Snapshots from Edirne in Turkey

28. december 2014 | Posted in English, Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Snapshots from Edirne in Turkey

Yesterday we arrived to Edirne in Turkey

Today we took a walk and we visited 3 mosques, an archaeological site, a Historical Museum and an old marked, all of it within short walking distance. It is an amazing city.

The three mosques we visited are
Eski Cami from 1414
Üc Serefeli Cami from about 1447
Selimiye Cami from 1569

First we went to see the old Macedonian Tower and the excavation of part of the old city Hadrianopolis, founded by the Roman emperor Hadrian (117-138 AD)

Then we visited the Mosques. The first ones we visited had many local visitors in guided groups, learning about the mosque.

The third, and biggest, and most impressive one – the Selimiye Cami – looked bright in the morning sun

Inside there was a remarkable light and outside the mosque there was a remarkable live

  ‘

Then we went to the archaeological museum. Here we found some very old images of men on horseback

On our way to the marked, we met symbols of Ata Türks modern Turkey

A young couple dancing with a peace dowe and a Olive branch under a fountain with lions

 

 After visiting the fishmarked we went to a restaurant and had dinner.

Read More...

Thrakerne hjalp Troja i krigen mod Mykenerne

26. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Thrakerne hjalp Troja i krigen mod Mykenerne

Historie og identitet

Journalist i DR Frank Esmann lavede sidste år en række radioudsendelser om Balkan. I Bulgarien laver han et interview med en bulgarsk forsker, hvor han spørger: Hvorfor gå i så meget op i jeres historie? Forskeren svarer: Fordi det vi har, det er vores historie.

Historien genfortælles

På Balkan foregår der i disse år en genfortælling af historien, der skal bidrage til at forstå sig selv og ”de andre” i et Europa, der ikke er delt i et Øst og et Vest. Magt og kultureliterne på Balkan er i gang at skabe nye fortællinger om national identitet, som befolkningen kan identificere sig med. Historieforskningen spiller en stor rolle i den forbindelse. Men det er vigtig at huske, at historieforskning ikke er en eksakt videnskab. Her er mange muligheder for fortolkning.

Det makedonske spørgsmål

Sidste år, på vores tur til Makedonien (FYROM) og Grækenland skrev vi en del om netop dette emne, og John (text) Petersen , der er historiker og som bor i Makedonien (god ven) har efterfølgende på sin blog beskæftiget sig en del med den Makedonske italesættelse af historien. Det store konfliktstof ligger i, at 1/3 af Makedoniens befolkning forstår sig selv som et albansk mindretal, mens majoriteten er i gang med at italesætte sig selv som et Makedonsk folk med rødder direkte tilbage til Alexander den 3. den Store. Albanerne hævder derimod, at de såkaldte Makedoner i virkeligheden er Bulgarer.

På museet i Varna købte jeg er nyligt udgivet bog af en bulgarsk historiker Plamem Pavlov [1], som giver en bulgarsk version af den historie, set med bulgarske øjne.

En bulgarsk synsvinkel på Det makedonske Spørgsmål

Pavlov tager sit udgangspunkt i det indoeuropæiske folkeslag, der hedder Thrakerne. Thrakerne er et velbeskrevet folkeslag i den antikke græske historie og der er arkæologiske fund, der bekræfter Thrakerenes tilstedeværelse omkring Donau – fra Orchid søen i vest (nuværende Makedonien) til Djepr floden (løber gennem Kiev i Ukraine) i øst, fra Karpaterne i Nord og Aegærerhavet og Thessalien i syd tilbage fra ca. 2500 f.v.t (d.v.s. samtidig med Hittitterne på den Anatolske højslette, der også var et indoeuropæisk folk).

Trakiernes historie

Ifølge Pavlov beskriver Herodot (ca. 450 f.v.t.) Thrakanerne som det folkerigeste folk (i verden) efter Inderne. I Homer’s Illiaden omtale s Thrakierne som en af Trojas allierede, og at den thrakiske Tzar Rez deltog i krigen på Trojas side. På samme tid blev der grundlagt et Thrakisk kongerige i Lilleasien.

