Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja
15. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja
Troja
Så nåede vi Troja og besøgte den sagnomspundne arkæologiske udgravning af det, man formoder var Homers Troja. Vejret var høj, flot solskin, temperaturen tæt på 10 grader og antallet af andre turister minimalt. Vi kunne ikke ønske os det bedre. Og der er masser at gå på opdagelse i. Med sine ni lag er det den mest kompliserede udgravning, vi hidtil har besøgt, så vi havde stor glæde af det ret grundige forarbejde, vi havde gjort.
Kirsten (TV), Palle og Mette i Troja
Heinrich Schleimann
Historien om ruinbyen Troja begynder med den tyske amatørarkæolog Heinrich Schleimann, der med Homers Illiaden i hånden af Osmannerne havde fået tilladelse til at grave i en høj. Han var overbevist om, det måtte være det sted, Grækerne, med Agamemnon i spidsen, var gået i land for at tilbageerobre den smukke Helena. Helena var Menelaos kone , som Afrodite havde givet til prins Paris som belønning for, at han lod guldæblet falde i hendes vægtskål, da han skulle vælge, hvem af de tre gudinder – Hera, Athene og Afrodite – der var den skønneste.
Priams guldskat
Schleimann og hans hjælpere gik gang med gravearbejdet. De gravede en 40 meter bred og nogle steder 17 m dyb grøft, helt med til grundfjeldet, før de nåede ned til det lag, Schleimann kaldte city of Priam. Priam var Trojas konge og far til den sagnomspundne Hector og ulykkesfuglen Paris og 48 andre sønner og et ukendt antal døtre, der alle kæmpede i den Trojanske krig. Priam var nemlig af orientalsk afstamning, derfor kunne han holde harem. Det var her, Schleiman fandt den guldskat, som han kaldte Priams guldskat, hvoraf en stor del i dag befinder sig på Puskinmuseet i Moskva.
Priams guldskat. Fra Puskin Museet i Moskva. Foto Palle Møldrup
Thrakiske eller frygiske forfædre
Problemet var bare, at Schleimann i sin iver og ukyndighed gravede de lag væk, der vedrører den periode, som Homers kvad om Illiaden besynger. Den såkaldte ”Priams guldskat” Heinrich Schleimann fandt, stammer fra et arkæologisk lag fra ca. 2500 f.v.t. Det er der enighed om blandt de lærte, og selv Schleimann erkendte det inden sin død. De fantastiske guldsmykker er produceret af thragiske eller Frygiske guldsmede 1250 år før Priam blev født, og de har ligget dybt begravet under Trojas muld, da Agamemnon og hans kumpaner lagde til ved Lilleasiens kyst.
På tegningen ses de ni lag, og hvordan Schleiman har fjernet toppen,
hvor Troja VII har ligget. På fotoet kan man se hans grøft og hvor de
forskellige lag i udgravningen ligger.
Den trojanske krig
Om det så var her, den trojanske krig rent faktisk udspillede sig, det er stadig et uløst arkæologisk spørgsmål. Mange spor peger i den retning, men der er også mange ting, der forstyrrer billedet. En af de store arkæologiske udfordringer er, at man endnu ikke har fundet begravelsespladser i tilknytning til Troja og at man ikke har fundet lig i udgravningerne – altså der mangler spor af krig.
Hittitternes by
Det man ved med sikkerhed er[1]:
At Troja har været beboet i alt fald siden 3000 f.v.t – det dokumenterer de arkæologiske lag, der arkæologerne kalder Troja I –V.
At Troja II , der var en relativ stor befæstet bebyggelse omkring år 2500 f.v.t. (derfra hvor guldskatten stammer) er blevet destrueret af en brand.
Første billede viser indgangen til Troja II og det andet billede viser
resterne af det brændte citadel.
At byen blev genopbygget – Troja III – V (2500 – 1700), og at befolkningen har dyrket landet, holdt får og at der har været en stor produktion af uld, klæde og lerpotter og en aktiv samhandel med de andre folkeslag i regionen.
At der har været en indvandring omkring år 1700 af Hittitter (Luwian), der bragte mange heste til byen.
At byen Troja VI under det hittittiske navn Wilusa oplevede en ny guldalder, der sluttet bradt ved at et jordskælv lagde byen i ruiner omkring 1250. At beboerne må have nået at flygte, da jordskælvet ramte byen – igen mangler man de lig, man ville forvente at finde i ruinerne af en by efter et jordskælv.
At byen blev noget spartansk genopbygget i årene efter det store Jordskælv -Troja VII.
At Troja VII er blevet ødelagt af en brand omkring det tidspunkt, som beretningen om Trojas belejring er dateret til.
Illios
At Homer og de doriske grækere, der indvandrede til Lilleasien og Grækenland i 800’tallet f.v.t. , troede at Wilusa var den by, hvor Achilleus dræbte Hector og hvor Paris efterfølgende, med hjælp fra Afrodite, sendte en dødbringende et pil i Achilleus’ hæl, og at de derfor grundlagde en ny by Illion på stedet.
At kong Xerxes på vej til Hellespoint (Gallipoli) med sin hær i 480 f.v.t. ofrede 1000 stykker kvæg til guderne i Priams by, for at få krigslykken med sig.
