Den Gordiske knude

25. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Den Gordiske knude

Frygierne

Frygierne hed det folk, der indtog Anatolien i Tyrkiet, efter Hititterne på den Anatolske højslette var slået af ”havfolket”. Frygierne kom fra vest. Man mener de faktisk kom fra det sydlige Europa og var Trakiere, at de var det folk, der slog sig ned i det gamle Troja, da Troja var slået, som Homer skildrer i Illiaden. De kom til Anatolien i Lilleasien, og det var en indvandring der fortsatte i mange år fra 1200 til 800 f.v.t.

Rikke står her ved den gigantiske tempelvæg i Yazilikaya dalen.

Frygiernes hellige dal

Vi besøgte først et af Frygiernes hellige steder dalen Yazilikaya, hvor de eventyrlige klippeformationer ligger, der har tiltrukket mennesker til at udføre religiøse handlinger i tusinder af år. Her indrettede Frygierne hellige steder som f.eks. Mother Goddess Kybele open air temple, og tilbad Kybele som de mente gav livskraften til naturen og alt levende, landbrug og fertilitet. Her huggede de tempelvægge i de store klipper som f.eks. tempelvæggen kaldet Midas monument efter deres konge. Tempelvæggen blev brugt scenografisk som baggrund ved religiøse handlinger.

Kongebyen Gordion

Når man besøger deres kongeby Gordion ikke så langt fra Ankara og oplever en af deres kongers grav, nemlig Kong Mida’s grav, og den mængde af gravgaver den indeholdt, bliver man meget eftertænksom.

Vi besøgte denne gigantiske grav, der kan måle sig med de store pyramider i Egypten.

På Ankara Arkæologiske museum er der en række skabe med disse eventyrlige smukke genstande i bronze, terracotta, glas, sølv, guld, electrum og træarbejder. I alt er funder omkring 400 genstande i denne grav.

Frygierne har gravlagt mange af deres høvdinge og konger i kolossale gravhøje i det åbne landskab på højsletten. Mere end 80 store gravhøje er der stadig og kun en del er udforsket.

Her blandt gravhøje valgte de at bygge deres hovedstad Gordion, som stadig kan beses og som er under udgravning. Akropolisen på plateauet indeholdt det kongelige palads, templer, administrative bygninger, håndværker boliger og værksteder inden for mure med en stor byport over 10 m høj og med store tårne.

At løse en Gordisk knude

I dag siger vi om et næsten uløseligt problem, at det er som den gordiske knude. Ordsproget at løse den gordiske knude fortælles at stamme fra Gordion og knytter sig til legenden om oksekærren og ejeren af denne, der en dag kommer til Gordion.

Historien er, at oraklet har forudsagt, at en dag vil der komme en fattig mand med sin oksekærre, og han vil blive hersker over Frygierne. En dag kommer en fattig mand med sin oksekærre til Gordion. Kong Gordios, der ikke har en arving, drøfter dette med sine adelsmænd og kærren bliver trukket ind i Kybeletemplet og bundet her. Det er omkring år 700 f.v.t. Ejeren er Midas, der senere bliver konge.

Samtidig fortælles det, at den der kan løse knuden, kærren er bundet med, vil bliver hersker over Asien. Herefter står kærren til Alexander den Store i vinteren 334 til 333 f.v.t. gør vinterlejr i Godion. Legenden fortæller videre at Alexander løser knuden ved et hug med sit sværd og som bekendt bliver han Asiens hersker.

I landsbyen Yassihüyük lige ved kong Midas gravhøj, er der et lille museum, der fortæller lidt om Frygierne, om Gordion og de store gravhøje. Her har man lavet et lille gavl mosaikbillede af Alexander den Store.

 

Read More...

Forgyldt konge bestak oraklet i Delfi

24. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Forgyldt konge bestak oraklet i Delfi

Lydien

Lydierne havde deres storhedstid i det vestlige Anatolien i årene 680 – 546 f.v.t. Deres hovedstad lå i Sardes (Sardis), ca. 100 km øst for Izmir (Smyrna). Deres mest berømte konge hed Krøsos, han blev også den sidste. Hovmod stod for fald i Krøsos regeringsperiode, og det var den persiske kong Kyrus –grundlæggeren af Perserriget – der i 546 satte en stopper for løjerne.

Lydierne vaskede bogstaveligt talt guld ud af floderne og deres konger blev stenrige. Legenden lød, at guldet stammede fra dengang, kong Midas, efter råd fra Dionysos, badede i floden for at blive fri af sin forbandelse.

Kong Midas og guldet

Det var selv samme Dionysos, der var årsag til forbandelsen. Kong Midas havde fanget en Silinus – eller Satyr fra Dionysos hjort, og leveret ham tilbage til Dionysos. Som tak tilbød Dionysos at opfylde et ønske fra kong Midas. Kong Midas ønskede, at alt hvad han rørte ved blev til guld. I nogle timer var han lykkelig for sit ønske, da alt mellem hans hænder blev til det pureste guld. Indtil han satte sig ved sit første måltid efter mødet med Dionysos.
Derefter måtte han gå tiggergang, for at få Dionysos til at ophæve fortryllelsen. Men det stod ikke i Dionysos egen magt. Der måtte nymferne hjælpe. Derfor skulle Kong Midas bade i floden.

