Palle og Rikke ude og hjemme

Berlin, Berlin, Berlin

14. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Berlin, Berlin, Berlin

Foto: aftentur til Kurfürstendam

Så er vi af sted i den grå Laguna, vi starter med tre overnatninger i Berlin og besøg på museumsøen.

Museumsøen (Museumsinsel) ligger på en Ø i Spreefloden, og her er storslåede antikke samlinger fra Rom, Grækenland, Egypten og Lilleasien. Men vi vil også kigge lidt på den forhistoriske samling, og se, om vi kan blive klogere på Aunjetitz-kulturen. Det er et kulturfolk, der boede langs Oderfloden, og som Danmark havde mange handelsrelationer til i den tidlige bronzealder. Tidsmæssigt er det lidt før eller samtidigt med Hittitterriget på den Anatolske højslette.

Oder Neisse grænsen

Oderfloder danner i dag sammen med Neissefloden grænsen mellem Tyskland og Polen. Det har den de facto gjort siden 1945. Efter anden verdenskrig blev Preussen splittet op i fire zoner og derefter udraderet. Østpreussen blev delt mellem Rusland (nu Kaliningrad) og Litauen, Polen fik en stor bid af Vestpreussen, som kompensation for, at Rusland fik en god bid af Østpolen. Jeg husker skiltene, der stod lang motorvejene, da jeg som barn kørte med mine forældre gennem Vesttyskland. Deutchland – niemal dreigeteilt – stod der, og så var der et kort med Vesttyskland, Østtyskland, Oder Neisse grænsen og en god bid af Polen.

Vesttyskland anerkendte først Oder Neisse grænsen i 1990’erne i forbindelse med forhandlingerne af genforeningen af de to Tysklande en endelig fredstraktat mellem de fire allierede USA, England, Frankrig og Rusland og de to tysklande. Anerkendelsen af Oder Neissegrænsen var altså den pris, Vesttyskland måtte betale for genforeninger. Mine damer og herrer, det er kun 23 år siden, at der blev indgået en fredsaftale efter 2. Verdenskrig. Siden har vi haft Balkankrigen og nu brænder det på i Ukraine.

Vi kan ikke løbe fra fortiden, den er altid, som en skygge, i hælene på os. Vi kan kun prøve at begribe den.

Turen nu

Der er gået mange tanker gennem hovedet de sidste dage. Vi har forberedt denne tur i rigtig lang tid, og afrejsen er trukket ud, fordi færdiggørelsen af den grønne Y trak ud. Min mors bækkenbrud fik korthuset til at vakle. Selv om Y’eren var synet, så ville der gå yderligere tid med at få papirerne på den i orden, fordi den aldrig har kørt i Danmark. Onsdag var vi i gang med at bestille flybilletter og leje bil. Vi fik melding om, at min mor var i gang med genoptræning. Min søster som bor i Frankrig kommer hjem til jul, og hun vil tage tørnen med at undersøge plejehjemsmuligheder, når genoptræningen er på plads. Så siger Palle ”Hvorfor pakker vi ikke Lagunaen”. Men den er vi hurtigt ude af døren og om nødvendigt hurtigt hjemme igen. Fredag pakkede vi, lørdag var vi rundt med julehilsner og søndag morgen kl. 9.00 tog vi færgen Bøjden- Fynshav. Nu er vi i Berlin. Den 5. Januar får vi følgeskab af Mette og Kirsten i Istanbul. Det glæder vi os til.

Småture og sølvbryllup på græsk

22. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Småture og sølvbryllup på græsk

Udsigt fra Villa Andreas

Vi har et par rolige dage med base i Pánormo. Det er en lille hyggelig by ved nordkysten af Kreta med flere hoteller og restauranter end butikker, og det meste af året er her flere turister end fastboende. Villa Andreas ligger med udsigt til havet. Værtinden Lucy taler højt og længe da vi ankommer, og vi bliver introduceret til villaen og swimmingpoolens svagheder og hemmeligheder. Villa Andreas er hende og mandens ejendom. Hun står for udlejningen af en del ferielejligheder i byen og hun har et studio et sted i byen, manden har ansvar for en del vedligeholdelsesarbejder og han har kontor her i huset. Selve villaen er stor og rummelig og fin til 8 personer, Den særlige blanding af et sted, der lejes ud, men også i perioder anvendes af værtsparret selv. Især den store ikon væg i dagligstuen vidner om, at dette ikke kun er til udlejning.