At Alexander den 3. den Store gjorde noget tilsvarende, da han tog den modsatte vej i 334, og at hans efterfølger, Lucimarchos, byggede et Athene tempel til ære for Alexander den 3. den Store i Troja. At Antiochus den 1. (281-261) ryddede byen for Keltere og Galatier, der var trængt ind fra Europa, og at Romerne gav både Gallipoli og Troja i Pergamons varetægt, indtil Pergamon blev lagt ind under Rom i 133 f.v.t.
Rester af bad og brønd fra Lucemarchos tid
Romerne havde en særlig forkærlighed for Troja. Cæsar og Augustus mente, at de nedstammede i lige linje fra Aeneas, der var trojaner. Ifølge legenden flygtede han fra den brændende by med sin far på ryggen, byggede en flåde, og sejlede med sit følge rundt i Ægæerhavet, indtil han gik i land ved Rom og blev gift med kongen af Roms datter. Også Konstantin den Store udbyggede Troja, inden han besluttede at lægge sin nye hovedstad ved Bosporusstrædet i stedet for ved Hellespoint. Troja har, ud over at være en legende, haft strategisk betydning i forhold til at kontrollere indsejlingen til Marmarerhavet og dermed Sortehavet.
I dag graver man stadig ved Troja, og man er i gang med at kortlægge den romerske bebyggelse, der viser sig at være meget større end først antaget.
[1] Troia/ Wilusa Guidebook, sidst revideret i 2013
Sultan ligger begravet, hvor silkevejen ender
13. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Sultan ligger begravet, hvor silkevejen ender
Bursa
Bursa hedder byen vi nåede i går. Planen var, at vi ville kører over Iznik. Iznik hed tidligere Nikea, og det er den by, hvor Biblens indhold engang i tidernes morgen (325 e.v.t) blev forhandlet mellem kirkens fædre. Det var dengang øst og vest endnu var en kirke, og hvor man blev enige om, hvilke profeter og evangelister der var ægte og hvilke, der var falske og hvad der er Gud og Jesus’ sande natur. Men på grund af snevejr, blæst og glatte veje kørte vi den direkte vej fra Istanbul til Bursa. Byen ligger smukt, som i et smørhul, og på denne årstid er den omgivet af sneklædte bjerge.
Indgangen til Kong Hannibals bydel
Kong Hannibal efter De puniske Krige
Bursa var Osmannerrigets første hovedstad, det viste vi godt, og det var grund nok for os, til at lægge vejen forbi, selv om den er stedmoderligt behandlet i vores rejselitteratur. Men den viste sig at have meget mere at byde på, end vi havde forestillet os. Grundlæggelsen af byen tilskrives Kong Hannibal, den Hannibal der gik over Alperne med sine krigselefanter, og som romerne endte med at banke i Middelhavet under De puniske Krige, hvorefter de nedbrændte Kartago.
Hannibal søgte med resterne af sin hær eksil hos den bethynske (thrakiske) kong Prusias (232-192 f.v.t.). Her blev han modtaget som en krigshelt, og i taknemmelighed byggede han sammen med sine soldater en ny by i Bethynien, som de kaldte Prusias. Den bydel ligger nu som et distrikt i Bursa, der både under Romerne, Østromerne og Osmannerne er blevet kraftigt udbygget. I dag er der godt 2.000.000 indbyggere. Blandt andet gjorde Kejser Justinian byen til center for silkeproduktion i det Osmanniske rige.
Silkevejen ender i Bursa
Silke produceres her stadigvæk, og når man siger at Silkevejen ender i Bursa, så får fænomenet Silkevejen pludselig en hel ny betydning for os. Vi har naivt troet, at silkevejene er handelsveje, silke bliver transporteret af fra Kina til Europa. Men langsomt er det ved at gå op for os, at silkevejene må være veje, langs hvilke man både producerer og handler silke.
Silkemarkedet i Bursa
Sultan Osmans mausoleum
Bursa gemmer på endnu en overraskelse. Ingen mindre end grundlæggeren af Osmannerriget, Sultan Osman (1288-1326) og hans søn Orchan (1326-1359) sammen med deres familier ligger begravet her. Oprindeligt havde de et stort fælles mausoleum, der er bygget af sten og marmor fra et tidligere byzantinsk kloster. Men det blev ødelagt af jordskælv. Så i dag ligger de i hver sin bygning tæt ved byens klokketårn.
Rigmand brugte formue på at udsmykke kirke
11. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Rigmand brugte formue på at udsmykke kirke
Kariye Camii Müzesi – Chora kirken
Chora kirken i Istanbul er et ret enestående eksempel på sen-byzantinsk kirkekunst, det siger alle, der har forstand på sådan noget. Som almindelig besøgende er det dog ret krævende, at trække historien ud af billederne, der sidder højt oppe under kirkehvælvingerne, og mange af dem er ret ufuldstændige. Og sådan er det jo med det meste, historierne træder først frem, når man får dem fortalt eller hvis man selv gør den indsats, det kræver at få dem vævet sammen med det, man i forvejen ved.
I går var vi fire, der kunne dele viden, og som støtte havde vi en rigtig artikel af Elof Westergaard i Sfinx[1].