Kong Krøsos brugte sin rigdom til at bestikke Oraklet i Delfi. Men det hjalp ham ikke, i sidste ende tabte han krigen mod Perserne.

Read More...

De rejsende er på egen hånd

23. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til De rejsende er på egen hånd

Kulturel smeltedigle

Fra Pergamon kører vi til Izmir, hvor vi afleverer Mette og Kirsten i Lufthavnen. Så er vi på egen fod igen, og der er brug for at fordøje gamle og nye indtryk. Vi kører til Efesos og er der i tre dage, fordøjer og får nye indtryk.

Vi kører videre til Sardes, kong Krøsos og Lydiens hovedstad  – og vi er på vej til Gordion, Frygierne og Kong Midas gamle hovedstad. Vi er på vej tilbage i historien, til årene før Alexander den 3. den Stores felttog. Vi er i gang med at binde Bronzealderens højkulturer sammen med de Indoeuropæiske riger, der gik forud for Persere, Grækere, Makedonere, Romere og Osmanner på den Anatolske højslette.

Vi befinder os i en kulturel, religøs, økonomisk og politisk smeltedigle som det tager tid at få hold på. Vi har mødt moderguderne Moder jord, Kubara, Kybele og deres efterkommere Artemis, Isis og Jomfru Maria – tilbedt side om side i Efesos.

Vi bliver præsenteret for utallige folkeslag der indvandrer, udvandrer eller blander sig med hinanden til nye generationer med nye idéer og idealer. Men vi skal nok få mere hold på det, end vi har lige nu, hvor vi virkelig er på egen hånd. På det konkrete plan, men også mentalt, fordi der ikke er mange sammenhængende beskrivelser at støtte sig til. Vi skal selv stykke historien sammen.

Read More...

Marcus Aurelius fik græsk livlæge

21. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Marcus Aurelius fik græsk livlæge

Asklepieion helsecenter i Pergamon

I opslaget om Lysimarchos betroede medarbejder, der tog skatten og for pengene skabte kongeriget Pergamon skrev vi kort om besøget i Asklepieion. Her følger en uddybning af myten om og filosofien bag helsecenteret.

Asklepios-myten

Guden Asklepios var ikke oprindeligt en del af gudeverdenen. Ifølge Homer var han en læge i Thessalien, der var blevet undervist i lægekunst af den vise kentaur Keiron. Hans sønner deltog som læger i krigen i Troja på grækernes side. Men omkring 500’tallet f.v.t. bliver han et symbol for sundhed, liv og medicin og tilbedt som guddommelig. Derfor må han indskrives i gudernes verden.

I den græske gudeverden bliver man optaget som (halv)gud gennem slægtskab med de eksisterende olympiske guder. Derfor måtte han gøres til søn af Apollon, der som pestgud også var lægegud. Og han var som de andre græske guder heldigvis både menneskelig og potent. Så fortællingen lyder, at han blev forelsket i den billedskønne datter af Lapiterkongen Flegyas. Hun hed Koronis.

Koronis blev svanger, men under svangerskabet forelskede hun sig i den unge Iskys, og – trods svangerskabet – bedrog hun Apollon, mens han var bortrejst. Men Apollon har sat kragen (på det tidspunkt en hvid fugl) til at vogte sin elskede, og da kragen fortæller Apollon om Koronis bedrag, bliver han rasende.
I sit raseri betror han det til sin søster Artemis at ombringe de to unge elskende, og hun skyder dem med sine pile. Til Koronis anretter hun derefter et stort ligbål. Netop som flammerne slår op erfarer Apollon, at Koronis er svanger med hans barn, og i sidste øjeblik når han at rive det ufødte barn – en dreng – fra hendes skød. Efter denne dramatiske fødsel bringer Apollon den spæde Asklepios i pleje hos den lægekyndige Kentauer Keiron.

Også kragen må undgælde for Koronis utroskab. I sin vrede forvandler Apollons dens hvide fjer til sorte.

Asklepios faldt med sine helbredelsesmetoder hurtigt i unåde hos guderne. Især Hades – dødsrigets vogter – var utilpas ved hans virke. Så han klager sin nød til Zeus. Zeus havde indtil da set med milde øjne på hans barnebarns gøren og laden, men da han involverer sig i genoplivningen af kong Minos søn Glaveus på Kreta og Kong Theseus søn Hippolytos i Athen, bliver det også for meget for Zeus. Han mener, det får uoverskuelige konsekvenser for skellet mellem udødelige og dødelige. Derfor dræber Zeus Asklepolis med sin tordenkile.