Katja ved lille aquadukt i mølledalen

Den større by nærheden hedder Rethymnon. Vi har haft tre besøg i Rethymnon. En dejlig vandretur i en canyon syd for byen, hvor venetianerne anlagde en række vandmøller i 1200-1600’tallet. Møllerne fik vand fra et vandfordelingssystem med vandopsamling i bjergene og anlæg af kanaler og akvædukter, der fordelte vandet til møllerne, hvorefter det blev samlet i et vandløb i bunden af gorgen.

Vandkanal

En slentretur i byen med den venetianske havn og med gamle bygninger, der afspejler at både Venetienserne og efterfølgende Osmannerne har sat præg på byens arkitektur. Et stort fort, der er anlagt af venetianerne. Et lille museum indrettet i tyrkernes fængselsbygning for foden af fortet. Masser af små caféer, der konkurrerer om at tiltrække de efterhånden få turisters opmærksomhed. Ved foden af fortet ligger også tavernaen Melina, der senere på dagen bliver den smukke ramme om Kirsten og Jans sølvbryllupsfest.

Og fest bliver der – på græsk – eller er det på dansk – eller en kulturel blandingsform? Stedet er tydeligvis lydhør for Kirsten og Jans ønsker til en græsk fest med græsk mad, musik og dans. Og det får vi så hatten passer. Under middagen dukker to græske musikere om med lyre og lavouto. Og da de har slået kammertonen an, træder fire dansere ind på scenen i kreolske folkedragter. Så får vi en opvisning i kreolsk folkedans, der ikke lader russiske kosakker noget efter. Efter mange lækre forretter bliver vi inviteret med ud på gulvet og nu går det derudaf med kædedanse. Så kan vi forpustede sætte os ned og nyde hovedrettet: spydstegt lam med lækre salater til. Da musikken takker af bliver der serveret kaffe, is og kage og den uundgåelige Raki.

Kretensisk danser

Blog: Villa Andreas

19. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Blog: Villa Andreas

Zakros ligger i en bugt i den sydøstlige ende af Kreta. Efter en morgendukkert i bugten morgenmad. Den ender med at bliver indtaget spredt og stående i en desperat forøg på at være hurtigere end de hvepse, der mener, at honningen på yoghurten rettelig tilhører dem.
Dagens mål er Villa Andreas i byen Pánomo på øens nordkyst mellem byerne Iraklio og Chania. Efter kort rådslagning beslutter vi, at vi skal runde sydkysten og kaste et blik over Det libyske Hav inden vi sætter kurs mod nordvest.

Per og Anne morgenbader i bugten ved Zakros

De første 25 km kører vi derfor ad smalle, stejle og snoede veje, der ind i mellem tvinger den lille Opel Astra (1.4 l motor) helt ned i første gear. Det er et kulturlandskab vi kører i gennem, hvor der er masser at se på og masser af spor efter menneskelig aktivitet gennem 10.000 år. Men tydeligst er sporene af de sidste 100 års landboudvikling i Grækenland. Fra småbrug til store plantagebrug og med tilsvarende affolkning af landdistrikter. Mange tomme huse og forladte gårde imellem moderne landbrugsbygninger, landbrugsmaskiner og vandingsanlæg, der snor sig som tykke edderkoppespind hen over jorden og op mellem træer og hurtigt sammentømrede bærende konstruktioner. De gamle vindmøller står rustne i landskabet. De er erstattet af pumpehuse og vandfordelingscentraler fra vandreservoirer i bjergene. Mange steder er jorden dækket af solcelleanlæg, og hvide Vestas møller snurrer på bjergtoppene og kaster skygger i landskabet. Ind i mellem græsser store fåreflokke på indhegnede marker.

Solceller i landskabet på vej ind over bjergene

Så rammer vi Det libyske Hav og landskabet skifter karakter. Brede sandstrande, hoteller og prangende villaer afløser de enkle bondehuse, der bygget af lokale sten. Ind i mellem er det svært at afgøre, om man ser på en ruin, der er over 4.000 år gammel eller om der er tale om en gård, der blev forladt i forgårs.