Pavlov forstår Thrakerne som en ”samlebetegnelse” for en lang række indoeuropæiske stammefolk med fælles kulturelle rødder – et fælles etnos, på samme måde, som vi senere har Germanere som en samlebetegnelse for mange (også indoeuropæiske) stammer i det nordvestlige Europa med meget beslægtede sprog og vaner. De Thrakiske folk etablerede sig i mindre kongedømmer, på samme måde som Germanerne også gjorde det.

På Herodots tid var det mest betydende af kongerigerne Odrysae, hvorfra man kender en række navngivne og betydningsfulde konger, startende med Ter den 1. (480-464 BC).

Men ud over Odrysea nævner Pavlov kongeriget Getae og ikke mindst Makedonien som betydningsfulde thrakiske kongedømmer.

Mellem linjerne kan man læse, at Makedonerne og Odryserne konkurrerede om overherredømmet over de Thrakiske territorier, der på dette tidspunkt rakte fra adriaterhavskysten (Illyrien, nu Albanien) over hele det nordlige Balkan til Ægæerhavets Lilleasienskyst. Som bekendt blev det Makedonierne, der gik af med sejren. Stort set alle Thrakierne blev samlet i et rige under Phillip den 2. far til Aleksander den 3. den Store. Kun nogle getaesiske stammer nord for Donau (nuværende Rumænien) forblev selvstændige.

Pavlov skriver om Makedonerne at de var de mest Helleniserede af de thrakiske folk, med at de gamle grækere aldrig ophørte med at omtale dem som andet end barbarer. Alexander den 3. den Stores erobringstogt fik – stadig ifølge Pavlov – stor betydning for alle Thrakiske folk. Forestillingen om en hegemonisk verdensorden omfattende alle kendte klassiske kulturer under et Hellenistisk militær – bureaukratisk oligarki sammen med indflydelsen fra de gamle civilisationer i Øst (ex. Persien) fik blivende betydning i både Makedonien og i de andre Thrakiske samfund. En undtagelse var de getanske stammer nord for Donau, der senere er kendt som Dacians (Rumænere).

Efter Alexander den 3. den Store’s død opdeles hans rige mellem hans generaler og Lysimarcus bliver hersker over det meste af Balkan.

 

[1] Pavlov, Plamen; Bulgaria and the Bulgarians, a brief histoty, Borina Publishing house, Second edition, 2013

Read More...

Forskere strides om stenskovs oprindelse

25. december 2014 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Forskere strides om stenskovs oprindelse

Stenskoven uden for Varna

Turist guide bogen om Varna, som vi købte på det arkæologiske museum, skriver om sten skoven en ca. 18 km vest for Varna: ”et unikt natuligt fænomen i et ellers næsten ørkenagtigt landskab, som kan få en til at spekulere på, om man står over for ruinerne af en ældgammel by, resterne af en mystisk tusindvis af år gammel skov eller et vildsomt Mars-agtigt sted, man er blevet teleporteret til.”

Området er ca. 1 km langt med stenpiller eller søjler i op til 6 m højde. Et fænomen af smuk geologisk egenart, som forskere øjensynlig ikke lige har opskriften på. Men teorien er vel nærmest, at der for 50 mill år siden skete nogle dramatiske oversvømmelser, der skyllede ind over de nederste lag af Alperne og da vandet trak sig tilbage tog det jord og løs overflade med sig, og tilbage har vind og vejr bearbejdet resterne til disse gigantiske stalitter, som man kan nyde i dag.

Stedet nydes også af Bulgarere, der med andagt og med leg lever sig ind i dette mystiske landskab. Det er bestemt et besøg værd.

Industri og atter industri

Omkring Varna er der rigtig meget industri, i egentlige industriområder, som nyder stor gavn af de mange kaj pladser i det store havneområde. Der er meget produktion af byggematerialer og kemisk industri, maskinindustri, møbelindustri, føde- og drikkevareindustri, produktion af husholdningsmaskiner og skibsværfter.

Så en tur ud i naturen i denne del af Bulgarien er en tur fyldt med kontraster. Drejer man hovedet til højre, så ser man et petrokemisk anlæg, ser man til venstre er det ren landlig idyl.