Legenden lyder nu, at da Asklepios falder for tordenkilen, har han en recept på en helende mikstur i hånden. Der hvor recepten falder på jorden opløses den af regn, og af jorden gror der vilde hvidløg, der stadig er et vigtigt naturlægemiddel.
Asklepios er uløseligt knyttet sammen med slangen – en snog af sammen navn. I mange myter (som den om Glavius) forvandles han til en slange. På de klassiske Asklepieion (det græsk/romerske navn for helsecentre, hvor man tilbad Asklepios), havde man en slangegård med Æskulapsnoge og en af disse snoge skulle være hentet fra Asklepieion-centeret i Epidaurus, hvor Asklepius ifølge myten ligger begravet.

Ifølge Leo Hjortsø[1] arbejdede den store græske læge Hippokrates (460-ca. 370 f.v.t.) på sin lægeskole på Kos upåvirket af Asklepios-kulten i Epidaurous, som Hjortsø betegner som en mirakelkult.

Asklepieion i Pergamon

Derimod var Hippokrates metoder ikke ukendte på Asklepieion i Pergamon. Det blev grundlagt i 300 tallet f.v.t. af helten Archias, der var blevet helbredt i Epidauros og han bragte helbredelsesopskrifter med sig til Pergamon. Her arbejdede lægerne videre med metoderne og udviklede selv videre på disse.

Urter til medicin, bade, motion, psykoterapi og drømmetydning og operationsmetoder var centrale elementer i behandlingen på dette center, der over århundrederne udviklede sig til et kraftfuld sundhedscenter med rigtig mange faciliteter, herunder et teater, medicinsk klinik, forskellige behandlingsrum, templer, bibliotek, værelser, samlingsrum m.v.

Lægen Claudius Galen

I romertiden fik stedet en ansigtsløftning under Kejser Hadrian Og de rester vi ser i dag er levn fra denne storhed i det første og andet århundrede e.v.t. Det var også her den berømte læge Galen (129-202 e.v.t.) arbejdede og videreudviklede de græske behandlingsmetoder fra Hippokrates med så gode resultater, at han blev livslæge i Rom for Marcus Aurelius. Her nedskrev han i årene 169 – 207 e.v.t. sine lægelige erfaringer i et større akademisk værk.

Galen studier og teorier hold helt frem til 1600 tallet i Asien og Europa. Men faktisk er næsten alle biologisk begreber, det meste af anatomien, meget af botanikken og de levende organismers struktur, der blev brugt frem til renæssancen direkte henførbare til Galens tekster.

Men Galens studier var begrænset af romernes forbud mod at dissekere mennesker. Så Galen arbejdede teoretisk og med dissektion af dyr, bl.a. aber. Først da den flamske anatom Andreas Vesalius gik i gang med at oversætte Galens græske tekster til latin, fandt der en grundig revurdering sted af Galens teorier og metoder. Galens nummerering af kranienerverne benyttes stadig i dag, ligesom den teknik der kaldes galenisk farmaci.

[1] Leo Hjortsø, Græske guder og helte, 1. Bogklubsudgave, 6. Oplag, Gyldendal 2001

Read More...

Betroet medarbejder bedrog Lysimarchos

17. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Betroet medarbejder bedrog Lysimarchos

Bergama

Den gamle græske by Pergamon ligger i dag ved den tyrkiske by Bergama. Nogen af vores guidebøger foreslår, at man indlogerer sig en af turistbyerne ved kysten, og at man så kører ind og ser Pergamon. Hvis man gør det, så snyder man sig selv for en god bid af det tyrkiske æble. For Bergama er en tyrkisk by på godt og ondt, og har i alt fald her i vintersæsonen meget lidt karakter af at være en turistby. Her er Moskeer, madresser, butikker, broer, kroer, bazar og tyrkisk bad i klassisk osmannisk byggestil, plus masser ældre og moderne byggeri af forskellig lødighed. Her bor mennesker, og det ses på affaldsmængderne i vandløb og gadekær. Fredag middag genlyder gaderne af messen fra de mange Moskeer og af fredagsbønnen, der udsendes i højtalere over hele byen, så ingen kan undslå sig de vise ord fra moskeernes overhoved.

 

Midt i virakken har vi, lidt i udkanten af byen, ruinerne af det gamle Asklepieion helt for os selv. Asklepieion var et helse- og wellnesscenter med termiske bade, der udviklede sig over tid, men som blev kraftigt udbygget under den romerske Kejser Hadrian (117-138 e.v.t.).

Til venstre en afklædt Kejser Hadrian, klar til de varme bade i 
Asklepieion, til højre en varme kilde, der via en håndvask løber ned
i et bassin

Hadrian har også på andre måder sat sine spor her i byen. Blandt andet med en meget usædvanlig Basilika – Den røde Hal – der blev bygget som tempel for de egyptiske guder Isis, Serapis og Osiris. Den er senere blevet ombygget til Kirke og Moske. I den østromerske periode blev den viet til St. Iohannes.

Det manglende alter

I det hele taget er Pergamon/ Bergama en by, man sagtens kan fordybe sig i, hvad enten man vil studere græsk mytologi, græsk/ romersk medicin, religionshistorie i Lilleasien (Paulus var her, og hans breve til Galatherne har formodentlig haft adresse til menigheden i Pergamon), arveopgøret efter Alexander den 3. den Store, græsk/ romersk kunst og civilisation eller bykultur i Osmannerriget. Så det er synd, at Pergamon er mest kendt for det, der ikke er her, nemlig Pergamon alteret – der, som mange ved, i dag står på Pergamon-museet i Berlin (dog lukket ned indtil 2020), hvor man kan se Giganternes kamp (kampen mellem orden og kaos), som blev illustreret af kunstnere, uddannet på billedhuggerskolen i Pergamon under Kong Eumenes den 2. (197-159 f.v.t.).