Parekklesionet i Chora kirken
Den historiske ramme
Chora kirken, som den står i dag, er bygget som klosterkirke omkring år 1000, men den blev udbygget og dekorereret i 1300 tallet. Vi taler om et tidspunkt i historien, hvor det østromerske kejserrige er presset fra alle sider. Mens korsridderne indtog Konstantinopel i perioden 1204 – 1261 havde den Østromerske kejser været i eksil i Nikæa (det nuværende Iznik) – ikke langt fra Bursa, mens ”latinerne” – støttet af Venedig kontrollerede Konstantinopel og det østromerske rige. I 1261 vendte kejseren Michael den 8. (1261-1282) tilbage til magten i Konstantinopel, men han kom til en by, der var udplyndret af korsridderne. Byens rigdomme var spredt til alle de af Europas storbyer, der havde haft en aktie i korstoget. Michael den 8. Blev efterfulgt af Andronikos den 2. (1282-1328). Andronikos den 2. gjorde hvad han kunne for at genopbygge byen, men som beskrevet under fortællingen om Hagia Sophia, så var midlerne små og opgaven kolossal.
I kirken møder man Konstantinopels første ærkebiskopper. I midten på dette billede står Johannes Chrysostom, der blev eksileret i 404 på grund af en konflikt med kejserinden
Theodor Metochites som bygherre
Det var Andronikos den 2. storlogothet Theodor Metochites (1270 – 1332), der for egne midler finansierede dekorationen af Chorakirken. Som storlogother havde han ansvaret for riget skatkammer og bygninger. Det er i hans rolle som storlogother, at han er afbilledet som manden, der overrækker kirken til Jesus på mosaikken over indgangen til kirken.
Theodor Metochites kirkeoverrækkelse, desværre i en alt for rød gengivelse
Kirken er dekoreret i årene mellem 1315 – 21, i en periode, hvor kejserriget også er presset af Sultan Osman (1288-1326), grundlæggeren af Osmannerriget. I 1326 erobrer og etablerer han sig med hovedstad i Bursa, kun få hundrede km fra Konstantinopel. En konsekvens af denne erobring er, at både kejser og storlogoth bliver afsat ved et kup, gennemført af kejserens søn i 1328. Theodor Metochites blev frataget al sig rigdom og eksileret, men efter to år fik han lov at vende tilbage til Konstantinopel, og han levede de sidste to år sit liv som munk i Chora-klosteret.
Kunsten og kunstneren
Man ved ikke hvem kunstneren – eller kunstnerne i Chorakirken er. Men perioden er kendt som Den palaiologiske Renæssance. En periode, hvor man forsøger gennem kunstneriske virkemidler at genskabe den østromerske kirkes storhed.
Fresko af opstandelsen. Jesus hjælper Adam og Eva med at komme fra dødsriget til himmeriget
Det særlige ved den østromerske ikonografi er, at ikoner ikke skal illustrere bibelen. Billeduniversets formål er at repræsenterer de himmelske personers liv på jorden og at drage beskueren ind i det himmelske univers. Chorakirken billedunivers adresserer Marias og Jesus liv på jorden og i himlen. Således er det ene narthex helliget Marias livshistorie og det andet Jesus liv og gerninger. Parekklesionet repræsenterer opstandelsen og dommens dag.
Den ene af kuplerne afbilleder Maria og Jesus stamtavle og præsenterer de øvrige figurer, vi møder i den tegneserie, der udspiller sig i de tre rum. Således er man klar til at blive suget ind i kirkens billedunivers.
Helt særlig for os er det at se den billedlige gengivelse af Maria’s liv, som vi ikke kender fra biblen. Ifølge Elof Westergaard baserer fortælling sig overvejende på Jakobs evangelium og Det uægte Matthæus-evangelium.
Jesus og Marias liv
Første billede viser Marias første skridt og andet billede viser en scene, hvor Marias forældre aflever hende som ung pige til templet. Templet arrangerer efterfølgende hendes ægteskab med Joseph.
Scenen viser folketællingen i Betlehem. Tv. sidder Herodes og th. i billedet ses Maria og Joseph.
Scenen tv. viser Herodes, der efter besøg af vismændene giver ordre til, at alle spædbørn skal dræbes. Th. ses romerske soldater, der er i gang med at udføre ordren. Derefter følger et billede af de lidende kvinder.
[1] Sfinx, 36. Årgang nr. 2, 2013, fra Adam til dommedag.
Tidsåndens filter
9. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Tidsåndens filter
Je suis Charlie
Når man er på rejse, så er nyhederne ofte lidt bagefter en. Modsat hjemme, hvor nyhederne blæser en i møde, ofte i form af eksperters forudsigelser af, hvad de tror, der vil ske. Således er nyheder blevet en blanding af fiktion og fakta, i lighed med så meget andet i ”tidsånden”.
Men min erfaring er, at de vigtige nyheder altid når en. Men der gik lidt tid, før jeg forstod meningen med alle Facebook-opslagene ”Je Suis Charlie”. Massakren i Paris skete præcis et døgn efter, at en selvmords-bomber ødelagde en politistation og dræbte en politibetjent og sårede en anden her i Istanbul ganske få meter fra, hvor vi bor. Den nyhed fik vi fra Mettes svigersøn i Danmark.