Det libyske Hav

Vi gør holdt og får en kop kaffe på en taverne ved havet og mærker på det hav, der adskiller Europa fra Det afrikanske Kontinent, og det er svært at lade være med at tale om de millioner af flygtninge, der hvert år i kollektive selvmordsforsøg kaster sig ud i udrangerede både for at søge lykken under nye breddegrader. De ved godt, at der er under 10% chance for at projektet lykkes, og de ender som fuldgyldige borgere i et nyt land. Men alligevel synes alternativet så meget værre, at de tager chancen. Trods alt er oddsene lidt bedre end i de lottoer, hvori vi andre gerne ugentligt gør en indsats. Men konsekvenserne af at tabe er uden for enhver sammenligning.

Servitricen fotograferer inden kaffen serveres

Per og Anne har været støttefamilie for tre uledsagede flygtningebørn, der i dag er velintegrerede og veluddannede i Danmark. De to af dem er blevet danske statsborgere og den tredje, der læser medicin, skal til prøve til december. Vi kan hjælpe så mange flere, hvis vi bare kunne få lov. Vi er enige om, at hvis det at hjælpe flygtninge til et nyt liv i Danmark bliver en folkesag i stedet for et politisk slagsmål, så kunne mange liv reddes og verden ville blive et bedre sted at leve for os alle.

Rikke med fødderne i Det libyske Hav.

Fra Det libyske Hav sætter vi kurs nordpå, nu ad hovedveje. Vi kommer forbi allerede kendte steder som ruinbyen Gournia og Agios Nicolaros og allerede kl. 15.00 kan vi trille op foran Villa Andreas, der skal være vores hjem i en uge. Sidst på aftenen slutter Jan, Kirsten, Katja og Kirsten Bruun sig til os. De kommer i en lejet bil fra lufthavnen i Chania, glade, trætte og sultne. På tirsdag skal vi fejre Jan og Kirstens sølvbryllup.

Indkøb i Pánormo

Blog: Zakros

18. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Blog: Zakros

Nedkørsel til Kato Zakros. Den arkæologiske udgravning ligger midt i billedet omgrænset af grønne oliventræer

Fra Sitia kører vi syd på til Kato Zakros (nedre Zakros). Vejen fra Sitia til Zakros er smal og snoet og der er ikke gjort meget ud af autoværn på strækningen. Men landskabet er trods bjergene blødt og imødekommende som mange steder på det græske fastland. Der er ganske frodigt og overalt ser man støvetgrønne olivenplantager. Da vi ved middagstid triller ind på stranden finder vi hurtigt en taverna i vandkanten, der også udlejer værelser. Således installeret og efter en øl på terrassen går vi i 33 graders varme i krig med at udforske ruinbyen.

Zakros er et af de fire paladser fra Minorisk tid, der er udgravet på Kreta. Minorerne er ifølge traditionen efterkommere af Kong Minos, der selv var halv gud og halvt menneske og som residerede på Knossos, det største og bedst kendte palads på Kreta. Historikerne inddeler minorisk tid i fire perioder: Før paladstid (2600-2000 f.v.t), ældre paladstid (2000 – 1700 f.v.t.), nyere paladstid (1700-1400 f.v.t) og perionen ”efter paladstid” (1400 – 1100 f.v.t.).

Baggrunden for inddelingen er to undergangsperioder, en i 16’tallet f.v.t og en i 14’tallet f.v.t. Begge undergangsperioden er antageligt udløst af naturkatastrofer. Den første undergang tilskrives et vulkanudbrud på øen Santorini, der også ofte sættet i forbindelse med de mellemøstlige kultures syndflodsmyter (ex. fortællingen om Noahs ark)og Atlantis-myten. Den anden naturkatastrofe er ikke dokumenteret, men antages at være udløst af store jordskælv. Når man overvejende hælder til naturkatastrofeteorien skyldes det, at der ikke er synlige tegn på at krig skulle være årsag til paladsernes pludselige kollaps i 1400’tallet.

Hvor om alting er, så er paladsområdet i Zakros øjensynligt bygget af to omgange, den ældste del er bygget mellem 1900 og 1700 f.v.t. og derefter er den sket en genopbygning i 1600’tallet.