Her i Pergamon var giganternes kamp en analogi til perganernes kamp mod Kelterne (også omtalt som Gothere eller Gelathere) et barbarisk folkefæld fra nord, der gennemførte mange røvertogter ind i de græske Lilleasien-byer i det det magttomrum, der opstod efter Lysimarchos død.

Magttomrum efter Lysimarchos

Det er netop ud af dette magttomrum, der åbner et vindue, der udnyttes optimalt af en af Lysimarchos betroede officerer. Han hed Philetarus. Historien lyder således:
Da Lysimarchos (og hans allierede) havde vundet slaget ved Ipsos, , tog han sin del af krigsbyttet på 9.000 talenter (ca. 2.7 millioner solid gold) til Pergamons akropolis, der lå næsten uindtagelig på toppen af en bakke. Han betroede Philetarus at bevogte skatten.

Hvornår Philetarus forgreb sig på pengene er lidt uklart. Han regnes som konge af Pergamon fra 281 – 263 f.v.t, og almindeligvis sætter man Lysimarchos død til 280. I alt fald besluttede han i tiden omkring Lysimarchos død, selv at forvalte arven, og han brugte pengene til at etablere sig som konge, at udbygge Pergamons akropolis og at udvide sit riges grænser. Han blev efterfulgt af sine slægtninge: Emunes den 1. (263-241), Attalus den 1. (241-197), Emunes den 2. (197-159) Attalus den 2. (159-138) og Attalus den 3. (138-133) .

Pergamon som Lilleasiatisk kraftcenter

Som vi har hørt, allierede Pergamons konger sig med romerne, og derfor blev både Gallipoli, Troja og Assos en del af det Pergamonske rige indtil romerne selv tog magten i riget i 132 f.v.t.. I nogen tekster har vi læst, at Attalus den 3. testamenterede riget til Romerne og at overgangen var fredelig, her i Bergama er historien, at borgerne revolterede mod den romerske overtagelse, men i sidste ende måtte overgive sig. Under alle omstændigheder, så skete magtovertagelsen uden de store ødelæggelser af byen. I romertiden blev byen udbygget i flere omgange og fik en central placering som magt og handelscentrum i Lilleasien.

Trajans tempel på Pergamons Akropolis

Read More...

Assos og Aristoteles

17. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Assos og Aristoteles

Behramkale eller Assos

På den sydvendte kyst, med øen Lesbos på nært hold, koloniserede grækere allerede i den første halvdel af 500 tallet f.v.t. dette smukke område, der hed Assos. Byen på højen kan dateres tilbage til 1000 f.v.t.

Tilflytterne kom fra Lesbos. De opførte templer og teater og efterhånden byggedes gymnasium, en 100 meter lang overdækket markedsplads i to etager med værelser og stadepladser hvor resterne af meget af dette byggeri stadig kan ses. Det doriske tempel er fra 530 f.v.t. Fra Assos regerede Hermias af Atarneus, der var en af Platons elever og byen voksede til en velhavende by.

Aristoteles

Og så kom ”vor” store forsker fra Grækenland, Aristoteles i 348 f.v.t. hertil, hvor han blev modtaget af Kong Hermias. Aristoteles åbnede et akademi, blev gift med Pythias, kong Hermias adoptivdatter og blev leder af en gruppe filosoffer. Sammen med dem gjorde han mange observationer inden for zoologi og biologi.

Men denne positive udvikling endte brat 3 år efter da Perserne angreb Assos og kong Hermias blev fanget og dræbt. Aristoteles flygtede til Makedonien i 345, hvor hans ven kong Philip den Anden af Makedonien regerede.

Her blev Aristoteles huslærer for den unge prins Alexander, den senere Aleksander den Store.

Denne Aleksander den Store drev Perserne bort fra Assos i 334 (se artikel om Alexander den Store) og frem til 133 blev Assos regeret af kongerne fra Pergamon (se blog afsnit) indtil den romerske overtagelse.

Mange betydende fund fra Assos findes på Louvre Museum i Paris.

Fiskeridyl

Vi overnattede i den lille havneby, Behramkale/Assos, der ligger ved foden af den græske kolonisering. En smal bjergvej fører til dette fisker- og småhotel sted lige klods op ad det Ægæiske hav. Havnen kan føres helt tilbage til grækernes kolonisering i 500 tallet f.v.t.

Varus, den romerske kriger

Vi nød aftenen og den næste morgen i dette lille havnemiljø og udforskede op ad formiddagen resterne af den gamle græske bosætning oppe ad bjerget. Det var en stille og fredfyldt oplevelse i super godt vejr. Udsigten over Ægæerhavet var meget smuk. På dette sted havde romerne selvfølgelig også gjort deres entre og bygget videre på den tidlige græske bosættelse. Og pludselig finder vi på den store gravplads et monument over den romerske krigsherre Varus.