Byen

Industrien sætter sit præg på byen Varna, som overhovedet ikke bærer præg af sin turisme. Det er en aktiv by med aktive mennesker, der nyder 1. Juledag med lange spadser ture i den store park eller ved den lange og brede strandbred. Bader i det opvarmede bassin 10 skridt fra havet og drikker en øl ved de få restaurationer, der holder åbent her ved juletid. Der er overhovedet ingen faldbyden af turisme- tingel-tangel. Faktisk bliver vi betragtet som lokale, og folk henvender sig på bulgarsk og må så erkende, at de får svar på engelsk – og det er helt fint!

Netop denne oplevelse af at befolkningen hviler i sig selv, gør det både spændende og rat at være her. Som udlændig falder man ind i byens liv, og er ikke genstand for alles blikke og den næste hurtige handel.

 

 

 

 

 

Read More...

Merry Christmas from Varna in Bulgaria

24. december 2014 | Posted in English, Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Merry Christmas from Varna in Bulgaria

Marry Christmas

To all our friends

from

Palle and Rikke

in Varna Bulgaria

 

We went out the 24. December to find Christmas in Varna

We looked in the streets of Varna

 We could not find the Christmas

We looked at the museum

 But we only found a 7000 year old gold treasure

We looked at the beach of the Black Sea

 But we only found relaxed and beer drinking people

It became darker and we looked at the harbour

but we only found a star and guitar playing boys

We gave up looking for Christmas and started to look for a place to have our dinner

and suddently the Christmas was there

Happy Christmas from Santa Claus, the Snow Queen and the people of Varna

 

Read More...

Verdens ældste guldfund er gjort i Varna

23. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Verdens ældste guldfund er gjort i Varna

Hjemmeslagterne i Rumænien

Inden vi forlod Rumænien blev det tydeligt at julen stod for døren. Især på det sidste stykke vej fra Bukarest til grænsebyen Giurgiu, blev der i vejsiden foran næsten hvert hus slagtet gris til salg, i de stykker man kunne ønske.

Det var tydeligt, at vi helst ikke skulle fotografere, så det blev kun til et par billeder, der hvor det var OK. Men antallet af husslagtninger var vel halvtreds på et ret kort stykke vej. Det var tydeligt, at det var her man kørte hen for at få sit grisekød til julen.

Super veje i Bulgarien

I Rumænien tilbragte vi rigtig mange km på ualmindelig dårlige veje. Så snart vi Krydsede Donau og kom til Bulgarien blev kørslen ren limousine cruising. Super velanlagte veje gennem et storladent landskab med store landbrugsarealer så langt øjet rakte. Det var markant anderledes end det meget fattige Rumænien.

 

Varna ved Sortehavet

Turen er gået til Varna Ved Sortehavet. I Varna området er gjort fund af menneskelig aktivitet, der går mere end 100.000 år tilbage. Det er også stedet, hvor de ældste guldfund i verden er gjort. Begravelser med ualmindelig rige guldfund, der er fra 5000 år før vor tidsregning, er udstillet på det meget besøgsværdige museum for arkæologi i Varna. Museet har en meget flot og stor samling af de rige fund, der er gjort, dækkende en lang historisk udvikling over stenalder, kobber og bronzealdrene.

Videre den blomstrende periode som græsk bystat med immigration fra Millet (nu Tyrkiet), over den romerske tid og videre til Byzantinsk og Osmannisk tid. Den græske bystat Millet, der grundlagde Varna som havneby ca. 500 BC så vi en model af på Museet i Berlin. Den ligger på den tyrkiske Agæerhavskyst, lidt syd for Ismir.

Kristendommen kom tidligt til Varna. Allerede i det første århundrede etableret af apostelen St. Andrew, men først rigtig godkendt da romerne accepterede og bekendte sig hertil i 300 tallet.

Storheden fik en brat afslutning i 614 da Avarer og Slavere indtog og brændte byen. Der var til da 14 store basilikaer og et rigt græsk/romersk/byzantinsk liv.

Byen ”genopstår” i 800 tallet under det første Bulgarske kongerige og får igen sin store betydning som havneby. Men der er også mål for først byzantinerne og siden tyrkerne, der fuldstændig satte sig på Bulgarien i 1393 og udsatte befolkningen for stor undertrykkelse igennem 500 år.