Men nyheden om massakren på Charlie Hebdo’s redaktion er nået til Tyrkiet. Je suis Charlie er på rekordtid blevet et symbol her for det nydannede socialistparti Sosyalist yeniden kurulus partisi . Vi er Charlie’s blyanter er deres nye slogan, som i går blev præsenteret ved en lille demonstration ved det franske institut tæt på Taksim pladsen. Vi støtter Charlie Hebdo ikke Hollande skriver de på deres Facebook side. Lige rundt om hjørnet i en anden gade ud til Taksim pladsen er det tyrkisk politi kørt i stilling med vandkanoner og det helt tunge skyts.
Borgerkrigen i Syrien er også nærværende her, hvor Istanbul og Tyrkiet i det hele taget har en stor opgave i at håndtere den store flygtningestrøm. I går i letbanen fik vi en snak med en ung syrisk læge, der var flygtet fra Aleppo. Han og hans bror deler en lejlighed her i Istanbul og han arbejder på et hospital. Han er et eksempel på en person, der godt vil snakke med os fra vesten. Men her mærker jeg min egen reservation. Min angst for at involvere mig med enkeltpersoner, der befinder sig i en krisesituation, som jeg ingen redskaber har til at afhjælpe, er stor. Og jeg beundrer dem i min omgangskreds som Mette, Kirsten og Anne, der er meget mere ligefremme og åbne end jeg er i den forbindelse. Jeg vil helst have et filter imellem.
Et sådan filter er kunstneren og galleriejeren İlhami Atalay, der er et navn på den internationale kunstscene, og som har et galleri her i Istanbul. Hos ham køber vi to tuschtegninger af en syrisk kunstner, en anden syrisk flygtning, der i dag har arbejde som lærer på en skole for syriske flygtningebørn i Taksim, Istanbul.
En anden måde, man kan hjælpe på her i Tyrkiet, er ved at donere 125 TL (ca. 375 kr) til gadebørn gennem er FN-organisation. For pengene kan et barn få et par sko, en frakke, hue og vanter, kiks og mælk.
Topkapi indgangen til anden gård
Dagen i går bød desuden på to museumsbesøg. Dels på Topkapi Palace Museum, dels på Uskyldens Museum. Det sidste skiver Palle om i et andet blogopslag.
Topkapi Palace Museum (Topkapi betyder Kanonport) er Sultanernes palads i Istanbul, der er indrettet til museum. Det blev påbegyndt af Mehmet den 2. (1451-1481), som en fontæne ud mod havet, hvor Marmarerhavet, Bosperus og det Gyldne Horn mødes (foreviget af Martin Rørdam i 1846). Før det havde han etableres sig i ”The Old Palace”, der lå hvor Istanbul Universitet ligger i dag. Topkapi er derefter bygget over flere århundrede, hvor hver ny sultan har tilføjet nye bygninger og pavilloner efter egen smag. Trods det fremstår paladset som en arkitektonisk helhed, hvor især de mange pavilloner har en lethed, som er i stærk kontrast til de meget tungere byzantinske bygningsværker – som eksempelvis Hagia Irene Basilikaen (hellig fred), der har fået lov at blive stående i paladsets første gård.
Billeder fra Hagia Irene - den hellige freds kirke, bygget samtidigt med Hagia Sophia (Den hellige visdoms kirke)
Som besøgende får man her en minimodel af livet ved det osmanniske hof. I komplekset har der, da det var på sit højeste boet omkring 10.000 mennesker, hvoraf køkkenpersonalet alene var på 1300 mennesker.
Paladset var gennem mere end 300 år Osmannerrigets militære, politiske og administrative centrum, det husede sultanens livgarde og ikke ubetydelige Harem og det var her sultanen modtog udenlandske gesandter og egne guvernører til rådslagning og ved retfærdighedens tårn (tower of justice) , dømte han bag sit tæppe og med Storvesiren som mellemmand til liv, død eller landflygtighed.
Topkapi – tower of justice
Uskyldens museum i Istanbul
9. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Uskyldens museum i Istanbul
Uskyldens Museum
Forsiden af Orhan Pamuks roman. På dansk Uskyldens Museum.
”The Museum of Innocence” er både forfatteren Orhan Pamuk’s roman fra 2008, der er udkommet i dansk oversættelse i 2011, og samme forfatters lille museum i Istanbul.
Vi besøgte museet her i Istanbul. Udstillingen er en rejse i romanen opbygget med tableauer, der direkte referer til romanens afsnit. Gennem sine fortællinger skildrer han et Tyrkiet i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Tableauerne er tidsbilleder, der afspejler normer, værdier, holdninger i et Tyrkiet i kølvandet efter Atatürk’s reformpolitik.
Museet er gennemført håndværksmæssigt og æstetisk sit eget kunstværk. Man betages af sirligheden i de minutiøst opsatte små udstillinger der hver især har sit tema, sin betydning.
Museet er anmeldt i tidsskriftet Sfinx af Helle Vallø, 2013 nr. 2. Helle stiller i indledningen af sin anmeldelse flere spørgsmål bl.a. om ”museet … udfordrer os på vor trang til at fastholde noget flygtigt eller tabt ved at gemme på og konservere genstande – objekter, der hjælper os til at fastholde det levende liv i erindringen, og som tjener til at bevise, at dette liv, denne virkelighed, overhovedet har været til?
Vi havde ikke læst bogen forinden. Det bør man måske gøre. Alligevel var besøget utroligt inspirerende og med til at sætte mange tanker i gang ikke blot om Tyrkiet og livet her, men om helt fundamentale spørgsmål i tiden og om en selv.