Publius Varus, der led det svigende nederlag oppe ved Rhinen i Theutonerskoven, som vi lærte i sin tid, hvilket nok snarere var ved Kalkkreise, hvor der er gjort store fund og lavet et meget levende museum, som vi besøgte i 2013.

Denne Varus havde inden sin skæbnesvangre død i Nordtyskland, som hærfører været statsholder i Syrien og sat jøderne på plads i Jerusalem. Det var 4 år før Kristi fødsel, hvor stor utilfredshed bland jøderne førte til en brutal fremfærd fra Varus. Måske især fordi han var så kynisk fandt Kejser Augustus, at han måtte være manden, der kunne få sat skik på de oprørske germanere højt mod nord.

Derfor blev Publius Quinctilius Varus sendt til Nordtyskland. Som bekendt led han et svigende nederlag og hele 3 legioner (20.000 romere) blev total udslettet af Germanerne. Dette slag var en af romernes største katastrofer og betød, at de ikke vovede sig nordligere. Måske et stort held for os.

Og så står vi lige her i Tyrkiet over for et gravmonoment han har rejst, måske fordi han havde regnet med at ende sine dage her.

 

Read More...

Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja

15. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja

Troja

Så nåede vi Troja og besøgte den sagnomspundne arkæologiske udgravning af det, man formoder var Homers Troja. Vejret var høj, flot solskin, temperaturen tæt på 10 grader og antallet af andre turister minimalt. Vi kunne ikke ønske os det bedre. Og der er masser at gå på opdagelse i. Med sine ni lag er det den mest kompliserede udgravning, vi hidtil har besøgt, så vi havde stor glæde af det ret grundige forarbejde, vi havde gjort.

Heinrich Schleimann

Historien om ruinbyen Troja begynder med den tyske amatørarkæolog Heinrich Schleimann, der med Homers Illiaden i hånden af Osmannerne havde fået tilladelse til at grave i en høj. Han var overbevist om, det måtte være det sted, Grækerne, med Agamemnon i spidsen, var gået i land for at tilbageerobre den smukke Helena. Helena var Menelaos kone , som Afrodite havde givet til prins Paris som belønning for, at han lod guldæblet falde i hendes vægtskål, da han skulle vælge, hvem af de tre gudinder – Hera, Athene og Afrodite – der var den skønneste.

Priams guldskat

Schleimann og hans hjælpere gik gang med gravearbejdet. De gravede en 40 meter bred og nogle steder 17 m dyb grøft, helt med til grundfjeldet, før de nåede ned til det lag, Schleimann kaldte city of Priam. Priam var Trojas konge og far til den sagnomspundne Hector og ulykkesfuglen Paris og 48 andre sønner og et ukendt antal døtre, der alle kæmpede i den Trojanske krig. Priam var nemlig af orientalsk afstamning, derfor kunne han holde harem. Det var her, Schleiman fandt den guldskat, som han kaldte Priams guldskat, hvoraf en stor del i dag befinder sig på Puskinmuseet i Moskva.

Thrakiske eller frygiske forfædre

Problemet var bare, at Schleimann i sin iver og ukyndighed gravede de lag væk, der vedrører den periode, som Homers kvad om Illiaden besynger. Den såkaldte ”Priams guldskat” Heinrich Schleimann fandt, stammer fra et arkæologisk lag fra ca. 2500 f.v.t. Det er der enighed om blandt de lærte, og selv Schleimann erkendte det inden sin død. De fantastiske guldsmykker er produceret af thragiske eller Frygiske guldsmede 1250 år før Priam blev født, og de har ligget dybt begravet under Trojas muld, da Agamemnon og hans kumpaner lagde til ved Lilleasiens kyst.

På tegningen ses de ni lag, og hvordan Schleiman har fjernet toppen,

hvor Troja VII har ligget. På fotoet kan man se hans grøft og hvor de

forskellige lag i udgravningen ligger.

Den trojanske krig

Om det så var her, den trojanske krig rent faktisk udspillede sig, det er stadig et uløst arkæologisk spørgsmål. Mange spor peger i den retning, men der er også mange ting, der forstyrrer billedet. En af de store arkæologiske udfordringer er, at man endnu ikke har fundet begravelsespladser i tilknytning til Troja og at man ikke har fundet lig i udgravningerne – altså der mangler spor af krig.

Hittitternes by

Det man ved med sikkerhed er[1]:

At Troja har været beboet i alt fald siden 3000 f.v.t – det dokumenterer de arkæologiske lag, der arkæologerne kalder Troja I –V.

At Troja II , der var en relativ stor befæstet bebyggelse omkring år 2500 f.v.t. (derfra hvor guldskatten stammer) er blevet destrueret af en brand.

Første billede viser indgangen til Troja II og det andet billede viser

resterne af det brændte citadel.

At byen blev genopbygget – Troja III – V (2500 – 1700), og at befolkningen har dyrket landet, holdt får og at der har været en stor produktion af uld, klæde og lerpotter og en aktiv samhandel med de andre folkeslag i regionen.