Efter kollapset i 1400’tallet er paladsbyen blevet flyttet, hvilket betyder det særlige for dette sted, at der ikke efterfølgende er bygget oven på ruinerne. Zakros giver derfor særlige muligheder for at få et billede af livet på Kreta i det andet årtusinde f.v.t..

Palle på den brolagte vej, der har forbundet paladset med havnen

Ved paladset har været en naturlig havn, der har været centrum for handel med Egypterne og Nærøsten. I byens skatkamre er bl.a. fundet 6 bronzebarer og 4 elefantstødtænder som dokumentation for denne handel. I arkivet er fundet lertavler i linear A skrift. Der er også tydelige tegn på at tyren har spillet en central rolle i de religiøse ritualer i Zakros. Som noget helt særligt er der i mudderet i bunden af en offerbrønd i Zakros fundet en kop med oliven, der var så velbevarede, at man i dag har sikker viden om karakteren af datidens oliven.

En af de tidligere underjordiske kilder, der har forsynet paladset med drikkevand

Mens spændende synes jeg det var, at udgravningen afspejlede dronningens centrale placering i datidens religiøse liv. Fra dronningens gemakker var nedgang til særlige kultiske rum, hvor fresker på væggene afslører, at her er foregået hemmelige religiøse ceremonier. Ligeledes var der en underjordisk gang til den føromtalte underjordiske offerbrønd, hvor koppen med oliven er fundet.

Dronningens sminkebord i værelset med nedgang til de underjordiske rituelle rum

Blog: Det nordøstlige hjørne af Kreta

17. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Blog: Det nordøstlige hjørne af Kreta

Udsigt fra ruinbyen Gournia

Selv om det er 24 timer og to brusebad siden vi tog en dukkert i Ægæerhavet har jeg stadig smagen af salt i mundhulen. Huden er mærket af solen og øjnene løber i vand. Det sidste er eftervirkninger af den øjenbetændelse, vi tog med fra Danmark. Sådan skal det være. Man kan mærke kroppen, man kan mærke, man er på ferie.

Onsdag tog vi en slapper på hotellet om eftermiddagen, badede og gik en aftentur i byen inden vi landede på Tavernaen og nød et let aftensmåltid.

Vi står tidligt op og sætter kursen mod Sitia, en rolig by på den nordøstlige kyst. Sitia er valgt af to grunde: Der er et arkæologisk museum, hvor der er en samling af arkæologiske fund fra Paladset i Zakros, der er vores næste mål. Og Sitia giver os mulighed for at lave en afstikker til klosteret Toplou.

På vejen til Sitia gør vi holdt ved udgravningen i Gournia, der ligger i bunden af Mirambello-bugten. Gournia er en minorisk by. Byen har tre lag, men størstedelen af det udgravede område viser konturerne af en by, der er samtidig med Knossos, d.v.s. fra omkring 1900 f.v.t. Byen har fået sit navn efter alle de stenkar, der er fundet på stedet.

Der har boet ca. 1000 indbyggere i byen, der i centrum har et mindre palads. På museet i Sitia lærer vi, at byerne fra minorisk tid er kendetegnet ved at paladset og byens torv ligger i centrum. Den vestligt del er helligdom, skatkammer, arkiv og forråd. Den østlige del er beboelse og socialt liv. Mod nord lå bygninger til forarbejdelse af fødevarer, madlavning og spisning. Og mod syd lå værksteder: vævestuer, pottemagerværkstæder, bronzestøberi, stenhugger- og stenskærer værksteder.

Krukke med flintknive til flintskærerarbejde på museet i Sitia

Omkring kl. 13 tjekker vi ind på Hotel Archontikó i Sitia. Hotellet er simple living og afkoblet fra al nymodens teknologi som e-mail, wi-fi og hjemmeside. Aleksandra, der driver hotellet, er tysk og vil man booke et værelse på forhånd, så er det via et opkald til den stationære telefon, der står i det lille kontor under trappen.