Først efter den Russisk-Tyrkiske krig i 1878-79 får Varna sin frihed igen som en del af Bulgarien.

I dag har Varna over 300.000 indbyggere og et yndet feriested. Vi ser frem til nogle spændende dage her.

 

Read More...

Udsigt til hvid jul på den Rumænske højslette

21. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Udsigt til hvid jul på den Rumænske højslette

To dage på landevejen har bragt os gennem smukke landskaber og udkantsområder i Slovakiet, Ungarn og Rumænien. Vejret er mildt, men der er sne på bjergtoppene og sjap på den Rumænske højderyg. Men efter 5 timer på elendig vej i Rumænien nød vi, at en del af vores EU-skattekroner er brugt på 120 km imponerende øst-vest gående motorvej i Midtrumænien.

Trætte nåede vi langt om længe frem til vores logi – Vila Victoria i byen Rämnicu Vâlcea. Her blev vi modtaget at et rummeligt værtspar, der lavede mad til os. Vi fik en lang snak om livet i al almindelighed og om den politiske situation i Rumænien, på en aften, hvor Rumænien fik ny præsident. Han hedder Klaus Iohannis, har tyske forældre og har vist noget overraskende vundet over den socialistiske kandidat. Til trods for at vores samtale havde en noget kaudervælsks karakter, på en blanding af spansk, fransk, tysk, engelsk rumænsk og dansk, så er der ikke nogen tvivl om, at vores værtsfolk ikke har de store forventninger til, hvad han kan udrette. Han forsvinder ud af det politiske landskab igen, når han har skrabet det til sig, han kan komme af sted med, det er deres klare forventning.

Selv er de ikke optimistiske omkring Rumæniens fremtid. De ser et land, hvor alting kun går ned ad bakke. Leiraen (Rumænsk møntfod) er styrtdykket, overalt er der arbejdsløshed og de unge immigrerer – Tre millioner Rumænere bor ifølge dem i Italien og Spanien i dag. Og både Italien og Spaniens økonomier er i knæ. Driften af de rumænske miner er overtaget af hollændere og franskmænd. Byggekomponenter importeres fra Tyskland og andre steder. Ud over korruption er kun landbrug og turistindustri tilbage som levevej i Rumænien. Så langt kom vi. De sproglige kompetencer rakte ikke til at få styr på ejerforhold i landbrug og den tilhørende bearbejdningsindustri. Men små landbrug er ret udbredte.

Således familien selv. De er folkepensionister, men driver altså hoteludlejning i deres ret store villa, hvor også deres ene søn bor med sin familie. Måltidet vi nød var alt sammen egenproduktion: Kartofler, hamburgryg, frikadeller og syltede agurker. Dertil et glas druebrændevin og et glas rødvin. Kun appelsinerne til dessert kom fra Grækenland. Grisen, der havde produceret hamburgryggen og frikadellerne, havde gået i baghuset og var blevet slagtet her til jul. Den vejede 100 kg i slagtet vægt. Kartofler og druer til vin og raki er dyrket på deres egen jord.

De har en søn mere. Han bor i Columbia. Der var sparet sammen til, at faderen kunne besøge ham i 2015.

Man kan ikke (be)dømme et helt land på en dags besøg, men mønsteret ligner noget vi har set i andre lande på Balkan. Familiebaseret økonomi, mange migrantarbejdere, der sender penge hjem, bl.a. til at istandsætte og vedligeholde de familieejede bygninger. Mange af disse bygninger står til dagligt tomme rundt om i landsbyerne. I de utallige landsbyer, vi er kørt igennem i dag, er der max. steget røg op fra 25% af husene. Resten er tilskoddede. Ude i landskabet står utallige faldefærdige tidligere industrianlæg, og ind i mellem ser man så helt sprit nye højteknologiske industrianlæg, der spyer røg og damp op i atmosfæren.

Men det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at udsigten til hvid jul på Den rumænske Højslette er god.

Read More...