At der har været en indvandring omkring år 1700 af Hittitter (Luwian), der bragte mange heste til byen.

At byen Troja VI under det hittittiske navn Wilusa oplevede en ny guldalder, der sluttet bradt ved at et jordskælv lagde byen i ruiner omkring 1250. At beboerne må have nået at flygte, da jordskælvet ramte byen – igen mangler man de lig, man ville forvente at finde i ruinerne af en by efter et jordskælv.

At byen blev noget spartansk genopbygget i årene efter det store Jordskælv -Troja VII.

At Troja VII er blevet ødelagt af en brand omkring det tidspunkt, som beretningen om Trojas belejring er dateret til.

Illios

At Homer og de doriske grækere, der indvandrede til Lilleasien og Grækenland i 800’tallet f.v.t. , troede at Wilusa var den by, hvor Achilleus dræbte Hector og hvor Paris efterfølgende, med hjælp fra Afrodite, sendte en dødbringende et pil i Achilleus’ hæl, og at de derfor grundlagde en ny by Illion på stedet.

At kong Xerxes på vej til Hellespoint (Gallipoli) med sin hær i 480 f.v.t. ofrede 1000 stykker kvæg til guderne i Priams by, for at få krigslykken med sig.

At Alexander den 3. den Store gjorde noget tilsvarende, da han tog den modsatte vej i 334, og at hans efterfølger, Lucimarchos, byggede et Athene tempel til ære for Alexander den 3. den Store i Troja. At Antiochus den 1. (281-261) ryddede byen for Keltere og Galatier, der var trængt ind fra Europa, og at Romerne gav både Gallipoli og Troja i Pergamons varetægt, indtil Pergamon blev lagt ind under Rom i 133 f.v.t.

Rester af bad og brønd fra Lucemarchos tid

Romerne havde en særlig forkærlighed for Troja. Cæsar og Augustus mente, at de nedstammede i lige linje fra Aeneas, der var trojaner. Ifølge legenden flygtede han fra den brændende by med sin far på ryggen, byggede en flåde, og sejlede med sit følge rundt i Ægæerhavet, indtil han gik i land ved Rom og blev gift med kongen af Roms datter. Også Konstantin den Store udbyggede Troja, inden han besluttede at lægge sin nye hovedstad ved Bosporusstrædet i stedet for ved Hellespoint. Troja har, ud over at være en legende, haft strategisk betydning i forhold til at kontrollere indsejlingen til Marmarerhavet og dermed Sortehavet.

I dag graver man stadig ved Troja, og man er i gang med at kortlægge den romerske bebyggelse, der viser sig at være meget større end først antaget.

[1] Troia/ Wilusa Guidebook, sidst revideret i 2013

Read More...

Sultan ligger begravet, hvor silkevejen ender

13. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Sultan ligger begravet, hvor silkevejen ender

Bursa

Bursa hedder byen vi nåede i går. Planen var, at vi ville kører over Iznik. Iznik hed tidligere Nikea, og det er den by, hvor Biblens indhold engang i tidernes morgen (325 e.v.t) blev forhandlet mellem kirkens fædre. Det var dengang øst og vest endnu var en kirke, og hvor man blev enige om, hvilke profeter og evangelister der var ægte og hvilke, der var falske og hvad der er Gud og Jesus’ sande natur. Men på grund af snevejr, blæst og glatte veje kørte vi den direkte vej fra Istanbul til Bursa. Byen ligger smukt, som i et smørhul, og på denne årstid er den omgivet af sneklædte bjerge.

Kong Hannibal efter De puniske Krige

Bursa var Osmannerrigets første hovedstad, det viste vi godt, og det var grund nok for os, til at lægge vejen forbi, selv om den er stedmoderligt behandlet i vores rejselitteratur. Men den viste sig at have meget mere at byde på, end vi havde forestillet os. Grundlæggelsen af byen tilskrives Kong Hannibal, den Hannibal der gik over Alperne med sine krigselefanter, og som romerne endte med at banke i Middelhavet under De puniske Krige, hvorefter de nedbrændte Kartago.

Hannibal søgte med resterne af sin hær eksil hos den bethynske (thrakiske) kong Prusias (232-192 f.v.t.). Her blev han modtaget som en krigshelt, og i taknemmelighed byggede han sammen med sine soldater en ny by i Bethynien, som de kaldte Prusias. Den bydel ligger nu som et distrikt i Bursa, der både under Romerne, Østromerne og Osmannerne er blevet kraftigt udbygget. I dag er der godt 2.000.000 indbyggere. Blandt andet gjorde Kejser Justinian byen til center for silkeproduktion i det Osmanniske rige.

Silkevejen ender i Bursa

Silke produceres her stadigvæk, og når man siger at Silkevejen ender i Bursa, så får fænomenet Silkevejen pludselig en hel ny betydning for os. Vi har naivt troet, at silkevejene er handelsveje, silke bliver transporteret af fra Kina til Europa. Men langsomt er det ved at gå op for os, at silkevejene må være veje, langs hvilke man både producerer og handler silke.