Pamuk kredser om uskyldsbegrebet og lader en person i bogen sige:
”These were innocent people, so innocent that they thought poverty a crime
that wealth would allow them to forget”
Altså noget i denne retning: ”- de var uskyldige mennesker, så uskyldige, at de mente at fattigdom var en forbrydelse –
At rigdom kunne tillade dem at glemme –” .
Pamuk er kendt for sin kamp for ytringsfriheden. Han modtog Nobels Litteraturpris i 2006 og i 2012 Sonning-prisen.
Den syriske flygtning i Istanbul
Ved sporvognsstationen på vej hjem til vor lejlighed i Istanbul faldt vi i snak med en syrisk flygtning. Han var læge og havde fået arbejde som læge i Istanbul, men hans familie var tilbage i det ragnarok i Syrien, som er skabt at mangel på respekt fra styret til folkets ønsker, om at kunne skabe deres fremtid på demokratiske værdier og mulighed for udvikling og velfærd.
Mødet med denne syrer, var en konkret manifestation af folkenes søgen efter frihed til at skabe en udvikling til gavn for alle og en direkte reference til det museum vi lige havde besøgt.
Massakren i Paris
Men både museet og vort møde med syreren havde en direkte relation til sympatien, vi oplevede foran det franske kulturinstitut i Istanbul, til massakren i Paris i denne uge.
Hvor er der meget at gøre.
Moder solgte sin datter for 263 g sølv
7. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Moder solgte sin datter for 263 g sølv
Thrakien og Anatolien
I tyrkisk historieskrivning skelner man imellem Thrakerne, der boede i den Europæiske del af Tyrkiet i mere end 3000 år (ca. 3000 – 0 BC) og så de skiftende folkeslag i den Anatolske del af landet. Men der er yderligere et skel mellem folkeslag, der underlægger sig større landområder, som eksempelvis Thrakierne og Hittitterne (senere Perserne) og så de kulturer, der overvejende etablerer bystater, som eksempelvis Grækerne og Assyrerne.
Hittitterkonge (tv) beder vejr og vinguden om hjælp. Relief ca. 1000 f.v.t.
Skriftlige aftaler i bronzealderen
Omkring år 2000 f.v.t. – i den mellemste bronzealder – indvandrede Hittitterne – et indoeuropæisk folk – til den anatolske højslette, samtidigt med et assyrisk folkeslag etablerede bystatskolonier i området. Disse bystater var der en del af i perioden 1950 – 1780 f.v.t. , derefter etablerede Hittitterne et storrige, hvorefter de assyriske kolonier mistede deres selvstændighed.
I de assyriske kolonier var en udbredt skriftkultur. Man skrev kontrakter på små lertavler med kileskrift, der blev brændt og derefter ofte nedlagt i en anden forseglet konvolut ligeledes af ler. I forbindelse med de arkæologiske udgravninger er der fundet ca. 15.000 af den type lertavler, der i dag er tydet og hvoraf en del er oversat til engelsk. Tavlerne giver en enestående indsigt i datidens kulturelle værdier. Her er et par eksempler, der er gengivet på det Arkæologiske museum i Istanbul (min oversættelse til dansk):
En ægteskabstraktat
La-Cepum, gift med datter af Enisru, Hatala
Han må ikke gifte sig med en anden kvinde (slavepige) i landet (Anatolien), men han må gifte sig med Harlot – i byen Assur. Hvis hun (Hatala) ikke bliver med barn inden for to år, skal hun købe ham en slavepige. Og bagefter, så snart der er leveret en dreng, kan hun (Hatala) sælge hende (slavepigen) til hvem hun ønsker.
Hvis La-Cepum lader sig skille fra hende, skal han betale 5 minas sølv. Hvis Hatala lader sig skille, skal hun også betale 5 minas sølv.
Indgået med 4 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.
Tavle i kuvert vedrørende salg af dreng
(Lady) Saluata købte Sulu’i. Hans moder solgte ham til prisen. Hvis nogen gør klage over ham, skal hans mor betale ½ mina af sølv.
Indgået med 4 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.
Tavle i kuvert vedrørende salg af en ung pige
Ahatutum købte en datter af Hana og betalte ½ mina og 1 ½ shekel af sølv.
Hvis Hana hjemtager (siezes) sin datter, skal hun betale en mina og tage sin datter hjem. Hvis en tredjemand hjemtager datteren, kan Hana hjemtage Ahatutum. Hvis hun (datteren) er uordentlig eller opfører sig dårligt, kan hun (Ahatutum) sælge hende til hvem hun ønsker.
Indgået med 2 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.
1 Mina = 60 Shekel = 500 gr. Sølv
Den hellige visdoms kirke har krævet mange ofre
6. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Den hellige visdoms kirke har krævet mange ofre
Min tak og taknemmelighed til min Herre for at tildele mig midlerne til at oprette sådan et glorværdig sted for tilbedelse af herren [1].