Svenskerne hærgede Kraków inden de invaderede Danmark

19. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Svenskerne hærgede Kraków inden de invaderede Danmark

Når man har en dag til at gå på opdagelse i Kraków, så kan man enten udvælge sine mål med omhu eller lade heldet råde. Vi gjorde en blanding af de to ting, og det førte os rundt i atelieret hos Polens nationalmaler og på en historisk rundtur under markedspladsen i Kraków.

Om af fremmale sin identitet

Jan Matejko (1838-93) hedder Polens nationalmaler. Han blev født og han levede det meste af sit liv i Kraków i det hus, der endnu rummer hans atelier og hans bohave. Hans mor var ligeledes født i Kraków, mens faren var fra Tjekkiet. Krakow var sidst i 1700’tallet i forbindelse med Poles opløsning blevet en del af det Østrig-Ungarske kejserrige. Som 10 årig var han vidne til det mislykkede oprør mod Østrigerne, som to af hans brødre tog del i. Som nyuddannet maler støttede han en ny opstand i 1863-64. Da også den opstand mislykkedes, besluttede han i en alder af 24 år at dedikere sin kunst til at nære den polske identitet og nationalfølelse.

Han blev en førende skikkelse inden for en polske nationalpatriotisk bevægelse for historisk malerkunst, der blomstrede op i anden halvdel af 18’tallet. Kraków blev centrum for denne bevægelse, fordi forholdende her var relativt friere end i den Preussisk besatte del af Polen. Matejko blev i 1873 udpeget til leder af skolen for fine art i Kraków, en post han besad til sin død i 1893. Han bidrog således til at uddanne en hel generation af patriotiske polske malere i et århundrede, hvor Polen som nation var fjernet fra det europæiske landkort.

Om at grave sin historie op af jorden

I forbindelse med renoveringen af markedsbygningen på markedspladsen i Kraków er byens historie blevet blotlagt lag for lag. Og i stedet for at lukke det hele til, så har man bevaret udgravningerne i en underjordisk museumsanlæg, der fører en på en spændende rundtur gennem byens historie. Og man har gjort et stort arbejde for at levendegøre historien i denne autentiske kulisse med lyd, billeder og artefakter.

Svenskerne hærgede Kraków

Nyt for os var det, at de svenske tropper efter 30’års krigen i 1655 i to år hærgede og plyndrede Kraków inden de tog videre og i 1657 invaderede Danmark, gik over isen ved Als og til sidst omringede København. Den krig sluttede ved Roskildefreden i 1658.

For Krakow fik den svenske hærgen voldsomme følger. Kongen, der af svenskerne blev drevet ud af slottet Wavel, der siden år 1000 havde været Polens magtcentrum, valgte efterfølgende at flytte Polens hovedstad til Warszawa og Krakow’s mistede sin betydning som handels- og kulturcenter indtil Østrigerne efter 1794 gjorde Kraków til center i den polske del af det Østrig-ungarske kejserdømme.

 

 

Read More...

Protestanter snød de polske myndigheder

19. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Protestanter snød de polske myndigheder

Turen fra Berlin til Krakow bød på slettelandskab, et kirkebesøg og sluttede med middag i Kraków på en restaurant, som Valdemar Atterdag efter sigende indviede for 650 år siden på torvet i Kraków.

Krig og fred på polsk

Fra Berlin kører vi ind i Polen ved kort efter byen Cottbus og humbler os gennem 85 km dårlig asfalteret motorvej. Vi er næsten ved at opgive ævred og se os om efter en alternativ landevej, da kortet lover bedre vej forude. Og ganske rigtigt, fra den polske by Boleslawiec til Krakow er vejen af høj standard, men desværre ikke gratis at køre på. Når man studerer polsk historie er det svært at tro, at det er tilfældigt, at det netop er vejen fra den tyske grænse til den første Polske by af betydning, der er dårlig. Fra 1772 – 1945 har Preusserne på den ene side og Russerne på den anden side haft et godt øje til Polen. I 1795 – efter tre krige – havde Preuserne, Østrigerne og Russerne delt Polen mellem sig, og det 800 år gamle rige var slettet af landkortet. Det genopstod som en del af fredsslutningen efter 1. Verdenskrig, men – som de fleste ved – blev det startskuddet til 2. Verdenskrig, at Tyskland besatte Polen 1. September 1939 og at Rusland besatte den østlige del. Efter 2. Verdenskrig fik Polen nye grænser. Den østlige del forblev Russisk, til gengæld fik Polen, som tidligere fortalt, en god bid af det tidligere Preussen. Polakkere i stor tal blev flyttet fra det øst, der nu var en del af USSR til de nye polske besiddelser i vest.

