Posted in: Ude

Fra Brindisi sejlede vi til Igoumenitsa i Grækenland. Turen blev længere og lidt mere dramatisk end den havde behøvet. 

Færgen fra Brindisi er en kæmpe færge med tre bildæk, de to nederste til lastbiler og det øverste halve dæk er til mindre lastbiler, campere og personbiler. På de to nederste dæk holdt der måske 50 kæmpe lastbiler og på det øverste dæk holdt vi omkring 25 biler. Vi blev lempet op på øverste dæk via en rampe, der så blev trukket op, så der kunne holde lastbiler under rampen.

Oprindeligt lød sejlplanen på ind tjek kl. 11.00 afgang kl. 13.00. Kl. 13.15 fik vi en SMS om, at vi først behøvede at være der kl. 13.00, da færgen var 2 timer forsinket. Dermed rykkede den forventede ankomst i Igoumenitsa til kl. 01.00. Så vi var glade for, at vi havde booket et hotel i med 24/7 åbent. 
Sejlturen var fin nok, og der var god og solid forplejning, især beregnet på de mange lastbilschauffører, der også havde kahyt. Balladen begyndte, da vi lagde til havn i Igoumenitsa.

Der skete nemlig ikke rigtig noget oppe på tredje dæk. OK, der var jo mange lastbiler, der først skulle fra borde. Men da der var gået en lille time uden der overhovedet var sket det mindste, begyndte utålmodigheden at brede sig på tredje dæk.

Tilbage i skibets reception var der ingen hjælp eller svar at hente, men rygterne begyndte at svirre. Der var problemer at få sænket rampen. Nogen mente at rampen sad fast, andre at der holdt en lastbil under rampen, der ikke kunne starte. Begge dele kunne for så vidt være sandt. Nogen mente problemet kun kunne løses i Brindisi, så vi ville være nødt til at sejle med tilbage. Det eneste man kunne få ud af receptionen var, at vi kunne få en kop kaffe på skibets regning og vi kunne lægge os til at sove i salonen, så skulle de nok vække os, når vi kunne køre fra borde.

Imens kunne vi følge nye lastbiler, der kørte om bord og nye chauffører, der fik morgenmad i Caféen og nøgler til kahytter.

Til sidst var jeg så træt af de svirrende rygter, at jeg forlangte at tale med kaptajnen. Så kom der en styrmand der forklarede, at en lastbil ikke kunne starte, der var sendt bud efter en mekaniker og at færgen ikke vil sejle før alle biler var kørt fra borde.

Vi prøvede at få lidt søvn i salonen, og kl. 6.30 blev vi kaldt til bilerne. Nu var der masser af personale på tredje dæk, rampen var sænket og bilerne begyndt at køre fra borde.

Kl. 7.00 var det solopgang og vi kunne tjekke ind på hotellet og få et par timers søvn og et bad, inden vi skulle tjekke ud igen kl. 12.00.
Det gode ved at være i Grækenland er, at man kan tale med folk. Engelsk og tysk er meget udbredt sprog. Så vi fik gode snakke både i receptionen på hotellet og hos den bager vi holdt ind ved, for at få lidt morgenmad kl. 12.00.

Der er ifølge guidebogen ingen grund til at spilde tiden i Igoumenitsa, der blev fuldstændigt udbombet under anden verdenskrig.

Næste overnatning havde vi planlagt i byen Arta. Det var en køretur på godt 150 km, hvoraf en del var ny-anlagt motorvej. Undervejs skulle vi krydse floden Acheron. Det er den flod, de gamle grækere kaldte Styx, i hvis midte lå en ø, der var nedgangen til Hades. For at komme hertil, skulle man færges over af færgemanden Charon. Det blev man kun, hvis de pårørende havde lagt en mønt til færgemanden under den dødes tunge. Uden mønt ingen færgetur, og man var dømt til at vende tilbage, hvor man kom fra og blive genganger. (for en sikkerheds skyld gav min søster og jeg min mor en mønt med, da vi begravede hende i januar).

Men det var ikke kun de døde, der kunne blive færget over til øen. Også levende kunne blive færget over og aflægge et besøg hos dødeoraklet i Nekromanteion. Her kunne man efter omhyggelig forberedelse få lov at tale med de dødes sjæle. Processen før man blev ført ind i det allerhelligste minder om den proces, man skulle gennemgå for at komme til Asklepios – guden med de helbredende evner. Renselse, faste og de rigtige drømme før man kunne nærme sig de dødes sjæle eller skygger (psyke). 

I Odysséen beskrev Homer, hvordan Odysseus mødte de døde sjæle og erfarede den videre skæbne for en række af de græske mytiske figurer og Trojas helte: Ødipus moder, Mykenes konge Agamemnon, der blev slagtet som en okse ved krybben af sin kone ved hjemkomsten, Akilleus sjæl og Herakles skygge. Også hans egen mor dukker op og fortæller nyt om livet på Ithaka.

Geografien har ændret sig siden dengang, men Nekromanteion ligger der stadigt og man kan besøge krypten, hvor pilgrimmene gjorde sig klar til mødet med de dødes sjæle. Vi går også en tur i omegnen og ser Persefones hule. Persefone er frugtbarhedsgudinden Demeters datter, som Hades har bortført og gjort til underverdenens dronning. En gang om (for)året får hun lov at stige op fra Hades og deltage i De Eleusiske Mysteriefester, der skal sikre det kommende års høst.