Hagia Sophia I
Således lød ordene, da Kejser Justinian den 1. Den Store (527-565) i 537 indviede den tredje – men ny opførte -Hagia Sophia (hellig visdom) Kirke i Konstantinopel. Den tredje, fordi Hagia Sophia havde haft to forgængere. Den første blev bygget af Konstantin den Store og indviet i 360 e.v.t. Byggematerialerne til kirken (såvel som til byen) var overvejende genbrug af søjler, statuer og marmor, blev hentet overalt fra i det store Emperium. Mange af materialerne kom fra tidligere græske og ægyptiske pragtværker. Men Hagia Sophia I blev delvist brændt ned i 404. Årsagen var en folkelig opstand i protest over, at patriarken Hagia Johannes Chrystostomos blev landsforvist, da han forsøgte at forhindre opstillingen af en sølvbelagt statue af kejserinde Eudoxia lige uden for kirken.
Hagia Sophia II
Kirken blev herefter genopbygget af Kejser Theodosius den 2. (408 – 450) og genindviet i 415. Den overlevede 117 år, så brød en ny opstand løs, denne gang i Kejser Justinian den 1. den Store’s 5. regeringsår. Gennem tiderne havde der været to konkurrerende ”support-klubber” på vædeløbsbanen – de blå og de grønne. Men tiden havde de udviklet sig til mere religiøst/ politisk orienterede bevægelser – de blå repræsenterede Ortodoksien og de store jordbesiddere og de grønne repræsenterede Monofysitismen, handelsfolk og håndværkere.
På den måde var der skabt en reel modsætning i samfundet. Som jeg husker historien, var det Justinians forsøg på at svække de grønne, der fik de to grupper til at rotte sig sammen i et oprør mod den endnu unge og uprøvede kejser. Under oprøret blev Hagia Sophia II brændt ned til grunden. Kejseren var parat til at drage i eksil, men hans dronning, Kejserinde Theodora fik generalerne til at undertrykke oprøret. Ro og orden blev genoprettet ved at halshugge 10.000 oprører.
Hagia Sophia udefra som den står i dag
Hagia Sophia III
Som et sonoffer oven på denne begivenhed hidkaldte Kejser Justinian den 1. den Store imperiets dygtigste arkitekter og bad dem om, ikke bare at genopbygge kirken, men om at skabe et arkitektonisk mesterværk. Og endnu engang måtte de gamle græske og ægyptiske mesterværker levere materialerne. Bl.a. blev der hentet søjler fra Artemis templet i Efesos og marmor i forskellig farver og mønstre fra Ægypten og Thessalien.
Den nye kirke blev indviet 5 år senere. Ved indvielsesceremonien blev der ofret[2] 100 okser, 6000 får, 600 hjorte, 1000 svin, 10.000 høns og 10.000 haner. Kejser Justinian ankom til ceremonien hånd i hånd med Patriarken. Det var i den forbindelse de smukke ord faldt.
Op og nedture gennem i de næste 1000 år
Gennem de næste 1000 år levede kirken et omtumlet liv. Den oprindelige kuppel styrtede ned omkring 40 år efter indvielsen, men blev dog hurtigt genopbygget i en ny, højere og lettere konstruktion. I årene 726 – 842, under den såkaldte Ikonoklasme – periode (billedforbud), blev mange af de oprindelige mosaikker ødelagt, en ildebrand hærgede den i 859, jordskælv i 869 og 989. Efter disse ødelæggelser blev kirken genopbygget og genåbnet i 994. I 1204 blev kirken raseret af de latinske korsriddere, og rigdomme og relikvier blev bragt til forskellige europæiske kirker. Da byzantinerne igen overtager ansvaret for kirken, forsøger de at genopbygge den, men på det tidspunkt er økonomien så svag, at det kniber med at genskabe dens storhed. Nye jordskælv kommer til. Da Osmannerne erobrer byen i 1453 er kirken næsten en ruin.
Kirsten, Palle og Mette ved marmorporten på galleriet i Hagia Sophia
Sultan Mehmet den 2. genopbygger Hagia Sophia som Moske. I dag har kirken status som museum. Den fremstår noget rodet som blanding af kirke og moske og på den måde er den tro mod sin historie. Igangværende restaureringsprojekter med store stilladser opstillet inden i bygningen, er med til at understrege det overordnede indtryk af en rodet affære.
Romerne var ikke ene om at hente kunstgenstande fra imperiet til Konstantinopel. Denne marmorkrukke er hentet til Hagia Sophia fra Pergamon af Murad den 3. (1574-1595)
Justinian den 1. og mosaikker
Hvor der ikke er mange mosaikker tilbage fra Justinians den 1. den Stores tid i Hagia Sophia, så har arkæologerne fundet et helt enestående mosaikgulv fra det gamle kejserpalads, som nu er dateret til at stamme fra hans periode som kejser. Gulvet er helt enestående i sin billedrigdom. Her er billeder af mange børn i hverdagssituationer, jagtscener, illustrationer fra fabler og illustrationer af mytologiske væsener. Når man går rundt i museet, der er bygget henover den oprindelige placering, kan man levende forestille sig, hvordan kejserens sønner og officerernes børn er blevet undervist i livet i imperiet, mytologi og gode dyder ved hjælp af disse anskuelses-tableauer af høj kunstnerisk værdi. Oprindeligt har der været 1872 kvm. gulv. I dag er 250 kvm. bevaret for offentligheden.[3]
[1] Ifølge Lihan Aksit, Hagia Sophia, Aksit Kültûr ve Turizm Yayincilik, 2010, English
[2] ibid, p. 17 f
[3] Sfinx, nr. 2, 2013. Artikel af Birte Poulsen.