De protestantiske bindingsværkskirker

Men den historie, der nu skal fortælles udspillede sig ca. 125 år før Polens gradvise opløsning i 1780’erne. I perioden efter 30 års krigen – og Den Westfalske fred – nød protestanterne i Polen en vis religionsfrihed. Men det var nok ikke planen, at protestantismen for alvor skulle rodfæstne sig. I alt fald blev der sat den begrænsning på protestantisk kirkebyggeri, at det skulle være midlertidigt. Derfor måtte man kun anvende træ, ler, sand og strå som byggematerialer.

I byerne Jawor og Swidnica findes der derfor to enestående kirker, bygget i bindingsværk. De bærer begge navnet Fredens Kirke . De er projekteret af samme mand, A. Von Säbisch og de er bygget af byernes protestantiske menigheder, som stadig ejer og driver dem. Kirkerne er eksempler på helt enestående bindingsværksarkitektur. De er bygget med fire indvendige gallerier, så de hver især kan rumme flere tusinde kirkegængere.

Vi lægger vejen omkring kirken i Jawor, der ligger tættest på vores rute, men som efter sigende skal være den enkleste dekorerede af de to kirker. Men vi en kendelig imponeret over, hvad vi ser.

Kraków

Vi slutter dagen af i Kraków, hvor vi igen mærker historiens vingesus. Vi spiser middag på en restaurant, hvor Valdemar Atterdag holdt hof sammen med den polske kong Kasimir den 3. af Polen og 4 andre monarker i 1364.

Hvorfor er Valdemar Atterdag i Krakow

Anledninger er brylluppet mellem kejser Karl den 4. og den polske konges barnebarn, fordi Kasimir den 3. ikke har nogen direkte arvinger. Brylluppet er en 20 dages fest i Kraków.

Den helt kort fortælling er nok at Valdemar Atterdag havde stort behov for at få Kejser Karl IV’s støtte over for Hasestæderne og flere nordtyske fyrster.

Valdemar kender Kejser Karl fra ungdomsårene og Karl ender med at bakke Valdemar op i så høj grad, at han inviterer ham til Pragh og han lader udfærdige flere breve til Valdemars fjender, der i høj grad medvirker til at Valdemar kommer ud af en række konflikter, som den vindende part. Det er storpolitik, for Karl arbejder også på gennem sit giftemål og andre strategiske skridt at kunne overtage  hertug/kongetitlen over Polen og dermed befæste sit store rige.

 

Read More...

Käthe-Kollwitz-Museum Berlin

17. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Käthe-Kollwitz-Museum Berlin

 

Når man er i Tyskland bliver man hele tiden mindet om krigens konsekvenser. Død, sorg, ødelæggelse og genopbygning. Käthe Kollwitz museet er ingen undtagelse. Det er et billede fra min fars kunstsamling, der har vagt vores interesse for Käthe Kollwiz. Hun er en af de bedst promoverede kvindelige kunstnere fra førstehalvdel af 19’tallet og hendes værker bobler af energi, indignation og vilje til forandring af vilkårene for ikke mindst kvinderne i den arbejderklasse, hun solidariserer sig med. Min fars billede viser sig at være en reproduktion af et af hendes sene værker. Titlen er Arbejderfamilie, det er fra 1935.

Selv voksede hun op (født i 1867) i Königsberg i Østpreussen (det nuværende Kalinengrad ), hvor hun levede de første 20 år af sit liv. Fra 1985 -90 uddanner hun sig som kunstner i Berlin og München. Hun bliver efter 6 års forlovelse i 1891 gift med en af sine brødres kammerater, Konrad Kollwitz, da han er færdiguddannet som læge.