 

Sultan Osmans mausoleum

Bursa gemmer på endnu en overraskelse. Ingen mindre end grundlæggeren af Osmannerriget, Sultan Osman (1288-1326) og hans søn Orchan (1326-1359) sammen med deres familier ligger begravet her. Oprindeligt havde de et stort fælles mausoleum, der er bygget af sten og marmor fra et tidligere byzantinsk kloster. Men det blev ødelagt af jordskælv. Så i dag ligger de i hver sin bygning tæt ved byens klokketårn.

Read More...

Rigmand brugte formue på at udsmykke kirke

11. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Rigmand brugte formue på at udsmykke kirke

Kariye Camii Müzesi – Chora kirken

Chora kirken i Istanbul er et ret enestående eksempel på sen-byzantinsk kirkekunst, det siger alle, der har forstand på sådan noget. Som almindelig besøgende er det dog ret krævende, at trække historien ud af billederne, der sidder højt oppe under kirkehvælvingerne, og mange af dem er ret ufuldstændige. Og sådan er det jo med det meste, historierne træder først frem, når man får dem fortalt eller hvis man selv gør den indsats, det kræver at få dem vævet sammen med det, man i forvejen ved.

I går var vi fire, der kunne dele viden, og som støtte havde vi en rigtig artikel af Elof Westergaard i Sfinx[1].

Den historiske ramme

Chora kirken, som den står i dag, er bygget som klosterkirke omkring år 1000, men den blev udbygget og dekorereret i 1300 tallet. Vi taler om et tidspunkt i historien, hvor det østromerske kejserrige er presset fra alle sider. Mens korsridderne indtog Konstantinopel i perioden 1204 – 1261 havde den Østromerske kejser været i eksil i Nikæa (det nuværende Iznik) – ikke langt fra Bursa, mens ”latinerne” – støttet af Venedig kontrollerede Konstantinopel og det østromerske rige. I 1261 vendte kejseren Michael den 8. (1261-1282) tilbage til magten i Konstantinopel, men han kom til en by, der var udplyndret af korsridderne. Byens rigdomme var spredt til alle de af Europas storbyer, der havde haft en aktie i korstoget. Michael den 8. Blev efterfulgt af Andronikos den 2. (1282-1328). Andronikos den 2. gjorde hvad han kunne for at genopbygge byen, men som beskrevet under fortællingen om Hagia Sophia, så var midlerne små og opgaven kolossal.

Theodor Metochites som bygherre

Det var Andronikos den 2. storlogothet Theodor Metochites (1270 – 1332), der for egne midler finansierede dekorationen af Chorakirken. Som storlogother havde han ansvaret for riget skatkammer og bygninger. Det er i hans rolle som storlogother, at han er afbilledet som manden, der overrækker kirken til Jesus på mosaikken over indgangen til kirken.

Kirken er dekoreret i årene mellem 1315 – 21, i en periode, hvor kejserriget også er presset af Sultan Osman (1288-1326), grundlæggeren af Osmannerriget. I 1326 erobrer og etablerer han sig med hovedstad i Bursa, kun få hundrede km fra Konstantinopel. En konsekvens af denne erobring er, at både kejser og storlogoth bliver afsat ved et kup, gennemført af kejserens søn i 1328. Theodor Metochites blev frataget al sig rigdom og eksileret, men efter to år fik han lov at vende tilbage til Konstantinopel, og han levede de sidste to år sit liv som munk i Chora-klosteret.

Kunsten og kunstneren

Man ved ikke hvem kunstneren – eller kunstnerne i Chorakirken er. Men perioden er kendt som Den palaiologiske Renæssance. En periode, hvor man forsøger gennem kunstneriske virkemidler at genskabe den østromerske kirkes storhed.

Det særlige ved den østromerske ikonografi er, at ikoner ikke skal illustrere bibelen. Billeduniversets formål er at repræsenterer de himmelske personers liv på jorden og at drage beskueren ind i det himmelske univers. Chorakirken billedunivers adresserer Marias og Jesus liv på jorden og i himlen. Således er det ene narthex helliget Marias livshistorie og det andet Jesus liv og gerninger. Parekklesionet repræsenterer opstandelsen og dommens dag.
Den ene af kuplerne afbilleder Maria og Jesus stamtavle og præsenterer de øvrige figurer, vi møder i den tegneserie, der udspiller sig i de tre rum. Således er man klar til at blive suget ind i kirkens billedunivers.

Helt særlig for os er det at se den billedlige gengivelse af Maria’s liv, som vi ikke kender fra biblen. Ifølge Elof Westergaard baserer fortælling sig overvejende på Jakobs evangelium og Det uægte Matthæus-evangelium.

Jesus og Marias liv

 

Første billede viser Marias første skridt og andet billede viser en scene, hvor Marias forældre aflever hende som ung pige til templet. Templet arrangerer efterfølgende hendes ægteskab med Joseph.

Scenen viser folketællingen i Betlehem. Tv. sidder Herodes og th. i billedet ses Maria og Joseph.