Romersk kejser hærgede Byzantion
5. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Romersk kejser hærgede Byzantion
Istanbul
Så er vi kommet til Konstantinopel (det tidligere Byzantion og nuværende Istanbul) og vi er flyttet ind i den lejlighed, hvor vi skal bo en uge. Om lidt kører vi ud til lufthavnen for et hente Mette og Kirsten, der skal være vores følgesvende de næste 14 dage.
I går, da Palle tjekkede ind på Facebook, kom der besked fra Jakob Erle: ”jeg er her også, skal vi ses?” Jakob Erle er på vej hjem efter fire år i Cairo som direktør for Dansk Egyptisk Dialog Institut. Han har valgt at bruge tre uger i Istanbul på at skrive om sin tid i Egypten, inden han lander i Danmark. Så det blev en hyggelig aften med gensyn og masser af snak på en lille eksklusiv restaurant med udsigt over indsejlingen til Det gyldne Horn.
Lille Aya Sophia
Lille Hagia Sophia
Dagen i går bød på gensyn med kendte og nye steder i Istanbul , hvor vi bor tæt på vandet og alle seværdighederne i den gamle bydel. Et af de nye steder vi besøgte var Lille Hagia Sophia. Lille Hagia Sophia er bygget i 500 tallet e.v.t. inden den store Hagia Sophia som en slags model. Det er et af verdens ældste kirkebyggerier, der stadig er i funktion – i dag dog som moske – under navnet Kücük Aya Sofya – Den lille visdom.
Senere på dagen brugte vi et par timer på det kæmpestore Arkæologiske Museum. Her fik vi repeteret Konstantinopels historie – som på mange måder ligner Gallipoli’s historie. Dog med den krølle, at Konstantinopels borgere i en af Roms utallige borgerkrige fik kasten vægtloddet i den forkerte kejsers skål (Septimius Severus’ (193 – 211), med det resultat at byen blev raseret og mistede alle sine privilegier omkring år 200 e.v.t. Efterfølgende gav han dog plads for, at byen kunne genopbygges og genetablerer sig som vigtig handels og havneby.
Troja
På museet, der i øvrigt er svært tilgængelig p.g.a. ombygning, er også en meget god udstillingsserie, der viser fund fra alle Trojas 9 udgravede lag, hvor man i dag regner med, at det syvende lag er det lag (1700 – 1250 f.v.t.), der endte med at gå under som et resultat af krigen om Troja, som Homer beskriver så malende i Illiaden.
Skitse over de arkæologiske lag i udgravningen af Troja
Efter denne undergang gik der en hel del år, før byen genvandt sin storhed. Men både vores to gode venner Alexander den 3. Den Store og Lysimarchos har brugt kræfter på at få genopbygget Troja som et betydningsfuldt helligt sted i perioden 330 – 280. Og så har Julius Cæsar og Augustus i tiden omkring år 0 restaureret byen. De anså nemlig sig selv for at være direkte efterkommere efter Hectors nevø Æneas, som det lykkedes af flygte fra Troja efter krigen, og som ifølge legenden efterfølgende kom til Rom, hvor han blev gift med en prinsesse.
Konstantin den Store overvejede at gøre Troja til hovedstad i 300’tallet , men endte som bekendt med at vælge Konstantinopel.
På Gallipoli’s kunne vi næsten se over til Troja. Når vi kører fra Istanbul er planen, at vi skal besøge udgravningen.
Sneglatte bjergveje rundt om Marmarerhavet
4. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Sneglatte bjergveje rundt om Marmarerhavet
Rundt om Marmarerhavet
Når man skal fra Gallipoli (Dardanellerne) til Istanbul er det nemmeste, sådan lige umiddelbart, at følge kystlinjen på Nordsiden af Marmarerhavet. Nu ved vi jo godt, at de gode veje ikke altid er de korteste veje, og ofte vælger vi at følge hovedvejen.
Men da vi siger farvel til værterne på hotellet i Gelipolu i klart vejr og 4 +grader forsikrer han os om, at vejene er fine. Og både kort og GPS lokker med god hovedvej hele vejen til Istanbul. Det er stadig tidlig morgen og alt i alt er der små 300 km. Og vi er jo ude på eventyr.
Moske i bjerglandsby på vejen mod Sarköy
Altså vælger vi eventyret. Marmarerhavet – marmorhavet lokker. Havet rundt om øen Marmara – Marmorøen, der leverede marmor til antikkens fantastiske bygningsværker på denne side af Ægæerhavet, og som har givet havet sit navn. Men det bliver noget mere dramatisk, end vi har forestillet os. 75 km kører vi af sneglatte kyst og bjergveje, der snor sig gennem landskabet uden noget autoværn. Men smuk er turen, når vi har mod til at nyde den.
Marmarerøen dukker om af disen ude i havet ved Sarkôy, en by hvor marmorindutrien stadig blomstrer.
Den første del af turer frem til Sarköy går fint, selv om der er en del bjergkørsel. Sneen på vejene er sjappet, men fremkommelig. Men vi glæder os til at komme ned på kystvejen til lidt mere rolig kørsel.
I Sarköy forsøger på skiltning og GPS at lede os tilbage til hovedlandevejen til Istanbul over en anden bjergvej. Men vi har jo besluttet os for kystturen, så vi vælger at følger kystlinien i den rigtige kompasretningen.