De bosætter sig i Berlin, hvor han etablerer sig som læge i et af Berlins arbejderkvarterer. De får to sønner Hans (1892) og Peter (1896). Det er i Berlin at hendes indignation over arbejderklassens vilkår vækkes og hendes tidlige værker tjener som formål at gøre opmærksom på arbejderklassen – og ikke mindst kvindernes – håbløse situation, og at rejse penge til at skabe forbedringer for almindelige mennesker. Hendes mand er politisk aktiv i arbejderbevægelsen inden for rammerne af SPD.

Ved udbruddet af første verdenskrig i 1914 hilser hun, som de fleste andre i Berlin krigen velkommen. Endelig kommer man af med den elendige fred er folkestemningens mantra. Hendes søn Peter melder sig 18 år gammel til frivillig krigstjeneste. Tre måneder senere er han død ved Vest fronten.

Det tab forandrer Käthe Kollwitz syn på krig og efter 1914 er det fredsarbejde, der er drivkraften i hendes værker. I 1919 (52 år gammel) bliver hun medlem af Det preussiske kunstakademi i Berlin. I 1919/ 20 producerer hun en række værker til minde om Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg, der begge bliver skudt i en arbejderopstand i Berlin. Derefter laver hun en serie træsnit med titlen krig og proletariat.

1928 bliver hun leder af en masterklasse i grafisk kunst på akademiet. Fem år senere i 1933 kommer Nazisterne til magten i Berlin og hun mister sin stilling på akademiet. Tre år senere får hun forbud mod at udstille og hendes værker fjernes fra museer og gallerier. I 1940 dør hendes mand og i 1943 bombes det hus i Berlin, hvor hun har boet i 52 år.

På invitation af Prins Ernst Heinrich af Saxony bor hun de sidste små 2 år af sit liv på Moritzburg nær Dresden. Hun dør 22. April 1945, kort før anden verdenskrigs afslutning.

Hendes søn Hans, der som faren er uddannet læge, og som ligeledes har mistet en søn i anden verdenskrig, dedikerer efter krigen resten af sit liv til at promovere moderen og hendes kunst, bl.a ved at skabe forbindelse mellem hendes dagbogsnotater og hendes værker.

Man må ikke fotografere på museet.

Read More...

Erotik i Bronzealderen

16. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Erotik i Bronzealderen

Spændende besøg på Pergamonmuseet og Neues museum på Museumsinsel i Berlin. Øen i sig selv er tankevækkende stykke tysklandshistorie. Den har været under ombygning næsten lige siden genforeningen og man forventer først at være færdig med ombygningen i 2020. Lige nu ligger bl.a. Pergamon museet i tørdok. Neues museum er netop genåbnet efter at have været lukket i 70 år. Det blev svært beskadiget under krigen. Neues museum rummer trods navnet den forhistoriske samling og mange smukke fund fra bronzealderen – mest berømt er Nefertitis Buste fra Amarna perioden i Egypten. Vi dvæler mest ved samlingen af bl.a. guld fra Troja. Schliemann, der udgravede Troja, opdagede for sent, at han gravede lige igennem Homers Troja fra omkring 1200 f.v.t. – hvis det altså var det – og han kom ca. 1200 år længere tilbage i tiden – til omkring 2400 f.v.t. Så mange af hans guldfund stammer i virkeligheden fra den tidlig bronzealder.

Pergamon museet er bygget til at rumme og genopfører de kæmpe bygningsværket, som tyske arkæologer førte til Tyskland fra Mellemøsten og Lilleasien sidst i 1800’tallet og i begyndelsen af 1900’tallet. Det gælder bl.a. Ishtar porten i Babylon, den by vi kender fra biblen, hvor man ville bygge babelstårnet. Det er også den by Aleksander den store gjorde til hovedstad i sit imperium omkring 330 f.v.t.. Porten er bygget af Nebuchanezzar II (604-562 f.v.t). Det er et imponerende bygningsværk af blåglaserede brændte kakler med borter af margueritter, løver og andre (fabel)dyr. En processionsvej dekoreret med løver – oprindeligt 180 m lang – har ført op til porten. Her har bl.a. guder processioneret, når de ved de årlige festivals er blevet ført fra templerne til byen.

Endelig er det svært ikke at dvæle ved de små erotiske figurer fra Assyrernes hovedstad Ashur. De er fra samme tid som guldet fra Troja, den tidlige bronzealder.

 

 

Read More...