Aleksandras kontor

Senere på dagen kører vi op til klosteret Toplou. Toplou er det tyrkiske ord for kanonkugle., og klosteret tog sit navn efter Osmannerne indtog Kreta i år 1660, som et varsel om, at klosteret var i besiddelse af en kanon. Kanonen var oprindeligt anskaffet som værn mod sørøvere, men mon ikke, det var ment som et varsel til tyrkerne. Nok havde de indtaget Kreta, men klosteret i det nordøstlige hjørne var stadig græskkatolsk. Under alle omstændigheder har det stærkt fortificerede kloster spillet en hovedrolle i kretensernes frihedskampe, både i befrielseskampen mod Osmannerne i slutningen af 18’tallet og i befrielseskampen mod tyskerne under 2. Verdenskrig.

Klosteret Toplou i baggrunden. I forgrunden likke kapel.

Men ud over sin rolle som frihedssymbol, er Toplou klosteret bedst kendt for sine meget smukke ikoner af maleren Ioannig Kornaroc. Mest berømt er et 133 * 85 cm plakette, der i ud over hovedmotiverne den hellige treenighed, Jesus dåb, Marias kroning of Adam og Evas udfrielse fra helvede består af 57 scener, med kunstnerens egen fortolkning af den græskkatolske kirkes trosbekendelse.

Blog: Første døgn på Kreta

15. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Blog: Første døgn på Kreta

Vi ankom nogenlunde planmæssigt til Heraklion lufthavn og efter at have samlet bagagen og fået nøglen til den bestilte udlejningsbil, kørte vi ad motorvej direkte til Ageos Nicolaos, hvor vi havde booket de to overnatninger. Vi nåede frem som mørket begyndte at sænke sig over øen.

Hotellet ligger ved havnen i Ageoas Nicolaros med udsigt over Mirabello-bugten og til strandpromonaden og badende turister. Nabo til hotellet er en dejlig Taverna, hvor vi hurtigt slog os ned – og således indledte vi 12 dages ophold på Kreta med at indtage det græske køkken og nyde græsk gæstfrihed. Så aftenen gik med at smage på græske specialiteter, nogle valgt af os, andre på husets regning. Og netop som vi tænkte at måltidet var slut, så dukkede der fade op med frugt og kager og en hel kande Raki. Det var jo ikke til at stå for.

Lettere kvæstede men fuld af videbegær stod vi tidlig op og spiste morgenmad på hotellet. Så vandrede vi gennem byen på jagt efter Ageos Nicolaos arkæologiske museum. Her skulle vores øjne åbnes for Kretas frodige historie. Men nej, sådan skulle det ikke være. Da vi nåede frem, var museet lukket p.g.a. ombygning. På skilte kunne vi læse, at ombygningen var planlagt at vare fra 2009 – 2013.

Således oplyste vendt vi tilbage til hotellet og gjorde klar til turens første udflugt.

Den var planlagt til Panagia Kera. Når man rejser er det godt at have en rejsefører, og her på Kreta er mit valg faldet på Palle Kjærulff-Schmidt’s smukke og levende bog “Sensommer på Kreta”. PKS skriver om Panagia Kera, at der er den bedste helligdom, de finder på deres rejse i Østkreta, og at alle vægge er fyldt med Kretas mest velbevarede byzantinske fresker.

Kirken er berømt for sin egenartede trekantede næsten i sig selv ikoniske form, men jeg finder den mere charmerende fra bagsiden med de for byzantinske kirker så karakteristiske runde apsisser.

Kirken er bygget i 12′ og 13’hundrede tallet. Det er i den periode, hvor Venetianerne endegyldigt har erobret øen fra Byzans. Men nok har de erobret øen, som de holder i et greb frem til 1669 – i mere end 400 år, men de erobrer aldrig Kreensernes hjerter. De forbliver græske og græskortodokse trods den romersk-katolske indflydelse. Den lille kirke Panagia Kera er et eksempel på byzantinsk kirkekunst blandet med romersk-katolske helgener. Således denne smukke fremstilling af Franz af Assis, som pave Franz som bekendt har hentet sit pavenavn fra.

Fra kirken kørte vi 3-4 km til den arkæologiske udgravning af byen Lato. Ageos Nicolaos var oprindelig havneby til Lato. Lato var bygget som en fæstningsby lidt inde i landet på en høj. Man kender byen tilbage fra 700 f.v.t, altså på Homers tid. Men de rester, der står tilbage af byen i dag er fra romersk tid 300-100 f.v.t. Omkring år 100 f.v.t. blev byens centrum flyttet ned til havnen.