Kyst kontraster
Men efter ca. 20 km langs kystlinien begynder vejen at se lidt suspekt ud. Sten på størrelse med fodbolde triller ned af bjergsiden, blot i det øjeblik, vi holder et lille hvil.
De efterfølgende 60 km kommer vi til at køre af bjergveje med høje skrænter ud mod kysten.
Ikke længe efter må vi holde og vente, mens en fastkørt modgående bil slæbes op ad bakken af en traktor. Vi holder så tæt på skrænten, at jeg ikke tør åbne døren og stå ud af bilen.
Palle er ude og sparke sne væk, så vi kan komme tilbage til den ryddede del af vejen, når vejen atter er fri.
Lettelsen er stor, da vi atter får fast grund under fødderne. Herfra tager vi den slagne vej til Istanbul.
Søhelt blev henrettet af sine egne som 90-årig
2. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Søhelt blev henrettet af sine egne som 90-årig
Gelibolu
Gelibolu er en middelstor by på halvøen af samme navn. Halvøen strækker sig som en tange syd-vest ud fra den del af Tyrkiet, der ligger på det Europæiske fastland. Fra tangen og til det Asiatiske fastland er der kun 6-7 km. Og det gør dette sted til et meget vigtigt sted. For al trafik fra Middelhavet og det Ægæiske hav til Marmarhavet og videre til Sortehavet skal gennem det snævre stræde som tyrkerne kalder Cannakale Bogazi, andre kalder Dardanellerne og andre igen Hellespont.
Netop derfor har strædet en særlig plads i historien, og for os især fordi vi i vor søgen efter spor fra Alexander den 3, den Stores togt (334-323 f.v.t.) til Egypten og hele vejen rundt i det daværende Persiske rige netop startede sin rejse ved at sejle sin hær og udstyr over dette stræde fra Europa til Asien.
Turen hertil fra Edirne var kold ca. -3C og undervejs begyndte det at sne, så nytårsaftens dag blev mest en inde-dag med bidende blæst og snefygning.
Nytår
Vi fandt dog en restaurant lige ud til strædet, hvor vi holdt vore nytårsaften sammen med ved ca. 150 tyrkere i alle aldre i meget vestlig outfit med spisning, musik og dans. Der var rigeligt med Raki og stemningen var helt fin. Men det blev ikke til så meget snak, for man kom i grupper og havde mest nok i sig selv.
Ture rundt
Hvad har vi så ellers set. På to ture på øen har vi fundet lidt rester fra tiden under Byzans og fra det Osmanniske rige. Mest mure, indgangspartier til byer og rester af borge. Og så har vi fundet mange levnedsbyrd i form af gravpladser fra 1. verdenskrig hvor de allierede forsøgte af at sætte sig på dette stræde, men måtte give op. Og så har vi faktisk været på besøg på en helt nutidig militærforlægning.
Veludrustede soldater
Vi havde spottet en gammel by Ortakoy, som vi lige ville finde. Her skulle resterne af byen Lycimarkia efter sigende befinde sig, en by grundlagt af en af Alexander den Stores generaler, der fik kommandoen over Thrakien.
I strålende sol kørte vi fra hovedvejen ad en ret lige helt sneryddet vej, der langsom steg op mod en skov. Og pludselig holdt vi ved en militærpost med venlige veludrustede soldater der spurgte, hvad vi sådan lige havde i tankerne.
Vi fortalte om vore ønsker at se denne by og de rester, der kunne være og straks kom en engelsktalende soldat med maskinpistolen svingende rund i luften, som fortalte, at det ikke var så godt at køre videre, for det var faktisk en militærlejr, vi var kørt op til. Vi beklagede, og de fortalte, at vi nok kunne køre ad en anden vej til byen.
Vi sagde farvel og forsøgte af den foreslåede vej, som dog viste sig at være en meget hullet jordvej, som lige nu og her faktisk var lidt vanskelig at forcere uden en højbenet 4-hjulstrækker. Så efter lidt tid fik vi vendt kareten og kørte tilbage til hovedvejen.
Piri Reis
Og så er der et lille museum om søfarende i et Byzantinsk tårn ved den lille byzantinske havn her i byen. Et sjovt museum især om en admiral i den Osmanniske flåde fra 1500-tallet ved navn Piri Reis, der havde deltaget i mange søslag, og som havde studeret alle tilgængelige søkort og lavet egne meget detaillerede kort. Piri Reis havde faktisk vundet en helt stribe sejre i sin tid som admiral, men i en alder af 90 blev han bedt om at lede et slag mod portugiserne, som han nægtede, hvorefter han blev halshugget!
Hotellet
Vi bor på et super dejligt lille hotel der hedder Galipoli Konukeri her i Gelibolu.
Vi får morgenmad på værelset af de venlig værtsfolk. Lækker morgenmad der i DK nærmest må betegnes som en super brunch med kaffe ad libitum og mange små delikatesser. Stedet er et gammelt hus de har istandsat. De døjer lidt med det varme vand på grund af frost, men vi finder gode løsninger på de problemer, der opstår og vi er lidt kede af at opholdet slutter i morgen.
Artikel
Og så har vi brugt en rum tid til at skrive en artikel om Gallipoli’s historie.