler, statuer og marmor, blev hentet overalt fra i det store Emperium. Mange af materialerne kom fra tidligere græske og ægyptiske pragtværker. Men Hagia Sophia I blev delvist brændt ned i 404. Årsagen var en folkelig opstand i protest over, at patriarken Hagia Johannes Chrystostomos blev landsforvist, da han forsøgte at forhindre opstillingen af en sølvbelagt statue af kejserinde Eudoxia lige uden for kirken.

Hagia Sophia II

Kirken blev herefter genopbygget af Kejser Theodosius den 2. (408 – 450) og genindviet i 415. Den overlevede 117 år, så brød en ny opstand løs, denne gang i Kejser Justinian den 1. den Store’s 5. regeringsår. Gennem tiderne havde der været to konkurrerende ”support-klubber” på vædeløbsbanen – de blå og de grønne. Men tiden havde de udviklet sig til mere religiøst/ politisk orienterede bevægelser – de blå repræsenterede Ortodoksien og de store jordbesiddere og de grønne repræsenterede Monofysitismen, handelsfolk og håndværkere.

På den måde var der skabt en reel modsætning i samfundet. Som jeg husker historien, var det Justinians forsøg på at svække de grønne, der fik de to grupper til at rotte sig sammen i et oprør mod den endnu unge og uprøvede kejser. Under oprøret blev Hagia Sophia II brændt ned til grunden. Kejseren var parat til at drage i eksil, men hans dronning, Kejserinde Theodora fik generalerne til at undertrykke oprøret. Ro og orden blev genoprettet ved at halshugge 10.000 oprører.

Hagia Sophia III

Som et sonoffer oven på denne begivenhed hidkaldte Kejser Justinian den 1. den Store imperiets dygtigste arkitekter og bad dem om, ikke bare at genopbygge kirken, men om at skabe et arkitektonisk mesterværk. Og endnu engang måtte de gamle græske og ægyptiske mesterværker levere materialerne. Bl.a. blev der hentet søjler fra Artemis templet i Efesos og marmor i forskellig farver og mønstre fra Ægypten og Thessalien.

Den nye kirke blev indviet 5 år senere. Ved indvielsesceremonien blev der ofret[2] 100 okser, 6000 får, 600 hjorte, 1000 svin, 10.000 høns og 10.000 haner. Kejser Justinian ankom til ceremonien hånd i hånd med Patriarken. Det var i den forbindelse de smukke ord faldt.

Op og nedture gennem i de næste 1000 år

Gennem de næste 1000 år levede kirken et omtumlet liv. Den oprindelige kuppel styrtede ned omkring 40 år efter indvielsen, men blev dog hurtigt genopbygget i en ny, højere og lettere konstruktion. I årene 726 – 842, under den såkaldte Ikonoklasme – periode (billedforbud), blev mange af de oprindelige mosaikker ødelagt, en ildebrand hærgede den i 859, jordskælv i 869 og 989. Efter disse ødelæggelser blev kirken genopbygget og genåbnet i 994. I 1204 blev kirken raseret af de latinske korsriddere, og rigdomme og relikvier blev bragt til forskellige europæiske kirker. Da byzantinerne igen overtager ansvaret for kirken, forsøger de at genopbygge den, men på det tidspunkt er økonomien så svag, at det kniber med at genskabe dens storhed. Nye jordskælv kommer til. Da Osmannerne erobrer byen i 1453 er kirken næsten en ruin.

Sultan Mehmet den 2. genopbygger Hagia Sophia som Moske. I dag har kirken status som museum. Den fremstår noget rodet som blanding af kirke og moske og på den måde er den tro mod sin historie. Igangværende restaureringsprojekter med store stilladser opstillet inden i bygningen, er med til at understrege det overordnede indtryk af en rodet affære.

Justinian den 1. og mosaikker

Hvor der ikke er mange mosaikker tilbage fra Justinians den 1. den Stores tid i Hagia Sophia, så har arkæologerne fundet et helt enestående mosaikgulv fra det gamle kejserpalads, som nu er dateret til at stamme fra hans periode som kejser. Gulvet er helt enestående i sin billedrigdom. Her er billeder af mange børn i hverdagssituationer, jagtscener, illustrationer fra fabler og illustrationer af mytologiske væsener. Når man går rundt i museet, der er bygget henover den oprindelige placering, kan man levende forestille sig, hvordan kejserens sønner og officerernes børn er blevet undervist i livet i imperiet, mytologi og gode dyder ved hjælp af disse anskuelses-tableauer af høj kunstnerisk værdi. Oprindeligt har der været 1872 kvm. gulv. I dag er 250 kvm. bevaret for offentligheden.[3]

 

[1] Ifølge Lihan Aksit, Hagia Sophia, Aksit Kültûr ve Turizm Yayincilik, 2010, English

[2] ibid, p. 17 f

[3] Sfinx, nr. 2, 2013. Artikel af Birte Poulsen.