Posted in: Ude
Vores interesse for etruskerne går tilbage til starten af 1980’erne, hvor der var store etruskerudstillinger i Brede og Malmø. Vi var især optaget af deres jernudvinding, fordi der var paralleller til det, vi havde set i Tanzania. Dengang var tesen, at mangel på træ var en af årsagerne til etruskerkulturens forfald.
På de museer og udstillinger vi har besøgt nu i Italien, har dette tema slet ikke været berørt. Derimod har det – helt i tidens ånd- handlet meget om identitet.
Hvor kom etruskerne fra, hvilken kulturarv har de efterladt, hvilken rolle spillede de i forhold til grækerne og romerne og hvor forsvandt de hen?
Det jeg skriver nu baserer sig på de forskellige iagttagelser vi har gjort på vores rejser, hvor vi rundt om Middelhavet, i Lilleasien og i Persien (Iran) har studeret den tidlige jernalder:
Bronzealderen
Bronzealderens højkulturer og ”stormagter” var Egypterne, Babylonerne og Hittitterne. Herfra har vi masser af skriftlige kilder, segl, regnskabssystemer og lange episke tekster – overvejende af religiøs karakter. Vi har tre skriftsystemer: Egyptiske hieroglyffer, Babylonsk kileskrift og Hittittiske hieroglyffer. Vi har tekster, der er affattet på alle tre sprog på samme stele, skriftrulle eller plakette, og det har derfor været muligt at afkode alle tre sprog og dermed læse teksterne. Vi har bevaret brevveksling mellem Faraoer og Hittitterkonger. Brevene er skrevet på lertavler, der senere er brændt, og derfor bevaret for eftertiden. Tiden har været præget af udbredt samhandel, viden-udveksling og naturligvis stormagtskrige. Derfor stammer verdens første fredsaftaler og menneskerettighedserklæringer fra denne periode.
Der er også mange mindre kulturfolk i denne periode, der deltager i det globale handelskredsløb. Det er typisk kulturer, der ikke udvikler eget skriftsprog, og som vi derfor kun kender fra andres omtale af dem.
Et par af den kan man kalde up-comming kulturer, fordi de efterfølgende kommer til at spille en større rolle og udvikler egne skriftsprog. Det er Mykenerne (grækerne), assyrerne og fønikierne.
Nævnes må også det største europæiske folk på denne tid thrakerne. Thrakerne udviklede aldrig deres eget skriftssprog.
Bronzealderens sammenbrud
Homer’s fortællinger i Iliaden og Odysséen er på mange måder dommedagsfortællinger, der handler om bronzealderens sammenbrud. Krige mellem rivaliserende konger og gudernes vrede indvarsler de store kulturers undergang. Tilsæt hertil et ukendt havfolk, der gør sejllads på Middelhavet til en usikker affære. Sørøveri kom simpelt hen på mode, og alle med sejlførende fartøjer har sikkert taget deres del af kagen. Men interessant er det, at især assyriske kilder taler om folk fra Sortehavet – Kimmerere, et nomadefolk fra de pontiske stepper ved Sortehavet.
”Kimmererne omtales i assyriske kilder og hos den græske historieskriver Herodot; i 696-695 f.Kr. De angreb Lilleasien og ødelagde det frygiske rige. Senere angreb de Lydien, hvis konge, Gyges, forsøgte at få en alliance mod dem i stand med Assyriens konge Assurbanipal. Ca. 600 f.Kr. lykkedes det den lydiske konge Alyattes (ca. 610-560 f.Kr.) at drive kimmerierne bort fra Lilleasien.[i](Den store danske, Gyldendal).” Andre kilder taler om Skytere eller Russere.
I græsk historieskrivning kalder man perioden fra Mykenekulturens fald til arkarisk tid – det vil sige fra krigen i Troya omkring 1200 f.v.t og frem til årene omkring 700 f.v.t. for den mørke periode. Det vil sige en periode, der ikke er beskrevet i de græske historiske kilder.
Arkarisk tid begynder der, hvor grækerne genopfinder sig selv med bl.a. Homers fortællinger om en fjern fortid og hvor andre græske forfattere som Herodot fortæller om nutiden.
Jernalderen
Alt dette er skrevet for ligesom at introducere til den tid, hvor Etruskerne træder ind på den verdenshistoriske scene. Jeg tænker ikke, det er forkert at kalde sidste årtusind før vores tidsregning for metallernes årtusind.
Metaller var ikke ukendte i bronzealderen. Guld, sølv og bronze var velkendte materialer, og der blev arbejdet systematisk med metallurgiske legeringer. Der blev eksperimenteret med det nye materiale jern igennem hele det andet årtusinde, men først da man fandt ud af at hærde jern til stål fik det for alvor betydning.
Dog ikke sådan at jern udkonkurrerede bronzen – end sige guld eller sølv. Tvært i mod. Alle former for minedrift blomstrede. Det sidste årtusind før vores tidsregning var også mønternes årtusind. Der skulle bruges guld og sølv i massevis, både til at berolige og bestikke guderne, begave kongerne og ikke mindst til at skaffe lejesoldater.
Her kommer Lydien igen ind i billedet. I Lydien flød guldet i floderne, det var bare at fiske det op og smelte det om til værdifulde genstande og ikke mindst til verdens første mønter.
Etruskerne og Lyderne
Lad os lige antage, at man kan trække en parallel mellem metallerne og computernes udbredelse. Da computeren kom frem i 1980’erne gik alle intellektuelle kræfter de næste 25 år med at finde ud af, hvordan den bedst kunne bruges til at forandre verden. Og så eksploderede digitalisering stort set på samme tid verden over.
Omkring år 1200 f.v.t går der overalt i Middelhavet rygter om et nye metal, der findes i bjergene, der får helt særlige egenskaber når det udvindes og hærdes ved meget høj varme. Alt hvad man behøver er en åre med en rød bjergart og masser af træ, der kan brændes til trækul og en masse øvelse. I tilgift kan man være heldig at finde både guld, sølv, tin og kobber. Det er vel ikke svært at tænke sig en ”jernfeber”, der får sendt alle folk med evner inden for minedrift og udsmeltning på vandring ind i Europa og Lilleasiens mange uudforskede bjergkæder for at finde metalårer. Det rygtes også, at de dygtigste smede finder man i området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, så det er klogt at lægge vejen deromkring.
På det europæiske fastland er det især kelterne og etruskerne, der lærer at beherske kunsten at udvinde det nye metal. Kelterne kom nordfra og etruskerne kom sydfra, de mødes i de centraleuropæiske alper og derfra vandrer grupper af etruskerne mod den italienske halvø og grupper af keltere (gallerne) mod de franske alper. Andre bliver i de bulgarske bjerge og smeder våben til Thrakerne, atter andre slår sig ned i Østrig og overtager senere rollen som storleverandører til den romerske hær, på det tidspunkt, hvor træ bliver en alvorlig mangelvarer hos etruskerne.
Da etruskerne slår sig ned i Umbrien og Toscana blander de sig med den lokale indfødte befolkning.
Denne hypotese vil i alt fald kunne forklare de sproglige og genetiske mysterier, der knytter sig til etruskerne. Men det kan også forklare de mange fællestræk, vi kan se mellem den thrakiske og den etruskiske kultur. På mange punkter er der tale om en meget parallel udviklingshistorie, her tænker vi især på keramikken, gravgaverne og de smukt dekorerede gravkamre.
[i] Den store Danske, Gyldendal (nettet)