Scenen tv. viser Herodes, der efter besøg af vismændene giver ordre til, at alle spædbørn skal dræbes. Th. ses romerske soldater, der er i gang med at udføre ordren. Derefter følger et billede af de lidende kvinder.

 

[1] Sfinx, 36. Årgang nr. 2, 2013, fra Adam til dommedag.

Read More...

Tidsåndens filter

9. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Tidsåndens filter

Je suis Charlie

Når man er på rejse, så er nyhederne ofte lidt bagefter en. Modsat hjemme, hvor nyhederne blæser en i møde, ofte i form af eksperters forudsigelser af, hvad de tror, der vil ske. Således er nyheder blevet en blanding af fiktion og fakta, i lighed med så meget andet i ”tidsånden”.

Men min erfaring er, at de vigtige nyheder altid når en. Men der gik lidt tid, før jeg forstod meningen med alle Facebook-opslagene ”Je Suis Charlie”. Massakren i Paris skete præcis et døgn efter, at en selvmords-bomber ødelagde en politistation og dræbte en politibetjent og sårede en anden her i Istanbul ganske få meter fra, hvor vi bor. Den nyhed fik vi fra Mettes svigersøn i Danmark.

Men nyheden om massakren på Charlie Hebdo’s redaktion er nået til Tyrkiet. Je suis Charlie er på rekordtid blevet et symbol her for det nydannede socialistparti Sosyalist yeniden kurulus partisi . Vi er Charlie’s blyanter er deres nye slogan, som i går blev præsenteret ved en lille demonstration ved det franske institut tæt på Taksim pladsen. Vi støtter Charlie Hebdo ikke Hollande skriver de på deres Facebook side. Lige rundt om hjørnet i en anden gade ud til Taksim pladsen er det tyrkisk politi kørt i stilling med vandkanoner og det helt tunge skyts.

 

Borgerkrigen i Syrien er også nærværende her, hvor Istanbul og Tyrkiet i det hele taget har en stor opgave i at håndtere den store flygtningestrøm. I går i letbanen fik vi en snak med en ung syrisk læge, der var flygtet fra Aleppo. Han og hans bror deler en lejlighed her i Istanbul og han arbejder på et hospital. Han er et eksempel på en person, der godt vil snakke med os fra vesten. Men her mærker jeg min egen reservation. Min angst for at involvere mig med enkeltpersoner, der befinder sig i en krisesituation, som jeg ingen redskaber har til at afhjælpe, er stor. Og jeg beundrer dem i min omgangskreds som Mette, Kirsten og Anne, der er meget mere ligefremme og åbne end jeg er i den forbindelse. Jeg vil helst have et filter imellem.

Et sådan filter er kunstneren og galleriejeren İlhami Atalay, der er et navn på den internationale kunstscene, og som har et galleri her i Istanbul. Hos ham køber vi to tuschtegninger af en syrisk kunstner, en anden syrisk flygtning, der i dag har arbejde som lærer på en skole for syriske flygtningebørn i Taksim, Istanbul.

En anden måde, man kan hjælpe på her i Tyrkiet, er ved at donere 125 TL (ca. 375 kr) til gadebørn gennem er FN-organisation. For pengene kan et barn få et par sko, en frakke, hue og vanter, kiks og mælk.

Dagen i går bød desuden på to museumsbesøg. Dels på Topkapi Palace Museum, dels på Uskyldens Museum. Det sidste skiver Palle om i et andet blogopslag.

Topkapi Palace Museum (Topkapi betyder Kanonport) er Sultanernes palads i Istanbul, der er indrettet til museum. Det blev påbegyndt af Mehmet den 2. (1451-1481), som en fontæne ud mod havet, hvor Marmarerhavet, Bosperus og det Gyldne Horn mødes (foreviget af Martin Rørdam i 1846). Før det havde han etableres sig i ”The Old Palace”, der lå hvor Istanbul Universitet ligger i dag. Topkapi er derefter bygget over flere århundrede, hvor hver ny sultan har tilføjet nye bygninger og pavilloner efter egen smag. Trods det fremstår paladset som en arkitektonisk helhed, hvor især de mange pavilloner har en lethed, som er i stærk kontrast til de meget tungere byzantinske bygningsværker – som eksempelvis Hagia Irene Basilikaen (hellig fred), der har fået lov at blive stående i paladsets første gård.

Billeder fra Hagia Irene - den hellige freds kirke, bygget samtidigt med Hagia Sophia
(Den hellige visdoms kirke)

Som besøgende får man her en minimodel af livet ved det osmanniske hof. I komplekset har der, da det var på sit højeste boet omkring 10.000 mennesker, hvoraf køkkenpersonalet alene var på 1300 mennesker.

Paladset var gennem mere end 300 år Osmannerrigets militære, politiske og administrative centrum, det husede sultanens livgarde og ikke ubetydelige Harem og det var her sultanen modtog udenlandske gesandter og egne guvernører til rådslagning og ved retfærdighedens tårn (tower of justice) , dømte han bag sit tæppe og med Storvesiren som mellemmand til liv, død eller landflygtighed.

 

 

Read More...